Efter 11 år er Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet, tilbage med ny, rørende roman. Læs et uddrag af Er du stolt af mig, Joanna? her.
To mænd befinder sig i en afsidesliggende fiskehytte i USA. Den ene mand presser en pistol mod den andens pande. Skal han trykke på aftrækkeren eller ej?
LÆS OGSÅ: Janne Tellers første roman i 11 år, Er du stolt af mig, Joanna? er en topaktuel fortælling om en dansk diplomats jagt på sandheden om datterens død
FN-diplomaten Teodor har været vidne til sin datters død på CNN. Nu er han på en desperat mission for at finde hendes morder. Han er ude af stand til at tilgive sig selv eller komme videre i sit liv, indtil han ved, hvad der skete på den skæbnesvangre dag på toppen af muren, der adskiller Israel og Palæstina.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Er du stolt af mig, Joanna? er Janne Tellers første roman i 11 år. Hun debuterede i 1999 med Odins ø og havde sit store internationale gennembrud med Intet i 2000. Janne Teller har selv arbejdet ved FN indtil 1995, inden hun blev forfatter.
Læs et uddrag af Er du stolt af mig, Joanna? her.
Er du stolt af mig, Joanna?
af Janne Teller
I
STOLT
Joanna, er du stolt af mig?
II
PARIS & BERLIN
Jeg holder pistolen ret frem for mig, skulderniveau, en smule akavet, noget usædvanligt, som at ryge for første gang. Ubehageligt, behageligt. Og stærkt nødvendigt. Metallet er varmt og meget let.
Min hånd føles utrænet, men ingen tvivl om, at jeg ville ramme og slå ham ihjel: han står blot treenhalv meter fra mig. Han er stor og kraftig, svedig, sorte bukser, gråt slips, hvid skjorte. Sort jakke. Hans mund åbner sig.
”Hør,” siger han. ”Det der vil ikke løse …” Han peger på pistolen med en overraskende ro.
”Hvad vil?”
Jeg ved, han ikke tror, jeg vil kunne finde på at gøre det. Alene det kunne få mig til det.
Sand og Måger. Sol.
Alt, som det engang var.
En måge hopper lidt væk fra de andre, spreder vingerne. Den er mørkere, mindre, end resten af dem.
”Er det i orden, at jeg tager min jakke af?”
Mågen sætter af, tøvende, som om den afprøver luften, vingernes styrke.
Jeg nikker. Smiler. Hvorfor ikke, det er varmt. Ubærlig varmt.
Flyv, lille måge, flyv.
***
Man bør aldrig forelske sig i en kvinde på grund af hendes ord.
Det vidste jeg selvfølgelig godt.
Men når du er en mand til et middagsselskab, der siger de rigtige ting til de rigtige mennesker, mens du bare ønsker at flå dit jakkesæt af og blive … ja, hvilket? Og det er, som om denne kvindes ord kan fortælle dig det. Hvad gør du så?
Jeg læste hendes bøger igen og igen.
De fandt alle sted i samme lille amerikanske by, formentlig et sted i South Carolina eller Virginia at dømme ud fra klimaet og de afrundede bjergkæder. På det tidspunkt var det så langt fra min verden, som det kunne være.
Jeg var ambassadør for mit højt civiliserede europæiske land i Bundesrepublik Deutschland, et andet højt civiliseret europæisk land. Kedeligt. Jeg kedede mig. Det var min tredje post som ambassadør, og det blev betragtet som en ærespost: Kansler Merkel havde gjort Tyskland til Europas motor, og mit land ville være med. Jeg var særligt udvalgt til at få det til at ske.
Jeg tog til Paris, så ofte jeg kunne. Det var her, jeg første gang stødte på hende.
Der stod L på alle omslagene. Jeg kaldte hende frøken L.
Hun lå ikke ligefrem i stakke.
Den dag var bordene i W.H. Smith fyldt med andre
titler, der ikke fangede min interesse, så jeg gik længere ind i butikken. Det var en lørdag eftermiddag, og der var proppet med mennesker. Jeg var nødt til at kante mig langs reolerne og navigere frem og tilbage blandt andre navigerende kunder.
Omtrent midtvejs stødte en ung kvinde ind i mig. Hovedet i modsat retning af hvor hun gik, men det mindste undskyldte hun, mens hun samlede bøgerne, hun havde tabt, op. Hun var meget køn, men der var noget ved hendes klodsethed, der gjorde hende utiltrækkende.
Jeg forsøgte at kalde hende tilbage, men løb ikke efter hende for at sige, at hun havde glemt en af bøgerne på gulvet. I stedet bøjede jeg mig ned og tog den op.
Manden uden datter, var dens titel.
Det var omslagets enkelhed, der fangede min interesse: gråt, skriften en mørkere grå. Og så hendes navn. Selvfølgelig vidste jeg endnu ikke, at det var hende, bare et L. Ikke engang et punktum.
Jeg læste den ikke med det samme. Jeg havde medbragt en masse dokumenter, som jeg skulle gå igennem, samt en bog om Weimarrepublikken. Jeg havde været udstationeret i Berlin i mindre end tolv måneder, der var mange ting, jeg endnu havde brug for at lære. Jeg havde også købt en tyk bog om habsburgerne. Det er mit svage punkt, historie; det er muligt at forbedre sig.
Jeg spadserede langsomt ned ad Rue de Rivoli med bøgerne under armen, gik langsomt forbi alle de glimtende, gyldne facader uden rigtig at se på noget, kendte dem alt for godt til at behøve det, nød bare følelsen af de mange, smukke genstande udstillet bag de store vinduesruder, en efter en i en endeløshed.
Kort før porten ind til Louvre, i et øjebliks ophold i trafikken, krydsede jeg vejen, drejede ind i buegangen og frydede mig uvilkårligt over igen at høre de lavmælte suk fra mine skohæle mod den gamle granit, som om tiden gør noget ved ekkoer, gør dem blødere, mindre hule måske. Så drejede jeg til højre, tog trappen to trin ad gangen nærmest i spring, og dobbeltdørene gik op.
Café Marly er ikke noget listigt skjulested. I grunden er det ret banalt, at jeg ender her. Men det ændrer ikke på, at jeg nyder at drikke min morgenkaffe her fra tid til anden. Det var allerede sent på eftermiddagen. Jeg havde ikke kunnet tage afsted fra Berlin fredag aften som planlagt og var først ankommet til Paris lørdag ved middagstid.
Klokken fem om eftermiddagen er caféen fuld, og det er sværere at falde i ét med de antikke sofaer og stille beundre freskoerne i loftet. Tjenerne er mere forhastede og om muligt endnu mere nedladende end normalt over for størstedelen af deres klientel: turisterne. Det er en ting, jeg elsker ved franskmændene, de bøjer sig ikke for at tækkes de uindviede.
Jeg havde taget et hurtigt brusebad på hotellet og skiftet kontorjakkesættet ud med en mindre formel påklædning, perfekt fra top til tå, ingen tvivl om det, selv den lette duft af fugtig eg, jeg havde udvalgt som min favorit for et par år siden, vidste jeg var helt rigtig. Jeg tog Le Monde op af min taske og fordybede mig i avisen, helt bevidst om at selv hvis ingen af de tjenere, der kendte mig, var på arbejde, ville jeg få en udsøgt betjening. Fransk lærte jeg for år tilbage på Ecole-de-Bilangue.
Jeg var allerede færdig med min kaffe og den mørke, nøje afbalancerede bitter-søde chokoladekage, og ville lægge avisen til side for at tage en stak dokumenter frem, da min opmærksomhed igen blev fanget af det grå smudsomslag, og min hånd tog fat om bogen i stedet.
Omslaget havde en ru overflade, men ikke ru og elegant, som man måske kunne forvente, ej heller grimt eller billigt, bare ligesom simpelt. Den grå bundfarve var lys, men stadig en meget almindelig grå, og bogstaverne var placeret harmonisk men på ingen måde kunstnerisk. Skriften og den grå farve gik igen på lærredet, der var trukket stramt over indbindingen.
Der var noget ved enkelheden, der fascinerede mig. Jeg mener, det må kræve en særlig form for enten arrogance eller naivitet at vælge en så ubemærkelsesværdig grå til at overdøves af alle de røde, gule og forgyldte bogrygge på hylderne. Som om netop denne roman var mere interessant eller havde mere at fortælle mig, og derfor ikke behøvede at påkalde sig opmærksomheden.
Jeg skulle først hente Christine klokken 21, så jeg bestilte en kaffe mere og begyndte at læse.
Når sneen falder på The Blue Ridge Mountains, gribes du af stilheden.
Jeg lagde bogen fra mig.
***
Engang kørte jeg gennem The Blue Ridge Mountains med min kone, Ursula. Sneen faldt tæt. Stilhed. Stilheden faldt tæt. Vi kunne have holdt ind ved et af de mange lokale bed-and-breakfast steder. Det gjorde vi ikke.
Til sidst sad vi fast i sneen og måtte vente tyve minutter på en forbipasserende bil og endnu to timer på en lastvogn, der kunne trække os fri. Vi standsede ved det nærmeste motel og var tvunget til at blive der i tre dage. Så pludselig klarede vejret op, og vi kunne genoptage rejsen.
Vores ægteskab klarede aldrig op, men det var ikke på grund af sneen. Eller motellet. Det er bare en af den slags ting, der skete dér i stedet for et andet sted.
Jeg læste et par sider mere, så et kapitel, så hele bogen. En fjerdedel inde gik jeg tilbage til mit hotel, satte mig i velour-chaiselongen på mit værelse og læste videre. Jeg følte mig underlig urolig og opstemt på samme tid. Jeg vidste ikke hvorfor. Det var ikke så meget historien, den var ret enkel, om et gammelt ægtepar i en lille by, der bebrejder hinanden for et helt livs fortrydelser. Den er fortalt mange gange før.
Men på en eller anden måde var karaktererne anderledes, perspektivet, eller måske var det måden, den blev fortalt på. Jeg var så optaget af at læse, at jeg glemte tiden og kun hurtigt kunne nå i bad og skifte tøj, så var jeg ude ad døren og i en taxi.
Deres datter døde.
Aftenerne i Paris er så smukke, at jeg altid spekulerer over, hvordan jeg overhovedet kan bo andre steder.
Tindrende, sand og blå.
Jeg kommer for sent, men Christine nævner det ikke. Er blot lidt mere reserveret end normalt. Jeg kan godt lide, at hun aldrig bebrejder mig noget. Men i dag irriterer det mig af en eller anden grund. Bare beskyld mig for at være forsinket, og få det overstået, har jeg lyst til at sige. Jeg gør det ikke.
”Kom, lad os tage på Laurent,” siger jeg.
*
Jeg synes, han er grim. Hans næse er for stor. Hans mund for bred. Røde læber, stol aldrig på en mand med røde læber, Joanna. Det skulle du ikke have gjort; det kunne jeg godt have fortalt dig. Rødblondt hår, bølget, for langt til hans alder. Tysker, der ser polsk ud. De er de værste, er de ikke? Hør mig! Manden med linedansertungen, din far med alle de velsmedede ord, den aldrig svigtende korrekthed, hvad blev der af ham?
Jeg lytter til bølgerne, ser dem brydes, det hvide vand der stille skyller hen over gult sand, hører småstenene, der skurrer mod hinanden, inden vandet atter sluger sig selv. Atter og atter.
En strandet søstjerne ruller sig sammen og folder sig ud med vandets regelmæssige bevægelser. Jeg ser den rulle sig sammen, folde sig ud. Ser mågerne, hører dem, baskende vinger, skræppende næb. Jeg ser olietankerne langt ude, sejlbådene tættere på kysten, den lille pige går højt oppe på en mur, armene bredt ud som vinger, som en måge.
Baskende vinger. Flyv, Joanna. Flyv.
***
Christine kan godt lide Laurent.
Indrømmet, det kan jeg også. Trods al den overgjorte pragt, og ærekære tjenere og klientel, føler man sig særlig udvalgt ved at være der. Eller også er det netop den overgjorte pragt og ærekære knejsen, der får en til at føle sig udvalgt?
Maden er ikke på højde med følelsen eller de ublu priser, men på hvilken mondæn restaurant er den ærlig talt dét, og jeg tjener nok til at nyde hele herligheden uden at tænke over det. Men netop denne aften er der noget ved den opulente kulisse, der irriterer mig.
Den langsomme, omhyggeligt iscenesatte servering, der foregår efter en tydelig rangorden (vi er i toppen, det sikrer min ambassadørnummerplade), de vidtløftige forklaringer om den noget mindre vidtløftige mad, og først og fremmest Christine.
Christine er perfekt.
Christine er bleg olivenhud, langt blødt, blondt hår, høj, slank, elegant og først og fremmest tyst. Tystheden er en del af hendes elegance. Som om lyd intet har at gøre med hendes krop, der glider gennem rummet og ned i en stol, eller hendes hånd, der langsomt bringer gaflen og små bidder af omhyggeligt udvalgt mad op til hendes mund. Jeg siger små og ikke minimale, for igen er Christine perfekt: hun spiser rent faktisk.
Høje stemmer lyder fra et amerikansk par ved et af hjørnebordene. Ikke at de skændes. Taler blot, som det er normalt for dem. Det generer Christine. Nærmest umærkeligt gyser hun, og hendes smalle skuldre bliver endnu smallere, hver gang et særlig kraftigt sætningsfragment når hende.
Hun kunne dog aldrig finde på at kommentere det. Igen, noget jeg normalt ville beundre, men i dag irriterer hendes ordløse gysen mig. Som om hendes elegance kræver noget af mig, jeg ikke ved, hvordan jeg skal imødekomme. Det er nu ikke helt sandt, for jeg tilbragte syv af mine formative barndomsår i netop denne by, hvor min far havde en ledende stilling i en international virksomhed.
Paris’ skoler er barske og fordringsfulde, men lærdommen uvurderlig: Jeg lærte at tryllebinde enhver kvinde til hver en tid.
På dette tidspunkt ville jeg normalt have bedt tjeneren om at bringe en udsøgt og dyr flaske rødvin til det amerikanske bord med en meget elskværdig anmodning: om de måske kunne sænke deres stemmer en smule af hensyn til min ledsager, ’en operasangerinde, der netop har gennemgået en øreoperation, hørelsen meget følsom, jeg er sikker på, at I forstår …’
I dag gør jeg det ikke. I stedet bestiller jeg endnu en flaske dyr udsøgt rødvin til os selv og spekulerer på, om Christine nogensinde krakelerer.
Hun er 38.
”Jeg vil gerne til The Blue Ridge Mountains igen engang,” siger jeg uden at ane, hvor meget jeg mener det, jeg siger. Det er det amerikanske par, som vi støder på i lobbyen på vej ud af restauranten, som jeg siger det til. Christine er fortrukket til dametoilettet, og jeg venter på, at garderobetjeneren får hentet vores frakker. Det amerikanske par ler.
Manden er stor og bred, kvinden lidt oversminket, og deres uhæmmede latter skærende ufransk. Selv marmorgulvene synes at sende deres hæles ekko ud med et fnys, som var det fornærmet over de udenlandske fødders klodsethed. Men der er noget dragende ved deres umiddelbarhed, og jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor de kommer fra?
Det var da, at jeg fremkom med min sætning om The Blue Ridge Mountains.
”Manassas,” siger kvinden, og som svar på mine løftede øjenbryn fortsætter hun: ”Lige syd for Washington DC, men vi bor i Lexington det meste af ugen.”
Manden rækker mig sit visitkort, da han hører, at jeg er udstationeret i Berlin. Han er professor i statskundskab med speciale i amerikansk-europæiske relationer og Mellemøsten. Jeg giver ham mit kort.
Christine vender tilbage og rækker parret sin hånd. Igen krymper jeg mig ved det, jeg normalt ville have beundret: den umærkelige tøven, sammentrækningen af hendes skuldre og den langsomme hverken venlige eller uvenlige høflighed, hvormed hun rækker hånden frem.
*
Et øjeblik peger pistolen lige mod hans højre øje. Hans øjenlåg plirrer mod solen.
Sveden løber ned ad ryggen på mig og får huden til at klø. Eller måske er det en forudanelse.
***
Den aften elsker jeg med hende med lukkede øjne.
Vi er på mit hotelværelse. Christine har en glimrende lejlighed nær Le Pantheon i 5te arrondissement, men vi overnatter altid på mit hotel. Hun har en søn på otte år, og selvom hun altid sørger for, at han er hos sin far eller sine bedsteforældre, når vi mødes, er det tydeligt, at hun ikke har til hensigt at lade sit hjems intimitet forstyrre af vores.
Hun er den perfekte elskerinde. Sandsynligvis også den perfekte mor. Og bestemt den perfekte onkolog.
Jeg ved ikke meget om hendes arbejde, hun taler aldrig om det, men den perfektion, hvormed hun gør alt andet, siger mig, at hun også udfører sit arbejde upåklageligt.
Med lukkede øjne forestiller jeg mig hende græde.
***
Kapitlet fortsættes i Er du stolt af mig, Joanna?
Janne Teller: Er du stolt af mig, Joanna?
Første roman i 11 år fra Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet.
Er du stolt af mig, Joanna? er på en gang en tidløs og aktuel roman. Om idealisme, politik, kærlighed og magtmisbrug. Om hævn og retfærdigheden, der måske ikke altid findes.
Nogle tilfældige møder i Paris hvirvler en dansk FN diplomat ind i en desperat jagt på sandheden om hans datter Joannas død ved en fredsaktion i Mellemøsten nogle år tidligere.
Nu står han i en ensomt beliggende fiskerhytte i Virginia, USA, med manden, der måske er skyldig, foran sig. I hånden har han en pistol. Skal han skyde eller ej? Findes der nogen retfærdighed for de døde? Hvis ja, hvor ligger den? Og hvis nej, hvad gør man så?
Efter 11 år er Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet, tilbage med ny, rørende roman. Læs et uddrag af Er du stolt af mig, Joanna? her.
To mænd befinder sig i en afsidesliggende fiskehytte i USA. Den ene mand presser en pistol mod den andens pande. Skal han trykke på aftrækkeren eller ej?
LÆS OGSÅ: Janne Tellers første roman i 11 år, Er du stolt af mig, Joanna? er en topaktuel fortælling om en dansk diplomats jagt på sandheden om datterens død
FN-diplomaten Teodor har været vidne til sin datters død på CNN. Nu er han på en desperat mission for at finde hendes morder. Han er ude af stand til at tilgive sig selv eller komme videre i sit liv, indtil han ved, hvad der skete på den skæbnesvangre dag på toppen af muren, der adskiller Israel og Palæstina.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Er du stolt af mig, Joanna? er Janne Tellers første roman i 11 år. Hun debuterede i 1999 med Odins ø og havde sit store internationale gennembrud med Intet i 2000. Janne Teller har selv arbejdet ved FN indtil 1995, inden hun blev forfatter.
Læs et uddrag af Er du stolt af mig, Joanna? her.
Er du stolt af mig, Joanna?
af Janne Teller
I
STOLT
Joanna, er du stolt af mig?
II
PARIS & BERLIN
Jeg holder pistolen ret frem for mig, skulderniveau, en smule akavet, noget usædvanligt, som at ryge for første gang. Ubehageligt, behageligt. Og stærkt nødvendigt. Metallet er varmt og meget let.
Min hånd føles utrænet, men ingen tvivl om, at jeg ville ramme og slå ham ihjel: han står blot treenhalv meter fra mig. Han er stor og kraftig, svedig, sorte bukser, gråt slips, hvid skjorte. Sort jakke. Hans mund åbner sig.
”Hør,” siger han. ”Det der vil ikke løse …” Han peger på pistolen med en overraskende ro.
”Hvad vil?”
Jeg ved, han ikke tror, jeg vil kunne finde på at gøre det. Alene det kunne få mig til det.
Sand og Måger. Sol.
Alt, som det engang var.
En måge hopper lidt væk fra de andre, spreder vingerne. Den er mørkere, mindre, end resten af dem.
”Er det i orden, at jeg tager min jakke af?”
Mågen sætter af, tøvende, som om den afprøver luften, vingernes styrke.
Jeg nikker. Smiler. Hvorfor ikke, det er varmt. Ubærlig varmt.
Flyv, lille måge, flyv.
***
Man bør aldrig forelske sig i en kvinde på grund af hendes ord.
Det vidste jeg selvfølgelig godt.
Men når du er en mand til et middagsselskab, der siger de rigtige ting til de rigtige mennesker, mens du bare ønsker at flå dit jakkesæt af og blive … ja, hvilket? Og det er, som om denne kvindes ord kan fortælle dig det. Hvad gør du så?
Jeg læste hendes bøger igen og igen.
De fandt alle sted i samme lille amerikanske by, formentlig et sted i South Carolina eller Virginia at dømme ud fra klimaet og de afrundede bjergkæder. På det tidspunkt var det så langt fra min verden, som det kunne være.
Jeg var ambassadør for mit højt civiliserede europæiske land i Bundesrepublik Deutschland, et andet højt civiliseret europæisk land. Kedeligt. Jeg kedede mig. Det var min tredje post som ambassadør, og det blev betragtet som en ærespost: Kansler Merkel havde gjort Tyskland til Europas motor, og mit land ville være med. Jeg var særligt udvalgt til at få det til at ske.
Jeg tog til Paris, så ofte jeg kunne. Det var her, jeg første gang stødte på hende.
Der stod L på alle omslagene. Jeg kaldte hende frøken L.
Hun lå ikke ligefrem i stakke.
Den dag var bordene i W.H. Smith fyldt med andre
titler, der ikke fangede min interesse, så jeg gik længere ind i butikken. Det var en lørdag eftermiddag, og der var proppet med mennesker. Jeg var nødt til at kante mig langs reolerne og navigere frem og tilbage blandt andre navigerende kunder.
Omtrent midtvejs stødte en ung kvinde ind i mig. Hovedet i modsat retning af hvor hun gik, men det mindste undskyldte hun, mens hun samlede bøgerne, hun havde tabt, op. Hun var meget køn, men der var noget ved hendes klodsethed, der gjorde hende utiltrækkende.
Jeg forsøgte at kalde hende tilbage, men løb ikke efter hende for at sige, at hun havde glemt en af bøgerne på gulvet. I stedet bøjede jeg mig ned og tog den op.
Manden uden datter, var dens titel.
Det var omslagets enkelhed, der fangede min interesse: gråt, skriften en mørkere grå. Og så hendes navn. Selvfølgelig vidste jeg endnu ikke, at det var hende, bare et L. Ikke engang et punktum.
Jeg læste den ikke med det samme. Jeg havde medbragt en masse dokumenter, som jeg skulle gå igennem, samt en bog om Weimarrepublikken. Jeg havde været udstationeret i Berlin i mindre end tolv måneder, der var mange ting, jeg endnu havde brug for at lære. Jeg havde også købt en tyk bog om habsburgerne. Det er mit svage punkt, historie; det er muligt at forbedre sig.
Jeg spadserede langsomt ned ad Rue de Rivoli med bøgerne under armen, gik langsomt forbi alle de glimtende, gyldne facader uden rigtig at se på noget, kendte dem alt for godt til at behøve det, nød bare følelsen af de mange, smukke genstande udstillet bag de store vinduesruder, en efter en i en endeløshed.
Kort før porten ind til Louvre, i et øjebliks ophold i trafikken, krydsede jeg vejen, drejede ind i buegangen og frydede mig uvilkårligt over igen at høre de lavmælte suk fra mine skohæle mod den gamle granit, som om tiden gør noget ved ekkoer, gør dem blødere, mindre hule måske. Så drejede jeg til højre, tog trappen to trin ad gangen nærmest i spring, og dobbeltdørene gik op.
Café Marly er ikke noget listigt skjulested. I grunden er det ret banalt, at jeg ender her. Men det ændrer ikke på, at jeg nyder at drikke min morgenkaffe her fra tid til anden. Det var allerede sent på eftermiddagen. Jeg havde ikke kunnet tage afsted fra Berlin fredag aften som planlagt og var først ankommet til Paris lørdag ved middagstid.
Klokken fem om eftermiddagen er caféen fuld, og det er sværere at falde i ét med de antikke sofaer og stille beundre freskoerne i loftet. Tjenerne er mere forhastede og om muligt endnu mere nedladende end normalt over for størstedelen af deres klientel: turisterne. Det er en ting, jeg elsker ved franskmændene, de bøjer sig ikke for at tækkes de uindviede.
Jeg havde taget et hurtigt brusebad på hotellet og skiftet kontorjakkesættet ud med en mindre formel påklædning, perfekt fra top til tå, ingen tvivl om det, selv den lette duft af fugtig eg, jeg havde udvalgt som min favorit for et par år siden, vidste jeg var helt rigtig. Jeg tog Le Monde op af min taske og fordybede mig i avisen, helt bevidst om at selv hvis ingen af de tjenere, der kendte mig, var på arbejde, ville jeg få en udsøgt betjening. Fransk lærte jeg for år tilbage på Ecole-de-Bilangue.
Jeg var allerede færdig med min kaffe og den mørke, nøje afbalancerede bitter-søde chokoladekage, og ville lægge avisen til side for at tage en stak dokumenter frem, da min opmærksomhed igen blev fanget af det grå smudsomslag, og min hånd tog fat om bogen i stedet.
Omslaget havde en ru overflade, men ikke ru og elegant, som man måske kunne forvente, ej heller grimt eller billigt, bare ligesom simpelt. Den grå bundfarve var lys, men stadig en meget almindelig grå, og bogstaverne var placeret harmonisk men på ingen måde kunstnerisk. Skriften og den grå farve gik igen på lærredet, der var trukket stramt over indbindingen.
Der var noget ved enkelheden, der fascinerede mig. Jeg mener, det må kræve en særlig form for enten arrogance eller naivitet at vælge en så ubemærkelsesværdig grå til at overdøves af alle de røde, gule og forgyldte bogrygge på hylderne. Som om netop denne roman var mere interessant eller havde mere at fortælle mig, og derfor ikke behøvede at påkalde sig opmærksomheden.
Jeg skulle først hente Christine klokken 21, så jeg bestilte en kaffe mere og begyndte at læse.
Når sneen falder på The Blue Ridge Mountains, gribes du af stilheden.
Jeg lagde bogen fra mig.
***
Engang kørte jeg gennem The Blue Ridge Mountains med min kone, Ursula. Sneen faldt tæt. Stilhed. Stilheden faldt tæt. Vi kunne have holdt ind ved et af de mange lokale bed-and-breakfast steder. Det gjorde vi ikke.
Til sidst sad vi fast i sneen og måtte vente tyve minutter på en forbipasserende bil og endnu to timer på en lastvogn, der kunne trække os fri. Vi standsede ved det nærmeste motel og var tvunget til at blive der i tre dage. Så pludselig klarede vejret op, og vi kunne genoptage rejsen.
Vores ægteskab klarede aldrig op, men det var ikke på grund af sneen. Eller motellet. Det er bare en af den slags ting, der skete dér i stedet for et andet sted.
Jeg læste et par sider mere, så et kapitel, så hele bogen. En fjerdedel inde gik jeg tilbage til mit hotel, satte mig i velour-chaiselongen på mit værelse og læste videre. Jeg følte mig underlig urolig og opstemt på samme tid. Jeg vidste ikke hvorfor. Det var ikke så meget historien, den var ret enkel, om et gammelt ægtepar i en lille by, der bebrejder hinanden for et helt livs fortrydelser. Den er fortalt mange gange før.
Men på en eller anden måde var karaktererne anderledes, perspektivet, eller måske var det måden, den blev fortalt på. Jeg var så optaget af at læse, at jeg glemte tiden og kun hurtigt kunne nå i bad og skifte tøj, så var jeg ude ad døren og i en taxi.
Deres datter døde.
Aftenerne i Paris er så smukke, at jeg altid spekulerer over, hvordan jeg overhovedet kan bo andre steder.
Tindrende, sand og blå.
Jeg kommer for sent, men Christine nævner det ikke. Er blot lidt mere reserveret end normalt. Jeg kan godt lide, at hun aldrig bebrejder mig noget. Men i dag irriterer det mig af en eller anden grund. Bare beskyld mig for at være forsinket, og få det overstået, har jeg lyst til at sige. Jeg gør det ikke.
”Kom, lad os tage på Laurent,” siger jeg.
*
Jeg synes, han er grim. Hans næse er for stor. Hans mund for bred. Røde læber, stol aldrig på en mand med røde læber, Joanna. Det skulle du ikke have gjort; det kunne jeg godt have fortalt dig. Rødblondt hår, bølget, for langt til hans alder. Tysker, der ser polsk ud. De er de værste, er de ikke? Hør mig! Manden med linedansertungen, din far med alle de velsmedede ord, den aldrig svigtende korrekthed, hvad blev der af ham?
Jeg lytter til bølgerne, ser dem brydes, det hvide vand der stille skyller hen over gult sand, hører småstenene, der skurrer mod hinanden, inden vandet atter sluger sig selv. Atter og atter.
En strandet søstjerne ruller sig sammen og folder sig ud med vandets regelmæssige bevægelser. Jeg ser den rulle sig sammen, folde sig ud. Ser mågerne, hører dem, baskende vinger, skræppende næb. Jeg ser olietankerne langt ude, sejlbådene tættere på kysten, den lille pige går højt oppe på en mur, armene bredt ud som vinger, som en måge.
Baskende vinger. Flyv, Joanna. Flyv.
***
Christine kan godt lide Laurent.
Indrømmet, det kan jeg også. Trods al den overgjorte pragt, og ærekære tjenere og klientel, føler man sig særlig udvalgt ved at være der. Eller også er det netop den overgjorte pragt og ærekære knejsen, der får en til at føle sig udvalgt?
Maden er ikke på højde med følelsen eller de ublu priser, men på hvilken mondæn restaurant er den ærlig talt dét, og jeg tjener nok til at nyde hele herligheden uden at tænke over det. Men netop denne aften er der noget ved den opulente kulisse, der irriterer mig.
Den langsomme, omhyggeligt iscenesatte servering, der foregår efter en tydelig rangorden (vi er i toppen, det sikrer min ambassadørnummerplade), de vidtløftige forklaringer om den noget mindre vidtløftige mad, og først og fremmest Christine.
Christine er perfekt.
Christine er bleg olivenhud, langt blødt, blondt hår, høj, slank, elegant og først og fremmest tyst. Tystheden er en del af hendes elegance. Som om lyd intet har at gøre med hendes krop, der glider gennem rummet og ned i en stol, eller hendes hånd, der langsomt bringer gaflen og små bidder af omhyggeligt udvalgt mad op til hendes mund. Jeg siger små og ikke minimale, for igen er Christine perfekt: hun spiser rent faktisk.
Høje stemmer lyder fra et amerikansk par ved et af hjørnebordene. Ikke at de skændes. Taler blot, som det er normalt for dem. Det generer Christine. Nærmest umærkeligt gyser hun, og hendes smalle skuldre bliver endnu smallere, hver gang et særlig kraftigt sætningsfragment når hende.
Hun kunne dog aldrig finde på at kommentere det. Igen, noget jeg normalt ville beundre, men i dag irriterer hendes ordløse gysen mig. Som om hendes elegance kræver noget af mig, jeg ikke ved, hvordan jeg skal imødekomme. Det er nu ikke helt sandt, for jeg tilbragte syv af mine formative barndomsår i netop denne by, hvor min far havde en ledende stilling i en international virksomhed.
Paris’ skoler er barske og fordringsfulde, men lærdommen uvurderlig: Jeg lærte at tryllebinde enhver kvinde til hver en tid.
På dette tidspunkt ville jeg normalt have bedt tjeneren om at bringe en udsøgt og dyr flaske rødvin til det amerikanske bord med en meget elskværdig anmodning: om de måske kunne sænke deres stemmer en smule af hensyn til min ledsager, ’en operasangerinde, der netop har gennemgået en øreoperation, hørelsen meget følsom, jeg er sikker på, at I forstår …’
I dag gør jeg det ikke. I stedet bestiller jeg endnu en flaske dyr udsøgt rødvin til os selv og spekulerer på, om Christine nogensinde krakelerer.
Hun er 38.
”Jeg vil gerne til The Blue Ridge Mountains igen engang,” siger jeg uden at ane, hvor meget jeg mener det, jeg siger. Det er det amerikanske par, som vi støder på i lobbyen på vej ud af restauranten, som jeg siger det til. Christine er fortrukket til dametoilettet, og jeg venter på, at garderobetjeneren får hentet vores frakker. Det amerikanske par ler.
Manden er stor og bred, kvinden lidt oversminket, og deres uhæmmede latter skærende ufransk. Selv marmorgulvene synes at sende deres hæles ekko ud med et fnys, som var det fornærmet over de udenlandske fødders klodsethed. Men der er noget dragende ved deres umiddelbarhed, og jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor de kommer fra?
Det var da, at jeg fremkom med min sætning om The Blue Ridge Mountains.
”Manassas,” siger kvinden, og som svar på mine løftede øjenbryn fortsætter hun: ”Lige syd for Washington DC, men vi bor i Lexington det meste af ugen.”
Manden rækker mig sit visitkort, da han hører, at jeg er udstationeret i Berlin. Han er professor i statskundskab med speciale i amerikansk-europæiske relationer og Mellemøsten. Jeg giver ham mit kort.
Christine vender tilbage og rækker parret sin hånd. Igen krymper jeg mig ved det, jeg normalt ville have beundret: den umærkelige tøven, sammentrækningen af hendes skuldre og den langsomme hverken venlige eller uvenlige høflighed, hvormed hun rækker hånden frem.
*
Et øjeblik peger pistolen lige mod hans højre øje. Hans øjenlåg plirrer mod solen.
Sveden løber ned ad ryggen på mig og får huden til at klø. Eller måske er det en forudanelse.
***
Den aften elsker jeg med hende med lukkede øjne.
Vi er på mit hotelværelse. Christine har en glimrende lejlighed nær Le Pantheon i 5te arrondissement, men vi overnatter altid på mit hotel. Hun har en søn på otte år, og selvom hun altid sørger for, at han er hos sin far eller sine bedsteforældre, når vi mødes, er det tydeligt, at hun ikke har til hensigt at lade sit hjems intimitet forstyrre af vores.
Hun er den perfekte elskerinde. Sandsynligvis også den perfekte mor. Og bestemt den perfekte onkolog.
Jeg ved ikke meget om hendes arbejde, hun taler aldrig om det, men den perfektion, hvormed hun gør alt andet, siger mig, at hun også udfører sit arbejde upåklageligt.
Med lukkede øjne forestiller jeg mig hende græde.
***
Kapitlet fortsættes i Er du stolt af mig, Joanna?
Janne Teller: Er du stolt af mig, Joanna?
Første roman i 11 år fra Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet.
Er du stolt af mig, Joanna? er på en gang en tidløs og aktuel roman. Om idealisme, politik, kærlighed og magtmisbrug. Om hævn og retfærdigheden, der måske ikke altid findes.
Nogle tilfældige møder i Paris hvirvler en dansk FN diplomat ind i en desperat jagt på sandheden om hans datter Joannas død ved en fredsaktion i Mellemøsten nogle år tidligere.
Nu står han i en ensomt beliggende fiskerhytte i Virginia, USA, med manden, der måske er skyldig, foran sig. I hånden har han en pistol. Skal han skyde eller ej? Findes der nogen retfærdighed for de døde? Hvis ja, hvor ligger den? Og hvis nej, hvad gør man så?
Du kan købe Er du stolt af mig, Joanna? online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 4. oktober.
Andre læste også: