Aktuelt Kenneth Bøgh Andersen

”Det blev først en god idé, da Kenneth sagde ja til at skrive”

Kenneth

For en redaktør på et forlag kan den rigtige forfatter til et bogprojekt være afgørende for, om bogen overhovedet skal sættes i verden. Sådan havde Louise Bylov det, da hun gerne ville have de klassiske Valhalla-tegneserier gendigtet som romaner til en ny generation af læsere. Det ville aldrig blive en succes, medmindre Kenneth Bøgh Andersen var med på ideen.

There can be only one,” som den udødelige skotske kriger Connor MacLeod siger i filmen Highlander fra 1986. Sådan er det også af og til i forlagsbranchen.

Når man piller ved en klassiker, træder man ind på øretævernes holdeplads. Forhindringsbanen er tegnet op, fyldt med benspænd og skarpe kanter. Og da ideen opstod hos Forlaget Carlsen om, at tegneserieklassikeren Valhalla skulle skrives som roman, var redaktør Louise Bylov udmærket klar over, at det var under skærpet opsyn fra 2-3 generationer af kritiske fans.

”Vi vidste fra begyndelsen, at det var en næsten umulig opgave at skrive ind i et univers, som så mange mennesker har et forhold til. At finde en forfatter, der har den rette mængde kærlighed og respekt til udgangspunktet, men også mod og evner til at gøre det til sit eget. For mig at se, var der kun en, som kunne løse den,” fortæller Louise Bylov.

Projektet stod og faldt med, at han var med ideen.

”Her var det ikke noget med at finde den rette forfatter. Det var noget med at spørge Kenneth Bøgh Andersen, om han havde lyst. Ellers døde ideen der. Som Carlsens direktør, Kaya Hoff, sagde direkte: Det var en god ide, at Valhalla kunne blive til en roman. Men det blev først en rigtig god ide, da Kenneth sagde ja til at skrive.”

Humor og action

Men hvorfor så lige ham?

”Han er en gudsbenådet dygtig forfatter,” forklarer Louise Bylov:

”Der er få, som kan fange børn og især drenge med humor og action. Bare tænk på Antboy og Djævlens Lærling. Han har kastet sig over klassikere som f.eks. Dracula før og har erfaring med, hvordan man går til det. Hvor skal der skæres, hvor skal der tilføjes. Hvad er essensen af fortællingen? Alt det, der skaber en rigtig roman og ikke bare er en genfortælling til superfans og samlere af en fremragende tegneserie. Bogen skulle være noget i egen ret og ramme nye læsere og nye generationer. Og Kenneth har fået den fantastiske ide at lade børnene spille en større rolle, så unge læsere kan spejle sig i dem på en ny måde og karaktererne får en anden dybde”.

Seks stjerner

At det lykkedes til fulde var svært at overse, da den seks-stjernede anmeldelse fra Damián Arguimbau i Kristeligt Dagblad ramte avisen:

”Gendigtning af Valhalla er så overbevisende, at den må kunne vække læselysten hos de mest modvillige læsere (…) Kenneth Bøgh Andersen puster nyt liv i Valhalla-universet med en mørkere og mere tematisk fokuseret gendigtning, der både taler til gamle fans og nye læsere (…) Resultatet er en roman, der både rummer eventyr og eksistentiel dybde (…) Kenneth Bøgh Andersen rammer en vellykket balance mellem underholdning og alvor og viser med første bind, at “Valhalla” har litterært liv langt ud over tegneseriens rammer.”

Af respekt for tegneserien af Henning Kure og Peter Madsen inddrog Kenneth Bøgh Andersen også de to skabere i sin egen proces:

”Det var selvfølgelig også forbundet med en vis ærefrygt at skrive romanerne. Det var vigtigt for mig, at Peter og Henning kunne stå inde for projektet og ikke fortrød, at de havde givet mig roret,” som han fortalte til BOG.dk

Det måtte aldrig blive sådan, at Kenneth skulle lave romanerne med ført hånd. Den eneste måde at give legetøjet videre på var at have tillid til, at Kenneth ville træffe nogle gode beslutninger – og det gjorde han. Hvis Henning og jeg skulle sidde og pille i hver eneste detalje, ville projektet ikke få nogen sjæl,” fortalte Peter Madsen samme sted.

Valhalla – gudernes land udkom i 2025, Valhalla – jætter og guder i 2026 og sidste bind udkommer i maj 2027.


Jætter og guder

”Det blev først en god idé, da Kenneth sagde ja til at skrive”

Andet bind i Valhalla som romantrilogi 

Når guder og jætter tørner sammen, går det altid vildt for sig, og Tjalfe og Røskva har en evne til at havne midt i stormens øje. Menneskebørnene må gang på gang hjælpe guderne med kløgt og mod. Som da Thor beslutter sig for at tage på en vanvittig fisketur, hvor han vil fange selveste Midgårdsormen! Eller da de gyldne æbler, der giver guderne evig ungdom, en dag bliver stjålet og en af gudinderne bortført. 

Guder og jætter er forsynet med smukke illustrationer af Valhalla-tegneren Peter Madsen og består af følgende historier: Ormen i dybet, De gyldne æbler og Den store udfordring

Du kan købe Valhalla (2) – Jætter og guder online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel. 


Gudernes land

valhalla, fantasy festival

Valhalla kommer nu som romantrilogi for børn!

Den populære forfatter Kenneth Bøgh Andersen står bag bøgerne, der tager afsæt i de klassiske Valhalla-tegneserier.

Han har naturligvis beriget historierne med sin egen enestående, sjove og spændende vinkel, der giver både gamle og nye fans af Valhalla en endnu større oplevelse. Der bliver ikke lagt låg på hverken humor eller spænding.  

Den første bog tager afsæt i følgende bind i tegneserien Valhalla: Ulven er løs, Thors brudefærd, Historien om Quark, og Rejsen til Udgårdsloke. Bogen er delt op i tre dele, der er adskilt af tre smukke illustrationer af Valhalla-tegneren Peter Madsen.

Du kan købe Valhalla (1) – Gudernes land online hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.