Happy Singh Soni er håbefuld da han kommer til Europa, men virkeligheden er barsk for migrantarbejdere som Happy. Læs et uddrag af Happy lige her.
I Celina Baljeet Basras roman Happy møder vi indiske Happy der er kommet til Europa for at arbejde. Happy drømmer om at blive skuespiller, og snart kan han endda sende penge hjem til sine forældre i Indien.
Men virkeligheden er barsk for migrantarbejdere som Happy, og imens Europa sidder i hjørnet og doomscroller på sin telefon, forsøger Happy at finde rundt i det europæiske jobcenter og fastholde håbet midt i en hverdag af endeløs gæld og manglende rettigheder.
Læs mere om Happy lige her.
Happy er en morsom, rørende og anderledes fortælling om et menneskes ukuelige optimisme i et ødelagt system fortalt af alle dem, der typisk bliver overhørt: Bagagetaskerne i lufthavnen, radisser og ikke mindst migrantarbejderne selv.
Læs første del af Happy af Celina Baljeet Basra herunder.
Happy
af Celina Baljeet Basra
PROLOG
Jeg hedder Happy. Happy Singh Soni.
Jeg er fra Punjab, men bor i øjeblikket i Italien, hvor jeg er fuldtidsansat på Europas største radiselandbrug. Jeg har stor erfaring med alle opgaver inden for radisedyrkning, det vil sige at så radiser, udplante radiser, passe planterne, mens de vokser, stor ekspertise med at sprøjte med ukrudtsmiddel og slå de grimme ihjel og drage omsorg for skønhederne.
Ved at fjerne al usikkerhed bliver høsten overdådig. Mit arbejde er først og fremmest en kærlighedsakt. Det er min oplevelse, at jeg har nået et niveau af ekspertise inden for europæisk radisedyrkning. Derfor ønsker jeg nu at øge mine kompetencer yderligere og søger nye udfordringer ved at udforske andre aspekter af italiensk landbrug. Af den grund søger jeg stillingen som fårehyrde på Sardinien.
Jeg må også indrømme, at min ryg vil takke mig, hvis jeg igen kan få lov at arbejde i oprejst stilling. Denne konstante knælen i radiserækkerne er ved at ødelægge min rygrad. For tiden står jeg ofte mellem grøntsagerne og tænker over tingene, mens jeg strækker mig og ikke kan genkalde mig, hvem jeg er.
Et kort øjeblik er det, som om jeg eksisterer i et tomrum: en hvid kube, der dufter af citronagtigt rengøringsmiddel. Tiden udvider sig og trækker sig sammen. Jeg hiver mig tilbage til virkeligheden ved at kigge på mine hænder, på mulden fra drivhuset under de overraskende rosafarvede negle. Synet af min hud rodfæster mig. Brun hud fuld af bittesmå, lyserøde rifter fra de små radiseskovle.
Hvad er de langsigtede effekter af en konstant bøjning af rygraden? Er det at være uden rygrad egentlig den mest attraktive tilstand, når det kommer til stykket? Jeg er empatisk, fleksibel og robust. Min rejse fra Indien, hvor jeg krydsede ørkener, bjerge og en stor skov, som jeg ikke kender navnet på, før jeg ankom med båd til Bari, kostede mig mange anstrengelser.
Men jeg er i live, og jeg stiller mig til Deres tjeneste, eller rettere sagt: til Deres sorte sardinske får, pecore neres, tjeneste. Jeg kan køre både traktor og lastbil. Jeg har aldrig prøvet at køre med taxa eller været om bord på en flyvemaskine. Jeg er nem at begejstre og utålmodigt anlagt, karismatisk og målrettet. Jeg er altid forudseende. Jeg tænker fremad. Jeg identificerer problemet, før nogen overhovedet opdager, at de har et problem.
Jeg er altid sulten, og jeg trænger altid til en lille snack. Jeg savner pakoraer. Jeg savner min morgente. Jeg savner min mor. Jeg har snarere tendens til diarré end til forstoppelse. Min forbrænding er lige så hurtig som min tankevirksomhed. Når jeg springer to skridt frem, har jeg det med at komme tre skridt bagud og ender som regel bag startlinjen. Men jeg kommer altid op på hesten igen, som man skal. Selv om jeg faktisk ikke kan ride.
Jeg har kun prøvet at ride på en kamel – én gang, i et tivoli, og dengang kastede jeg op bagefter. Jeg er en hypersensibel introvert ekstrovert. Jeg tog en test på nettet. Mit kærlighedssprog er ros og anerkendelse. Den test har jeg også taget. De fleste, der arbejder her, er sikher ligesom mig, men jeg er alligevel blevet lidt ensom. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er lykkelig. Men jeg er taknemmelig for at være her, i Europa.
Helt formelt, og nu taler jeg ligeud af posen, så er jeg her ikke helt legalt. Er jeg så illegal? Det kan man vel godt sige, men det vil jeg ikke udtale mig om. Jeg er for øjeblikket mellem nationaliteter, men jeg gør alt, hvad jeg kan, for det europæiske folk: Jeg sørger for, at de får de billigste, sprødeste, rødeste og fedeste radiser, runde og kæmpestore, lige til at snitte og putte i europæiske salater og til pynt på europæiske sandwich.
Lad os lige droppe tanken om smagen for nu, den er vandet, med en snert af vag skarphed, og kun en skygge af sine forfædres berømte velsmag: jordagtig, krydret, raffineret. Ifølge min research begyndte man at dyrke radiser i Asien før romertiden, og de fandtes længe i det, der nu hedder Kina, Myanmar, Vietnam og Indien.
Jeg indrømmer, at jeg går lidt for meget op i det. En iskold forårsnat blev jeg fundet sovende sammen med de spæde radiseskud, som jeg havde dækket til med indiske tørklæder og tæpper. Man kunne måske sige, at jeg overskrider nogle grænser; men jeg vil blot sige, at jeg går til mit arbejde med lidenskab. Alt det med, at man skal lade følelserne blive hjemme; jeg mener, at man skal tage dem med på arbejde. Det er den eneste måde at få arbejdet gjort på.
Det er fint at græde. Folk, der græder på arbejdet, er bedre medarbejdere. Det er dem, man skal gå efter. Før jeg kom til Europa, drømte jeg om Europa. I mine drømme så jeg mit europæiske hjem for mig. Tyske ingeniører, danske designere og schweiziske kloakspecialister var gået sammen om at designe et drømmehus, lige midt i Europa, et grønt og frodigt sted.
Foran huset skulle der stå et træ, et egetræ med en stamme, der var lige så tyk, som en sund tysk mand er høj, et hundrede og firs centimeter, tilfældigvis samme diameter som en russisk gasledning og lige så solid og ubøjelig. I træets krone skulle hollandske jomfruer med hjerteformede munde slænge sig, mens de dovent spandt candyfloss af deres superlange, gyldenblonde hår, mens de sked revet gouda direkte ned i munden på mig.
Osteproduktion var lige så naturlig for dem som at trække vejret, der var ikke noget grimt ved det. Og jeg stod under dem med munden på vid gab og nød hver en bid. Candyfloss-skyerne dalede langsomt ned og hang for en kort stund og svævede over mig, før de lagde sig over mit hoved som et gyldent slør. Jeg var en brud, en candyflossbrud i Europa, fedet op på gouda for at blive klar til brylluppet. Til sidst blev de hollandske jomfruer forvandlet til hollandske drenge, der stegte tykke skiver af hjemmerøget bacon.
På magisk vis havde de fået deres topmoderne pander og bittesmå gasblus med op i træet … Men nu løber det af med mig. Lad os bare sige, at alle de sværmerier er fortid. Drømmen var bare en drøm, radiserne en realitet. Og jeg graver altid der, hvor jeg står. Hvad angår mine sproglige kompetencer, vil det nok overraske Dem at høre, at jeg, ud over hele tiden at blive bedre til italiensk, også taler lidt fransk. Det lærte jeg mig selv hjemme i Indien ved at se Godard-film på min telefon.
Mit omfattende kendskab til både små og store landbrugsdyr, det vil sige vandbøfler og beetal-geder, betyder, at jeg let og ubesværet vil kunne tage mig af Deres pecore nere. Jeg er ikke ubekendt med ensomhed og isolation, og det vil komme mig til gavn, når jeg arbejder alene i de sardinske bakkedrag. Jeg har mine sorte får til at holde mig med selskab.
Hvis De overvejer at kontakte min tidligere arbejdsgiver for at få en udtalelse, vil jeg på det mindeligste bede Dem om at lade være. De er ikke orienteret om, at jeg ønsker at udvide min horisont og mine kompetencer. Koordinatorerne glemmer aldrig noget, og de eftergiver aldrig en gæld. Tag mit ord for, at jeg vil være den bedste medarbejder, De nogensinde har antaget.
Sig endelig til, hvis der er andet, jeg kan sende Dem i forbindelse med min ansøgning, for eksempel anbefalinger eller tekstprøver, såsom et ni sider langt manuskript med titlen Den ulykkelige danser (Forlaget Tawa, 2004). Jeg har i øjeblikket ikke mine eksamensbeviser på mig, men jeg skal med glæde bede min mor om at sende dem fra Indien.
Jeg ser frem til at høre fra Dem.
Tak for Deres tid.
Deres
Happy Singh Soni
FØRSTE DEL
WONDERLAND,
JALANDHAR
VELKOMMEN TIL WONDERLAND
Velkommen til Wonderland!
Ja, du hørte rigtigt: Et fantastisk univers fuld af sjov og morskab ligger nu lige uden for din hoveddør. Tæt på den blomstrende storby Jalandhar, og under femogtyve minutters kørsel fra byens travle centrum, venter et overflødighedshorn af forlystelser.
Wonderland, der er mere end fire hektarer stort, tilbyder Absolute Fun-pakker til mennesker i alle aldre og ubegrænset adgang til Ren Livsglæde og Morskab. Glem alt om slid og slæb, og gør dagen til en dans på roser. Tag sjov alvorligt! Bliv borger i Wonderland! Tøv ikke, køb billet med det samme, og du vil hoppe omkring af glæde.
Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål, eller hvis du har brug for yderligere information i forbindelse med billetkøbet. Vi hjælper med glæde og sikrer os, at du får den bedst mulige oplevelse. Bemærk venligst, at alle vandforlystelser er lukket i vintersæsonen. Bemærk venligst også, at personer over 1,98 ikke har adgang til hovedparten af forlystelserne. Tak for forståelsen.
PRINSEN AF KÅLLAND
Kålmarkerne tilhørte den gamle verden. Den jord, som nu er Wonderland, var engang dækket af kålhoveder. Lysegrønne med en blålilla tone og sirligt arrangeret på jorden som et rosenbed plantet af en venlig kæmpe. Da jeg var dreng, så jeg kålhovederne titte frem, blive større og vokse, som kugler lavet af roti-dej.
Jeg sov endda mellem dem, jeg puttede mig ned mellem rækkerne med et uldent tørklæde viklet om mig som en puppe. Jeg drømte om at forvandle mig til et kålhoved. Happy Singh Soni, Prinsen af Kålland. På kålmarkernes sidste dag, som var den, hvor vinterkålen skulle høstes, tog jeg min morgente med udenfor og satte mig på hug ved kanten af marken. Det var frygtelig tidligt.
Jeg havde stadig søvn i øjnene, men den kolde luft vakte min hud til live. Tågen var modvilligt ved at lette. Jeg så, hvordan kålplukkerne gjorde sig klar med kålsække og hvæssede knive. Den gamle traktor var startet, lugten af diesel og spændt forventning hang i luften. Rajeev, vores plukkechef, stod også med en kop te i hånden og lænede sig op ad en gammel, ødelagt slåmaskine.
Dengang lå husene på vores gård rundt om en lille plads med støvet, okkerfarvet jord, omkranset af kasserede landbrugsmaskiner. Da jeg lærte at skrive, døbte jeg pladsen Soni Plads og skrev et skilt på noget pap, som jeg havde revet af en pakke, min bror Fatehpal havde sendt os fra Tyskland, fyldt med Royal Danish Butter Cookies, Nivea-creme og en flot ruskindsjakke.
Jeg satte skiltet på et kosteskaft, som jeg stak i jorden. Når jeg navngav ting, kunne de blive mine; så meget havde jeg lært som seksårig. En hund bjæffede i søvne. Landsbyens vilde hunde var gule og tynde, de sjoskede med deres lange lemmer ind i kølige hjørner og lå og drømte. Bortset fra ved solnedgang og ved daggry, hvor de var lysvågne og urolige. Når jeg sov ude mellem kålhovederne, kom min mor Gul ud en gang i timen for at se til mig.
Hun var bange for, at de vilde hunde ville gnave i mig, for der gik rygter om, at de bed babyers næser af. I virkeligheden var de venlige og dovne, deres kriminelle aktiviteter begrænsede sig til at stjæle fra fade med frisklavet barfi, der var sat til afkøling under baldakinen ved ovnen udenfor. Den morgen var min far Babbu som sædvanlig stået tidligt op.
Han gik rundt på grunden med sit yngste barnebarn i favnen og pegede kragerne ud for hende. Sammen fulgte de langsomt og nænsomt fuglenes spor. Babbu lokkede dem til sig med lidt gammelt brød. Kan, råbte pigen. Krage var hendes første ord. Min søster Ambika havde givet hende navnet Amanjot. Hendes ansigt var som et nøgent blomsterblad, der blev mødt af solen for første gang.
Hun ville sikkert komme til at bo i USA engang i fremtiden, et liv i en forstad med smukke børn. Man kan nogle gange se det på nyfødte børn, at de vil få fast grund under fødderne. Med andre kan man fra deres første åndedræt fornemme, at jorden altid vil forsvinde under dem. Luften dirrede af den hostende og stønnende lyd fra en genstridig havetraktor.
Vores nabo Satish forsøgte at få bugt med det høje græs rundt om sin rapsmark, der længe havde fået lov til at stå urørt. Hans far var død flere måneder tidligere, og den fortabte søn havde efter møje og besvær nedladt sig til at komme tilbage fra Delhi. Han havde arbejdet i en butik, der solgte mobiltelefoner, men opførte sig, som om han havde givet afkald på præsidentembedet for at komme hjem.
Som han sad der på havetraktoren, lignede han en tegneseriefigur i gang med et umuligt projekt. Motoren blev ved med at gå død. Traktoren var ikke glad for at genopstå fra de døde: Han ønskede ikke dette nye liv, han ville have sit gamle liv tilbage, og det gamle var forsvundet for altid. Til sidst sprang den fremad med et sæt og kørte lige ind i en bunke grus og småsten ved siden af marken.
Motoren udstødte et sidste klagende hyl og blev herefter tavs for altid. Satish tumlede ud, mens han mumlede vredt for sig selv og kylede en af sine Bata-klipklapper efter den nu tavse maskine, der virkede temmelig upåvirket.
Jeg var løbet ind i Satish på mit sidste møde med Wonderland Inc., han knugede en mappe i imiteret læder ind til sig og svedte kraftigt. Jeg havde aldrig brudt mig om ham, ikke siden dengang han kaldte mig en tøsedreng og ’kom til’ at hælde sin mælk ud i skødet på mig i børnehaven, men jeg forstod godt, hvorfor han havde solgt rapsmarkerne, selv om det gik imod hans mors ønske.
Tilbuddet havde været for godt til at sige nej til. Vores kål havde ikke givet overskud i årevis. Vi skulle være gået over til broccoli eller lychee, mens vi kunne. Kål var tydeligvis gået af mode. Og Wonderland var i sin spæde og lovende planlægningsfase allerede i fuld gang med at lede efter medarbejdere. Alle de unge i byen havde søgt forskellige ledige stillinger: bådchef, sikkerhedschef, billetsælger, kontorassi-
stent, sikkerhedsvagt, wellnessmedarbejder og livredder.
Jeg havde også selv søgt. Spørgsmålene i ansøgningsskemaet havde været ’sjove’:
Hvorfor vil du være en gevinst for Wonderland?
Jeg er en kreativ og fleksibel multitasker, en ivrig eventyrer, og jeg elsker at have med mennesker at gøre. Fantasi er mit gebet. Morskab er jeres. Jeg tror, vi er åndeligt beslægtede.
Hvordan vil du beskrive dig selv?
Som Punjabs svar på Sami Frey. Bare vent og se. Der kommer til at ske store ting.
Hvis du var en ting, hvad ville du så være? Og hvorfor?
Jeg ville være en tawapande. Uden tawaen ville rotier bare være klumper af kold dej. Og ellers ville jeg være (jeg ved godt, at I kun bad om én ting, og at det ikke som sådan er en ting) ghee. Smør smelter og flyder sammen og forbinder modstridende elementer. Det, der får alting til at gå op i en højere enhed, kan man sige. Det er mig i en nøddeskal.
Beskriv dig selv med tre ord.
Empatisk, fleksibel, robust. (Den googlede jeg mig til, alle tre er virkelig gode at nævne i en jobsamtale).
Forestil dig følgende: En lille pige er faldet ud af en af svanebådene. Hvad gør du?
Jeg ville tilkalde en, der kan svømme, for det kan jeg desværre ikke. Jeg har aldrig set havet. Den brønd, der ligger bag vores hus, er ikke dyb nok til, at man kan lære at svømme i den, selv om min bror Davinder faktisk prøvede at lære mig det.
I mellemtiden ville jeg lave et reb ud af min skjorte og mine bukser, hvis det var nødvendigt. Kreativitet er en af mine forcer, og jeg tror, det er vigtigt at tænke ud af boksen.
Hvor ser du dig selv om fem år?
I Europa, hvor jeg ved daggry sidder og skriver ved et vindue, der vender ud mod de snedækkede alper, på stranden på Capri, mens solen står højt på himlen, og med udsigt over Paris’ hustage ved solnedgang; i et værelse, som er mit eget, med en storslået udsigt. Jeg vil spise sukkerrotier morgen, middag og aften, bortset fra de dage hvor jeg spiser smørbløde aloo paratha.
Jeg er blevet en international stjerne og lever et helt igennem lykkeligt liv. Min familie bor i et palæ i min have, hvor der også er en lille kålmark som en form for hyldest til vores hjem i Punjab, og min far har to kælekrager, der hedder Sweety og Pie.
Happy
Happy Singh Soni elsker franske film. Dem har han set mange af på YouTube under sin opvækst i en lille landsby i Punjabi, Indien, og som ung mand drømmer han kun om at rejse til det forjættede Europa og realisere sit skuespillertalent.
Happy er nemlig fantasifuld og optimistisk og overbevist om, at skæbnen vil ham det bedste, da han kaster sig ud på en lang og strabadserende rejse til sine drømmes mål.
Det bringer ham til Italien, hvor han får job på en radisefarm, og mens Happy slås med at tilbagebetale en håbløs gæld, som er prisen for hans rejse, jonglerer han med de barske realiteter som migrantarbejder uden rettigheder og kæmper for at fastholde sine ambitioner.
Happy er en både varm, humoristisk og alvorlig historie fra samfundets bund. Celina Baljeet Basras form er legende, for det er ikke kun Happy, men også grønsager og døde objekter, der får stemme i en insisteren på, at menneskets overlevelse ikke kun er betinget af mad, vand og tag over hovedet, men også romantik, kunst og fantasi.
Happy Singh Soni er håbefuld da han kommer til Europa, men virkeligheden er barsk for migrantarbejdere som Happy. Læs et uddrag af Happy lige her.
I Celina Baljeet Basras roman Happy møder vi indiske Happy der er kommet til Europa for at arbejde. Happy drømmer om at blive skuespiller, og snart kan han endda sende penge hjem til sine forældre i Indien.
Men virkeligheden er barsk for migrantarbejdere som Happy, og imens Europa sidder i hjørnet og doomscroller på sin telefon, forsøger Happy at finde rundt i det europæiske jobcenter og fastholde håbet midt i en hverdag af endeløs gæld og manglende rettigheder.
Læs mere om Happy lige her.
Happy er en morsom, rørende og anderledes fortælling om et menneskes ukuelige optimisme i et ødelagt system fortalt af alle dem, der typisk bliver overhørt: Bagagetaskerne i lufthavnen, radisser og ikke mindst migrantarbejderne selv.
Læs første del af Happy af Celina Baljeet Basra herunder.
Happy
af Celina Baljeet Basra
PROLOG
Jeg hedder Happy. Happy Singh Soni.
Jeg er fra Punjab, men bor i øjeblikket i Italien, hvor jeg er fuldtidsansat på Europas største radiselandbrug. Jeg har stor erfaring med alle opgaver inden for radisedyrkning, det vil sige at så radiser, udplante radiser, passe planterne, mens de vokser, stor ekspertise med at sprøjte med ukrudtsmiddel og slå de grimme ihjel og drage omsorg for skønhederne.
Ved at fjerne al usikkerhed bliver høsten overdådig. Mit arbejde er først og fremmest en kærlighedsakt. Det er min oplevelse, at jeg har nået et niveau af ekspertise inden for europæisk radisedyrkning. Derfor ønsker jeg nu at øge mine kompetencer yderligere og søger nye udfordringer ved at udforske andre aspekter af italiensk landbrug. Af den grund søger jeg stillingen som fårehyrde på Sardinien.
Jeg må også indrømme, at min ryg vil takke mig, hvis jeg igen kan få lov at arbejde i oprejst stilling. Denne konstante knælen i radiserækkerne er ved at ødelægge min rygrad. For tiden står jeg ofte mellem grøntsagerne og tænker over tingene, mens jeg strækker mig og ikke kan genkalde mig, hvem jeg er.
Et kort øjeblik er det, som om jeg eksisterer i et tomrum: en hvid kube, der dufter af citronagtigt rengøringsmiddel. Tiden udvider sig og trækker sig sammen. Jeg hiver mig tilbage til virkeligheden ved at kigge på mine hænder, på mulden fra drivhuset under de overraskende rosafarvede negle. Synet af min hud rodfæster mig. Brun hud fuld af bittesmå, lyserøde rifter fra de små radiseskovle.
Hvad er de langsigtede effekter af en konstant bøjning af rygraden? Er det at være uden rygrad egentlig den mest attraktive tilstand, når det kommer til stykket? Jeg er empatisk, fleksibel og robust. Min rejse fra Indien, hvor jeg krydsede ørkener, bjerge og en stor skov, som jeg ikke kender navnet på, før jeg ankom med båd til Bari, kostede mig mange anstrengelser.
Men jeg er i live, og jeg stiller mig til Deres tjeneste, eller rettere sagt: til Deres sorte sardinske får, pecore neres, tjeneste. Jeg kan køre både traktor og lastbil. Jeg har aldrig prøvet at køre med taxa eller været om bord på en flyvemaskine. Jeg er nem at begejstre og utålmodigt anlagt, karismatisk og målrettet. Jeg er altid forudseende. Jeg tænker fremad. Jeg identificerer problemet, før nogen overhovedet opdager, at de har et problem.
Jeg er altid sulten, og jeg trænger altid til en lille snack. Jeg savner pakoraer. Jeg savner min morgente. Jeg savner min mor. Jeg har snarere tendens til diarré end til forstoppelse. Min forbrænding er lige så hurtig som min tankevirksomhed. Når jeg springer to skridt frem, har jeg det med at komme tre skridt bagud og ender som regel bag startlinjen. Men jeg kommer altid op på hesten igen, som man skal. Selv om jeg faktisk ikke kan ride.
Jeg har kun prøvet at ride på en kamel – én gang, i et tivoli, og dengang kastede jeg op bagefter. Jeg er en hypersensibel introvert ekstrovert. Jeg tog en test på nettet. Mit kærlighedssprog er ros og anerkendelse. Den test har jeg også taget. De fleste, der arbejder her, er sikher ligesom mig, men jeg er alligevel blevet lidt ensom. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er lykkelig. Men jeg er taknemmelig for at være her, i Europa.
Helt formelt, og nu taler jeg ligeud af posen, så er jeg her ikke helt legalt. Er jeg så illegal? Det kan man vel godt sige, men det vil jeg ikke udtale mig om. Jeg er for øjeblikket mellem nationaliteter, men jeg gør alt, hvad jeg kan, for det europæiske folk: Jeg sørger for, at de får de billigste, sprødeste, rødeste og fedeste radiser, runde og kæmpestore, lige til at snitte og putte i europæiske salater og til pynt på europæiske sandwich.
Lad os lige droppe tanken om smagen for nu, den er vandet, med en snert af vag skarphed, og kun en skygge af sine forfædres berømte velsmag: jordagtig, krydret, raffineret. Ifølge min research begyndte man at dyrke radiser i Asien før romertiden, og de fandtes længe i det, der nu hedder Kina, Myanmar, Vietnam og Indien.
Jeg indrømmer, at jeg går lidt for meget op i det. En iskold forårsnat blev jeg fundet sovende sammen med de spæde radiseskud, som jeg havde dækket til med indiske tørklæder og tæpper. Man kunne måske sige, at jeg overskrider nogle grænser; men jeg vil blot sige, at jeg går til mit arbejde med lidenskab. Alt det med, at man skal lade følelserne blive hjemme; jeg mener, at man skal tage dem med på arbejde. Det er den eneste måde at få arbejdet gjort på.
Det er fint at græde. Folk, der græder på arbejdet, er bedre medarbejdere. Det er dem, man skal gå efter. Før jeg kom til Europa, drømte jeg om Europa. I mine drømme så jeg mit europæiske hjem for mig. Tyske ingeniører, danske designere og schweiziske kloakspecialister var gået sammen om at designe et drømmehus, lige midt i Europa, et grønt og frodigt sted.
Foran huset skulle der stå et træ, et egetræ med en stamme, der var lige så tyk, som en sund tysk mand er høj, et hundrede og firs centimeter, tilfældigvis samme diameter som en russisk gasledning og lige så solid og ubøjelig. I træets krone skulle hollandske jomfruer med hjerteformede munde slænge sig, mens de dovent spandt candyfloss af deres superlange, gyldenblonde hår, mens de sked revet gouda direkte ned i munden på mig.
Osteproduktion var lige så naturlig for dem som at trække vejret, der var ikke noget grimt ved det. Og jeg stod under dem med munden på vid gab og nød hver en bid. Candyfloss-skyerne dalede langsomt ned og hang for en kort stund og svævede over mig, før de lagde sig over mit hoved som et gyldent slør. Jeg var en brud, en candyflossbrud i Europa, fedet op på gouda for at blive klar til brylluppet. Til sidst blev de hollandske jomfruer forvandlet til hollandske drenge, der stegte tykke skiver af hjemmerøget bacon.
På magisk vis havde de fået deres topmoderne pander og bittesmå gasblus med op i træet … Men nu løber det af med mig. Lad os bare sige, at alle de sværmerier er fortid. Drømmen var bare en drøm, radiserne en realitet. Og jeg graver altid der, hvor jeg står. Hvad angår mine sproglige kompetencer, vil det nok overraske Dem at høre, at jeg, ud over hele tiden at blive bedre til italiensk, også taler lidt fransk. Det lærte jeg mig selv hjemme i Indien ved at se Godard-film på min telefon.
Mit omfattende kendskab til både små og store landbrugsdyr, det vil sige vandbøfler og beetal-geder, betyder, at jeg let og ubesværet vil kunne tage mig af Deres pecore nere. Jeg er ikke ubekendt med ensomhed og isolation, og det vil komme mig til gavn, når jeg arbejder alene i de sardinske bakkedrag. Jeg har mine sorte får til at holde mig med selskab.
Hvis De overvejer at kontakte min tidligere arbejdsgiver for at få en udtalelse, vil jeg på det mindeligste bede Dem om at lade være. De er ikke orienteret om, at jeg ønsker at udvide min horisont og mine kompetencer. Koordinatorerne glemmer aldrig noget, og de eftergiver aldrig en gæld. Tag mit ord for, at jeg vil være den bedste medarbejder, De nogensinde har antaget.
Sig endelig til, hvis der er andet, jeg kan sende Dem i forbindelse med min ansøgning, for eksempel anbefalinger eller tekstprøver, såsom et ni sider langt manuskript med titlen Den ulykkelige danser (Forlaget Tawa, 2004). Jeg har i øjeblikket ikke mine eksamensbeviser på mig, men jeg skal med glæde bede min mor om at sende dem fra Indien.
Jeg ser frem til at høre fra Dem.
Tak for Deres tid.
Deres
Happy Singh Soni
FØRSTE DEL
WONDERLAND,
JALANDHAR
VELKOMMEN TIL WONDERLAND
Velkommen til Wonderland!
Ja, du hørte rigtigt: Et fantastisk univers fuld af sjov og morskab ligger nu lige uden for din hoveddør. Tæt på den blomstrende storby Jalandhar, og under femogtyve minutters kørsel fra byens travle centrum, venter et overflødighedshorn af forlystelser.
Wonderland, der er mere end fire hektarer stort, tilbyder Absolute Fun-pakker til mennesker i alle aldre og ubegrænset adgang til Ren Livsglæde og Morskab. Glem alt om slid og slæb, og gør dagen til en dans på roser. Tag sjov alvorligt! Bliv borger i Wonderland! Tøv ikke, køb billet med det samme, og du vil hoppe omkring af glæde.
Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål, eller hvis du har brug for yderligere information i forbindelse med billetkøbet. Vi hjælper med glæde og sikrer os, at du får den bedst mulige oplevelse. Bemærk venligst, at alle vandforlystelser er lukket i vintersæsonen. Bemærk venligst også, at personer over 1,98 ikke har adgang til hovedparten af forlystelserne. Tak for forståelsen.
PRINSEN AF KÅLLAND
Kålmarkerne tilhørte den gamle verden. Den jord, som nu er Wonderland, var engang dækket af kålhoveder. Lysegrønne med en blålilla tone og sirligt arrangeret på jorden som et rosenbed plantet af en venlig kæmpe. Da jeg var dreng, så jeg kålhovederne titte frem, blive større og vokse, som kugler lavet af roti-dej.
Jeg sov endda mellem dem, jeg puttede mig ned mellem rækkerne med et uldent tørklæde viklet om mig som en puppe. Jeg drømte om at forvandle mig til et kålhoved. Happy Singh Soni, Prinsen af Kålland. På kålmarkernes sidste dag, som var den, hvor vinterkålen skulle høstes, tog jeg min morgente med udenfor og satte mig på hug ved kanten af marken. Det var frygtelig tidligt.
Jeg havde stadig søvn i øjnene, men den kolde luft vakte min hud til live. Tågen var modvilligt ved at lette. Jeg så, hvordan kålplukkerne gjorde sig klar med kålsække og hvæssede knive. Den gamle traktor var startet, lugten af diesel og spændt forventning hang i luften. Rajeev, vores plukkechef, stod også med en kop te i hånden og lænede sig op ad en gammel, ødelagt slåmaskine.
Dengang lå husene på vores gård rundt om en lille plads med støvet, okkerfarvet jord, omkranset af kasserede landbrugsmaskiner. Da jeg lærte at skrive, døbte jeg pladsen Soni Plads og skrev et skilt på noget pap, som jeg havde revet af en pakke, min bror Fatehpal havde sendt os fra Tyskland, fyldt med Royal Danish Butter Cookies, Nivea-creme og en flot ruskindsjakke.
Jeg satte skiltet på et kosteskaft, som jeg stak i jorden. Når jeg navngav ting, kunne de blive mine; så meget havde jeg lært som seksårig. En hund bjæffede i søvne. Landsbyens vilde hunde var gule og tynde, de sjoskede med deres lange lemmer ind i kølige hjørner og lå og drømte. Bortset fra ved solnedgang og ved daggry, hvor de var lysvågne og urolige. Når jeg sov ude mellem kålhovederne, kom min mor Gul ud en gang i timen for at se til mig.
Hun var bange for, at de vilde hunde ville gnave i mig, for der gik rygter om, at de bed babyers næser af. I virkeligheden var de venlige og dovne, deres kriminelle aktiviteter begrænsede sig til at stjæle fra fade med frisklavet barfi, der var sat til afkøling under baldakinen ved ovnen udenfor. Den morgen var min far Babbu som sædvanlig stået tidligt op.
Han gik rundt på grunden med sit yngste barnebarn i favnen og pegede kragerne ud for hende. Sammen fulgte de langsomt og nænsomt fuglenes spor. Babbu lokkede dem til sig med lidt gammelt brød. Kan, råbte pigen. Krage var hendes første ord. Min søster Ambika havde givet hende navnet Amanjot. Hendes ansigt var som et nøgent blomsterblad, der blev mødt af solen for første gang.
Hun ville sikkert komme til at bo i USA engang i fremtiden, et liv i en forstad med smukke børn. Man kan nogle gange se det på nyfødte børn, at de vil få fast grund under fødderne. Med andre kan man fra deres første åndedræt fornemme, at jorden altid vil forsvinde under dem. Luften dirrede af den hostende og stønnende lyd fra en genstridig havetraktor.
Vores nabo Satish forsøgte at få bugt med det høje græs rundt om sin rapsmark, der længe havde fået lov til at stå urørt. Hans far var død flere måneder tidligere, og den fortabte søn havde efter møje og besvær nedladt sig til at komme tilbage fra Delhi. Han havde arbejdet i en butik, der solgte mobiltelefoner, men opførte sig, som om han havde givet afkald på præsidentembedet for at komme hjem.
Som han sad der på havetraktoren, lignede han en tegneseriefigur i gang med et umuligt projekt. Motoren blev ved med at gå død. Traktoren var ikke glad for at genopstå fra de døde: Han ønskede ikke dette nye liv, han ville have sit gamle liv tilbage, og det gamle var forsvundet for altid. Til sidst sprang den fremad med et sæt og kørte lige ind i en bunke grus og småsten ved siden af marken.
Motoren udstødte et sidste klagende hyl og blev herefter tavs for altid. Satish tumlede ud, mens han mumlede vredt for sig selv og kylede en af sine Bata-klipklapper efter den nu tavse maskine, der virkede temmelig upåvirket.
Jeg var løbet ind i Satish på mit sidste møde med Wonderland Inc., han knugede en mappe i imiteret læder ind til sig og svedte kraftigt. Jeg havde aldrig brudt mig om ham, ikke siden dengang han kaldte mig en tøsedreng og ’kom til’ at hælde sin mælk ud i skødet på mig i børnehaven, men jeg forstod godt, hvorfor han havde solgt rapsmarkerne, selv om det gik imod hans mors ønske.
Tilbuddet havde været for godt til at sige nej til. Vores kål havde ikke givet overskud i årevis. Vi skulle være gået over til broccoli eller lychee, mens vi kunne. Kål var tydeligvis gået af mode. Og Wonderland var i sin spæde og lovende planlægningsfase allerede i fuld gang med at lede efter medarbejdere. Alle de unge i byen havde søgt forskellige ledige stillinger: bådchef, sikkerhedschef, billetsælger, kontorassi-
stent, sikkerhedsvagt, wellnessmedarbejder og livredder.
Jeg havde også selv søgt. Spørgsmålene i ansøgningsskemaet havde været ’sjove’:
Hvorfor vil du være en gevinst for Wonderland?
Jeg er en kreativ og fleksibel multitasker, en ivrig eventyrer, og jeg elsker at have med mennesker at gøre. Fantasi er mit gebet. Morskab er jeres. Jeg tror, vi er åndeligt beslægtede.
Hvordan vil du beskrive dig selv?
Som Punjabs svar på Sami Frey. Bare vent og se. Der kommer til at ske store ting.
Hvis du var en ting, hvad ville du så være? Og hvorfor?
Jeg ville være en tawapande. Uden tawaen ville rotier bare være klumper af kold dej. Og ellers ville jeg være (jeg ved godt, at I kun bad om én ting, og at det ikke som sådan er en ting) ghee. Smør smelter og flyder sammen og forbinder modstridende elementer. Det, der får alting til at gå op i en højere enhed, kan man sige. Det er mig i en nøddeskal.
Beskriv dig selv med tre ord.
Empatisk, fleksibel, robust. (Den googlede jeg mig til, alle tre er virkelig gode at nævne i en jobsamtale).
Forestil dig følgende: En lille pige er faldet ud af en af svanebådene. Hvad gør du?
Jeg ville tilkalde en, der kan svømme, for det kan jeg desværre ikke. Jeg har aldrig set havet. Den brønd, der ligger bag vores hus, er ikke dyb nok til, at man kan lære at svømme i den, selv om min bror Davinder faktisk prøvede at lære mig det.
I mellemtiden ville jeg lave et reb ud af min skjorte og mine bukser, hvis det var nødvendigt. Kreativitet er en af mine forcer, og jeg tror, det er vigtigt at tænke ud af boksen.
Hvor ser du dig selv om fem år?
I Europa, hvor jeg ved daggry sidder og skriver ved et vindue, der vender ud mod de snedækkede alper, på stranden på Capri, mens solen står højt på himlen, og med udsigt over Paris’ hustage ved solnedgang; i et værelse, som er mit eget, med en storslået udsigt. Jeg vil spise sukkerrotier morgen, middag og aften, bortset fra de dage hvor jeg spiser smørbløde aloo paratha.
Jeg er blevet en international stjerne og lever et helt igennem lykkeligt liv. Min familie bor i et palæ i min have, hvor der også er en lille kålmark som en form for hyldest til vores hjem i Punjab, og min far har to kælekrager, der hedder Sweety og Pie.
Happy
Happy Singh Soni elsker franske film. Dem har han set mange af på YouTube under sin opvækst i en lille landsby i Punjabi, Indien, og som ung mand drømmer han kun om at rejse til det forjættede Europa og realisere sit skuespillertalent.
Happy er nemlig fantasifuld og optimistisk og overbevist om, at skæbnen vil ham det bedste, da han kaster sig ud på en lang og strabadserende rejse til sine drømmes mål.
Det bringer ham til Italien, hvor han får job på en radisefarm, og mens Happy slås med at tilbagebetale en håbløs gæld, som er prisen for hans rejse, jonglerer han med de barske realiteter som migrantarbejder uden rettigheder og kæmper for at fastholde sine ambitioner.
Happy er en både varm, humoristisk og alvorlig historie fra samfundets bund. Celina Baljeet Basras form er legende, for det er ikke kun Happy, men også grønsager og døde objekter, der får stemme i en insisteren på, at menneskets overlevelse ikke kun er betinget af mad, vand og tag over hovedet, men også romantik, kunst og fantasi.
Du kan købe Happy online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: