Biografi Fagbøger Historie Mad og drikke

Karen Blixens afrikanske jul

Af Signe Wulff

I Karen Blixens barndomshjem på Rungstedlund holdt man traditionel jul med gåsesteg, risengrød og grantræ med pynt og lys. Fuldstændig efter bogen med julesalmer, julekager og julegaver.

Men i de 17 år hun levede i Afrika tog julen sig noget anderledes ud. Mange år var hun i gang med kaffehøsten eller gik rundt og ventede på enten sol eller regn, så bærrene kunne blive klar til høsten. Én jul tilbragte hun i den sydafrikanske kystby Durban. Hun og Bror var på vej hjem fra Danmark, for under 1. verdenskrig var der på grund af faren for ubådsangreb ingen passagertrafik i Middelhavet, og derfor måtte Blixen-parret sejle hele vejen syd om Afrika for at komme hjem til farmen. De opgav at fejre julen – det var for underligt i den stærke sol med lyden af palmesus. Men de drak dog en skål for ”absent friends” og nød i det hele taget livet i den smukke kystby, selv om man ikke kunne bade uden at blive brændt frygteligt af røde brandmænd.

Karen Blixen
Karen Blixen på storvildtjagt i 1914.

 I 1918 var hun på en safari hen over jul og nytår sammen med Bror arrangeret af deres rige amerikansk ven – millionæren Greswolde-Williams og et år jul testede hun bageopskrifter fra Madam Mangors kogebog til den helt store guldmedalje. Det smertede hende, at det næsten mindede for meget om jul derhjemme, men hun var alligevel stolt af, at hun selv bagte klejner og brunkager. Hun nærmest anmeldte kogebogens opskrifter over for sin mor og skrev, at Mangors ”Klejner nr. 2” og dem Mangor kalder ”Tykke Hamburgerkager” var de bedste. 

Læs også: “Champagne er en god ven i en kold nat”. I køkkenet med Karen Blixen

I 1922 havde Karen Blixen sin bror, Thomas Dinesen, boende på farmen, og her forsøgte de sig med at stable noget, der lignede en jul på benene med palmer som ”gran”, kalkun og risengrød. Julestemningen udeblev dog, selv om de havde det rigtig hyggeligt. Karen Blixen funderede over, hvor pudsigt det var, at hun var blevet så gammel, at julen havde mistet sin betydning, og at der så alligevel fulgte så meget med julen, der havde så stor magt over hende. Hun havde sin bror og tætte fortrolige, Thomas, hos sig, men savnede resten af familien.

Hun spekulerede over om der mon var sne på Rungstedlund, mens hun selv sad med åbne verandadøre, og hun håbede, de sang Det kimer nu til julefest, som var hendes yndlingssalme. Hun ville også ønske, hun kunne lugte juletræet og gåsestegen hjemme på Rungstedlund. For som hun skrev ”le nez – c’est la mémoire”. Det er næsen, der er vejen til minderne. I det hele taget længtes Karen Blixen mod det hjemlige køkken. Tusindvis af kilometer fra Danmark kunne tanken om noget rigtig dansk mad fylde alt. Eller som hun selv skrev på et andet tidspunkt: ”Jeg vilde give flere Aar af mit Liv for at kunne dykke ned i en salt Vesterhavsbølge og spise en rigtig tyk Rødspætte.”

Karen Blixen
Karen Blixen og Bror Blixen på jagt. Foto: Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek.

Da Thomas var var gået i seng, kunne hun ikke selv sove og tog i stedet til katolsk midnatsmesse på den franske mission. Hun kunne godt lide at komme hos de franske missionærer, fordi hun her ofte blev budt på et lille glas vin i det kølige refektorium og samtidig kunne støve sine franskkundskaber af. Men hun syntes også, kirken var smuk, og det talte trods alt også på juleaften.

Efter midnatsmessen kørte hun hjem i den ”dejligste stjerneklare Nat”. Hun havde en lille kikuyudreng med, og det var godt, for de havde ingen lys på bilen, og den afrikanske nats mørke var massivt. Karen Blixen, der selv kørte bilen, holdt et lys ud på den ene side af bilen, og drengen på den anden, og således fandt de vej hjem til farmen.

Læs også: Myten om Blixen

Drengen hed Kamante og var ifølge Karen Blixen lavet af den slags materiale ”hvoraf man i gamle Dage skabte Hofnarre.” Selv om det måske ikke umiddelbart lyder som en kompliment, så var det bestemt ingen hån. Hun elskede ”fun”, og en hofnar var derfor en person, som hun nærede respekt for. Hun mente, han havde en ”vidunderlig skarp Intelligens”, og da hun senere tog ham i lære i sit køkken, brugte hun gentagne gange ordet geni om ham. Nok tog han ukonventionelle metoder og værktøjer i brug i køkkenet, men det rokkede ikke ved Karen Blixens tro på hans egenskaber som mesterkok.

Kamante, Karen Blixen
Kamante Gaturra, Karen Blixens kok, i 1962.

Hendes breve er fulde af lovprisninger af hans talent, og i Den afrikanske farm lyder det: ”I køkkenet og den kulinariske verden havde Kamante alle de egenskaber, som kendemærker et geni, lige til geniets forbandelse: Individets afmagt i dets egne evners vold. Hvis Kamante havde været født i Europa og var faldet i hænderne på en forstandig lærer, kunne han være blevet berømt i et helt land og ville have gjort en kuriøs figur i historien. Selv herude i Afrika skabte han sig et stort navn, hans forhold til kogekunsten var i et og alt en mesters.”

Karen Blixen lærte ham selv op efter opskrifter, hun havde tilegnet sig under sin læretid hos en fransk kok i Bredgade i 1925. Det bånd, Kamante og Blixen knyttede hen over farmens lille komfur, var stærkt, og deres varme og nære relation skulle række langt ind i fremtiden. Da Karen Blixen senere var flyttet tilbage til Danmark, sendte Kamante hende breve med temmelig knudret tegn­sætning på et ikke særlig formfuldendt engelsk, men alligevel er me­ningen ikke til at tage fejl af. Han skriver rørende, at hun havde været som en mor for ham og elsket ham som sin egen søn.

Alt det vidste hverken Karen Blixen eller Kamante den julenat, da de ved hinandens hjælp fandt trygt hjem til farmen gennem den kulsorte nat i Karen Blixens ramponerede bil. Men det gør vi, og det lyder næsten som et rigtigt juleeventyr.


I køkkenet med Karen Blixen

I køkkenet med Karen Blixen forside, Signe Wulff

I køkkenet med Karen Blixen tager læseren med på kulinarisk vandring gennem Karen Blixens liv og forfatterskab. Den følger i forfatterindens fodspor fra barndomshjemmet til Britisk Østafrika og videre til Paris, New York og tilbage til Rungstedlund – med afstikkere i form af farverige beretninger fra gastronomiens kulturhistorie.

Med en ukuelig vilje lykkedes det Blixen at stable et køkken op på farmen i Afrika. Hendes madlavning gik fra et absolut nulpunkt hvad angik håndelag, udstyr og råvarer og endte med at blive kaldt det afrikanske kontinents svar på Ritz.. Da hun blev forfatter, lagde hun kogekunsten på hylden – i hvert fald den udførende del. For Karen Blixen forblev en stor gourmet hele livet og brugte hyppigt sin gastronomiske viden i sine fortællinger.

Bogen gengiver også – for første gang – over 40 af Karen Blixens egne yndlingsopskrifter fra hendes læretid som kokkeelev i København. Og så kommer den med et nyt bud på den rigtige menu fra Babettes gæstebud med tilhørende opskrifter.

Du kan købe I køkkenet med Karen Blixen online, fx på Saxo.com eller i din lokale boghandel fra d. 21 november.