L. Sherman er aktuel med første bind i en romantisk hyggekrimi-serie. Læs et uddrag af Gift i glasset lige her.
L. Sherman har med sine romance- og feelgood-bøger vundet en international fanskare. Nu er den danske bestsellerforfatter aktuel med første bind i hyggekrimi-serien Mord i Provence, der er fuld af både kærlighed og mystik.
I Gift i glasset ankommer den tidligere bestsellerforfatter Rebecca Halifax til en lille, sydfransk ferieby for at hjælpe med at drive sin mosters Bed & Breakfast, Château Fauvette. Da landsbyens respekterede notar dør under mystiske omstændigheder, kan hun ikke dy sig for at starte sin egen efterforskning.
Lidt efter lidt viser det sig, at alle châteauets gæster har en relation til den afdøde, og den flotte lokalbetjent Benoît får sin sag for. Han arbejder egentlig bedst alene – men han har heller aldrig arbejdet sammen med Rebecca Halifax før.
Læs de to første kapitler af Gift i glasset af L. Sherman herunder.
Gift i glasset
af L. Sherman
Kapitel 1
Rebecca
Toget sagtnede farten, da jernbanen skar igennem landskabet og tog adskillige sving op i højderne væk fra mylderet i Nice. Villeneuve sur Col lå trukket tilbage fra kysten i de provencalske bjerge, men med udsigt over det azurblå Middelhav, der på denne augustdag glimtede i solen. Jeg følte, at jeg var rejst 60 år tilbage i tiden. Sådan havde jeg altid haft det.
Tiden gik nærmest i stå, i takt med jeg kom længere og længere væk fra byens larm. Det virkede i hvert fald sådan. Husene, vingårdene og naturen havde set sådan ud, så længe jeg kunne huske. I stedet for at leje en bil, når vi var på ferie hos moster Lydia, tog vi altid toget. Det var et gammeldags tog, sådan et med kupeer med røde veloursæder og metalaskebægre fastgjort til væggen. Selv om rygning for længst var blevet forbudt.
Jeg kunne åbne vinduet ved at trække ned i det, og det havde jeg gjort. Jeg trængte til at få frisk luft langt ned i lungerne efter flere timer på et fly med dårligt indeklima. Her duftede af pinjetræer, lavendler, strand og natur, og jeg tog en lang, dyb indånding. Fra banegården i Nice gik der et direkte tog en gang i timen til Villeneuve sur Col, den landsby, der lå tættest på Château Fauvette.
Jeg havde taget flyet direkte fra København til Nice og kun pakket en enkelt kuffert. Eftersom jeg skulle være her på ubestemt tid, blev jeg alligevel nødt til at vaske, og derfor havde jeg taget begrænset med tøj med. I min slidte lædertaske i skødet var min elskede, men godt brugte MacBook og to helt nye læderindbundne notesbøger købt i lufthavnen.
Friske bøger til en frisk start, tænkte jeg og kørte smilende hånden hen over de glatte, uplettede omslag. Måske var det frås, men jeg troede på, at det her kunne blive min nye start, og jobbet hos min moster var jo betalt. Det var kun et døgn siden, at jeg havde modtaget e-mailen fra Moster Lydia. Jeg kunne have skældt min mor ud, fordi hun havde fortalt min moster, at jeg var en fiasko uden arbejde og ude af stand til at skrive længere.
For ti år siden var jeg på alle i forlagsbranchens læber. I dag huskede man mig knap nok. Nye forfattere og bestsellere var kommet til. Jeg havde skrevet en hitserie i tre bind om en international listetyv. Den var endda blevet filmatiseret i Hollywood, men det betød intet længere, for streamingtjenesterne væltede en lind strøm af bøger og film ud. Jeg var blevet paralyseret af sceneskræk. Det var kommet fra den ene dag til den anden.
Frygten for ikke at kunne leve op til min tidligere succes overtog mig hver gang, jeg forsøgte at skrive. Det var ikke, fordi jeg var stoppet. Der lå et dusin halvfærdige historier på min MacBook, men jeg turde ikke færdiggøre dem eller dele dem med min redaktør, hvilket var første skridt til udgivelse. Jeg kunne skrive, men var det godt nok?
Det handlede nok allermest om, at jeg ikke turde gøre dem færdige og få dommen fra redaktøren og efterfølgende læserne. Hvad nu, hvis det var noget bras? Sceneskiftet til det sydfranske ville måske bringe mig tilbage på rette spor. Jeg forestillede mig ikke, at det var et heldagsarbejde at drive et bed & breakfast. En lokal kvinde gjorde rent på châteauet og ordnede værelserne.
Jeg skulle kun sørge for ind- og udchekning og selvfølgelig lave morgenmad og rydde af efter den. Derefter var jeg fri til at gøre, som jeg ville. Det var da en loppetjans. Resten af dagen stod køkkenet til fri afbenyttelse til gæsternes kulinariske udfoldelser og naturligvis min egen. Jeg foldede det ekstra stykke brevpapir ud, det som Lydia havde vedhæftet e-mailen, og jeg havde printet til turen.
Dokumentet indeholdt en kort beskrivelse af de nuværende gæster og den lokale læge. Jeg gad godt vide, om hun altid satte sig så grundigt ind i, hvem hun havde boende, og kom til at smile ad min lidt særlige moster. Jeg elskede hende højt, men hun var lidt af en karakter. Min moster havde ikke nye ankomster planlagt, selv om châteauet havde to ledige gæsteværelser.
Jeg havde fået login til bookingsystemet og var ajour med den kommende uges ikke-ankomster. Men det kunne jo ændre sig. Først ville jeg læse om de nuværende gæster.
”Élise Dubois er antikvitetshandler. Hun deltager i en prestigefyldt antikvitetsmesse i Nice og kører rundt i området for at finde nye fund, hun kan sælge. Château Fauvette ligger perfekt i forhold til messen. Hun er væk det meste af dagen. Hun elsker at tale om de ting, hun har købt, og drikke et glas rosé under pinjetræerne på terrassen.
Jean Moreau er vinbonde og bor her på ubestemt tid, mens hans egen vingård gennemgår en omfattende renovering. Han bruger dagene på at studere slottets egne fortegnelser over vinproduktion eller tilse sin gårds renovering.
Kaptajn Henri Rousseau er pensioneret kaptajn i søværnet og holder ferie på Château Fauvette. Han bruger dagene på at gå ture og sidde i skyggen og læse. Han er også lidt af en historienørd, ham vil du kunne lide, når han fortæller om sit liv på havet. Han er også en rigtig spørgejørgen, så jeg har givet ham fri adgang til biblioteket, så følger han ikke efter mig … nu dig … hele dagen og stiller spørgsmål om Fauvette og Villeneuve. Du har jo ikke en jordisk chance for at svare ham, så bare sig, at du ikke ved noget.
Ud over gæsterne er der også Bernard Bertrand. Han er læge i byen, men også handyman, og i det hele taget en meget hjælpsom person. Er der det mindste, du har brug for en håndværker til, så er han på pletten. Tøv ikke med at spørge.”
Efter Bernard var der ikke flere på listen, og det betød, at der kun var tre gæster, jeg skulle lave morgenmad til.
”Mesdames et messieurs, vi ankommer snart til Villeneuve sur Col. Udstigning sker til venstre, og husk alle jeres ejendele. Tak, fordi I valgte at rejse med os, og må I have et forrygende ophold i smukke Villeneuve sur Col. Jeg vil anbefale, at I prøver den lokale Villeneuve-hvidvin eller en pastis hos Chez Luc.”
Togkonduktøren lød ikke som en mekanisk stemme, men som et vaskeægte menneske af kød og blod, der oprigtigt ønskede os et godt ophold i Provence. Ved togets indkørsel til stationen kunne jeg næsten mærke, at sekunderne og tempoet omkring mig blev langsommere. Tik, tak og tiden faldt i hak, tænkte jeg. Det ville være en god sætning til en bog. Jeg hankede op i min kuffert og taske.
”Første stop, notaren,” sagde jeg højt til mig selv og rankede ryggen, før jeg trådte ud af toget på den næsten øde banegård. Jeg var godt nok kommet på landet. Det slog mig hver gang, hvor stille her var i baglandet, og det løb mig koldt ned ad ryggen et kort øjeblik, inden eftermiddagssolen igen tog over.
Kapitel 2
Benoît
”Sov du?” Lucs stemme gik højt og tydeligt igennem, da jeg svarede den insisterende telefon på skrivebordet.
”Hvorfor ringer du ikke på mobilen, mon ami?” spurgte jeg en smule søvndrukkent.
Jeg havde taget en lille middagslur med fødderne oppe på bordet, hovedet hvilende mod væggen og hænderne foldet på maven. Det var jo ikke, fordi der var den ene hæsblæsende udrykning efter den anden her i Villeneuve. Sikke en kontrast til Paris, og hvis det gode folk i landsbyen ville have fat på mig, vidste de, hvor de kunne finde mig.
Jeg var som regel her ved skrivebordet i det hyggelige byhus eller en tur op og ned ad hovedgaden. Tempoet var gået fra gepard til snegl på et øjeblik, da jeg i sidste uge havde parkeret motorcyklen foran lokalstationen midt i den sydfranske siesta. Byens gader havde ligget øde hen, ikke at jeg havde forventet en velkomstkomité, men det var en anelse foruroligende, og det stod klart for mig, hvor alene jeg var.
Den særlige opgave, jeg var sat på, krævede tålmodighed og årvågenhed, men det var ikke en operation, der krævede min opmærksomhed i døgndrift. Desuden skulle det foregå ubemærket, så byens borgere ikke opdagede, at jeg ikke kun var sendt hertil som den nye lokalbetjent.
”Du svarede ikke på mobilen. Få søvnen ud af øjnene og røven herover. Der sker noget hos notaren. Lægen er lige ankommet … og nu kommer Suzanne, madame Blanchard, du ved hans husholderske og sekretær, løbende ned ad trappen. Jeg ved ikke, hvad hun skal, men jeg har aldrig set hende løbe så stærkt før. Eller løbe i det hele taget. Du må hellere komme.”
Luc, der ejede bistroen, Chez Luc, på den modsatte side af gaden lige over for notarens kontor, lød selv forpustet. Jeg havde mødt maître Jérôme Lebrun for en uge siden, dagen efter jeg overtog politistationen, og han skulle berigtige, at jeg var den, jeg gav mig ud for at være, før jeg kunne overtage hvervet. Han var en mand midt i halvtredserne, havde en lille velstandsmave, men var høj, nobel, veltalende og charmerende.
”Er det ikke lidt overdrevet, at politiet ankommer, blot fordi der er lidt postyr, lægen er tilkaldt … og Suzanne løber?” spurgte jeg og tilføjede: ”Hvilken forskel kan min tilstedeværelse gøre?”
Jeg drak en mundfuld nu kold kaffe, og forbandede halvt min lur, mens jeg pillede en appelsin. Den lille lokalstation lå i forbindelse med et typisk provencalsk byhus, hvor jeg havde min egen gårdhave mod vest. Der var et appelsintræ og et citrontræ, som stadig bar frugter, og et ferskentræ med næsten modne ferskner.
Det var meget anderledes end min lille lejlighed, der lå ud til en kedelig baggård i Paris’ Saint-Denis-kvarter. Byen her var hjem, eller det havde det været, indtil for fem år siden, og nu var jeg tilbage. Det kunne godt være, at jeg dengang flygtede, hurtigere end et TGV-tog kan køre, men beslutningen om at komme tilbage var uundgåelig.
”Mistede jeg dig, Ben? Du forsvandt helt.”
Luc afbrød mine tankers vandring.
”Jeg er vanvittig glad for, at du er tilbage. Jeg har savnet dig. Men det lyder lidt, som om du har fået parisnykker. Her sker ikke drab eller overfald hver dag. Du må vænne dig til de små sager igen, mon ami.”
Min ven havde ret. Jeg gryntede uden at kommentere på hans irettesættelse og sagde: ”Jeg kommer med det samme.”
Jeg skubbede støttefoden ned og parkerede bag en creme farvet, vintage Renault. Det lignede en Renault 4, den populære minibil. En klassiker. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der benyttede sig af parkeringsfaciliteterne lige uden for notarens imponerende nyklassicistiske ejendom.
En fordel ved en lille soveby i Provence i forhold til de store byer, hvor det var næsten umuligt at finde parkering. Det havde været lettere at spadsere fra stationen til notaren, men det ville virke mærkværdigt, at betjenten ankom til fods eller på den gamle herrecykel i garagen, der dog skulle lappes, før jeg hoppede på den. Bygningen ville med sine buer og søjler have passet bedre ind i Paris.
Der var en brevsprække i den rødmalede dør, som synede helt nymalet. Det forgyldte skilt, hvorpå der stod ”Notaire”, var lige så nypudset. På muren var der endnu et navneskilt, hvor der stod Maître Jérôme Lebrun. Jeg var i sort T-shirt og bukser, standarduniformen, men havde ladet den stiksikre vest blive tilbage på stationen. Det var ellers en del af uniformsreglementet i Paris.
Af ren rutine havde jeg dog min 9 millimeter pistol på mig, håndjern, peberspray og tazer. Der havde været noget i Lucs stemme, som overbeviste mig om, at jeg hellere måtte se, hvad der foregik. Det duede ikke, at det rygtedes, at den nye betjent sov i arbejdstiden. Selv om en siesta i denne del af landet var helt almindelig.
Til mit forsvar var der gabende kedeligt i Villeneuve sur Col, og det vidste jeg godt, da jeg tog imod udfordringen og rejste hjem. Hjem til Provence. Hjem til det stille liv blandt lavendelmarker og petanque på torvet. Der var ingen udfordring i at redde katte ned fra træer eller bære madame Tissots indkøb hjem fra supermarkedet.
Jeg afventede yderligere instrukser fra hovedkvarteret om specialsagen, jeg var sat på, men som ingen måtte kende til. Indtil videre var ikke engang jeg klar over, hvad den gik ud på. Du kommer fra området. Kender vejene, gemmesteder og mentaliteten. Vi har brug for dig. Hvem kunne sige nej til sådan en tiltro fra ens overordnede? Hvis jeg løste opgaven, ventede der mig en forfremmelse tilbage i Paris.
Der var rigeligt med rundsave på albuer, brede skuldre og oppustede egoer, man skulle forbi, hvis man ville kravle op ad karrierestigen hos politiet i hovedstaden. Alle i Villeneuve havde taget imod mig med kram og omsorg. Selv her, fem år senere, huskede de min tragiske baggrund for at flytte til Paris, men ingen havde nævnt ulykken. Jeg hængte hjelmen over styret, gik op til hoveddøren og drejede den røde dørs håndtag.
”Vi kan ikke få værelsesdøren op. Suzanne er løbet efter låsesmeden.” Luc kom buldrende ned ad trappen til entréen.
”Han har låst døren indefra. Det gør han vist aldrig.”
”Hvem? Notaren?” Jeg kløede mig i håret og forsøgte at følge med i det, min ven fortalte.
”Hvorfor er lægen her, hvis han har låst døren indefra?” Det gav ikke mening. Jeg tog trappen op to trin ad gangen, og Luc fulgte med.
”Madame Blanchard har vel tilkaldt ham,” svarede Luc.
Jeg gik igennem forkontoret, hvor jeg vidste, at Suzanne normalt sad. Eller det havde hun i hvert fald gjort i sidste uge, hvor jeg som nyankommen var forbi for at introducere mig selv og skrive under på dokumenterne. Jeg fortsatte ind i notarens kontor, som var tomt, bortset fra lægen, der lænede sig ind imod en lukket dør til et værelse. Han bankede igen og igen.
”Det lyder ikke, som om han er derinde,” konstaterede jeg, og lægen stoppede.
”Undskyld, men døren var åben.”
En kvindestemme lød bag mig på engelsk, og jeg snurrede rundt. Et hoved af viltre krøller var det første, jeg så. Kvinden havde forsøgt at tæmme håret med et gult tørklæde. Ret nuttet, tænkte jeg og smilte på trods af situationens alvor. Men jeg fik hurtigt banket lidt fornuft ind i mit hoved.
Bare fordi det var hundrede år og en dag siden, jeg sidst havde været sammen med en kvinde, behøvede jeg ikke rende efter den første den bedste, der kom forbi og smilte sødt til mig. Jeg var jo for helvede også på arbejde.
Kvinden satte en kuffert fra sig på gulvet og hankede op i en usandsynligt stor dametaske, sådan en alt kunne blive væk i. Og så havde hun to forskelligfarvede strømper på i hvide sneakers. En lille ting, som heldigvis stak i øjnene, for jeg troede aldrig, at jeg havde mødt en smukkere og mere tiltrækkende kvinde.
”Det er ikke et godt tidspunkt lige nu. De må komme tilbage senere,” sagde jeg, måske en kende for hårdt, før jeg gik hen til lægen.
”Men jeg har en aftale med notaren. Jeg skal overtage driften af min mosters château Fauvette og underskrive nogle dokumenter,” insisterede hun på engelsk, som jeg udmærket forstod, men foretrak naturligvis at tale fransk.
Jeg drejede mig mod hende igen og skulle lige til at sige, at, som hun måtte kunne se, var notaren ikke til stede. Hun havde sat hænderne bestemt i taljen. Som om det hjalp!
”Så er jeg her.”
Låsesmeden kantede sig forbi kvinden, der stod og spærrede i døren mellem forkontor og notarens kontor.
”I vækkede mig. Er der ingen, der holder siesta længere?”
Han blinkede til os og slog en latter op. Luc sendte mig et par himmelvendte øjne, og jeg løftede øjenbrynet. Han smilte ad vores interne reference.
”Lad os få den dør op.”
Låsesmeden satte sin taske fra sig på et sidebord og rodede efter værktøj.
”Det kan da ikke være så svært. Suzanne, har De ikke en ekstranøgle?”
Suzanne kom forpustet ind.
”Nej, det er Jérômes helt private værelse. Jeg får kun allernådigst adgang til at støve af en gang om ugen. Ellers havde jeg ikke hentet dig.”
Hun rullede med øjnene, som sagde hun mænd. Hun var en klassisk fransk kvinde, ikke så høj, petite ville man kalde hende, mørkt hår og feminint klædt. Hun havde løbet ned ad trappen i højhælede sko. Det kunne ikke have været behageligt.
Mit blik landede på de praktiske sneakers, som den fremmede kvinde med kufferten havde på. Hun var endnu ikke gået, selv om jeg havde bedt hende om det. Hendes point i min bog dalede et for et, tog jeg mig selv i at tænke.
”Låser han altid indefra?” spurgte hun.
Hun manglede vist situationsfornemmelse ovenikøbet.
”Det var da underligt, hvis madame Blanchard er forment adgang.”
”Jeg tror, at det er bedst, hvis De kommer tilbage senere,” vendte jeg mig for at sige stadig på fransk med høflig tiltale.
Hun var lige en kende for interesseret og havde virkelig ikke noget at gøre her. Eller det havde hun, fordi hun jo havde en aftale, men kunne hun ikke se, at det var et dårligt tidspunkt?
”Arranger en ny aftale.”
”Jeg kan godt vente, hvis notaren blot skal vækkes.”
Hun svarede på engelsk, men forstod åbenbart fransk og trådte til side for at tage plads på en stol i forkontoret, der også fungerede som venteværelse. Det kunne jeg ikke sige noget til, så jeg koncentrerede mit blik på låsesmeden, der fortsat lirkede med låsen.
Doktoren havde sat sig på stolen over for notarens skrivebord, afventende som resten af de forsamlede. Luc stod ved vinduet og kiggede af og til over på sin bistro, som jeg vidste, han ikke brød sig om at være væk fra.
”Et voilà.”
Låsesmeden trådte væk fra døren og gjorde mine til Suzanne, som om han ikke ville være den, der først så, hvad der gemte sig bag døren.
”Doktor, efter Dem,” sagde hun og ville heller ikke åbne døren.
”Åh, jeg ved ikke.”
”Lad mig,” brød jeg ind.
Det var da en værre vægelsindet flok. Jeg pressede messinghåndtaget ned og åbnede døren på vid gab. Brædderne under mine fødder knirkede ildevarslende, og det tog et øjeblik for mine øjne at vænne sig til mørket. Hårene rejste sig på mine bare arme.
”Han sover stadig. Det gør han aldrig,” udbrød Suzanne højt lige bag mig. ”Han sover sjældent til middag, altså han lægger sig, men holder stilletime. Monsieur plejer at læse eller nyde et stykke musik.”
Suzanne kiggede mig over skulderen.
”Han ligger godt nok meget stille,” tilføjede hun med lav stemme, der, hvis jeg ikke tog fejl, rystede en anelse.
”Jeg undersøger ham …” Doktoren gik forbi os.
Jeg nåede at bemærke, at hans pande var rynket og blikket alvorligt. Ved siden af notaren, der ved første øjekast så ud til at sove fredfyldt med hænderne foldet over avisen på maven og brillerne i panden, satte doktoren sig på hug og tog om hans håndled. Doktoren rystede på hovedet. Han behøvede ikke at sige, at han ikke følte nogen puls. Det var tydeligt, at livet havde forladt notaren.
”Han er død! Mon Dieu!” udbrød Suzanne og skyndte sig hen til sofaen, hvor hun faldt på knæ.
”Er han død?” Hun kiggede på doktoren, der nikkede igen.
”Han er virkelig død.”
Hun sank sammen med hovedet på notarens arm, klyngede sig til hans skjorteærme og hulkede.
”Klokken er 15.44, og monsieur Jérôme er erklæret død.” Doktoren talte med en formel, men mut tone.
”Mon Dieu, mon Dieu, men hvordan?” Suzanne kiggede op med store tårer i øjnene.
Uanset hvor mange gange jeg havde stået over for døden, så skar det lige skarpt i hjertet hver gang. Nogen havde mistet en kær, et liv med alle håb og drømme sluttede. Det var ikke retfærdigt.
Gift i glasset
Den tidligere bestsellerforfatter Rebecca Halifax ankommer en varm augustdag til sin mosters Bed & Breakfast, château Fauvette, i Provence. Med sig i kufferten har hun sit tøj og en kritisk skriveblokade.
Hun har fået til opgave at passe driften af mosterens B&B, men da landsbyens respekterede notar dør under mystiske forhold, kan Rebecca ikke dy sig for at starte sin egen opklaring.
Lidt efter lidt viser det sig, at alle châteauets gæster har en relation til den afdøde, og den meget flotte lokalbetjent Benoît får sin sag for. Han arbejder egentlig bedst alene – men han har heller aldrig arbejdet sammen med Rebecca Halifax før.
Gift i glasset er første bind i serien Mord i Provence, hvor mystiske dødsfald møder sødmefulde bekendtskaber og bølgende lavendelmarker.
L. Sherman er aktuel med første bind i en romantisk hyggekrimi-serie. Læs et uddrag af Gift i glasset lige her.
L. Sherman har med sine romance- og feelgood-bøger vundet en international fanskare. Nu er den danske bestsellerforfatter aktuel med første bind i hyggekrimi-serien Mord i Provence, der er fuld af både kærlighed og mystik.
I Gift i glasset ankommer den tidligere bestsellerforfatter Rebecca Halifax til en lille, sydfransk ferieby for at hjælpe med at drive sin mosters Bed & Breakfast, Château Fauvette. Da landsbyens respekterede notar dør under mystiske omstændigheder, kan hun ikke dy sig for at starte sin egen efterforskning.
Lidt efter lidt viser det sig, at alle châteauets gæster har en relation til den afdøde, og den flotte lokalbetjent Benoît får sin sag for. Han arbejder egentlig bedst alene – men han har heller aldrig arbejdet sammen med Rebecca Halifax før.
Læs de to første kapitler af Gift i glasset af L. Sherman herunder.
Gift i glasset
af L. Sherman
Kapitel 1
Rebecca
Toget sagtnede farten, da jernbanen skar igennem landskabet og tog adskillige sving op i højderne væk fra mylderet i Nice. Villeneuve sur Col lå trukket tilbage fra kysten i de provencalske bjerge, men med udsigt over det azurblå Middelhav, der på denne augustdag glimtede i solen. Jeg følte, at jeg var rejst 60 år tilbage i tiden. Sådan havde jeg altid haft det.
Tiden gik nærmest i stå, i takt med jeg kom længere og længere væk fra byens larm. Det virkede i hvert fald sådan. Husene, vingårdene og naturen havde set sådan ud, så længe jeg kunne huske. I stedet for at leje en bil, når vi var på ferie hos moster Lydia, tog vi altid toget. Det var et gammeldags tog, sådan et med kupeer med røde veloursæder og metalaskebægre fastgjort til væggen. Selv om rygning for længst var blevet forbudt.
Jeg kunne åbne vinduet ved at trække ned i det, og det havde jeg gjort. Jeg trængte til at få frisk luft langt ned i lungerne efter flere timer på et fly med dårligt indeklima. Her duftede af pinjetræer, lavendler, strand og natur, og jeg tog en lang, dyb indånding. Fra banegården i Nice gik der et direkte tog en gang i timen til Villeneuve sur Col, den landsby, der lå tættest på Château Fauvette.
Jeg havde taget flyet direkte fra København til Nice og kun pakket en enkelt kuffert. Eftersom jeg skulle være her på ubestemt tid, blev jeg alligevel nødt til at vaske, og derfor havde jeg taget begrænset med tøj med. I min slidte lædertaske i skødet var min elskede, men godt brugte MacBook og to helt nye læderindbundne notesbøger købt i lufthavnen.
Friske bøger til en frisk start, tænkte jeg og kørte smilende hånden hen over de glatte, uplettede omslag. Måske var det frås, men jeg troede på, at det her kunne blive min nye start, og jobbet hos min moster var jo betalt. Det var kun et døgn siden, at jeg havde modtaget e-mailen fra Moster Lydia. Jeg kunne have skældt min mor ud, fordi hun havde fortalt min moster, at jeg var en fiasko uden arbejde og ude af stand til at skrive længere.
For ti år siden var jeg på alle i forlagsbranchens læber. I dag huskede man mig knap nok. Nye forfattere og bestsellere var kommet til. Jeg havde skrevet en hitserie i tre bind om en international listetyv. Den var endda blevet filmatiseret i Hollywood, men det betød intet længere, for streamingtjenesterne væltede en lind strøm af bøger og film ud. Jeg var blevet paralyseret af sceneskræk. Det var kommet fra den ene dag til den anden.
Frygten for ikke at kunne leve op til min tidligere succes overtog mig hver gang, jeg forsøgte at skrive. Det var ikke, fordi jeg var stoppet. Der lå et dusin halvfærdige historier på min MacBook, men jeg turde ikke færdiggøre dem eller dele dem med min redaktør, hvilket var første skridt til udgivelse. Jeg kunne skrive, men var det godt nok?
Det handlede nok allermest om, at jeg ikke turde gøre dem færdige og få dommen fra redaktøren og efterfølgende læserne. Hvad nu, hvis det var noget bras? Sceneskiftet til det sydfranske ville måske bringe mig tilbage på rette spor. Jeg forestillede mig ikke, at det var et heldagsarbejde at drive et bed & breakfast. En lokal kvinde gjorde rent på châteauet og ordnede værelserne.
Jeg skulle kun sørge for ind- og udchekning og selvfølgelig lave morgenmad og rydde af efter den. Derefter var jeg fri til at gøre, som jeg ville. Det var da en loppetjans. Resten af dagen stod køkkenet til fri afbenyttelse til gæsternes kulinariske udfoldelser og naturligvis min egen. Jeg foldede det ekstra stykke brevpapir ud, det som Lydia havde vedhæftet e-mailen, og jeg havde printet til turen.
Dokumentet indeholdt en kort beskrivelse af de nuværende gæster og den lokale læge. Jeg gad godt vide, om hun altid satte sig så grundigt ind i, hvem hun havde boende, og kom til at smile ad min lidt særlige moster. Jeg elskede hende højt, men hun var lidt af en karakter. Min moster havde ikke nye ankomster planlagt, selv om châteauet havde to ledige gæsteværelser.
Jeg havde fået login til bookingsystemet og var ajour med den kommende uges ikke-ankomster. Men det kunne jo ændre sig. Først ville jeg læse om de nuværende gæster.
”Élise Dubois er antikvitetshandler. Hun deltager i en prestigefyldt antikvitetsmesse i Nice og kører rundt i området for at finde nye fund, hun kan sælge. Château Fauvette ligger perfekt i forhold til messen. Hun er væk det meste af dagen. Hun elsker at tale om de ting, hun har købt, og drikke et glas rosé under pinjetræerne på terrassen.
Jean Moreau er vinbonde og bor her på ubestemt tid, mens hans egen vingård gennemgår en omfattende renovering. Han bruger dagene på at studere slottets egne fortegnelser over vinproduktion eller tilse sin gårds renovering.
Kaptajn Henri Rousseau er pensioneret kaptajn i søværnet og holder ferie på Château Fauvette. Han bruger dagene på at gå ture og sidde i skyggen og læse. Han er også lidt af en historienørd, ham vil du kunne lide, når han fortæller om sit liv på havet. Han er også en rigtig spørgejørgen, så jeg har givet ham fri adgang til biblioteket, så følger han ikke efter mig … nu dig … hele dagen og stiller spørgsmål om Fauvette og Villeneuve. Du har jo ikke en jordisk chance for at svare ham, så bare sig, at du ikke ved noget.
Ud over gæsterne er der også Bernard Bertrand. Han er læge i byen, men også handyman, og i det hele taget en meget hjælpsom person. Er der det mindste, du har brug for en håndværker til, så er han på pletten. Tøv ikke med at spørge.”
Efter Bernard var der ikke flere på listen, og det betød, at der kun var tre gæster, jeg skulle lave morgenmad til.
”Mesdames et messieurs, vi ankommer snart til Villeneuve sur Col. Udstigning sker til venstre, og husk alle jeres ejendele. Tak, fordi I valgte at rejse med os, og må I have et forrygende ophold i smukke Villeneuve sur Col. Jeg vil anbefale, at I prøver den lokale Villeneuve-hvidvin eller en pastis hos Chez Luc.”
Togkonduktøren lød ikke som en mekanisk stemme, men som et vaskeægte menneske af kød og blod, der oprigtigt ønskede os et godt ophold i Provence. Ved togets indkørsel til stationen kunne jeg næsten mærke, at sekunderne og tempoet omkring mig blev langsommere. Tik, tak og tiden faldt i hak, tænkte jeg. Det ville være en god sætning til en bog. Jeg hankede op i min kuffert og taske.
”Første stop, notaren,” sagde jeg højt til mig selv og rankede ryggen, før jeg trådte ud af toget på den næsten øde banegård. Jeg var godt nok kommet på landet. Det slog mig hver gang, hvor stille her var i baglandet, og det løb mig koldt ned ad ryggen et kort øjeblik, inden eftermiddagssolen igen tog over.
Kapitel 2
Benoît
”Sov du?” Lucs stemme gik højt og tydeligt igennem, da jeg svarede den insisterende telefon på skrivebordet.
”Hvorfor ringer du ikke på mobilen, mon ami?” spurgte jeg en smule søvndrukkent.
Jeg havde taget en lille middagslur med fødderne oppe på bordet, hovedet hvilende mod væggen og hænderne foldet på maven. Det var jo ikke, fordi der var den ene hæsblæsende udrykning efter den anden her i Villeneuve. Sikke en kontrast til Paris, og hvis det gode folk i landsbyen ville have fat på mig, vidste de, hvor de kunne finde mig.
Jeg var som regel her ved skrivebordet i det hyggelige byhus eller en tur op og ned ad hovedgaden. Tempoet var gået fra gepard til snegl på et øjeblik, da jeg i sidste uge havde parkeret motorcyklen foran lokalstationen midt i den sydfranske siesta. Byens gader havde ligget øde hen, ikke at jeg havde forventet en velkomstkomité, men det var en anelse foruroligende, og det stod klart for mig, hvor alene jeg var.
Den særlige opgave, jeg var sat på, krævede tålmodighed og årvågenhed, men det var ikke en operation, der krævede min opmærksomhed i døgndrift. Desuden skulle det foregå ubemærket, så byens borgere ikke opdagede, at jeg ikke kun var sendt hertil som den nye lokalbetjent.
”Du svarede ikke på mobilen. Få søvnen ud af øjnene og røven herover. Der sker noget hos notaren. Lægen er lige ankommet … og nu kommer Suzanne, madame Blanchard, du ved hans husholderske og sekretær, løbende ned ad trappen. Jeg ved ikke, hvad hun skal, men jeg har aldrig set hende løbe så stærkt før. Eller løbe i det hele taget. Du må hellere komme.”
Luc, der ejede bistroen, Chez Luc, på den modsatte side af gaden lige over for notarens kontor, lød selv forpustet. Jeg havde mødt maître Jérôme Lebrun for en uge siden, dagen efter jeg overtog politistationen, og han skulle berigtige, at jeg var den, jeg gav mig ud for at være, før jeg kunne overtage hvervet. Han var en mand midt i halvtredserne, havde en lille velstandsmave, men var høj, nobel, veltalende og charmerende.
”Er det ikke lidt overdrevet, at politiet ankommer, blot fordi der er lidt postyr, lægen er tilkaldt … og Suzanne løber?” spurgte jeg og tilføjede: ”Hvilken forskel kan min tilstedeværelse gøre?”
Jeg drak en mundfuld nu kold kaffe, og forbandede halvt min lur, mens jeg pillede en appelsin. Den lille lokalstation lå i forbindelse med et typisk provencalsk byhus, hvor jeg havde min egen gårdhave mod vest. Der var et appelsintræ og et citrontræ, som stadig bar frugter, og et ferskentræ med næsten modne ferskner.
Det var meget anderledes end min lille lejlighed, der lå ud til en kedelig baggård i Paris’ Saint-Denis-kvarter. Byen her var hjem, eller det havde det været, indtil for fem år siden, og nu var jeg tilbage. Det kunne godt være, at jeg dengang flygtede, hurtigere end et TGV-tog kan køre, men beslutningen om at komme tilbage var uundgåelig.
”Mistede jeg dig, Ben? Du forsvandt helt.”
Luc afbrød mine tankers vandring.
”Jeg er vanvittig glad for, at du er tilbage. Jeg har savnet dig. Men det lyder lidt, som om du har fået parisnykker. Her sker ikke drab eller overfald hver dag. Du må vænne dig til de små sager igen, mon ami.”
Min ven havde ret. Jeg gryntede uden at kommentere på hans irettesættelse og sagde: ”Jeg kommer med det samme.”
Jeg skubbede støttefoden ned og parkerede bag en creme farvet, vintage Renault. Det lignede en Renault 4, den populære minibil. En klassiker. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der benyttede sig af parkeringsfaciliteterne lige uden for notarens imponerende nyklassicistiske ejendom.
En fordel ved en lille soveby i Provence i forhold til de store byer, hvor det var næsten umuligt at finde parkering. Det havde været lettere at spadsere fra stationen til notaren, men det ville virke mærkværdigt, at betjenten ankom til fods eller på den gamle herrecykel i garagen, der dog skulle lappes, før jeg hoppede på den. Bygningen ville med sine buer og søjler have passet bedre ind i Paris.
Der var en brevsprække i den rødmalede dør, som synede helt nymalet. Det forgyldte skilt, hvorpå der stod ”Notaire”, var lige så nypudset. På muren var der endnu et navneskilt, hvor der stod Maître Jérôme Lebrun. Jeg var i sort T-shirt og bukser, standarduniformen, men havde ladet den stiksikre vest blive tilbage på stationen. Det var ellers en del af uniformsreglementet i Paris.
Af ren rutine havde jeg dog min 9 millimeter pistol på mig, håndjern, peberspray og tazer. Der havde været noget i Lucs stemme, som overbeviste mig om, at jeg hellere måtte se, hvad der foregik. Det duede ikke, at det rygtedes, at den nye betjent sov i arbejdstiden. Selv om en siesta i denne del af landet var helt almindelig.
Til mit forsvar var der gabende kedeligt i Villeneuve sur Col, og det vidste jeg godt, da jeg tog imod udfordringen og rejste hjem. Hjem til Provence. Hjem til det stille liv blandt lavendelmarker og petanque på torvet. Der var ingen udfordring i at redde katte ned fra træer eller bære madame Tissots indkøb hjem fra supermarkedet.
Jeg afventede yderligere instrukser fra hovedkvarteret om specialsagen, jeg var sat på, men som ingen måtte kende til. Indtil videre var ikke engang jeg klar over, hvad den gik ud på. Du kommer fra området. Kender vejene, gemmesteder og mentaliteten. Vi har brug for dig. Hvem kunne sige nej til sådan en tiltro fra ens overordnede? Hvis jeg løste opgaven, ventede der mig en forfremmelse tilbage i Paris.
Der var rigeligt med rundsave på albuer, brede skuldre og oppustede egoer, man skulle forbi, hvis man ville kravle op ad karrierestigen hos politiet i hovedstaden. Alle i Villeneuve havde taget imod mig med kram og omsorg. Selv her, fem år senere, huskede de min tragiske baggrund for at flytte til Paris, men ingen havde nævnt ulykken. Jeg hængte hjelmen over styret, gik op til hoveddøren og drejede den røde dørs håndtag.
”Vi kan ikke få værelsesdøren op. Suzanne er løbet efter låsesmeden.” Luc kom buldrende ned ad trappen til entréen.
”Han har låst døren indefra. Det gør han vist aldrig.”
”Hvem? Notaren?” Jeg kløede mig i håret og forsøgte at følge med i det, min ven fortalte.
”Hvorfor er lægen her, hvis han har låst døren indefra?” Det gav ikke mening. Jeg tog trappen op to trin ad gangen, og Luc fulgte med.
”Madame Blanchard har vel tilkaldt ham,” svarede Luc.
Jeg gik igennem forkontoret, hvor jeg vidste, at Suzanne normalt sad. Eller det havde hun i hvert fald gjort i sidste uge, hvor jeg som nyankommen var forbi for at introducere mig selv og skrive under på dokumenterne. Jeg fortsatte ind i notarens kontor, som var tomt, bortset fra lægen, der lænede sig ind imod en lukket dør til et værelse. Han bankede igen og igen.
”Det lyder ikke, som om han er derinde,” konstaterede jeg, og lægen stoppede.
”Undskyld, men døren var åben.”
En kvindestemme lød bag mig på engelsk, og jeg snurrede rundt. Et hoved af viltre krøller var det første, jeg så. Kvinden havde forsøgt at tæmme håret med et gult tørklæde. Ret nuttet, tænkte jeg og smilte på trods af situationens alvor. Men jeg fik hurtigt banket lidt fornuft ind i mit hoved.
Bare fordi det var hundrede år og en dag siden, jeg sidst havde været sammen med en kvinde, behøvede jeg ikke rende efter den første den bedste, der kom forbi og smilte sødt til mig. Jeg var jo for helvede også på arbejde.
Kvinden satte en kuffert fra sig på gulvet og hankede op i en usandsynligt stor dametaske, sådan en alt kunne blive væk i. Og så havde hun to forskelligfarvede strømper på i hvide sneakers. En lille ting, som heldigvis stak i øjnene, for jeg troede aldrig, at jeg havde mødt en smukkere og mere tiltrækkende kvinde.
”Det er ikke et godt tidspunkt lige nu. De må komme tilbage senere,” sagde jeg, måske en kende for hårdt, før jeg gik hen til lægen.
”Men jeg har en aftale med notaren. Jeg skal overtage driften af min mosters château Fauvette og underskrive nogle dokumenter,” insisterede hun på engelsk, som jeg udmærket forstod, men foretrak naturligvis at tale fransk.
Jeg drejede mig mod hende igen og skulle lige til at sige, at, som hun måtte kunne se, var notaren ikke til stede. Hun havde sat hænderne bestemt i taljen. Som om det hjalp!
”Så er jeg her.”
Låsesmeden kantede sig forbi kvinden, der stod og spærrede i døren mellem forkontor og notarens kontor.
”I vækkede mig. Er der ingen, der holder siesta længere?”
Han blinkede til os og slog en latter op. Luc sendte mig et par himmelvendte øjne, og jeg løftede øjenbrynet. Han smilte ad vores interne reference.
”Lad os få den dør op.”
Låsesmeden satte sin taske fra sig på et sidebord og rodede efter værktøj.
”Det kan da ikke være så svært. Suzanne, har De ikke en ekstranøgle?”
Suzanne kom forpustet ind.
”Nej, det er Jérômes helt private værelse. Jeg får kun allernådigst adgang til at støve af en gang om ugen. Ellers havde jeg ikke hentet dig.”
Hun rullede med øjnene, som sagde hun mænd. Hun var en klassisk fransk kvinde, ikke så høj, petite ville man kalde hende, mørkt hår og feminint klædt. Hun havde løbet ned ad trappen i højhælede sko. Det kunne ikke have været behageligt.
Mit blik landede på de praktiske sneakers, som den fremmede kvinde med kufferten havde på. Hun var endnu ikke gået, selv om jeg havde bedt hende om det. Hendes point i min bog dalede et for et, tog jeg mig selv i at tænke.
”Låser han altid indefra?” spurgte hun.
Hun manglede vist situationsfornemmelse ovenikøbet.
”Det var da underligt, hvis madame Blanchard er forment adgang.”
”Jeg tror, at det er bedst, hvis De kommer tilbage senere,” vendte jeg mig for at sige stadig på fransk med høflig tiltale.
Hun var lige en kende for interesseret og havde virkelig ikke noget at gøre her. Eller det havde hun, fordi hun jo havde en aftale, men kunne hun ikke se, at det var et dårligt tidspunkt?
”Arranger en ny aftale.”
”Jeg kan godt vente, hvis notaren blot skal vækkes.”
Hun svarede på engelsk, men forstod åbenbart fransk og trådte til side for at tage plads på en stol i forkontoret, der også fungerede som venteværelse. Det kunne jeg ikke sige noget til, så jeg koncentrerede mit blik på låsesmeden, der fortsat lirkede med låsen.
Doktoren havde sat sig på stolen over for notarens skrivebord, afventende som resten af de forsamlede. Luc stod ved vinduet og kiggede af og til over på sin bistro, som jeg vidste, han ikke brød sig om at være væk fra.
”Et voilà.”
Låsesmeden trådte væk fra døren og gjorde mine til Suzanne, som om han ikke ville være den, der først så, hvad der gemte sig bag døren.
”Doktor, efter Dem,” sagde hun og ville heller ikke åbne døren.
”Åh, jeg ved ikke.”
”Lad mig,” brød jeg ind.
Det var da en værre vægelsindet flok. Jeg pressede messinghåndtaget ned og åbnede døren på vid gab. Brædderne under mine fødder knirkede ildevarslende, og det tog et øjeblik for mine øjne at vænne sig til mørket. Hårene rejste sig på mine bare arme.
”Han sover stadig. Det gør han aldrig,” udbrød Suzanne højt lige bag mig. ”Han sover sjældent til middag, altså han lægger sig, men holder stilletime. Monsieur plejer at læse eller nyde et stykke musik.”
Suzanne kiggede mig over skulderen.
”Han ligger godt nok meget stille,” tilføjede hun med lav stemme, der, hvis jeg ikke tog fejl, rystede en anelse.
”Jeg undersøger ham …” Doktoren gik forbi os.
Jeg nåede at bemærke, at hans pande var rynket og blikket alvorligt. Ved siden af notaren, der ved første øjekast så ud til at sove fredfyldt med hænderne foldet over avisen på maven og brillerne i panden, satte doktoren sig på hug og tog om hans håndled. Doktoren rystede på hovedet. Han behøvede ikke at sige, at han ikke følte nogen puls. Det var tydeligt, at livet havde forladt notaren.
”Han er død! Mon Dieu!” udbrød Suzanne og skyndte sig hen til sofaen, hvor hun faldt på knæ.
”Er han død?” Hun kiggede på doktoren, der nikkede igen.
”Han er virkelig død.”
Hun sank sammen med hovedet på notarens arm, klyngede sig til hans skjorteærme og hulkede.
”Klokken er 15.44, og monsieur Jérôme er erklæret død.” Doktoren talte med en formel, men mut tone.
”Mon Dieu, mon Dieu, men hvordan?” Suzanne kiggede op med store tårer i øjnene.
Uanset hvor mange gange jeg havde stået over for døden, så skar det lige skarpt i hjertet hver gang. Nogen havde mistet en kær, et liv med alle håb og drømme sluttede. Det var ikke retfærdigt.
Gift i glasset
Den tidligere bestsellerforfatter Rebecca Halifax ankommer en varm augustdag til sin mosters Bed & Breakfast, château Fauvette, i Provence. Med sig i kufferten har hun sit tøj og en kritisk skriveblokade.
Hun har fået til opgave at passe driften af mosterens B&B, men da landsbyens respekterede notar dør under mystiske forhold, kan Rebecca ikke dy sig for at starte sin egen opklaring.
Lidt efter lidt viser det sig, at alle châteauets gæster har en relation til den afdøde, og den meget flotte lokalbetjent Benoît får sin sag for. Han arbejder egentlig bedst alene – men han har heller aldrig arbejdet sammen med Rebecca Halifax før.
Gift i glasset er første bind i serien Mord i Provence, hvor mystiske dødsfald møder sødmefulde bekendtskaber og bølgende lavendelmarker.
Du kan købe Gift i glasset online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du vide mere om forfatteren L. Sherman? Læs et interview med L. Sherman lige her.