I oktober 2025 var der verdenspremiere på en udgivelse med Harper Lee som afsender. Lyksalighedens land rummer otte hidtil uudgivne noveller skrevet i begyndelsen af hendes karriere, så læsere verden over kan blive klogere på, hvordan Harper Lee blev den forfatter, der skrev klassikeren Dræb ikke en sangfugl. Her bringer vi et brev fra The Oprah Magazine.
7. maj 2006
Kære Oprah
Kan du huske, da du lærte at læse, eller har du det ligesom jeg – at du ikke kan huske ikke at have kunnet? Jeg må have lært det ved, at min familie læste for mig. Mine søstre og min bror, som er meget ældre end mig, læste højt for mig, for at jeg ikke skulle plage dem; min mor læste en historie for mig hver dag, som regel en klassisk børnebog, og min far læste højt fra de fire aviser, han pløjede sig igennem hver aften. Og så var der selvfølgelig den gamle hare Uncle Wiggily ved sengetid.
Så da jeg begyndte i første klasse, kunne jeg allerede læse og skrive og havde suget en pudsig kulturel blanding til mig, bestående af amerikansk historie, romance, The Rover Boys, Rapunzel og The Mobile Press. Tidlige tegn på genialitet? Langt fra. Læsning var en færdighed, jeg havde til fælles med mange af mine kammerater. Hvorfor denne endemiske fremmelighed? Fordi børn og unge i min hjemby, en fjerntliggende landsby i begyndelsen af 1930’erne, ikke havde meget andet at give sig til end at læse. Se film? Det var ikke tit, der var mulighed for det – film var ikke for mindre børn. En park at lege i? Nej. Vi taler om grusveje og depressionen her.
Bøger var sjældne. Der var ikke noget, der mindede om et bibliotek, vi var over hundrede kilometer fra den nærmeste bogafdeling i et stormagasin, så vi børn begyndte at lade læsestof cirkulere rundt mellem os, indtil vi alle sammen havde læst alt, hvad vi hver især lå inde med. Der var lange tørkeperioder, som så blev afbrudt af nye bøger i julegave, hvilket satte gang i kredsløbet igen. Da vi blev ældre, fik vi øjnene op for, hvad vores bøger var værd. Anne fra Grønnebakken var to Bobbsey Twins værd; to Rover Boys gik lige op med to Tom Swift. Æstetiske nydelser var mindre vigtige end spændingen ved nyerhvervelser. Målet – samtlige bind i en given serie – blev kun nået en enkelt gang af en exceptionelt grådig dreng, som byttede sin søsters dukkeklapvogn væk. Vi var privilegerede. Der var børn, primært fra landlige områder, som aldrig havde set en bog, før de kom i skole. De skulle lære at læse, og vi var utålmodige, gad ikke vente på dem. Vi ignorerede dem.
Og først da vi var blevet voksne, opdagede nogle af os, hvad der var sket med vores afroamerikanske tjenestefolks børn. I nogle af deres skoler lærte man at læse efter tre-om-én-princippet – det vil sige tre børn om én bog, som sandsynligvis var en kasseret læsebog fra en hvid skole. Vi så dem sjældent, før de som voksne begyndte at arbejde for os.
Nu, 75 år senere i et overflodssamfund, hvor man har bærbare computere og mobiltelefoner og iPods og hjerner som tomme rum, trasker jeg stadig rundt i mine bøger. Jeg har ikke brug for hurtige oplysninger. Jeg foretrækker at lede i bibliotekernes magasiner, for når jeg må anstrenge mig for at lære noget, husker jeg det. Og, Oprah, kan du forestille dig at sidde og putte i sengen med en computer? At græde over Anna Kareninas skæbne, blive skræmt af Hannibal Lecter, trænge ind i mørkets hjerte med Mistah Kurz, blive ringet op af Holden Caulfield – nogle ting bør foregå på sider af blødt papir, ikke koldt metal.
Min barndoms landsby er væk, og det samme er de fleste af dens bogsamlere, inklusive ham den skumle type, der byttede en komplet samling Seckatary Hawkins for et haglgevær, som han beholdt, til det blev afhentet af en rasende forælder. Vi er tre tilbage, og vi bor mange hundrede kilometer væk fra hinanden. Vi holder stadig telefonisk kontakt, og visse temaer gentager sig: ”Hvad var det nu lige, du hed?” og ”Hvad læser du i øjeblikket?” Det er ikke altid, vi kan huske det.
Kærlig hilsen
Harper Lee
Lyksalighedens land
Lyksalighedens land indeholder otte noveller skrevet i midten af 1950’erne, hvor Harper Lee skrev og sendte tekster ind til aviser og blade, før hun for alvor begyndte arbejdet på det, der endte med at blive Dræb ikke en sangfugl.
De maskinskrevne sider blev fundet i Harper Lees lejlighed i New York efter hendes død i 2016. Nu har Lees estate besluttet at udgive novellerne sammen med otte essays og andre tekster, som har været udgivet i en række magasiner i perioden 1961-2006. Nu er det hele samlet i én bog for første gang.
Resultatet er en samling af tekster, som giver et fascinerende nyt perspektiv på en af Amerikas mest elskede forfattere. Fra skolegården i Lees barndom i Alabama til frokoster og filmvisninger på Manhattan i 1950’erne, fra Lees refleksioner over børns læring til herlige betragtninger over mødet med Gregory Peck under indspilningen af Dræb ikke en sangfugl.
Du kan købe den online her eller hos din nærmeste boghandel.
I oktober 2025 var der verdenspremiere på en udgivelse med Harper Lee som afsender. Lyksalighedens land rummer otte hidtil uudgivne noveller skrevet i begyndelsen af hendes karriere, så læsere verden over kan blive klogere på, hvordan Harper Lee blev den forfatter, der skrev klassikeren Dræb ikke en sangfugl. Her bringer vi et brev fra The Oprah Magazine.
7. maj 2006
Kære Oprah
Kan du huske, da du lærte at læse, eller har du det ligesom jeg – at du ikke kan huske ikke at have kunnet? Jeg må have lært det ved, at min familie læste for mig. Mine søstre og min bror, som er meget ældre end mig, læste højt for mig, for at jeg ikke skulle plage dem; min mor læste en historie for mig hver dag, som regel en klassisk børnebog, og min far læste højt fra de fire aviser, han pløjede sig igennem hver aften. Og så var der selvfølgelig den gamle hare Uncle Wiggily ved sengetid.
Så da jeg begyndte i første klasse, kunne jeg allerede læse og skrive og havde suget en pudsig kulturel blanding til mig, bestående af amerikansk historie, romance, The Rover Boys, Rapunzel og The Mobile Press. Tidlige tegn på genialitet? Langt fra. Læsning var en færdighed, jeg havde til fælles med mange af mine kammerater. Hvorfor denne endemiske fremmelighed? Fordi børn og unge i min hjemby, en fjerntliggende landsby i begyndelsen af 1930’erne, ikke havde meget andet at give sig til end at læse. Se film? Det var ikke tit, der var mulighed for det – film var ikke for mindre børn. En park at lege i? Nej. Vi taler om grusveje og depressionen her.
Bøger var sjældne. Der var ikke noget, der mindede om et bibliotek, vi var over hundrede kilometer fra den nærmeste bogafdeling i et stormagasin, så vi børn begyndte at lade læsestof cirkulere rundt mellem os, indtil vi alle sammen havde læst alt, hvad vi hver især lå inde med. Der var lange tørkeperioder, som så blev afbrudt af nye bøger i julegave, hvilket satte gang i kredsløbet igen. Da vi blev ældre, fik vi øjnene op for, hvad vores bøger var værd. Anne fra Grønnebakken var to Bobbsey Twins værd; to Rover Boys gik lige op med to Tom Swift. Æstetiske nydelser var mindre vigtige end spændingen ved nyerhvervelser. Målet – samtlige bind i en given serie – blev kun nået en enkelt gang af en exceptionelt grådig dreng, som byttede sin søsters dukkeklapvogn væk. Vi var privilegerede. Der var børn, primært fra landlige områder, som aldrig havde set en bog, før de kom i skole. De skulle lære at læse, og vi var utålmodige, gad ikke vente på dem. Vi ignorerede dem.
Og først da vi var blevet voksne, opdagede nogle af os, hvad der var sket med vores afroamerikanske tjenestefolks børn. I nogle af deres skoler lærte man at læse efter tre-om-én-princippet – det vil sige tre børn om én bog, som sandsynligvis var en kasseret læsebog fra en hvid skole. Vi så dem sjældent, før de som voksne begyndte at arbejde for os.
Nu, 75 år senere i et overflodssamfund, hvor man har bærbare computere og mobiltelefoner og iPods og hjerner som tomme rum, trasker jeg stadig rundt i mine bøger. Jeg har ikke brug for hurtige oplysninger. Jeg foretrækker at lede i bibliotekernes magasiner, for når jeg må anstrenge mig for at lære noget, husker jeg det. Og, Oprah, kan du forestille dig at sidde og putte i sengen med en computer? At græde over Anna Kareninas skæbne, blive skræmt af Hannibal Lecter, trænge ind i mørkets hjerte med Mistah Kurz, blive ringet op af Holden Caulfield – nogle ting bør foregå på sider af blødt papir, ikke koldt metal.
Min barndoms landsby er væk, og det samme er de fleste af dens bogsamlere, inklusive ham den skumle type, der byttede en komplet samling Seckatary Hawkins for et haglgevær, som han beholdt, til det blev afhentet af en rasende forælder. Vi er tre tilbage, og vi bor mange hundrede kilometer væk fra hinanden. Vi holder stadig telefonisk kontakt, og visse temaer gentager sig: ”Hvad var det nu lige, du hed?” og ”Hvad læser du i øjeblikket?” Det er ikke altid, vi kan huske det.
Kærlig hilsen
Harper Lee
Lyksalighedens land
Lyksalighedens land indeholder otte noveller skrevet i midten af 1950’erne, hvor Harper Lee skrev og sendte tekster ind til aviser og blade, før hun for alvor begyndte arbejdet på det, der endte med at blive Dræb ikke en sangfugl.
De maskinskrevne sider blev fundet i Harper Lees lejlighed i New York efter hendes død i 2016. Nu har Lees estate besluttet at udgive novellerne sammen med otte essays og andre tekster, som har været udgivet i en række magasiner i perioden 1961-2006. Nu er det hele samlet i én bog for første gang.
Resultatet er en samling af tekster, som giver et fascinerende nyt perspektiv på en af Amerikas mest elskede forfattere. Fra skolegården i Lees barndom i Alabama til frokoster og filmvisninger på Manhattan i 1950’erne, fra Lees refleksioner over børns læring til herlige betragtninger over mødet med Gregory Peck under indspilningen af Dræb ikke en sangfugl.
Du kan købe den online her eller hos din nærmeste boghandel.
Andre læste også: