Aktuelt Bare så du ved det Novellesamlinger Sarah Engell

Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det

Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det

I novellesamlingen Bare så du ved det demonstrerer Sarah Engell sin spændvidde som forfatter. Samlingens 11 noveller varierer i stil og tone og rummer både humor og alvor, lys og mørke. Der er historien om et farligt terningspil, en kronhjort i en blå skov, to brødre med far på byggepladsen, en uhyggelig video på nettet, en frossen sø, billig pølsemix og Harris_07’s tørst efter hævn.

Novellerne kredser først og fremmest om menneskelige relationer – om forholdet mellem forældre og børn, kærestepar, veninder, brødre – og om hvor galt det kan gå, når vi ikke taler sammen. Det er noveller om sorg og ensomhed, men også om fællesskab og eufori – og de lykkelige øjeblikke, hvor vi rent faktisk mødes.

Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det
Sarah Engell. Foto: Iqbal Zafar

Novellerne er samtidshistorier for unge. De foregår i nutiden og behandler temaer, der er aktuelle og typiske for den tid vi lever i lige nu. Måden, personerne agerer på, deres følelser, deres sproglige tone, de rekvisitter, der omgiver dem osv., er således tidstypiske og vil være velkendte for de unge læsere. På den måde tegnes der et tidsbillede af, hvordan verden ser ud for en ung lige nu og lige her.

Gratis undervisningsmateriale på carlsen.dk

På carlsen.dk kan du altid finde gratis undervisningsmateriale, her ligger et litteraturforløb til Bare så du ved det af Sarah Engell. Materialet er udarbejdet af Maria Roslev, som siger:

”Novellesamlingen ”Bare så du ved det” af Sarah Engell er oplagt at læse og undersøge i danskfaget i udskolingen. Sarah Engell skriver tidstypiske, fængende fortællinger, der nemt kan engagere de unge læsere og give læselyst og -glæde. Derudover inviterer novellerne til undersøgelser af det litterære sprog og til samtaler om litteraturens særlige force til at skildre menneskets indre liv, ligesom de lægger op til indholdsrige samtaler om alt lige fra kærlighed, sociale medier og forstillelse til relationer mellem forældre og børn, svigt og overgreb”. Find gratis undervisngsmateriale her:

Ung i en skærmtid

En af de rekvisitter, som i flere af novellerne spiller en stor rolle er skærme. I åbningsnovellen Stilladset udspiller der sig et kæmpestort drama på liv og død for to drenge som kæmper for faderens opmærksomhed, mens han sidder i en skurvogn med ryggen til og ser fjernsyn. I Novellen Donna udgøres basrytmen i et ungt parforhold af en konstant brummen fra deres mobiltelefoner. Manden med de blå øjne indskriver en ung piges frygt efter at have set en uhyggelig video på nettet og i Harris_07 får en vred dreng hældt benzin på sit vredesbål i en online-gruppe på nettet.

Er det sværere at være ung i dag med skærmenes indtog?

 ”Ja, det tror jeg det er. Eller måske er det snarere sværere at være menneske i det hele taget i en skærmtid.  De fylder jo sindssygt meget. Jeg tror godt, det kan være en udfordring for alle mulige ting i forhold til nærhed. Både i ens relationer, men også i ens indre liv. Det der med at have noget fokus, og det der med, at man heller ikke rigtig har nogle pauser længere”, funderer Sarah Engell og fortsætter:

”Der er i de fleste menneskers liv hele tiden en skærm inden for rækkevidde og der er noget underholdning, som bare kører. Man kan godt være sammen med nogen fysisk, men alligevel er man lidt også i hver sit rum, hvis man sidder med hver sin telefon. Der er sådan underlige verdener oven i andre verdener og som jeg tror skaber en distance mellem mennesker”.  

Onlinedating på spidsen

Novellen Donna er ved første øjekast en historie om jalousi i et forhold fremkaldt af en konstant brummen fra den enes telefon, men den tager en højest overraskende drejning, som sætter online-dating helt på spidsen.   

Sarah griner da jeg nævner Donna og hun indrømmer straks, at hun har været i fast forhold så længe, at, det der med dating ligger meget langt tilbage i tiden men, at hun kender mange og har hørt utroligt mange historier om oplevelser på datingsites som Tinder og Happn.

”I onlinedatingbranchen skal man jo på en eller anden måde sælge sig selv som en vare og samtidig købe en anden vare, hvor værdierne sådan cirka skal passe. Man skal fremstille sig selv på den bedst mulige måde og du kan nå at redigere både dine ord og dine billeder. Ofte er man nok lige en tak eller to federe i online-versionen end når man så endelig mødes i virkeligheden, hvor der ikke er redigeringstid”, fortæller forfatteren.   

Det kan være svært at optræde lige så vildt sjov, klog og sjaskcharmerende, som sin velredigerede onlineudgave når man endelig mødes ude i virkeligheden.

”Her kan det blive akavet, samtalen kan begynde at smuldre og hele det fysiske nærvær kan gøre at man kommer på overarbejde. Der er også alle de irriterende menneskelige ting, som jeg også nævner i novellen. At vi smasker, snøfter, slubrer og vågner med morgenånde. Dem er vi dejligt befriet for når det er online og det er alt det jeg sætter på spidsen i en novelle om at vi kun kan forelske os i online-versioner”, smiler Sarah.                   

I hovedet på en potentiel skoleskyder

”DET DER VIL ske, er uundgåeligt. Det vil ske i aften, og ingen kan forhindre det.

Sådan skriver Harris_07 på sin profil fredag klokken 16.00. Kommentarsporet er lukket. Harris_07 ved godt, at folk ikke har noget fornuftigt at sige. Det har folk sgu aldrig haft”.

Sådan begynder novellen Afslutningsfest, hvor vi kommer ind i hovedet på drengen bag profilen Harris_07, som forestiller sig at lave et skoleskyderi til sin 9. klasses afslutningsfest.

Novellen er ifølge Sarah, forfatterens forsøg på at komme om bag al den vrede og afmagt, som ligger og ulmer og som kan få frit løb på nettet.

”På nettet kan du jo være anonym og give den fuld gas med dit hate på andre navngivne mennesker og der er også børn og unge, som finder eller skaber foraer, hvor man kan få afløb for det der. Det kan godt blive meget giftigt og potentielt farligt, når du kan være anonym, for du skal ikke stå til regnskab for, hvad du lukker ud”, forklarer forfatteren og fortsætter:

”Du kan bare virkelig dyrke dine frustrationer og dit had på en helt crazy måde. Og så kan du jo også møde andre på nettet, der bekræfter dig i, at det er okay at dyrke den der vrede. I Afslutningsfest finder han nogle andre dybt frustrerede unge, som er gået all in på hadet og som opildner hinanden på en måde så det kan spinne helt ud af kontrol. Der er så meget vrede på nettet og i nogle foraer kan det gå helt galt. Det er den vrede og det had novellen handler om”, konkluderer Sarah.

Hvordan synes du, at skærmene påvirker dit eget liv?

”Jeg synes godt, at jeg kan mærke, at min evne til koncentration er blevet forringet, siden jeg fik en smartphone” Siger Sarah og fortsætter:

”Jeg føler, at mobilens magt er noget, jeg aktivt skal arbejde imod. Hvis den ligger ved siden af mig når jeg skriver så kan jeg ikke lade være med at gribe den og sidde og glo ind i den hver gang, der er et eller andet der er svært i det jeg skriver. Jeg er begyndt at kaste den ind i et skab når jeg skriver og lukke eftertrykkeligt”, smiler forfatteren.

”Det er det jeg mener med, at jeg er nødt til aktivt at adskille mig selv fra mobilen. Jeg synes, man skal arbejde imod den tiltrækningskraft og ikke bare have den tilgængelig hele tiden”.

Så du tildeler dig selv skærmetid?

”Ja, faktisk”. Siger Sarah Engell og griner højt.

”Jeg nok bare generelt ikke særlig stor fan af de der skærme. Jeg synes det meste af det er forstyrrende. Det har også den kæmpe store ulempe, at folk forventer at man hele tiden er tilgængelig. Jeg er sådan en, der godt kan godt være en uge om at svare, så jeg er ikke særlig god til det der med hele tiden at være på”.

Sarah Engell får ofte mails og beskeder fra sine læsere og det er hun super glad for og taknemmelig over.

”Det er jo vildt dejligt at høre reaktioner og tanker fra mine læsere, men hvis mobilen siger pling søndag aften, så synes jeg også, det kan være lidt irriterende, fordi jeg har det sådan, hvornår er der så et space, hvor man bare kan være i sit hoved eller sammen med sin familie, eller ude i naturen, eller sådan noget. Det er ligesom, det space findes på en måde ikke rigtigt, fordi der er hele tiden nogen, der kan gribe fat i en”, fortæller Sarah Engell.

Ifølge Sarah Engell kan nærheden godt være en mangelvare når man lever i en skærmtid, eller som hun formulerer det: ”Noget man virkelig er nødt til at vælge til eller gøre noget aktivt for på en anden måde end tidligere, hvor man måtte troppe op rent fysisk hvis man ville indgå i fællesskaber med andre”.

Nye muligheder ved online-livet

Der er selvfølgelig også nye muligheder ved online-livet og det faktum at mange fællesskaber er rykket over på nettet. 

”Hvis du f.eks. bor i en eller anden lille provinsby og har oplevelsen af, at der ikke lige er nogen der, du kan connecte med. Altså hvis du nu f.eks. er en homoseksuel dreng eller pige, der vokser op i et lille landsbymiljø, hvor alle andre er super straight og synes, at det er underligt at være homo, så tænker jeg, at der kan være en stor befrielse i, at du kan gå på nettet og møde nogen, der er nøjagtig ligesom dig”.

”Selvfølgelig er der også gode ting ved onlinefælleskaber. Du kan også ret nemt møde folk, der har samme nørdede interesser som dig selv. Jeg har f.eks. stor glæde af et skrivefælleskab på nettet bare for at nævne en af mine egne interesser. Så selvfølgelig er der alt muligt godt ved det også. Men jeg er ikke sikker på, at jeg synes det opvejer alle ulemperne, som den konstante informationsstøj, det manglende nærvær, den manglende koncentration og alle de andre ting jeg har nævnt”, siger Sarah.

Noveller som eksperimenterende frirum

Sarah Engell holder meget af at skrive noveller, som hun opfatter som et eksperimenterende frirum, hvor hun kan prøve ideer af og hvor der er kortere vej fra tanke til handling end i de længere romaner.   

”Jeg synes noget af det skønne ved at arbejde med novellegenren er at, jeg kan få en idé spontant, og så eksperimentere med den med det samme. Jeg kan udforske forskellige sider af mig selv som forfatter også. Jeg synes netop, at det er det fede, at jeg ikke behøver at holde mig inden for et tema, men at jeg kan prøve at gå ud i alle mulige afkroge og se, hvad der sker, hvis jeg er en vred ung dreng, og hvad sker der, hvis jeg er nogle piger på en båd”, siger forfatteren og fortsætter: ”I novellerne prøver jeg at gå alle mulige steder hen, også rent sprogligt, og jeg prøver at se, hvor langt jeg kan strække mit sprog i forhold til både at være alvorlig, at være sjov eller at være sårbar. Det er noget af det, jeg virkelig synes novellerne kan og jeg holder utroligt meget af at skrive dem”, fortæller Sarah Engell.

Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det

I Bare så du ved det demonstrerer Sarah Engell sin spændvidde som forfatter. Samlingens 11 noveller varierer i stil og tone og rummer både humor og alvor, lys og mørke. Der er historien om instaprofilen Donna, om en kronhjort i en blå skov, et højt stillads på en mørk byggeplads, pølsemix med chilisovs, en sejlbåd fra DBA og om et terningespil, som ingen har lyst til at tabe.

Novellerne kredser først og fremmest om menneskelige relationer – om forholdet mellem forældre og børn, kærestepar, veninder, brødre – og om hvor galt det kan gå, når vi ikke taler sammen. Det er noveller om sorg og ensomhed, men også om fællesskab og eufori – og de lykkelige øjeblikke, hvor vi rent faktisk mødes.

Du kan købe Bare så du ved det online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.