I Hvad vi kan lære af katte møder vi Nanna. Hun er sidst i trediverne og står overfor et stort og svært spørgsmål: Vil hun være mor?
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor? Og er hun i så fald villig til at blive det alene?
Nanna møder tilfældigt sin ungdomskæreste Asger, som hun ikke har set i tyve år. Asger er fraskilt og har to døtre. Nanna og Asger forelsker sig igen, og det er, som om det altid var meningen, at de skulle ende sammen.
Men Asger vil ikke have flere børn. Det tvinger Nanna til at tage stilling til, om hun skal opgive drømmen om at blive mor for at holde fast i kærligheden. Og er det overhovedet hendes drøm?
Læs et uddrag af første del af Hvad vi kan lære af katte herunder.
Hvad vi kan lære af katte
af Marie Hougaard
Han står i baren, og selv på afstand kan jeg se, at han er den pæneste mand i lokalet. Da han får øje på mig, stryger han sin hånd igennem håret, som straks falder blødt på plads, som det sad før. Der er noget ved situationen, der får mig til at føle mig let til mode, får mig til at sige: Hejsa.
Hej, siger han på samme muntre måde, og vi krammer hinanden, som er vi gamle venner.
Kan du lide øl? Jeg har købt en øl til dig.
Jeg elsker øl, siger jeg og kaster med håret.
Samtalen starter nemt, så vi bliver stående i baren, der er ingen grund til at gå andre steder hen.
Han arbejder for forsvaret, siger han.
Nå, hvor spændende, siger jeg. Han kunne have sagt hvad som helst, og jeg havde sagt, det var spændende.
Altså, i deres IT-afdeling.
Ah, okay.
Du ser skuffet ud. Troede du jeg var en slags befalingsmand?
Næ, eller jo, måske.
Kan du godt lide befalinger?
Nej, jeg kan bedre lide at give dem, siger jeg, selvom jeg aldrig har tænkt på mig selv som en, der udstikker ordrer.
Okay, så giv mig én.
Jeg kigger mig omkring i baren, på alle menneskerne, der sidder og taler og rafler, eller hvad de har gang i. I hjørnet står et gammelt klaver.
Gå over og spil en sang, siger jeg.
Men, hvad nu hvis jeg ikke kan spille?
Ingen har sagt, det skal lyde godt.
Javel, siger han.
Jeg bliver stående i baren, mens jeg betragter ham skrå over gulvet og hen mod klaveret. Han sætter sig og strækker armene teatralsk, sætter fingrene på tangenterne og lægger hovedet lidt på skrå. Melodien virker bekendt. Han kigger op og smiler til mig, og jeg ler tilbage, da jeg genkender, at det er My heart will go on.
Klassiker, siger jeg, da han igen står i baren og har modtaget en lille klapsalve fra mig.
Jeg har set den film så mange gange, var meget forelsket i Leo, siger jeg.
Jeg har faktisk kun set den én gang, siger han. Det var i biografen på en date. Han smiler og har pæne tænder, lige og tætte, og han ligner faktisk lidt Leonardo DiCaprio, hvis Leo havde haft krøller.
Hvem har lært dig at spille den? spørger jeg.
Det har min kæreste.
Din kæreste? Jeg rynker brynene, men smiler stadig.
Ja, hun har spillet klaver hele sit liv, vi har også et klaver derhjemme.
Men du har en kæreste?
Ja. Han ser også forvirret ud nu.
Okay? siger jeg.
Læste du ikke min bio?
Hvad står der i din bio?
At jeg er i et åbent forhold, siger han og løfter øjenbrynene. Man læser da folks bio.
Gør man? siger jeg. Så hvad står der i min bio?
Ikke noget, du har ikke en bio.
Jeg ser på ham med et sammenknebet blik.
Så det er min fejl nu? siger jeg.
Nej, du er bare overfladisk. Han smiler flabet, på en måde, som jeg desværre synes er tiltrækkende.
Jeg er overfladisk?
Ja, du vil på date med mig, fordi jeg var lækker, men du var ikke interesseret i at læse om mig.
Måske det er dig, der er overfladisk? siger jeg.
Hvordan er jeg overfladisk?
Det er dig, der er i et forhold. Du er ikke interesseret i at lære mig at kende, du vil bare knalde.
Hvad ved du om, hvad jeg vil? siger han.
Jeg er lige ved at sige, at jeg kender hans type, men holder min kæft, holder mig til at ryste let på hovedet.
Denne her samtale er ikke et turn off for mig, by the way, siger han. Hvad med dig, er det en deal breaker, at jeg har en kæreste?
Jeg drikker af min øl, sætter den fra mig og tørrer mig over læberne med bagsiden af hånden.
Ja, desværre, siger jeg og får fat i mit net på knagen under baren.
Udenfor er himlen sortblå over hustagene. Klokken har lige passeret midnat. Jeg hiver sweateren op af nettet og trækker den over hovedet, finder min cykel blandt alle de andre, men låser den ikke op. Trommer med fingrene på sadlen. Tænk nu, hvis det alligevel er ham? Clairvoyanten havde jo ikke sagt noget om, at han havde en kæreste, men bare fordi han har det, betyder det jo ikke, at vi ikke kan blive det på sigt.
Måske er dette blot begyndelsen til noget større, end jeg kan forestille mig. Ingen har jo sagt, at det skal være let. Desuden, hvad har jeg at miste?
*
Jeg henter to øl i køleskabet, og vi sætter os i min sofa. Jeg trækker benene op under mig selv i et forsøg på at ligne det, jeg aldrig kommer til at blive: et lille nips.
Så du er i et åbent forhold? spørger jeg, selvom jeg egentlig ikke længere er interesseret i den samtale.
Ja, siger han.
Og hvordan fungerer det så?
Hans øjne flakker, mens han fortæller om at have været sammen med den samme i mange år, og om længslen efter noget nyt, men at de stadig elsker hinanden.
Hvor paradoksalt det end lyder, siger han og kører en hurtig hånd gennem håret, så er det her en måde at passe på forholdet.
Aha, siger jeg, det skal lyde sarkastisk.
Han tager en doven slurk af sin øl. På indersiden af hans arm dukker en tatovering op halvt skjult af hans T-shirt.
Så hun ved godt, at du er på date med mig?
Har du inviteret mig hjem for at tale om mit forhold, eller hvad? siger han og smiler på samme flabede måde som tidligere på aftenen.
Jeg er bare nysgerrig.
Han sætter sin øl fra sig og griber ud efter min fod.
Kom lige her, siger han.
Jeg sætter også min øl fra mig, og giver mig til at kravle ned i den anden ende af min ret korte sofa, på en fræk måde, forestiller jeg mig. Måske lidt kattet. Han prøver at skjule et smil, der ligner indledningen til en ironisk kommentar, så jeg dropper det frække, dropper at kysse ham og trækker i stedet op i hans T-shirtærme.
Hvad er det? spørger jeg, selvom jeg udmærket kan se, hvad det er.
Vi kigger begge to på tatoveringen.
Hvorfor har du SvampeBob på armen?
Alle de spørgsmål, siger han og rejser sig op. Kom, vis mig dit soveværelse.
Hey, det er mig, der giver ordrer her, siger jeg.
Okay, hvad er ordren så?
Tag T-shirten af.
I stedet for at gøre, som jeg siger, læner han sig frem og kysser mig. Inde i soveværelset hiver han sweateren af mig, og jeg T-shirten af ham. Der er flere tatoveringer under den. Han fumler med bukseknappen i mine jeans, jeg puffer hans hånd væk og åbner dem selv. Vi klæder os af hver især. Han er ved at miste balancen på vejen ud af buksebenet og må gøre et hop på én fod.
Så er vi nøgne i sengen. Han lægger hånden om mit ene bryst, og hans pik rejser sig halvt.
Du har fine bryster, siger han med et fjernt, liderligt blik, som om det ikke er mig, han kigger på, men noget andet, som ikke findes her i rummet, noget der er inde i ham selv.
Jeg kan stadig huske liderlighedens berusede blik fra den første mand, jeg var i seng med. Han hed Lars og var 29, og troede angiveligt på, at jeg var 18. Det var sommeren, inden jeg skulle starte i gymnasiet, og jeg ville have, at det skulle overstås, for jeg ville ikke være bagud fra starten. Lars indtog min 15-årige krop med øjnene.
Det var hans blik, der fik mig til at gå hele vejen, selvom jeg halvvejs blev i tvivl om, hvorvidt det egentlig var en god ide. Tanken om den eftermiddag kan stadig få kvalmen til at stige fra brystet og op i halsen på et splitsekund.
I sengen skubber min date mig blidt bagud, så jeg lander på ryggen. Han læner sig ind over mig og kysser mig grådigt. Jeg skubber ham væk for at få lidt luft. Hans sult efter situationen, det at have sex med en fremmed, lægger en hinde over hans ansigt, og nu er han nede mellem min ben med sin ivrige tunge.
Lad os bare knalde, siger jeg.
Hvad? siger han med min fisse i munden.
Lad os bare knalde, gentager jeg.
Okay. Han rejser sig op på knæ, mellem hans ben hænger hans lem slapt og blødt.
Jeg lægger armene om bag mit hoved og blotter mine behårede armhuler for at vise ham, at jeg ikke har gjort mig umage for hans skyld. Men han har travlt med sig selv, og ser slet ikke den magt, jeg gemmer i mine armhuler.
Er du beskyttet? spørger han og nærmer sig med sin ubeskyttede pik.
Ja, svarer jeg for højt og for hastigt.
Han skubber sig ind i mig med et lille grynt, læner sig ind over mig, lader hænderne synke i madrassen på hver sin side af mig, begynder at bevæge sig frem og tilbage over mig. SvampeBob smiler skørt på hans spændte arm i udkanten af mit synsfelt.
Du gør mig så hård, siger han i et støn.
Mm, siger jeg, selvom det ikke føles sådan.
Men da han gentager det, fornemmer jeg, at det virker, at han faktisk bliver hårdere. Sådan går det lidt frem og tilbage, indtil jeg kan se, at det nærmer sig for ham. Lige inden han giver slip, spærrer han øjnene op og åbner munden, som kommer hans orgasme bag på ham.
Jeg venter i spænding på, hvad der sker nu, men til min ærgrelse trækker han sig ud og sprøjter sin mælkede masse ud over min mave og mit bryst, og med en lang, undertrykt lyd falder han ned på madrassen ved siden af mig. Jeg ærgrer mig med hans endnu varme sæd på min hud. Min ægløsning er nu eller i hvert fald lige om hjørnet.
Lidt efter hæver han sig op på albuen og smiler, og jeg smiler tilbage, for det kunne se ud, som om han skal til at sige noget sødt.
Hvor er toilettet? spørger han.
Hvor tror du? siger jeg og nikker mod gangen, som fordeler ind til stuen, soveværelset, køkkenet og badeværelset i min helt klassiske toværelseslejlighed.
Han tager fat i min hånd og kysser den, inden han rejser sig og går ud af værelset. Med den hånd, han lige har kysset, prøver jeg med fingrene at få sæden fra maven og ind i mig. Der var engang, at alle knald kom med frygten for graviditet. Alle de fortrydelsespiller jeg har spist igennem tiden. Nu virker det nærmere usandsynligt, at det kommer til at ske.
Så lyder toiletdøren og hans skridt i gangen, og jeg stopper mit foretagende.
Grib, siger han, da han kommer tilbage med hele rullen af toiletpapir, som han kaster til mig.
Jeg når ikke at reagere, inden jeg får rullen i hovedet.
Haha, ej, undskyld.
Jeg river en lang bane papir af, mens han begynder nedstigningen i et bukseben.
Bliver nødt til at smutte nu, siger han, inden han forsvinder ind i sin T-shirt. Hans krøller kommer til syne i T-shirtens åbning, så hans smil. Han går over til sengen og lægger igen hænderne i madrassen, læner sig ind over mig og kysser mig på kinden.
Vi ses, smukke, siger han. Tak for en sjov aften.
Lidt efter smækker døren. Udenfor er solen på vej retur og danner en lys firkant rundt om mørklægningsgardinet. Bag det er vinduet åbent, og solsorten er begyndt at synge. Jeg ser for mig, hvordan han spankulerer gennem gaderne i det tidlige morgenlys, krøllet og frejdig, på vej hjem til sin kæreste.
På gulvet ligger den varme sweater vendt på vrangen og minder mig om, at jeg betalte næsten femten hundrede kroner for et kig ind i en fremtid, som ikke findes.
Før daten, før clairvoyanten, var jeg hos en gynækolog. En privat klinik, som jeg var blevet henvist til af min egen læge. Jeg havde taget en blazer på og en klemme i håret for at se myndig ud. Alligevel spurgte lægen om min alder.
Vi sad på hver vores side af hendes skrivebord og kiggede hinanden i øjnene. Hendes var grå, måske ville de have været blå, hvis hun havde haft en anden farve på end kittelhvid.
Hvor gammel er du? spurgte hun.
Jeg er lige fyldt 37.
Det er et godt tidspunkt at gå i gang, sagde hun og tilføjede et smil. Jo før jo bedre.
Jeg nikkede, for jeg kendte udmærket til statistikken. Chancen for en graviditet med insemination i din alder er ikke så stor, sagde hun. Men vi vil gerne prøve, og hvis det ikke fungerer, så kan vi stimulere dig lidt.
Stimulere?
Ja, med hormoner.
Jeg krydsede benene under bordet, netop som lægen rejste sig, og sagde, at jeg bare kunne gå om bag forhænget og tage bukser og underbukser af.
Har du talt dine æg i dag? Det var budskabet i en kampagne, der hang rundtomkring i byen for år tilbage. Jeg kan huske, at mange blev provokeret, nogle blev vrede. Det gjorde jeg ikke, jeg blev bange. Måske vidste jeg allerede dengang, at det en dag ville komme hertil, hvor jeg kunne vågne om natten med tanken Jeg bliver aldrig mor og efterfølgende ikke vide, om det var en god eller en dårlig ting.
Efter lægen havde presset sin scanner mod først den ene så den anden æggestok for at tjekke min æggebeholdning, trak hun scanneren ud af mig.
Det ser fint ud, sagde hun.
Jeg tørrede mig, trak i underbukser og bukser, og vi tog igen plads ved skrivebordet. Her hev lægen en printet brochure op af en skuffe. En baby med isblå øjne og buttede kinder stirrede op på mig fra skrivebordet. Jeg stirrede tilbage, men følte intet. Ud for babyens venstre øre skrev lægen navnet på sædbanken, de samarbejdede med.
Når du leder efter en donor, sagde hun og lagde kuglepennen fra sig, så kan det være et godt råd at finde en, der ligner dig selv.
Jeg nikkede.
Eller mændene i din familie, tilføjede hun. Der er rigtig mange informationer om donorerne, og det kan være overvældende, men husk på, at det ikke er en partner, du leder efter.
Jeg grinede, men lægen syntes ikke, der var noget at grine af, så jeg stoppede igen.
Barnet kommer jo til at ligne dig, sagde hun. Det kopierer den forælder, det vokser op hos. Det kommer til at tale som dig og bevæge sig som dig.
Jeg prøvede at forestille mig barnet: En lille version af mig.
Har du et godt netværk? spurgte hun.
Ja, svarede jeg og tænkte på min mor og Trine, og på Ingrid. Ingrid, som boede langt væk nu, og som havde travlt med arbejde og familie. Hvordan ville hun kunne hjælpe mig, hvis jeg fik et barn alene?
Det er godt. Det får du brug for, sagde lægen og tog nogle nye printede papirer op, som jeg skulle tage med hjem og underskrive, hvis jeg altså ville starte i behandling.
På sædbankens hjemmeside scrollede jeg billeder af små drengebabyer med savlvåde munde og runde næser. Ingen af dem lignede hverken mig eller nogen andre i min familie.
Jeg klikkede ind på en donor, der kaldte sig Bryne, og læste alt om ham: højde, vægt, uddannelse, mors og fars etnicitet, interesser, en besked skrevet af Bryne selv til en kommende mor: I hope you find what you are looking for.
En stemmeprøve: I’m studying to become a nurse. Et billede af en pilskaldet baby, donor Eivind, havde en sød mund og flotte mandelformede øjne. Bare for sjov puttede jeg Eivinds sæd i kurven, illustreret som et lille barnevognsikon.
Da jeg lidt efter kom ind på købssiden, fik jeg et mindre chok. Med moms, shipping and handling og noget, der hed pregnancyt, som var obligatorisk, blev det 10.616,25 kroner for én omgang sæd.
Man skal jo være rig for at få et barn alene, sagde jeg til Ingrid i telefonen senere.
Når du først har barnet, sagde hun, så betyder de penge ingenting.
Men jeg har slet ikke råd lige nu, sagde jeg.
Du kan også låne af mig, sagde hun.
Man kan da ikke låne penge til et barn.
Selvfølgelig kan man det.
Jeg ved ikke engang, om jeg vil have et barn alene.
Jeg tror, du ville blive en fantastisk mor, sagde hun.
Tak, sagde jeg, selvom det kun er sådan noget, mødre siger for at hverve nye mødre til klubben.
Selvom økonomi ikke kan tages ud af ligningen, så handler det egentlig ikke om pengene. Pengene er bare en undskyldning for at kunne skyde beslutningen foran mig. Det egentlige problem er, at jeg stadig ikke ved, om jeg vil være mor. Jeg har aldrig gået rundt og ønsket mig børn, men jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ikke skulle have dem.
De seneste par år er tanken, overvejelsen om jeg skal eller ej, tiltagende. Og nu eksisterer den som et slags bagtæppe for alle tanker. Alligevel føles det ikke, som om jeg er blevet klogere.
Hvad vi kan lære af katte
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor eller skal hun ikke?
En dag møder hun Asger ved køledisken i Netto. De var ungdomskærester, men har ikke set hinanden i tyve år, og nu er Asger nyligt fraskilt og har to døtre.Sammen genoplever de deres ungdoms forelskelse og bliver hurtigt et par. Da spørgsmålet om moderskab igen melder sig hos Nanna, gør Asger det klart, at han har fået de børn, han skal have. Nanna ved ikke hvordan hun skal tackle det.
Skal hun opgive drømmen om moderskab for kærlighedens pris? Og er det overhovedet hendes drøm at blive mor? Marie Hougaard skriver med humor og varme om parforhold og hverdagsproblemer tilsat livets store eksistentielle spørgsmål. Det er en roman om timing, iboende længsel og hvad vi mennesker kan lære af katte.
I Hvad vi kan lære af katte møder vi Nanna. Hun er sidst i trediverne og står overfor et stort og svært spørgsmål: Vil hun være mor?
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor? Og er hun i så fald villig til at blive det alene?
Nanna møder tilfældigt sin ungdomskæreste Asger, som hun ikke har set i tyve år. Asger er fraskilt og har to døtre. Nanna og Asger forelsker sig igen, og det er, som om det altid var meningen, at de skulle ende sammen.
Men Asger vil ikke have flere børn. Det tvinger Nanna til at tage stilling til, om hun skal opgive drømmen om at blive mor for at holde fast i kærligheden. Og er det overhovedet hendes drøm?
Læs et uddrag af første del af Hvad vi kan lære af katte herunder.
Hvad vi kan lære af katte
af Marie Hougaard
Han står i baren, og selv på afstand kan jeg se, at han er den pæneste mand i lokalet. Da han får øje på mig, stryger han sin hånd igennem håret, som straks falder blødt på plads, som det sad før. Der er noget ved situationen, der får mig til at føle mig let til mode, får mig til at sige: Hejsa.
Hej, siger han på samme muntre måde, og vi krammer hinanden, som er vi gamle venner.
Kan du lide øl? Jeg har købt en øl til dig.
Jeg elsker øl, siger jeg og kaster med håret.
Samtalen starter nemt, så vi bliver stående i baren, der er ingen grund til at gå andre steder hen.
Han arbejder for forsvaret, siger han.
Nå, hvor spændende, siger jeg. Han kunne have sagt hvad som helst, og jeg havde sagt, det var spændende.
Altså, i deres IT-afdeling.
Ah, okay.
Du ser skuffet ud. Troede du jeg var en slags befalingsmand?
Næ, eller jo, måske.
Kan du godt lide befalinger?
Nej, jeg kan bedre lide at give dem, siger jeg, selvom jeg aldrig har tænkt på mig selv som en, der udstikker ordrer.
Okay, så giv mig én.
Jeg kigger mig omkring i baren, på alle menneskerne, der sidder og taler og rafler, eller hvad de har gang i. I hjørnet står et gammelt klaver.
Gå over og spil en sang, siger jeg.
Men, hvad nu hvis jeg ikke kan spille?
Ingen har sagt, det skal lyde godt.
Javel, siger han.
Jeg bliver stående i baren, mens jeg betragter ham skrå over gulvet og hen mod klaveret. Han sætter sig og strækker armene teatralsk, sætter fingrene på tangenterne og lægger hovedet lidt på skrå. Melodien virker bekendt. Han kigger op og smiler til mig, og jeg ler tilbage, da jeg genkender, at det er My heart will go on.
Klassiker, siger jeg, da han igen står i baren og har modtaget en lille klapsalve fra mig.
Jeg har set den film så mange gange, var meget forelsket i Leo, siger jeg.
Jeg har faktisk kun set den én gang, siger han. Det var i biografen på en date. Han smiler og har pæne tænder, lige og tætte, og han ligner faktisk lidt Leonardo DiCaprio, hvis Leo havde haft krøller.
Hvem har lært dig at spille den? spørger jeg.
Det har min kæreste.
Din kæreste? Jeg rynker brynene, men smiler stadig.
Ja, hun har spillet klaver hele sit liv, vi har også et klaver derhjemme.
Men du har en kæreste?
Ja. Han ser også forvirret ud nu.
Okay? siger jeg.
Læste du ikke min bio?
Hvad står der i din bio?
At jeg er i et åbent forhold, siger han og løfter øjenbrynene. Man læser da folks bio.
Gør man? siger jeg. Så hvad står der i min bio?
Ikke noget, du har ikke en bio.
Jeg ser på ham med et sammenknebet blik.
Så det er min fejl nu? siger jeg.
Nej, du er bare overfladisk. Han smiler flabet, på en måde, som jeg desværre synes er tiltrækkende.
Jeg er overfladisk?
Ja, du vil på date med mig, fordi jeg var lækker, men du var ikke interesseret i at læse om mig.
Måske det er dig, der er overfladisk? siger jeg.
Hvordan er jeg overfladisk?
Det er dig, der er i et forhold. Du er ikke interesseret i at lære mig at kende, du vil bare knalde.
Hvad ved du om, hvad jeg vil? siger han.
Jeg er lige ved at sige, at jeg kender hans type, men holder min kæft, holder mig til at ryste let på hovedet.
Denne her samtale er ikke et turn off for mig, by the way, siger han. Hvad med dig, er det en deal breaker, at jeg har en kæreste?
Jeg drikker af min øl, sætter den fra mig og tørrer mig over læberne med bagsiden af hånden.
Ja, desværre, siger jeg og får fat i mit net på knagen under baren.
Udenfor er himlen sortblå over hustagene. Klokken har lige passeret midnat. Jeg hiver sweateren op af nettet og trækker den over hovedet, finder min cykel blandt alle de andre, men låser den ikke op. Trommer med fingrene på sadlen. Tænk nu, hvis det alligevel er ham? Clairvoyanten havde jo ikke sagt noget om, at han havde en kæreste, men bare fordi han har det, betyder det jo ikke, at vi ikke kan blive det på sigt.
Måske er dette blot begyndelsen til noget større, end jeg kan forestille mig. Ingen har jo sagt, at det skal være let. Desuden, hvad har jeg at miste?
*
Jeg henter to øl i køleskabet, og vi sætter os i min sofa. Jeg trækker benene op under mig selv i et forsøg på at ligne det, jeg aldrig kommer til at blive: et lille nips.
Så du er i et åbent forhold? spørger jeg, selvom jeg egentlig ikke længere er interesseret i den samtale.
Ja, siger han.
Og hvordan fungerer det så?
Hans øjne flakker, mens han fortæller om at have været sammen med den samme i mange år, og om længslen efter noget nyt, men at de stadig elsker hinanden.
Hvor paradoksalt det end lyder, siger han og kører en hurtig hånd gennem håret, så er det her en måde at passe på forholdet.
Aha, siger jeg, det skal lyde sarkastisk.
Han tager en doven slurk af sin øl. På indersiden af hans arm dukker en tatovering op halvt skjult af hans T-shirt.
Så hun ved godt, at du er på date med mig?
Har du inviteret mig hjem for at tale om mit forhold, eller hvad? siger han og smiler på samme flabede måde som tidligere på aftenen.
Jeg er bare nysgerrig.
Han sætter sin øl fra sig og griber ud efter min fod.
Kom lige her, siger han.
Jeg sætter også min øl fra mig, og giver mig til at kravle ned i den anden ende af min ret korte sofa, på en fræk måde, forestiller jeg mig. Måske lidt kattet. Han prøver at skjule et smil, der ligner indledningen til en ironisk kommentar, så jeg dropper det frække, dropper at kysse ham og trækker i stedet op i hans T-shirtærme.
Hvad er det? spørger jeg, selvom jeg udmærket kan se, hvad det er.
Vi kigger begge to på tatoveringen.
Hvorfor har du SvampeBob på armen?
Alle de spørgsmål, siger han og rejser sig op. Kom, vis mig dit soveværelse.
Hey, det er mig, der giver ordrer her, siger jeg.
Okay, hvad er ordren så?
Tag T-shirten af.
I stedet for at gøre, som jeg siger, læner han sig frem og kysser mig. Inde i soveværelset hiver han sweateren af mig, og jeg T-shirten af ham. Der er flere tatoveringer under den. Han fumler med bukseknappen i mine jeans, jeg puffer hans hånd væk og åbner dem selv. Vi klæder os af hver især. Han er ved at miste balancen på vejen ud af buksebenet og må gøre et hop på én fod.
Så er vi nøgne i sengen. Han lægger hånden om mit ene bryst, og hans pik rejser sig halvt.
Du har fine bryster, siger han med et fjernt, liderligt blik, som om det ikke er mig, han kigger på, men noget andet, som ikke findes her i rummet, noget der er inde i ham selv.
Jeg kan stadig huske liderlighedens berusede blik fra den første mand, jeg var i seng med. Han hed Lars og var 29, og troede angiveligt på, at jeg var 18. Det var sommeren, inden jeg skulle starte i gymnasiet, og jeg ville have, at det skulle overstås, for jeg ville ikke være bagud fra starten. Lars indtog min 15-årige krop med øjnene.
Det var hans blik, der fik mig til at gå hele vejen, selvom jeg halvvejs blev i tvivl om, hvorvidt det egentlig var en god ide. Tanken om den eftermiddag kan stadig få kvalmen til at stige fra brystet og op i halsen på et splitsekund.
I sengen skubber min date mig blidt bagud, så jeg lander på ryggen. Han læner sig ind over mig og kysser mig grådigt. Jeg skubber ham væk for at få lidt luft. Hans sult efter situationen, det at have sex med en fremmed, lægger en hinde over hans ansigt, og nu er han nede mellem min ben med sin ivrige tunge.
Lad os bare knalde, siger jeg.
Hvad? siger han med min fisse i munden.
Lad os bare knalde, gentager jeg.
Okay. Han rejser sig op på knæ, mellem hans ben hænger hans lem slapt og blødt.
Jeg lægger armene om bag mit hoved og blotter mine behårede armhuler for at vise ham, at jeg ikke har gjort mig umage for hans skyld. Men han har travlt med sig selv, og ser slet ikke den magt, jeg gemmer i mine armhuler.
Er du beskyttet? spørger han og nærmer sig med sin ubeskyttede pik.
Ja, svarer jeg for højt og for hastigt.
Han skubber sig ind i mig med et lille grynt, læner sig ind over mig, lader hænderne synke i madrassen på hver sin side af mig, begynder at bevæge sig frem og tilbage over mig. SvampeBob smiler skørt på hans spændte arm i udkanten af mit synsfelt.
Du gør mig så hård, siger han i et støn.
Mm, siger jeg, selvom det ikke føles sådan.
Men da han gentager det, fornemmer jeg, at det virker, at han faktisk bliver hårdere. Sådan går det lidt frem og tilbage, indtil jeg kan se, at det nærmer sig for ham. Lige inden han giver slip, spærrer han øjnene op og åbner munden, som kommer hans orgasme bag på ham.
Jeg venter i spænding på, hvad der sker nu, men til min ærgrelse trækker han sig ud og sprøjter sin mælkede masse ud over min mave og mit bryst, og med en lang, undertrykt lyd falder han ned på madrassen ved siden af mig. Jeg ærgrer mig med hans endnu varme sæd på min hud. Min ægløsning er nu eller i hvert fald lige om hjørnet.
Lidt efter hæver han sig op på albuen og smiler, og jeg smiler tilbage, for det kunne se ud, som om han skal til at sige noget sødt.
Hvor er toilettet? spørger han.
Hvor tror du? siger jeg og nikker mod gangen, som fordeler ind til stuen, soveværelset, køkkenet og badeværelset i min helt klassiske toværelseslejlighed.
Han tager fat i min hånd og kysser den, inden han rejser sig og går ud af værelset. Med den hånd, han lige har kysset, prøver jeg med fingrene at få sæden fra maven og ind i mig. Der var engang, at alle knald kom med frygten for graviditet. Alle de fortrydelsespiller jeg har spist igennem tiden. Nu virker det nærmere usandsynligt, at det kommer til at ske.
Så lyder toiletdøren og hans skridt i gangen, og jeg stopper mit foretagende.
Grib, siger han, da han kommer tilbage med hele rullen af toiletpapir, som han kaster til mig.
Jeg når ikke at reagere, inden jeg får rullen i hovedet.
Haha, ej, undskyld.
Jeg river en lang bane papir af, mens han begynder nedstigningen i et bukseben.
Bliver nødt til at smutte nu, siger han, inden han forsvinder ind i sin T-shirt. Hans krøller kommer til syne i T-shirtens åbning, så hans smil. Han går over til sengen og lægger igen hænderne i madrassen, læner sig ind over mig og kysser mig på kinden.
Vi ses, smukke, siger han. Tak for en sjov aften.
Lidt efter smækker døren. Udenfor er solen på vej retur og danner en lys firkant rundt om mørklægningsgardinet. Bag det er vinduet åbent, og solsorten er begyndt at synge. Jeg ser for mig, hvordan han spankulerer gennem gaderne i det tidlige morgenlys, krøllet og frejdig, på vej hjem til sin kæreste.
På gulvet ligger den varme sweater vendt på vrangen og minder mig om, at jeg betalte næsten femten hundrede kroner for et kig ind i en fremtid, som ikke findes.
Før daten, før clairvoyanten, var jeg hos en gynækolog. En privat klinik, som jeg var blevet henvist til af min egen læge. Jeg havde taget en blazer på og en klemme i håret for at se myndig ud. Alligevel spurgte lægen om min alder.
Vi sad på hver vores side af hendes skrivebord og kiggede hinanden i øjnene. Hendes var grå, måske ville de have været blå, hvis hun havde haft en anden farve på end kittelhvid.
Hvor gammel er du? spurgte hun.
Jeg er lige fyldt 37.
Det er et godt tidspunkt at gå i gang, sagde hun og tilføjede et smil. Jo før jo bedre.
Jeg nikkede, for jeg kendte udmærket til statistikken. Chancen for en graviditet med insemination i din alder er ikke så stor, sagde hun. Men vi vil gerne prøve, og hvis det ikke fungerer, så kan vi stimulere dig lidt.
Stimulere?
Ja, med hormoner.
Jeg krydsede benene under bordet, netop som lægen rejste sig, og sagde, at jeg bare kunne gå om bag forhænget og tage bukser og underbukser af.
Har du talt dine æg i dag? Det var budskabet i en kampagne, der hang rundtomkring i byen for år tilbage. Jeg kan huske, at mange blev provokeret, nogle blev vrede. Det gjorde jeg ikke, jeg blev bange. Måske vidste jeg allerede dengang, at det en dag ville komme hertil, hvor jeg kunne vågne om natten med tanken Jeg bliver aldrig mor og efterfølgende ikke vide, om det var en god eller en dårlig ting.
Efter lægen havde presset sin scanner mod først den ene så den anden æggestok for at tjekke min æggebeholdning, trak hun scanneren ud af mig.
Det ser fint ud, sagde hun.
Jeg tørrede mig, trak i underbukser og bukser, og vi tog igen plads ved skrivebordet. Her hev lægen en printet brochure op af en skuffe. En baby med isblå øjne og buttede kinder stirrede op på mig fra skrivebordet. Jeg stirrede tilbage, men følte intet. Ud for babyens venstre øre skrev lægen navnet på sædbanken, de samarbejdede med.
Når du leder efter en donor, sagde hun og lagde kuglepennen fra sig, så kan det være et godt råd at finde en, der ligner dig selv.
Jeg nikkede.
Eller mændene i din familie, tilføjede hun. Der er rigtig mange informationer om donorerne, og det kan være overvældende, men husk på, at det ikke er en partner, du leder efter.
Jeg grinede, men lægen syntes ikke, der var noget at grine af, så jeg stoppede igen.
Barnet kommer jo til at ligne dig, sagde hun. Det kopierer den forælder, det vokser op hos. Det kommer til at tale som dig og bevæge sig som dig.
Jeg prøvede at forestille mig barnet: En lille version af mig.
Har du et godt netværk? spurgte hun.
Ja, svarede jeg og tænkte på min mor og Trine, og på Ingrid. Ingrid, som boede langt væk nu, og som havde travlt med arbejde og familie. Hvordan ville hun kunne hjælpe mig, hvis jeg fik et barn alene?
Det er godt. Det får du brug for, sagde lægen og tog nogle nye printede papirer op, som jeg skulle tage med hjem og underskrive, hvis jeg altså ville starte i behandling.
På sædbankens hjemmeside scrollede jeg billeder af små drengebabyer med savlvåde munde og runde næser. Ingen af dem lignede hverken mig eller nogen andre i min familie.
Jeg klikkede ind på en donor, der kaldte sig Bryne, og læste alt om ham: højde, vægt, uddannelse, mors og fars etnicitet, interesser, en besked skrevet af Bryne selv til en kommende mor: I hope you find what you are looking for.
En stemmeprøve: I’m studying to become a nurse. Et billede af en pilskaldet baby, donor Eivind, havde en sød mund og flotte mandelformede øjne. Bare for sjov puttede jeg Eivinds sæd i kurven, illustreret som et lille barnevognsikon.
Da jeg lidt efter kom ind på købssiden, fik jeg et mindre chok. Med moms, shipping and handling og noget, der hed pregnancyt, som var obligatorisk, blev det 10.616,25 kroner for én omgang sæd.
Man skal jo være rig for at få et barn alene, sagde jeg til Ingrid i telefonen senere.
Når du først har barnet, sagde hun, så betyder de penge ingenting.
Men jeg har slet ikke råd lige nu, sagde jeg.
Du kan også låne af mig, sagde hun.
Man kan da ikke låne penge til et barn.
Selvfølgelig kan man det.
Jeg ved ikke engang, om jeg vil have et barn alene.
Jeg tror, du ville blive en fantastisk mor, sagde hun.
Tak, sagde jeg, selvom det kun er sådan noget, mødre siger for at hverve nye mødre til klubben.
Selvom økonomi ikke kan tages ud af ligningen, så handler det egentlig ikke om pengene. Pengene er bare en undskyldning for at kunne skyde beslutningen foran mig. Det egentlige problem er, at jeg stadig ikke ved, om jeg vil være mor. Jeg har aldrig gået rundt og ønsket mig børn, men jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ikke skulle have dem.
De seneste par år er tanken, overvejelsen om jeg skal eller ej, tiltagende. Og nu eksisterer den som et slags bagtæppe for alle tanker. Alligevel føles det ikke, som om jeg er blevet klogere.
Hvad vi kan lære af katte
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor eller skal hun ikke?
En dag møder hun Asger ved køledisken i Netto. De var ungdomskærester, men har ikke set hinanden i tyve år, og nu er Asger nyligt fraskilt og har to døtre.Sammen genoplever de deres ungdoms forelskelse og bliver hurtigt et par. Da spørgsmålet om moderskab igen melder sig hos Nanna, gør Asger det klart, at han har fået de børn, han skal have. Nanna ved ikke hvordan hun skal tackle det.
Skal hun opgive drømmen om moderskab for kærlighedens pris? Og er det overhovedet hendes drøm at blive mor? Marie Hougaard skriver med humor og varme om parforhold og hverdagsproblemer tilsat livets store eksistentielle spørgsmål. Det er en roman om timing, iboende længsel og hvad vi mennesker kan lære af katte.
Du kan købe Hvad vi kan lære af katte online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du læse mere om Hvad vi kan lære af katte? Læs et interview med forfatteren Marie Hougaard her.
Andre læste også: