Biografier Fagbøger Ole Sønnichsen

Forfatter til Møllehave-biografi: Hvis man skal indfange Johannes med kun ét ord, bliver det generøs

KLUMME ‖ Det var en stor personlig oplevelse for forfatter Ole Sønnichsen at lave biografien om Johannes Møllehave, en af Danmarks største kulturpersonligheder



af Ole Sønnichsen


Johannes Møllehave kom buldrende ind i mit liv i nogle hektiske, energiske og vanvittigt inspirerende dage, uger og måneder i 2010 og 2011.

Eller faktisk begyndte det omvendt. Jeg bankede forsigtigt på døren til hans liv, nysgerrig efter hvad der gemte sig, og han åbnede i første omgang venligt, men modstræbende. Der var skrevet nok om ham, meddelte han.

Men da jeg begyndte at interviewe folk omkring ham til en bog om hans liv, fulgte han nysgerrigt med på distancen. Og til sidst kunne han ikke lade være med at blande sig.

LÆS OGSÅ: Henrik Yde får Georg Brandes-prisen 2019 for biografien Nexø

Han sparkede døren til projektet ind med et brag og tog imod mig med en venlighed, der var overstrømmende og altomfavnende.

Han hev mig med på sine jævnlige taxature, hvor han rundhåndet delte pengesedler ud til chauffører, der lignede nogen, der kunne trænge til en ekstra omgang drikkepenge.

Han bød på overdådige frokoster og råbte sine budskaber og meninger ud, så alle i rummet tav og måbende indtog et gratis Møllehave- foredrag til frokosten.

LÆS OGSÅ: Smuglæs i biografien om Danmarks musikdronninger Anne, Sanne og Lis

Han ringede – af og til flere gange om dagen – for at fortælle mig om ting, jeg skulle læse, se eller høre.

Han tryllede for mine børn og deres kammerater, og han inviterede mig med på besøg hos sin gode ven, maleren Albert Bertelsen, og ville forære mig et maleri til mange, mange tusinde kroner. Skuffelsen varede heldigvis ikke så længe, da jeg takkede pænt nej.

Siden drog vi på en omfattende foredragsturne sammen, hvor det var meningen, jeg skulle interviewe den gamle præst om hans liv. Ofte nåede jeg dog kun et eller to spørgsmål – og så talte Johannes ellers uafbrudt i halvanden time, både om sit liv og alt muligt andet, der lige faldt ham ind.

LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af

Derfor blev min fornemste opgave i lange stræk at sørge for, at han ikke gik ud over scenekanten og røg ned blandt publikum under et af sine begejstringsudbrud.

Højdepunktet på turen kom i Vordingborg, hvor vi måtte stoppe, fordi Johannes skulle tisse. Vi holdt ind ved det lokale plejehjem for at låne et toilet, og efter at have ventet længe i bilen gik jeg ind for at se, hvor han blev af, nervøs for, at vi skulle komme for sent til vores foredrag.

LÆS OGSÅ: Helge Kragh om videnskabens historie: I 1600-tallet troede forskerne i fulde alvor, at de havde forstået alting

Men Johannes var allerede i gang – og talte brændende til beboerne i plejehjemmets spisesal, indtil jeg fik ham stoppet og fragtet videre til vores bestemmelsessted.

I samme periode var Møllehave manden bag et opsigtsvækkende og mediedækket stunt, hvor han blev lagt i håndjern uden for Hotel d’Angleterre for sin højrøstede tilgang til livet, der ikke passede ind på det fornemme hotel.

Men ingen lænker er stærke nok til Johannes, der dagen efter mødte op til vores foredragsaftale i Kolding med enorme mærker op ad armene efter heftig karambolage med håndjernene, klar til at gå på scenen som altid.

LÆS OGSÅ: Smuglæs i Er der en voksen til stede? – Om voksenlivets glæder og sorger

Han fremskaffede et eksemplar af den spiseseddel, der kundgjorde skandalen, og gik direkte på elefanten i rummet ved at tale om sin egen oplevelse af, hvad der var sket på hotellet. Sådan er han, direkte og uden mange omsvøb.

Men hvis man skal prøve at indfange Johannes Møllehave med kun ét ord, bliver det generøs. Johannes elsker at give – ord, tid, kærlighed, glæde og penge – uden bagtanke og uden at forvente at få noget retur.

LÆS OGSÅ: De sidste øboere fortæller historien om livet på kanten af Danmark

Derfor gav han også så meget til denne bog, der udkom første gang i sensommeren 2010. Siden er der blevet mere stille omkring

Møllehave, og han lever i dag et fredeligt liv på et plejehjem i hovedstaden. Men hans historie – og det, han har givet danskerne i en menneskealder – fortjener at blive fortalt igen og igen.



Ole Sønnichsen: Møllehave – Jagten på lyset og kærligheden

Ole Sønnichsen har lavet den første egentlige biografi om hele Danmarks Johannes Møllehave.

Bogen kigger tilbage på Johannes Møllehaves 50 år som en af landets allerstørste kulturpersonligheder i sit virke som blandt andet præst, foredragsholder, sangskriver og forfatter.

Gennem samtaler med Møllehave selv og 40 personer tæt på den folkekære præst er Ole Sønnichsen kommet helt tæt på Johannes Møllehaves forfatterskab, men også helt ind på livet af mennesket bag.

Du kan købe Møllehave – Jagten på lyset og kærligheden online, fx på Saxo.dk eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.