Fantasy og dystopi Skønlitteratur

Jakob Levinsen: Tolkien skabte et fænomen, der er en populærkulturel mytologi i sig selv

Tolkien

Da Jakob Levinsen stiftede bekendtskab med Ringenes herre for første gang, var der ingen danske bøger om J.R.R. Tolkien. ”Så kunne jeg da gøre det selv,” siger Levinsen. Nu udkommer standardværket for alle Tolkien-fans i en gennemrevideret udgave, der samler op på de sidste tyve års film, serier m.m.

Det hele startede med en bjerghytte i Norditalien i 70’erne og tre efterladte bøger. Bøgerne viste sig at være storværket Ringenes herre, og for Jakob Levinsen blev en nysgerrighed vækket, som sidenhen er blevet til en livslang interesse for forfatteren J.R.R. Tolkien og hans virke. 

Helte og hobitter – Tolkien og hans verden udkom i 2002 og fik hurtigt status som et standardværk for alle nye og gamle Ringenes herre-fans. Nu udkommer værket i en gennemrevideret og opdateret udgave. En udgivelse, der startede med et tilfældigt møde.

”Det var før filmene og før alle i en eller anden forstand havde hørt om det. Jeg tænkte, hvad er det? Og blev totalt optaget af det. Jeg fandt ud af, at der ikke var skrevet en dansk bog om Tolkien og tænkte, så kunne jeg da gøre det selv,” siger Jakob Levinsen.

Jakob Levinsen er forfatter, litterær oversætter, foredragsholder og kendt som en af Danmarks førende Tolkieneksperter. Af og om Tolkien har han blandt andet oversat HobbittenSagnet om Sigurd og GudrunArthurs fald og Robert Fosters Det store Tolkien-leksikon: alt om universet i Ringenes herre.

Historier bag historier

Man skal ikke lede længe for at finde bevis på, at Tolkiens forfatterskab, især Hobbitten og Ringenes Herre, har haft utrolig indflydelse. Ikke alene er et utal af forfattere og kunstnere blevet inspireret heraf, men bøgerne og universet har ligeledes affødt talrige filmatiseringer, spil, udgivelser m.m. Faktisk er langt mere af Tolkiens materiale blevet udgivet posthumt end i hans egen levetid. Alligevel er der noget, som den store Tolkien-omtale glemmer.

“Jeg fandt ud af, at der var ikke ret mange, heller ikke i den meget omfattende litteratur, der forholdt sig til, hvorfor Ringenes herre er god. Noget bliver ikke et fænomen af den art, uden at det er litterært godt,” fortæller Jakob Levinsen.

”Så det er også det, jeg prøver at gå ind og se på, hvorfor er det her godt? Han er en enormt bevidst forfatter, både i forhold til forskellige sproglag, men også, at der kan komme et anslag tidligt i bogen, der først bliver foldet ud bogstaveligt talt 500 sider senere.”

Det er netop denne enorme sans for detaljer og minutiøse verdensopbygning, som ifølge Jakob Levinsen er grundlaget for den fascination, der lever videre generation for generation:

“Der er hele tiden historier bag historier. Det er det, mange folk digter videre på i dag. Så på den ene side er der det enorme univers, og på den anden side, så drejer det sig i et og alt sammen om én ting, Ringenes Herre, som hele forfatterskabet leder op imod.”

Det kan være en overvældende affære at give sig i kast med Tolkiens forfatterskab og de mange filmatiseringer. Men hvis man ikke aner, hvor man skal starte som nybegynder, er der for Jakob Levinsen ingen tvivl:

”Man skal starte med at læse Ringenes herre, for det er den, det alt sammen handler om. I forhold til filmatiseringer, så er der Peter Jacksons film, og så er der alt det andet. Peter Jacksons film fanger så meget af sjælen i bøgerne.”

En mytologi i egen ret

Allerede som teenager tegnede Tolkien drager og opfandt sine egne sprog. I sit voksne liv var han sprogforsker og særligt optaget af mytologi og folkefortællinger. Disse interesser danner grundstenene for Ringenes herre, der er en af verdenshistoriens mest solgte bøger.

Jakob Levinsen siger: ”Tolkien begynder som purung at udvikle sin verden ud fra en tankegang om at lave det, han kalder en mytologi for England. Så tog han en enorm mængde inspirationskilder og skrev i stedet en meget moderne roman, der bliver så enormt et fænomen, at det bliver en populærkulturel mytologi i sig selv.”

Da Tolkiens liv, virke og forfatterskab er en kompleks størrelse, vil det kun øge læseglæden at dykke ned i universet. Det er det, Tolkien og hans verden formår; at give en overflyvning både til de garvede Tolkien-eksperter og til de uindviede:

”Til dem, der overhovedet ikke kender Tolkien, kan det være en indføring i, hvem er manden, hvad har han ellers skrevet, hvad er historien bag Ringenes herre? Og til dem, der kender noget af det, en indføring i, hvad er det for et enormt materiale, der ligger bag,” siger Jakob Levinsen.

”Og så synes jeg også, at man godt kan komme ud over den her hang til inspirationsteorier, der ofte er i det, og så komme videre til at sige, hvor er det, han bruger al sin inspiration? Og det gør han til at lave litteratur.”




Tolkien og hans verden af Jakob Levinsen

Jakob Levinsen: Tolkien skabte et fænomen, der er en populærkulturel mytologi i sig selv

Hvem var John Ronald Reuel Tolkien, og hvorfor er hans hovedværker Hobbitten og Ringenes Herre blevet nogle af vor tids mest elskede og indflydelsesrige romaner?

Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på i Jakob Levinsens Tolkien og hans verden, der ved den oprindelige udgivelse i 2002 var den første danske bog om emnet og siden har fået status som standardværk. Nu foreligger værket i en gennemrevideret og opdateret ny udgave, der også inddrager de seneste tyve års talrige film, tv-serier og posthume udgivelser af efterladte manuskripter. Nye hobbitter kan roligt begynde her.

Du kan købe Tolkien og hans verden online på saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




LÆS OGSÅ: 25 bøger der er bestsellere