For første gang fortæller tennisstjernen Björn Borg hele sin livshistorie. Læs et uddrag af hans selvbiografi Hjerteslag lige her.
Björn Borg fortæller for første gang om hele sit liv – om sin succesrige karriere, om at stoppe med at spille tennis, da han var 26 år, og om de svære år, der fulgte.
Björn Borg er en af de største idrætsmænd gennem tiderne med en karriere, der bl.a. er kronet med fem Wimbledon-titler i træk. Hans fodarbejde var fantastisk, og hans topspundne slag, især baghånden med tohåndsgreb, blev kopieret af talrige spillere.
Ingen anden spiller havde i moderne tid formået at vinde Wimbledon fem år i træk. Hans legendariske kampe mod spillere som Jimmy Connors og John McEnroe tryllebandt millioner af mennesker og har siden dannet grundlag for bøger og film.
I Hjerteslag fortæller han alt for første gang – fra sin barndom til sine tennissucceser, om årene efter tennis, hvor han søgte en ny retning i livet, og om hans liv i dag. Vi følger ham fra den tidligste barndom og møder de mennesker og begivenheder, der gjorde Borg til en af verdens største tennisstjerner. Og vi hører om alle årene efter tennis, om det økonomiske krak, overskrifterne og festerne med alkohol, stoffer og kvinder.
Bjørn Borg. Foto: Mattias Edwall
Du kan læse første del af Hjerteslag af Björn Borg herunder.
Hjerteslag
af Björn Borg
PROLOG
Dunk, dunk, dunk … Lyden af et hjerte, der slår, eller en bold, der hopper. Det er nok det, de fleste forbinder en dunkende lyd med. I mit tilfælde er det hverken det ene eller det andet. Der er bare stille.
Det er i midten af 90’erne. Jeg befinder mig i en lille by i Holland og er netop begyndt at spille tennis igen. Seniortouren har fået mig til at mærke glæden ved spillet igen, og denne gang er min far med mig på turen, som så mange gange før. Far, med sit karakteristiske tilbagestrøgede hår, der holdes på plads med en enorm mængde brylcreme, er både min største fan og min nærmeste ven.
Det betyder meget for mig, at han stadig vil tage med mig. Nu skal vi snart begive os hen mod det tennisstadion, hvor jeg skal spille finalen i en seniorturnering. Solen skinner, og hele ugen op til har været perfekt, men aftenen før gik alt galt for mig. Det startede ellers godt med en hyggelig middag med far og alle tennisvennerne, men så slog et eller andet klik i mit hoved – sådan som det kan gøre for mig.
For meget af det hele; alkohol, stoffer og piller, min sædvanlige selvmedicinering, som jeg tyr til, når jeg har det så dårligt som nu. Da far kommer for at hente mig, siger jeg bare klagende:
”Jeg kan ikke spille i dag. Jeg har det ikke godt.”
Han vifter mine indvendinger væk og forsikrer mig om, at alt nok skal gå fint. Inderst inde håber han sikkert, det hele løser sig af sig selv, at jeg tager mig sammen, som jeg har gjort før. Vi begynder at gå, og jeg mærker, at jorden gynger under mine fødder. Det er, som om jeg bevæger mig i luften, jeg kommer ikke fremad.
Vi skal gå over en bro, sådan en typisk hollandsk bro over kanalen, hvor husbådene ligger og vugger, fortøjet med tykke reb. Det er der, jeg segner om. Alt sortner, og det utænkelige sker. Jeg dør. Jeg ser hverken en tunnel af lys, eller at livet passerer revy, alt er bare væk. Mit hjerte siger ikke længere dunk, dunk, dunk, for det er stoppet med at slå. Men inden det bliver mørkt, når jeg at tænke: Hvordan kunne det gå sådan?
Til alt held er der nogle mennesker omkring os, der formår at redde mit liv. Far står nok bare med hænderne i lommerne, udadtil med en maske, der ikke viser bekymring, men indeni lammet af rædsel. Sådan plejede han at reagere, skrækslagen som han var for konfrontationer, og han var højst sandsynligt heller ikke en handlingens mand i denne situation.
*
Jeg overlevede, og det var heldigt, for jeg elsker livet, og i dag er jeg så taknemmelig for, at det hele ikke sluttede dengang. Det siges, at et hjerte slår 2,5 milliarder gange i løbet af livet. Mit har slået nogle færre slag og ikke kun på grund af min lave puls. Efter mit kollaps på broen vidste jeg, at jeg stod overfor min vigtigste kamp nogensinde. Kampen mod mig selv – den mest stædige af alle modstandere – og mod stofferne.
Jeg er født i Tvillingernes tegn og har altid følt, at jeg har to personligheder i mig, lidt ligesom Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Der sidder en lille djævel på min skulder og insisterer på at trække mig ned i mørket. Den skæbnesvangre dag i Holland er det tætteste, han er kommet på at lykkes med det.
DEL 1 ET FAMILIEANLIGGENDE (1956-1974)
1. DET VAR OS TRE – ALTID
Mit første barndomsminde er en politistation. Jeg var tre år gammel, og tårerne strømmede ned ad kinderne på mig. Jeg havde ondt i maven af frygt og bekymring, lokalet var koldt og sterilt, og der var en summende lyd hele tiden. Jeg tænkte på min mor, som altid sagde, at hvis jeg ikke var sød, ville politiet komme og tage mig.
Nu havde de gjort det, og jeg rystede af frygt. Hvorfor var jeg endt her, havde jeg opført mig så dårligt? Et par minutter senere kom mor for at hente mig, og jeg forstod nu, at det ikke var min skyld. Jeg var bare blevet væk fra hende og var faret vild.
*
Min familie har altid betydet utrolig meget for mig. Jeg blev født onsdag den 6. juni 1956, og som mine forældres første barn var jeg ventet med længsel. På dette tidspunkt boede vi i Nynäshamn, men flyttede ret hurtigt til den smukke industriby Södertälje lige syd for Stockholm.
Det var i 1960’erne, og byen var domineret af lastbilfirmaet Scania og ishockeyholdet Södertälje SK. Socialdemokratiet regerede i kommunen, ligesom de gjorde i hele Sverige. Vi boede i en treværelses i en almindelig grøn bygning på Torekällgatan, i stueetagen var der en række garageporte – perfekt til en boldglad dreng, der manglede en at lege med – og rundtomkring var der træer og små veje.
Det var bare mig, mor Margareta og far Rune. Helt fra begyndelsen var vi en sammentømret familie, og vi lavede næsten alt sammen. Hverken mor eller far havde nogen søskende, og da far havde et kompliceret forhold til sin egen familie, så vi dem meget sjældent. Jeg var til gengæld meget tæt på min mormor og morfar, og dem var vi sammen med hele tiden.
De havde vist ingen andre venner, så vidt jeg kan huske, og det havde mine forældre heller ikke. Jeg ved, at mine forældre forsøgte at få flere børn, men desværre uden held. Til sidst var mor nødt til at få fjernet sine æggestokke, der var ødelagt efter de mange mislykkede graviditeter.
Så jeg forblev enebarn. Det var en stor sorg for mine forældre og noget, som helt sikkert medvirkede til, at vi tre blev en stærk enhed, som altid holdt sammen. Det var os tre. Altid. En tæt familie med min mor, Margareta, i spidsen.
*
Min drøm om at blive sportsstjerne en dag blev grundlagt tidligt. Måske fordi min børnehave lå i et område, der hedder Badparken. Det er en fin, gammel park, hvor der lå tennisbaner om sommeren og en skøjtebane om vinteren. Mor og jeg passerede Badparken hver dag på vej til børnehave, og jeg kunne ikke få øjnene væk fra alle børnene, der var i gang med forskellige lege og spil.
Måske kan jeg takke Badparken og alle, der dyrkede sport der, for, at jeg begyndte at spille både tennis og ishockey i mine første skoleår. Jeg spillede først ishockey på et hold, der hedder Måsarna, en rigtig god klub, hvor man lærte det grundlæggende indenfor både skøjteløb og teknik.
Min far, Rune, og en anden forælder startede så deres eget hockeyhold, SAIF, for at vi børn skulle have et hold at spille og træne med. Det var et rigtigt ildsjælsprojekt, der gjorde det muligt for alle børn at spille ved siden af byens mere elitesatsende hockeyklubber. Det var helt sikkert for sjov, men for mig blev det hurtigt alvor.
På kort tid udviklede jeg mig meget som spiller, og da den ”rigtige” klub, Södertälje SK, spurgte, om jeg ville spille på deres drengehold, blev jeg fyr og flamme, for det ville jeg selvfølgelig gerne. De spillede i den øverste række, og jeg satsede alt og trænede så meget, jeg overhovedet kunne. Belønningen kom i den store ungdomsturnering Sankt Eriks-Cupen, da vores hold nåede hele vejen til finalen.
Men for mig personligt var højdepunktet, da jeg blev kåret som kampens bedste spiller i både kvart- og semifinalen. Jeg tror, jeg allerede da følte, at individuelle sportsgrene tiltalte mig mere. Skolestart er stort for alle børn, og det var det også for mig, men det tog lidt tid, før jeg fandt mig til rette i klassen.
På min første skoledag fulgte mor mig hen til Blombackaskolan, og jeg kan huske, at jeg var bekymret og lidt bange, selvom jeg havde leget med flere af de børn, jeg skulle gå i klasse med. Jeg ved, at jeg var en forholdsvis glad dreng, det eneste, jeg syntes, var rigtig hårdt i de år, var, at mor arbejdede som dagplejemor, for at vi kunne få det til at løbe rundt.
På hverdage havde jeg aldrig fred og ro derhjemme med alle de dagplejebørn, der løb rundt, og jeg kunne heller ikke være alene på mit værelse uden konstant at blive forstyrret. Mit værelse var et typisk drengeværelse med plakater fra tegneserien Buster og hessiantapet, som en bussemand eller to lejlighedsvis satte sig fast i.
Alt, hvad jeg havde brug for, var der: min seng, nogle hylder og et skrivebord med vinduer ud mod parkeringspladsen, og lige under mig var garageportene. Jeg kunne godt lide min lille hule, hvor jeg kunne ligge og læse tegneserier og drømme mig væk i dem i sådan en grad, at jeg nogle gange var helt opslugt og næsten ikke hørte, hvis man talte til mig.
Mit værelse var hyggeligt, men jeg ville have det for mig selv og ønskede ikke at dele det med andre. Alle børn kan nok have brug for lidt tid for sig selv, men med de andre børn i lejligheden var det svært for mig. Heldigvis havde jeg min sport. Mor stillede høje krav til, at jeg passede skolen og alt, der vedrørte skolen. Jeg husker en gang i en af de mellemste klasser, hvor hun blev rasende på mig.
Det var til skoleafslutningen, og hun havde i dagens anledning klædt mig på i nyt, hvidt, elegant tøj. Jeg havde selvfølgelig opdaget, at der var genveje hen til skolen, og en af disse gik ned ad en græsskråning. På vej til skoleafslutningen var jeg lidt forsinket og tog genvejen, men gled selvfølgelig i mit fine tøj. Da mor fik øje på mig, antog hun, at jeg havde rullet mig i græsset med vilje, og lod temperamentet få frit løb.
Hun kunne blive virkelig vred og viste det tydeligt. Far tabte derimod sjældent besindelsen, så humør- mæssigt kan man vel sige, at de komplementerede hinanden, som de gjorde på så mange andre måder. I de øverste klasser fik jeg til min store ærgrelse ikke topkarakter i gymnastik, fordi læreren ikke syntes, jeg var god nok til rytmik og dans.
Desværre havde læreren nok ret, for jeg kunne ikke rigtig lide de ”sportsgrene”, og så gik det, som det gik. Jeg lavede dog altid mine lektier og klarede det godt i skolen, hvilket også var bedst, ellers havde jeg fået mor på nakken. Og jeg gik også ud af skolen med gode karakterer. Både mor og bedstemor Greta havde fået den idé, at jeg skulle være præst, når jeg blev voksen.
Far var slet ikke enig, han så hellere, at jeg satsede på en karriere indenfor sport. Den dag i dag undrer jeg mig over, hvor mor og bedstemors præsteforestillinger kom fra. Ingen i vores familie var særlig religiøse. Men alle i familien har en åndelig side, som kan manifestere sig ved, at vi mærker de dødes nærvær, oplever energier i huse eller har forudanelser om ting, der skal ske.
Det var dog ikke noget, jeg tænkte så meget på dengang, men først noget, jeg forstod meget senere i livet. Mor og bedstemor måtte ret hurtigt lægge de præstelige ambitioner til side, men det gjorde ikke så meget, for alle i familien havde stor interesse for sport. Meget tidligt kom en stor del af det, vi lavede sammen, til at kredse om ishockey, bordtennis, fodbold og tennis. Da jeg var lille, var der ikke de samme muligheder med sport døgnet rundt på forskellige tv-kanaler.
Dengang blev der stort set kun vist fodbold i fjernsynet, især Tipslørdag, som far og jeg så hver eneste uge. At følge med i engelsk fodbold var en selvfølge. Vi sad der med vores nøje udtænkte tipssystem, som vi havde indleveret i kiosken, og syntes, det var utrolig spændende at se, om vi vandt den store gevinst. Hvilket vi selvfølgelig aldrig gjorde.
Lige siden min farfars tid har vi som familie holdt med Charlton Athletic, et hold, der i dag ikke er så hot at følge, fordi de ser ud til at rykke en række ned for hvert år. Men det gør ikke noget, mit hjerte vil altid heppe på dem. Hammarby IF er det svenske fodboldhold i mit hjerte, og selvfølgelig var det Södertälje SK i ishockey. Når man holder med et hold, gør man det for livet, sådan ser jeg det i hvert fald.
*
Tidligt i livet fik jeg en særlig rutine. Jeg ved faktisk ikke, hvordan det startede, men det blev en vane for mig at tage et langt bad hver søndag aften. Weekenderne var som regel helt fyldt op med sport, og jeg nød fornemmelsen af at synke ned i det varme vand og lade mine tanker opløse sig og forsvinde. Der i badet kunne jeg ligge, så længe det skulle være, og tænke på absolut ingenting.
Selvom vandet til sidst blev koldt, og mine fingre så fuldstændig rynkede ud, fandtes der ingen bedre måde at slappe af på. Mor havde også en rutine, der gik ud på hver aften at lægge det tøj frem, jeg skulle have på i skole næste dag. Der lå det på en stol ved siden af sengen, og jeg kiggede på det og tænkte for mig selv ”aldrig i livet, om jeg tager det på”.
Det værste var, når poloshirten var lagt frem. Den kradsede og slog gnister af elektricitet, og når man tog den på, rejste håret sig på hovedet. Alene det ikke at få lov til selv at bestemme, hvad jeg skulle have på, syntes jeg var irriterende. Men det var mor, der bestemte den slags ting, sådan var det bare. Jeg glædede mig for det meste til at komme i skole og var morgenfrisk af natur, og så snart mor vækkede mig, sprang jeg op og gjorde mig klar.
Det var sjovt at se vennerne igen, især efter weekenden, når man ikke havde været sammen i flere dage. Man kan ikke sige andet, end at min skoletid var ret ubekymret. Men jeg har selvfølgelig også et par smertefulde minder. Et af dem var mit kraftige underbid, som både tandlægerne og mine forældre var utrolig ivrige efter at rette.
Hver aften skulle jeg derfor have en særlig bøjle på, der var designet til at forlænge kæben og derved rette underbiddet. Det bestod af et kraftigt elastikbånd, som trak min hage tilbage, og det gjorde meget ondt, fordi det sad så stramt om hovedet. Jeg har nok haft den i et helt år, men heldigvis rettede underbiddet sig af sig selv, og jeg har ingen problemer med det i dag.
Det var det værd, men jeg husker det stadig som en meget hård tid, især når jeg blev spurgt, om jeg ville sove hos en af mine venner, hvilket jeg altså sjældent havde lyst til på grund af den skrækkelige bøjle.
Hjerteslag
Björn Borg fortæller for første gang om hele sit liv – om sin succesrige karriere, om at stoppe med at spille tennis, da han var 26 år, og om de svære år, der fulgte. Han fortæller, hvordan en ung mand fra Södertälje blev et af verdens mest berømte mennesker og skabte hysteri blandt unge kvinder og en interesse for tennis, der rakte langt ud over sædvanlige sportskredse.
Ingen anden spiller havde i moderne tid formået at vinde Wimbledon fem år i træk. Hans legendariske kampe mod spillere som Jimmy Connors og John McEnroe tryllebandt millioner af mennesker og har siden dannet grundlag for bøger og film. Til sin hustru Patricia Borg har Björn Borg nu valgt at sætte ord på sin utrolige livshistorie – på og udenfor tennisbanen.
Björn Borg var professionel 1973-1983, hvor han bl.a. vandt 11 Grand Slam-turneringer. I 1980 blev han af sportsjournalister fra 36 lande kåret som verdens bedste sportsmand og i 2000 til århundredets største svenske idrætsudøver.
For første gang fortæller tennisstjernen Björn Borg hele sin livshistorie. Læs et uddrag af hans selvbiografi Hjerteslag lige her.
Björn Borg fortæller for første gang om hele sit liv – om sin succesrige karriere, om at stoppe med at spille tennis, da han var 26 år, og om de svære år, der fulgte.
Björn Borg er en af de største idrætsmænd gennem tiderne med en karriere, der bl.a. er kronet med fem Wimbledon-titler i træk. Hans fodarbejde var fantastisk, og hans topspundne slag, især baghånden med tohåndsgreb, blev kopieret af talrige spillere.
Ingen anden spiller havde i moderne tid formået at vinde Wimbledon fem år i træk. Hans legendariske kampe mod spillere som Jimmy Connors og John McEnroe tryllebandt millioner af mennesker og har siden dannet grundlag for bøger og film.
Er du helt vild med sport? Se 15 gode sportsbøger lige her.
I Hjerteslag fortæller han alt for første gang – fra sin barndom til sine tennissucceser, om årene efter tennis, hvor han søgte en ny retning i livet, og om hans liv i dag. Vi følger ham fra den tidligste barndom og møder de mennesker og begivenheder, der gjorde Borg til en af verdens største tennisstjerner. Og vi hører om alle årene efter tennis, om det økonomiske krak, overskrifterne og festerne med alkohol, stoffer og kvinder.
Du kan læse første del af Hjerteslag af Björn Borg herunder.
Hjerteslag
af Björn Borg
PROLOG
Dunk, dunk, dunk … Lyden af et hjerte, der slår, eller en bold, der hopper. Det er nok det, de fleste forbinder en dunkende lyd med. I mit tilfælde er det hverken det ene eller det andet. Der er bare stille.
Det er i midten af 90’erne. Jeg befinder mig i en lille by i Holland og er netop begyndt at spille tennis igen. Seniortouren har fået mig til at mærke glæden ved spillet igen, og denne gang er min far med mig på turen, som så mange gange før. Far, med sit karakteristiske tilbagestrøgede hår, der holdes på plads med en enorm mængde brylcreme, er både min største fan og min nærmeste ven.
Det betyder meget for mig, at han stadig vil tage med mig. Nu skal vi snart begive os hen mod det tennisstadion, hvor jeg skal spille finalen i en seniorturnering. Solen skinner, og hele ugen op til har været perfekt, men aftenen før gik alt galt for mig. Det startede ellers godt med en hyggelig middag med far og alle tennisvennerne, men så slog et eller andet klik i mit hoved – sådan som det kan gøre for mig.
For meget af det hele; alkohol, stoffer og piller, min sædvanlige selvmedicinering, som jeg tyr til, når jeg har det så dårligt som nu. Da far kommer for at hente mig, siger jeg bare klagende:
”Jeg kan ikke spille i dag. Jeg har det ikke godt.”
Han vifter mine indvendinger væk og forsikrer mig om, at alt nok skal gå fint. Inderst inde håber han sikkert, det hele løser sig af sig selv, at jeg tager mig sammen, som jeg har gjort før. Vi begynder at gå, og jeg mærker, at jorden gynger under mine fødder. Det er, som om jeg bevæger mig i luften, jeg kommer ikke fremad.
Vi skal gå over en bro, sådan en typisk hollandsk bro over kanalen, hvor husbådene ligger og vugger,
fortøjet med tykke reb. Det er der, jeg segner om. Alt sortner, og det utænkelige sker. Jeg dør. Jeg ser hverken en tunnel af lys, eller at livet passerer revy, alt er bare væk. Mit hjerte siger ikke længere dunk, dunk, dunk, for det er stoppet med at slå. Men inden det bliver mørkt, når jeg at tænke: Hvordan kunne det gå sådan?
Til alt held er der nogle mennesker omkring os, der formår at redde mit liv. Far står nok bare med hænderne i lommerne, udadtil med en maske, der ikke viser bekymring, men indeni lammet af rædsel. Sådan plejede han at reagere, skrækslagen som han var for konfrontationer, og han var højst sandsynligt heller ikke en handlingens mand i denne situation.
*
Jeg overlevede, og det var heldigt, for jeg elsker livet, og i dag er jeg så taknemmelig for, at det hele ikke sluttede dengang. Det siges, at et hjerte slår 2,5 milliarder gange i løbet af livet. Mit har slået nogle færre slag og ikke kun på grund af min lave puls. Efter mit kollaps på broen vidste jeg, at jeg stod overfor min vigtigste kamp nogensinde. Kampen mod mig selv – den mest stædige af alle modstandere – og mod stofferne.
Jeg er født i Tvillingernes tegn og har altid følt, at jeg har to personligheder i mig, lidt ligesom Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Der sidder en lille djævel på min skulder og insisterer på at trække mig ned i mørket. Den skæbnesvangre dag i Holland er det tætteste, han er kommet på at lykkes med det.
DEL 1
ET FAMILIEANLIGGENDE
(1956-1974)
1.
DET VAR OS TRE – ALTID
Mit første barndomsminde er en politistation. Jeg var tre år gammel, og tårerne strømmede ned ad kinderne på mig. Jeg havde ondt i maven af frygt og bekymring, lokalet var koldt og sterilt, og der var en summende lyd hele tiden. Jeg tænkte på min mor, som altid sagde, at hvis jeg ikke var sød, ville politiet
komme og tage mig.
Nu havde de gjort det, og jeg rystede af frygt. Hvorfor var jeg endt her, havde jeg opført mig så dårligt?
Et par minutter senere kom mor for at hente mig, og jeg forstod nu, at det ikke var min skyld. Jeg var bare blevet væk fra hende og var faret vild.
*
Min familie har altid betydet utrolig meget for mig. Jeg blev født onsdag den 6. juni 1956, og som mine forældres første barn var jeg ventet med længsel. På dette tidspunkt boede vi i Nynäshamn, men flyttede ret hurtigt til den smukke industriby Södertälje lige syd for Stockholm.
Det var i 1960’erne, og byen var domineret af lastbilfirmaet Scania og ishockeyholdet Södertälje SK. Socialdemokratiet regerede i kommunen, ligesom de gjorde i hele Sverige. Vi boede i en treværelses i en almindelig grøn bygning på Torekällgatan, i stueetagen var der en række garageporte – perfekt til en boldglad dreng, der manglede en at lege med – og rundtomkring var der træer og små veje.
Det var bare mig, mor Margareta og far Rune. Helt fra begyndelsen var vi en sammentømret familie, og vi lavede næsten alt sammen. Hverken mor eller far havde nogen søskende, og da far havde et kompliceret forhold til sin egen familie, så vi dem meget sjældent. Jeg var til gengæld meget tæt på min mormor og morfar, og dem var vi sammen med hele tiden.
De havde vist ingen andre venner, så vidt jeg kan huske, og det havde mine forældre heller ikke. Jeg ved, at mine forældre forsøgte at få flere børn, men desværre uden held. Til sidst var mor nødt til at få fjernet sine æggestokke, der var ødelagt efter de mange mislykkede graviditeter.
Så jeg forblev enebarn. Det var en stor sorg for mine forældre og noget, som helt sikkert medvirkede til, at vi tre blev en stærk enhed, som altid holdt sammen. Det var os tre. Altid. En tæt familie med min mor, Margareta, i spidsen.
*
Min drøm om at blive sportsstjerne en dag blev grundlagt tidligt. Måske fordi min børnehave lå i et område, der hedder Badparken. Det er en fin, gammel park, hvor der lå tennisbaner om sommeren og en skøjtebane om vinteren. Mor og jeg passerede Badparken hver dag på vej til børnehave, og jeg kunne ikke få øjnene væk fra alle børnene, der var i gang med forskellige lege og spil.
Måske kan jeg takke Badparken og alle, der dyrkede sport der, for, at jeg begyndte at spille både tennis og ishockey i mine første skoleår. Jeg spillede først ishockey på et hold, der hedder Måsarna, en rigtig god klub, hvor man lærte det grundlæggende indenfor både skøjteløb og teknik.
Min far, Rune, og en anden forælder startede så deres eget hockeyhold, SAIF, for at vi børn skulle have et hold at spille og træne med. Det var et rigtigt ildsjælsprojekt, der gjorde det muligt for alle børn at spille ved siden af byens mere elitesatsende hockeyklubber. Det var helt sikkert for sjov, men for mig blev det hurtigt alvor.
På kort tid udviklede jeg mig meget som spiller, og da den ”rigtige” klub, Södertälje SK, spurgte, om jeg ville spille på deres drengehold, blev jeg fyr og flamme, for det ville jeg selvfølgelig gerne. De spillede i den øverste række, og jeg satsede alt og trænede så meget, jeg overhovedet kunne. Belønningen kom i den store ungdomsturnering Sankt Eriks-Cupen, da vores hold nåede hele vejen til finalen.
Men for mig personligt var højdepunktet, da jeg blev kåret som kampens bedste spiller i både kvart- og semifinalen. Jeg tror, jeg allerede da følte, at individuelle sportsgrene tiltalte mig mere. Skolestart er stort for alle børn, og det var det også for mig, men det tog lidt tid, før jeg fandt mig til rette i klassen.
På min første skoledag fulgte mor mig hen til Blombackaskolan, og jeg kan huske, at jeg var bekymret og lidt bange, selvom jeg havde leget med flere af de børn, jeg skulle gå i klasse med. Jeg ved, at jeg var en forholdsvis glad dreng, det eneste, jeg syntes, var rigtig hårdt i de år, var, at mor arbejdede som dagplejemor, for at vi kunne få det til at løbe rundt.
På hverdage havde jeg aldrig fred og ro derhjemme med alle de dagplejebørn, der løb rundt, og jeg kunne heller ikke være alene på mit værelse uden konstant at blive forstyrret. Mit værelse var et typisk drengeværelse med plakater fra tegneserien Buster og hessiantapet, som en bussemand eller to
lejlighedsvis satte sig fast i.
Alt, hvad jeg havde brug for, var der: min seng, nogle hylder og et skrivebord med vinduer ud mod parkeringspladsen, og lige under mig var garageportene. Jeg kunne godt lide min lille hule, hvor jeg kunne ligge og læse tegneserier og drømme mig væk i dem i sådan en grad, at jeg nogle gange var helt opslugt og næsten ikke hørte, hvis man talte til mig.
Mit værelse var hyggeligt, men jeg ville have det for mig selv og ønskede ikke at dele det med andre. Alle børn kan nok have brug for lidt tid for sig selv, men med de andre børn i lejligheden var det svært for mig. Heldigvis havde jeg min sport. Mor stillede høje krav til, at jeg passede skolen og alt, der vedrørte skolen. Jeg husker en gang i en af de mellemste klasser, hvor hun blev rasende på mig.
Det var til skoleafslutningen, og hun havde i dagens anledning klædt mig på i nyt, hvidt, elegant tøj. Jeg havde selvfølgelig opdaget, at der var genveje hen til skolen, og en af disse gik ned ad en græsskråning. På vej til skoleafslutningen var jeg lidt forsinket og tog genvejen, men gled selvfølgelig i mit fine tøj. Da mor fik øje på mig, antog hun, at jeg havde rullet mig i græsset med vilje, og lod temperamentet få frit løb.
Hun kunne blive virkelig vred og viste det tydeligt. Far tabte derimod sjældent besindelsen, så humør-
mæssigt kan man vel sige, at de komplementerede hinanden, som de gjorde på så mange andre måder.
I de øverste klasser fik jeg til min store ærgrelse ikke topkarakter i gymnastik, fordi læreren ikke syntes, jeg var god nok til rytmik og dans.
Desværre havde læreren nok ret, for jeg kunne ikke rigtig lide de ”sportsgrene”, og så gik det, som det gik. Jeg lavede dog altid mine lektier og klarede det godt i skolen, hvilket også var bedst, ellers havde jeg fået mor på nakken. Og jeg gik også ud af skolen med gode karakterer. Både mor og bedstemor Greta havde fået den idé, at jeg skulle være præst, når jeg blev voksen.
Far var slet ikke enig, han så hellere, at jeg satsede på en karriere indenfor sport. Den dag i dag undrer jeg mig over, hvor mor og bedstemors præsteforestillinger kom fra. Ingen i vores familie var særlig religiøse. Men alle i familien har en åndelig side, som kan manifestere sig ved, at vi mærker de dødes nærvær, oplever energier i huse eller har forudanelser om ting, der skal ske.
Det var dog ikke noget, jeg tænkte så meget på dengang, men først noget, jeg forstod meget senere i livet. Mor og bedstemor måtte ret hurtigt lægge de præstelige ambitioner til side, men det gjorde ikke så meget, for alle i familien havde stor interesse for sport. Meget tidligt kom en stor del af det, vi lavede sammen, til at kredse om ishockey, bordtennis, fodbold og tennis. Da jeg var lille, var der ikke de samme
muligheder med sport døgnet rundt på forskellige tv-kanaler.
Dengang blev der stort set kun vist fodbold i fjernsynet, især Tipslørdag, som far og jeg så hver eneste uge. At følge med i engelsk fodbold var en selvfølge. Vi sad der med vores nøje udtænkte tipssystem, som vi havde indleveret i kiosken, og syntes, det var utrolig spændende at se, om vi vandt den store gevinst. Hvilket vi selvfølgelig aldrig gjorde.
Lige siden min farfars tid har vi som familie holdt med Charlton Athletic, et hold, der i dag ikke er så hot at følge, fordi de ser ud til at rykke en række ned for hvert år. Men det gør ikke noget, mit hjerte vil altid heppe på dem. Hammarby IF er det svenske fodboldhold i mit hjerte, og selvfølgelig var det Södertälje SK i ishockey. Når man holder med et hold, gør man det for livet, sådan ser jeg det i hvert fald.
*
Tidligt i livet fik jeg en særlig rutine. Jeg ved faktisk ikke, hvordan det startede, men det blev en vane for mig at tage et langt bad hver søndag aften. Weekenderne var som regel helt fyldt op med sport, og jeg nød fornemmelsen af at synke ned i det varme vand og lade mine tanker opløse sig og forsvinde. Der i
badet kunne jeg ligge, så længe det skulle være, og tænke på absolut ingenting.
Selvom vandet til sidst blev koldt, og mine fingre så fuldstændig rynkede ud, fandtes der ingen bedre måde at slappe af på. Mor havde også en rutine, der gik ud på hver aften at lægge det tøj frem, jeg skulle have på i skole næste dag. Der lå det på en stol ved siden af sengen, og jeg kiggede på det og tænkte for mig selv ”aldrig i livet, om jeg tager det på”.
Det værste var, når poloshirten var lagt frem. Den kradsede og slog gnister af elektricitet, og når man tog den på, rejste håret sig på hovedet. Alene det ikke at få lov til selv at bestemme, hvad jeg skulle have på, syntes jeg var irriterende. Men det var mor, der bestemte den slags ting, sådan var det bare. Jeg glædede mig for det meste til at komme i skole og var morgenfrisk af natur, og så snart mor vækkede mig, sprang jeg op og gjorde mig klar.
Det var sjovt at se vennerne igen, især efter weekenden, når man ikke havde været sammen i flere dage.
Man kan ikke sige andet, end at min skoletid var ret ubekymret. Men jeg har selvfølgelig også et par smertefulde minder. Et af dem var mit kraftige underbid, som både tandlægerne og mine forældre var utrolig ivrige efter at rette.
Hver aften skulle jeg derfor have en særlig bøjle på, der var designet til at forlænge kæben og derved rette underbiddet. Det bestod af et kraftigt elastikbånd, som trak min hage tilbage, og det gjorde meget
ondt, fordi det sad så stramt om hovedet. Jeg har nok haft den i et helt år, men heldigvis rettede underbiddet sig af sig selv, og jeg har ingen problemer med det i dag.
Det var det værd, men jeg husker det stadig som en meget hård tid, især når jeg blev spurgt, om jeg ville sove hos en af mine venner, hvilket jeg altså sjældent havde lyst til på grund af den skrækkelige bøjle.
Hjerteslag
Björn Borg fortæller for første gang om hele sit liv – om sin succesrige karriere, om at stoppe med at spille tennis, da han var 26 år, og om de svære år, der fulgte. Han fortæller, hvordan en ung mand fra Södertälje blev et af verdens mest berømte mennesker og skabte hysteri blandt unge kvinder og en interesse for tennis, der rakte langt ud over sædvanlige sportskredse.
Ingen anden spiller havde i moderne tid formået at vinde Wimbledon fem år i træk. Hans legendariske kampe mod spillere som Jimmy Connors og John McEnroe tryllebandt millioner af mennesker og har siden dannet grundlag for bøger og film. Til sin hustru Patricia Borg har Björn Borg nu valgt at sætte ord på sin utrolige livshistorie – på og udenfor tennisbanen.
Björn Borg var professionel 1973-1983, hvor han bl.a. vandt 11 Grand Slam-turneringer. I 1980 blev han af sportsjournalister fra 36 lande kåret som verdens bedste sportsmand og i 2000 til århundredets største svenske idrætsudøver.
Du kan købe Hjerteslag online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 18. september.
Andre læste også: