Hastetilfælde er Thomas Korsgaards nye personlige fortælling fyldt med brudstykker fra hans liv – hvor ord blev altafgørende.
I 2017 debuterede Thomas Korsgaard som kun 21-årig med romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi. Bogen modtog positive anmeldelser for sin rå og ærlige skildring af en opvækst i en dysfunktionel familie på landet. Korsgaard er blevet rost for sin humor, sin sårbarhed og autentiske fortællerstemme.
LÆS OGSÅ: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Som den yngste nogensinde modtog Thomas Korsgaard den prestigefyldte litterære pris De Gyldne Laurbær i 2021. Korsgaards alsidige forfatterskab byder på et bredt udvalg af bøger, herunder tankevækkende romaner, spændende novellesamlinger, hjertevarme børnebøger og senest en dybtegående essaysamling.
LÆS OGSÅ: ”Jeg har bevæget mig op i den øvre underklasse!” Thomas Korsgaard om litteratur og klasse
Den nye essaysamling Hastetilfælde er en fortælling om Thomas Korsgaards liv og hans skæbnesvangre møde med litteraturen. Hastetilfælde er en hyldest til litteraturen og til det fællesskab, der åbner sig gennem bøger. Samtidig er bogen også en refleksion over økonomi og klasse og over, hvem der har adgang til bøgernes magiske verden.
Find bogen her eller læs et uddrag fra Hastetilfælde af Thomas Korsgaard herunder.
Hastetilfælde
af Thomas Korsgaard
Professorsprog
– Hvad bruger de egentlig det forbistrede professorsprog til andet end at nedgøre andre mennesker? sagde min mor og puffede døren til køkkenet op med skulderen.
Jeg gik hen for at holde den for hende, mens hun forsøgte at bide smerterne i sig på vej hen til bordet. Hun havde været nødt til at bruge den dårlige hånd på bilturen frem og tilbage til kommunen. I den gode holdt hun en tyk kuvert, som hun lagde fra sig så tæt ved kanten af bordpladen, at den røg på gulvet i trækken fra det åbne vindue.
Utallige papirer landede på køkkengulvet. Hun lod dem ligge og satte sig ned ved spisebordet, mens jeg begyndte at samle dem op.
FÆRDIGBEHANDLET. BORGEREN. REVALIDERING.
Min mor rejste sig igen og gik hen til skuffen, hvor æskerne med smertestillende lå. Lod en pille falde ud i den gode hånd og stak den dårlige ind under hanen for at mærke, om vandet var koldt nok. Så lagde hun pillen i munden, bevægede hovedet ind under strålen og sank sin medicin.
– Er du okay? spurgte jeg.
– Ja-ja, sagde hun.
– Er du sikker? spurgte jeg.
– Jeg bliver sgu ikke mere okay af, at du skal spørge om det hvert fjerde sekund.
Jeg begyndte at sortere papirerne efter sidetal. Øverst i højre hjørne på side ét stod kommunens logo trykt, og neden under det et journalnummer og initialerne på en sagsbehandler.
AFSLAG PÅ FLEKSYDELSE.
Uden at læse videre forstod jeg, at der var noget skæbnesvangert ved dette, som også ville få indflydelse på mit liv.
– Skal du ikke læse brevet?
– Hvad helvede skulle jeg det for, når de lige har siddet og forklaret mig det hele, som om der stod småtbegavet i panden på mig?
– Må jeg prøve?
– Hvis du kan finde nogen som helst glæde i det, så synes jeg da bare, du skal gøre det.
Jeg satte mig ved bordet og forsøgte at tyde linjerne i brevet fra kommunen.
– Hvad står der? spurgte jeg, satte fingeren under et af ordene og håbede, at hun ville komme hen og uddybe.
– Der står vel lidt af hvert, sagde hun bare.
Min mor havde kun folkeskolens afgangseksamen og et svendebrev, men jeg havde aldrig før oplevet, at der var ting, hun ikke kunne forklare. Jeg prøvede igen, men forstod intet af indholdet i det lange og indviklede brev, som uddybede årsagen til afgørelsen. Jeg forstod kun den slagne følelse i den måde, min mor havde sagt ordet professorsprog på.
Jeg kom alle brevets sider tilbage i kuverten og kiggede op på min mor, som mumlede for sig selv.
– Man skulle fandeme tro, de er ansat til at sidde deroppe og ydmyge folk, der kommer og har brug for en smule hjælp, sagde hun.
– Som om jeg ikke har lavet andet end at betale skat hele mit liv.
– Er du sikker på, at du er okay?
– Gu er jeg da ej okay, sagde hun.
For nu ville de tågehoveder fandeme til at sende hende i aktivering, selvom hun var syg med både det ene og det andet, og derfor ville de have lavet en revurdering af hendes hånd hos endnu en læge for at finde ud af, i hvilket omfang hun kunne arbejde.
– Som om den første læge ikke var god nok, sagde hun.
– Det er synd for dig, sagde jeg og prøvede at række ud efter hende.
– Tror de ikke, jeg har andet at lave end at gå til doktor? Eller er det, fordi de tror, det er noget, jeg finder på oppe i hovedet?
Er det ikke tydeligt for alle og enhver, at den her ikke kan bruges til noget længere?
Hun holdt den dårlige hånd op.
– Jo, det er, sagde jeg og huskede den morgen for snart et år siden.
Hun var kommet hjem fra natarbejdet på fabrikken med hån- den i forbinding. I en af de sidste timer havde skæret på en af de store maskiner ramt hånden, skåret sig ind i sener og muskler og været få centimeter fra at ramme pulsåren.
Hun var efterfølgende blevet opereret, men det havde ikke hjulpet, og hun var blevet opereret én gang til, men den læge begik en fejl og byttede rundt på nogle af senerne. Det havde invalideret hende. Hun måtte ikke længere bruge hånden i mere end kort tid ad gangen.
Ikke overbelaste den. Ikke løfte noget tungt. Ikke bære sine børn.
– Hvorfor giver de afslag? sagde jeg.
– Det må du sgu spørge de fæhoveder om.
– Kan du ikke skrive ind til Operation X igen?
– Det gider jeg sgu ikke blive ved med, når de ikke kan finde ud af at svare.
– Bare vi kendte en advokat, der kunne tage fat i kommunen.
– Betaler du? Nej, op imod kommunen, der kæmper selv guderne forgæves, sagde min mor og gik ind for at ringe til vores far og meddele ham, at hun havde fået afslag.
I de følgende måneder bredte nyheden sig blandt familiemedlemmerne på både min mors og fars side, inden den kom tilbage til os én gang til. Det var min brors fødselsdag og en onkel lagde armen om skulderen på min mor.
– Nåååå, hvornår er du så færdig med at nasse på systemet? spurgte han.
– Har du ikke noget andet at gå op i? spurgte hun.
Jeg skulede til ham resten af eftermiddagen og håbede næsten, at han ville sige noget mere, så jeg kunne sætte ham på plads og fortælle ham, at vores advokat inden længe ville sende et brev til kommunen, der nok skulle få dem på bedre tanker. Men vi havde ingen advokat, der kunne hjælpe os med at skrive breve.
Kommunen bestemte nu. De sendte min mor i arbejdsprøvning, hvor hun skulle arbejde næsten gratis forskellige steder, så de kunne få kortlagt, hvad hun var i stand til og ikke var i stand til, selvom hun hellere end gerne forklarede dem det på under fem minutter, hvis de ellers gad at lytte.
Med jævne mellemrum skulle hun møde op med et papir hos kommunen, ellers ville de standse udbetalingerne, og en dag tog jeg med, fordi jeg håbede, at vi kunne gå i butikker bagefter og kigge efter en vinterjakke til mig.
Hun skulle være der senest klokken ni, men noget forsinkede os. Foden på speederen hele vejen hen til aktiveringscenteret. Klokken var
nogle minutter over hel, da vi nåede frem. Jeg insisterede på at gå med indenfor og holdt mig parat til at komme med et skarpt svar, hvis der skulle falde den mindste bemærkning på professorsprog. Min mor lagde papiret på skranken, hvor kvinden tog det op og kigge- de på hende med et blik, som om vi bar en uudholdelig lugt med indenfor.
– Du skulle have været her klokken ni, sagde kvinden.
– Ja, jeg ved det godt, sagde min mor.
Jeg tog tilløb i tankerne, men drøblen spillede dum. Ansigt til ansigt med fjenden kunne jeg ingenting sige. Foran mennesket med magten var jeg blevet en kujon. Vi var overladt til kvindens nådesløse tavshed i de lange sekunder, som hun lod gå, før hun endelig stemplede papiret og sikrede os økonomisk en måned mere.
Ude i bilen kæmpede jeg mod gråden. Den bølgede rundt i svælget og mindede mig om min egen fejhed, uduelighed, tavshed. Min mor bakkede ud fra parkeringspladsen og blinkede af mod højre, mens vi ventede på et ophold i de passerende biler.
– Skal vi ikke gå lidt i butikker, nu vi er inde i byen? spurgte jeg.
– Vi har ikke uanede midler, sagde min mor.
– Nej, men kan vi ikke bare kigge lidt? spurgte jeg. – Jeg mangler jo også en ny jakke.
– Kigge, sagde hun og drejede alligevel til venstre og fortsatte længere ind i byen, helt til vi drejede ind på parkeringspladsen bag ved gågaden.
Jeg endevendte stativerne med jakker og fandt én. Kraven var af kunstpels. Den ville kunne holde mig varm det meste af vinteren og var endda på tilbud.
– Har du set den her? spurgte jeg.
– Hvad koster den? sagde min mor og kiggede på prismærket. – Okay så.
Vi var på vej ned ad gågaden, da nogen pludselig kaldte på hende et stykke bag os. Det var en ældre mand fra landsbyen. Han gik os i møde og hilste kælent, før han begyndte at udspørge min mor om, hvordan det kunne være, at hun havde tid til at gå rundt her sådan en formiddag?
Han havde ellers hørt, at hun skulle være blevet så syg, så syg, men det var da godt at se, at det var blevet bedre, siden hun kunne gå rundt her og ose, sagde han og pegede på posen med min nye jakke.
– Den har jeg selv betalt, sagde jeg for at dække over hende.
– Jamen det er godt, der er nogen, der kan finde ud af at være flittige, sagde manden.
Dagen efter tog jeg i skole med den nye jakke på. To piger på årgangen over mig havde den samme. Da det begyndte at rygtes, at jeg gik med en pigejakke, ville jeg ikke længere have den.
Om eftermiddagen tog jeg bussen ind til butikken for at få pengene tilbage, men jeg havde pillet mærket af, og manden bag disken kunne ikke hjælpe.
JÆVNFØR. REKLAMATIONSRETTEN. UMULIGHED.
I tiden, der fulgte, blev min mor en slags offentlig ejendom, som skulle stå til ansvar for den økonomiske hjælp, hun fik af systemet. Alle og enhver kunne afkræve svar på alt, for det var deres skattepenge.
Fordi hun oplevede den slags, når hun gik ud ad døren, holdt hun op med at gå ud.
DEPRESSION. LYKKEPILLER. PSYKOLOG.
– Hvis man ikke var syg i forvejen, så bliver man det først, når man har haft med de fjolser oppe på kommunen at gøre, sagde hun og sank de piller, som de forpulede psykologer havde givet hende, for var hun aldrig nogen- sinde gået hen til sådan én i første omgang, havde kommunen muligvis kigget mere på hånden end på hendes humør.
Der kom breve med nye komplicerede ord.
MÉNGRAD. TORT. SVIE OG SMERTE.
Ingen af dem bragte bud om andet end nye undersøgelser af nye læger med nye ventetider.
Sommetider oppede solen sig, og jeg prøvede at få hende med ud i den.
– Hvad er tort? spurgte jeg i døråbningen ind til værelset, hvor hun sad og spillede computer.
– Behøver du have snuden i det hele? spurgte hun.
– Nej-nej, sagde jeg. – Skal vi gå en lille tur?
– Hvorfor er det, at man aldrig må hvile sig lidt i det her hus? sagde hun.
– Du har hvilet dig hele dagen, sagde jeg.
– Giv mig nu bare lige et par sekunders fred.
– Altså vil du så gerne med? Om nogle sekunder?
– Nej.
– Jeg spurgte jo bare.
– Så gå dog selv en tur, hvis du så absolut gerne vil, sagde hun træt, og jeg lukkede forgæves døren ind til hende igen og igen og igen.
Det kunne ikke vente længere. Vi måtte få sendt det brev til kommunen. Et langt og skarpt brev med de helt rigtige, de afgørende ord, der kunne forklare kommunens sagsbehandler min mors situation, vores situation så præcist og rammende, at de ville omgøre deres beslutning. De skulle lade min mor få lov at blive fleksjobber, bringe hende til live igen, give hende tilbage til mig. Men vi havde ingen, der kunne skrive den slags breve for os.
Jeg indså, at det var mig, der blev nødt til at gøre det.
Tanken satte sig som en forsinkelse i åndedrættet, en krampe i maven, en snurren i fingrene.
Professorsprog.
Afgørende ord.
Jeg kendte ikke et eneste af sådan nogle.
Men lidt efter lidt udviklede jeg en metode til at finde dem. Hver aften satte jeg mig til rette foran fjernsynet med en blok og en kuglepen og ventede på, at dagens nyhedsudsendelse skulle begynde. Når jinglen endelig lød klokken atten, og værten bød velkommen, rettede jeg mig op i klubstolen og klikkede spidsen af pennen frem. Det første interview begyndte, men jeg så ikke noget af det.
Jeg lyttede udelukkende efter de ord, der var lange og komplicerede og så svære som muligt. Når der var et, skrev jeg det ned på min blok.
Læs resten af essayet i Hastetilfælde.
Hastetilfælde
Essays om et ungt liv, hvor litteraturen blev altafgørende.
I Hastetilfælde skriver forfatteren Thomas Korsgaard om, hvordan han blev læser i et hjem uden bøger. Om de fortællinger, der findes alle steder, selvom de aldrig bliver trykt på papir. Om ”professorsprog” og det modsatte. Om hvordan han som omflakkende 19-årig fandt vej til et af Danmarks store forlag. Om litterære forbilleder, om sin skrivepraksis og dagligdagen som skrivende.
Hastetilfælde er en kærlighedserklæring til litteraturen – de muligheder for forvandling, spejling og fællesskab, der åbner sig gennem bøger. Men Hastetilfælde er også en smertefuld refleksion over, hvem der har og hvem der ikke har adgang til den.
Med udgangspunkt i egne erfaringer og med varme, humor og følsomhed bringer Thomas Korsgaard spørgsmål om økonomi og klasse; spørgsmål om, hvor du bor, og hvor du kommer fra; med ind i sin hyldest til litteraturens særlige magi.
Hastetilfælde er Thomas Korsgaards nye personlige fortælling fyldt med brudstykker fra hans liv – hvor ord blev altafgørende.
I 2017 debuterede Thomas Korsgaard som kun 21-årig med romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi. Bogen modtog positive anmeldelser for sin rå og ærlige skildring af en opvækst i en dysfunktionel familie på landet. Korsgaard er blevet rost for sin humor, sin sårbarhed og autentiske fortællerstemme.
LÆS OGSÅ: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Som den yngste nogensinde modtog Thomas Korsgaard den prestigefyldte litterære pris De Gyldne Laurbær i 2021. Korsgaards alsidige forfatterskab byder på et bredt udvalg af bøger, herunder tankevækkende romaner, spændende novellesamlinger, hjertevarme børnebøger og senest en dybtegående essaysamling.
LÆS OGSÅ: ”Jeg har bevæget mig op i den øvre underklasse!” Thomas Korsgaard om litteratur og klasse
Den nye essaysamling Hastetilfælde er en fortælling om Thomas Korsgaards liv og hans skæbnesvangre møde med litteraturen. Hastetilfælde er en hyldest til litteraturen og til det fællesskab, der åbner sig gennem bøger. Samtidig er bogen også en refleksion over økonomi og klasse og over, hvem der har adgang til bøgernes magiske verden.
Find bogen her eller læs et uddrag fra Hastetilfælde af Thomas Korsgaard herunder.
Hastetilfælde
af Thomas Korsgaard
Professorsprog
– Hvad bruger de egentlig det forbistrede professorsprog til andet end at nedgøre andre mennesker? sagde min mor og puffede døren til køkkenet op med skulderen.
Jeg gik hen for at holde den for hende, mens hun forsøgte at bide smerterne i sig på vej hen til bordet. Hun havde været nødt til at bruge den dårlige hånd på bilturen frem og tilbage til kommunen. I den gode holdt hun en tyk kuvert, som hun lagde fra sig så tæt ved kanten af bordpladen, at den røg på gulvet i trækken fra det åbne vindue.
Utallige papirer landede på køkkengulvet. Hun lod dem ligge og satte sig ned ved spisebordet, mens jeg begyndte at samle dem op.
FÆRDIGBEHANDLET. BORGEREN. REVALIDERING.
Min mor rejste sig igen og gik hen til skuffen, hvor æskerne med smertestillende lå. Lod en pille falde ud i den gode hånd og stak den dårlige ind under hanen for at mærke, om vandet var koldt nok. Så lagde hun pillen i munden, bevægede hovedet ind under strålen og sank sin medicin.
– Er du okay? spurgte jeg.
– Ja-ja, sagde hun.
– Er du sikker? spurgte jeg.
– Jeg bliver sgu ikke mere okay af, at du skal spørge om det hvert fjerde sekund.
Jeg begyndte at sortere papirerne efter sidetal. Øverst i højre hjørne på side ét stod kommunens logo trykt, og neden under det et journalnummer og initialerne på en sagsbehandler.
AFSLAG PÅ FLEKSYDELSE.
Uden at læse videre forstod jeg, at der var noget skæbnesvangert ved dette, som også ville få indflydelse på mit liv.
– Skal du ikke læse brevet?
– Hvad helvede skulle jeg det for, når de lige har siddet og forklaret mig det hele, som om der stod småtbegavet i panden på mig?
– Må jeg prøve?
– Hvis du kan finde nogen som helst glæde i det, så synes jeg da bare, du skal gøre det.
Jeg satte mig ved bordet og forsøgte at tyde linjerne i brevet fra kommunen.
– Hvad står der? spurgte jeg, satte fingeren under et af ordene og håbede, at hun ville komme hen og uddybe.
– Der står vel lidt af hvert, sagde hun bare.
Min mor havde kun folkeskolens afgangseksamen og et svendebrev, men jeg havde aldrig før oplevet, at der var ting, hun ikke kunne forklare. Jeg prøvede igen, men forstod intet af indholdet i det lange og indviklede brev, som uddybede årsagen til afgørelsen. Jeg forstod kun den slagne følelse i den måde, min mor havde sagt ordet professorsprog på.
Jeg kom alle brevets sider tilbage i kuverten og kiggede op på min mor, som mumlede for sig selv.
– Man skulle fandeme tro, de er ansat til at sidde deroppe og ydmyge folk, der kommer og har brug for en smule hjælp, sagde hun.
– Som om jeg ikke har lavet andet end at betale skat hele mit liv.
– Er du sikker på, at du er okay?
– Gu er jeg da ej okay, sagde hun.
For nu ville de tågehoveder fandeme til at sende hende i aktivering, selvom hun var syg med både det ene og det andet, og derfor ville de have lavet en revurdering af hendes hånd hos endnu en læge for at finde ud af, i hvilket omfang hun kunne arbejde.
– Som om den første læge ikke var god nok, sagde hun.
– Det er synd for dig, sagde jeg og prøvede at række ud efter hende.
– Tror de ikke, jeg har andet at lave end at gå til doktor? Eller er det, fordi de tror, det er noget, jeg finder på oppe i hovedet?
Er det ikke tydeligt for alle og enhver, at den her ikke kan bruges til noget længere?
Hun holdt den dårlige hånd op.
– Jo, det er, sagde jeg og huskede den morgen for snart et år siden.
Hun var kommet hjem fra natarbejdet på fabrikken med hån- den i forbinding. I en af de sidste timer havde skæret på en af de store maskiner ramt hånden, skåret sig ind i sener og muskler og været få centimeter fra at ramme pulsåren.
Hun var efterfølgende blevet opereret, men det havde ikke hjulpet, og hun var blevet opereret én gang til, men den læge begik en fejl og byttede rundt på nogle af senerne. Det havde invalideret hende. Hun måtte ikke længere bruge hånden i mere end kort tid ad gangen.
Ikke overbelaste den. Ikke løfte noget tungt. Ikke bære sine børn.
– Hvorfor giver de afslag? sagde jeg.
– Det må du sgu spørge de fæhoveder om.
– Kan du ikke skrive ind til Operation X igen?
– Det gider jeg sgu ikke blive ved med, når de ikke kan finde ud af at svare.
– Bare vi kendte en advokat, der kunne tage fat i kommunen.
– Betaler du? Nej, op imod kommunen, der kæmper selv guderne forgæves, sagde min mor og gik ind for at ringe til vores far og meddele ham, at hun havde fået afslag.
I de følgende måneder bredte nyheden sig blandt familiemedlemmerne på både min mors og fars side, inden den kom tilbage til os én gang til. Det var min brors fødselsdag og en onkel lagde armen om skulderen på min mor.
– Nåååå, hvornår er du så færdig med at nasse på systemet? spurgte han.
– Har du ikke noget andet at gå op i? spurgte hun.
Jeg skulede til ham resten af eftermiddagen og håbede næsten, at han ville sige noget mere, så jeg kunne sætte ham på plads og fortælle ham, at vores advokat inden længe ville sende et brev til kommunen, der nok skulle få dem på bedre tanker. Men vi havde ingen advokat, der kunne hjælpe os med at skrive breve.
Kommunen bestemte nu. De sendte min mor i arbejdsprøvning, hvor hun skulle arbejde næsten gratis forskellige steder, så de kunne få kortlagt, hvad hun var i stand til og ikke var i stand til, selvom hun hellere end gerne forklarede dem det på under fem minutter, hvis de ellers gad at lytte.
Med jævne mellemrum skulle hun møde op med et papir hos kommunen, ellers ville de standse udbetalingerne, og en dag tog jeg med, fordi jeg håbede, at vi kunne gå i butikker bagefter og kigge efter en vinterjakke til mig.
Hun skulle være der senest klokken ni, men noget forsinkede os. Foden på speederen hele vejen hen til aktiveringscenteret. Klokken var
nogle minutter over hel, da vi nåede frem. Jeg insisterede på at gå med indenfor og holdt mig parat til at komme med et skarpt svar, hvis der skulle falde den mindste bemærkning på professorsprog. Min mor lagde papiret på skranken, hvor kvinden tog det op og kigge- de på hende med et blik, som om vi bar en uudholdelig lugt med indenfor.
– Du skulle have været her klokken ni, sagde kvinden.
– Ja, jeg ved det godt, sagde min mor.
Jeg tog tilløb i tankerne, men drøblen spillede dum. Ansigt til ansigt med fjenden kunne jeg ingenting sige. Foran mennesket med magten var jeg blevet en kujon. Vi var overladt til kvindens nådesløse tavshed i de lange sekunder, som hun lod gå, før hun endelig stemplede papiret og sikrede os økonomisk en måned mere.
Ude i bilen kæmpede jeg mod gråden. Den bølgede rundt i svælget og mindede mig om min egen fejhed, uduelighed, tavshed. Min mor bakkede ud fra parkeringspladsen og blinkede af mod højre, mens vi ventede på et ophold i de passerende biler.
– Skal vi ikke gå lidt i butikker, nu vi er inde i byen? spurgte jeg.
– Vi har ikke uanede midler, sagde min mor.
– Nej, men kan vi ikke bare kigge lidt? spurgte jeg. – Jeg mangler jo også en ny jakke.
– Kigge, sagde hun og drejede alligevel til venstre og fortsatte længere ind i byen, helt til vi drejede ind på parkeringspladsen bag ved gågaden.
Jeg endevendte stativerne med jakker og fandt én. Kraven var af kunstpels. Den ville kunne holde mig varm det meste af vinteren og var endda på tilbud.
– Har du set den her? spurgte jeg.
– Hvad koster den? sagde min mor og kiggede på prismærket. – Okay så.
Vi var på vej ned ad gågaden, da nogen pludselig kaldte på hende et stykke bag os. Det var en ældre mand fra landsbyen. Han gik os i møde og hilste kælent, før han begyndte at udspørge min mor om, hvordan det kunne være, at hun havde tid til at gå rundt her sådan en formiddag?
Han havde ellers hørt, at hun skulle være blevet så syg, så syg, men det var da godt at se, at det var blevet bedre, siden hun kunne gå rundt her og ose, sagde han og pegede på posen med min nye jakke.
– Den har jeg selv betalt, sagde jeg for at dække over hende.
– Jamen det er godt, der er nogen, der kan finde ud af at være flittige, sagde manden.
Dagen efter tog jeg i skole med den nye jakke på. To piger på årgangen over mig havde den samme. Da det begyndte at rygtes, at jeg gik med en pigejakke, ville jeg ikke længere have den.
Om eftermiddagen tog jeg bussen ind til butikken for at få pengene tilbage, men jeg havde pillet mærket af, og manden bag disken kunne ikke hjælpe.
JÆVNFØR. REKLAMATIONSRETTEN. UMULIGHED.
I tiden, der fulgte, blev min mor en slags offentlig ejendom, som skulle stå til ansvar for den økonomiske hjælp, hun fik af systemet. Alle og enhver kunne afkræve svar på alt, for det var deres skattepenge.
Fordi hun oplevede den slags, når hun gik ud ad døren, holdt hun op med at gå ud.
DEPRESSION. LYKKEPILLER. PSYKOLOG.
– Hvis man ikke var syg i forvejen, så bliver man det først, når man har haft med de fjolser oppe på kommunen at gøre, sagde hun og sank de piller, som de forpulede psykologer havde givet hende, for var hun aldrig nogen- sinde gået hen til sådan én i første omgang, havde kommunen muligvis kigget mere på hånden end på hendes humør.
Der kom breve med nye komplicerede ord.
MÉNGRAD. TORT. SVIE OG SMERTE.
Ingen af dem bragte bud om andet end nye undersøgelser af nye læger med nye ventetider.
Sommetider oppede solen sig, og jeg prøvede at få hende med ud i den.
– Hvad er tort? spurgte jeg i døråbningen ind til værelset, hvor hun sad og spillede computer.
– Behøver du have snuden i det hele? spurgte hun.
– Nej-nej, sagde jeg. – Skal vi gå en lille tur?
– Hvorfor er det, at man aldrig må hvile sig lidt i det her hus? sagde hun.
– Du har hvilet dig hele dagen, sagde jeg.
– Giv mig nu bare lige et par sekunders fred.
– Altså vil du så gerne med? Om nogle sekunder?
– Nej.
– Jeg spurgte jo bare.
– Så gå dog selv en tur, hvis du så absolut gerne vil, sagde hun træt, og jeg lukkede forgæves døren ind til hende igen og igen og igen.
Det kunne ikke vente længere. Vi måtte få sendt det brev til kommunen. Et langt og skarpt brev med de helt rigtige, de afgørende ord, der kunne forklare kommunens sagsbehandler min mors situation, vores situation så præcist og rammende, at de ville omgøre deres beslutning. De skulle lade min mor få lov at blive fleksjobber, bringe hende til live igen, give hende tilbage til mig. Men vi havde ingen, der kunne skrive den slags breve for os.
Jeg indså, at det var mig, der blev nødt til at gøre det.
Tanken satte sig som en forsinkelse i åndedrættet, en krampe i maven, en snurren i fingrene.
Professorsprog.
Afgørende ord.
Jeg kendte ikke et eneste af sådan nogle.
Men lidt efter lidt udviklede jeg en metode til at finde dem. Hver aften satte jeg mig til rette foran fjernsynet med en blok og en kuglepen og ventede på, at dagens nyhedsudsendelse skulle begynde. Når jinglen endelig lød klokken atten, og værten bød velkommen, rettede jeg mig op i klubstolen og klikkede spidsen af pennen frem. Det første interview begyndte, men jeg så ikke noget af det.
Jeg lyttede udelukkende efter de ord, der var lange og komplicerede og så svære som muligt. Når der var et, skrev jeg det ned på min blok.
Læs resten af essayet i Hastetilfælde.
Hastetilfælde
Essays om et ungt liv, hvor litteraturen blev altafgørende.
I Hastetilfælde skriver forfatteren Thomas Korsgaard om, hvordan han blev læser i et hjem uden bøger. Om de fortællinger, der findes alle steder, selvom de aldrig bliver trykt på papir. Om ”professorsprog” og det modsatte. Om hvordan han som omflakkende 19-årig fandt vej til et af Danmarks store forlag. Om litterære forbilleder, om sin skrivepraksis og dagligdagen som skrivende.
Hastetilfælde er en kærlighedserklæring til litteraturen – de muligheder for forvandling, spejling og fællesskab, der åbner sig gennem bøger. Men Hastetilfælde er også en smertefuld refleksion over, hvem der har og hvem der ikke har adgang til den.
Med udgangspunkt i egne erfaringer og med varme, humor og følsomhed bringer Thomas Korsgaard spørgsmål om økonomi og klasse; spørgsmål om, hvor du bor, og hvor du kommer fra; med ind i sin hyldest til litteraturens særlige magi.
Du kan købe Hastetilfælde online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: