Sort hjerte er en bevægende roman om to mennesker, der på trods af en mørk fortid forsøger at skabe sig en fremtid og et nyt liv.
Silvia Avallone er en af Italiens største forfattere, og hendes roman Sort hjerte er solgt til udgivelse i 25 lande.
Sort hjerte handler om den lille bjergby Sassaia i Piemonte, der kun har to indbyggere, Basilio og Bruno. En dag dukker Emilia op. Hvad skal hun i den lille afsondrede flække, hvor man tager hen for at være i fred? Bruno og Emilia er to ensomheder, der begge bærer på en forhistorie, der er næsten er ubærlig. De kender til ondskab. Han, fordi han er blevet udsat for den. Hun, fordi hun har begået den.
Læs første side og kapitel 3 og 4 af Sort hjerte af Silvia Avallone herunder.
Sort hjerte
af Silvia Avvalone
1
Den mandag i november, da Emilia og hendes far gik op ad stien Stra’ dal Forche gennem kastanjeskoven, der skiller Sassaia fra resten af verden, var det allesjælesdag. Den dag, hvor man mindes de døde.
Riccardo mente stadig ikke, at sådan et sted – en lille, afsondret bjergflække – egnede sig til at begynde et nyt liv. Ikke for hans datter, ikke efter dét, hun havde været igennem, og slet ikke alene. Men Emilia var stålsat og gik afsted med raske skridt. Himlen var ellers blændende blå den formiddag.
Nattens regn havde renset luften, så man kunne se selv de fjerneste detaljer, og der hang et særligt lys over alting, som om ingen nogensinde kunne dø, og intet kunne slutte på denne uskyldsrene bjergkam. I virkeligheden var alt for længst forbi. Faldefærdige kvægskure og et votivkapel med en Sort Madonna, der var vansiret af vind og vejr. Far og datter lod, som om de ikke lagde mærke til forfaldet langs stien.
De svedte og talte ikke sammen. De havde ventet på det øjeblik i så mange år, at de var bange for at komme til at ødelægge det, hvis de sagde noget. Stien var dækket af et tykt lag våde blade, så selv deres skridt var lydløse. Kun lyden af deres hjerter kunne høres.
*
3
“Jeg kan seriøst ikke gå udenfor, er det ikke syret?”
“Bare rolig, sådan havde jeg det også den første dag. Jeg gloede på døren i timevis, og så endte jeg med at løbe ud klokken et om natten. Jeg gik ind på den første bar, jeg kom forbi, og scorede en 21-årig!”
“Der er ingen barer her, bare en masse sten …”
Emilia stod og strakte mobilen i retning af de næsten tre signalbjælker, mens hun skrev med Marta som besat. Hun var lige så opslugt som et barn med et nyt legetøj.
“Jeg er bange for, at det bliver ligesom dengang på Piazza San Francesco, kan du huske det? Der, hvor jeg næsten besvimede.”
“Ja, du besvimede, og jeg havde allerede skaffet weed.” Emilia lo. “Første udgang, første joint! Fuck, jeg ville ønske, at jeg var dig.”
“Hver eneste gang, jeg kommer træt hjem om aftenen og ruller en joint, tænker jeg på det og smiler. Du er dig. Og du er magisk, Emi.”
“Hvad laver du?”
Emilia nåede ikke engang at læse Martas beskeder færdig, før hun sendte sine egne afsted. Hun kunne ikke bremse sine fingre. Det var ikke til at fatte, at hun kunne sende alle de beskeder, hun ville, uden at opbruge sin saldo. Hendes liv var gået i stå, dengang man kun sms’ede, og nu havde hun pludselig internet på telefonen.
“Hvad tror du selv, jeg laver? Jeg er på vej på arbejde.”
“Fuck, jeg skal i gang med at finde et arbejde …”
“Jeg forventer store ting af dig, at du ved det. Ikke bare, at du finder dig en flot skovhugger.”
“Seriøst, hvordan skal jeg komme udenfor?”
“Bare tænk på dengang, du ikke kunne.”
Marta var tre år ældre end hende, men hun tilhørte den kategori af mennesker, som har fået så mange tæsk af livet, og som har gjort så meget modstand, at de til sidst slet ikke har nogen alder.
“Vær stille, når hun siger noget,” blev de nye altid advaret. Hun var milevidt fra psykologerne, forfatterne og de andre privilegerede typer, der plastrede væggene på deres kontorer til med alle deres åndssvage eksamensbeviser. Ingen ville have troet, at Marta ville søge ind på universitetet og gøre en uddannelse færdig.
Hun var den første i hele stedets historie, der gjorde det. Hun var ren substans. Hun var et forbillede. Dengang de kom og fortalte, at hendes mor var død, blev hun siddende på sengekanten hele dagen og hele natten uden at spise eller drikke, uden at græde. Hun var lige så upåvirkelig som en buddhistisk munk. Hun stirrede bare på himlen og reagerede ikke på noget, nogen sagde.
Til sidst fandt hun sin hemmelige skattekiste frem fra et hul i madrassen, tog det, hun skulle bruge, og skar en dyb flænge rundt om sin navle. Og så, med undertrøjen smurt ind i blod, åbnede hun sin kemibog.
“Bare tænk på dengang, hvor du ikke kunne,” læste Emilia igen.
“Tænker du nogensinde tilbage på dengang?” spurgte hun.
“Ja, hele tiden,” svarede Marta. “Jeg tænker på Giada og Yasmina, på Afifa og Myriam.”
Hvert eneste navn føltes som et knivstik af ømhed.
“Afifa og Myriam og jeg har fundet hinanden på Facebook. Vi skriver tit sammen. Giada er blevet skibsfører på Elba. Yasmina har fået et barn. Du burde også finde dem, nu hvor du har muligheden for det.”
Klokken var ni om formiddagen. Den ø af sten, Emilia var gået i land på, lå badet i strålende sol. Der var ikke den mindste sky på himlens perfekte blå skive. Hun fik ondt i øjnene af at se på den. Hun havde ikke lukket dem hele natten.
Hun havde ligget klemt sammen mellem en madras, der var hård som cement, og et sengetæppe, der var lige så tungt, med sandpapirslagener, der lugtede af at have ligget i et skab i flere årtier: ansigt til ansigt med dybet. Emilia havde glemt, hvilken afgrund fraværet af lyd er. Værre endnu, fraværet af lyd med hendes hjerte indeni.
I den fortid, hun kom fra, kværnede fjernsynet utrætteligt indtil klokken 23.30, og så begyndte hemmelighederne, kroppenes lyde, skyllene fra toiletterne, Marta, Myriam og Afifas tunge vejrtrækninger. Der havde også været en anden livline dengang: lyset fra lysmasten udenfor, som oplyste værelset, indtil solen stod op.
Selv midt om natten kunne hun åbne øjnene og se de andres fotografier på væggene, sine akvareller, deres fælles plakater af Luke Perry og Brad Pitt i bar overkrop og så stramme jeans, at man kunne se bulerne mellem benene. Under dynerne kunne hun se konturerne af sine kammerater, som heller ikke kunne sove eller blev ved med at vågne. Hun kunne klamre sig til dem og føle sig sikker. Men her var der stille og sort som i graven.
“Jeg har ikke noget tv, Marta. Natten var et helvede.”
“Natten vil altid være et helvede for os, lille Emily. Tag sovepiller. Eller find en mand, der er god til at knalde.”
Emilia smilede. “Jeg tager ned til landsbyen og ser, hvad jeg kan finde.”
Hun ventede forgæves på en besked mere fra Marta. Hun knugede telefonen i hænderne, som om hun kunne klemme et sidste ord eller to ud af den, men der kom ikke nogen. Hun så, at der ikke længere stod ’online’ under Martas navn og det vovede billede, hvor hun sad på en fancy bar med en cocktail i hånden og smilede iført en kort nederdel.
Hvem skulle have troet, for 12-13 år siden, at Marta kunne forvandle sig til denne smukke, normale kvinde? Emilia vidste, at hendes veninde – den eneste, hun havde valgt at bevare kontakten til efterfølgende – var gået ind på laboratoriet og ville være uden for rækkevidde de næste syv-otte timer. Hun lod sig dumpe ned på sofaen. Hvad nu? spurgte hun sig selv. Nu går du ud, for helvede.
“Tegn et hjerte.”
En morgen mange år tidligere, i det lille rum, der vendte ud til et platantræ bag sygeafdelingen, rakte en skaldet mand med runde briller og et ry for at være et geni hende en blyant og et stykke hvidt papir. Hun brød ud i en arrogant latter.
“Det kommer ikke til at ske.”
“Tegn dit hjerte,” forhøjede han lumsk indsatsen.
Emilia blev ved med at nægte, for det var hendes generelle tilgang til voksenverdenen. Men efter en halv times svidende stilhed greb hun vredt ud efter blyanten og kradsede nogle hurtige streger, nogle hårde og nogle bløde, ned på det hvide papir. Imens så hun lysende klart den hospitalsseng på femte sal, anden stue på venstre hånd, som havde været brændt fast på hendes nethinde siden den sidste dag i 1997.
Der måtte være gået koldbrand i hendes hjerte én gang for alle på den stille hospitalsstue, der hang og svævede som et himmellegeme uendeligt fjernt fra byen, der var i fuld gang med nytårsforberedelserne. Det måtte være holdt op med at slå, dér mellem de bleggrønne vægge, sammen med det lange morfindrop og den lugt, et menneske udsender, når det fordærves indefra, bliver gult, går i forrådnelse og til sidst bliver koldt.
Sammen med den bog, de havde foræret hende et par uger før: en roman, der lå på sengebordet med et bogmærke i midten, hvor det ville forblive. Og de sammenfoldede sorte briller ved siden af, glasset med vand og det skildpaddemønstrede hårspænde. Emilias hjerte var holdt op med at slå, og så var det gået i gang igen, men kun på overfladen, som for at narre de andre. I virkeligheden var det blevet blålilla som en blodansamling eller mørke rande under øjnene.
Noget andet, der var holdt op, var hendes drømme. Siden den dag havde Emilia ikke drømt, hverken om natten eller om dagen, hvilket måske er det værste, der kan overgå en 13-årig pige. Sorte nætter. Sorte dage. Tiden, der blev tom, afmærket af de beroligende piller og antidepressiverne. Indtil hun lige pludselig, uden noget varsel eller nogen grund, begyndte at drømme igen to årtier senere.
Én drøm. Genkommende og enkel, fyldt med ro og lys, med slyngplanter og små, åbne skodder, med bække og kastanjetræer og med stjerner, der glimtede i hendes livs oliesorte mørke. Men det, jeg ville frem til, var, at under dette møde med geniet – til en af de sessioner, der skulle bruges til at fastslå hendes psykiatriske profil – rakte Emilia professoren en perfekt tegning af organet, sådan som det ser ud i anatomibøger, med højre og venstre hjertekammer, pulsårerne, der pumper, og muskelvævet, der trækker sig sammen.
Inde i midten havde hun tegnet et stort, sort hul, hvor hun havde trykket så hårdt til med blyanten, at papiret var blevet revet i stykker. Professoren havde skubbet brillerne op ad næseryggen og nikket tilfreds.
“Har du nogensinde fået at vide, at du er virkelig god til at tegne?”
Emilia tog støvler og jakke på og gik hen til døren. Hun ventede. Hun lyttede til en udgave af sig selv, der var ved at dø af grin, og en anden, der var ved at pisse i bukserne af skræk. Hun drejede nøglen: klik. Bare nogle klik, spinkle og fine som fuglekvidder. Hun strøg dørhåndtaget og bed sig så hårdt i underlæben, at det begyndte at bløde. Hun tog en dyb indånding, og så skubbede hun brat håndtaget ned.
Hun slog døren op og … bam! Verden. Lige der, for fødderne af hende. Hele verden.
“Fuck.”
Hun trådte over dørtærsklen. Hun blev badet i lys, og luften prikkede på huden. Hun tog et skridt, så et mere og endnu et. Så begyndte hun at løbe ned mellem Sassaias godt 30 forladte huse som et forvokset barn, en stakkel, på de mosbegroede sten, gennem de øde gader, uden at lukke hoveddøren efter sig, for der var ingen, der kunne stjæle fra hende, irettesætte hende, råbe ad hende eller sætte hende i isolation. Det blæste.
De tørre blade på tusindvis af kastanjetræer var lige på nippet til at falde af. Et klokketårn knejsede ensomt over tagene. Bjergene gnavede i himlen. Hendes lunger og øjne var så fulde af indtryk, at hun var lige ved at græde, da to sætninger pludselig rungede i hendes hoved:
Du er nødt til at tilgive dig selv for at være i live, Emilia. Nej, der er ikke længere noget, jeg kan gøre for at fortjene det. Hun genvandt fatningen. På tre minutter var hun allerede løbet halvvejs rundt i landsbyen. Hun kunne kende vaskepladsen fra sin drøm. Der havde tante Iole tilbragt hver lørdag med at vaske og skylle sit vasketøj, mens hun sludrede med sine veninder på en dialekt, der var lige så uigennemtrængelig som et brombærkrat.
Der var ikke længere nogen kvinder, der stod foroverbøjet og skrubbede eller sad på bænkene. Der var ingen børn, der legede gemmeleg eller tagfat. Men helt stille var der ikke. Der var fuglefløjt i træerne, firben i buskene og endda en rødkælk i det fjerne. Emilia begyndte langsomt at gå tilbage. Hun gik forbi sin hoveddør igen og lukkede den.
Hun bemærkede, at huset overfor havde fine hvide og lyserøde alpevioler i altankasserne, og der var nydelige gardiner i de åbne vinduer. Hun så for sig, at hun havde en 100 år gammel dame som genbo, og lovede sig selv at udskyde det øjeblik, hvor de var nødt til at hilse på hinanden, så længe som muligt. Hun ville udelade sit efternavn eller opgive et falsk et, hvis det blev nødvendigt.
Nej, nej … jeg har ingen forbindelse til Iole Innocenti! Hun gik videre for at se den sidste halvdel af lands byen og kom til kirketorvet. Selvom ’torv’ egentlig var så meget sagt. ’Gård’ var mere rammende. Der var slået to krydsede brædder for kirkeporten, og klokketårnet havde hverken klokke eller ur. Emilia sugede alle detaljerne til sig. Hun var forbløffet over, at hun huskede det hele så tydeligt.
Vandposten, en facade dækket med vedbend. Det var, som om hendes barndoms somre aldrig var sluttet. Som om hendes før stadig var uskadt her. Hun fortsatte forbi Basilios hus og fik øje på gæssene og hønsene i græsset. Hun prøvede igen at ignorere tanken om endnu en, hun skulle hilse på og forsvare sig selv over for:
“Goddag, jeg hedder Emilia …” Hun tænkte på de løgne, hun kunne komme med: “Jeg er her i forbindelse med min forskning. Jeg skriver på en afhandling om affolkning … Jeg kommer ikke til at forstyrre jer. Ingen kærester, ingen stoffer, bare rolig!”
Samtidig gik det op for hende, at heroppe, flere lysår væk fra enhver kontrol, ville hun kunne have et helt drivhus med hashplanter. Hun havde jo masser af kontakter at sælge til. Måske skulle hun virkelig prøve at finde Afifa inde på det der Facebook, alle talte om. Sassaia var faktisk så lukket om sig selv, at hun følte sig tryg og beskyttet som et barn i sin mors mave. Gaderne var smalle, bygningerne klamrede sig til hinanden med støttebuer.
Men da hun kom til det yderste af landsbyen, hvor stien til Piaro begynder, stod hun pludselig på et udsigtspunkt. En afsats i bjerget med udsigt over dalen. Med ét blev Emilia konfronteret med bjergenes og efterårets storhed og den endeløse himmel over sig. Det svimlede for hende. Hun følte sig som et mikroskopisk stykke vraggods, fortabt i et uendeligt rum. Hun kunne ikke få vejret, jorden forsvandt under hendes fødder, og hun besvimede.
Jeg var på vej hjem fra skolen. Om tirsdagen underviste jeg de to første timer, så jeg sagde farvel til de 13 elever i Almas eneste grundskoleklasse i frikvarteret og lod min kollega Patrizia holde øje med dem, mens de løb rundt i gården. Så gik jeg op gennem skoven. Hvis jeg ikke standsede for at samle kastanjer eller svampe, var jeg som regel hjemme inden 11. Den morgen var jeg fristet, men gjorde det ikke. Jeg ville forbi Basilio og købe æg.
Det var derfor, jeg skød genvej over udsigtspunktet og pludselig så hende. Jeg kunne ikke genkende hende. Hun lå sammen krøben og hjælpeløs på jorden, så det ikke var til at gætte hverken køn eller alder. Hun lignede en bunke gamle klude, nogen havde efterladt. Jeg blev stående et godt stykke fra hende og hørte mig selv råbe: “Hey! Er du okay?”
Hun bevægede sig. Hun spærrede øjnene op og kæmpede sig på benene. Hun så fortumlet ud med svedige hårlokker klistret til panden. Hun børstede støvet af jeansene med hurtige strøg på lårene og bagdelen. Der må have været mindst 20 grader, der hvor vi stod, midt i solen. Hun havde en stor, neongrøn vinterjakke på. Jeg var i skjorteærmer.
Jeg må indrømme, at jeg troede, hun var en patient, der var stukket af fra det behandlingssted, der for nylig var åbnet i landsbyen lige efter Alma. Så løftede hun ansigtet og så på mig. Lamslået som et rådyr, der blændes af en bils forlygter om natten. Jeg betragtede også hendes ansigt. Og så indså jeg modvilligt, at den vuggende skikkelse fra aftenen før, der havde danset så smerteligt forførende i det bløde lys i vinduet på den anden side af vejen, var den samme som den forpjuskede og vilde pige, jeg nu stod over for.
Hun så, for nu at sige det ligeud, ikke lige så godt ud, som jeg havde forestillet mig. Ikke at jeg havde nogen bagtanker. Det var en ufravigelig regel. Jeg havde pålagt mig selv at holde mig langt væk fra visse ting. Det havde bare været forvirrede fantasier, der gjorde det lettere at falde i søvn. Og nu var der ikke længere nogen gardiner. Ingen ruder eller vinduer imellem os.
Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om jeg lugtede af skov, og om hun lagde mærke til det. Jeg var så utilpas, at det gjorde ondt. Det må hun også have været, for hun stak af. Hun vendte sig om og løb. Ligesom Martino Fiume, når han havde lavet ballade, ligesom alle mine elever, når klokken ringede. Som om hun havde set et uhyre.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev stående dér ret op og ned. Skuffet. Over hende og over mig selv. Hvorfor undgik jeg bestemte situationer? For ikke at skulle føle mig misforstået, sådan som jeg gjorde nu. Som en idiot. En, som alle i gymnasiet var sikre på, ville gøre karriere på et eller andet prestigefyldt europæisk universitet, men som var endt med at bo samme sted, som han blev født. Der som den eneste var flyttet tilbage.
Hvad skulle den kvinde i Sassaia? Jeg håbede, at hun ville rejse væk igen. At hun pakkede kufferterne med det samme. Jeg var vred. Så vred, at jeg glemte alt om æggene og Basilio. Jeg smækkede hoveddøren efter mig, da jeg kom hjem. Men jeg gik direkte ud og lod bruserens skoldhede vand skylle ned over mit hoved og alt skægget. Jeg vaskede mig grundigt over hele kroppen med den sæbe dryppende svamp. Jeg var i live, trods alt.
4
Tre dage efter vores første møde, hvis man da kan kalde det det, hang der en kold, hengemt stilhed i Ioles køkken. Luften var allerede tung af ensomhed og cigaretrøg. Emilia havde smidt sig i sofaen efter en frokost bestående af chips og cola. Nu ringede hun til sin far og overfaldt ham, før han kunne nå at sige noget.
“Skulle fucking Aldo ikke være kommet i dag sammen med elektrikeren?”
“Hej Emilia, hvordan går det? Her går det fint, tak. Jeg kan oplyse dig om, at bare fordi der er noget, man gerne vil have, betyder det ikke, at man får det med et fingerknips. Og da slet ikke deroppe. Du kan høre radio i mellemtiden.”
“Der er ikke nogen, jeg har ledt.”
“Jeg gav dig en bog.”
“Hvad fuck skal jeg bruge den til?”
“Tal ordentligt.”
“Jeg gider fucking ikke tale ordentligt!” skreg Emilia.
“Jeg har ikke sovet i fire dage. Jeg bliver sindssyg!”
Hun skabte sig. Det var virkelig en luksus. Det ville hun aldrig have drømt om det andet sted. Hverken hun eller de andre. Hvis man var så rasende eller frustreret, at man ikke kunne holde det inde, skar man sig i armen med de barberblade, der lå gemt i madrassen. Eller man hamrede panden ind i væggen, indtil blodet piblede ned over næsen. Indtil der kom nogen, man kunne tigge om et par Rivotril.
“Jeg får lægen til at maile dig recepten, så kan du gå ned på apoteket og købe nogle Stilnoct,” svarede hendes far.
“Jeg er færdig med dråber og piller. Det har jeg lovet mig selv.”
“Åh, for helvede!” Riccardo mistede tålmodigheden.
“Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige! Det føles, som om vi er tilbage i de diskussioner, vi havde, da du var teenager.”
Hvornår har jeg nogensinde været det? tænkte Emilia.
“Jeg vil bare have et fjernsyn, det er ikke svært.”
“Har du været nede i byen?”
“Ja.”
“Lad være med at lyve.”
Siden dengang lyden af hendes fars fodtrin var forsvundet i udkanten af Sassaia allesjælesdag, havde hun ikke udrettet andet end at producere snavsetøj og en køkkenvask fuld af kopper med indtørret kaffe. Der lå tomme chipsposer og skodder overalt. Hun havde ikke engang forsøgt at leve. Det gik op for hende, mens hun lyttede til sin fødebys trafikstøj i telefonen.
Den var dump som en dom, og dens rytme fulgte kontorernes, fabrikkernes og skolernes tidsplaner. Det var de andre, der bestemte tidens gang. Alle andre end hende.
“Jeg har været nede i byen …”
“Det var ikke det her, der var aftalen, Emilia. Aftalen var, at du skulle i gang med det samme uden at spilde tiden. Du kan ikke bare gå rundt deroppe og lave ingenting.”
Hendes far havde hende på højttaler i bilen. Emilia kunne høre ham blinke af og sætte farten ned. Hun forestillede sig, at han var så skuffet og irriteret, at han var nødt til at holde ind til siden, så han kunne bande og svovle i fred. Hendes talent for at skuffe ham var dét, hun hadede mest ved sig selv.
“Lad være med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke længere klare, når folk giver mig ordrer.”
“Hvis du gerne selv vil bestemme over dit liv, må du vise, at du er i stand til det. Find et arbejde, bliv uafhængig. Du lovede, at du ville gå ned til byen i tirsdags, men i dag er det fredag, og vi taler stadig om det fjernsyn.”
“Fint!” råbte Emilia. “Jeg tager ned til Manpower og får et eller andet lortejob, hvor jeg kan knokle mig halvt ihjel.”
Hun lagde på og slukkede telefonen. Hun fortrød med det samme alt det, hun havde sagt, men ikke gjort. Men hun var ekspert i at fejle. Hun kiggede desperat under sofapuderne efter lommelygten og nøglerne. Efter den første tur rundt i Sassaia havde hun barrikaderet sig i huset med gardinerne trukket for. Hun ville ikke ses af de andre i landsbyen eller have noget med dem at gøre, især ikke den skæggede mand.
Hun havde brugt timevis på at skrive med Marta og sende emojis frem og tilbage.
“Kan du huske alle de lussinger, jeg gav dig, når du ikke gad læse lektier?” spurgte Marta truende. “Jeg kommer og giver dig nogle flere!”
Og nogle få minutter i telefonen med sin far, hvor hun løj det bedste, hun havde lært. Og det var så også dét, for hun havde ikke andre numre kodet ind på telefonen. Hun havde ligget på sofaen og hørt dancemusik og drømt om at være en anden. At være ung og sexet og stå på podiet på et diskotek og ryge cigaretter og bade filtrene i spyt.
“Du ryger jo ikke, magiske Emi. Du giver cigaretterne blowjobs.”
Hun havde startet cd’en forfra og trænet kondition, mave, lår og baller ligesom i gamle dage. Hun havde onaneret. Hun havde tusset rundt og lavet ingenting. Hun havde talt med mørket: “Dø, dit svin.”
Nu måtte det være nok, sagde hun til sig selv. Hun fandt lommelygten og nøglerne, der var endt under ryglænet i en hule af krummer og nullermænd. Hun lagde dem ned i tasken og tjekkede, at pungen også lå dernede. Så gik hun ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hun havde blege øjne ligesom de fisk, der lå i iskasser nede på kajen i Marina, med mørke rande under. Hendes hud var så lys, at fregnerne mindede om linser i mælk.
Hun tænkte tilbage på Rita og deres sidste samtale. På, hvordan Rita havde trykket hende moderligt ind til sit bryst, da de sagde farvel.
“Ring til mig, når dagen kommer,” sagde hun, “det må du love mig. For det ved jeg, at den gør, og at du vil være klar. Til at bo, lige hvor du vil, og begynde forfra. Lov mig at ringe.”
Hun begyndte at børste det viltre, krøllede hår med hidsige tag. Hun kom vand i ansigtet og nev sig i kinderne for at give dem lidt kulør. Så forsøgte hun at maskere sig med en kirsebærrød læbestift og masser af mascara på vipperne. Hun sagde til sig selv i spejlet: “Frihed er noget værre rod, Rita. Og jeg holder ikke, hvad jeg lover.”
Hun tog en ren sweatshirt på sammen med de slidte jeans, bandt en læderjakke om livet og tog tasken over skulderen. Hun væbnede sig med al den beslutsomhed, hun kunne mønstre, og så begav hun sig afsted mod Stra’dal Forche. Tanken om igen at blive stirret på af folk, der kunne se, hvor pilrådden hun var, gav hende en fysisk trang til at vende om, lukke sig inde på badeværelset med et barberblad og gribe til sine gamle metoder.
Men hun var fast besluttet på at stå imod. Det skyldte hun sin far. Kastanjetræernes sammenflettede grene udgjorde et freskoloft over hende. En foranderlig hvælving af brune, orange og gule blade med enkelte små lysglimt indimellem. Hun kom til at tænke på himlen i sin barndoms store mekaniske julekrybbe, der var så betagende, når solen, stjernerne og den store julestjerne af papmaché tonede frem.
Når hun med store øjne betragtede sceneriet, som den lokale turistforening havde organiseret, og mærkede sine forældres hænder på skuldrene, mærkede deres kærlighed, og ikke havde andet end tillid: til sig selv og til verden. Hun droppede at gå forsigtigt og begyndte i stedet at løbe ned ad skovstien med armene ud til siden. Hun risikerede at falde ved hvert eneste sving, men hun var ligeglad.
Det var ophidsende at løbe hurtigt. Det var befriende. Marta, spurgte hun, hvordan bliver jeg ligesom dig? Hvorfor er jeg ikke også taget til Milano? Hjem til dig? I din seng?
Fordi her er vi alle sammen i samme båd, men vi har hver især vores sorte hul, som vi er nødt til at leve med. Hun kom ud mellem brændenælderne. Med rodet hår, stoftasken fra et marked over skulderen og de store støvler på stak hun hovedet frem mellem pensionistcafeen og Rosas købmandsforretning. Det havde taget hende under et kvarter at løbe derned. Og nu hang hun på den.
Hun gik over pladsen og direkte hen til busstoppestedet. Hvilken dag er det i dag? Fredag. Hun lod fingeren løbe ned over oversigten. Hvad er klokken? 14.45. Super. Hun så på oversigten igen. Ikke en skid super. Hun havde misset bussen. Med ti fucking minutter. Og den næste, som var den sidste, gik klokken 18.00. For sent til at nå ned til byen, udrette noget og komme hjem igen i nogenlunde tid. Hun tændte først en cigaret og så sin telefon.
Hun sendte en sms til sin far: “Undskyld.”
Pladsen var mennesketom. En sjælden gang imellem kørte der en bil over pladsen. Det var mest trehjulede Ape-vogne og slidte pickups læsset med dyregrej eller haveudstyr. Hun slukkede cigaretten ned i håndryggen og tændte en ny. Så svarede hendes far: “Det er mig, der siger undskyld. Jeg skulle ikke have presset dig. Du skal nok klare den.”
Hun elskede ham. Men kærligheden gjorde ondt. For verden var fuld af de der eksemplariske døtre med forfærdelige fædre. Fædre, der slog dem, som rørte ved dem eller i bedste fald bare var pisseligeglade med dem – hun havde mødt masser af den slags døtre, for slet ikke at tale om Marta. Og så havde skæbnen givet lige netop hende, den allerværste af dem alle sammen, en perfekt far.
Hun tog et billede af køreplanen for den eneste bus, der gik gennem dalen. Fire afgange om dagen på hverdage, to på helligdage, hverken mere eller mindre. Hun besluttede at tage den, der gik mandag morgen klokken seks. Hun lovede sig selv, at næste uge skulle blive indbringende. At hun ville skure toiletter, skovle møg eller sælge pizzaer – hvad som helst for at tjene nogle penge, så hun kunne købe en togbillet til Milano. Til Marta.
Men først måtte hun få styr på sine søvnproblemer. Det var håbløst at lede efter en helsebutik for at købe baldrian, for slet ikke at tale om elektronikforretninger. Men nu var hun altså i Alma. Turen skulle ikke være forgæves. Hun så sig om. Selvfølgelig skete der ikke en skid. Så landede hendes blik på Café Samurais skilt og de snavsede ruder. Hun smilede. Hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før?
Måske fordi alkohol var så forbudt, selv til jul, nytår og ferragosto, at hun havde udraderet muligheden fuldstændig fra sit hoved. Man kunne godt rulle sig et par joints på udgang – lige tage et par hvæs i smug, inden man proppede sig med pebermyntetyggegummi. Men en flaske vodka var udelukket, og et enkelt shot kunne de ikke bruge til noget. Sidste gang, Emilia drak sig fuld, var helt tilbage i slutningen af første år af gymnasiet.
Til en fest på et pizzeria nede ved stranden med fyrværkeri ved midnat. En fødselsdag, som hun havde fortrængt alt om, der startede dårligt – der var ingen, der ville sidde ved siden af hende og spise pizza – og bare blev værre, mellem betalingsstrandenes sammenslåede parasoller, på de glatte, fugtige liggestole, hvor de alle sammen havde søgt tilflugt, undtagen hende og en enkelt anden.
Det eneste, hun kunne huske, var, at de havde siddet for sig selv og drukket tæt, og at der var en gammel livredder, der lagde an på dem. Hun havde brugt alle de penge, hun havde fået af sin far, på mojitoer, og da hun endelig kom hjem, måtte han holde hendes hår, så det ikke røg i toilettet sammen med hendes sjæl.
Og så meldte muligheden sig altså pludselig igen, 16 år senere, helt indlysende og ikke længere ’strengt verboten’. Det var bare at tage ti skridt. Emilia gik spændt derhen. I mere end 10 år var mulighedsrummet svinget mellem 0 og 0,1. Og nu var det pludselig eksploderet til 100.000. Da hun nåede hen til døren, ventede hun som sædvanlig på, at nogen skulle åbne den. Så indså hun, hvor idiotisk det var, og gik ind.
Med den kirsebærrøde læbestift. De hullede jeans. Den dristighed og sult, der opstår i én, der, siden den fest i 1.g, kun har drukket Cola, Fanta og vand, mens hendes jævnaldrende bare blev ved med at drikke sig fulde og få blackouts på stranden og siden begyndte at synge og spille guitar om lejrbål, dyrke sex og få kærester.
Hun gik ind på Samurai med en klar målsætning om at generobre bare et usselt brudstykke af den tid, hun havde mistet. Uden tøven og uden at tage sig af, hvad andre tænkte. Hendes opsigtsvækkende entré fik selv de mest indadvendte, reserverede og utilnærmelige af dalens ældre til at se op fra deres kortspil og kigge på hende, den fremmede. Emilia satte sig i baren og bad om en bitter, tak.
Der var ingen, der gjorde noget for at skjule deres stirren. Ingen sagde hej, goddag, godaften. Piero, der var i gang med at tørre nogle espressokopper af, betragtede hende længe og undersøgende. Så skænkede han hende et gavmildt glas og stillede det foran hende. Alle vendte tilbage til deres poker, rommy og scopa, som om der slet ikke var sket noget. Men det var der selvfølgelig i den grad.
En kvinde. Som drikker klokken tre om eftermiddagen. Alene. Som ingen ved, hvem er. Med den læbestift på. Det var så usædvanligt, at der i ugevis ikke ville blive talt om andet i landsbyens køkkener, soveværelser og stalde. Den udefrakommende, hvis alder, bopæl og stamtræ alle i deres stille sind forsøgte at gætte, sad i sine egne tanker og nippede til sin bitter med benene over kors.
Hun nød den vidunderlige fornemmelse af alkoholen, der brændte i halsen, kildrede i maven, fik hver eneste af hendes nerver til at slappe af og slørede hendes tanker. Og lettelsen ved at give slip på sig selv, på mindet om at være sig selv, byrden ved at være sig selv, var så stor, at hun bad om et nyt glas, så snart det første var tomt.
Desværre kom Patrizia ind med sine veninder, da Emilia var begyndt at blive så rundtosset, at hun næsten ikke kunne stå på benene. Patrizia opfattede straks den sensationelle nyhed. Hun var helt oppe at køre og ringede til mig kort efter og fortalte om det. Hun brugte det som en undskyldning for at genoptage
“Lad os gå ud at spise sammen”-snakken. Fordi vi sad i klasserådet sammen, “ikke andet”, og for at drøfte Martino Fiume: “Hvor mange gange kan man lade nogen gå om?”
Jeg gled af på invitationen med endnu en dårlig undskyldning, som hun nægtede at forstå meningen bag. Det nyttede ikke noget. Mandagen efter i skolen snakkede hun hele tiden til mig – mens jeg så fast på børnene i skolegården uden at høre efter – om den fremmede kvinde, der med stort besvær havde fisket en seddel op af sin pung og ikke engang kunne samle byttepengene op.
Som var slingret fra barstolen hen til døren, men snublet over det første trin. Som var alkoholiker og garanteret prostitueret. En psykisk syg kvinde, der var stukket af fra Villa Sorriso. En taber. En heks. For det vidste jeg vel? At rødhårede kvinder er nogle hekse? Jeg kom forbi hende ved vaskepladsen, hvor hun sad og kastede op. Bjergene var blevet sorte.
Solen forsvandt mod vest bag Cresto, Mucrone og Barone, men der trængte stadig et sidste lyserødt lys op over dem. Fuglene havde forladt deres grene. Luften var blevet koldere. Fra skoven kom der fugtige vindstød med rådnende blade. Jeg stoppede op. Jeg havde talt i telefon med Patrizia, så jeg var forberedt.
Jeg må indrømme, at det, at jeg gik ud den aften, ikke så meget handlede om at gå min sædvanlige tur som om en bekymring, jeg på daværende tidspunkt ikke kunne sætte ord på. Frygten for, at den fremmede kvinde i sin elendige forfatning skulle komme til skade på vej op ad Stra’ dal Forche. Jeg betragtede hendes krop, der skælvede af krampetrækningerne. Uden vinterjakken var hun bleg og tynd.
Hun kunne ikke veje mere end 45 kilo, og hendes knogler var synlige gennem tøjet. Det var utroligt, at hun var nået hele vejen op til Sassaia, så fuld som hun var. Jeg ventede, indtil hun kom på benene, dyppede ansigtet i bassinets iskolde vand og åbnede øjnene igen.
“Går det bedre nu?”
Hun stillede skarpt på mig, denne gang uden at blive forskrækket. Hun strøg sig over panden og nikkede, og så lod hun sig dumpe ned på bænken. Vandet rislede, og Basilios gæs skræppede i det fjerne. Hendes læbestift var udtværet.
“Jeg har drukket helt sindssygt meget.”
“Det tror jeg, at alle i hele dalen ved.”
Hun smilede og rystede på hovedet: “Jeg er virkelig en katastrofe.”
Med øjnene lukket igen, det våde hår, der dryppede ned på skuldrene, og de pigede fregner, der var strøet ud over næsen og kindbenene, lignede hun en træt Pippi Langstrømpe.
“Du er i sikkerhed her,” sagde jeg.
“Det var derfor, jeg kom.”
Hun slog øjnene op igen. De var skovgrønne, æblegrønne, syrliggrønne. Med små gule pletter. De var smukke. Men fuldkommen udslukte, som to døde stjerner. De skræmte mig. Og da det gik op for mig, at vi så på hinanden og ligefrem talte sammen, blev jeg lige så flov som i de drømme, hvor man pludselig står helt nøgen på en plads fyldt med mennesker. Jeg gav hende et hurtigt nik, og så slæbte jeg min klodsede 1,90 meter lange krop afsted i en tilfældig retning.
Ikke at der var mange at vælge imellem. Men det eneste, jeg ville, var at forsvinde ind i skoven.
“Vent,” råbte hun.
Hun kom hen mod mig med korte skridt, men bevarede en afstand mellem os, som jeg var taknemmelig for.
“Du bor her, ikke?”
Jeg nikkede.
Hun knugede stropperne på sit stofnet og virkede splittet. “Jeg ved godt, at det, jeg skal til at spørge om, nok lyder underligt. At jeg måske selv virker underlig, altså ud over at være fuld. Men jeg lover dig, at jeg er klar i hovedet … Og at jeg ikke kan falde i søvn.”
Hun lod nettet falde ned på jorden og begyndte at gestikulere.
“Jeg er ikke vant til, at der er så stille. Mine ører kan slet ikke klare det. Der er ikke noget fjernsyn, ingen radio, der er ikke en skid. Og jeg har brug for at høre stemmer. At der er nogen, der taler. For sådan har det altid været. Jeg har aldrig sovet alene.”
Jeg syntes, at hun virkede meget dramatisk. “Der kommer snart en mand med et fjernsyn til mig, og så er der ikke længere noget problem. Men indtil da …”
Jeg turde ikke fortælle hende, at der ikke var en eneste husstand i Sassaia, der havde fjernsyn eller kunne få det.
“… indtil da vil jeg bede dig om noget, og du må ikke misforstå mig. Men vil du komme hjem til mig i aften og tale til mig, indtil jeg falder i søvn?”
Jeg havde stået helt stille uden at trække vejret, mens hun sagde den ene mere usandsynlige sætning efter den anden. Men nu gibbede det i mig. “Vi kender jo slet ikke hinanden.”
“Det ved jeg godt!”
Hun virkede både, som om hun var virkelig god til at spille skuespil, og som om hun var hudløst ærlig.
“Jeg lover, at jeg ikke er skør. Jeg er bare udmattet. Jeg kan betale dig for ulejligheden eller gøre gengæld på en anden måde. Det tager ikke lang tid. Jeg lægger mig i sengen, og du taler til mig. Om geder eller om astrologi eller hvad som helst. Og så snart du kan se, at jeg er faldet i søvn – og jeg tror, at jeg går ud som et lys i aften – så går du igen.”
Jeg troede ikke mine egne ører. Hun bad mig om at komme hjem til hende om aftenen, ind i hendes soveværelse. Vi kendte ikke engang hinandens navne. Jeg kunne have været en klam og ondsindet mand. Sådan én, der forgriber sig på kvinder, og ikke bare betalte Gisella en gang om måneden på Hotel Le Piane mellem rismarkerne.
“Undskyld.” Med en håndbevægelse viftede hun alt det bort, hun lige havde kæmpet for at få frem.
“Glem, hvad jeg sagde.” Hun samlede nettet op med blussende kinder.
Hun var skuffet og flov, og det var følelser, jeg kendte så godt, at jeg gjorde noget, jeg ikke havde gjort i en evighed. Jeg satte mig i hendes sted.
“Det er i orden,” svarede jeg modstræbende. “Jeg kommer forbi i aften.”
Sort hjerte
Sort hjerte er en stærk fortælling om forbrydelse og straf. Om tilgivelse og kærlighed. Bruno og Emilia bærer på hver deres hemmelighed. Begge lever de ensomt. Han, fordi han er blevet udsat for ondskab. Hun, fordi hun har begået noget, hun aldrig kan råde bod på. De mødes i den isolerede og forladte bjergby Sassaia i Piemonte, som kun har én anden indbygger. Sammen kæmper de for at finde tilbage i lyset, fri af fortidens skygger.
“Livet spørger ikke om lov, det lader sig ikke planlægge. Tværtimod elsker det at tage røven på én.”
Sort hjerte har taget de italienske læsere med storm og modtaget flere priser. Romanen er solgt til udgivelse i over 25 lande.
Silvia Avallone (f. 1984) er en af Italiens vigtigste skønlitterære stemmer, og hendes bøger sælges over hele verden. Sort hjerte er hendes femte roman.
Sort hjerte er en bevægende roman om to mennesker, der på trods af en mørk fortid forsøger at skabe sig en fremtid og et nyt liv.
Silvia Avallone er en af Italiens største forfattere, og hendes roman Sort hjerte er solgt til udgivelse i 25 lande.
Sort hjerte handler om den lille bjergby Sassaia i Piemonte, der kun har to indbyggere, Basilio og Bruno. En dag dukker Emilia op. Hvad skal hun i den lille afsondrede flække, hvor man tager hen for at være i fred? Bruno og Emilia er to ensomheder, der begge bærer på en forhistorie, der er næsten er ubærlig. De kender til ondskab. Han, fordi han er blevet udsat for den. Hun, fordi hun har begået den.
Læs første side og kapitel 3 og 4 af Sort hjerte af Silvia Avallone herunder.
Sort hjerte
af Silvia Avvalone
1
Den mandag i november, da Emilia og hendes far gik op ad stien Stra’ dal Forche gennem kastanjeskoven, der skiller Sassaia fra resten af verden, var det allesjælesdag. Den dag, hvor man mindes de døde.
Riccardo mente stadig ikke, at sådan et sted – en lille, afsondret bjergflække – egnede sig til at begynde et nyt liv. Ikke for hans datter, ikke efter dét, hun havde været igennem, og slet ikke alene. Men Emilia var stålsat og gik afsted med raske skridt. Himlen var ellers blændende blå den formiddag.
Nattens regn havde renset luften, så man kunne se selv de fjerneste detaljer, og der hang et særligt lys over alting, som om ingen nogensinde kunne dø, og intet kunne slutte på denne uskyldsrene bjergkam. I virkeligheden var alt for længst forbi. Faldefærdige kvægskure og et votivkapel med en Sort Madonna, der var vansiret af vind og vejr. Far og datter lod, som om de ikke lagde mærke til forfaldet langs stien.
De svedte og talte ikke sammen. De havde ventet på det øjeblik i så mange år, at de var bange for at komme til at ødelægge det, hvis de sagde noget. Stien var dækket af et tykt lag våde blade, så selv deres skridt var lydløse. Kun lyden af deres hjerter kunne høres.
*
3
“Jeg kan seriøst ikke gå udenfor, er det ikke syret?”
“Bare rolig, sådan havde jeg det også den første dag. Jeg gloede på døren i timevis, og så endte jeg med at løbe ud klokken et om natten. Jeg gik ind på den første bar, jeg kom forbi, og scorede en 21-årig!”
“Der er ingen barer her, bare en masse sten …”
Emilia stod og strakte mobilen i retning af de næsten tre signalbjælker, mens hun skrev med Marta som besat. Hun var lige så opslugt som et barn med et nyt legetøj.
“Jeg er bange for, at det bliver ligesom dengang på Piazza San Francesco, kan du huske det? Der, hvor jeg næsten besvimede.”
“Ja, du besvimede, og jeg havde allerede skaffet weed.” Emilia lo. “Første udgang, første joint! Fuck, jeg ville ønske, at jeg var dig.”
“Hver eneste gang, jeg kommer træt hjem om aftenen og ruller en joint, tænker jeg på det og smiler. Du er dig. Og du er magisk, Emi.”
“Hvad laver du?”
Emilia nåede ikke engang at læse Martas beskeder færdig, før hun sendte sine egne afsted. Hun kunne ikke bremse sine fingre. Det var ikke til at fatte, at hun kunne sende alle de beskeder, hun ville, uden at opbruge sin saldo. Hendes liv var gået i stå, dengang man kun sms’ede, og nu havde hun pludselig internet på telefonen.
“Hvad tror du selv, jeg laver? Jeg er på vej på arbejde.”
“Fuck, jeg skal i gang med at finde et arbejde …”
“Jeg forventer store ting af dig, at du ved det. Ikke bare, at du finder dig en flot skovhugger.”
“Seriøst, hvordan skal jeg komme udenfor?”
“Bare tænk på dengang, du ikke kunne.”
Marta var tre år ældre end hende, men hun tilhørte den kategori af mennesker, som har fået så mange tæsk af livet, og som har gjort så meget modstand, at de til sidst slet ikke har nogen alder.
“Vær stille, når hun siger noget,” blev de nye altid advaret. Hun var milevidt fra psykologerne, forfatterne og de andre privilegerede typer, der plastrede væggene på deres kontorer til med alle deres åndssvage eksamensbeviser. Ingen ville have troet, at Marta ville søge ind på universitetet og gøre en uddannelse færdig.
Hun var den første i hele stedets historie, der gjorde det. Hun var ren substans. Hun var et forbillede. Dengang de kom og fortalte, at hendes mor var død, blev hun siddende på sengekanten hele dagen og hele natten uden at spise eller drikke, uden at græde. Hun var lige så upåvirkelig som en buddhistisk munk. Hun stirrede bare på himlen og reagerede ikke på noget, nogen sagde.
Til sidst fandt hun sin hemmelige skattekiste frem fra et hul i madrassen, tog det, hun skulle bruge, og skar en dyb flænge rundt om sin navle. Og så, med undertrøjen smurt ind i blod, åbnede hun sin kemibog.
“Bare tænk på dengang, hvor du ikke kunne,” læste Emilia igen.
“Tænker du nogensinde tilbage på dengang?” spurgte hun.
“Ja, hele tiden,” svarede Marta. “Jeg tænker på Giada og Yasmina, på Afifa og Myriam.”
Hvert eneste navn føltes som et knivstik af ømhed.
“Afifa og Myriam og jeg har fundet hinanden på Facebook. Vi skriver tit sammen. Giada er blevet skibsfører på Elba. Yasmina har fået et barn. Du burde også finde dem, nu hvor du har muligheden for det.”
Klokken var ni om formiddagen. Den ø af sten, Emilia var gået i land på, lå badet i strålende sol. Der var ikke den mindste sky på himlens perfekte blå skive. Hun fik ondt i øjnene af at se på den. Hun havde ikke lukket dem hele natten.
Hun havde ligget klemt sammen mellem en madras, der var hård som cement, og et sengetæppe, der var lige så tungt, med sandpapirslagener, der lugtede af at have ligget i et skab i flere årtier: ansigt til ansigt med dybet. Emilia havde glemt, hvilken afgrund fraværet af lyd er. Værre endnu, fraværet af lyd med hendes hjerte indeni.
I den fortid, hun kom fra, kværnede fjernsynet utrætteligt indtil klokken 23.30, og så begyndte hemmelighederne, kroppenes lyde, skyllene fra toiletterne, Marta, Myriam og Afifas tunge vejrtrækninger. Der havde også været en anden livline dengang: lyset fra lysmasten udenfor, som oplyste værelset, indtil solen stod op.
Selv midt om natten kunne hun åbne øjnene og se de andres fotografier på væggene, sine akvareller, deres fælles plakater af Luke Perry og Brad Pitt i bar overkrop og så stramme jeans, at man kunne se bulerne mellem benene. Under dynerne kunne hun se konturerne af sine kammerater, som heller ikke kunne sove eller blev ved med at vågne. Hun kunne klamre sig til dem og føle sig sikker. Men her var der stille og sort som i graven.
“Jeg har ikke noget tv, Marta. Natten var et helvede.”
“Natten vil altid være et helvede for os, lille Emily. Tag sovepiller. Eller find en mand, der er god til at knalde.”
Emilia smilede. “Jeg tager ned til landsbyen og ser, hvad jeg kan finde.”
Hun ventede forgæves på en besked mere fra Marta. Hun knugede telefonen i hænderne, som om hun kunne klemme et sidste ord eller to ud af den, men der kom ikke nogen. Hun så, at der ikke længere stod ’online’ under Martas navn og det vovede billede, hvor hun sad på en fancy bar med en cocktail i hånden og smilede iført en kort nederdel.
Hvem skulle have troet, for 12-13 år siden, at Marta kunne forvandle sig til denne smukke, normale kvinde? Emilia vidste, at hendes veninde – den eneste, hun havde valgt at bevare kontakten til efterfølgende – var gået ind på laboratoriet og ville være uden for rækkevidde de næste syv-otte timer. Hun lod sig dumpe ned på sofaen. Hvad nu? spurgte hun sig selv. Nu går du ud, for helvede.
“Tegn et hjerte.”
En morgen mange år tidligere, i det lille rum, der vendte ud til et platantræ bag sygeafdelingen, rakte en skaldet mand med runde briller og et ry for at være et geni hende en blyant og et stykke hvidt papir. Hun brød ud i en arrogant latter.
“Det kommer ikke til at ske.”
“Tegn dit hjerte,” forhøjede han lumsk indsatsen.
Emilia blev ved med at nægte, for det var hendes generelle tilgang til voksenverdenen. Men efter en halv times svidende stilhed greb hun vredt ud efter blyanten og kradsede nogle hurtige streger, nogle hårde og nogle bløde, ned på det hvide papir. Imens så hun lysende klart den hospitalsseng på femte sal, anden stue på venstre hånd, som havde været brændt fast på hendes nethinde siden den sidste dag i 1997.
Der måtte være gået koldbrand i hendes hjerte én gang for alle på den stille hospitalsstue, der hang og svævede som et himmellegeme uendeligt fjernt fra byen, der var i fuld gang med nytårsforberedelserne. Det måtte være holdt op med at slå, dér mellem de bleggrønne vægge, sammen med det lange morfindrop og den lugt, et menneske udsender, når det fordærves indefra, bliver gult, går i forrådnelse og til sidst bliver koldt.
Sammen med den bog, de havde foræret hende et par uger før: en roman, der lå på sengebordet med et bogmærke i midten, hvor det ville forblive. Og de sammenfoldede sorte briller ved siden af, glasset med vand og det skildpaddemønstrede hårspænde. Emilias hjerte var holdt op med at slå, og så var det gået i gang igen, men kun på overfladen, som for at narre de andre. I virkeligheden var det blevet blålilla som en blodansamling eller mørke rande under øjnene.
Noget andet, der var holdt op, var hendes drømme. Siden den dag havde Emilia ikke drømt, hverken om natten eller om dagen, hvilket måske er det værste, der kan overgå en 13-årig pige. Sorte nætter. Sorte dage. Tiden, der blev tom, afmærket af de beroligende piller og antidepressiverne. Indtil hun lige pludselig, uden noget varsel eller nogen grund, begyndte at drømme igen to årtier senere.
Én drøm. Genkommende og enkel, fyldt med ro og lys, med slyngplanter og små, åbne skodder, med bække og kastanjetræer og med stjerner, der glimtede i hendes livs oliesorte mørke. Men det, jeg ville frem til, var, at under dette møde med geniet – til en af de sessioner, der skulle bruges til at fastslå hendes psykiatriske profil – rakte Emilia professoren en perfekt tegning af organet, sådan som det ser ud i anatomibøger, med højre og venstre hjertekammer, pulsårerne, der pumper, og muskelvævet, der trækker sig sammen.
Inde i midten havde hun tegnet et stort, sort hul, hvor hun havde trykket så hårdt til med blyanten, at papiret var blevet revet i stykker. Professoren havde skubbet brillerne op ad næseryggen og nikket tilfreds.
“Har du nogensinde fået at vide, at du er virkelig god til at tegne?”
Emilia tog støvler og jakke på og gik hen til døren. Hun ventede. Hun lyttede til en udgave af sig selv, der var ved at dø af grin, og en anden, der var ved at pisse i bukserne af skræk. Hun drejede nøglen: klik. Bare nogle klik, spinkle og fine som fuglekvidder. Hun strøg dørhåndtaget og bed sig så hårdt i underlæben, at det begyndte at bløde. Hun tog en dyb indånding, og så skubbede hun brat håndtaget ned.
Hun slog døren op og … bam! Verden. Lige der, for fødderne af hende. Hele verden.
“Fuck.”
Hun trådte over dørtærsklen. Hun blev badet i lys, og luften prikkede på huden. Hun tog et skridt, så et mere og endnu et. Så begyndte hun at løbe ned mellem Sassaias godt 30 forladte huse som et forvokset barn, en stakkel, på de mosbegroede sten, gennem de øde gader, uden at lukke hoveddøren efter sig, for der var ingen, der kunne stjæle fra hende, irettesætte hende, råbe ad hende eller sætte hende i isolation. Det blæste.
De tørre blade på tusindvis af kastanjetræer var lige på nippet til at falde af. Et klokketårn knejsede ensomt over tagene. Bjergene gnavede i himlen. Hendes lunger og øjne var så fulde af indtryk, at hun var lige ved at græde, da to sætninger pludselig rungede i hendes hoved:
Du er nødt til at tilgive dig selv for at være i live, Emilia. Nej, der er ikke længere noget, jeg kan gøre for at fortjene det. Hun genvandt fatningen. På tre minutter var hun allerede løbet halvvejs rundt i landsbyen. Hun kunne kende vaskepladsen fra sin drøm. Der havde tante Iole tilbragt hver lørdag med at vaske og skylle sit vasketøj, mens hun sludrede med sine veninder på en dialekt, der var lige så uigennemtrængelig som et brombærkrat.
Der var ikke længere nogen kvinder, der stod foroverbøjet og skrubbede eller sad på bænkene. Der var ingen børn, der legede gemmeleg eller tagfat. Men helt stille var der ikke. Der var fuglefløjt i træerne, firben i buskene og endda en rødkælk i det fjerne. Emilia begyndte langsomt at gå tilbage. Hun gik forbi sin hoveddør igen og lukkede den.
Hun bemærkede, at huset overfor havde fine hvide og lyserøde alpevioler i altankasserne, og der var nydelige gardiner i de åbne vinduer. Hun så for sig, at hun havde en 100 år gammel dame som genbo, og lovede sig selv at udskyde det øjeblik, hvor de var nødt til at hilse på hinanden, så længe som muligt. Hun ville udelade sit efternavn eller opgive et falsk et, hvis det blev nødvendigt.
Nej, nej … jeg har ingen forbindelse til Iole Innocenti! Hun gik videre for at se den sidste halvdel af lands byen og kom til kirketorvet. Selvom ’torv’ egentlig var så meget sagt. ’Gård’ var mere rammende. Der var slået to krydsede brædder for kirkeporten, og klokketårnet havde hverken klokke eller ur. Emilia sugede alle detaljerne til sig. Hun var forbløffet over, at hun huskede det hele så tydeligt.
Vandposten, en facade dækket med vedbend. Det var, som om hendes barndoms somre aldrig var sluttet. Som om hendes før stadig var uskadt her. Hun fortsatte forbi Basilios hus og fik øje på gæssene og hønsene i græsset. Hun prøvede igen at ignorere tanken om endnu en, hun skulle hilse på og forsvare sig selv over for:
“Goddag, jeg hedder Emilia …” Hun tænkte på de løgne, hun kunne komme med: “Jeg er her i forbindelse med min forskning. Jeg skriver på en afhandling om affolkning … Jeg kommer ikke til at forstyrre jer. Ingen kærester, ingen stoffer, bare rolig!”
Samtidig gik det op for hende, at heroppe, flere lysår væk fra enhver kontrol, ville hun kunne have et helt drivhus med hashplanter. Hun havde jo masser af kontakter at sælge til. Måske skulle hun virkelig prøve at finde Afifa inde på det der Facebook, alle talte om. Sassaia var faktisk så lukket om sig selv, at hun følte sig tryg og beskyttet som et barn i sin mors mave. Gaderne var smalle, bygningerne klamrede sig til hinanden med støttebuer.
Men da hun kom til det yderste af landsbyen, hvor stien til Piaro begynder, stod hun pludselig på et udsigtspunkt. En afsats i bjerget med udsigt over dalen. Med ét blev Emilia konfronteret med bjergenes og efterårets storhed og den endeløse himmel over sig. Det svimlede for hende. Hun følte sig som et mikroskopisk stykke vraggods, fortabt i et uendeligt rum. Hun kunne ikke få vejret, jorden forsvandt under hendes fødder, og hun besvimede.
Jeg var på vej hjem fra skolen. Om tirsdagen underviste jeg de to første timer, så jeg sagde farvel til de 13 elever i Almas eneste grundskoleklasse i frikvarteret og lod min kollega Patrizia holde øje med dem, mens de løb rundt i gården. Så gik jeg op gennem skoven. Hvis jeg ikke standsede for at samle kastanjer eller svampe, var jeg som regel hjemme inden 11. Den morgen var jeg fristet, men gjorde det ikke. Jeg ville forbi Basilio og købe æg.
Det var derfor, jeg skød genvej over udsigtspunktet og pludselig så hende. Jeg kunne ikke genkende hende. Hun lå sammen krøben og hjælpeløs på jorden, så det ikke var til at gætte hverken køn eller alder. Hun lignede en bunke gamle klude, nogen havde efterladt. Jeg blev stående et godt stykke fra hende og hørte mig selv råbe: “Hey! Er du okay?”
Hun bevægede sig. Hun spærrede øjnene op og kæmpede sig på benene. Hun så fortumlet ud med svedige hårlokker klistret til panden. Hun børstede støvet af jeansene med hurtige strøg på lårene og bagdelen. Der må have været mindst 20 grader, der hvor vi stod, midt i solen. Hun havde en stor, neongrøn vinterjakke på. Jeg var i skjorteærmer.
Jeg må indrømme, at jeg troede, hun var en patient, der var stukket af fra det behandlingssted, der for nylig var åbnet i landsbyen lige efter Alma. Så løftede hun ansigtet og så på mig. Lamslået som et rådyr, der blændes af en bils forlygter om natten. Jeg betragtede også hendes ansigt. Og så indså jeg modvilligt, at den vuggende skikkelse fra aftenen før, der havde danset så smerteligt forførende i det bløde lys i vinduet på den anden side af vejen, var den samme som den forpjuskede og vilde pige, jeg nu stod over for.
Hun så, for nu at sige det ligeud, ikke lige så godt ud, som jeg havde forestillet mig. Ikke at jeg havde nogen bagtanker. Det var en ufravigelig regel. Jeg havde pålagt mig selv at holde mig langt væk fra visse ting. Det havde bare været forvirrede fantasier, der gjorde det lettere at falde i søvn. Og nu var der ikke længere nogen gardiner. Ingen ruder eller vinduer imellem os.
Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om jeg lugtede af skov, og om hun lagde mærke til det. Jeg var så utilpas, at det gjorde ondt. Det må hun også have været, for hun stak af. Hun vendte sig om og løb. Ligesom Martino Fiume, når han havde lavet ballade, ligesom alle mine elever, når klokken ringede. Som om hun havde set et uhyre.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev stående dér ret op og ned. Skuffet. Over hende og over mig selv. Hvorfor undgik jeg bestemte situationer? For ikke at skulle føle mig misforstået, sådan som jeg gjorde nu. Som en idiot. En, som alle i gymnasiet var sikre på, ville gøre karriere på et eller andet prestigefyldt europæisk universitet, men som var endt med at bo samme sted, som han blev født. Der som den eneste var flyttet tilbage.
Hvad skulle den kvinde i Sassaia? Jeg håbede, at hun ville rejse væk igen. At hun pakkede kufferterne med det samme. Jeg var vred. Så vred, at jeg glemte alt om æggene og Basilio. Jeg smækkede hoveddøren efter mig, da jeg kom hjem. Men jeg gik direkte ud og lod bruserens skoldhede vand skylle ned over mit hoved og alt skægget. Jeg vaskede mig grundigt over hele kroppen med den sæbe dryppende svamp. Jeg var i live, trods alt.
4
Tre dage efter vores første møde, hvis man da kan kalde det det, hang der en kold, hengemt stilhed i Ioles køkken. Luften var allerede tung af ensomhed og cigaretrøg. Emilia havde smidt sig i sofaen efter en frokost bestående af chips og cola. Nu ringede hun til sin far og overfaldt ham, før han kunne nå at sige noget.
“Skulle fucking Aldo ikke være kommet i dag sammen med elektrikeren?”
“Hej Emilia, hvordan går det? Her går det fint, tak. Jeg kan oplyse dig om, at bare fordi der er noget, man gerne vil have, betyder det ikke, at man får det med et fingerknips. Og da slet ikke deroppe. Du kan høre radio i mellemtiden.”
“Der er ikke nogen, jeg har ledt.”
“Jeg gav dig en bog.”
“Hvad fuck skal jeg bruge den til?”
“Tal ordentligt.”
“Jeg gider fucking ikke tale ordentligt!” skreg Emilia.
“Jeg har ikke sovet i fire dage. Jeg bliver sindssyg!”
Hun skabte sig. Det var virkelig en luksus. Det ville hun aldrig have drømt om det andet sted. Hverken hun eller de andre. Hvis man var så rasende eller frustreret, at man ikke kunne holde det inde, skar man sig i armen med de barberblade, der lå gemt i madrassen. Eller man hamrede panden ind i væggen, indtil blodet piblede ned over næsen. Indtil der kom nogen, man kunne tigge om et par Rivotril.
“Jeg får lægen til at maile dig recepten, så kan du gå ned på apoteket og købe nogle Stilnoct,” svarede hendes far.
“Jeg er færdig med dråber og piller. Det har jeg lovet mig selv.”
“Åh, for helvede!” Riccardo mistede tålmodigheden.
“Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige! Det føles, som om vi er tilbage i de diskussioner, vi havde, da du var teenager.”
Hvornår har jeg nogensinde været det? tænkte Emilia.
“Jeg vil bare have et fjernsyn, det er ikke svært.”
“Har du været nede i byen?”
“Ja.”
“Lad være med at lyve.”
Siden dengang lyden af hendes fars fodtrin var forsvundet i udkanten af Sassaia allesjælesdag, havde hun ikke udrettet andet end at producere snavsetøj og en køkkenvask fuld af kopper med indtørret kaffe. Der lå tomme chipsposer og skodder overalt. Hun havde ikke engang forsøgt at leve. Det gik op for hende, mens hun lyttede til sin fødebys trafikstøj i telefonen.
Den var dump som en dom, og dens rytme fulgte kontorernes, fabrikkernes og skolernes tidsplaner. Det var de andre, der bestemte tidens gang. Alle andre end hende.
“Jeg har været nede i byen …”
“Det var ikke det her, der var aftalen, Emilia. Aftalen var, at du skulle i gang med det samme uden at spilde tiden. Du kan ikke bare gå rundt deroppe og lave ingenting.”
Hendes far havde hende på højttaler i bilen. Emilia kunne høre ham blinke af og sætte farten ned. Hun forestillede sig, at han var så skuffet og irriteret, at han var nødt til at holde ind til siden, så han kunne bande og svovle i fred. Hendes talent for at skuffe ham var dét, hun hadede mest ved sig selv.
“Lad være med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke længere klare, når folk giver mig ordrer.”
“Hvis du gerne selv vil bestemme over dit liv, må du vise, at du er i stand til det. Find et arbejde, bliv uafhængig. Du lovede, at du ville gå ned til byen i tirsdags, men i dag er det fredag, og vi taler stadig om det fjernsyn.”
“Fint!” råbte Emilia. “Jeg tager ned til Manpower og får et eller andet lortejob, hvor jeg kan knokle mig halvt ihjel.”
Hun lagde på og slukkede telefonen. Hun fortrød med det samme alt det, hun havde sagt, men ikke gjort. Men hun var ekspert i at fejle. Hun kiggede desperat under sofapuderne efter lommelygten og nøglerne. Efter den første tur rundt i Sassaia havde hun barrikaderet sig i huset med gardinerne trukket for. Hun ville ikke ses af de andre i landsbyen eller have noget med dem at gøre, især ikke den skæggede mand.
Hun havde brugt timevis på at skrive med Marta og sende emojis frem og tilbage.
“Kan du huske alle de lussinger, jeg gav dig, når du ikke gad læse lektier?” spurgte Marta truende. “Jeg kommer og giver dig nogle flere!”
Og nogle få minutter i telefonen med sin far, hvor hun løj det bedste, hun havde lært. Og det var så også dét, for hun havde ikke andre numre kodet ind på telefonen. Hun havde ligget på sofaen og hørt dancemusik og drømt om at være en anden. At være ung og sexet og stå på podiet på et diskotek og ryge cigaretter og bade filtrene i spyt.
“Du ryger jo ikke, magiske Emi. Du giver cigaretterne blowjobs.”
Hun havde startet cd’en forfra og trænet kondition, mave, lår og baller ligesom i gamle dage. Hun havde onaneret. Hun havde tusset rundt og lavet ingenting. Hun havde talt med mørket: “Dø, dit svin.”
Nu måtte det være nok, sagde hun til sig selv. Hun fandt lommelygten og nøglerne, der var endt under ryglænet i en hule af krummer og nullermænd. Hun lagde dem ned i tasken og tjekkede, at pungen også lå dernede. Så gik hun ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hun havde blege øjne ligesom de fisk, der lå i iskasser nede på kajen i Marina, med mørke rande under. Hendes hud var så lys, at fregnerne mindede om linser i mælk.
Hun tænkte tilbage på Rita og deres sidste samtale. På, hvordan Rita havde trykket hende moderligt ind til sit bryst, da de sagde farvel.
“Ring til mig, når dagen kommer,” sagde hun, “det må du love mig. For det ved jeg, at den gør, og at du vil være klar. Til at bo, lige hvor du vil, og begynde forfra. Lov mig at ringe.”
Hun begyndte at børste det viltre, krøllede hår med hidsige tag. Hun kom vand i ansigtet og nev sig i kinderne for at give dem lidt kulør. Så forsøgte hun at maskere sig med en kirsebærrød læbestift og masser af mascara på vipperne. Hun sagde til sig selv i spejlet: “Frihed er noget værre rod, Rita. Og jeg holder ikke, hvad jeg lover.”
Hun tog en ren sweatshirt på sammen med de slidte jeans, bandt en læderjakke om livet og tog tasken over skulderen. Hun væbnede sig med al den beslutsomhed, hun kunne mønstre, og så begav hun sig afsted mod Stra’dal Forche. Tanken om igen at blive stirret på af folk, der kunne se, hvor pilrådden hun var, gav hende en fysisk trang til at vende om, lukke sig inde på badeværelset med et barberblad og gribe til sine gamle metoder.
Men hun var fast besluttet på at stå imod. Det skyldte hun sin far. Kastanjetræernes sammenflettede grene udgjorde et freskoloft over hende. En foranderlig hvælving af brune, orange og gule blade med enkelte små lysglimt indimellem. Hun kom til at tænke på himlen i sin barndoms store mekaniske julekrybbe, der var så betagende, når solen, stjernerne og den store julestjerne af papmaché tonede frem.
Når hun med store øjne betragtede sceneriet, som den lokale turistforening havde organiseret, og mærkede sine forældres hænder på skuldrene, mærkede deres kærlighed, og ikke havde andet end tillid: til sig selv og til verden. Hun droppede at gå forsigtigt og begyndte i stedet at løbe ned ad skovstien med armene ud til siden. Hun risikerede at falde ved hvert eneste sving, men hun var ligeglad.
Det var ophidsende at løbe hurtigt. Det var befriende. Marta, spurgte hun, hvordan bliver jeg ligesom dig? Hvorfor er jeg ikke også taget til Milano? Hjem til dig? I din seng?
Fordi her er vi alle sammen i samme båd, men vi har hver især vores sorte hul, som vi er nødt til at leve med. Hun kom ud mellem brændenælderne. Med rodet hår, stoftasken fra et marked over skulderen og de store støvler på stak hun hovedet frem mellem pensionistcafeen og Rosas købmandsforretning. Det havde taget hende under et kvarter at løbe derned. Og nu hang hun på den.
Hun gik over pladsen og direkte hen til busstoppestedet. Hvilken dag er det i dag? Fredag. Hun lod fingeren løbe ned over oversigten. Hvad er klokken? 14.45. Super. Hun så på oversigten igen. Ikke en skid super. Hun havde misset bussen. Med ti fucking minutter. Og den næste, som var den sidste, gik klokken 18.00. For sent til at nå ned til byen, udrette noget og komme hjem igen i nogenlunde tid. Hun tændte først en cigaret og så sin telefon.
Hun sendte en sms til sin far: “Undskyld.”
Pladsen var mennesketom. En sjælden gang imellem kørte der en bil over pladsen. Det var mest trehjulede Ape-vogne og slidte pickups læsset med dyregrej eller haveudstyr. Hun slukkede cigaretten ned i håndryggen og tændte en ny. Så svarede hendes far: “Det er mig, der siger undskyld. Jeg skulle ikke have presset dig. Du skal nok klare den.”
Hun elskede ham. Men kærligheden gjorde ondt. For verden var fuld af de der eksemplariske døtre med forfærdelige fædre. Fædre, der slog dem, som rørte ved dem eller i bedste fald bare var pisseligeglade med dem – hun havde mødt masser af den slags døtre, for slet ikke at tale om Marta. Og så havde skæbnen givet lige netop hende, den allerværste af dem alle sammen, en perfekt far.
Hun tog et billede af køreplanen for den eneste bus, der gik gennem dalen. Fire afgange om dagen på hverdage, to på helligdage, hverken mere eller mindre. Hun besluttede at tage den, der gik mandag morgen klokken seks. Hun lovede sig selv, at næste uge skulle blive indbringende. At hun ville skure toiletter, skovle møg eller sælge pizzaer – hvad som helst for at tjene nogle penge, så hun kunne købe en togbillet til Milano. Til Marta.
Men først måtte hun få styr på sine søvnproblemer. Det var håbløst at lede efter en helsebutik for at købe baldrian, for slet ikke at tale om elektronikforretninger. Men nu var hun altså i Alma. Turen skulle ikke være forgæves. Hun så sig om. Selvfølgelig skete der ikke en skid. Så landede hendes blik på Café Samurais skilt og de snavsede ruder. Hun smilede. Hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før?
Måske fordi alkohol var så forbudt, selv til jul, nytår og ferragosto, at hun havde udraderet muligheden fuldstændig fra sit hoved. Man kunne godt rulle sig et par joints på udgang – lige tage et par hvæs i smug, inden man proppede sig med pebermyntetyggegummi. Men en flaske vodka var udelukket, og et enkelt shot kunne de ikke bruge til noget. Sidste gang, Emilia drak sig fuld, var helt tilbage i slutningen af første år af gymnasiet.
Til en fest på et pizzeria nede ved stranden med fyrværkeri ved midnat. En fødselsdag, som hun havde fortrængt alt om, der startede dårligt – der var ingen, der ville sidde ved siden af hende og spise pizza – og bare blev værre, mellem betalingsstrandenes sammenslåede parasoller, på de glatte, fugtige liggestole, hvor de alle sammen havde søgt tilflugt, undtagen hende og en enkelt anden.
Det eneste, hun kunne huske, var, at de havde siddet for sig selv og drukket tæt, og at der var en gammel livredder, der lagde an på dem. Hun havde brugt alle de penge, hun havde fået af sin far, på mojitoer, og da hun endelig kom hjem, måtte han holde hendes hår, så det ikke røg i toilettet sammen med hendes sjæl.
Og så meldte muligheden sig altså pludselig igen, 16 år senere, helt indlysende og ikke længere ’strengt verboten’. Det var bare at tage ti skridt. Emilia gik spændt derhen. I mere end 10 år var mulighedsrummet svinget mellem 0 og 0,1. Og nu var det pludselig eksploderet til 100.000. Da hun nåede hen til døren, ventede hun som sædvanlig på, at nogen skulle åbne den. Så indså hun, hvor idiotisk det var, og gik ind.
Med den kirsebærrøde læbestift. De hullede jeans. Den dristighed og sult, der opstår i én, der, siden den fest i 1.g, kun har drukket Cola, Fanta og vand, mens hendes jævnaldrende bare blev ved med at drikke sig fulde og få blackouts på stranden og siden begyndte at synge og spille guitar om lejrbål, dyrke sex og få kærester.
Hun gik ind på Samurai med en klar målsætning om at generobre bare et usselt brudstykke af den tid, hun havde mistet. Uden tøven og uden at tage sig af, hvad andre tænkte. Hendes opsigtsvækkende entré fik selv de mest indadvendte, reserverede og utilnærmelige af dalens ældre til at se op fra deres kortspil og kigge på hende, den fremmede. Emilia satte sig i baren og bad om en bitter, tak.
Der var ingen, der gjorde noget for at skjule deres stirren. Ingen sagde hej, goddag, godaften. Piero, der var i gang med at tørre nogle espressokopper af, betragtede hende længe og undersøgende. Så skænkede han hende et gavmildt glas og stillede det foran hende. Alle vendte tilbage til deres poker, rommy og scopa, som om der slet ikke var sket noget. Men det var der selvfølgelig i den grad.
En kvinde. Som drikker klokken tre om eftermiddagen. Alene. Som ingen ved, hvem er. Med den læbestift på. Det var så usædvanligt, at der i ugevis ikke ville blive talt om andet i landsbyens køkkener, soveværelser og stalde. Den udefrakommende, hvis alder, bopæl og stamtræ alle i deres stille sind forsøgte at gætte, sad i sine egne tanker og nippede til sin bitter med benene over kors.
Hun nød den vidunderlige fornemmelse af alkoholen, der brændte i halsen, kildrede i maven, fik hver eneste af hendes nerver til at slappe af og slørede hendes tanker. Og lettelsen ved at give slip på sig selv, på mindet om at være sig selv, byrden ved at være sig selv, var så stor, at hun bad om et nyt glas, så snart det første var tomt.
Desværre kom Patrizia ind med sine veninder, da Emilia var begyndt at blive så rundtosset, at hun næsten ikke kunne stå på benene. Patrizia opfattede straks den sensationelle nyhed. Hun var helt oppe at køre og ringede til mig kort efter og fortalte om det. Hun brugte det som en undskyldning for at genoptage
“Lad os gå ud at spise sammen”-snakken. Fordi vi sad i klasserådet sammen, “ikke andet”, og for at drøfte Martino Fiume: “Hvor mange gange kan man lade nogen gå om?”
Jeg gled af på invitationen med endnu en dårlig undskyldning, som hun nægtede at forstå meningen bag. Det nyttede ikke noget. Mandagen efter i skolen snakkede hun hele tiden til mig – mens jeg så fast på børnene i skolegården uden at høre efter – om den fremmede kvinde, der med stort besvær havde fisket en seddel op af sin pung og ikke engang kunne samle byttepengene op.
Som var slingret fra barstolen hen til døren, men snublet over det første trin. Som var alkoholiker og garanteret prostitueret. En psykisk syg kvinde, der var stukket af fra Villa Sorriso. En taber. En heks. For det vidste jeg vel? At rødhårede kvinder er nogle hekse? Jeg kom forbi hende ved vaskepladsen, hvor hun sad og kastede op. Bjergene var blevet sorte.
Solen forsvandt mod vest bag Cresto, Mucrone og Barone, men der trængte stadig et sidste lyserødt lys op over dem. Fuglene havde forladt deres grene. Luften var blevet koldere. Fra skoven kom der fugtige vindstød med rådnende blade. Jeg stoppede op. Jeg havde talt i telefon med Patrizia, så jeg var forberedt.
Jeg må indrømme, at det, at jeg gik ud den aften, ikke så meget handlede om at gå min sædvanlige tur som om en bekymring, jeg på daværende tidspunkt ikke kunne sætte ord på. Frygten for, at den fremmede kvinde i sin elendige forfatning skulle komme til skade på vej op ad Stra’ dal Forche. Jeg betragtede hendes krop, der skælvede af krampetrækningerne. Uden vinterjakken var hun bleg og tynd.
Hun kunne ikke veje mere end 45 kilo, og hendes knogler var synlige gennem tøjet. Det var utroligt, at hun var nået hele vejen op til Sassaia, så fuld som hun var. Jeg ventede, indtil hun kom på benene, dyppede ansigtet i bassinets iskolde vand og åbnede øjnene igen.
“Går det bedre nu?”
Hun stillede skarpt på mig, denne gang uden at blive forskrækket. Hun strøg sig over panden og nikkede, og så lod hun sig dumpe ned på bænken. Vandet rislede, og Basilios gæs skræppede i det fjerne. Hendes læbestift var udtværet.
“Jeg har drukket helt sindssygt meget.”
“Det tror jeg, at alle i hele dalen ved.”
Hun smilede og rystede på hovedet: “Jeg er virkelig en katastrofe.”
Med øjnene lukket igen, det våde hår, der dryppede ned på skuldrene, og de pigede fregner, der var strøet ud over næsen og kindbenene, lignede hun en træt Pippi Langstrømpe.
“Du er i sikkerhed her,” sagde jeg.
“Det var derfor, jeg kom.”
Hun slog øjnene op igen. De var skovgrønne, æblegrønne, syrliggrønne. Med små gule pletter. De var smukke. Men fuldkommen udslukte, som to døde stjerner. De skræmte mig. Og da det gik op for mig, at vi så på hinanden og ligefrem talte sammen, blev jeg lige så flov som i de drømme, hvor man pludselig står helt nøgen på en plads fyldt med mennesker. Jeg gav hende et hurtigt nik, og så slæbte jeg min klodsede 1,90 meter lange krop afsted i en tilfældig retning.
Ikke at der var mange at vælge imellem. Men det eneste, jeg ville, var at forsvinde ind i skoven.
“Vent,” råbte hun.
Hun kom hen mod mig med korte skridt, men bevarede en afstand mellem os, som jeg var taknemmelig for.
“Du bor her, ikke?”
Jeg nikkede.
Hun knugede stropperne på sit stofnet og virkede splittet. “Jeg ved godt, at det, jeg skal til at spørge om, nok lyder underligt. At jeg måske selv virker underlig, altså ud over at være fuld. Men jeg lover dig, at jeg er klar i hovedet … Og at jeg ikke kan falde i søvn.”
Hun lod nettet falde ned på jorden og begyndte at gestikulere.
“Jeg er ikke vant til, at der er så stille. Mine ører kan slet ikke klare det. Der er ikke noget fjernsyn, ingen radio, der er ikke en skid. Og jeg har brug for at høre stemmer. At der er nogen, der taler. For sådan har det altid været. Jeg har aldrig sovet alene.”
Jeg syntes, at hun virkede meget dramatisk. “Der kommer snart en mand med et fjernsyn til mig, og så er der ikke længere noget problem. Men indtil da …”
Jeg turde ikke fortælle hende, at der ikke var en eneste husstand i Sassaia, der havde fjernsyn eller kunne få det.
“… indtil da vil jeg bede dig om noget, og du må ikke misforstå mig. Men vil du komme hjem til mig i aften og tale til mig, indtil jeg falder i søvn?”
Jeg havde stået helt stille uden at trække vejret, mens hun sagde den ene mere usandsynlige sætning efter den anden. Men nu gibbede det i mig. “Vi kender jo slet ikke hinanden.”
“Det ved jeg godt!”
Hun virkede både, som om hun var virkelig god til at spille skuespil, og som om hun var hudløst ærlig.
“Jeg lover, at jeg ikke er skør. Jeg er bare udmattet. Jeg kan betale dig for ulejligheden eller gøre gengæld på en anden måde. Det tager ikke lang tid. Jeg lægger mig i sengen, og du taler til mig. Om geder eller om astrologi eller hvad som helst. Og så snart du kan se, at jeg er faldet i søvn – og jeg tror, at jeg går ud som et lys i aften – så går du igen.”
Jeg troede ikke mine egne ører. Hun bad mig om at komme hjem til hende om aftenen, ind i hendes soveværelse. Vi kendte ikke engang hinandens navne. Jeg kunne have været en klam og ondsindet mand. Sådan én, der forgriber sig på kvinder, og ikke bare betalte Gisella en gang om måneden på Hotel Le Piane mellem rismarkerne.
“Undskyld.” Med en håndbevægelse viftede hun alt det bort, hun lige havde kæmpet for at få frem.
“Glem, hvad jeg sagde.” Hun samlede nettet op med blussende kinder.
Hun var skuffet og flov, og det var følelser, jeg kendte så godt, at jeg gjorde noget, jeg ikke havde gjort i en evighed. Jeg satte mig i hendes sted.
“Det er i orden,” svarede jeg modstræbende. “Jeg kommer forbi i aften.”
Sort hjerte
Sort hjerte er en stærk fortælling om forbrydelse og straf. Om tilgivelse og kærlighed. Bruno og Emilia bærer på hver deres hemmelighed. Begge lever de ensomt. Han, fordi han er blevet udsat for ondskab. Hun, fordi hun har begået noget, hun aldrig kan råde bod på. De mødes i den isolerede og forladte bjergby Sassaia i Piemonte, som kun har én anden indbygger. Sammen kæmper de for at finde tilbage i lyset, fri af fortidens skygger.
“Livet spørger ikke om lov, det lader sig ikke planlægge. Tværtimod elsker det at tage røven på én.”
Sort hjerte har taget de italienske læsere med storm og modtaget flere priser. Romanen er solgt til udgivelse i over 25 lande.
Silvia Avallone (f. 1984) er en af Italiens vigtigste skønlitterære stemmer, og hendes bøger sælges over hele verden. Sort hjerte er hendes femte roman.
Du kan købe Sort hjerte online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Interreseret i flere nye bøger? Se vores liste med nye og kommende bøger lige her.
Andre læste også: