Ithaka handler om livets store og små mysterier, om kærlighed og svigt og fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
I Ithaka møder vi den danske forfatter Alex Harper. Alex har ikke set sin far i næsten halvtreds år, da han modtager en uventet invitation. Faderen er på Ithaka og vil gerne se sin søn, før han dør.
I en alder af 62 får Alex mulighed for at opklare sit livs største mysterium: Hvorfor hans far forsvandt sporløst en sommerdag i 1974. Nu har skæbnen ført Alex til Ithaka, Odysseus’ ø, hvor handlingen i hans berømte roman Penelopeia udspillede sig, og hvor hans far har skjult sig det meste af sit liv.
Men Alex tøver med at opsøge ham. I ventetiden blander erindringer om fortiden sig med nutiden, en særlig kat flytter ind på hans værelse og en mystisk kvinde opsøger ham på den lokale bar. Den ene dag tager den næste, og en dag er det måske for sent.
Læs første del af Ithaka af Mich Vraa herunder.
Ithaka
af Mich Vraa
Mango
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat, og da jeg havde betalt min regning og gik forbi hende, så hun op, og et øjeblik troede jeg at hun genkendte mig. Men så sænkede hun blikket og spiddede et stykke fetaost på sin gaffel. Hendes kjole var meget blå. Hun duftede af en frugt af en slags, mango, tror jeg.
Jeg gik op ad den brede trappe fra tavernaens terrasse og satte mig på en grønmalet bænk med udsigt over bugten, og pludselig var hun ved siden af mig, sådan som den slags sker i drømme, og hun sagde:
”Sig mig, kender vi ikke hinanden?”
”Det tror jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg hedder Alex. Hvem er du?”
”Det ved du godt,” svarede hun.
Så vågnede jeg.
Da vi var unge og fattige og meget lykkelige
Jeg er et fossil. Den mest uspiselige ret på den moderne demografis menukort: en gammel hvid mand. Jeg er ikke bøsse, og jeg identificerer mig ikke som noget andet end mand. Jeg har tre biler som alle kører på benzin, og jeg flyver gerne rundt i verden til ingen verdens nytte, forbruger, forurener, forarger.
Jeg ser på kvinder på gaden og andre steder, studerer dem i smug, og for at det ikke skal være løgn, er de selvfølgelig yngre end mig, disse kvinder som jeg glor på. Jeg mener helt bestemt ikke at der findes mere end to køn; jeg er en fæl repræsentant for det patriarkalske, det forstenede; jeg er en ronkedor, ja, men min succes skyldes en bog som jeg skrev om en kvinde. En bog der hyldede hende som fri og stærk og uafhængig.
På grund af hende har jeg opnået det meste af hvad jeg engang satte mig for: Jeg er fri. Jeg er berømt i litterære kredse. Jeg er velhavende.
Jeg har en enorm bekendtskabskreds – et netværk – men ingen nære venner. Engang elskede en kvinde mig, og jeg elskede hende, men hun forlod mig. Det må være fem år siden denne sommer.
Natasia og jeg har en datter som nu bor i USA og sjældent tænker på mig, tror jeg. Så fri, ja, det er jeg, men friheden minder om ensomhed. Jeg er begyndt at se i øjnene at nu hvor jeg endelig kan gøre hvad jeg har lyst til, har jeg faktisk ikke lyst til at gøre ret meget. Jeg føler mig gammel, skønt jeg hører jævn-aldrende kvidre at alder er kun et tal og tres er det nye fyrre.
Godt for dem hvis de har det sådan; jeg fyldte toogtres den fjortende juli. Ernest Hemingway var nitten dage fra at nå den samme alder da han skød hjernen ud på sig selv en tidlig morgen i Ketchum, Idaho. Jeg bifalder hans beslutsomhed; han fik nok og gjorde noget ved det. I modsætning til Hemingway ved jeg at jeg statistisk set har cirka tyve år tilbage, og at de vil gå langt hurtigere end de foregående tyve.
For sådan er alderens grumme matematik: Jo ældre man bliver, desto hurtigere styrter sandet igennem timeglasset. Jeg ved at jeg står ved en skillevej: Jeg må lære at leve lidt endnu med det jeg er – det jeg er ved at blive – eller jeg må gå til grunde, drukne i tidsåndens kolde strøm.
Jeg er kommet til Ithaka efter invitation fra en mand som jeg ikke har set i næsten halvtreds år. Engang var han det vigtigste pejlemærke i mit unge liv; i dag er han den største gåde. Hvad ville jeg ikke give for at løse den, for at tale med ham igen?
Alligevel tøvede jeg, og da jeg endelig rejste hjemmefra midt i august, fløj jeg ikke til Grækenland, men til Paris hvor jeg havde tænkt mig at blive nogle dage eller måske uger inden jeg drog videre. En kollega havde lånt mig en lille, men ganske vidunderlig lejlighed tæt på Boulevard du Montparnasse.
Jeg tog en taxa fra lufthavnen og tilbragte aftenen på altanen i selskab med et glas og en flaske Volnay Clos des Chênes og udsigten over byen, og en følelse af fred og ubrugte muligheder sænkede sig over mig i takt med at flasken blev stadig lettere. In vino veritas, siger man, men efter min mening er der mere løgn i vin end der er sandhed.
I løbet af aftenen fik jeg som altid beskeder på telefonen, men jeg svarede ikke på nogen af dem. De moderne kommunikationsmidler har gjort det umuligt at skjule sig. Folk ringer til én mens man sidder på tønden; ved køledisken i supermarkedet, midt mellem nakkekoteletter og lammekølle. Jeg savner den-gang da en telefon var lænket til skrivebordet eller væggen med en ledning.
Den tilsyneladende frihed er i virkeligheden et fængsel. Man bliver hele tiden tvunget til at tage stilling til noget. Nu spurgte en gammel veninde om jeg ville med ud at rejse.
Hvorfor gør vi aldrig noget impulsivt? skrev hun, og jeg tænkte vi, hvad fanden mener hun? Som om vi var gift.
Min telefon ringede også tre gange, og hver gang kastede jeg et blik på den og tog den ikke. Men midt på aftenen, da den ringede for fjerde gang, var det min agents navn der stod på skærmen. Jeg tager altid telefonen når min agent ringer. Næsten altid.
”Er du fuld?” sagde hun.
”Ja. Fuld og lykkelig.”
”Det lyder godt. Så du er i Paris?”
”Oui.” Jeg nippede til det sidste glas fra flasken.
Pause. Så:
”Jeg har desværre dårligt nyt, Alex.”
Mit humør dykkede, men det var ikke uventet.
”De hader den,” sagde jeg.
Hun sukkede. ”Nej. Men de vil ikke udgive den.”
”Røvhuller. Hvem er de?”
”Redaktionen. De lader desværre til at være enige.”
Jeg så ud over byen. Oplyste vinduer og franske døre, silhuetter her og dér, mennesker som levede lykkelige, ukomplicerede liv uden agenter og forlagsredaktører og kuldsejlede karrierer. Mennesker der følte sig som en del af deres verden, ikke som udstødte hanelefanter, dømt til at vandre uelskede mod deres død.
”Måske er det på tide vi finder et andet forlag.”
Jeg kunne høre den barnagtige krænkelse i min egen stemme. Hun sukkede.
”Hør nu, Alex,” sagde hun. ”Du ved godt at forlaget var skeptisk. Verden er en anden i dag. De tænker mere på afsenderen end på værket. Du var faktisk meget heldig at du nåede at udgive Penelopeia. I dag ville du –”
Jeg afbrød hende. ”Jeg gider helt ærligt ikke tale om det, Sus. Find et andet forlag eller smid lortet i papirkurven.”
Jeg afbrød forbindelsen. Så var der kun byens mumlen, boulevardens trafik, stemmer i natten. Hun ringede ikke igen. Af de atten bøger jeg har udgivet siden jeg var tyve, er Penelopeia langt den mest populære. Eller sagt på en anden og ærligere måde: Den er min eneste virkelige succes. Jeg skrev den i en rus af begejstret fascination af Odysseus’ berømte hustru.
Hun levede i mig i flere år. Det var en slags forelskelse med tre tusind års forsinkelse, hvilket nok var grunden til at romanen blev så god og så populær. Den var bestseller i årevis, ja, den er det sådan set endnu, den er sat op som teater, den er filmatiseret og udgivet på femogtredive sprog. Den har fået alverdens priser, og den gjorde mig til en rig mand. Penelopeia er den titel alle nævner når de hører mit navn. Hvis de da overhovedet ved hvem jeg er; det er jo ikke alle mennesker der interesserer sig for litteratur.
Min seneste roman – den som mit forlag ikke vil udgive fordi jeg er en hvid mand på toogtres og ikke en eksotisk transseksuel på otteogtyve – hedder Parthenas korte liv og handler om en bi-person fra Penelopes hof i de dage hvor hendes bejlerehærgede kongsgården på Ithaka, og næsten alle havde opgivet håbet om at helten Odysseus nogensinde ville vende hjem. I et desperat forsøg på at genskabe mig selv som succesforfatter vendte jeg tilbage til det homeriske Ithaka og tiden lige før og lige efter Odysseus’ hjemkomst.
Parthena betyder jomfru på græsk, og lad mig blot røbe at det ikke var en tilstand som hovedpersonen fik lov at beholde i ret mange kapitler. Hun var en af de tolv slavinder som den hjemvendte helt lod henrette umiddelbart efter drabet på de bejlere der i årevis havde belejret Penelope for at overtage hans plads. Deres forbrydelse? De havde haft sex med bejlerne.
Først tvang Odysseus og hans opløbne søn Telemachos pigerne til at gøre rent efter nedslagtningen og slæbe de døde ud af kongsgården. De sled i timevis med at vaske blod og hjernemasse af gulve og vægge i paladsets megaron, tronsalen. Derefter forlangte Odysseus at sønnen Telemachos skulle hugge arme og ben og til sidst hoved af kvinderne, men Telemachos fandt døden ved sværdet for ærefuld og valgte at hænge dem i stedet.
At bruge et ord som ære i forbindelse med kvindedrab er ikke noget nyt, og hvad enten det optræder i det antikke Grækenland eller i en nutidig ghettobebyggelse, giver tanken mig kvalme. Således hang de på rad alle sammen med hovedet i løkken om deres hals for at få sig en gruopvækkende ende. Benene sprælled og spjætted en stund, men ikke ret længe … Jeg sov tungt og vågnede med hovedpine.
Ved middagstid spiste jeg tidlig frokost på Closerie des Lilas og gik ad Hemingways gamle rute fra Rue Notre-Dame-des-Champs gennem Jardin du Luxembourg til Seinens venstre bred og videre over til Île de la Cité og ned ad trappen hvor der er køligt mellem de tykke stenmure, til den lille park under Pont Neuf der ser ud nogenlunde som på Hemingways tid.
Han skrev om øen der mindede om en skibsstævn, om kastanjetræerne og de gamle mænd der fangede småfisk, goujons, i floden. Her er stadig kastanjetræer, men under deres tunge kroner er fiskerne med de lange bambusstænger afløst af unge mennesker, turister og parisere, der sidder på græsplæner og bænke og læser og deler fælles flasker med vin. Og helt ude for enden, på øens skarpe stævn, vokser en grædepil.
Jeg huskede at vi engang sad her, Natasia og jeg, da vi var unge og fattige og meget lykkelige i Paris. Om jeg faktisk havde glemt det eller bare fortrængt det fra min bevidsthed, ved jeg ikke, men da jeg kom i tanker om det, ramte det mig så tungt som jord mod et kistelåg, og jeg måtte kæmpe for ikke at bryde sammen. De sidste rester af min forlorne lykkefølelse fra aftenen før drev bort i den varme luft under kastanjerne.
Natasia og jeg var i Paris mange gange gennem årene, senest da jeg for ti år siden modtog min franske orden – Ordre des Arts et des Lettres – for Penelopeia. Men den første gang vi besøgte byen sammen, sad vi netop her under grædepilen en smuk aften i maj og så Seinens grumsede vande forvandlet til sølv i måneskinnet og i skæret fra byens tusindvis af lys.
Hvis ordet romantisk giver nogen mening, ville det være det rette at bruge om det øjeblik. Der manglede kun en tallerken spaghetti med kødboller og en napolitansk kok. Vi var unge – hun var i hvert fald – og vi vidste at livet lå foran os og i den grad foran den lille pige der sov i klapvognen som vi havde båret ned ad trapperne. Vores datter Asta var tre år og fire måneder, og hendes eksistens fyldte mig ikke længere med panik over at den havde kostet mig min frihed.
Det undrede mig, for barnet havde fuldstændig vendt mit liv på hovedet. Alt det jeg pludselig ikke kunne; men også noget andet, en følelse af forankring i fremtiden som var helt ny for mig. Tro. Kærlighed. Min rastløshed svandt i takt med at faderrollen voksede. Nu sad jeg her igen – for første gang siden dengang – og havde nærmest livet bag mig.
Det var som om det gik op for mig i det øjeblik; en ny slags panik: at Natasia var borte, at mit liv snart var ovre, og at den lille pige, som nu var syvogtyve, var relativt ligeglad med om jeg var levende eller død. Min optimisme fra aftenen forinden var erstattet af en følelse af akut rodløshed og simpel angst over hvor kort tid der var tilbage før jeg ville forsvinde fra verden.
Der var intet håb, intet at se frem til; alt lå bag mig: liv, karriere, kærlighed. Var det sådan panikangst føltes? Jeg gik tilbage gennem byen, op ad Boulevard St-Michel og igennem parken hvor stiernes grus knasede under mine såler, og unge par lå på græsset eller sad på de malede jernstole omkring springvandsbassinet og snakkede og læste.
Det hjalp lidt at komme væk fra øen, og jeg sank ned ved et bord uden for en af de mindre caféer i det kvarter hvor min kollegas lejlighed, lå og drak to Ricard med is i temmelig hurtig rækkefølge. Det hjalp også. Men jeg havde mistet lysten til at være i Paris.
Desuden havde det hele tiden været en overspringshandling, en mellemlanding på vej mod min virkelige destination, så inden jeg gik til ro den aften, bookede jeg en flyafgang med Aegean til den lille lufthavn ved Preveza i den nordvestlige del af det græske fastland med afgang meget tidligt næste morgen.
Der sad en kat i vindueskarmen
I den græske lufthavns hede formiddag fandt jeg et lokalt biludlejningsfirma, og en ung fyr der talte albansk og nogle brokker på en slags engelsk, fulgte mig over den solflimrende parkeringsplads foran lufthavnsbygningen og ind på en uplejet mark med visne ukrudtsplanter og træer. Jeg overvejede om jeg var vadet lige ind i en turistfælde af den mest ubehagelige slags, men bilen holdt der, under et af træerne.
Det var en lettere solbleget, tomatrød Suzuki Samurai fra omkring årtusind-skiftet, en decideret gammel spand, men også et køretøj som jeg kendte godt fra andre rejser, og fordi jeg faktisk havde én engang. Jeg har et særligt forhold til biler.
Jeg føler for eksempel at de – i modsætning til nogle mennesker – er en slags tænkende væsener og har en sjæl. Dette eksemplar var slidt og bulet og beskidt, men jeg kunne lide den. Den havde været omkring og set ting. Det lokale udlejningsfirma var det eneste i lufthavnen der havde en lille jeep med firehjulstræk og krybegear.
Jeg tænkte at jeg altid kunne skifte bilen ud hvis den gjorde for mange knuder, og jeg tjekkede for en sikkerheds skyld at der var værktøj – hjulnøgle, donkraft og diverse – i bagagerummet. Der var alt det og mere til i en veludstyret værktøjskasse, og der var desuden en rulle godt reb og et par grå tæpper af den slags som flyttemænd bruger til at dække møbler med.
Albaneren var ved at kopiere oplysningerne fra mit kørekort over på en kontrakt i tre eksemplarer, en hvid, en gul og en lyserød, og nøglen lå allerede klar på kølerhjelmen da en mand kom småløbende ovre fra lufthavnen mens han svingede armene over hovedet.
Da han kom nærmere, råbte han noget som jeg ikke forstod. Måske var det mere albansk. Fyren der stod med mit kørekort i hånden, så op og råbte noget tilbage mens han trak overdrevent på skuldrene. Så var den nyankomne fremme ved jeepen og slog over i en slags engelsk.
”You no rent car,” sagde han. ”Is already rent.”
Hans ansigt var blankt af gammel sved, og han havde skægstubbe. Måske havde han barberet sig samme morgen, hvem ved? Jeg brød mig ikke om ham.
”Yes. I just rented it,” sagde jeg og pegede på papiret og kørekortet i den andens hænder.
Det fik ham til straks at lægge kontrakten på bagsmækken ved siden af nøglen. Han rakte mit kørekort frem mod mig, men jeg tog det ikke. De talte sammen. Den sidst ankomne var chefen. Jeg så på jeepen og blev mere indtaget i dens matte, røde lak og solsprukne interiør for hvert øjeblik der gik.
De tav, og den nye fyr kiggede på mig og smilede. ”No can rent this car,” sagde han. ”But another. We have other cars.”
Jeg fortalte ham at jeg ikke ville have en anden; jeg ville have den falmede røde Samurai. Det fik ham til at ryste på hovedet.
”Is already rent,” sagde han. ”English man rent it.”
Det gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg så den omtalte englænder for mig. En cockney-idiot der ikke havde råd til at leje en rigtig bil. Jeg så længe på jeepen. Så vendte jeg mig mod chefen.
”I’ll buy it,” sagde jeg.
”Buy it? What you mean?”
Jeg forklarede ham at jeepen var gammel og slidt og kun ville give problemer hvis han lejede den ud til en engelsk gentleman. Men at jeg ville løse problemet for ham ved at købe den.
”Buy?” sagde han igen. Det var som om han aldrig havde hørt om at biler kunne sælges.
”Three thousand euro,” sagde jeg.
”Cash?”
”Yes.”
”Four thousand.”
”Nope. Three thousand.”
Sådan blev jeg ejer af en gammel Suzuki Samurai den første dag jeg var i Grækenland. Af en eller anden grund gjorde det mig i bedre humør; det var som om en sky lettede fra den i forvejen meget skyfri himmel. Jeg fik ingen kvittering på bilen, kun en enkelt nøgle og noget der måtte være en registreringsattest.
”You make insurance? Remember!” sagde fyren.
Jeg svarede ikke. Jeg smed min kuffert op i bagagerummet og satte mig ind i det revnede sæde. Kabinen stank af benzin, men jeg drejede nøglen og nød at høre den gamle motor tage fat. Den skød en enkelt gang gennem lydpotten, så tilpas højt at det gav et sæt i de to albanere. Jeg løftede en hånd til hilsen og kørte ud fra pladsen.
En halv times tid senere styrede jeg jeepen over flydebroen til Lefkas, en stor ø der ligger nogle få sømil nord for Ithaka og Kefalonia. På vej sydover kørte jeg en omvej for at lægge en sten på et gravsted: Den tyske arkæolog Wilhelm Dörpfeld hviler under en stenplade mellem skravlede træer på en øde skrænt med udsigt over en smuk havbugt med spredte, grønne øer.
Det med stenen er en jødisk tradition, som måske skyldes manglen på blomster i ørkenen, og jeg tænkte at det ville være en passende hilsen til en mand hvis liv ligesom Jens Vejmands var fuldt af sten. Så da jeg gik fra jeepen ad den lange, uvejsomme sti der fører ud til Dörpfelds sidste hvilested, samlede jeg en næsten perfekt terningformet, hvid sten op fra jorden. Den lignede marmor.
Jeg svedte så det drev af mig, og fortrød at jeg ikke havde taget en flaske vand med. Jeg satte mig for-sigtigt på kanten af den berømte mands gravmæle og lagde min marmorsten på romertallet IV, hans dødsmåned i 1940, april.
Så sad jeg lidt og så over mod byen på den anden side af bugten hvis blå vand lyste mellem buskadset. Jeg tænkte på at nogen burde rydde bevoksningen for udsigtens skyld. Stedet virkede forsømt, men i det mindste hviler Dörpfeld midt i sin egen private sandhed: Han levede og døde i den overbevisning at Odysseus stammede fra Lefkas. Hver mand sit Ithaka. Sidst på for-middagen kørte jeg om bord på færgen i Vasiliki.
Allerede da vi sejlede ud fra den livlige havneby, kunne jeg skimte de fjerne øer som skygger der så ud til at svæve vægtløst over havets horisont: Ithaka, Kefalonia og flere andre mindre øer og holme. Jeg tilbragte hele turen på soldækket med at spejde frem over det lysende blå hav, og efterhånden som vi kom nærmere, blev skyggerne til landmassiver, til Ithakas bjerge og sandskred som lyse ar i den mørkegrønne vegetation.
Jeg kørte i land i fiskerlandsbyen Frikes i den nordlige ende af Ithaka og fortsatte sydpå ad en vej der fulgte kysten de få kilometer til Kioni, min rejses mål. Det var sidst på formiddagen. Omgivelserne var nærmest overjordisk smukke: den strålende blå himmel og havet, som skar sig ind i bugter og vige mellem klipper og skråninger hvis vegetation afslørede at der dog måtte falde en del regn på andre årstider.
Over kimingen kunne jeg se den lette dis som skyldtes fordampningen af millioner af liter havvand under den brændende sol, og som ude på havet havde skabt illusionen af svævende øer.
Jeepen havde intet klimaanlæg, men jeg kørte med åbne vinduer mens duften af vild timian og oregano langs den smalle vej fyldte kabinen, og midt på dagen standsede jeg på havnefronten i Kioni: små hundrede meter strand med fortøjede fiskerbåde, nogle lystfartøjer for svaj og et par tavernaer.
Jeg standsede jeepen ved siden af et forkrøblet oliventræ og stod ud, endnu en gang ankommet til et sted som jeg ikke kendte, og hvor ingen kendte mig; en følelse der er både behageligt privat og skræm-mende ensom. Jeg fornemmede allerede den særlige ro der råder i små græske byer, og som lod til at findes til overflod i Kioni. Det var sidst på sæsonen, og de eneste turister så ud til at være sejlere.
Foran en lokal bars knaldgule væg sad en gruppe lokale græske mænd, ingen af dem under halvtreds, og drak kaffe og røg og fulgte med i byens beskedne liv. På den gule væg stod barens navn på græsk: Café Spavento. Jeg startede jeepen og kørte op ad en smal gade for at finde mit logi. Over for kirken så jeg navnet på et lille skilt ud mod vejen: villa calypso.
En treetagers bygning, opkaldt efter den troldkvinde der i syv år holdt Odysseus som sexslave på sin afsides beliggende ø. Der var blomsterkrukker og en mørkegrøn skraldecontainer med ordene Muni-cipality of Ithaca stencileret på siden. Min vært, som tog imod mig i døren, viste sig at være en gammel kvinde af den typiske græske variant: sort tøj, indtørret fysiognomi, mørke øjne i et ansigt så runkent som en tørret abrikos.
Der stod ingenting på hverken dør eller postkasse, men hun sagde sit navn – kyría Eleni Kourakis – og hun var meget imødekommende og talte et absolut rudimentært engelsk. Hun tilbød at tage min kuffert, der var omtrent lige så høj som hende, men jeg afslog, og hun gik foran mig op ad trappen og viste mig mit logi: et stort, enkelt indrettet værelse med altan og to vinduer. Da min værtinde var gået, lagde jeg kufferten på sengen.
Jeg tog min toilettaske og åbnede døren til badeværelset. Der sad en kat i vindueskarmen inden for det åbne vindue. Den løftede hovedet og så på mig. Dens øjne var absurd grønne som sol gennem en særlig slags flaskeglas, med lodrette pupiller som en gedebuks, og dens blik rummede lige dele nysgerrighed og ringeagt. Kattens ene øre var delt i to helt ude i spidsen; sikkert et minde om et natligt møde med en rival.
Dens pels var meleret i sandfarvede og mørkebrune nuancer med større aftegninger af helt hvidt, og den var slank, næsten mager, og utroligt yndefuld og meget smuk. Den så hånligt på mig, men da jeg tog et skridt ind i badeværelset, blev dens øjne kulsorte, og den udstødte en lavmælt hvæsen.
Jeg har det svært med katte. Jeg har altid følt mig tiltrukket af dem, men deres afvisende adfærd, deres åbenlyse arrogance, er fornærmende. Som om de besidder noget ekstremt dyrebart og hemmeligt som de nægter at dele med andre, laverestående arter.
Katte giver mig en følelse af hemmelig forelskelse; som at have et ungdommeligt crush på en uopnåelig kvinde; en kvinde der allerede er lykkeligt gift eller bare er i en anden klasse end én selv. Jeg skulle i hvert fald ikke bo sammen med en kat her i Kioni. Var det måske min værtindes?
Mente hun det var acceptabelt at det første jeg mødte i mit lejede logi, var en fucking kat på bade-værelset? Jeg gik ud af badeværelset og lukkede døren. Jeg kunne høre værtindens skridt på trappen; hun var ikke nået ned til sig selv endnu, og jeg skyndte mig ud på trappen og indhentede hende inden hun gik ind i sin egen del af huset. Hun vendte sig da hun hørte mine skridt bag sig.
”Sygnomi,” sagde jeg. ”Undskyld, men der er en kat på mit værelse.”
Hun smilede og nikkede. Og så rystede hun på hovedet, stadig smilende. ”O,” sagde hun og vendte om og begyndte at stavre op ad trappen. Jeg fulgte efter hende. Hun gik ind på mit værelse og åbnede døren til badeværelset. Jeg kiggede over hendes skulder. Katten var der ikke.
Fru Eleni gik hen til vinduet og lukkede det. Så gned hun sine hænder mod hinanden som om hun havde løst en vigtig og vanskelig opgave, og forlod mig med et par ord som jeg ikke forstod.
Jeg kan ikke huske hans ansigt Det er fire dage siden nu. I løbet af den tid har jeg samlet et ukendt antal smukke, værdiløse genstande op fra strande i Kioni og omegn og haft adskillige besøg af katten. Dyret springer ind ad vinduet i badeværelset når det står åbent, hvilket det gør når jeg har været i bad, eller den sniger sig op ad trappen og sidder og venter uden for min dør.
Jeg lukker den naturligvis ikke ind; jeg har jaget den bort adskillige gange, men begynder at ane omridset af en tabt kamp. Desuden har jeg ved at spørge mig for lokaliseret det palæagtige hus på bjerget hvor jeg vil kunne træffe den mand der har inviteret mig til at komme til Ithaka. Men jeg har ikke opsøgt ham, ikke endnu. Jeg trækker tiden ud; noget holder mig tilbage.
Frygten for noget alt for personligt, en sindsbevægelse som jeg ikke vil kunne håndtere. Jeg ville gerne påstå at jeg kan håndtere alt, at jeg kan holde hovedet koldt og analyserende, men det er som om jeg bliver mere udsat, mere hudløs, med årene. Alt det der er gået galt de senere år; det tærer på min tro på mig selv. Kioni er virkelig en meget malerisk lille by.
Røde, afvalmede hustage mellem en masse temmelig grøn vegetation. De fleste huse i Kioni er hvide eller lysegule, men professorens ithakesiske palæ har en farve der leder tanken hen på noget spiseligt, hummerbisque eller papayafrugtens kød. Det ligger smukt på bjergsiden, delvis båret af slanke beton-stylter, og fra dets vinduer må man kunne se hvert eneste hus i Kioni, hver en båd i bugten, alt hvad der bevæger sig nede på havnen.
Hvis han sad dér den dag jeg ankom, har han kunnet se min røde jeep køre ned ad bjerget og standse ved siden af oliventræet. I sådan et hus med den placering højt over byen må man føle sig som en gud når man følger med i alle de små menneskers liv. Afstanden til huset i fugleflugtslinje er ikke noget at tale om, men bjergvejen der fører derop, slår nogle store sving og er mange gange længere.
Jeg tror ikke jeg vil forsøge mig med at gå; jeg vil tage jeepen. Spørgsmålet er kun hvornår. Eller om jeg overhovedet vil gøre det. Nej, jeg plejer bestemt heller ikke at være så ubeslutsom; det er som om min fars dominerende karakter rækker op gennem alle årene og forvandler mig til en dreng igen, gør mig svag og fuld af usikkerhed. Det er latterligt; han er en gamling!
Jeg kan ikke huske hans ansigt, ikke se det for mig, ikke engang det han havde for små halvtreds år siden da jeg så ham sidste gang. Jeg har ingen fotografier af ham; min mor smed dem alle sammen i pejsen dengang. Han forsvandt, både i virkeligheden og fra vores fysiske minder. Da hendes vrede var brændt af, blev kun sorgen og savnet tilbage i hendes ødelagte liv.
Jeg tror hun om og om igen spurgte sig selv hvorfor? Min stakkels mor. Mit logi ligger meget tæt på havnen og lige over for kirken med det ejendommeligt grimme, runde tårn der ligner en fritstående
elevatorskakt.
Fra et af mine vinduer kan jeg se op til villaen på bjerget; fra et andet har jeg udsigt over havnen og vandet, men ikke nær så spektakulært som professorens må være.
Mit værelse i Eleni Kourakis’ hus er stort og lyst om dagen og har en altan der vender ud mod gaden og den græsk-ortodokse elevatorskakt overfor. Der vokser et smukt citrontræ med hundredvis af frugter, og et ensomt æsel fra en svunden tid står tøjret til en pæl. Det står så stille i skyggen af citrontræet at det lige så godt kunne være udstoppet. Æslet er en slags fortidsvæsen. Hvem bruger æsler i dag?
Jeg hører også fortiden til. Jeg har levet af at skrive, og jeg tror ikke jeg har mere at skrive om. Mit forlags afvisning af mit seneste manuskript kom ikke som nogen overraskelse.
Inderst inde havde jeg vel håbet på en slags mirakel: at nogen kunne se noget i det som jeg selv for længst har mistet fornemmelsen af. Jeg vil forsøge at lægge det bag mig. Måske har jeg skrevet alt det jeg kunne.
Men hvad så? Ferie? Resten af livet? Otium? Hvad i alverden skal jeg lave? Denne aften indtager jeg et typisk græsk måltid på en af havnens tavernaer. Bugtens vand spejler de stjerner som bronzealderens græske søfarere navigerede efter, og sidst på dagen falder temperaturen, og en let brise trækker ud over vandet. Den bærer alle øens dufte med sig – urter og blomster og frugter og den tørre jord – og jeg sidder tæt på havstokken og nipper til min harpiksduftende vin.
Jeg rejser mig og går hen langs stranden som er dækket af småsten langs havstokken. Jeg ser hele tiden ned, sådan som jeg altid gør når jeg går på en strand, og inden jeg når cementkajen der fører ud langs bugtens nordlige side, bukker jeg mig og samler et lille aflangt træstykke op fra vandkanten. Jeg studerer det. Det er kileformet og har en rest blågrøn maling på den ene side.
Jeg snuser til det; det hårde træ dufter behageligt af gammel tjære, for det stammer fra en båd. Det er et fint fund, og jeg holder det i hånden da jeg går videre. Næsten helt henne ved cementkajen finder jeg en doughnut som jeg også samler op. Jeg kalder dem sådan på grund af deres udseende: buttede, runde ringe af brun plastickork som fiskerne bruger til at holde den øverste line i deres net flydende i havoverfladen.
De ligger overalt på de græske strande, og jeg har bunker af dem der hjemme, men jeg samler dem altid op. Med mine fund i hånden går jeg ud langs kajen og finder en bar et stykke fra centrum. Her sætter jeg mig i en instruktørstol helt ude ved kanten af kajen og bestiller en negroni. Mens jeg venter på tjeneren, lader jeg igen blikket glide ud over bugten hvor en stor katamaran er på vej ind for motor, så hvid og tavs og fornem som en svane.
En mand i shorts med nøgen overkrop står ved rorpulten i styrbords side. Han er muskuløs og meget solbrændt. Store katamaraner er populære blandt velhavende sejlerturister. En kvinde i bikini kommer ud fra kahytten og går hen til manden ved roret. Hun lægger en hånd på hans skulder, og han vender sig og kysser hende hurtigt. Så drejer han sig rundt og ser ind mod land, som om han er bange for at blive afsløret i noget forkert.
Vi har øjenkontakt i et sekund, men så ser han bort, og jeg føler min fabulerende mistanke bekræftet: Han er gift, men kvinden i bikinien er ikke hans hustru; hun er noget andet, ja, hun er hans steddatter som han har været erotisk besat af siden hun var teenager, men som hannaturligvis aldrig har kunnet røre mens hans kone var der. Og nu kan han.
Og hun, steddatteren, hun er her fordi den mand hun boede sammen med derhjemme – i Nice eller Ste-Maxime eller måske Prag eller Paris – har vist sig at være en narcissistisk kontrollerende psykopat som installerede overvågningskameraer i alle lejlighedens rum, inklusive badeværelserne, og nu er hun flygtet, og han sidder derhjemme og hævner sig ved at dele videoer af hende på nettet. Der er historier overalt hvis man har fantasi til at digte dem.
Nu kommer tjeneren med min drink på en bakke. Jeg kunne digte en historie om ham, så nemt som ingenting. Han stiller glasset på bordet sammen med en skål med jordnødder og en kassestrimmel som er rullet sammen og stukket i et shotglas. Men jeg siger efharisto og følger katamaranen med øjnene da den sejler langsomt hen langs kajen og finder en ledig plads.
Rorgængeren svinger ud i bugten og slår bak for at lægge til med agterstævnen ind mod stenkajen. Han siger noget til steddatteren, og hun går ud i forenden og bukker sig ned. Jeg hører kæden skramle ud fra et sted mellem de to skrog da hun aktiverer det elektriske spil og lader ankeret gå. Så bakker katamaranen langsomt ind mod kajen mens ankerkæden strammes og kvinden springer i land, langbenet og solbrændt, og fortøjer.
Hun er en af den slags kvinder som overhaler tungere løbere i skoven i chik sportsmundering og med dansende hestehale, let til bens som råvildt. Det er muligvis nok en lejet båd, men de har prøvet den manøvre mange gange før. Derhjemme har han haft båd i årevis, og hun har sejlet med ham gennem alle årene, siden hun var ung teenager, og han begyndte at se hende med nye øjne når hun kom op fra pantryet i sin lille bikini.
Hun fortøjer og springer tilbage på katamaranen og går hen til sin stedfar, og han siger et eller andet som får hende til at le. Hendes hud er gyldenbrun; han er mørk som en araber, og nu går de ned i kahytten. Jeg ser ud over vandet. Det er endnu ikke mørkt, men hele byen ligger i skygge. Sidst på dagen forsvinder solen bag bjergkammen mod vest, og et sælsomt halvlys lægger sig over den lille by.
Vandet i bugten som dagen igennem er lysende akvamarin, antager en mørk, tung farve som næsten kan få én til at forstå Homers berømte og kryptiske beskrivelse af havet som vinfarvet. De græske ord oínopa pónton betyder faktisk nærmest vinlignende, og som så meget andet i Iliaden og Odysseen har også denne ejendommelighed givet anledning til lærde hoveders diskussioner gennem generationer.
Mine homeriske grublerier afløses af synet af en kvinde der kommer gående ud langs kajen, forbi det sted hvor katamaranen har lagt til. Hun er spinkel og ikke ret høj, og måske er det kjolen der giver mig den tanke at jeg har set hende før. Den har den dybblå farve der er opkaldt efter en halvædelsten. Lapis. Hendes hår er hverken langt eller kort, og jeg ved at hvis hun drejer sig hurtigt rundt, vil det blive kastet ud fra hendes hoved som en vifte.
Hun er ikke brunette og heller ikke blond. Hedder det mørkblond? Er det ikke selvmodsigende? Jeg løfter mit glas med en uforklarlig følelse af at jeg har brug for noget at skjule mig bag. Det giver absolut ingen mening, men jeg har en intens følelse af at have set hende før. Isterningerne klirrer, og den bitter-søde duft af Campari stiger op i min næse. Jeg drikker, men jeg kan ikke blive ved med at sidde sådan, så jeg stiller glasset og ser ud over vandet.
Ud af øjenkrogen opfatter jeg at kvinden standser nogle skridt fra mig. Jeg synes jeg mærker et strejf af en lidt harpiksagtig duft. Mango?
Så hører jeg hendes stemme, og også den lyder velkendt. Da jeg ser op på hende, er hendes ansigt alvorligt. To parallelle, lodrette linjer kommer og går mellem de fint buede øjenbryn. Hun besvarer mit blik med intens interesse, så intens, faktisk, at jeg får den tanke at hun har genkendt mig. Og det har hun; hun siger:
”Undskyld … men er De ikke Alex Harper?”
Ithaka
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat …
Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.
En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Interesseret i mere af Mich Vraa? Læs et interview om Vraas forrige bog Under en anden himmel her.
Ithaka handler om livets store og små mysterier, om kærlighed og svigt og fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
I Ithaka møder vi den danske forfatter Alex Harper. Alex har ikke set sin far i næsten halvtreds år, da han modtager en uventet invitation. Faderen er på Ithaka og vil gerne se sin søn, før han dør.
I en alder af 62 får Alex mulighed for at opklare sit livs største mysterium: Hvorfor hans far forsvandt sporløst en sommerdag i 1974. Nu har skæbnen ført Alex til Ithaka, Odysseus’ ø, hvor handlingen i hans berømte roman Penelopeia udspillede sig, og hvor hans far har skjult sig det meste af sit liv.
Men Alex tøver med at opsøge ham. I ventetiden blander erindringer om fortiden sig med nutiden, en særlig kat flytter ind på hans værelse og en mystisk kvinde opsøger ham på den lokale bar. Den ene dag tager den næste, og en dag er det måske for sent.
Læs første del af Ithaka af Mich Vraa herunder.
Ithaka
af Mich Vraa
Mango
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat, og da jeg havde betalt min regning og gik forbi hende, så hun op, og et øjeblik troede jeg at hun genkendte mig. Men så sænkede hun blikket og spiddede et stykke fetaost på sin gaffel. Hendes kjole var meget blå. Hun duftede af en frugt af en slags, mango, tror jeg.
Jeg gik op ad den brede trappe fra tavernaens terrasse og satte mig på en grønmalet bænk med udsigt over bugten, og pludselig var hun ved siden af mig, sådan som den slags sker i drømme, og hun sagde:
”Sig mig, kender vi ikke hinanden?”
”Det tror jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg hedder Alex. Hvem er du?”
”Det ved du godt,” svarede hun.
Så vågnede jeg.
Da vi var unge og fattige og meget lykkelige
Jeg er et fossil. Den mest uspiselige ret på den moderne demografis menukort: en gammel hvid mand. Jeg er ikke bøsse, og jeg identificerer mig ikke som noget andet end mand. Jeg har tre biler som alle kører på benzin, og jeg flyver gerne rundt i verden til ingen verdens nytte, forbruger, forurener, forarger.
Jeg ser på kvinder på gaden og andre steder, studerer dem i smug, og for at det ikke skal være løgn, er de selvfølgelig yngre end mig, disse kvinder som jeg glor på. Jeg mener helt bestemt ikke at der findes mere end to køn; jeg er en fæl repræsentant for det patriarkalske, det forstenede; jeg er en ronkedor, ja, men min succes skyldes en bog som jeg skrev om en kvinde. En bog der hyldede hende som fri og stærk og uafhængig.
På grund af hende har jeg opnået det meste af hvad jeg engang satte mig for: Jeg er fri. Jeg er berømt i litterære kredse. Jeg er velhavende.
Jeg har en enorm bekendtskabskreds – et netværk – men ingen nære venner. Engang elskede en kvinde mig, og jeg elskede hende, men hun forlod mig. Det må være fem år siden denne sommer.
Natasia og jeg har en datter som nu bor i USA og sjældent tænker på mig, tror jeg. Så fri, ja, det er jeg, men friheden minder om ensomhed. Jeg er begyndt at se i øjnene at nu hvor jeg endelig kan gøre hvad jeg har lyst til, har jeg faktisk ikke lyst til at gøre ret meget. Jeg føler mig gammel, skønt jeg hører jævn-aldrende kvidre at alder er kun et tal og tres er det nye fyrre.
Godt for dem hvis de har det sådan; jeg fyldte toogtres den fjortende juli. Ernest Hemingway var nitten dage fra at nå den samme alder da han skød hjernen ud på sig selv en tidlig morgen i Ketchum, Idaho. Jeg bifalder hans beslutsomhed; han fik nok og gjorde noget ved det. I modsætning til Hemingway ved jeg at jeg statistisk set har cirka tyve år tilbage, og at de vil gå langt hurtigere end de foregående tyve.
For sådan er alderens grumme matematik: Jo ældre man bliver, desto hurtigere styrter sandet igennem timeglasset. Jeg ved at jeg står ved en skillevej: Jeg må lære at leve lidt endnu med det jeg er – det jeg er ved at blive – eller jeg må gå til grunde, drukne i tidsåndens kolde strøm.
Jeg er kommet til Ithaka efter invitation fra en mand som jeg ikke har set i næsten halvtreds år. Engang var han det vigtigste pejlemærke i mit unge liv; i dag er han den største gåde. Hvad ville jeg ikke give for at løse den, for at tale med ham igen?
Alligevel tøvede jeg, og da jeg endelig rejste hjemmefra midt i august, fløj jeg ikke til Grækenland, men til Paris hvor jeg havde tænkt mig at blive nogle dage eller måske uger inden jeg drog videre. En kollega havde lånt mig en lille, men ganske vidunderlig lejlighed tæt på Boulevard du Montparnasse.
Jeg tog en taxa fra lufthavnen og tilbragte aftenen på altanen i selskab med et glas og en flaske Volnay Clos des Chênes og udsigten over byen, og en følelse af fred og ubrugte muligheder sænkede sig over mig i takt med at flasken blev stadig lettere. In vino veritas, siger man, men efter min mening er der mere løgn i vin end der er sandhed.
I løbet af aftenen fik jeg som altid beskeder på telefonen, men jeg svarede ikke på nogen af dem. De moderne kommunikationsmidler har gjort det umuligt at skjule sig. Folk ringer til én mens man sidder på tønden; ved køledisken i supermarkedet, midt mellem nakkekoteletter og lammekølle. Jeg savner den-gang da en telefon var lænket til skrivebordet eller væggen med en ledning.
Den tilsyneladende frihed er i virkeligheden et fængsel. Man bliver hele tiden tvunget til at tage stilling til noget. Nu spurgte en gammel veninde om jeg ville med ud at rejse.
Hvorfor gør vi aldrig noget impulsivt? skrev hun, og jeg tænkte vi, hvad fanden mener hun? Som om vi var gift.
Min telefon ringede også tre gange, og hver gang kastede jeg et blik på den og tog den ikke. Men midt på aftenen, da den ringede for fjerde gang, var det min agents navn der stod på skærmen. Jeg tager altid telefonen når min agent ringer. Næsten altid.
”Er du fuld?” sagde hun.
”Ja. Fuld og lykkelig.”
”Det lyder godt. Så du er i Paris?”
”Oui.” Jeg nippede til det sidste glas fra flasken.
Pause. Så:
”Jeg har desværre dårligt nyt, Alex.”
Mit humør dykkede, men det var ikke uventet.
”De hader den,” sagde jeg.
Hun sukkede. ”Nej. Men de vil ikke udgive den.”
”Røvhuller. Hvem er de?”
”Redaktionen. De lader desværre til at være enige.”
Jeg så ud over byen. Oplyste vinduer og franske døre, silhuetter her og dér, mennesker som levede lykkelige, ukomplicerede liv uden agenter og forlagsredaktører og kuldsejlede karrierer. Mennesker der følte sig som en del af deres verden, ikke som udstødte hanelefanter, dømt til at vandre uelskede mod deres død.
”Måske er det på tide vi finder et andet forlag.”
Jeg kunne høre den barnagtige krænkelse i min egen stemme. Hun sukkede.
”Hør nu, Alex,” sagde hun. ”Du ved godt at forlaget var skeptisk. Verden er en anden i dag. De tænker mere på afsenderen end på værket. Du var faktisk meget heldig at du nåede at udgive Penelopeia. I dag ville du –”
Jeg afbrød hende. ”Jeg gider helt ærligt ikke tale om det, Sus. Find et andet forlag eller smid lortet i papirkurven.”
Jeg afbrød forbindelsen. Så var der kun byens mumlen, boulevardens trafik, stemmer i natten. Hun ringede ikke igen. Af de atten bøger jeg har udgivet siden jeg var tyve, er Penelopeia langt den mest populære. Eller sagt på en anden og ærligere måde: Den er min eneste virkelige succes. Jeg skrev den i en rus af begejstret fascination af Odysseus’ berømte hustru.
Hun levede i mig i flere år. Det var en slags forelskelse med tre tusind års forsinkelse, hvilket nok var grunden til at romanen blev så god og så populær. Den var bestseller i årevis, ja, den er det sådan set endnu, den er sat op som teater, den er filmatiseret og udgivet på femogtredive sprog. Den har fået alverdens priser, og den gjorde mig til en rig mand. Penelopeia er den titel alle nævner når de hører mit navn. Hvis de da overhovedet ved hvem jeg er; det er jo ikke alle mennesker der interesserer sig for litteratur.
Min seneste roman – den som mit forlag ikke vil udgive fordi jeg er en hvid mand på toogtres og ikke en eksotisk transseksuel på otteogtyve – hedder Parthenas korte liv og handler om en bi-person fra Penelopes hof i de dage hvor hendes bejlerehærgede kongsgården på Ithaka, og næsten alle havde opgivet håbet om at helten Odysseus nogensinde ville vende hjem. I et desperat forsøg på at genskabe mig selv som succesforfatter vendte jeg tilbage til det homeriske Ithaka og tiden lige før og lige efter Odysseus’ hjemkomst.
Parthena betyder jomfru på græsk, og lad mig blot røbe at det ikke var en tilstand som hovedpersonen fik lov at beholde i ret mange kapitler. Hun var en af de tolv slavinder som den hjemvendte helt lod henrette umiddelbart efter drabet på de bejlere der i årevis havde belejret Penelope for at overtage hans plads. Deres forbrydelse? De havde haft sex med bejlerne.
Først tvang Odysseus og hans opløbne søn Telemachos pigerne til at gøre rent efter nedslagtningen og slæbe de døde ud af kongsgården. De sled i timevis med at vaske blod og hjernemasse af gulve og vægge i paladsets megaron, tronsalen. Derefter forlangte Odysseus at sønnen Telemachos skulle hugge arme og ben og til sidst hoved af kvinderne, men Telemachos fandt døden ved sværdet for ærefuld og valgte at hænge dem i stedet.
At bruge et ord som ære i forbindelse med kvindedrab er ikke noget nyt, og hvad enten det optræder i det antikke Grækenland eller i en nutidig ghettobebyggelse, giver tanken mig kvalme. Således hang de på rad alle sammen med hovedet i løkken om deres hals for at få sig en gruopvækkende ende. Benene sprælled og spjætted en stund, men ikke ret længe … Jeg sov tungt og vågnede med hovedpine.
Ved middagstid spiste jeg tidlig frokost på Closerie des Lilas og gik ad Hemingways gamle rute fra Rue Notre-Dame-des-Champs gennem Jardin du Luxembourg til Seinens venstre bred og videre over til Île de la Cité og ned ad trappen hvor der er køligt mellem de tykke stenmure, til den lille park under Pont Neuf der ser ud nogenlunde som på Hemingways tid.
Han skrev om øen der mindede om en skibsstævn, om kastanjetræerne og de gamle mænd der fangede småfisk, goujons, i floden. Her er stadig kastanjetræer, men under deres tunge kroner er fiskerne med de lange bambusstænger afløst af unge mennesker, turister og parisere, der sidder på græsplæner og bænke og læser og deler fælles flasker med vin. Og helt ude for enden, på øens skarpe stævn, vokser en grædepil.
Jeg huskede at vi engang sad her, Natasia og jeg, da vi var unge og fattige og meget lykkelige i Paris. Om jeg faktisk havde glemt det eller bare fortrængt det fra min bevidsthed, ved jeg ikke, men da jeg kom i tanker om det, ramte det mig så tungt som jord mod et kistelåg, og jeg måtte kæmpe for ikke at bryde sammen. De sidste rester af min forlorne lykkefølelse fra aftenen før drev bort i den varme luft under kastanjerne.
Natasia og jeg var i Paris mange gange gennem årene, senest da jeg for ti år siden modtog min franske orden – Ordre des Arts et des Lettres – for Penelopeia. Men den første gang vi besøgte byen sammen, sad vi netop her under grædepilen en smuk aften i maj og så Seinens grumsede vande forvandlet til sølv i måneskinnet og i skæret fra byens tusindvis af lys.
Hvis ordet romantisk giver nogen mening, ville det være det rette at bruge om det øjeblik. Der manglede kun en tallerken spaghetti med kødboller og en napolitansk kok. Vi var unge – hun var i hvert fald – og vi vidste at livet lå foran os og i den grad foran den lille pige der sov i klapvognen som vi havde båret ned ad trapperne. Vores datter Asta var tre år og fire måneder, og hendes eksistens fyldte mig ikke længere med panik over at den havde kostet mig min frihed.
Det undrede mig, for barnet havde fuldstændig vendt mit liv på hovedet. Alt det jeg pludselig ikke kunne; men også noget andet, en følelse af forankring i fremtiden som var helt ny for mig. Tro. Kærlighed. Min rastløshed svandt i takt med at faderrollen voksede. Nu sad jeg her igen – for første gang siden dengang – og havde nærmest livet bag mig.
Det var som om det gik op for mig i det øjeblik; en ny slags panik: at Natasia var borte, at mit liv snart var ovre, og at den lille pige, som nu var syvogtyve, var relativt ligeglad med om jeg var levende eller død. Min optimisme fra aftenen forinden var erstattet af en følelse af akut rodløshed og simpel angst over hvor kort tid der var tilbage før jeg ville forsvinde fra verden.
Der var intet håb, intet at se frem til; alt lå bag mig: liv, karriere, kærlighed. Var det sådan panikangst føltes? Jeg gik tilbage gennem byen, op ad Boulevard St-Michel og igennem parken hvor stiernes grus knasede under mine såler, og unge par lå på græsset eller sad på de malede jernstole omkring springvandsbassinet og snakkede og læste.
Det hjalp lidt at komme væk fra øen, og jeg sank ned ved et bord uden for en af de mindre caféer i det kvarter hvor min kollegas lejlighed, lå og drak to Ricard med is i temmelig hurtig rækkefølge. Det hjalp også. Men jeg havde mistet lysten til at være i Paris.
Desuden havde det hele tiden været en overspringshandling, en mellemlanding på vej mod min virkelige destination, så inden jeg gik til ro den aften, bookede jeg en flyafgang med Aegean til den lille lufthavn ved Preveza i den nordvestlige del af det græske fastland med afgang meget tidligt næste morgen.
Der sad en kat i vindueskarmen
I den græske lufthavns hede formiddag fandt jeg et lokalt biludlejningsfirma, og en ung fyr der talte albansk og nogle brokker på en slags engelsk, fulgte mig over den solflimrende parkeringsplads foran lufthavnsbygningen og ind på en uplejet mark med visne ukrudtsplanter og træer. Jeg overvejede om jeg var vadet lige ind i en turistfælde af den mest ubehagelige slags, men bilen holdt der, under et af træerne.
Det var en lettere solbleget, tomatrød Suzuki Samurai fra omkring årtusind-skiftet, en decideret gammel spand, men også et køretøj som jeg kendte godt fra andre rejser, og fordi jeg faktisk havde én engang. Jeg har et særligt forhold til biler.
Jeg føler for eksempel at de – i modsætning til nogle mennesker – er en slags tænkende væsener og har en sjæl. Dette eksemplar var slidt og bulet og beskidt, men jeg kunne lide den. Den havde været omkring og set ting. Det lokale udlejningsfirma var det eneste i lufthavnen der havde en lille jeep med firehjulstræk og krybegear.
Jeg tænkte at jeg altid kunne skifte bilen ud hvis den gjorde for mange knuder, og jeg tjekkede for en sikkerheds skyld at der var værktøj – hjulnøgle, donkraft og diverse – i bagagerummet. Der var alt det og mere til i en veludstyret værktøjskasse, og der var desuden en rulle godt reb og et par grå tæpper af den slags som flyttemænd bruger til at dække møbler med.
Albaneren var ved at kopiere oplysningerne fra mit kørekort over på en kontrakt i tre eksemplarer, en hvid, en gul og en lyserød, og nøglen lå allerede klar på kølerhjelmen da en mand kom småløbende ovre fra lufthavnen mens han svingede armene over hovedet.
Da han kom nærmere, råbte han noget som jeg ikke forstod. Måske var det mere albansk. Fyren der stod med mit kørekort i hånden, så op og råbte noget tilbage mens han trak overdrevent på skuldrene. Så var den nyankomne fremme ved jeepen og slog over i en slags engelsk.
”You no rent car,” sagde han. ”Is already rent.”
Hans ansigt var blankt af gammel sved, og han havde skægstubbe. Måske havde han barberet sig samme morgen, hvem ved? Jeg brød mig ikke om ham.
”Yes. I just rented it,” sagde jeg og pegede på papiret og kørekortet i den andens hænder.
Det fik ham til straks at lægge kontrakten på bagsmækken ved siden af nøglen. Han rakte mit kørekort frem mod mig, men jeg tog det ikke. De talte sammen. Den sidst ankomne var chefen. Jeg så på jeepen og blev mere indtaget i dens matte, røde lak og solsprukne interiør for hvert øjeblik der gik.
De tav, og den nye fyr kiggede på mig og smilede. ”No can rent this car,” sagde han. ”But another. We have other cars.”
Jeg fortalte ham at jeg ikke ville have en anden; jeg ville have den falmede røde Samurai. Det fik ham til at ryste på hovedet.
”Is already rent,” sagde han. ”English man rent it.”
Det gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg så den omtalte englænder for mig. En cockney-idiot der ikke havde råd til at leje en rigtig bil. Jeg så længe på jeepen. Så vendte jeg mig mod chefen.
”I’ll buy it,” sagde jeg.
”Buy it? What you mean?”
Jeg forklarede ham at jeepen var gammel og slidt og kun ville give problemer hvis han lejede den ud til en engelsk gentleman. Men at jeg ville løse problemet for ham ved at købe den.
”Buy?” sagde han igen. Det var som om han aldrig havde hørt om at biler kunne sælges.
”Three thousand euro,” sagde jeg.
”Cash?”
”Yes.”
”Four thousand.”
”Nope. Three thousand.”
Sådan blev jeg ejer af en gammel Suzuki Samurai den første dag jeg var i Grækenland. Af en eller anden grund gjorde det mig i bedre humør; det var som om en sky lettede fra den i forvejen meget skyfri himmel. Jeg fik ingen kvittering på bilen, kun en enkelt nøgle og noget der måtte være en registreringsattest.
”You make insurance? Remember!” sagde fyren.
Jeg svarede ikke. Jeg smed min kuffert op i bagagerummet og satte mig ind i det revnede sæde. Kabinen stank af benzin, men jeg drejede nøglen og nød at høre den gamle motor tage fat. Den skød en enkelt gang gennem lydpotten, så tilpas højt at det gav et sæt i de to albanere. Jeg løftede en hånd til hilsen og kørte ud fra pladsen.
En halv times tid senere styrede jeg jeepen over flydebroen til Lefkas, en stor ø der ligger nogle få sømil nord for Ithaka og Kefalonia. På vej sydover kørte jeg en omvej for at lægge en sten på et gravsted: Den tyske arkæolog Wilhelm Dörpfeld hviler under en stenplade mellem skravlede træer på en øde skrænt med udsigt over en smuk havbugt med spredte, grønne øer.
Det med stenen er en jødisk tradition, som måske skyldes manglen på blomster i ørkenen, og jeg tænkte at det ville være en passende hilsen til en mand hvis liv ligesom Jens Vejmands var fuldt af sten. Så da jeg gik fra jeepen ad den lange, uvejsomme sti der fører ud til Dörpfelds sidste hvilested, samlede jeg en næsten perfekt terningformet, hvid sten op fra jorden. Den lignede marmor.
Jeg svedte så det drev af mig, og fortrød at jeg ikke havde taget en flaske vand med. Jeg satte mig for-sigtigt på kanten af den berømte mands gravmæle og lagde min marmorsten på romertallet IV, hans dødsmåned i 1940, april.
Så sad jeg lidt og så over mod byen på den anden side af bugten hvis blå vand lyste mellem buskadset. Jeg tænkte på at nogen burde rydde bevoksningen for udsigtens skyld. Stedet virkede forsømt, men i det mindste hviler Dörpfeld midt i sin egen private sandhed: Han levede og døde i den overbevisning at Odysseus stammede fra Lefkas. Hver mand sit Ithaka. Sidst på for-middagen kørte jeg om bord på færgen i Vasiliki.
Allerede da vi sejlede ud fra den livlige havneby, kunne jeg skimte de fjerne øer som skygger der så ud til at svæve vægtløst over havets horisont: Ithaka, Kefalonia og flere andre mindre øer og holme. Jeg tilbragte hele turen på soldækket med at spejde frem over det lysende blå hav, og efterhånden som vi kom nærmere, blev skyggerne til landmassiver, til Ithakas bjerge og sandskred som lyse ar i den mørkegrønne vegetation.
Jeg kørte i land i fiskerlandsbyen Frikes i den nordlige ende af Ithaka og fortsatte sydpå ad en vej der fulgte kysten de få kilometer til Kioni, min rejses mål. Det var sidst på formiddagen. Omgivelserne var nærmest overjordisk smukke: den strålende blå himmel og havet, som skar sig ind i bugter og vige mellem klipper og skråninger hvis vegetation afslørede at der dog måtte falde en del regn på andre årstider.
Over kimingen kunne jeg se den lette dis som skyldtes fordampningen af millioner af liter havvand under den brændende sol, og som ude på havet havde skabt illusionen af svævende øer.
Jeepen havde intet klimaanlæg, men jeg kørte med åbne vinduer mens duften af vild timian og oregano langs den smalle vej fyldte kabinen, og midt på dagen standsede jeg på havnefronten i Kioni: små hundrede meter strand med fortøjede fiskerbåde, nogle lystfartøjer for svaj og et par tavernaer.
Jeg standsede jeepen ved siden af et forkrøblet oliventræ og stod ud, endnu en gang ankommet til et sted som jeg ikke kendte, og hvor ingen kendte mig; en følelse der er både behageligt privat og skræm-mende ensom. Jeg fornemmede allerede den særlige ro der råder i små græske byer, og som lod til at findes til overflod i Kioni. Det var sidst på sæsonen, og de eneste turister så ud til at være sejlere.
Foran en lokal bars knaldgule væg sad en gruppe lokale græske mænd, ingen af dem under halvtreds, og drak kaffe og røg og fulgte med i byens beskedne liv. På den gule væg stod barens navn på græsk: Café Spavento. Jeg startede jeepen og kørte op ad en smal gade for at finde mit logi. Over for kirken så jeg navnet på et lille skilt ud mod vejen: villa calypso.
En treetagers bygning, opkaldt efter den troldkvinde der i syv år holdt Odysseus som sexslave på sin afsides beliggende ø. Der var blomsterkrukker og en mørkegrøn skraldecontainer med ordene Muni-cipality of Ithaca stencileret på siden. Min vært, som tog imod mig i døren, viste sig at være en gammel kvinde af den typiske græske variant: sort tøj, indtørret fysiognomi, mørke øjne i et ansigt så runkent som en tørret abrikos.
Der stod ingenting på hverken dør eller postkasse, men hun sagde sit navn – kyría Eleni Kourakis – og hun var meget imødekommende og talte et absolut rudimentært engelsk. Hun tilbød at tage min kuffert, der var omtrent lige så høj som hende, men jeg afslog, og hun gik foran mig op ad trappen og viste mig mit logi: et stort, enkelt indrettet værelse med altan og to vinduer. Da min værtinde var gået, lagde jeg kufferten på sengen.
Jeg tog min toilettaske og åbnede døren til badeværelset. Der sad en kat i vindueskarmen inden for det åbne vindue. Den løftede hovedet og så på mig. Dens øjne var absurd grønne som sol gennem en særlig slags flaskeglas, med lodrette pupiller som en gedebuks, og dens blik rummede lige dele nysgerrighed og ringeagt. Kattens ene øre var delt i to helt ude i spidsen; sikkert et minde om et natligt møde med en rival.
Dens pels var meleret i sandfarvede og mørkebrune nuancer med større aftegninger af helt hvidt, og den var slank, næsten mager, og utroligt yndefuld og meget smuk. Den så hånligt på mig, men da jeg tog et skridt ind i badeværelset, blev dens øjne kulsorte, og den udstødte en lavmælt hvæsen.
Jeg har det svært med katte. Jeg har altid følt mig tiltrukket af dem, men deres afvisende adfærd, deres åbenlyse arrogance, er fornærmende. Som om de besidder noget ekstremt dyrebart og hemmeligt som de nægter at dele med andre, laverestående arter.
Katte giver mig en følelse af hemmelig forelskelse; som at have et ungdommeligt crush på en uopnåelig kvinde; en kvinde der allerede er lykkeligt gift eller bare er i en anden klasse end én selv. Jeg skulle i hvert fald ikke bo sammen med en kat her i Kioni. Var det måske min værtindes?
Mente hun det var acceptabelt at det første jeg mødte i mit lejede logi, var en fucking kat på bade-værelset? Jeg gik ud af badeværelset og lukkede døren. Jeg kunne høre værtindens skridt på trappen; hun var ikke nået ned til sig selv endnu, og jeg skyndte mig ud på trappen og indhentede hende inden hun gik ind i sin egen del af huset. Hun vendte sig da hun hørte mine skridt bag sig.
”Sygnomi,” sagde jeg. ”Undskyld, men der er en kat på mit værelse.”
Hun smilede og nikkede. Og så rystede hun på hovedet, stadig smilende. ”O,” sagde hun og vendte om og begyndte at stavre op ad trappen. Jeg fulgte efter hende. Hun gik ind på mit værelse og åbnede døren til badeværelset. Jeg kiggede over hendes skulder. Katten var der ikke.
Fru Eleni gik hen til vinduet og lukkede det. Så gned hun sine hænder mod hinanden som om hun havde løst en vigtig og vanskelig opgave, og forlod mig med et par ord som jeg ikke forstod.
Jeg kan ikke huske hans ansigt Det er fire dage siden nu. I løbet af den tid har jeg samlet et ukendt antal smukke, værdiløse genstande op fra strande i Kioni og omegn og haft adskillige besøg af katten. Dyret springer ind ad vinduet i badeværelset når det står åbent, hvilket det gør når jeg har været i bad, eller den sniger sig op ad trappen og sidder og venter uden for min dør.
Jeg lukker den naturligvis ikke ind; jeg har jaget den bort adskillige gange, men begynder at ane omridset af en tabt kamp. Desuden har jeg ved at spørge mig for lokaliseret det palæagtige hus på bjerget hvor jeg vil kunne træffe den mand der har inviteret mig til at komme til Ithaka. Men jeg har ikke opsøgt ham, ikke endnu. Jeg trækker tiden ud; noget holder mig tilbage.
Frygten for noget alt for personligt, en sindsbevægelse som jeg ikke vil kunne håndtere. Jeg ville gerne påstå at jeg kan håndtere alt, at jeg kan holde hovedet koldt og analyserende, men det er som om jeg bliver mere udsat, mere hudløs, med årene. Alt det der er gået galt de senere år; det tærer på min tro på mig selv. Kioni er virkelig en meget malerisk lille by.
Røde, afvalmede hustage mellem en masse temmelig grøn vegetation. De fleste huse i Kioni er hvide eller lysegule, men professorens ithakesiske palæ har en farve der leder tanken hen på noget spiseligt, hummerbisque eller papayafrugtens kød. Det ligger smukt på bjergsiden, delvis båret af slanke beton-stylter, og fra dets vinduer må man kunne se hvert eneste hus i Kioni, hver en båd i bugten, alt hvad der bevæger sig nede på havnen.
Hvis han sad dér den dag jeg ankom, har han kunnet se min røde jeep køre ned ad bjerget og standse ved siden af oliventræet. I sådan et hus med den placering højt over byen må man føle sig som en gud når man følger med i alle de små menneskers liv. Afstanden til huset i fugleflugtslinje er ikke noget at tale om, men bjergvejen der fører derop, slår nogle store sving og er mange gange længere.
Jeg tror ikke jeg vil forsøge mig med at gå; jeg vil tage jeepen. Spørgsmålet er kun hvornår. Eller om jeg overhovedet vil gøre det. Nej, jeg plejer bestemt heller ikke at være så ubeslutsom; det er som om min fars dominerende karakter rækker op gennem alle årene og forvandler mig til en dreng igen, gør mig svag og fuld af usikkerhed. Det er latterligt; han er en gamling!
Jeg kan ikke huske hans ansigt, ikke se det for mig, ikke engang det han havde for små halvtreds år siden da jeg så ham sidste gang. Jeg har ingen fotografier af ham; min mor smed dem alle sammen i pejsen dengang. Han forsvandt, både i virkeligheden og fra vores fysiske minder. Da hendes vrede var brændt af, blev kun sorgen og savnet tilbage i hendes ødelagte liv.
Jeg tror hun om og om igen spurgte sig selv hvorfor? Min stakkels mor. Mit logi ligger meget tæt på havnen og lige over for kirken med det ejendommeligt grimme, runde tårn der ligner en fritstående
elevatorskakt.
Fra et af mine vinduer kan jeg se op til villaen på bjerget; fra et andet har jeg udsigt over havnen og vandet, men ikke nær så spektakulært som professorens må være.
Mit værelse i Eleni Kourakis’ hus er stort og lyst om dagen og har en altan der vender ud mod gaden og den græsk-ortodokse elevatorskakt overfor. Der vokser et smukt citrontræ med hundredvis af frugter, og et ensomt æsel fra en svunden tid står tøjret til en pæl. Det står så stille i skyggen af citrontræet at det lige så godt kunne være udstoppet. Æslet er en slags fortidsvæsen. Hvem bruger æsler i dag?
Jeg hører også fortiden til. Jeg har levet af at skrive, og jeg tror ikke jeg har mere at skrive om. Mit forlags afvisning af mit seneste manuskript kom ikke som nogen overraskelse.
Inderst inde havde jeg vel håbet på en slags mirakel: at nogen kunne se noget i det som jeg selv for længst har mistet fornemmelsen af. Jeg vil forsøge at lægge det bag mig. Måske har jeg skrevet alt det jeg kunne.
Men hvad så? Ferie? Resten af livet? Otium? Hvad i alverden skal jeg lave? Denne aften indtager jeg et typisk græsk måltid på en af havnens tavernaer. Bugtens vand spejler de stjerner som bronzealderens græske søfarere navigerede efter, og sidst på dagen falder temperaturen, og en let brise trækker ud over vandet. Den bærer alle øens dufte med sig – urter og blomster og frugter og den tørre jord – og jeg sidder tæt på havstokken og nipper til min harpiksduftende vin.
Jeg rejser mig og går hen langs stranden som er dækket af småsten langs havstokken. Jeg ser hele tiden ned, sådan som jeg altid gør når jeg går på en strand, og inden jeg når cementkajen der fører ud langs bugtens nordlige side, bukker jeg mig og samler et lille aflangt træstykke op fra vandkanten. Jeg studerer det. Det er kileformet og har en rest blågrøn maling på den ene side.
Jeg snuser til det; det hårde træ dufter behageligt af gammel tjære, for det stammer fra en båd. Det er et fint fund, og jeg holder det i hånden da jeg går videre. Næsten helt henne ved cementkajen finder jeg en doughnut som jeg også samler op. Jeg kalder dem sådan på grund af deres udseende: buttede, runde ringe af brun plastickork som fiskerne bruger til at holde den øverste line i deres net flydende i havoverfladen.
De ligger overalt på de græske strande, og jeg har bunker af dem der hjemme, men jeg samler dem altid op. Med mine fund i hånden går jeg ud langs kajen og finder en bar et stykke fra centrum. Her sætter jeg mig i en instruktørstol helt ude ved kanten af kajen og bestiller en negroni. Mens jeg venter på tjeneren, lader jeg igen blikket glide ud over bugten hvor en stor katamaran er på vej ind for motor, så hvid og tavs og fornem som en svane.
En mand i shorts med nøgen overkrop står ved rorpulten i styrbords side. Han er muskuløs og meget solbrændt. Store katamaraner er populære blandt velhavende sejlerturister. En kvinde i bikini kommer ud fra kahytten og går hen til manden ved roret. Hun lægger en hånd på hans skulder, og han vender sig og kysser hende hurtigt. Så drejer han sig rundt og ser ind mod land, som om han er bange for at blive afsløret i noget forkert.
Vi har øjenkontakt i et sekund, men så ser han bort, og jeg føler min fabulerende mistanke bekræftet: Han er gift, men kvinden i bikinien er ikke hans hustru; hun er noget andet, ja, hun er hans steddatter som han har været erotisk besat af siden hun var teenager, men som hannaturligvis aldrig har kunnet røre mens hans kone var der. Og nu kan han.
Og hun, steddatteren, hun er her fordi den mand hun boede sammen med derhjemme – i Nice eller Ste-Maxime eller måske Prag eller Paris – har vist sig at være en narcissistisk kontrollerende psykopat som installerede overvågningskameraer i alle lejlighedens rum, inklusive badeværelserne, og nu er hun flygtet, og han sidder derhjemme og hævner sig ved at dele videoer af hende på nettet. Der er historier overalt hvis man har fantasi til at digte dem.
Nu kommer tjeneren med min drink på en bakke. Jeg kunne digte en historie om ham, så nemt som ingenting. Han stiller glasset på bordet sammen med en skål med jordnødder og en kassestrimmel som er rullet sammen og stukket i et shotglas. Men jeg siger efharisto og følger katamaranen med øjnene da den sejler langsomt hen langs kajen og finder en ledig plads.
Rorgængeren svinger ud i bugten og slår bak for at lægge til med agterstævnen ind mod stenkajen. Han siger noget til steddatteren, og hun går ud i forenden og bukker sig ned. Jeg hører kæden skramle ud fra et sted mellem de to skrog da hun aktiverer det elektriske spil og lader ankeret gå. Så bakker katamaranen langsomt ind mod kajen mens ankerkæden strammes og kvinden springer i land, langbenet og solbrændt, og fortøjer.
Hun er en af den slags kvinder som overhaler tungere løbere i skoven i chik sportsmundering og med dansende hestehale, let til bens som råvildt. Det er muligvis nok en lejet båd, men de har prøvet den manøvre mange gange før. Derhjemme har han haft båd i årevis, og hun har sejlet med ham gennem alle årene, siden hun var ung teenager, og han begyndte at se hende med nye øjne når hun kom op fra pantryet i sin lille bikini.
Hun fortøjer og springer tilbage på katamaranen og går hen til sin stedfar, og han siger et eller andet som får hende til at le. Hendes hud er gyldenbrun; han er mørk som en araber, og nu går de ned i kahytten. Jeg ser ud over vandet. Det er endnu ikke mørkt, men hele byen ligger i skygge. Sidst på dagen forsvinder solen bag bjergkammen mod vest, og et sælsomt halvlys lægger sig over den lille by.
Vandet i bugten som dagen igennem er lysende akvamarin, antager en mørk, tung farve som næsten kan få én til at forstå Homers berømte og kryptiske beskrivelse af havet som vinfarvet. De græske ord oínopa pónton betyder faktisk nærmest vinlignende, og som så meget andet i Iliaden og Odysseen har også denne ejendommelighed givet anledning til lærde hoveders diskussioner gennem generationer.
Mine homeriske grublerier afløses af synet af en kvinde der kommer gående ud langs kajen, forbi det sted hvor katamaranen har lagt til. Hun er spinkel og ikke ret høj, og måske er det kjolen der giver mig den tanke at jeg har set hende før. Den har den dybblå farve der er opkaldt efter en halvædelsten. Lapis. Hendes hår er hverken langt eller kort, og jeg ved at hvis hun drejer sig hurtigt rundt, vil det blive kastet ud fra hendes hoved som en vifte.
Hun er ikke brunette og heller ikke blond. Hedder det mørkblond? Er det ikke selvmodsigende? Jeg løfter mit glas med en uforklarlig følelse af at jeg har brug for noget at skjule mig bag. Det giver absolut ingen mening, men jeg har en intens følelse af at have set hende før. Isterningerne klirrer, og den bitter-søde duft af Campari stiger op i min næse. Jeg drikker, men jeg kan ikke blive ved med at sidde sådan, så jeg stiller glasset og ser ud over vandet.
Ud af øjenkrogen opfatter jeg at kvinden standser nogle skridt fra mig. Jeg synes jeg mærker et strejf af en lidt harpiksagtig duft. Mango?
Så hører jeg hendes stemme, og også den lyder velkendt. Da jeg ser op på hende, er hendes ansigt alvorligt. To parallelle, lodrette linjer kommer og går mellem de fint buede øjenbryn. Hun besvarer mit blik med intens interesse, så intens, faktisk, at jeg får den tanke at hun har genkendt mig. Og det har hun; hun siger:
”Undskyld … men er De ikke Alex Harper?”
Ithaka
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat …
Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.
En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Du kan købe Ithaka online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Interesseret i mere af Mich Vraa? Læs et interview om Vraas forrige bog Under en anden himmel her.
Andre læste også: