Krimi Aktuelt Skønlitteratur

Sådan er du med i Lindhardt og Ringhofs og Sagas store krimikonkurrence

Vind 250.000 kr. og få din krimi udgivet globalt på 10 sprog. Her kan du se konkurrencevilkårene for Lindhardt og Ringhofs og Sagas krimikonkurrence 2021.


Er du Danmarks nye, store internationale krimistjerne? Så deltag i Lindhardt og Ringhof og Saga Egmonts store krimikonkurrence.

”Den gode krimi er et spejl af sin samtid, og genren flytter sig lige så hurtigt som samfundet omkring os. I krimien mødes alle de spændinger og konflikter, vi oplever ude i verden og bliver til fortællinger.

De danske krimiforfattere hører til blandt verdens bedste, derfor har vi i dag flere internationale stjerner i Danmark end nogensinde før,” siger Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof.

Rammer for konkurrencen

Hovedpræmien er er en forlagskontrakt på 250.000 kroner og en marketingkampagne af samme værdi, oversættelse til 10 sprog – engelsk, spansk, tysk, fransk m.fl. – samt global digital udgivelse. Den trykte bog udgives i Danmark af Lindhardt og Ringhof, internationalt af Saga.

Sådan gør du

  • Indsend dit manuskript i Word eller tilsvarende format til krimi@lrforlag.dk.
  • Mailadressen er åben for manuskripter fra den 1. februar 2021.
  • Sidste frist for aflevering er 1. december 2021 klokken 23.59.
  • Alle modtagne manuskripter vil herefter blive læst af professionelle læsere, som vil shortliste de tre stærkeste.

Den 1. februar 2022 sendes finalisterne til juryen, som består af

  • Susanne Bier, filminstruktør, manuskriptforfatter og producer
  • Lida Wengel, bibliotekar og arrangør af den danske krimimesse
  • Snæbjörn Arngrimsson, forfatter, oversætter og forlægger
  • Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef på Lindhardt og Ringhof.

Juryen læser manuskripterne uden at vide, hvem forfatteren er.

LÆS OGSÅ: Stærk jury klar til international krimikonkurrence

Vinderen får besked den 10. marts 2022, hvor alle, der har deltaget i konkurrencen, vil modtage besked.

Vinderen af krimikonkurrencen offentliggøres på den danske krimimesse i Horsens i 2022, og vinderkrimien lanceres på Bogmessen i Bella Center i efteråret 2022, hvor danske læsere vil kunne få fingre i både digitale og trykte udgaver af vinderen af den danske konkurrence.

Svensk konkurrence kører parallelt

Samtidig med den danske konkurrence lancerer Saga Egmont en tilsvarende konkurrence i Sverige. Juryen i den svenske konkurrence består af stjerneforfatteren Denise Rudberg, skuespilleren Stefan Saug og boghandleren Johan Zillén.

Læs mere om den svenske konkurrence her

Den svenske vinder vil blive offentliggjort samtidig med den danske vinder, på krimimessen i Horsens 2022, og den svenske vinderkrimi vil blive oversat til dansk og udkomme samtidig med den danske vinderkrimi på Bogmessen i Bella Center 2022

Begge krimier vil blive oversat til ti sprog, og udgivet globalt i 2023.

Lindhardt og Ringhof og SAGA forbeholder sig ret til ikke at kåre en vinder.


Saga Egmont løfter vinderne ud i verden

”Med vores mange internationale Saga-afdelinger og -samarbejdspartnere og vores globale salgsnetværk har vi nu en helt unik mulighed for at løfte vores forfattere ud i store dele af verden.

Det fejrer vi ved at lancere den næste store krimistjerne – ikke bare på de store europæiske markeder, men også i USA og Latinamerika,” siger Lasse Horne, direktør for Saga, der er et af Europas største digitale forlag med udgivelser på mere end 30 sprog.

”Vi streamer alle sammen serier og lytter til musik fra hele verden. Nu er det bøgernes tur. Vores forfattere skal have de samme muligheder for at udkomme globalt. Jeg tænker, at det her er begyndelsen på en ny guldalder for bogen som medie,” siger Lasse Horne.