Aktuelt Samfund og debat

Kristian Husted: Mødet med Ivan har lært mig, hvad ægte kærlighed til sit land er

Kristian Husted: Mødet med Ivan har lært mig, hvad ægte kærlighed til sit land er

Ivan af Kristian Husted er fortællingen om et menneske, der kæmper en kompromisløs kamp for frihed og sikkerhed – og i den kamp aktiverer han en konflikt mellem Grønland og Danmark.

I marts 2022 dukkede Kristian Husteds ukrainske ven Ivan op i København, på vej hjem for at kæmpe imod den russiske invasion. Han havde langt om længe fået asyl i Grønland (som den første), og nåede at bo der i næsten tre år, da krigen i Ukraine fik ham til rejse hjem for at kæmpe for sit fædreland. Uden meget træning endte han i de ukrainske specialstyrker ved fronten i både Butja og Kharkiv – og omkom blot to måneder senere. 

Ifølge Kristian Husted handler Ivan blandt andet om individet overfor systemet, når det kommer i konflikt mellem to lande.

”Grønland var jo i den her sag lige så ubønhørlige som Danmark. Ingen af landene tænkte ret meget på Ivan – de tænkte bare på, at det som land ikke var i deres interesse at tage ansvar for ham. Skarpvinklet sagt blev han en brik i Grønlands selvstændighedskamp – tilbage i 2019, hvor Ivans sag satte gang i en debat.”

LÆS OGSÅ: Den vietnamesiske bestsellerforfatter Nguyễn Phan Quế Mai skriver om de børn, ingen vil kendes ved

Ren Kafka

Det grønlandske selvstyre var bange for, at hvis de accepterede Ivan, ville der komme flere asylansøgere, fortæller Kristian, og fortsætter:

”Derfor endte sagen med at rykke ved hele den komplekse konstruktion på udlændingeområdet mellem Grønland og Danmark, som ikke gav Ivan andre rettigheder end dem, almindelige grønlændere har, fordi Grønland ikke har en selvstændig integrationslov.

I kampen for sine rettigheder kom han til at skabe en masse problemer i et system, der var tæt på at sende ham på tålt ophold. Ivan sagde selv, at staten er et monster der kan ødelægge hvem som helst, og i hans eget tilfælde var det meget tæt på at ske.”

Kristian møder Ivan i Sandholm den dag, han kom tilbage fra Grønland for at få sin sag behandlet i Danmark af Udlændingestyrelsen, som gav ham afslag på asyl. Han fik senere medhold i Flygtningenævnet, hvor der var en repræsentant for Grønland til stede.

”Den komplekse konstruktion gjorde, at Danmark bad ham om at rejse til Grønland fordi hans asyl kun gav opholdstilladelse der, men Grønland ville ikke tage imod ham… så det endte i ren Kafka. Systemet var simpelthen ikke gearet til, at der kom en og hævdede sin ret, nemlig opholdstilladelse i Grønland. For Ivan blev det en principsag – efter at have været en brik i et politisk og juridisk spil mellem Grønland og Danmark.”

”Jeg beundrer dit mod og din patriotisme,” sagde jeg. ”Men du behøver ikke rejse hjem, og du behøver ikke at gribe til våben. Du kan skrive, du kan tænke, du kan mobilisere støtte til ukrainernes kamp fra Grønland. Kan Michael ikke hjælpe dine forældre ud?”

Ivan rystede på hovedet. ”Jeg er en mand,” sagde han. ”Det er min pligt at forsvare mit hjemland. Hvis nogen forsøger at dræbe min familie og venner, hvad skal man så gøre?”

Citat fra Ivan s. 373

Fædrelandskærlighed

Bogen handler også om en mand, der vælger at kæmpe for sit hjemland.

”Det heroiske i udtrykket: ”Ære til Ukraine, ære til heltene” er meget indgroet i ukrainerne og virker måske lidt fremmed for os – skandinaviske, socialdemokratiske velfærdsmennesker – som vi har været i mange år. Men som vi netop nu er udfordrede på at være”, siger Kristian og fortsætter:

”Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas taler om det post-heroiske. Vi ved i Danmark ikke, hvordan det er at skulle kæmpe for sit eget land. Vi har sendt soldater ud til fjerne krige i fremmede lande, men vi har ikke mærket nødvendigheden af at kæmpe helt tæt på. I hvert fald ikke siden 2. Verdenskrig.”

Vi skal måske meget snart til at udvikle en form for kærlighed til vores land og heroisme igen, siger Kristian og fortsætter:

”Efter mit venskab med Ivan har jeg personligt selv ændret holdning og overvejet, om jeg skulle melde mig til hjemmeværnet. Det ville jeg aldrig tidligere have tænkt på så meget som et sekund. Mødet med Ivan har lært mig, hvad ægte kærlighed til sit land er.

Jeg har selvfølgelig godt vidst, hvor privilegeret, jeg var, og at vores sikkerhed afhang af USA. Ivan kom fra et samfund, hvor der ingen sikkerhed kom fra staten, og hvor han måtte kæmpe for sin frihed – fysisk, økonomisk og på andre måder.”

Kristian Husted: Mødet med Ivan har lært mig, hvad ægte kærlighed til sit land er

Kristian Husted er dramatiker, teaterinstruktør og forfatter. Ivan er en selvstændig opfølger til bogen Vahid fra 2018. Kreditering: Mikkel Bache.

Ivan ville tjene sine egne penge og kunne forsvare sig selv

Ivan handler også om, hvordan han både lærte at slås og fik sig et arbejde lynhurtigt, da han ville tjene sine egne penge.

”Han agerede som et menneske, der ikke er vant til nogen former for beskyttelse af hverken stat eller velfærdssamfund, men som må tage sig af sig selv og sin kære … hvad det så end kræver.”


Læs mere om Ivan af Kristian Husted:

Kristian Husted: Mødet med Ivan har lært mig, hvad ægte kærlighed til sit land er

I marts 2022 dukkede Kristian Husteds ukrainske ven Ivan op i København, på vej hjem for at kæmpe imod den russiske invasion. Uden meget træning endte han i de ukrainske specialstyrker ved fronten i både Butja og Kharkiv – og omkom blot to måneder senere. 

Ivan er en hyldest til et menneskes utrættelige og kompromisløse kamp for frihed og sikkerhed, men også en beretning om et besværligt venskab fyldt med modsætninger, politisk uenighed og forskellige ideologiske ståsteder. Gennem samtaler med familie og venner fortæller Kristian Husted om Ivans opvækst i Kyiv i årene efter Sovjetunionens sammenbrud, frihedskampen på Majdan og flugten til Grønland, inden Ivan til sidst vender om og drager hjem for at give sit liv for sit land. 

Ivan er fortællingen om det ultimative offer midt i en af de vigtigste perioder i Europas nyere historie, men det er også historien om som ven at skrive sig ud af magtesløsheden, forstå drømmen om at kæmpe for noget, der er større end en selv – og på den måde tale til det bedste i sig selv. 

Du kan købe Ivan online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.