I Frederik Drescher Kluths generationsroman I mellemtiden er vi ingen er William i limbo: Han har droppet studiet og taget et job som flyttemand, imens han søger svar på, hvordan man bliver til nogen, og hvem man er i mellemtiden.
Frederik Drescher Kluth har gået på Gladiators forfatterskole og Skrivekreds i Nordvest. Han har tidligere udgivet digtsamlingen Lov mig du læser det (2019). Nu debuterer han med romanen I mellemtiden er vi ingen.
I I mellemtiden er vi ingen venter William på, at livet rigtig skal komme i gang. Han er i slutningen af tyverne, han har lige slået op med sin kæreste gennem mange år, har droppet sit studie og i stedet taget et job som flyttemand.
LÆS OGSÅ: Interview med Frederik Drescher Kluth om hans debutroman “I mellemtiden er vi ingen”
Han befinder sig i et slags limbo, ligesom mange af hans gamle barndomsvenner: nogle er begyndt at stifte familie uden helt at kunne overskue det, en har tvivlsomme forbindelser til den kriminelle underverden og de fleste af dem ryger sig stadig bare skæve mens de ser Youtube. Deres liv er præget af rodløshed, uden forbilleder at støtte sig til og uden drømme at kæmpe for.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
William venter på, at livet rigtigt skal komme i gang og prøver at finde svar på de store spørgsmål: Hvordan bliver man til nogen, og hvem er man i mellemtiden? Og hvem ville egentlig have de bedste chancer for at overleve, hvis der udbrød en zombie-apokalypse: en flyttemand på coke eller en flyttemand, der kender madpyramiden ud og ind? Læs et uddrag af I mellemtiden er vi ingen her.
I mellemtiden er vi ingen
af Frederik Drescher Kluth
Jeg sidder med en lille følgeseddel i mine hænder. En liste over møbler og andre ting, som gerne skal være med ombord på lastbilen. Vi er på vej til Holbæk. Det er min første vagt i flyttefirmaet. Jeg ved ikke, hvorfor det er mig, der har fået følgesedlen. Aner ikke, om alt det, der står på den, er blevet pakket. Jeg kan kun huske papkasser i forskellige størrelser, har slet ikke overvejet, hvad der er i dem. Det er min ven Hols, der har skaffet mig jobbet. Han er selv blevet sat på en anden opgave.
Bag rattet sidder en, der hedder Torsten. Han har en smøg i munden, der snart har røget sig selv, kigger kun sjældent i sidespejlet, før han overhaler. Blinker bare ud, når han ender bag en bil, der kører for langsomt. Til højre for mig sidder en større fyr, som hedder André, og stirrer på sit kørekort. Han kniber øjnene sammen, stiller skarpt på det lille billede af sig selv.
“Er du gal, hvor ser jeg sindssyg ud her, når man tænker over det,” André løfter kortet hen foran mit ansigt, så jeg kan se det. Jeg trækker nakken lidt tilbage og kniber også øjnene sammen. Det er pis- sesvært at fokusere på det lille portræt, fordi bilen ryster så meget.
Jeg nikker langsomt, medgiver, at han ser lidt sindssyg ud på billedet. Har ikke lyst til at sige, at han ligner en, jeg engang blev rullet af på Strøget. Føler, der er en lille risiko for, at det kunne være ham.
“Det ligner et mugshot,” svarer jeg forsigtigt. Han har en stor tatovering på halsen, hvor der står DESTINY. Under hans T-shirt stikker en tyk sølvkæde frem.
“Vis det også lige til mig,” griner Torsten, mens han skodder sin cigaret på gulvet. “Bare du lover mig, at du ikke begynder at sidde og gokke den af i stedet for at køre, vel?” griner André lidt forceret og rækker kortet ind over mig, så Torsten kan se det.
“Kæft, hvor var du grim, man,” udbryder han, “du lignede kraftedeme bare en lille psykopat, du gjorde.” “Hvor gammel var du?” spørger jeg, mens André stikker kortet ind under coveret på sin mobil. “Jamen, jeg var vel lige blevet 18, tror jeg, helt forelsket i narko, man kan godt se det på mine øjne, synes jeg,” han læner sig tilbage i sædet.
Torsten tænder for radioen, fordi han vil høre optakten til Tour de France. Etapen begynder først om nogle timer, der er ingen i radioen, der snakker om den endnu.
“Nogle gange starter de jo lidt tidligere,” forklarer han, mens en reklame larmer i baggrunden, “men det er måske lige tidligt nok.”
Jeg stirrer ud ad forruden på motorvejen, der bugter sig. Kan genkende landskabet fra de mange gange, jeg har taget turen sammen med Vera, når vi skulle i sommerhus. Vi er lige gået fra hinanden, en måneds tid inden sommerferien.
Jeg tænker ikke så meget på det, mest fordi jeg prøver at holde mig beskæftiget med andre ting, men midt i støjen fra radioen og landskabet, vi glider gennem, kommer jeg til at sidde og tænke på, hvad hun mon laver lige nu. Måske har hun også taget et eller andet tilfældigt sommerjob, fordi hun er træt af at tænke, måske sidder hun også i en lastbil et eller andet sted. Eller også ligger hun og knepper med en eller anden. Får lidt stress af tanken om det sidste.
“Skal vi egentlig have noget morgenmad eller et eller andet, før vi er fremme?” spørger André og klapper sig på maven. Jeg trækker lidt på skuldrene, ved ikke, hvordan det plejer at foregå.
“Jeg har spist en lille pose med bland-selv-slik, faktisk,” svarer Torsten, “men jeg kan da godt lige spise lidt voksenmad også.”
“Det er sgu op til jer, altså, jeg ville da ikke sige nej til en kop kaffe,” siger jeg. Det er sidst på formiddagen, nogle timer forinden stod vi på en parkeringsplads i Valby og læssede papkasserne på bi- len. Torsten havde stået og skyggebokset oppe på ladet, hver gang jeg var kommet med en ny kasse, han skulle stable. Det er hans opgave, at alt bliver pakket rigtigt. Relativt hurtigt indviede han mig i, hvordan han også stod og fyrede hooks til sit badeforhæng under bruseren om morgenen. Det var bare den bedste måde at få gang i kroppen på, forklarede han.
“Så hold lige ind, næste gang der kommer en tank, Tosse. Jeg er ved at brække mig af sult, man,” brummer André. Lastbilen buldrer, fordi Torsten kører så stærkt. Den er lige akkurat lille nok til, at den ikke kræver lastbilkørekort.
“Skal du ikke snart have stort pap, Tosse? Du kører så sindssygt,” siger André.
“Jeg er sgu da i gang, man,” griner han.
“Hvor langt er du så?” spørger jeg.
“Ok langt,” svarer han, “der er bare et problem med pisprøver, fordi jeg på et tidspunkt kom til at sige, at jeg indimellem røg hash, over for en eller anden lægeagtig type, engang hvor jeg var blevet anholdt. Så nu fyrer jeg den bare af med ananasjuice nogle dage op til sådan en pisprøve. Og sådan noget koncentrat-citronsaft, jeg blander sammen med det.” Jeg nikker og smiler, før Torsten fortsætter:
“På et tidspunkt fik jeg faktisk min far til at pisse ned i en pose, jeg smuglede med ind til prøven, men den var sgu utæt, og så lignede det, jeg havde pisset i bukserne.”
“Hvad gjorde du så?” Jeg smiler nysgerrigt til ham. “Jamen så var jeg nødt til at sige, at det var, fordi jeg var nervøs, jo.”
“Det er dumt at sige, man er nervøs, inden sådan noget, så bliver de jo bare mistænksomme,” siger André og ryster på hovedet.
Der dukker først en tankstation op, efter vi passerer byskiltet til Holbæk. Torsten parkerer mellem benzinstanderne, han vil vente ved bilen, er ligeglad med, hvad vi køber til ham.
“Bare et eller andet pis, jeg er ikke så sulten, noget fråderen, helst noget varmt.”
Inde på tankstationen bliver jeg i tvivl om, hvad jeg selv skal have, da det bliver min tur til at be- stille. Frygter pludselig, at André vil sige et eller andet til det, hvis jeg køber en kaffe med mælk og en rugbrødssandwich. Jeg går om bag ham, så han kan bestille først.
“Skal du ikke have noget, eller hvad?” spørger han og bestiller to franske hotdogs på tilbud, en lille pizzasnegl til Torsten og tre store Monster Energy.
“Jo, men jeg skal lige se, hvad de har,” mumler jeg, browser de varme varer i montren.
“Jeg ta’r en skinke og ost-panini,” siger jeg til ekspedienten, da jeg igen står foran kassen.
“Skal den varmes?” spørger hun, jeg skæver over til André, der allerede har spist det meste af sin ene hotdog.
“Nej, det behøver du ikke.” Hun rækker mig lidt tøvende den kolde panini og spørger, om jeg er helt sikker: “Den er altså ikke meget værd, hvis den er kold.”
Det lyder næsten som en trussel, beder hende alligevel om at få den varmet. André går ud af butikken. Jeg venter på min panini, betragter Torsten, der står og ryger, mens han spiser sin pizzasnegl. I et kort øjeblik ligner han en, jeg har set for nylig i en reklame for noget onlinekasino. Ekspedienten rækker mig den færdige panini.
“Tak,” nikker jeg og går ud til de andre. Torsten og André står med hver sin Monster Energy.
“Sorry,” siger jeg, idet jeg træder ud, “jeg spiser hurtigt, vi kan også sagtens køre, mens jeg spiser.”
“Der er ingen stress,” svarer André.
Den brændende ost i min mund gør det svært at spise hurtigt, men jeg bliver alligevel færdig, inden André tager det sidste sug på sin cigaret. Torsten tænder en smøg mere, sætter sig ind i bilen og tager sele på.
Hovedgaden gennem Holbæk er øde, det er højlys dag, og bilen er svedende varm. Ud over røgen fra Torstens cigaret dufter det lidt landligt af sommer. André fortæller, at vi til opgaven i dag er blevet hy- ret af et firma, der laver lejlighedsløsninger både til flygtninge og ansatte i Novo Nordisk, der kommer hertil fra udlandet. Løsningen består i, at de, der flytter ind, skal have funktionelle hjem med bade- værelse, køkkeninventar og møbler. Da jeg hilste på André og Torsten om morgenen, havde de håbet, at jeg var indretningsarkitekt, før jeg fik forklaret, at jeg bare var endnu en flyttemand, og at det tilmed var min første dag på jobbet.
Jeg sidder og piller lidt ved min sorte Nike-kasket, mens vi kører det sidste stykke. Jeg har taget den med i tilfælde af, at vi skal arbejde udenfor i løbet af dagen. Orker ikke at være ham den nye, der står og smører sig ind i solcreme.
“Har du egentlig været kriminel?” spørger André lidt ud af det blå og kigger på mig. Jeg skæver tilbage.
“Nej,” svarer jeg, “hvorfor spørger du om det?”
“Nå, jamen ikke for noget, det var bare på grund af din tatovering,” han peger på min overarm, der titter en lille tatovering frem, jeg fik lavet lige efter gymnasiet. Det er bare et omrids af København, femfingerplanen i blæk. Bliver i tvivl om, hvad den mon kunne ligne. Han fortæller, at han selv har levet et hårdt liv med misbrug og er røget ind og ud af fængslet flere gange.
“Bare en masse småkriminalitet, som efterhånden hobede sig op, du ved,” forklarer han. Lidt uelegant skifter han emne og begynder at fortælle om sin kæreste, som han er meget glad for.
“Hun har læst på universitetet og har hjulpet mig med at søge HF, nu her.”
Jeg nikker bare, prøver at følge med i samtalen. Andrés plan er, at han efter HF vil starte på pædagoguddannelsen.
“Nu er jeg 28, du ved, så jeg kan stadig nå alt det der, før jeg er for gammel, føler jeg,” siger han og aer sig selv på baghovedet. Torsten er helt stille, som om samtalen enten er meget interessant eller meget ligegyldig for ham at følge med i.
“Og så går jeg også meget op i træning,” griner André og spænder sin ene overarm, så jeg kan se hans biceps. Han folder ærmet helt op, mens han snakker om de forskellige former for kosttilskud, han bruger.
“Hvor befinder hotdogs sig i madpyramiden?” spørger jeg lidt drillende for at afbryde ham.
“Jamen, de er helt oppe eller helt nede, jeg kan ikke huske det, men det er okay indimellem, det skal heller ikke blive for fanatisk, man skal også kunne hygge sig,” han klør sig lidt i skægget og for- tæller, at han har været clean i over et år. Han har været i misbrugsbehandling for både stoffer og al- kohol. Nu har han efterhånden udskiftet alle sine byture med træning.
“Jeg går fuldstændig amok, hvis jeg ikke træner, du ved, jeg skal bare ned og brænde lidt krudt af, ellers kan jeg slet ikke slappe af,” han tager en lille bog op fra sin taske. For hver uge står der nogle tal ud for kategorierne bænk, dødløft og squat, skrevet med en overraskende pæn håndskrift. Den sidste kategori er stagneret lidt.
“Ja, altså, jeg gider ikke at squatte så meget mere, fordi jeg hele tiden får at vide, at jeg har en stor røv, så ja, det gider jeg ikke høre på, det der fis,” han klapper bogen sammen og lægger den tilbage i tasken, før han læner sig tilbage i sædet igen og tager sin telefon op.
Vi ankommer til et stort kompleks af nybyggeri ud til vandet. Foran opgangen står en skaldet mand med briller og vinker til os. Torsten kører op på fortovet, og André hopper ud for at sige hej til kunden. De snakker lidt, mens Torsten og jeg venter i bilen. Efter nogle minutter kommer André tilbage. Torsten slukker for motoren og går om for at åbne ladet. Jeg følger bare efter, prøver at være en del af rytmen.
“Han snakker sgu kun engelsk,” siger André. Torsten hopper op på ladet og begynder at række de forreste ting ned til os.
“Ja, så skal han da i hvert fald ikke regne med at få noget som helst ud af mig,” svarer han, næsten lidt irriteret.
Jeg er slet ikke lige så effektiv som André, prøver at bære for mange ting på samme tid og kommer hele tiden i ubalance.
“Nå, sygt nok, Dratko har skrevet, at han kommer og giver et nap med, han er åbenbart i nærheden,” siger André, der står med sin telefon i hånden, “han er her om fem minutter.”
“Hvem er det?” spørger jeg forvirret. Får lidt stress over, at der kommer en mere, som jeg skal forholde mig til. Torsten smiler bare, ryster på hovedet.
“Dratko, man, han er bare fucking grineren, han er,” siger han.
I mellemtiden er vi ingen af Frederik Drescher Kluth
William er i slutningen af tyverne, han har lige slået op med sin kæreste gennem mange år, har droppet sit studie og i stedet taget et job som flyttemand. Han befinder sig i et slags limbo, ligesom mange af hans gamle barndomsvenner: nogle er begyndt at stifte familie uden helt at kunne overskue det, en har gang i tvivlsomme forbindelser til den kriminelle undergrund, de fleste af dem ryger sig stadig bare skæve foran YouTube. Deres liv er præget af rodløshed, uden forbilleder at støtte sig til, uden drømme at kæmpe for.
William venter på, at livet rigtigt skal komme i gang og prøver at finde svar på de store spørgsmål: Hvordan bliver man til nogen, og hvem er man i mellemtiden? Og hvem ville egentlig have de bedste chancer for at overleve, hvis der udbrød en zombie-apokalypse: en flyttemand på coke eller en flyttemand, der kender madpyramiden ud og ind?
Du kan købe I mellemtiden er vi ingen online, f.eks hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
I Frederik Drescher Kluths generationsroman I mellemtiden er vi ingen er William i limbo: Han har droppet studiet og taget et job som flyttemand, imens han søger svar på, hvordan man bliver til nogen, og hvem man er i mellemtiden.
Frederik Drescher Kluth har gået på Gladiators forfatterskole og Skrivekreds i Nordvest. Han har tidligere udgivet digtsamlingen Lov mig du læser det (2019). Nu debuterer han med romanen I mellemtiden er vi ingen.
I I mellemtiden er vi ingen venter William på, at livet rigtig skal komme i gang. Han er i slutningen af tyverne, han har lige slået op med sin kæreste gennem mange år, har droppet sit studie og i stedet taget et job som flyttemand.
LÆS OGSÅ: Interview med Frederik Drescher Kluth om hans debutroman “I mellemtiden er vi ingen”
Han befinder sig i et slags limbo, ligesom mange af hans gamle barndomsvenner: nogle er begyndt at stifte familie uden helt at kunne overskue det, en har tvivlsomme forbindelser til den kriminelle underverden og de fleste af dem ryger sig stadig bare skæve mens de ser Youtube. Deres liv er præget af rodløshed, uden forbilleder at støtte sig til og uden drømme at kæmpe for.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
William venter på, at livet rigtigt skal komme i gang og prøver at finde svar på de store spørgsmål: Hvordan bliver man til nogen, og hvem er man i mellemtiden? Og hvem ville egentlig have de bedste chancer for at overleve, hvis der udbrød en zombie-apokalypse: en flyttemand på coke eller en flyttemand, der kender madpyramiden ud og ind? Læs et uddrag af I mellemtiden er vi ingen her.
I mellemtiden er vi ingen
af Frederik Drescher Kluth
Jeg sidder med en lille følgeseddel i mine hænder. En liste over møbler og andre ting, som gerne skal være med ombord på lastbilen. Vi er på vej til Holbæk. Det er min første vagt i flyttefirmaet. Jeg ved ikke, hvorfor det er mig, der har fået følgesedlen. Aner ikke, om alt det, der står på den, er blevet pakket. Jeg kan kun huske papkasser i forskellige størrelser, har slet ikke overvejet, hvad der er i dem. Det er min ven Hols, der har skaffet mig jobbet. Han er selv blevet sat på en anden opgave.
Bag rattet sidder en, der hedder Torsten. Han har en smøg i munden, der snart har røget sig selv, kigger kun sjældent i sidespejlet, før han overhaler. Blinker bare ud, når han ender bag en bil, der kører for langsomt. Til højre for mig sidder en større fyr, som hedder André, og stirrer på sit kørekort. Han kniber øjnene sammen, stiller skarpt på det lille billede af sig selv.
“Er du gal, hvor ser jeg sindssyg ud her, når man tænker over det,” André løfter kortet hen foran mit ansigt, så jeg kan se det. Jeg trækker nakken lidt tilbage og kniber også øjnene sammen. Det er pis- sesvært at fokusere på det lille portræt, fordi bilen ryster så meget.
Jeg nikker langsomt, medgiver, at han ser lidt sindssyg ud på billedet. Har ikke lyst til at sige, at han ligner en, jeg engang blev rullet af på Strøget. Føler, der er en lille risiko for, at det kunne være ham.
“Det ligner et mugshot,” svarer jeg forsigtigt. Han har en stor tatovering på halsen, hvor der står DESTINY. Under hans T-shirt stikker en tyk sølvkæde frem.
“Vis det også lige til mig,” griner Torsten, mens han skodder sin cigaret på gulvet. “Bare du lover mig, at du ikke begynder at sidde og gokke den af i stedet for at køre, vel?” griner André lidt forceret og rækker kortet ind over mig, så Torsten kan se det.
“Kæft, hvor var du grim, man,” udbryder han, “du lignede kraftedeme bare en lille psykopat, du gjorde.” “Hvor gammel var du?” spørger jeg, mens André stikker kortet ind under coveret på sin mobil. “Jamen, jeg var vel lige blevet 18, tror jeg, helt forelsket i narko, man kan godt se det på mine øjne, synes jeg,” han læner sig tilbage i sædet.
Torsten tænder for radioen, fordi han vil høre optakten til Tour de France. Etapen begynder først om nogle timer, der er ingen i radioen, der snakker om den endnu.
“Nogle gange starter de jo lidt tidligere,” forklarer han, mens en reklame larmer i baggrunden, “men det er måske lige tidligt nok.”
Jeg stirrer ud ad forruden på motorvejen, der bugter sig. Kan genkende landskabet fra de mange gange, jeg har taget turen sammen med Vera, når vi skulle i sommerhus. Vi er lige gået fra hinanden, en måneds tid inden sommerferien.
Jeg tænker ikke så meget på det, mest fordi jeg prøver at holde mig beskæftiget med andre ting, men midt i støjen fra radioen og landskabet, vi glider gennem, kommer jeg til at sidde og tænke på, hvad hun mon laver lige nu. Måske har hun også taget et eller andet tilfældigt sommerjob, fordi hun er træt af at tænke, måske sidder hun også i en lastbil et eller andet sted. Eller også ligger hun og knepper med en eller anden. Får lidt stress af tanken om det sidste.
“Skal vi egentlig have noget morgenmad eller et eller andet, før vi er fremme?” spørger André og klapper sig på maven. Jeg trækker lidt på skuldrene, ved ikke, hvordan det plejer at foregå.
“Jeg har spist en lille pose med bland-selv-slik, faktisk,” svarer Torsten, “men jeg kan da godt lige spise lidt voksenmad også.”
“Det er sgu op til jer, altså, jeg ville da ikke sige nej til en kop kaffe,” siger jeg. Det er sidst på formiddagen, nogle timer forinden stod vi på en parkeringsplads i Valby og læssede papkasserne på bi- len. Torsten havde stået og skyggebokset oppe på ladet, hver gang jeg var kommet med en ny kasse, han skulle stable. Det er hans opgave, at alt bliver pakket rigtigt. Relativt hurtigt indviede han mig i, hvordan han også stod og fyrede hooks til sit badeforhæng under bruseren om morgenen. Det var bare den bedste måde at få gang i kroppen på, forklarede han.
“Så hold lige ind, næste gang der kommer en tank, Tosse. Jeg er ved at brække mig af sult, man,” brummer André. Lastbilen buldrer, fordi Torsten kører så stærkt. Den er lige akkurat lille nok til, at den ikke kræver lastbilkørekort.
“Skal du ikke snart have stort pap, Tosse? Du kører så sindssygt,” siger André.
“Jeg er sgu da i gang, man,” griner han.
“Hvor langt er du så?” spørger jeg.
“Ok langt,” svarer han, “der er bare et problem med pisprøver, fordi jeg på et tidspunkt kom til at sige, at jeg indimellem røg hash, over for en eller anden lægeagtig type, engang hvor jeg var blevet anholdt. Så nu fyrer jeg den bare af med ananasjuice nogle dage op til sådan en pisprøve. Og sådan noget koncentrat-citronsaft, jeg blander sammen med det.” Jeg nikker og smiler, før Torsten fortsætter:
“På et tidspunkt fik jeg faktisk min far til at pisse ned i en pose, jeg smuglede med ind til prøven, men den var sgu utæt, og så lignede det, jeg havde pisset i bukserne.”
“Hvad gjorde du så?” Jeg smiler nysgerrigt til ham. “Jamen så var jeg nødt til at sige, at det var, fordi jeg var nervøs, jo.”
“Det er dumt at sige, man er nervøs, inden sådan noget, så bliver de jo bare mistænksomme,” siger André og ryster på hovedet.
Der dukker først en tankstation op, efter vi passerer byskiltet til Holbæk. Torsten parkerer mellem benzinstanderne, han vil vente ved bilen, er ligeglad med, hvad vi køber til ham.
“Bare et eller andet pis, jeg er ikke så sulten, noget fråderen, helst noget varmt.”
Inde på tankstationen bliver jeg i tvivl om, hvad jeg selv skal have, da det bliver min tur til at be- stille. Frygter pludselig, at André vil sige et eller andet til det, hvis jeg køber en kaffe med mælk og en rugbrødssandwich. Jeg går om bag ham, så han kan bestille først.
“Skal du ikke have noget, eller hvad?” spørger han og bestiller to franske hotdogs på tilbud, en lille pizzasnegl til Torsten og tre store Monster Energy.
“Jo, men jeg skal lige se, hvad de har,” mumler jeg, browser de varme varer i montren.
“Jeg ta’r en skinke og ost-panini,” siger jeg til ekspedienten, da jeg igen står foran kassen.
“Skal den varmes?” spørger hun, jeg skæver over til André, der allerede har spist det meste af sin ene hotdog.
“Nej, det behøver du ikke.” Hun rækker mig lidt tøvende den kolde panini og spørger, om jeg er helt sikker: “Den er altså ikke meget værd, hvis den er kold.”
Det lyder næsten som en trussel, beder hende alligevel om at få den varmet. André går ud af butikken. Jeg venter på min panini, betragter Torsten, der står og ryger, mens han spiser sin pizzasnegl. I et kort øjeblik ligner han en, jeg har set for nylig i en reklame for noget onlinekasino. Ekspedienten rækker mig den færdige panini.
“Tak,” nikker jeg og går ud til de andre. Torsten og André står med hver sin Monster Energy.
“Sorry,” siger jeg, idet jeg træder ud, “jeg spiser hurtigt, vi kan også sagtens køre, mens jeg spiser.”
“Der er ingen stress,” svarer André.
Den brændende ost i min mund gør det svært at spise hurtigt, men jeg bliver alligevel færdig, inden André tager det sidste sug på sin cigaret. Torsten tænder en smøg mere, sætter sig ind i bilen og tager sele på.
Hovedgaden gennem Holbæk er øde, det er højlys dag, og bilen er svedende varm. Ud over røgen fra Torstens cigaret dufter det lidt landligt af sommer. André fortæller, at vi til opgaven i dag er blevet hy- ret af et firma, der laver lejlighedsløsninger både til flygtninge og ansatte i Novo Nordisk, der kommer hertil fra udlandet. Løsningen består i, at de, der flytter ind, skal have funktionelle hjem med bade- værelse, køkkeninventar og møbler. Da jeg hilste på André og Torsten om morgenen, havde de håbet, at jeg var indretningsarkitekt, før jeg fik forklaret, at jeg bare var endnu en flyttemand, og at det tilmed var min første dag på jobbet.
Jeg sidder og piller lidt ved min sorte Nike-kasket, mens vi kører det sidste stykke. Jeg har taget den med i tilfælde af, at vi skal arbejde udenfor i løbet af dagen. Orker ikke at være ham den nye, der står og smører sig ind i solcreme.
“Har du egentlig været kriminel?” spørger André lidt ud af det blå og kigger på mig. Jeg skæver tilbage.
“Nej,” svarer jeg, “hvorfor spørger du om det?”
“Nå, jamen ikke for noget, det var bare på grund af din tatovering,” han peger på min overarm, der titter en lille tatovering frem, jeg fik lavet lige efter gymnasiet. Det er bare et omrids af København, femfingerplanen i blæk. Bliver i tvivl om, hvad den mon kunne ligne. Han fortæller, at han selv har levet et hårdt liv med misbrug og er røget ind og ud af fængslet flere gange.
“Bare en masse småkriminalitet, som efterhånden hobede sig op, du ved,” forklarer han. Lidt uelegant skifter han emne og begynder at fortælle om sin kæreste, som han er meget glad for.
“Hun har læst på universitetet og har hjulpet mig med at søge HF, nu her.”
Jeg nikker bare, prøver at følge med i samtalen. Andrés plan er, at han efter HF vil starte på pædagoguddannelsen.
“Nu er jeg 28, du ved, så jeg kan stadig nå alt det der, før jeg er for gammel, føler jeg,” siger han og aer sig selv på baghovedet. Torsten er helt stille, som om samtalen enten er meget interessant eller meget ligegyldig for ham at følge med i.
“Og så går jeg også meget op i træning,” griner André og spænder sin ene overarm, så jeg kan se hans biceps. Han folder ærmet helt op, mens han snakker om de forskellige former for kosttilskud, han bruger.
“Hvor befinder hotdogs sig i madpyramiden?” spørger jeg lidt drillende for at afbryde ham.
“Jamen, de er helt oppe eller helt nede, jeg kan ikke huske det, men det er okay indimellem, det skal heller ikke blive for fanatisk, man skal også kunne hygge sig,” han klør sig lidt i skægget og for- tæller, at han har været clean i over et år. Han har været i misbrugsbehandling for både stoffer og al- kohol. Nu har han efterhånden udskiftet alle sine byture med træning.
“Jeg går fuldstændig amok, hvis jeg ikke træner, du ved, jeg skal bare ned og brænde lidt krudt af, ellers kan jeg slet ikke slappe af,” han tager en lille bog op fra sin taske. For hver uge står der nogle tal ud for kategorierne bænk, dødløft og squat, skrevet med en overraskende pæn håndskrift. Den sidste kategori er stagneret lidt.
“Ja, altså, jeg gider ikke at squatte så meget mere, fordi jeg hele tiden får at vide, at jeg har en stor røv, så ja, det gider jeg ikke høre på, det der fis,” han klapper bogen sammen og lægger den tilbage i tasken, før han læner sig tilbage i sædet igen og tager sin telefon op.
Vi ankommer til et stort kompleks af nybyggeri ud til vandet. Foran opgangen står en skaldet mand med briller og vinker til os. Torsten kører op på fortovet, og André hopper ud for at sige hej til kunden. De snakker lidt, mens Torsten og jeg venter i bilen. Efter nogle minutter kommer André tilbage. Torsten slukker for motoren og går om for at åbne ladet. Jeg følger bare efter, prøver at være en del af rytmen.
“Han snakker sgu kun engelsk,” siger André. Torsten hopper op på ladet og begynder at række de forreste ting ned til os.
“Ja, så skal han da i hvert fald ikke regne med at få noget som helst ud af mig,” svarer han, næsten lidt irriteret.
Jeg er slet ikke lige så effektiv som André, prøver at bære for mange ting på samme tid og kommer hele tiden i ubalance.
“Nå, sygt nok, Dratko har skrevet, at han kommer og giver et nap med, han er åbenbart i nærheden,” siger André, der står med sin telefon i hånden, “han er her om fem minutter.”
“Hvem er det?” spørger jeg forvirret. Får lidt stress over, at der kommer en mere, som jeg skal forholde mig til. Torsten smiler bare, ryster på hovedet.
“Dratko, man, han er bare fucking grineren, han er,” siger han.
I mellemtiden er vi ingen af Frederik Drescher Kluth
William er i slutningen af tyverne, han har lige slået op med sin kæreste gennem mange år, har droppet sit studie og i stedet taget et job som flyttemand. Han befinder sig i et slags limbo, ligesom mange af hans gamle barndomsvenner: nogle er begyndt at stifte familie uden helt at kunne overskue det, en har gang i tvivlsomme forbindelser til den kriminelle undergrund, de fleste af dem ryger sig stadig bare skæve foran YouTube. Deres liv er præget af rodløshed, uden forbilleder at støtte sig til, uden drømme at kæmpe for.
William venter på, at livet rigtigt skal komme i gang og prøver at finde svar på de store spørgsmål: Hvordan bliver man til nogen, og hvem er man i mellemtiden? Og hvem ville egentlig have de bedste chancer for at overleve, hvis der udbrød en zombie-apokalypse: en flyttemand på coke eller en flyttemand, der kender madpyramiden ud og ind?
Du kan købe I mellemtiden er vi ingen online, f.eks hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: