Hr. Knapps uforrettede sager er en roman om at forsøge at få livet til at gå op. Hvis det overhovedet er muligt. Læs et uddrag af Hr. Knapps uforrettede sager her.
Hr. Knapps fastnettelefon er død. Det er han ikke endnu. Han er lykkedes med at blive en gammel mand og bor alene i en lejlighed, hvor han læser dødsannoncer og klipper de bedste og de mest tåbelige ud. Han funderer over, hvem der skal indrykke hans dødsannonce, når hans tid kommer eller snarere, når hans tid ikke kommer. Han forestiller sig, at der står: “Bisættelsen har fundet sted i stilhed, ligesom hans liv”.
Men hr. Knapp er stadigvæk ikke færdig med barndommen, ungdommen, familien, sine medmennesker eller kærligheden.
Læs første del af Hr. Knapps uforrettede sager af Lars Saabye Christensen herunder.
Hr. Knapps uforrettede sager
af Lars Saabye Christensen
FASTNETTELEFONEN
En morgen var hr. Knapps fastnettelefon død. Han havde haft den, så længe han kunne huske, nærmest altid. Den stod på konsolbordet i entreen, var af bakelit, med en drejeskive og et rør, man kunne tage op, lægge mod øret og både lytte og tale i. Dette bare sagt en passant, fordi vi er klar over, at mange ikke længere kender dette apparat, som for ikke så længe siden indtog en fremtrædende plads og position i de allerfleste norske hjem.
Det burde være indlysende, hvorfor man bruger ordet fast om denne type telefon, men da der ikke længere er noget, der siger sig selv, kommer vi med en forklaring her: Det skyldes, at telefonen var tilkoblet væggen, hvorfra den så blev koblet på det hundrede år gamle kobbernet, der altså nu var ved at blive udfaset.
Man kunne med andre ord ikke tage telefonen med sig, dårligt nok ind i det tilstødende rum, og kun hvis den snoede stofledning var lang nok. Derfor kunne der opstå hjerteskærende scener, hvis telefonen ringede, mens der var en populær tv-serie i fjernsynet, for eksempel Forsytesagaen i 60’erne, Familien Ashton i 70’erne eller Dollars i 80’erne. Hvad skulle man så gøre?
Tage telefonen og gå glip af vigtig dramatisk information eller blive siddende foran fjernsynet og bare lade den ringe, og det i lang tid, for hvis man ringede til nogen på dette tidspunkt, var man enten snakkelysten eller havde noget exceptionelt vigtigt at meddele, en ulykke, sygdom eller et dødsfald var ikke utænkeligt.
Men hvis man valgte at lade telefonen sejle sin egen sø, var oplevelsen, som man havde set frem til lige siden forrige episode af serien, under alle omstændigheder ødelagt. Det kunne også hænde, at man fik så dårlig samvittighed, at glæden helt forsvandt. Vi må huske på, at man ikke kunne se, hvem det var, der ringede. Den tanke faldt os slet ikke ind. Fremtiden var stadig utænkelig.
Det betød, at det kunne være hvem som helst. Og det kunne ødelægge et helt liv, hvis man aldrig fandt ud af, hvem det var. Men denne morgen var hr. Knapps fastnettelefon altså død. Han opdagede det først, da han lidt op ad dagen ville ringe til oplysningen. Han vidste ikke helt, hvad han ville spørge om denne gang, men som regel fandt han på noget i sidste øjeblik. Det blev ikke nødvendigt.
Der kom ikke så meget som en summetone. Han lagde på, ventede lidt, tog røret op igen, holdt det op mod øret, lyttede, til ingen nytte. Der var stadig stille, eller rettere tomt, som er noget andet end stille, for hvor stilheden har åbenlyse kvaliteter, er tomheden udelukkende negativ, et fravær, en fornægtelse, i værste fald en forsmag på livet efter døden, som ikke er noget liv, men kun en gentagelse af fraværet.
Hvordan kunne hr. Knapp høre forskel på stilhed og tomhed? I stilheden venter vi på noget. I tomheden er alt for længst sket. Med andre ord, det susede, som vinden i en ørken, forestillede hr. Knapp sig, eller det vedvarende brøl fra en skovbrand på flere kilometers afstand. Han trykkede på telefongaflen, hurtigt, flere gange i træk, så holdt han den nede et stykke tid, men det hjalp heller ikke.
Hans fastnettelefon var og forblev død. Den havde sagt sit sidste ord, så at sige, eller draget sit sidste suk. Den havde stået til tjeneste. Nu var vagten forbi. Det kom ikke helt uventet. Hr. Knapp fulgte da med i nyhederne, men ofte er det netop det, som vi forsøger at forberede os på og stålsætte os over for, der kommer som et chok. Hr. Knapp måtte sætte sig ned.
Røret hang og dinglede i luften og svingede som et pendul fra side til side, i film et yndet motiv, der straks hensætter tilskueren i en pinefuld tilstand: Hvad er der sket? Der var sket det, at hr. Knapp netop havde opdaget, at hans fastnettelefon var død. Han havde ikke engang været til stede, da det skete. Det var sigende. Hvornår havde han egentlig været til stede? Var det meste ikke gået hans næse forbi? En epoke i hans liv var i hvert fald forbi.
Han følte sig deprimeret og vigtig. Det varede ikke så længe, før han kun følte sig deprimeret. Han var hægtet af. Han var koblet af. Verden havde ikke længere nogen hr. Knapp. Ingen kunne længere nå ham. Sådan tænkte han, og det gjorde ham ikke mindre deprimeret. Hvem var verden? Det var snarere ham, der ikke længere havde den.
Men nu var der så ikke længere nogen, der undlod at ringe til ham. Han løftede røret en sidste gang, helt mekanisk og blottet for håb, alligevel gjorde han det, som om den kendte, kære bevægelse kunne skænke trøst, det var snart det eneste, der var tilbage, musklernes memorandum, mekanik, så ville også dette forsvinde i andre gentagelser, indtil kroppen gav helt op.
Hr. Knapp hørte kun tomhedens ørkesløse susen, brande, blæst, og så for sig en affaldsdynge, hvor alle samtalerne var havnet, og i et sjældent øjeblik var hr. Knapp helt til stede: Kunne de genbruges? Hvis ja, til hvad? Vi kunne måske sætte de gamle ord sammen til nye samtaler. Det nyttede ikke at tænke sådan, det førte ingen vegne, kun til mere tomhed, end hr. Knapp havde godt af.
For hvis samtalen var fastnettelefonens sjæl, så var sjælen nu fløjet og havde efterladt sig en meningsløs skal. Men pludselig rejste han sig, svimmel og fortumlet, gudskelov havde han jo stadig mobiltelefonen! Han gik ind i soveværelset, åbnede skabsdøren og fandt sin kontormappe. Der lå den. Pinkoden havde han for en sikkerheds skyld skrevet ned i sin almanak. Han kunne endda huske den.
Hvis der var noget, han kunne huske, så var det tal. Han mærkede selvfølgelig et stik af dårlig samvittighed, der heldigvis hurtigt fortog sig. Var det her ikke, hvad forsikringsselskaberne kaldte force majeure? Det var måske nok lidt upræcist, i hvert fald hvad tidspunktet angik, og det kommer vi tilbage til senere.
Fastnettelefonens død var dog ikke årsagen til, at han havde taget sin firmamobiltelefon med hjem.
Men nu virkede det, som om den også var gået bort. Selve genstanden var der selvfølgelig, med sin vægt og sit omfang, men den opfyldte ikke sin funktion. Denne gang vidste hr. Knapp dog godt, hvad han skulle gøre. Mobilen var kun skindød. Han kunne vække den til live.
Han klædte sig på, iførte sig mundbindet og gik ned til indkøbscentret bag ved T-banestationen, hvor der lå en forretning, der solgte opladere. Der var ikke nogen kø udenfor. Der var nærmest ingen mennesker at se, og dem han så, hastede forbi, duknakkede og ængstelige.
Han sprittede hænderne og viste mobiltelefonen til den unge ekspedient, der var iført et mundbind med et stort smil på, og som desuden stod bag en plexiglasrude. Han kiggede på den, som om den var et sjældent arkæologisk fund, der ville vende op og ned på menneskets historie.
– Du har ikke overvejet at få en ny? sagde han.
– Nej, jeg skal bare have en oplader, tak.
– Jeg skal se, om jeg kan finde en, der passer. Den her
mobil er jo fra forrige århundrede.
– Den er fra krigens tid, sagde hr. Knapp.
– Netop.
De lo, de kom godt ud af det med hinanden, på trods af alt det der adskilte dem. Hr. Knapp benyttede sig af lejligheden:
– Kan jeg også bede dig om at lade telefonen op? Det haster nemlig.
Ekspedienten så op.
– Det tager en time.
– Hvabehar?
– Det tager mindst en time, gentog han.
– Jeg kan sagtens vente. Jeg har god tid. Det er meget venligt af Dem. Tak.
Hr. Knapp satte sig på en bænk lige neden for rulletrappen. Det var sjældent, nogen gjorde så positivt et indtryk på ham som denne unge ekspedient. Han var jo venligheden selv. Mundbindet med smilet på var nok ikke helt tilfældigt.
Der var stadig ikke ret mange mennesker i centret. Egentlig fandt hr. Knapp det ret behageligt, at andre mennesker ikke kom tæt på, der var ikke nogen, der skubbede, så det er så sandt, som det er sagt, at det aldrig er så galt, at det ikke er godt for noget.
Så måtte han rette sin opmærksomhed mod udgangen, hvor en midaldrende kvinde blev pågrebet af to mænd, sandsynligvis civilklædte betjente, det foregik i hvert fald på en meget håndfast måde, de tog fat i hende fra hver sin side, kvinden forsøgte at vriste sig fri og gjorde anskrig, men forgæves, ingen kom hende til undsætning, de få, der havde dristet sig til at gå ud, så væk, for det sidste man ønskede, især i disse tider, var at blive blandet ind i noget, og det ønskede hr. Knapp heller ikke, så efter et stykke tid så han også væk.
Måske ville der stå noget i avisen om det. Åh jo, der var mange, der havde knald i låget, tænkte hr. Knapp. Spørgsmålet er, hvem der har overtaget. Det virkede tit, som om det var dem med knald i låget, der havde det, og at den unge ekspedient, altså venligheden selv, var en enlig svale. Efter en time gik han tilbage til forretningen. Mobilen og opladeren lå klar.
Og ganske rigtigt, nu var der en anden ekspedient, som ikke var lige så imødekommende, meget langt fra. Han pegede på beholderen med håndsprit, der stod på disken.
– Du har glemt at spritte, sagde han.
Hr. Knapp rystede på hovedet.
– Nej, jeg har ej.
– Jo. Du har ikke sprittet dine hænder.
– Jeg gjorde det for lidt siden.
– For lidt siden?
– Da jeg bad jer om at oplade telefonen.
– Hvordan kan jeg være sikker på det?
– Du kan spørge ekspedienten, der var her før.
– Han er til frokost. Du bliver nødt til at spritte igen.
– Hvem siger det?
– Det gør jeg. Har du et problem? Skal jeg tilkalde vagterne?
Hr. Knapp trak lidt i land, hvad han senere fortrød, han skulle have stået fast.
– Det er ikke nødvendigt, sagde han.
– Skal jeg måske beholde din mobiltelefon? Indtil du kommer til fornuft? Hva’?
– Jeg vil bare gerne have, at man tror på det, jeg siger.
Ekspedienten grinede hånligt og sagde:
– Hvis jeg havde troet på alle, så havde jeg for længst ligget i en respirator på Ullevål sygehus.
Hr. Knapp lænede sig frem, klemte nogle dråber ud af dispenseren og gned hurtigt hænderne mod hinanden, det sved, han betalte kontant, og den nidkære ekspedient iførte sig hvide handsker, før han gav ham byttepengene. Så tog hr. Knapp posen og gik, men han måtte sætte sig på bænken for at komme til hægterne igen. Så faldt han for fristelsen.
Han drejede, eller rettede tastede sit eget nummer, altså fastnetnummeret. Det havde han aldrig gjort før. Han vidste jo, at han ikke var hjemme. Hr. Knapp hørte en susen, som ikke lignede den tidligere susen, skønt den var lige så tom, men den her virkede mere truende, som om den kom nærmere, hvis tomhed overhovedet kan nærme sig noget eller nogen.
Han så for sig det sorte apparat i entreen, der ikke gav lyd fra sig i det matte, ligesom visne lys, der stod stille mellem værelserne, skønt det snart var forår. Lejligheden virkede forladt, som om nogen var rejst derfra i al hast, eller endnu værre, som om en fremmed netop var flyttet ind. Hr. Knapp blev bedrøvet ved synet og lukkede øjnene, uden at det gjorde sagen bedre, for det han så, var jo et indre billede, som ikke var så let at slippe af med.
Så lød der pludselig et klik, og umiddelbart efter spurgte en mandsstemme: – Hvem er det?
Hr. Knapp holdt vejret, svarede ikke, manden gentog:
– Hvem er det? Er det telefonfis? For så. Manden sagde ikke mere, men han lagde heller ikke på.
Hr. Knapp trak forsigtigt mundbindet ned og sagde:
– Beklager, jeg har vist fået forkert nummer.
Så afbrød han samtalen, skubbede mundbindet på plads og skyndte sig hjem, hvor alt var som før, hvis det nogensinde kan blive det.
Hr. Knapps uforrettede sager
Hr. Knapp er lykkedes med at blive en gammel mand, skønt det aldrig var noget, han havde hastet efter. Tværtimod. Hvem haster efter dét?
Han er stadigvæk ikke færdig med barndommen. Og ungdommen. Og familien. Eller sine medmennesker. Eller kærligheden.
Hr. Knapps uforrettede sager er en roman om at forsøge at få livet til at gå op. Hvis sådan noget i det hele taget er muligt.
Hr. Knapps uforrettede sager er en roman om at forsøge at få livet til at gå op. Hvis det overhovedet er muligt. Læs et uddrag af Hr. Knapps uforrettede sager her.
Hr. Knapps fastnettelefon er død. Det er han ikke endnu. Han er lykkedes med at blive en gammel mand og bor alene i en lejlighed, hvor han læser dødsannoncer og klipper de bedste og de mest tåbelige ud. Han funderer over, hvem der skal indrykke hans dødsannonce, når hans tid kommer eller snarere, når hans tid ikke kommer. Han forestiller sig, at der står: “Bisættelsen har fundet sted i stilhed, ligesom hans liv”.
Men hr. Knapp er stadigvæk ikke færdig med barndommen, ungdommen, familien, sine medmennesker eller kærligheden.
Læs første del af Hr. Knapps uforrettede sager af Lars Saabye Christensen herunder.
Hr. Knapps uforrettede sager
af Lars Saabye Christensen
FASTNETTELEFONEN
En morgen var hr. Knapps fastnettelefon død. Han havde haft den, så længe han kunne huske, nærmest altid. Den stod på konsolbordet i entreen, var af bakelit, med en drejeskive og et rør, man kunne tage op, lægge mod øret og både lytte og tale i. Dette bare sagt en passant, fordi vi er klar over, at mange ikke længere kender dette apparat, som for ikke så længe siden indtog en fremtrædende plads og position i de allerfleste norske hjem.
Det burde være indlysende, hvorfor man bruger ordet fast om denne type telefon, men da der ikke længere er noget, der siger sig selv, kommer vi med en forklaring her: Det skyldes, at telefonen var tilkoblet væggen, hvorfra den så blev koblet på det hundrede år gamle kobbernet, der altså nu var ved at blive udfaset.
Man kunne med andre ord ikke tage telefonen med sig, dårligt nok ind i det tilstødende rum, og kun hvis den snoede stofledning var lang nok. Derfor kunne der opstå hjerteskærende scener, hvis telefonen ringede, mens der var en populær tv-serie i fjernsynet, for eksempel Forsytesagaen i 60’erne, Familien Ashton i 70’erne eller Dollars i 80’erne. Hvad skulle man så gøre?
Tage telefonen og gå glip af vigtig dramatisk information eller blive siddende foran fjernsynet og bare lade den ringe, og det i lang tid, for hvis man ringede til nogen på dette tidspunkt, var man enten snakkelysten eller havde noget exceptionelt vigtigt at meddele, en ulykke, sygdom eller et dødsfald var ikke utænkeligt.
Men hvis man valgte at lade telefonen sejle sin egen sø, var oplevelsen, som man havde set frem til lige siden forrige episode af serien, under alle omstændigheder ødelagt. Det kunne også hænde, at man fik så dårlig samvittighed, at glæden helt forsvandt. Vi må huske på, at man ikke kunne se, hvem det var, der ringede. Den tanke faldt os slet ikke ind. Fremtiden var stadig utænkelig.
Det betød, at det kunne være hvem som helst. Og det kunne ødelægge et helt liv, hvis man aldrig fandt ud af, hvem det var. Men denne morgen var hr. Knapps fastnettelefon altså død. Han opdagede det først, da han lidt op ad dagen ville ringe til oplysningen. Han vidste ikke helt, hvad han ville spørge om denne gang, men som regel fandt han på noget i sidste øjeblik. Det blev ikke nødvendigt.
Der kom ikke så meget som en summetone. Han lagde på, ventede lidt, tog røret op igen, holdt det op mod øret, lyttede, til ingen nytte. Der var stadig stille, eller rettere tomt, som er noget andet end stille, for hvor stilheden har åbenlyse kvaliteter, er tomheden udelukkende negativ, et fravær, en fornægtelse, i værste fald en forsmag på livet efter døden, som ikke er noget liv, men kun en gentagelse af fraværet.
Hvordan kunne hr. Knapp høre forskel på stilhed og tomhed? I stilheden venter vi på noget. I tomheden er alt for længst sket. Med andre ord, det susede, som vinden i en ørken, forestillede hr. Knapp sig, eller det vedvarende brøl fra en skovbrand på flere kilometers afstand. Han trykkede på telefongaflen, hurtigt, flere gange i træk, så holdt han den nede et stykke tid, men det hjalp heller ikke.
Hans fastnettelefon var og forblev død. Den havde sagt sit sidste ord, så at sige, eller draget sit sidste suk. Den havde stået til tjeneste. Nu var vagten forbi. Det kom ikke helt uventet. Hr. Knapp fulgte da med i nyhederne, men ofte er det netop det, som vi forsøger at forberede os på og stålsætte os over for, der kommer som et chok. Hr. Knapp måtte sætte sig ned.
Røret hang og dinglede i luften og svingede som et pendul fra side til side, i film et yndet motiv, der straks hensætter tilskueren i en pinefuld tilstand: Hvad er der sket? Der var sket det, at hr. Knapp netop havde opdaget, at hans fastnettelefon var død. Han havde ikke engang været til stede, da det skete. Det var sigende. Hvornår havde han egentlig været til stede? Var det meste ikke gået hans næse forbi? En epoke i hans liv var i hvert fald forbi.
Han følte sig deprimeret og vigtig. Det varede ikke så længe, før han kun følte sig deprimeret. Han var hægtet af. Han var koblet af. Verden havde ikke længere nogen hr. Knapp. Ingen kunne længere nå ham. Sådan tænkte han, og det gjorde ham ikke mindre deprimeret. Hvem var verden? Det var snarere ham, der ikke længere havde den.
Men nu var der så ikke længere nogen, der undlod at ringe til ham. Han løftede røret en sidste gang, helt mekanisk og blottet for håb, alligevel gjorde han det, som om den kendte, kære bevægelse kunne skænke trøst, det var snart det eneste, der var tilbage, musklernes memorandum, mekanik, så ville også dette forsvinde i andre gentagelser, indtil kroppen gav helt op.
Hr. Knapp hørte kun tomhedens ørkesløse susen, brande, blæst, og så for sig en affaldsdynge, hvor alle samtalerne var havnet, og i et sjældent øjeblik var hr. Knapp helt til stede: Kunne de genbruges? Hvis ja, til hvad? Vi kunne måske sætte de gamle ord sammen til nye samtaler. Det nyttede ikke at tænke sådan, det førte ingen vegne, kun til mere tomhed, end hr. Knapp havde godt af.
For hvis samtalen var fastnettelefonens sjæl, så var sjælen nu fløjet og havde efterladt sig en meningsløs skal. Men pludselig rejste han sig, svimmel og fortumlet, gudskelov havde han jo stadig mobiltelefonen! Han gik ind i soveværelset, åbnede skabsdøren og fandt sin kontormappe. Der lå den. Pinkoden havde han for en sikkerheds skyld skrevet ned i sin almanak. Han kunne endda huske den.
Hvis der var noget, han kunne huske, så var det tal. Han mærkede selvfølgelig et stik af dårlig samvittighed, der heldigvis hurtigt fortog sig. Var det her ikke, hvad forsikringsselskaberne kaldte force majeure? Det var måske nok lidt upræcist, i hvert fald hvad tidspunktet angik, og det kommer vi tilbage til senere.
Fastnettelefonens død var dog ikke årsagen til, at han havde taget sin firmamobiltelefon med hjem.
Men nu virkede det, som om den også var gået bort. Selve genstanden var der selvfølgelig, med sin vægt og sit omfang, men den opfyldte ikke sin funktion. Denne gang vidste hr. Knapp dog godt, hvad han skulle gøre. Mobilen var kun skindød. Han kunne vække den til live.
Han klædte sig på, iførte sig mundbindet og gik ned til indkøbscentret bag ved T-banestationen, hvor der lå en forretning, der solgte opladere. Der var ikke nogen kø udenfor. Der var nærmest ingen mennesker at se, og dem han så, hastede forbi, duknakkede og ængstelige.
Han sprittede hænderne og viste mobiltelefonen til den unge ekspedient, der var iført et mundbind med et stort smil på, og som desuden stod bag en plexiglasrude. Han kiggede på den, som om den var et sjældent arkæologisk fund, der ville vende op og ned på menneskets historie.
– Du har ikke overvejet at få en ny? sagde han.
– Nej, jeg skal bare have en oplader, tak.
– Jeg skal se, om jeg kan finde en, der passer. Den her
mobil er jo fra forrige århundrede.
– Den er fra krigens tid, sagde hr. Knapp.
– Netop.
De lo, de kom godt ud af det med hinanden, på trods af alt det der adskilte dem. Hr. Knapp benyttede sig af lejligheden:
– Kan jeg også bede dig om at lade telefonen op? Det haster nemlig.
Ekspedienten så op.
– Det tager en time.
– Hvabehar?
– Det tager mindst en time, gentog han.
– Jeg kan sagtens vente. Jeg har god tid. Det er meget venligt af Dem. Tak.
Hr. Knapp satte sig på en bænk lige neden for rulletrappen. Det var sjældent, nogen gjorde så positivt et indtryk på ham som denne unge ekspedient. Han var jo venligheden selv. Mundbindet med smilet på var nok ikke helt tilfældigt.
Der var stadig ikke ret mange mennesker i centret. Egentlig fandt hr. Knapp det ret behageligt, at andre mennesker ikke kom tæt på, der var ikke nogen, der skubbede, så det er så sandt, som det er sagt, at det aldrig er så galt, at det ikke er godt for noget.
Så måtte han rette sin opmærksomhed mod udgangen, hvor en midaldrende kvinde blev pågrebet af to mænd, sandsynligvis civilklædte betjente, det foregik i hvert fald på en meget håndfast måde, de tog fat i hende fra hver sin side, kvinden forsøgte at vriste sig fri og gjorde anskrig, men forgæves, ingen kom hende til undsætning, de få, der havde dristet sig til at gå ud, så væk, for det sidste man ønskede, især i disse tider, var at blive blandet ind i noget, og det ønskede hr. Knapp heller ikke, så efter et stykke tid så han også væk.
Måske ville der stå noget i avisen om det. Åh jo, der var mange, der havde knald i låget, tænkte hr. Knapp. Spørgsmålet er, hvem der har overtaget. Det virkede tit, som om det var dem med knald i låget, der havde det, og at den unge ekspedient, altså venligheden selv, var en enlig svale. Efter en time gik han tilbage til forretningen. Mobilen og opladeren lå klar.
Og ganske rigtigt, nu var der en anden ekspedient, som ikke var lige så imødekommende, meget langt fra. Han pegede på beholderen med håndsprit, der stod på disken.
– Du har glemt at spritte, sagde han.
Hr. Knapp rystede på hovedet.
– Nej, jeg har ej.
– Jo. Du har ikke sprittet dine hænder.
– Jeg gjorde det for lidt siden.
– For lidt siden?
– Da jeg bad jer om at oplade telefonen.
– Hvordan kan jeg være sikker på det?
– Du kan spørge ekspedienten, der var her før.
– Han er til frokost. Du bliver nødt til at spritte igen.
– Hvem siger det?
– Det gør jeg. Har du et problem? Skal jeg tilkalde vagterne?
Hr. Knapp trak lidt i land, hvad han senere fortrød, han skulle have stået fast.
– Det er ikke nødvendigt, sagde han.
– Skal jeg måske beholde din mobiltelefon? Indtil du kommer til fornuft? Hva’?
– Jeg vil bare gerne have, at man tror på det, jeg siger.
Ekspedienten grinede hånligt og sagde:
– Hvis jeg havde troet på alle, så havde jeg for længst ligget i en respirator på Ullevål sygehus.
Hr. Knapp lænede sig frem, klemte nogle dråber ud af dispenseren og gned hurtigt hænderne mod hinanden, det sved, han betalte kontant, og den nidkære ekspedient iførte sig hvide handsker, før han gav ham byttepengene. Så tog hr. Knapp posen og gik, men han måtte sætte sig på bænken for at komme til hægterne igen. Så faldt han for fristelsen.
Han drejede, eller rettede tastede sit eget nummer, altså fastnetnummeret. Det havde han aldrig gjort før. Han vidste jo, at han ikke var hjemme. Hr. Knapp hørte en susen, som ikke lignede den tidligere susen, skønt den var lige så tom, men den her virkede mere truende, som om den kom nærmere, hvis tomhed overhovedet kan nærme sig noget eller nogen.
Han så for sig det sorte apparat i entreen, der ikke gav lyd fra sig i det matte, ligesom visne lys, der stod stille mellem værelserne, skønt det snart var forår. Lejligheden virkede forladt, som om nogen var rejst derfra i al hast, eller endnu værre, som om en fremmed netop var flyttet ind. Hr. Knapp blev bedrøvet ved synet og lukkede øjnene, uden at det gjorde sagen bedre, for det han så, var jo et indre billede, som ikke var så let at slippe af med.
Så lød der pludselig et klik, og umiddelbart efter spurgte en mandsstemme: – Hvem er det?
Hr. Knapp holdt vejret, svarede ikke, manden gentog:
– Hvem er det? Er det telefonfis? For så. Manden sagde ikke mere, men han lagde heller ikke på.
Hr. Knapp trak forsigtigt mundbindet ned og sagde:
– Beklager, jeg har vist fået forkert nummer.
Så afbrød han samtalen, skubbede mundbindet på plads og skyndte sig hjem, hvor alt var som før, hvis det nogensinde kan blive det.
Hr. Knapps uforrettede sager
Hr. Knapp er lykkedes med at blive en gammel mand, skønt det aldrig var noget, han havde hastet efter. Tværtimod. Hvem haster efter dét?
Han er stadigvæk ikke færdig med barndommen. Og ungdommen. Og familien. Eller sine medmennesker. Eller kærligheden.
Hr. Knapps uforrettede sager er en roman om at forsøge at få livet til at gå op. Hvis sådan noget i det hele taget er muligt.
Du kan købe Hr. Knapps uforrettede sager online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 3. oktober.
Vil du læse mere af Lars Saabye Christensen? Læs et uddrag af romanen Vrageren lige her.
Andre læste også: