Tidligere soldat Kim Eg Thygesen fortæller i bogen Hvis jeg ikke ringer i morgen om at drage i krig og bagefter skulle leve med de store konsekvenser. Var det den høje pris værd?
At sende mennesker i krig har konsekvenser. Nogen bliver sårede, nogen dør, andre kommer hjem med livet i behold, men med så voldsomme oplevelser i bagagen, at det sætter sig som ar og traumer og påvirker det menneske – og deres pårørende – resten af livet.
Kim Eg Thygesen blev soldat, fordi han ville gøre en forskel i verden og for andre mennesker. Som udsendt til Afghanistan gjorde han da også en forskel, men prisen for ham personligt var høj. Han lever i dag med en PTSD-diagnose og er førtidspensionist for at give sig selv ro og forhåbentlig komme mere i balance igen.
Siden sin udsendelse har han arbejdet for, at vi bliver bedre til at forstå og hjælpe de soldater, der kommer hjem fra krigszoner og kæmper med at finde fodfæste i hverdagslivet.
Samtidig har han kæmpet for at få politikernes og samfundets anerkendelse af den opgave, som soldaterne har taget på sig. Han tog derfor initiativ til Flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september, der er blevet afholdt siden 2009.
“Så længe der er soldater, som tager deres eget liv, efter at de har været udsendt, kan vi ikke prale af en ordentlig veteranindsats. Gode intentioner er ikke nok. Vi er soldater for livet”, siger Kim Eg Thygesen i sin bog Hvis jeg ikke ringer i morgen, der er hans personlige historie om livet som soldat og kampen for at kunne leve videre på den anden side.
Foto: Kim Eg Thygesen. Såret dansk soldat evakueres med helikopter under Operation Medusa
Interview:
Hvorfor blev du soldat i sin tid?
”Det var en drengedrøm. Da jeg var barn, gik jeg på jagt med min far, og jeg elskede at være i skoven, hvor jeg skulle sidde stille og gemme mig og vente på, at dyrene kom. Der var også nogle af mine kammeraters brødre, der havde været udsendt, og jeg var dybt fascineret af den verden. Så da jeg blev kaldt ind til værnepligten, var det helt naturligt, at det var det, jeg skulle, og jeg meldte mig frivilligt”.
Gjorde du dig nogle overvejelser over hvad det egentlig ville sige at være soldat, og at det kunne have nogle dybere og alvorlige konsekvenser for dig?
”Selvom jeg ikke var helt ung, men var 22 år, da jeg kom ind, så havde jeg ikke rigtig tænkt konsekvenserne igennem. Jeg var tiltrukket af eventyret. Men da jeg kom til Kosovo efter værnepligten, oplevede jeg noget, som påvirkede mig på en positiv måde.
Her mødte vi en ældre mand, som havde problemer med sit hjerte, men som var stoppet med at tage sin hjertemedicin. Vi talte med ham, om det var klogt at droppe medicinen. Men han forklarede, at han ikke havde behov for medicinen længere, fordi der var kommet fred i hans land, så hvis han døde i morgen, ville det være som en glad mand. Og så takkede han os og soldaterne før os.
Det ramte mig stærkt. Alle dem, der havde været udsendt før mig, blev lige pludselig kæmpe forbilleder for mig. Tænk, at de kunne skabe den følelse hos et andet menneske: give troen på, at dagen i morgen nok skal blive bedre end i dag”.
Udsendelsen til Kosovo var en fredelig, næsten kedelig, omgang, og kort efter at Kim kom hjem, valgte han at takke ja til at blive udsendt til Afghanistan, som en del af den første danske delegation, som skulle til Helmand-provinsen i 2006. Kim var drevet af troen på at kunne gøre en forskel og stolt over at være soldat.
Men det var en anderledes barsk virkelighed, han kom ned til: den voldsomme varme, stanken af blod, den dirrende ventetid, det uvejsomme terræn, vejsidebomber, snigskytter, Talibansoldater på lur, sårede kammerater, døde kammerater. ”Welcome to hell”, bød en engelsk soldat dem velkommen i Camp Bastion og fik på en måde ret.
Foto: Kim Eg Thygesen
”Vi ankom nok som en flok lidt naive drenge, der ikke var helt mentalt forberedt på det, vi mødte. Men da tingene begyndte at spidse til, og vi fik nogle sårede ind på felthospitalet og da bodybagene bliver flere og flere, så gik virkeligheden op for mig, men vi forsøgte nok alle sammen at lukke det ude. Det var jo en ekstremt stresset situation. Udover de sårede og døde, så var alt ekstremt. Lugten, varmen, kamphandlingerne, det hele. Man var aldrig i sikkerhed”.
”Til min familie har jeg altid sagt: Bare rolig, jeg skal nok komme hjem igen, men jeg har aldrig sagt, hvordan jeg ville komme hjem. Men jeg har altid vidst, at vi kunne dø af at være i Afghanistan, og jeg skrev jo også et afskedsbrev, før jeg tog afsted på hold 8. Ingen har fået lov at læse det, det er brændt”.
Foto: Kim Eg Thygesen. Vagttjeneste i OCCD, Operationel Command Centre District, i byen Gereskh.
Kaos i hovedet
Titlen på bogen, Hvis jeg ikke ringer i morgen, refererer til en telefonsamtale Kim havde med sin storesøster, da det hele blev meget intenst, og han havde behov for at snakke med en, han stolede på. Han kunne ikke fortælle så meget, men han fik sagt det vigtigste: ”at hvis jeg ikke ringer i morgen, så husk lige, at jeg elsker jer alle sammen”. Var deres oplevelser og frygt noget, de kunne tale om dernede? Eller var det ikke noget, man skulle åbne op til?
”Det kom meget an på, hvem man var. Nogle reagerede tydeligt på situationer, en af de nye brød sammen, men de fleste lukkede bare af. Men jeg tror også, at man lærer på den hårde måde, at det er ikke lige nu, vi snakker om det. Man gemmer det ad vejen og arbejder videre, fordi vi er professionelle.
Jeg havde en oplevelse, hvor en af de unge gutter, spurgte mig, om vi bare var nogle følelsesløse, kolde idioter. Men han skulle bare vide, hvad der skete inden i mig. Mit hoved var ét stort kaos, men det kan man jo ikke lade slippe ud. Jeg havde jo ansvaret for andre, så jeg skulle vise, at jeg havde styr på mine ting”.
Hjemme igen
Kim Eg Thygesen tager til Afghanistan igen i juli 2009, men tager hjem før tid på grund af psykiske problemer. Hjemme i Danmark kan han at mærke, at der sker noget indeni ham. Afghanistan har stadig tag i ham; han har svært ved at sove om natten, og det høje spændingsniveau har ikke tilpasset sig den fredelige hverdag, og selv en tur op ad Strøget eller en fodboldkamp i Parken bliver uoverkommeligt. Livet er igen almindeligt, men Kim føler sig som alt andet end almindelig. Kontrasten imellem de to verdner er for stor, og ingen forstår rigtigt, hvad det er Kim har oplevet. Han får konstateret PTSD og kan ikke være den kæreste og far for sine to børn, han gerne vil være.
”Hver gang jeg er kommet hjem fra en udsendelse, er jeg blevet en anden. Jeg har skrevet afskedsbreve til min familie. Jeg har planlagt min egen begravelse og forberedt mig på at dø for mit land. Jeg er ikke som andre mennesker længere”, skriver han i bogen. Samtidig begynder han at kæmpe for at få politikernes og samfundets anerkendelse af den opgave, som soldaterne har taget på sig og som han selv har dedikeret sig til.
Foto: HOK. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, eskadron-chef Jacob og mig under statsministerens besøg i Afghanistan
I bogen fremfører Kim Eg Thygesen en kritik af, hvordan det danske samfund behandler hjemvendte soldater og den langtfra systematiske hjælp, som ex-soldater tilbydes. Hvad er der galt, ifølge Kim?
”Min kritik går på, at det lige nu er en række frivillige organisationer og foreninger, der har opgaven, og at der ikke krav om evidensindsamling på de midler, der bliver brugt. Det er for vilkårligt. Vi skal i stedet have lavet en helt klar proces for, hvad gør vi, når soldaterne kommer hjem igen. En plan, der tilpasser hjælpen og behandlingen til den enkeltes behov, hvor veteranen er i fokus og med inddragelse af de pårørende senere”.
Æresvagt på Almegårds Kaserne på Bornholm i anledning af afsløring af en mindersten for de faldne fra Kims enhed. 2010. Foto: Opklaringsbataljonen
Flagdagen
Det er Kim Eg Thygesen, som er initiativtager til Flagdagen, der er blevet markeret hvert år 5. september siden 2009. Hvorfor synes han, at der var brug for sådan en dag?
”På hold 1 i Afghanistan snakkede vi om, at briterne og amerikanerne fik rigtig meget støtte hjemmefra. Fx når der var vejrudsigter i TV, hvor meteorologen også lige fortalte om vejret nede i Afghanistan og Irak og sendte de udsendte tropper en hilsen. Det var en lille ting, men stort for os”.
“I Musa Qala blev det jo rigtig alvorligt. Jo hårdere det blev, jo mere nationalfølelse fik vi og symbolet på det, var flaget på vores venstre skulder. Min tanke var, at det skulle være en dag, hvor veteranerne kunne være sammen og dele det med deres familier og give lidt tilbage til dem efter at have været væk. Og så skulle det være en dag, hvor politikere og den danske befolkning tænker på soldaterne og føler stolthed over, at man har nogle medborgere i Danmark, som tør at sætte deres liv på spil. Desværre er bevillingsmidlerne til dagen faldet siden 2009. Det synes jeg ikke er okay”.
Hvorfor har du skrevet den her bog?
”Jeg har skrevet bogen, fordi jeg håber, at der er andre, der kan få noget ud af at læse den. Jeg håber, at de pårørende får indsigt i og forståelse for, hvordan det er at være såret soldat. Men jeg håber også, at den kan hjælpe dem, der har været ude til at blive bedre til at fortælle, hvordan de har det.
Det var noget af det, jeg selv lærte, var vigtigt. At jeg var nødt til at fortælle min kæreste Stephanie, hvis jeg havde haft en dårlig drøm eller haft et flashback til, at min kammerat ligger og bløder uden et ben. Det hjalp hende, at jeg fortalte, hvad der foregik indeni mig. Samtidig håber jeg, at det giver politikerne indblik i, at vi ikke gør nok for, at folk skal få det godt igen, når de kommer tilbage. At vi simpelthen ikke griber dem ordentligt. Det skal være meget bedre”.
Privatfoto fra bogen. Kim og hans to børn.
Har du fortrudt, at du tog afsted? Og hvordan vil du have det med, hvis dine egne børn en dag siger, at de vil i militæret?
”Jeg har aldrig fortrudt. Kun at jeg ikke blev og var der for mine kammerater hele vejen. Når mine egne børn kommer i den alder, så jubler jeg ikke, hvis de siger, at de vil i forsvaret. Men de skal tage deres egne valg og gøre det, de har lyst til. Jeg tror bare, jeg må være ærlig, og jeg vil sige: Jeg forstår godt, du vil det her. Men du skal også bare vide, at jeg bliver ked af det og bange. Men jeg skal nok støtte dig”.
Kim Eg Thygesen: Hvis jeg ikke ringer i morgen
Hvis jeg ikke ringer i morgen er Kim Eg Thygesens personlige fortælling om at være udsendt som soldat i bl.a. Afghanistan. Med stor indlevelse fortæller Kim om soldatertilværelsen – og giver et indblik i, hvad krig og katastrofer gør ved dit sind.
Bogen er blevet til på baggrund af dagbogsnotater og samtaler mellem journalist Anders Korsager Nielsen og Kim Eg Thygesen. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for tilværelsen som soldat – og til pårørende til folk med PTSD. På et samfundsmæssigt plan rejser den relevante spørgsmål til, hvordan vi behandler vores hjemvendte soldater, og hvordan vi skal forholde os til en eventuelt kommende krig som den i Afghanistan.
Tidligere soldat Kim Eg Thygesen fortæller i bogen Hvis jeg ikke ringer i morgen om at drage i krig og bagefter skulle leve med de store konsekvenser. Var det den høje pris værd?
At sende mennesker i krig har konsekvenser. Nogen bliver sårede, nogen dør, andre kommer hjem med livet i behold, men med så voldsomme oplevelser i bagagen, at det sætter sig som ar og traumer og påvirker det menneske – og deres pårørende – resten af livet.
Kim Eg Thygesen blev soldat, fordi han ville gøre en forskel i verden og for andre mennesker. Som udsendt til Afghanistan gjorde han da også en forskel, men prisen for ham personligt var høj. Han lever i dag med en PTSD-diagnose og er førtidspensionist for at give sig selv ro og forhåbentlig komme mere i balance igen.
Siden sin udsendelse har han arbejdet for, at vi bliver bedre til at forstå og hjælpe de soldater, der kommer hjem fra krigszoner og kæmper med at finde fodfæste i hverdagslivet.
Samtidig har han kæmpet for at få politikernes og samfundets anerkendelse af den opgave, som soldaterne har taget på sig. Han tog derfor initiativ til Flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september, der er blevet afholdt siden 2009.
“Så længe der er soldater, som tager deres eget liv, efter at de har været udsendt, kan vi ikke prale af en ordentlig veteranindsats. Gode intentioner er ikke nok. Vi er soldater for livet”, siger Kim Eg Thygesen i sin bog Hvis jeg ikke ringer i morgen, der er hans personlige historie om livet som soldat og kampen for at kunne leve videre på den anden side.
Interview:
Hvorfor blev du soldat i sin tid?
”Det var en drengedrøm. Da jeg var barn, gik jeg på jagt med min far, og jeg elskede at være i skoven, hvor jeg skulle sidde stille og gemme mig og vente på, at dyrene kom. Der var også nogle af mine kammeraters brødre, der havde været udsendt, og jeg var dybt fascineret af den verden. Så da jeg blev kaldt ind til værnepligten, var det helt naturligt, at det var det, jeg skulle, og jeg meldte mig frivilligt”.
Gjorde du dig nogle overvejelser over hvad det egentlig ville sige at være soldat, og at det kunne have nogle dybere og alvorlige konsekvenser for dig?
”Selvom jeg ikke var helt ung, men var 22 år, da jeg kom ind, så havde jeg ikke rigtig tænkt konsekvenserne igennem. Jeg var tiltrukket af eventyret. Men da jeg kom til Kosovo efter værnepligten, oplevede jeg noget, som påvirkede mig på en positiv måde.
Her mødte vi en ældre mand, som havde problemer med sit hjerte, men som var stoppet med at tage sin hjertemedicin. Vi talte med ham, om det var klogt at droppe medicinen. Men han forklarede, at han ikke havde behov for medicinen længere, fordi der var kommet fred i hans land, så hvis han døde i morgen, ville det være som en glad mand. Og så takkede han os og soldaterne før os.
Det ramte mig stærkt. Alle dem, der havde været udsendt før mig, blev lige pludselig kæmpe forbilleder for mig. Tænk, at de kunne skabe den følelse hos et andet menneske: give troen på, at dagen i morgen nok skal blive bedre end i dag”.
LÆS OGSÅ: Lars Møller: Vi har sendt unge mennesker i krig i 60 år, inden vi begyndte at tage det her alvorligt
Welcome to hell: Afghanistan
Udsendelsen til Kosovo var en fredelig, næsten kedelig, omgang, og kort efter at Kim kom hjem, valgte han at takke ja til at blive udsendt til Afghanistan, som en del af den første danske delegation, som skulle til Helmand-provinsen i 2006. Kim var drevet af troen på at kunne gøre en forskel og stolt over at være soldat.
Men det var en anderledes barsk virkelighed, han kom ned til: den voldsomme varme, stanken af blod, den dirrende ventetid, det uvejsomme terræn, vejsidebomber, snigskytter, Talibansoldater på lur, sårede kammerater, døde kammerater. ”Welcome to hell”, bød en engelsk soldat dem velkommen i Camp Bastion og fik på en måde ret.
”Vi ankom nok som en flok lidt naive drenge, der ikke var helt mentalt forberedt på det, vi mødte. Men da tingene begyndte at spidse til, og vi fik nogle sårede ind på felthospitalet og da bodybagene bliver flere og flere, så gik virkeligheden op for mig, men vi forsøgte nok alle sammen at lukke det ude. Det var jo en ekstremt stresset situation. Udover de sårede og døde, så var alt ekstremt. Lugten, varmen, kamphandlingerne, det hele. Man var aldrig i sikkerhed”.
”Til min familie har jeg altid sagt: Bare rolig, jeg skal nok komme hjem igen, men jeg har aldrig sagt, hvordan jeg ville komme hjem. Men jeg har altid vidst, at vi kunne dø af at være i Afghanistan, og jeg skrev jo også et afskedsbrev, før jeg tog afsted på hold 8. Ingen har fået lov at læse det, det er brændt”.
Kaos i hovedet
Titlen på bogen, Hvis jeg ikke ringer i morgen, refererer til en telefonsamtale Kim havde med sin storesøster, da det hele blev meget intenst, og han havde behov for at snakke med en, han stolede på. Han kunne ikke fortælle så meget, men han fik sagt det vigtigste: ”at hvis jeg ikke ringer i morgen, så husk lige, at jeg elsker jer alle sammen”. Var deres oplevelser og frygt noget, de kunne tale om dernede? Eller var det ikke noget, man skulle åbne op til?
”Det kom meget an på, hvem man var. Nogle reagerede tydeligt på situationer, en af de nye brød sammen, men de fleste lukkede bare af. Men jeg tror også, at man lærer på den hårde måde, at det er ikke lige nu, vi snakker om det. Man gemmer det ad vejen og arbejder videre, fordi vi er professionelle.
Jeg havde en oplevelse, hvor en af de unge gutter, spurgte mig, om vi bare var nogle følelsesløse, kolde idioter. Men han skulle bare vide, hvad der skete inden i mig. Mit hoved var ét stort kaos, men det kan man jo ikke lade slippe ud. Jeg havde jo ansvaret for andre, så jeg skulle vise, at jeg havde styr på mine ting”.
Hjemme igen
Kim Eg Thygesen tager til Afghanistan igen i juli 2009, men tager hjem før tid på grund af psykiske problemer. Hjemme i Danmark kan han at mærke, at der sker noget indeni ham. Afghanistan har stadig tag i ham; han har svært ved at sove om natten, og det høje spændingsniveau har ikke tilpasset sig den fredelige hverdag, og selv en tur op ad Strøget eller en fodboldkamp i Parken bliver uoverkommeligt. Livet er igen almindeligt, men Kim føler sig som alt andet end almindelig. Kontrasten imellem de to verdner er for stor, og ingen forstår rigtigt, hvad det er Kim har oplevet. Han får konstateret PTSD og kan ikke være den kæreste og far for sine to børn, han gerne vil være.
”Hver gang jeg er kommet hjem fra en udsendelse, er jeg blevet en anden. Jeg har skrevet afskedsbreve til min familie. Jeg har planlagt min egen begravelse og forberedt mig på at dø for mit land. Jeg er ikke som andre mennesker længere”, skriver han i bogen. Samtidig begynder han at kæmpe for at få politikernes og samfundets anerkendelse af den opgave, som soldaterne har taget på sig og som han selv har dedikeret sig til.
I bogen fremfører Kim Eg Thygesen en kritik af, hvordan det danske samfund behandler hjemvendte soldater og den langtfra systematiske hjælp, som ex-soldater tilbydes. Hvad er der galt, ifølge Kim?
”Min kritik går på, at det lige nu er en række frivillige organisationer og foreninger, der har opgaven, og at der ikke krav om evidensindsamling på de midler, der bliver brugt. Det er for vilkårligt. Vi skal i stedet have lavet en helt klar proces for, hvad gør vi, når soldaterne kommer hjem igen. En plan, der tilpasser hjælpen og behandlingen til den enkeltes behov, hvor veteranen er i fokus og med inddragelse af de pårørende senere”.
Flagdagen
Det er Kim Eg Thygesen, som er initiativtager til Flagdagen, der er blevet markeret hvert år 5. september siden 2009. Hvorfor synes han, at der var brug for sådan en dag?
”På hold 1 i Afghanistan snakkede vi om, at briterne og amerikanerne fik rigtig meget støtte hjemmefra. Fx når der var vejrudsigter i TV, hvor meteorologen også lige fortalte om vejret nede i Afghanistan og Irak og sendte de udsendte tropper en hilsen. Det var en lille ting, men stort for os”.
“I Musa Qala blev det jo rigtig alvorligt. Jo hårdere det blev, jo mere nationalfølelse fik vi og symbolet på det, var flaget på vores venstre skulder. Min tanke var, at det skulle være en dag, hvor veteranerne kunne være sammen og dele det med deres familier og give lidt tilbage til dem efter at have været væk. Og så skulle det være en dag, hvor politikere og den danske befolkning tænker på soldaterne og føler stolthed over, at man har nogle medborgere i Danmark, som tør at sætte deres liv på spil. Desværre er bevillingsmidlerne til dagen faldet siden 2009. Det synes jeg ikke er okay”.
Hvorfor har du skrevet den her bog?
”Jeg har skrevet bogen, fordi jeg håber, at der er andre, der kan få noget ud af at læse den. Jeg håber, at de pårørende får indsigt i og forståelse for, hvordan det er at være såret soldat. Men jeg håber også, at den kan hjælpe dem, der har været ude til at blive bedre til at fortælle, hvordan de har det.
Det var noget af det, jeg selv lærte, var vigtigt. At jeg var nødt til at fortælle min kæreste Stephanie, hvis jeg havde haft en dårlig drøm eller haft et flashback til, at min kammerat ligger og bløder uden et ben. Det hjalp hende, at jeg fortalte, hvad der foregik indeni mig. Samtidig håber jeg, at det giver politikerne indblik i, at vi ikke gør nok for, at folk skal få det godt igen, når de kommer tilbage. At vi simpelthen ikke griber dem ordentligt. Det skal være meget bedre”.
Har du fortrudt, at du tog afsted? Og hvordan vil du have det med, hvis dine egne børn en dag siger, at de vil i militæret?
”Jeg har aldrig fortrudt. Kun at jeg ikke blev og var der for mine kammerater hele vejen. Når mine egne børn kommer i den alder, så jubler jeg ikke, hvis de siger, at de vil i forsvaret. Men de skal tage deres egne valg og gøre det, de har lyst til. Jeg tror bare, jeg må være ærlig, og jeg vil sige: Jeg forstår godt, du vil det her. Men du skal også bare vide, at jeg bliver ked af det og bange. Men jeg skal nok støtte dig”.
Kim Eg Thygesen: Hvis jeg ikke ringer i morgen
Hvis jeg ikke ringer i morgen er Kim Eg Thygesens personlige fortælling om at være udsendt som soldat i bl.a. Afghanistan. Med stor indlevelse fortæller Kim om soldatertilværelsen – og giver et indblik i, hvad krig og katastrofer gør ved dit sind.
Bogen er blevet til på baggrund af dagbogsnotater og samtaler mellem journalist Anders Korsager Nielsen og Kim Eg Thygesen. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for tilværelsen som soldat – og til pårørende til folk med PTSD. På et samfundsmæssigt plan rejser den relevante spørgsmål til, hvordan vi behandler vores hjemvendte soldater, og hvordan vi skal forholde os til en eventuelt kommende krig som den i Afghanistan.
Du kan købe Hvis jeg ikke ringer i morgen online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: