Katarina Lewkovitch debuterer med romanen Stjernerne lyser for de vanvittige, hvor mellemøstkorrespondenten Paula er splittet mellem et travlt arbejdsliv og ansvaret for sin far, familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
Paula Rosenstrøm bliver sendt på en opgave i Mosul for et medie. I takt med at fronten nærmer sig byens centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
Stjernerne lyser for de vanvittige er radiomedarbejder og digter Katarina Lewkovitch’ første udgivelse i romanform. Katarina Lewkovitch er ansat på DR P1 og laver radio om tro og eksistens. Hun debuterede i Hvedekorn i 2001 og har siden udgivet tre digtsamlinger.
Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive denne bog?
”Da jeg begyndte, viste det sig, at stoffet stod i kø, og nærmest ventede på at blive fortalt. I 2017 var jeg i Mosul i Irak for at lave en radioudsendelse om dem, der har krig som arbejdsplads, og hvad det gør ved dem følelsesmæssigt. På det tidspunkt kæmpede den internationale koalition mod Islamisk Stats rædselskalifat, og det jeg så og hørte dér, har ligget og rumlet rundt i min underbevidsthed. Jeg har følt en slags ensomhed med de oplevelser og har ikke rigtigt haft nogen at dele det med. Derfor var det naturligt og befriende at gøre dem til en del af rammen om fortællingen,” fortæller hun.
Kærligheden til en aldrende og uerstattelig far
Hovedfortællingen er historien om en familie, og hvordan det er at vokse op i en kunstnerfamilie med en yderst dedikeret og kompromisløs patriark, hvor kunsten er i centrum, og alt andet er sekundært.
”Man siger jo, at når krybben er tom, bider hestene hinanden, og når der ikke er så meget opmærksomhed, så brager og knager det i de nedre rækker, og de indre kontinentalplader slår mod hinanden og forskubber sig,” siger hun og fortsætter:
”Jeg har også gerne villet fortælle om den særlige kærlighed til en aldrende og uerstattelig far og den evige kamp om hans opmærksomhed.
Når det store, gamle træ i familien knager og til sidst styrter til jorden, så opstår der en lysning. Og i denne lysning sker der alt muligt, uopdagede vækster kigger frem, lys og luft når pludselig ned og giver liv og plads. Men gamle mønstre afdækkes også, og alt er måske ikke lige kønt at se på. Magtbalancen forskydes, alle skal finde deres nye plads, på mange måder er det befriende, selvom man står midt i en sorg.”
Katarina Lewkovitch er sin far uendelig taknemmelig. Han gik bort, lige da hun var færdig med at skrive bogen.
”Det bedste, jeg har i mig, har jeg fået af ham. Og også det værste. Når han nu ikke er her mere, begynder det et stort sorteringsarbejde: Hvad var godt, hvad var ubrugeligt, eller måske direkte skadeligt, hvem er jeg nu, hvor jeg selv skal fylde den indre faderrolle ud?”
LÆS OGSÅ: I Den Store Åbning forener Merete Pryds Helle sin idéhistoriske viden og sit blik for menneskelige relationer
Hvad er godhed, og hvornår ligner det bare?
Et andet vigtigt tema i bogen er godhed. Hvad er godhed i det hele taget, og hvornår ligner det bare? Hovedpersonen Paula har et stort, indre og oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted, at give sit bidrag med de redskaber, hun har til rådighed.
”Jeg har altid været fascineret af dem, der rejser langt væk ud i verden, draget af katastrofer og tragedier og krige med det formål at hjælpe, men de helt nære, personlige relationer, deres næste, der står lige foran dem og har brug for deres hjælp, ser de ikke. I mange tilfælde er det forklædt egoisme. Vi kan drukne os i sultkatastrofer og nød ude i verden, men magter ikke vores egen familie. Eller den psykisk sårbare nabo med sine beskedne behov, som i bogen.
Der er ingen dom i det, det er sådan, vi er. Og det kan paradoksalt nok være lettere at være med til at afværge en hungersnød eller pille granatsplinter ud af små børns arme og ben eller rejse ned og tage billeder af det end at gå ind i sin egen families mørke. Der foregår ofte en slags projektion. Vi drages mod kriser og mørke i den ydre verden som et spejl af vores indre,” siger hun.
Vi er kulturelt opdraget til at følge vores egne behov
Vores samfund er ikke indrettet på en måde, så vi lærer at tage os af hinanden som i visse andre kulturer, fortæller hun. I bogen trygler den gamle far om at få lov at komme hjem og bo hos sin datter, og ikke blive efterladt på det trøstesløse plejehjem.
”Vi er gennem vores kultur opdraget til at følge vores egne behov, mål og drømme og manifestere os på alle mulige måder, så når vores forældre begynder at smuldre og blive hjælpeløse, er vi på den. Vi er uforberedte på den situation. Den kommer ubelejligt. Vi går ned med stress. Det er besværligt og grimt, og oveni det skal vi også slås med skyldfølelsen over ikke at magte det. Og den skyld fører alt muligt mærkeligt med sig, både i de familiære relationer og i os selv,” siger hun og slutter:
“Bogen er en slags ménage à trois, et familiært trekantsdrama, og flere karakterer i bogen forvilder sig godt og grundigt væk fra sig selv, netop i forsøget på at finde sig selv og sin plads i verden. Jeg har fundet stor inspiration i den bibelske historie om den fortabte søn, der vender hjem. Om at tilgive og blive tilgivet på trods.”
Læs mere om Stjernerne lyser for de vanvittige af Katarina Lewkovitch:
Marts 2017: Krigen mod Islamisk Stat er gået ind i sin sidste, voldsomme fase, ogmellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul.
Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin far, den aldrende billedhugger og familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt.
I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
Katarina Lewkovitch debuterer med romanen Stjernerne lyser for de vanvittige, hvor mellemøstkorrespondenten Paula er splittet mellem et travlt arbejdsliv og ansvaret for sin far, familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
Paula Rosenstrøm bliver sendt på en opgave i Mosul for et medie. I takt med at fronten nærmer sig byens centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
Stjernerne lyser for de vanvittige er radiomedarbejder og digter Katarina Lewkovitch’ første udgivelse i romanform. Katarina Lewkovitch er ansat på DR P1 og laver radio om tro og eksistens. Hun debuterede i Hvedekorn i 2001 og har siden udgivet tre digtsamlinger.
Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive denne bog?
”Da jeg begyndte, viste det sig, at stoffet stod i kø, og nærmest ventede på at blive fortalt. I 2017 var jeg i Mosul i Irak for at lave en radioudsendelse om dem, der har krig som arbejdsplads, og hvad det gør ved dem følelsesmæssigt. På det tidspunkt kæmpede den internationale koalition mod Islamisk Stats rædselskalifat, og det jeg så og hørte dér, har ligget og rumlet rundt i min underbevidsthed. Jeg har følt en slags ensomhed med de oplevelser og har ikke rigtigt haft nogen at dele det med. Derfor var det naturligt og befriende at gøre dem til en del af rammen om fortællingen,” fortæller hun.
Kærligheden til en aldrende og uerstattelig far
Hovedfortællingen er historien om en familie, og hvordan det er at vokse op i en kunstnerfamilie med en yderst dedikeret og kompromisløs patriark, hvor kunsten er i centrum, og alt andet er sekundært.
”Man siger jo, at når krybben er tom, bider hestene hinanden, og når der ikke er så meget opmærksomhed, så brager og knager det i de nedre rækker, og de indre kontinentalplader slår mod hinanden og forskubber sig,” siger hun og fortsætter:
”Jeg har også gerne villet fortælle om den særlige kærlighed til en aldrende og uerstattelig far og den evige kamp om hans opmærksomhed.
Når det store, gamle træ i familien knager og til sidst styrter til jorden, så opstår der en lysning. Og i denne lysning sker der alt muligt, uopdagede vækster kigger frem, lys og luft når pludselig ned og giver liv og plads. Men gamle mønstre afdækkes også, og alt er måske ikke lige kønt at se på. Magtbalancen forskydes, alle skal finde deres nye plads, på mange måder er det befriende, selvom man står midt i en sorg.”
Katarina Lewkovitch er sin far uendelig taknemmelig. Han gik bort, lige da hun var færdig med at skrive bogen.
”Det bedste, jeg har i mig, har jeg fået af ham. Og også det værste. Når han nu ikke er her mere, begynder det et stort sorteringsarbejde: Hvad var godt, hvad var ubrugeligt, eller måske direkte skadeligt, hvem er jeg nu, hvor jeg selv skal fylde den indre faderrolle ud?”
LÆS OGSÅ: I Den Store Åbning forener Merete Pryds Helle sin idéhistoriske viden og sit blik for menneskelige relationer
Hvad er godhed, og hvornår ligner det bare?
Et andet vigtigt tema i bogen er godhed. Hvad er godhed i det hele taget, og hvornår ligner det bare? Hovedpersonen Paula har et stort, indre og oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted, at give sit bidrag med de redskaber, hun har til rådighed.
”Jeg har altid været fascineret af dem, der rejser langt væk ud i verden, draget af katastrofer og tragedier og krige med det formål at hjælpe, men de helt nære, personlige relationer, deres næste, der står lige foran dem og har brug for deres hjælp, ser de ikke. I mange tilfælde er det forklædt egoisme. Vi kan drukne os i sultkatastrofer og nød ude i verden, men magter ikke vores egen familie. Eller den psykisk sårbare nabo med sine beskedne behov, som i bogen.
Der er ingen dom i det, det er sådan, vi er. Og det kan paradoksalt nok være lettere at være med til at afværge en hungersnød eller pille granatsplinter ud af små børns arme og ben eller rejse ned og tage billeder af det end at gå ind i sin egen families mørke. Der foregår ofte en slags projektion. Vi drages mod kriser og mørke i den ydre verden som et spejl af vores indre,” siger hun.
Vi er kulturelt opdraget til at følge vores egne behov
Vores samfund er ikke indrettet på en måde, så vi lærer at tage os af hinanden som i visse andre kulturer, fortæller hun. I bogen trygler den gamle far om at få lov at komme hjem og bo hos sin datter, og ikke blive efterladt på det trøstesløse plejehjem.
”Vi er gennem vores kultur opdraget til at følge vores egne behov, mål og drømme og manifestere os på alle mulige måder, så når vores forældre begynder at smuldre og blive hjælpeløse, er vi på den. Vi er uforberedte på den situation. Den kommer ubelejligt. Vi går ned med stress. Det er besværligt og grimt, og oveni det skal vi også slås med skyldfølelsen over ikke at magte det. Og den skyld fører alt muligt mærkeligt med sig, både i de familiære relationer og i os selv,” siger hun og slutter:
“Bogen er en slags ménage à trois, et familiært trekantsdrama, og flere karakterer i bogen forvilder sig godt og grundigt væk fra sig selv, netop i forsøget på at finde sig selv og sin plads i verden. Jeg har fundet stor inspiration i den bibelske historie om den fortabte søn, der vender hjem. Om at tilgive og blive tilgivet på trods.”
Læs mere om Stjernerne lyser for de vanvittige af Katarina Lewkovitch:
Marts 2017: Krigen mod Islamisk Stat er gået ind i sin sidste, voldsomme fase, ogmellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul.
Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin far, den aldrende billedhugger og familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt.
I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
Du kan købe Stjernerne lyser for de vanvittige online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 9. januar.
Andre læste også: