Aktuelt Krimi Skønlitteratur

Stærk jury klar til international krimikonkurrence

Krimi jury

Juryen består af et stjernehold af stærke krimilæsere. Nemlig Susanne Bier, Lida Wengel, Snæbjörn Arngrímsson og Sune de Souza Schmidt-Madsen


Susanne Bier, Lida Wengel, Snæbjörn Arngrímsson og Sune de Souza Schmidt-Madsen er de fire personer, som udgør juryen, der skal finde Danmarks næste internationale krimistjerne i Lindhardt og Ringhofs og Sagas store krimikonkurrence.

LÆS OGSÅ: Stor konkurrence i 2021. Er du Danmarks nye internationale krimistjerne?

“Jeg er stolt over, at Susanne Bier, Lida Wengel og Snæbjörn Arngrímsson har sagt ja til at være med til at vurdere de manuskripter, som bliver sendt ind til konkurrencen og kåre en vinder.

Det er et utroligt stærkt og kompetent hold. Her er tre mennesker, som virkelig kender og holder af genren fra hver sit forskellige udgangspunkt,” siger Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef på Lindhardt og Ringhof.

Mød juryen

Medlemmerne af juryen har hver deres stærke udgangspunkt for historiefortælling.

Susanne Bier er filminstruktør og fik sit store danske gennembrud med den romantiske komedie ‘Den eneste ene’ (1999). Bier opnåede stor international succes med ‘Hævnen’ (2010), der vandt både en Golden Globe og en Oscar for bedste internationale spillefilm samt en European Film Award for bedste instruktør. De sidste par år har hun markeret sig stærkt med de internationale thriller-serier ‘Natportieren’ (2016), som vandt to Emmy’er og tre Golden Globes, og ‘The Undoing’ (2020) med Nicole Kidman og Hugh Grant.

Lida Wengel er bibliotekar, men hun er ikke mindst en af de bærende kræfter bag Krimimessen i Horsens, som hvert år trækker mange tusinde danskere til byens store kulturattraktion, Fængslet, hvor alt hvad der kan krybe og gå af danske og internationale krimiforfattere sætter hinanden og læserne stævne. Lida har gennem årene interviewet et meget stort antal krimiforfattere på scenen i Nordeuropas største krimifestival.

Snæbjörn Arngrímsson lavede sit første undergrundsforlag, Bjartur, i Island i 80’erne, men kom frem i lyset, da han købte Harry Potter. Bjartur udgav blandt andet Paul Auster, Philip Roth og Murakami. Da han mødte sin danske kone Susanne Torpe, skabte de forlaget Hr. Ferdinand og købte deres første rettighed til en amerikansk roman, som ingen andre danske forlag gad eje: ”Da Vinci Mysteriet”. Resten er forlagshistorie, som man siger …

Vind 250.000 kr. og få din krimi udgivet globalt på 10 sprog

Lindhardt og Ringhof og Saga udskriver i 2021 en konkurrence, hvor vinderen modtager:

  • En forlagskontrakt på 250.000 kr.
  • En marketingkampagne til en værdi af 250.000 kr.
  • Oversættelse til ti sprog – engelsk, spansk, tysk, fransk, svensk m.fl.
  • Dansk udgivelse som trykt bog.
  • Global udgivelse som digital bog.

Deltag i konkurrencen her