Med Grundtvig – Visioner og vanvid fortæller Asser Amidsen en anderledes historie om en af danmarkshistoriens mest kendte personer.
Grundtvig italesatte danskheden og endte som en kultfigur. Han startede som oplysningsmand, blev romantiker og vækkelsesprædikant. Efter sin død blev Grundtvig et symbol på kompromisset og den altfavnende danskhed og kirke, men det er noget sludder, mener historiker Asser Amdisen.
Mange vil nok se Grundtvig som en smule forældet, men han kan også være fundamentet for en ny og bedre verden. I Grundtvig – Visioner og vanvid fortæller historiker og forfatter Asser Amdisen om, hvem Grundtvig var, men først og fremmest om, hvad vi kan bruge ham til i dag.
Læs indledningen fra Grundtvig – Visioner og vanvid herunder.
Grundtvig – Visioner og vanvid
af Asser Amidsen
Hvo folket vil træffe
tilbunds under ø,
Med folket må bjæffe,
Om ej det kan gø!
Hvo for det vil sjunge,
Må låne dets tunge,
Og lære at ånde på den!
Niels Frederik Severin Grundtvig er blevet gammel! Det er måske ikke det mest rystende udsagn at bruge som indledning til en bog om en mand, der blev født i 1783. Men det er ikke desto mindre udgangspunktet for denne bog. Grundtvig var tænker, politiker, præst, skolemand, forfatter, digter og meget, meget mere. Han blev født i en tid, hvor Danmark-Norge var en rig og frembrusende magt, men da han døde, var stormagtsdrømmene endegyldigt borte.
Norge var revet løs og var nu i union med Sverige. I Danmark var Grundloven indført, og i 1864 havde den danske nationalfølelse fået et alvorligt knæk, som først for alvor blev glemt i årene efter murens fald i 1989. Midt i alt dette voksede et menneske op, som blev en del af verden. Hans tidligste erindringer var nyheder fra et rystet Europa, som var præget af revolutionen og Napoleon.
Han voksede op på landet, hvor sognepræsten efter Gud og kongen var den mest betydningsfulde mand i sognet, og han voksede op i en kirke, som var under pres fra sekularisering og videnskab. Derefter kom han på fornemme skoler i Aarhus og København, hvilket ikke var en ubetinget god oplevelse. Han blev præst og forfatter.
Han blev udskældt, hånet og gav igen med samme mønt, men i sit livs efterår blev han mest hyldet og sat på piedestaler. Selvom piedestaler ser fede ud nedefra, er det vist lidt ensomt at sidde på den slags alt for længe, og man kan godt blive lidt sær af det. Grundtvig gik fra at være en tænker til at være et symbol, og den bevægelse skete allerede inden hans død i 1872. Han er med tiden blevet spændt for et utal af vogne.
Hvor tit hører man fx ikke, at hvis noget i Danmark hedder noget med »folke-« (folke-ting, folkeskole, folkekirke osv.), må det være, fordi disse institutioner er udsprunget af arven fra Grundtvig og hans tanker. Der er for øvrigt ingen grund til at antage, at disse institutioner faktisk ser ud, som Grundtvig havde ønsket det – eller at han overhovedet ville have ønsket, at de skulle eksistere.
På den anden side er der meget af det, Grundtvig rent faktisk tænkte, som vi glemmer at give ham æren for eller bare glemmer i det hele taget. Tanker, som faktisk kunne være et fundament for en bedre verden – og sådan en kunne vi virkelig godt have brug for. På en måde har vi brug for at få Grundtvig lidt ned på jorden.
Set fra et moderne synspunkt er det bestemt ikke alt, hvad han tænkte og gjorde, som er genialt – eller for den sags skyld bare fornuftigt. Han var en religiøs fanatiker med mystiske tendenser. Han var modstander af demokrati, skilsmisser, logisk tænkende kvinder, europæisk kultur og meget andet. Især var han en megaloman nationalist med fantasier om danskerne som Guds udvalgte folk.
Det er derfor, jeg mener, at han er blevet gammel. De fleste bøger om Grundtvig samler sig i tre forskellige grupper. Den største gruppe fokuserer på »den store mand«. Det er bøger om geniet Grundtvig, som måske nok var lidt overspændt til tider, men som lagde grunden til mere eller mindre alt godt i det danske samfund (og ethvert andet samfund i øvrigt).
Disse bøger er ofte skrevet af teologer, og når de skal finde Grundtvigs store bedrift frem, var det hans rolle som kombineret kirkerevser og kirkefader, som de understreger. Den anden gruppe er bøger, som fokuserer på, hvordan grundtvigianerne er gået fejl efter Grundtvigs død. De fokuserer på ham som en del af en samtid og påpeger igen og igen, hvordan man putter Grundtvig ind i forkerte sammenhænge.
De skelner skarpt mellem den »virkelige Grundtvig« og grundtvigianernes Grundtvig. Bøgerne er ofte skrevet af historikere, som jo er verdensmestre i at finde fejl. Når de skal nævne hans største bedrift, er det oftest højskolen og hans opposition til oplysningstiden.
Den tredje gruppe er de bøger, som selvfølgelig fokuserer på mennesket Grundtvig og hans tid, men som er mest interesserede i, hvad vi kan bruge ham til i dag. Kernen i disse bøger er hverken, hvad man gennem tiden har brugt ham til, eller hvad han selv ville have ønsket at blive brugt til. De handler om, hvad vi i vores tid, som er meget forskellig fra hans, har brug for.
Den første bog, som tilhører denne sidste gruppe, blev skrevet af teologen Hal Koch. Under Anden Verdenskrig holdt han en række forelæsninger om Grundtvig på Københavns Universitet. Hans formål med forelæsningerne var – ud over at fortælle lidt om Grundtvig – at demonstrere, hvad det særligt danske var ved Grundtvig, og hvordan hans tanker kunne bruges til at gendanne demokratiet, når krigen engang var slut. Efterfølgende blev forelæsningerne skrevet om til en bog.
Den næste i samme kategori var Ebbe Kløvedal Reichs Frederik, som udkom i 1972, hvor den store politiske kamp stod i forbindelse med afstemningen om Danmarks tilslutning til EU-forløberen EF. Det var en kæmpe sag i samtiden, og Reich indforskrev med bogen Grundtvig i kampen mod EF, hvilket bestemt ikke var helt dumt.
Bogen er ikke historisk eller teologisk korrekt, men den er et fremragende eksempel på, hvordan man
i den forgæves kamp mod en europæisk superstat kunne bruge Grundtvig som argument og inspiration. Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, er det denne bogs noget arrogante målsætning at følge i disse bøgers fodspor.
Ikke for at finde en anvendelse for Grundtvig i et traumatiseret Danmark efter Anden Verdenskrig eller i 1970’ernes vækstdanmark på vej til at opgive sin selvstændighed. Men for at finde anvendelse for ham i den verden, som vi på godt og ondt lever i nu om dage. Grundtvig er blevet gammel, og hans religiøsitet og hans nationalisme kan ikke længere stå på egne ben.
Derfor trænger han til en ny anvendelse og en ny sammenhæng, hvis han da overhovedet stadig er relevant – og det mener jeg faktisk, at han er. Udgangspunktet for bogen er, at det er en historisk biografi. Det er en bog om Grundtvig, som starter ved hans fødsel i Udby på Sydsjælland i 1783 og slutter (stort set) ved hans død i København i 1872. Jeg har forsøgt at lære Grundtvig at kende og vil gerne fortælle hans historie, så læserne også føler, at de kender ham.
I hvert kapitel findes der derfor biografiske elementer, som fortæller om udviklingen i hans liv. Der findes historiske elementer, som fortæller om, hvordan verden så ud på hans tid, og især hvordan denne verden påvirkede ham. Dette skaber rammen for også at fortælle om hans ideer og rode lidt i dem med både ide-historiske briller (hvor kom ideerne fra) og med et virkningshistorisk blik (hvad blev der af ideerne, og hvad kan de bruges til i dag).
Bogen kan ikke læses som en videnskabelig fremstilling af Grundtvigs liv og levned. Den slags bøger er der (og vil der blive) skrevet masser af. På de sidste sider er der en række anbefalinger, hvis man skulle have den slags lyster. I denne bog er hverken fodnoter, forskningsredegørelser, teoriapparat og alle de andre ting, som gør noget videnskabeligt.
Bogen er altså ikke videnskab, men måske er den vidskab – et begreb, Grundtvig selv skabte for at dække de af sine egne og andres arbejder, som ikke havde til formål at forøge den viden, som fandtes på universiteterne, men derimod at skabe oplysning og liv hos en bredere kreds. Dette ideal har jeg taget til mig.
Skulle der være en enkelt universitetsforsker (eller nogen med en hemmelig drøm om at være det) blandt læserne, skal de da være hjerteligt velkomne. Men denne bog er ikke skrevet til dem. Den er derimod tænkt som en introduktion til og en tolkning af Grundtvig.
Formålet er at oversætte og modernisere hans tanker – vel lidt i samme ånd, som han selv moderniserede og oversatte Saxo og mange andre gamle skrifter og sange. Når jeg citerer Grundtvig, tillader jeg mig – helt i hans ånd – at ændre sprog og tone, når jeg føler, at det gør ham nemmere at forstå.
Til alle citater fra Grundtvigs egne skrifter kan man sidst i bogen finde en henvisning, der peger på enten hjemmesiden grundtvigsværker.dk eller originaludgaven. Så kan man selv finde originalen med krøllede bogstaver, dobbelt-a og navneord med stort, hvis man ikke er tilfreds med min modernisering.
Når man har ambition om at skrive en tolkende folkebog, som leder efter de dele af Grundtvigs tænkning, som kan bruges til at forstå og forandre verden af i dag, er det høfligt at forsøge at beskrive, hvilken vogn den gamle nu skal spændes for. Denne bog er nemlig hverken neutral eller objektiv. Den vil noget med Grundtvig. Denne bog er skrevet uden Gud og kirke.
Det er et radikalt brud med Grundtvigs eget verdensbillede, og han ville have været rasende ved tanken om at blive udsat for den behandling. For Grundtvig var Gud en lige så central del af verden som jorden, luften og himlen over os. Han talte af og til om naturalisterne og ateisterne, som han betragtede som kolde og åndløse.
For ham var kirken det skib, som skulle sejle menneskeheden til paradiset – uden den ville vejen til frelsen være for svær. Derfor fylder Gud og kirken meget i bogen, da det er gennem den prisme, Grundtvig ser verden, men bogen interesserer sig ikke for Guds væsen – for Gud eksisterer ikke – eller for, hvordan kirken kan fungere bedst muligt – for den burde være en forening på niveau med badmintonklubben eller den lokale sammenslutning af astrologer.
Denne bog er også forsøgt skrevet uden nationalisme. Grundtvig levede ellers i en tid, hvor nationen var ved at overtage Guds rolle som udgangspunkt for al magt. I min optik er nationalisme en ideologi opfundet i 1700-tallet. Den har igennem århundreder været motor for demokrati, menneskerettigheder, retsstaten, men også for racisme, chauvinisme, imperialisme og kolonialisme.
Der eksisterer et fællesskab mellem os danskere, men i mit verdensbillede er alle de danske, som føler sig som danske. Hverken vores historie, hudfarve, kultur, religion, jorden, kristendommen eller vores genetiske ophav betyder noget for kvaliteten af det fællesskab eller kan bruges til at holde nogen ude af det. Man kan ved den blotte tanke høre Grundtvig rotere i sin grav, men denne bog er skrevet ud fra ideen om, at national identitet er en konstruktion.
Den er ganske vist blevet dybt indlejret i os af hundreder års historie, men ikke desto mindre er den noget menneskeskabt. Sidst, men ikke mindst er denne bog skrevet ud fra et samfundskritisk perspektiv. Her ville den gamle i det mindste være enig – han kunne også svinge krabasken, men næppe helt for det verdensbillede, som jeg forfægter.
Kernen i verdens problemer er efter min opfattelse, at det enkelte menneske stadig opfatter sig som centrum i verden. Når man selv er bedre og vigtigere end alle andre mennesker, bliver ulighed, vold og magt rimelige redskaber for at beskytte sig selv og »hjælpe« andre med at komme på samme niveau.
Kernen er grundlæggende en manglende forståelse for lighed og manglende respekt for det enkelte menneskes værdi. Ikke forstået som værdi bygget på velstand, oprindelse, hudfarve, køn eller andet, men en værdi, som er lige stor for alle, og som tilhører alle – ikke fordi noget, men fordi vi alle er mennesker.
Grundtvig ville nok sige, at vi alle er bærere af en guddommelig gnist, vi fik ved skabelsen. I min optik er det os selv, som skaber livets mirakel. Det er den bevidsthed og eksistens, som skabes i et lille nyt menneske, som er miraklet og værdien. Vejen til en bedre verden starter med en erkendelse af og respekt for, at mennesket er noget helt særligt, og hver enkelt livsgnist er uendelig værdifuld og bør beskyttes og elskes.
For denne bogs forfatter er den erkendelse tæt knyttet til Grundtvig. I sidste ende er dette en bog om et menneske, som hjalp os med at se en række vigtige pointer. Målet med bogen er ikke at skabe nye grundtvigianere (vi er nok), men at fortælle et liv og dermed give et sted at starte, hvis man vil vide mere.
At give en kronologi, hvis man vil have orden på mere og at give en tolkning at skændes med, hvis man vil mene mere. Men først og fremmest er det en skildring af et menneske i kamp for mening. Midt i det hårde og brutale kaos, som verden i 1800-tallet var, og med et besværligt sind og besværlige livsvilkår sad Grundtvig med bøger og samtaler og forsøgte at finde en mening med det hele, og det lykkedes faktisk for ham.
Selvom ikke alt, hvad han fandt mening i dengang, giver mening i dag, kan kampen være en inspiration til selv at kæmpe for at få verden til at give en slags mening, og måske kan nogle af ideerne være et sted at begynde.
Grundtvig – Visioner og vanvid
Et anderledes og livligt bud på en forståelse af en af Danmarkshistoriens mest kendte personer. Grundtvig kan på mange måder virke forældet, men han kan også være fundamentet for en ny og bedre verden.
Han startede som oplysningsmand, blev romantiker og vækkelsesprædikant. Han italesatte danskheden og endte som en noget sær kultfigur.
Efter sin død blev han et symbol på kompromisset og den altfavnende danskhed og kirke, men det er noget sludder, mener historiker Asser Amdisen.
I denne bog fortæller han om, hvem Grundtvig var, men først og fremmest om, hvad vi kan bruge ham til i dag.
Med Grundtvig – Visioner og vanvid fortæller Asser Amidsen en anderledes historie om en af danmarkshistoriens mest kendte personer.
Grundtvig italesatte danskheden og endte som en kultfigur. Han startede som oplysningsmand, blev romantiker og vækkelsesprædikant. Efter sin død blev Grundtvig et symbol på kompromisset og den altfavnende danskhed og kirke, men det er noget sludder, mener historiker Asser Amdisen.
Mange vil nok se Grundtvig som en smule forældet, men han kan også være fundamentet for en ny og bedre verden. I Grundtvig – Visioner og vanvid fortæller historiker og forfatter Asser Amdisen om, hvem Grundtvig var, men først og fremmest om, hvad vi kan bruge ham til i dag.
Læs indledningen fra Grundtvig – Visioner og vanvid herunder.
Grundtvig – Visioner og vanvid
af Asser Amidsen
Hvo folket vil træffe
tilbunds under ø,
Med folket må bjæffe,
Om ej det kan gø!
Hvo for det vil sjunge,
Må låne dets tunge,
Og lære at ånde på den!
Niels Frederik Severin Grundtvig er blevet gammel! Det er måske ikke det mest rystende udsagn at bruge som indledning til en bog om en mand, der blev født i 1783. Men det er ikke desto mindre udgangspunktet for denne bog. Grundtvig var tænker, politiker, præst, skolemand, forfatter, digter og meget, meget mere. Han blev født i en tid, hvor Danmark-Norge var en rig og frembrusende magt, men da han døde, var stormagtsdrømmene endegyldigt borte.
Norge var revet løs og var nu i union med Sverige. I Danmark var Grundloven indført, og i 1864 havde den danske nationalfølelse fået et alvorligt knæk, som først for alvor blev glemt i årene efter murens fald i 1989. Midt i alt dette voksede et menneske op, som blev en del af verden. Hans tidligste erindringer var nyheder fra et rystet Europa, som var præget af revolutionen og Napoleon.
Han voksede op på landet, hvor sognepræsten efter Gud og kongen var den mest betydningsfulde mand i sognet, og han voksede op i en kirke, som var under pres fra sekularisering og videnskab. Derefter kom han på fornemme skoler i Aarhus og København, hvilket ikke var en ubetinget god oplevelse. Han blev præst og forfatter.
Han blev udskældt, hånet og gav igen med samme mønt, men i sit livs efterår blev han mest hyldet og sat på piedestaler. Selvom piedestaler ser fede ud nedefra, er det vist lidt ensomt at sidde på den slags alt for længe, og man kan godt blive lidt sær af det. Grundtvig gik fra at være en tænker til at være et symbol, og den bevægelse skete allerede inden hans død i 1872. Han er med tiden blevet spændt for et utal af vogne.
Hvor tit hører man fx ikke, at hvis noget i Danmark hedder noget med »folke-« (folke-ting, folkeskole, folkekirke osv.), må det være, fordi disse institutioner er udsprunget af arven fra Grundtvig og hans tanker. Der er for øvrigt ingen grund til at antage, at disse institutioner faktisk ser ud, som Grundtvig havde ønsket det – eller at han overhovedet ville have ønsket, at de skulle eksistere.
På den anden side er der meget af det, Grundtvig rent faktisk tænkte, som vi glemmer at give ham æren for eller bare glemmer i det hele taget. Tanker, som faktisk kunne være et fundament for en bedre verden – og sådan en kunne vi virkelig godt have brug for. På en måde har vi brug for at få Grundtvig lidt ned på jorden.
Set fra et moderne synspunkt er det bestemt ikke alt, hvad han tænkte og gjorde, som er genialt – eller for den sags skyld bare fornuftigt. Han var en religiøs fanatiker med mystiske tendenser. Han var modstander af demokrati, skilsmisser, logisk tænkende kvinder, europæisk kultur og meget andet. Især var han en megaloman nationalist med fantasier om danskerne som Guds udvalgte folk.
Det er derfor, jeg mener, at han er blevet gammel. De fleste bøger om Grundtvig samler sig i tre forskellige grupper. Den største gruppe fokuserer på »den store mand«. Det er bøger om geniet Grundtvig, som måske nok var lidt overspændt til tider, men som lagde grunden til mere eller mindre alt godt i det danske samfund (og ethvert andet samfund i øvrigt).
Disse bøger er ofte skrevet af teologer, og når de skal finde Grundtvigs store bedrift frem, var det hans rolle som kombineret kirkerevser og kirkefader, som de understreger. Den anden gruppe er bøger, som fokuserer på, hvordan grundtvigianerne er gået fejl efter Grundtvigs død. De fokuserer på ham som en del af en samtid og påpeger igen og igen, hvordan man putter Grundtvig ind i forkerte sammenhænge.
De skelner skarpt mellem den »virkelige Grundtvig« og grundtvigianernes Grundtvig. Bøgerne er ofte skrevet af historikere, som jo er verdensmestre i at finde fejl. Når de skal nævne hans største bedrift, er det oftest højskolen og hans opposition til oplysningstiden.
Den tredje gruppe er de bøger, som selvfølgelig fokuserer på mennesket Grundtvig og hans tid, men som er mest interesserede i, hvad vi kan bruge ham til i dag. Kernen i disse bøger er hverken, hvad man gennem tiden har brugt ham til, eller hvad han selv ville have ønsket at blive brugt til. De handler om, hvad vi i vores tid, som er meget forskellig fra hans, har brug for.
Den første bog, som tilhører denne sidste gruppe, blev skrevet af teologen Hal Koch. Under Anden Verdenskrig holdt han en række forelæsninger om Grundtvig på Københavns Universitet. Hans formål med forelæsningerne var – ud over at fortælle lidt om Grundtvig – at demonstrere, hvad det særligt danske var ved Grundtvig, og hvordan hans tanker kunne bruges til at gendanne demokratiet, når krigen engang var slut. Efterfølgende blev forelæsningerne skrevet om til en bog.
Den næste i samme kategori var Ebbe Kløvedal Reichs Frederik, som udkom i 1972, hvor den store politiske kamp stod i forbindelse med afstemningen om Danmarks tilslutning til EU-forløberen EF. Det var en kæmpe sag i samtiden, og Reich indforskrev med bogen Grundtvig i kampen mod EF, hvilket bestemt ikke var helt dumt.
Bogen er ikke historisk eller teologisk korrekt, men den er et fremragende eksempel på, hvordan man
i den forgæves kamp mod en europæisk superstat kunne bruge Grundtvig som argument og inspiration. Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, er det denne bogs noget arrogante målsætning at følge i disse bøgers fodspor.
Ikke for at finde en anvendelse for Grundtvig i et traumatiseret Danmark efter Anden Verdenskrig eller i 1970’ernes vækstdanmark på vej til at opgive sin selvstændighed. Men for at finde anvendelse for ham i den verden, som vi på godt og ondt lever i nu om dage. Grundtvig er blevet gammel, og hans religiøsitet og hans nationalisme kan ikke længere stå på egne ben.
Derfor trænger han til en ny anvendelse og en ny sammenhæng, hvis han da overhovedet stadig er relevant – og det mener jeg faktisk, at han er. Udgangspunktet for bogen er, at det er en historisk biografi. Det er en bog om Grundtvig, som starter ved hans fødsel i Udby på Sydsjælland i 1783 og slutter (stort set) ved hans død i København i 1872. Jeg har forsøgt at lære Grundtvig at kende og vil gerne fortælle hans historie, så læserne også føler, at de kender ham.
I hvert kapitel findes der derfor biografiske elementer, som fortæller om udviklingen i hans liv. Der findes historiske elementer, som fortæller om, hvordan verden så ud på hans tid, og især hvordan denne verden påvirkede ham. Dette skaber rammen for også at fortælle om hans ideer og rode lidt i dem med både ide-historiske briller (hvor kom ideerne fra) og med et virkningshistorisk blik (hvad blev der af ideerne, og hvad kan de bruges til i dag).
Bogen kan ikke læses som en videnskabelig fremstilling af Grundtvigs liv og levned. Den slags bøger er der (og vil der blive) skrevet masser af. På de sidste sider er der en række anbefalinger, hvis man skulle have den slags lyster. I denne bog er hverken fodnoter, forskningsredegørelser, teoriapparat og alle de andre ting, som gør noget videnskabeligt.
Bogen er altså ikke videnskab, men måske er den vidskab – et begreb, Grundtvig selv skabte for at dække de af sine egne og andres arbejder, som ikke havde til formål at forøge den viden, som fandtes på universiteterne, men derimod at skabe oplysning og liv hos en bredere kreds. Dette ideal har jeg taget til mig.
Skulle der være en enkelt universitetsforsker (eller nogen med en hemmelig drøm om at være det) blandt læserne, skal de da være hjerteligt velkomne. Men denne bog er ikke skrevet til dem. Den er derimod tænkt som en introduktion til og en tolkning af Grundtvig.
Formålet er at oversætte og modernisere hans tanker – vel lidt i samme ånd, som han selv moderniserede og oversatte Saxo og mange andre gamle skrifter og sange. Når jeg citerer Grundtvig, tillader jeg mig – helt i hans ånd – at ændre sprog og tone, når jeg føler, at det gør ham nemmere at forstå.
Til alle citater fra Grundtvigs egne skrifter kan man sidst i bogen finde en henvisning, der peger på enten hjemmesiden grundtvigsværker.dk eller originaludgaven. Så kan man selv finde originalen med krøllede bogstaver, dobbelt-a og navneord med stort, hvis man ikke er tilfreds med min modernisering.
Når man har ambition om at skrive en tolkende folkebog, som leder efter de dele af Grundtvigs tænkning, som kan bruges til at forstå og forandre verden af i dag, er det høfligt at forsøge at beskrive, hvilken vogn den gamle nu skal spændes for. Denne bog er nemlig hverken neutral eller objektiv. Den vil noget med Grundtvig. Denne bog er skrevet uden Gud og kirke.
Det er et radikalt brud med Grundtvigs eget verdensbillede, og han ville have været rasende ved tanken om at blive udsat for den behandling. For Grundtvig var Gud en lige så central del af verden som jorden, luften og himlen over os. Han talte af og til om naturalisterne og ateisterne, som han betragtede som kolde og åndløse.
For ham var kirken det skib, som skulle sejle menneskeheden til paradiset – uden den ville vejen til frelsen være for svær. Derfor fylder Gud og kirken meget i bogen, da det er gennem den prisme, Grundtvig ser verden, men bogen interesserer sig ikke for Guds væsen – for Gud eksisterer ikke – eller for, hvordan kirken kan fungere bedst muligt – for den burde være en forening på niveau med badmintonklubben eller den lokale sammenslutning af astrologer.
Denne bog er også forsøgt skrevet uden nationalisme. Grundtvig levede ellers i en tid, hvor nationen var ved at overtage Guds rolle som udgangspunkt for al magt. I min optik er nationalisme en ideologi opfundet i 1700-tallet. Den har igennem århundreder været motor for demokrati, menneskerettigheder, retsstaten, men også for racisme, chauvinisme, imperialisme og kolonialisme.
Der eksisterer et fællesskab mellem os danskere, men i mit verdensbillede er alle de danske, som føler sig som danske. Hverken vores historie, hudfarve, kultur, religion, jorden, kristendommen eller vores genetiske ophav betyder noget for kvaliteten af det fællesskab eller kan bruges til at holde nogen ude af det. Man kan ved den blotte tanke høre Grundtvig rotere i sin grav, men denne bog er skrevet ud fra ideen om, at national identitet er en konstruktion.
Den er ganske vist blevet dybt indlejret i os af hundreder års historie, men ikke desto mindre er den noget menneskeskabt. Sidst, men ikke mindst er denne bog skrevet ud fra et samfundskritisk perspektiv. Her ville den gamle i det mindste være enig – han kunne også svinge krabasken, men næppe helt for det verdensbillede, som jeg forfægter.
Kernen i verdens problemer er efter min opfattelse, at det enkelte menneske stadig opfatter sig som centrum i verden. Når man selv er bedre og vigtigere end alle andre mennesker, bliver ulighed, vold og magt rimelige redskaber for at beskytte sig selv og »hjælpe« andre med at komme på samme niveau.
Kernen er grundlæggende en manglende forståelse for lighed og manglende respekt for det enkelte menneskes værdi. Ikke forstået som værdi bygget på velstand, oprindelse, hudfarve, køn eller andet, men en værdi, som er lige stor for alle, og som tilhører alle – ikke fordi noget, men fordi vi alle er mennesker.
Grundtvig ville nok sige, at vi alle er bærere af en guddommelig gnist, vi fik ved skabelsen. I min optik er det os selv, som skaber livets mirakel. Det er den bevidsthed og eksistens, som skabes i et lille nyt menneske, som er miraklet og værdien. Vejen til en bedre verden starter med en erkendelse af og respekt for, at mennesket er noget helt særligt, og hver enkelt livsgnist er uendelig værdifuld og bør beskyttes og elskes.
For denne bogs forfatter er den erkendelse tæt knyttet til Grundtvig. I sidste ende er dette en bog om et menneske, som hjalp os med at se en række vigtige pointer. Målet med bogen er ikke at skabe nye grundtvigianere (vi er nok), men at fortælle et liv og dermed give et sted at starte, hvis man vil vide mere.
At give en kronologi, hvis man vil have orden på mere og at give en tolkning at skændes med, hvis man vil mene mere. Men først og fremmest er det en skildring af et menneske i kamp for mening. Midt i det hårde og brutale kaos, som verden i 1800-tallet var, og med et besværligt sind og besværlige livsvilkår sad Grundtvig med bøger og samtaler og forsøgte at finde en mening med det hele, og det lykkedes faktisk for ham.
Selvom ikke alt, hvad han fandt mening i dengang, giver mening i dag, kan kampen være en inspiration til selv at kæmpe for at få verden til at give en slags mening, og måske kan nogle af ideerne være et sted at begynde.
Grundtvig – Visioner og vanvid
Et anderledes og livligt bud på en forståelse af en af Danmarkshistoriens mest kendte personer. Grundtvig kan på mange måder virke forældet, men han kan også være fundamentet for en ny og bedre verden.
Han startede som oplysningsmand, blev romantiker og vækkelsesprædikant. Han italesatte danskheden og endte som en noget sær kultfigur.
Efter sin død blev han et symbol på kompromisset og den altfavnende danskhed og kirke, men det er noget sludder, mener historiker Asser Amdisen.
I denne bog fortæller han om, hvem Grundtvig var, men først og fremmest om, hvad vi kan bruge ham til i dag.
Du kan købe Grundtvig – Visioner og vanvid online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du vide mere om Grundtvig? Læs et interview med forfatteren bag Grundtvig – Visioner og vanvid Asser Amidsen her.
Andre læste også: