Genfærd – En kærlighedshistorie er Siri Hustvedts stærke erindringsværk om de treogfyrre år, hun tilbragte sammen med sin mand og store kærlighed, forfatteren Paul Auster. Læs et uddrag her.
“Jeg lever. Min mand, Paul Auster, er død. Han døde den 30. april 2024 klokken 18.58 her i vores hus i Brooklyn, hvor jeg nu skriver disse ord.”
I lige dele memoirer og filosofisk sorgbearbejdning skriver Hustvedt om det første år efter Austers død – og hele deres lange liv sammen. Det er på en gang et stort kunstnerportræt – et intimt indblik i Austers og Hustvedts liv og værk – og en klog, øm og nøgen fortælling om ægteskabets symbiose og fantomsmerterne efter den elskedes død.
LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i Siri Hustvedts fantastiske forfatterskab
Men selv i mørket bærer bogen også på det stærkeste lys. Den indeholder ud over den unge Pauls kærlighedsbreve til Siri også de sidste tekster, Austers nogensinde skrev: en række breve, fulde af liv og forhåbninger skrevet af Auster til hans nyfødte barnebarn, Miles, som han kun nåede at kende i fire måneder.
Genfærd er en dybt rørende, men usentimental kærlighedsbog om en kvinde, der hjemsøger sit eget liv, og om de genfærd, som bebor os, når den elskede dør.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografi bøger du ikke må gå glip af
Læs uddraget fra Genfærd – En kærlighedshistorie af Siri Hustvedt herunder.
Tabt tid
Jeg lever. Min mand, Paul Auster, er død. Han døde den 30. april 2024 klokken 18.58 her i huset i Brooklyn, hvor jeg nu sidder og skriver disse ord. Han blev diagnosticeret med ikkesmåcellet, planocellulær lungecancer i januar 2023. Men før det, i begyndelsen af november 2022, fik Paul foretaget en CTscanning på Mount Sinai West Hospital. Radiologen fik øje på “en knude” i hans højre lunge og bemærkede, at det kunne være cancer.
Vi skal alle sammen dø, men kun nogle af os ved, at det snart kan være slut. Selv om jeg tit havde tænkt på, hvordan det ville være at leve uden Paul, forestillede jeg mig det nu endnu oftere. Jeg forestillede mig at gå alene rundt i huset. Jeg forestillede mig sorgen. Hvis din far dør, sagde jeg til min datter Sophie, så mister jeg min hverdag.
Det, jeg ikke kunne forestille mig, er, at tiden efter Pauls død ville være forvrænget hinsides enhver genkendelighed. Jeg husker og glemmer så, hvilken dag det er. Jeg husker, at det er maj, og glemmer det så igen.Timerne suser af sted, men minutterne går tit langsomt. Jeg vil gerne forankre mig selv i kalenderen og uret, disse pålidelige, om end i bund og grund fiktive, tidsmarkører, men jeg kan ikke finde mening i deres regelmæssige taktslag. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke hele tiden tjekker dato, ugedag og klokkeslæt, mister jeg orienteringen, snubler og falder på trappen eller svæver væk. Jeg laver lister og kalendere. Lister og kalendere ligger på diverse borde og andre overflader i huset. Jeg er nervøs for, at jeg glemmer pligter, aftaler, betaling af regninger. Jeg er nervøs for, at mine tanker skal sprænges i flere småstykker, end jeg kan samle igen. For mig handler det nu hele tiden om at holde sammen på mig selv.
Jeg har svært ved at trække vejret. Mit hjerte slår for hurtigt, ikke hele tiden, men i korte perioder. Jeg har smerter mellem ribbenene, somme tider intense. Jeg har ondt i hovedet og nakken. Mine nerver summer og sitrer, og elektricitet skyder op og ned gennem mine lemmer. Min mave knurrer, og mit tarmsystem opfører sig aparte. Noget af alt det er gamle problemer, der bare er blevet værre. Jeg forestiller mig, at jeg har fået en svulst, der spejler den, de fandt i Pauls lunge. Jeg kører fantasien længere ud. Måske er spejlcancer et sjældent medicinsk fænomen, uden for mainstream-videnskabens rammer, en af de der anomalier, som er blevet fjernet fra de “rensede data”.
Jeg er glad for, at jeg stadig kan grine ad mig selv. Men på den anden side dør også hypokondere af sygdom.
Jeg tager piller for at sove.
Jeg samler en avis op eller noget andet, som jeg skal tage mig af, og får så øje på noget tredje. Jeg lægger tingen fra mig og får øje på den igen nogle timer senere, et livløst offer for en ufærdig bevægelse. En stak uåbnede kondolencebreve og kort ligger på det røde bord i spisestuen. Jeg kan ikke klare at åbne dem. Ikke i dag. Jeg venter. I morgen.
I morgen kommer. Jeg åbner brevene, men forstår ikke altid det, jeg læser. De korte, venlige beskeder er bedst. Der er også lange, håndskrevne breve, flere sider, fra mennesker, jeg ikke kender. Paul må have haft en eller anden tilknytning til dem, men præcis hvilken kan jeg ikke altid regne ud. Jeg sætter mig ned for at skrive ordene i morgen som overskrift på en huskeliste. Jeg ser ned og opdager, at jeg har skrevet i går. Jeg tænker på Freuds bemærkning om modsætninger i drømme. I søvnens verden kan ens tårnhøje ven være på størrelse med en bille. Mit liv føles drømmeagtigt nu.
Jeg sætter mig i det halvt fyldte badekar og opdager, at jeg har glemt at tage sokkerne af.
14. maj. Enken har brug for terapi. Jeg skal se en psykiater-psykoanalytiker, som jeg har fået varmt anbefalet af en, jeg stoler på. Det er ikke et nyt behov for mig. Jeg gik i psykoanalytisk baseret psykoterapi i elleve år. Det satte mig fri. Pandemien sendte mig og dr. C på Zoom, og i foråret 2021, da den dødelige virus var blevet mindre potent, stoppede terapien. Vi havde planer om en sidste farvel-session til efteråret. Det skete aldrig. 1. oktober døde dr. C pludseligt og uventet af et hjerteanfald. Chokket over hendes død var det første i en række chok. Hvis hun stadig havde været i live, ville jeg have været på vej i retning af hendes konsultation. Fordi Paul ikke kunne forlade huset til sidst, og jeg ikke turde lade ham være alene, blev det at gå en luksus. Jeg beslutter mig for at tage af sted i god tid og tager subwayen til Upper East Side.
Af grunde, jeg ikke helt forstår, har jeg tilsyneladende taget en forkert rute til Grand Army Plaza. Jeg genkender buen og statuerne, den tætte trafik, der kredser rundt om, biblioteket på
den anden side af vejen, men jeg kan ikke finde subway-nedgangen. Jeg har taget netop den linje i årevis. Hvad er der sket med mig? Jeg spørger tre fodgængere om vej, men som om det var en drøm, kan ingen af dem pege mig i retning af 2/3-toget. Jeg ser på uret. Måske når jeg ikke frem til det første møde med den højtestimerede psykoanalytiker. Er jeg officielt dement? Jeg ringer efter en Uber og ankommer til Central Park West og 89th Street i samme sekund, sessionen skal begynde.
I dagene umiddelbart efter Pauls begravelse den 3. maj på Green-Wood Cemetery blev jeg grebet af en næsten sygelig trang til at sortere, smide ud og gøre rent. Når jeg er ked af det eller oprevet, gør jeg tit rent. Jeg bringer min egen lille verden i skinnende orden. Jeg tager kontrol ved at fjerne støv og skidt og snavs. Jeg ville ikke være en af de der enker, som lader mandens tøj hænge i skabet i måneder eller ligefrem år. En død mand har ikke brug for skjorter eller nøgler eller barberskum. En død mand kan ikke være syg. Han tager ikke piller.
En stor gennemsigtig plastikpose, som engang havde rummet et dynebetræk, blev nu brugt til de medicinrester, jeg havde opbevaret bag en stak lagener i linnedskabet. De var det første, der røg ud. Glas med dexamethason, prednisolon, meloxicam, mirtazapin, natrium- og magnesiumtabletter, levothyroxin, oxycodon, tamsulosin, trimetoprim-sulfametoxazol, sucralfat, famotidin, gabapentin. Et par fentanylplastre. Fem-, ti- og tyvemilligrambeholdere med hydrocortison. En kanyle og en lillebitte glasflaske til at injicere det med i tilfælde af addisonkrise, blisterpakker med zofran, flasker med flydende sucralfat og lactulose. Det er dem, jeg kan huske. Der var uden tvivl andre medikamenter, som havde hobet sig op i løbet af Pauls halvandet år lange cancerbehandling; præparater ordineret, annulleret og somme tider genordineret alt efter den aktuelle situations alvor. Og situationen var ofte alvorlig. Jeg gemte et par diagrammer, jeg lavede over Pauls daglige medicinindtag, stoffets navn og funktion efterfulgt af en, to, tre eller fire håndskrevne linjer: kl. 7.46, kl. 12.00, kl. 16.35.
Jeg vidste, at medicinrester ikke måtte smides i skraldespanden eller skylles ud i toilettet, så posen voksede og voksede, til den efterhånden var svær at lukke. Efter Pauls begravelse tog min søster Asti posen med sig og afleverede den på et apotek, i nærheden af hvor hun boede, og hvor de kan tage sig af den slags. Hvad de gør, ved jeg ikke, og jeg er faktisk også ligeglad, selv om jeg som regel gerne vil vide alt.
Nogle af pillerne forhindrede Paul i at dø tidligere. Andre fik ham til at få det lidt bedre. Atter andre gjorde ham mere syg. Da jeg rakte Asti posen, følte jeg mig mere lettet, end jeg havde forestillet mig. Jeg hadede den pose. Hvis jeg havde haft modet til at stille alle de små flasker og glas op på række, kunne de måske have fungeret som en håndgribelig tidslinje over sygdommens march mod døden, men synet af etiketterne med datoerne, navnene, der kan være svære at udtale, vejledningerne og advarslerne skreg ikke bare fejlslagen behandling, men var også påmindelser om min egen konstante tilstand af undertrykt panik, som bølgede frem og tilbage i månedsvis. Jeg bragte ham den rigtige medicin, selv om jeg et par gange kom med den for sent. Jeg sad ved Pauls side under de fire-fem timer lange infusionsbehandlinger. Jeg sad hos ham i akutmodtagelsen og ved hans seng dag efter dag, da han var indlagt. Jeg navigerede i Memorial Sloan Kettering-cancercentrets patientportal og formulerede jævnligt spørgsmål til lægerne og sygeplejerskerne. Jeg læste utallige artikler i lægetidsskrifter om ikke-småcellet lungecancer og relaterede behandlingsmetoder. Det gjorde, at jeg kunne stille relevante spørgsmål til Pauls læger, men min tilsyneladende kompetence og styrke skjulte den kendsgerning, at jeg levede i frygt. Jeg var bange for at give ham de forkerte piller eller overse et symptom på noget akut, men mest af alt var jeg bange for det, jeg ikke kunne styre – hans død.
Da Paul var død, blev hans lidelser og min årvågenhed ligegyldig; det samme gjaldt cancerbehandlingen og behandlingen af de groteske konsekvenser af netop cancerbehandlingen. De “uønskede bivirkninger” af immunterapistoffet nivolumab, en checkpoint-hæmmer, afsluttede Pauls liv, før canceren kunne nå at gøre det. Der lå ikke nivolumab i posen. Den blev givet som infusion sammen med kemoterapistofferne carboplatin og paclitaxel. Det rensede ikke min hukommelse at give posen til min søster, men det befriede mig for at skulle se på de konkrete beviser på, hvad Paul havde gennemgået, og jeg havde bevidnet.
Hans jeans, T-shirts, sko, bælter, sokker, boksershorts, trøjer, hans ene jakkesæt (som han sjældent brugte), en smoking og hans jakker er stort set altsammen væk, givet væk til familiemedlemmer eller genbrugsbutikker. Læderjakken med lammeuldsfor, som han købte i Argentina for mange år siden (han ville have vidst præcis hvornår) og gik med og gik med og gik med, hænger stadig i skabet i stueetagen. Jeg har tænkt mig at tage den på, når det igen bliver koldere. Jeg vil putte mig i dette levn efter min elskede, så længe den er i ét stykke. Da jeg fik øje på den under min gennemgang af skabene, tog jeg den ned fra bøjlen og trykkede ansigtet mod pelsforet. Jeg håbede på at inhalere ham in absentia, men jeg lugtede kun jordslåethed og læder, ikke noget menneskeligt.
Nu er der god plads i skabet i vores soveværelse. Jeg skriver stadig “vores”. Selv om hans beskedne garderobe er væk, er det stadig “vores” klædeskab. Det er stadig “vores soveværelse”. Så længe jeg bliver boende her, vil det være “vores”, tror jeg. Der er ikke noget af hans tøj tilbage i skabet, men tiden har gjort det til vores.
Hvor er den tid nu?
Jeg smed hans boksershorts ud. I mange år købte Paul skotskternede Fruit of the Loom-boksershorts i pakker med tre i en butik på 5th Avenue i Brooklyn. Tidligt i vores ægteskab lærte jeg at blande mig udenom hans beklædningsønsker, som var enkle, men ubøjelige. Han kunne godt lide at spadsere hen til den relativt billige butik og købe sorte Levi’s-cowboybukser, en bestemt slags T-shirt af kraftigt bomuld og så boksershortsene. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår det var, men vi var påbegyndt hospicepleje herhjemme, og hans svækkede tilstand gjorde det umuligt for ham selv at tage tøj på, så jeg hjalp ham med det.
En morgen, da jeg rodede i hans undertøjsskuffe, sagde han: Ikke de røde.
Ikke de røde?
Jeg kan ikke lide de røde.
Mener du, at du aldrig har kunnet lide de røde?
Tilsyneladende havde han aldrig kunnet lide de røde. De blev liggende i skuffen. Da jeg kiggede efter, kunne jeg godt se, at de så nyere ud end de andre. Han købte pakker med tre på grund af dem med de blå og grønne tern. De røde var et offer.
År efter år med skotskternede boksershorts, og jeg anede ikke, at han ikke kunne lide de røde.
Da jeg havde trukket T-shirten ned over hovedet på ham, en hvid, ikke en sort den morgen, sagde han: Du er så god ved mig, Siri. Og jeg strøg ham over kinden og sagde på norsk: Det skulle bare mangle. I årenes løb lærte Paul adskillige ord og sætninger på norsk, mit oprindelige sprog. Det var en af dem.
Mens jeg skriver det her, forbløffes jeg over den målbevidsthed og ildhu, som jeg gik løs på Pauls arbejdsværelse med. Han tilbragte de fleste dage fra morgen til ud på eftermiddagen med at skrive i et lille værelse, der vendte ud mod haven. Skulle jeg gøre det nu, ville jeg ikke kunne have hjertet med i det, men dengang var jeg som besat. Jeg vil gætte på, at der var mindst hundrede og halvtreds penne på Pauls skrivebord. Fyldepenne, kuglepenne, clickpenne, rollerballpenne, som enten lå i sjuskede klynger direkte på bordpladen eller stak op fra diverse holdere. Han havde tolv-femten stiftblyanter. Han havde et forråd af farvebånd til sin klassiske Olympia-skrivemaskine, nok til flere livstider eller til en mindre hær af teknologiforskrækkede skribenter. Han havde små retteark, der skulle anbringes mellem papiret og bogstavarmene (ikke nogen stor forsyning). Han havde et antal godt brugte viskelædere og femogtredive Clairefontaine-notesbøger, kvadrerede. Han skrev alle sine bøger i hånden i sådan en notesbog, og siden ind på maskine.
Vi forstyrrede ikke hinandens arbejdsrum. De var fredhellige. Han rørte aldrig mit skrivebord. Jeg rørte aldrig hans. Jeg anede ikke, at han havde så mange penne, farvebånd og notesbøger. Jeg ledte tit efter en pen, jeg var sikker på, jeg havde lagt i en køkkenskuffe, men uden at finde den. Han havde altid en (eller to eller tre) i forlommen på sine bukser. Jeg blev overvældet af en følelse, der befandt sig et sted mellem mild ømhed og smerte, da jeg så alle pennene og farvebåndene. Penne kan man købe alle vegne, men farvebånd og retteark er svære at finde, så det gav mening, at Paul var forberedt på deres mulige forsvinden, ikke bare fra New York, men fra jordens overflade.
Jeg var vild med lyden af skrivemaskinens taster, når han hamrede løs, hurtigt, og så langsommere, og så hurtigt igen. Jeg kan godt lide den modstand, tasterne yder mod mine fingre, sagde han. Paul fastholdt tiden gennem sine redskaber. I hans skrivevaner levede den unge mand videre i den gamle.
Skrivemaskinen står på hans bord, præcis som den altid har gjort, en stum tingest, som nu har mistet sin plads i skriveritualet. Vaner, rutiner, ritualer skaber betydning gennem gentagelse, og de gentagelser kan fungere som et værn mod angst. Paul bed ikke negle eller sad og rokkede frem og tilbage. Han var aldrig synligt nervøs, men ængstelse farvede hans liv. Vi mødte op i lufthavne flere timer for tidligt, hvilket gav anledning til mange vitser i familien. Når jeg stod for at leje biler eller at holde vores billetter (dengang man brugte papirbilletter), tjekkede han igen og igen for at sikre sig, at jeg havde gjort det, jeg gentagne gange havde sagt, jeg havde gjort. Han var meget påpasselig og besidderisk med de ting, han opfattede som forlængelser af kroppen – ud over penne var det nøgler, pung og den lillebitte kalender, jeg bestilte fra Charing Cross hvert år. De tre ting havde han altid i højre forlomme. Ingen andre måtte røre dem. Da han lå på hospitalet og var delirisk, lå nøglerne, pungen og kalenderen i en plastikpose i en skuffe ved siden af hans seng, men han havde dem ikke længere på sig. Når han vågnede i den fremmede seng og ikke kunne finde dem, ringede han til mig eller til vores svigersøn, Spencer. Han havde skrevet nogle aftaler ned, han ikke måtte glemme. Han havde ingen penge. Hvordan kunne han få fat på en taxa?
Hvordan kunne han komme hjem?
Manden kunne ikke engang komme ud af sengen uden hjælp.
“Angstens genstand er noget, som er ‘intet’, og intet er ikke en ‘genstand’,” skriver Søren Kierkegaard i Begrebet Angest. Angst, siger filosoffen, er som at stirre ned i en afgrund. Paul brugte mange gange det ord om døden, det sidste år han levede. “Jeg har brugt lang tid på at stirre ned i afgrunden,” sagde han.
Pauls mod, mens han stirrede ned i afgrunden, forbløffede mig.
Hans håndskrift er overalt i huset, små notater og papirer, i checkhæfterne i skabet i biblioteket. Der ligger et hvidt chartek på skænken under boghylderne i biblioteket, som jeg ikke har kigget i endnu. På et ark papir i det står navnene på dem, som han ville invitere til sin mindehøjtidelighed. Der er også notater til hans testamente, som han ændrede, få dage før han døde. Udenpå står der med hans håndskrift:
Til Siri/Sophie Notater om Hinsides.
1/1/23
Genfærd
”Genfærd – En kærlighedshistorie” er Siri Hustvedts stærke erindringsværk om de treogfyrre år, hun tilbragte sammen med sin mand og store kærlighed, forfatteren Paul Auster. I lige dele memoirer og filosofisk sorgbearbejdning skriver Hustvedt om det første år efter Austers død – og hele deres lange liv sammen.
”Genfærd” er en dybt rørende, men usentimental kærlighedsbog om en kvinde, der hjemsøger sit eget liv, og om de genfærd, som bebor os, når den elskede dør.
Du kan købe Genfærd online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Genfærd – En kærlighedshistorie er Siri Hustvedts stærke erindringsværk om de treogfyrre år, hun tilbragte sammen med sin mand og store kærlighed, forfatteren Paul Auster. Læs et uddrag her.
“Jeg lever. Min mand, Paul Auster, er død. Han døde den 30. april 2024 klokken 18.58 her i vores hus i Brooklyn, hvor jeg nu skriver disse ord.”
I lige dele memoirer og filosofisk sorgbearbejdning skriver Hustvedt om det første år efter Austers død – og hele deres lange liv sammen. Det er på en gang et stort kunstnerportræt – et intimt indblik i Austers og Hustvedts liv og værk – og en klog, øm og nøgen fortælling om ægteskabets symbiose og fantomsmerterne efter den elskedes død.
LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i Siri Hustvedts fantastiske forfatterskab
Men selv i mørket bærer bogen også på det stærkeste lys. Den indeholder ud over den unge Pauls kærlighedsbreve til Siri også de sidste tekster, Austers nogensinde skrev: en række breve, fulde af liv og forhåbninger skrevet af Auster til hans nyfødte barnebarn, Miles, som han kun nåede at kende i fire måneder.
Genfærd er en dybt rørende, men usentimental kærlighedsbog om en kvinde, der hjemsøger sit eget liv, og om de genfærd, som bebor os, når den elskede dør.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografi bøger du ikke må gå glip af
Læs uddraget fra Genfærd – En kærlighedshistorie af Siri Hustvedt herunder.
Tabt tid
Jeg lever. Min mand, Paul Auster, er død. Han døde den 30. april 2024 klokken 18.58 her i huset i Brooklyn, hvor jeg nu sidder og skriver disse ord. Han blev diagnosticeret med ikkesmåcellet, planocellulær lungecancer i januar 2023. Men før det, i begyndelsen af november 2022, fik Paul foretaget en CTscanning på Mount Sinai West Hospital. Radiologen fik øje på “en knude” i hans højre lunge og bemærkede, at det kunne være cancer.
Vi skal alle sammen dø, men kun nogle af os ved, at det snart kan være slut. Selv om jeg tit havde tænkt på, hvordan det ville være at leve uden Paul, forestillede jeg mig det nu endnu oftere. Jeg forestillede mig at gå alene rundt i huset. Jeg forestillede mig sorgen. Hvis din far dør, sagde jeg til min datter Sophie, så mister jeg min hverdag.
Det, jeg ikke kunne forestille mig, er, at tiden efter Pauls død ville være forvrænget hinsides enhver genkendelighed. Jeg husker og glemmer så, hvilken dag det er. Jeg husker, at det er maj, og glemmer det så igen.Timerne suser af sted, men minutterne går tit langsomt. Jeg vil gerne forankre mig selv i kalenderen og uret, disse pålidelige, om end i bund og grund fiktive, tidsmarkører, men jeg kan ikke finde mening i deres regelmæssige taktslag. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke hele tiden tjekker dato, ugedag og klokkeslæt, mister jeg orienteringen, snubler og falder på trappen eller svæver væk. Jeg laver lister og kalendere. Lister og kalendere ligger på diverse borde og andre overflader i huset. Jeg er nervøs for, at jeg glemmer pligter, aftaler, betaling af regninger. Jeg er nervøs for, at mine tanker skal sprænges i flere småstykker, end jeg kan samle igen. For mig handler det nu hele tiden om at holde sammen på mig selv.
Jeg har svært ved at trække vejret. Mit hjerte slår for hurtigt, ikke hele tiden, men i korte perioder. Jeg har smerter mellem ribbenene, somme tider intense. Jeg har ondt i hovedet og nakken. Mine nerver summer og sitrer, og elektricitet skyder op og ned gennem mine lemmer. Min mave knurrer, og mit tarmsystem opfører sig aparte. Noget af alt det er gamle problemer, der bare er blevet værre. Jeg forestiller mig, at jeg har fået en svulst, der spejler den, de fandt i Pauls lunge. Jeg kører fantasien længere ud. Måske er spejlcancer et sjældent medicinsk fænomen, uden for mainstream-videnskabens rammer, en af de der anomalier, som er blevet fjernet fra de “rensede data”.
Jeg er glad for, at jeg stadig kan grine ad mig selv. Men på den anden side dør også hypokondere af sygdom.
Jeg tager piller for at sove.
Jeg samler en avis op eller noget andet, som jeg skal tage mig af, og får så øje på noget tredje. Jeg lægger tingen fra mig og får øje på den igen nogle timer senere, et livløst offer for en ufærdig bevægelse. En stak uåbnede kondolencebreve og kort ligger på det røde bord i spisestuen. Jeg kan ikke klare at åbne dem. Ikke i dag. Jeg venter. I morgen.
I morgen kommer. Jeg åbner brevene, men forstår ikke altid det, jeg læser. De korte, venlige beskeder er bedst. Der er også lange, håndskrevne breve, flere sider, fra mennesker, jeg ikke kender. Paul må have haft en eller anden tilknytning til dem, men præcis hvilken kan jeg ikke altid regne ud. Jeg sætter mig ned for at skrive ordene i morgen som overskrift på en huskeliste. Jeg ser ned og opdager, at jeg har skrevet i går. Jeg tænker på Freuds bemærkning om modsætninger i drømme. I søvnens verden kan ens tårnhøje ven være på størrelse med en bille. Mit liv føles drømmeagtigt nu.
Jeg sætter mig i det halvt fyldte badekar og opdager, at jeg har glemt at tage sokkerne af.
14. maj. Enken har brug for terapi. Jeg skal se en psykiater-psykoanalytiker, som jeg har fået varmt anbefalet af en, jeg stoler på. Det er ikke et nyt behov for mig. Jeg gik i psykoanalytisk baseret psykoterapi i elleve år. Det satte mig fri. Pandemien sendte mig og dr. C på Zoom, og i foråret 2021, da den dødelige virus var blevet mindre potent, stoppede terapien. Vi havde planer om en sidste farvel-session til efteråret. Det skete aldrig. 1. oktober døde dr. C pludseligt og uventet af et hjerteanfald. Chokket over hendes død var det første i en række chok. Hvis hun stadig havde været i live, ville jeg have været på vej i retning af hendes konsultation. Fordi Paul ikke kunne forlade huset til sidst, og jeg ikke turde lade ham være alene, blev det at gå en luksus. Jeg beslutter mig for at tage af sted i god tid og tager subwayen til Upper East Side.
Af grunde, jeg ikke helt forstår, har jeg tilsyneladende taget en forkert rute til Grand Army Plaza. Jeg genkender buen og statuerne, den tætte trafik, der kredser rundt om, biblioteket på
den anden side af vejen, men jeg kan ikke finde subway-nedgangen. Jeg har taget netop den linje i årevis. Hvad er der sket med mig? Jeg spørger tre fodgængere om vej, men som om det var en drøm, kan ingen af dem pege mig i retning af 2/3-toget. Jeg ser på uret. Måske når jeg ikke frem til det første møde med den højtestimerede psykoanalytiker. Er jeg officielt dement? Jeg ringer efter en Uber og ankommer til Central Park West og 89th Street i samme sekund, sessionen skal begynde.
I dagene umiddelbart efter Pauls begravelse den 3. maj på Green-Wood Cemetery blev jeg grebet af en næsten sygelig trang til at sortere, smide ud og gøre rent. Når jeg er ked af det eller oprevet, gør jeg tit rent. Jeg bringer min egen lille verden i skinnende orden. Jeg tager kontrol ved at fjerne støv og skidt og snavs. Jeg ville ikke være en af de der enker, som lader mandens tøj hænge i skabet i måneder eller ligefrem år. En død mand har ikke brug for skjorter eller nøgler eller barberskum. En død mand kan ikke være syg. Han tager ikke piller.
En stor gennemsigtig plastikpose, som engang havde rummet et dynebetræk, blev nu brugt til de medicinrester, jeg havde opbevaret bag en stak lagener i linnedskabet. De var det første, der røg ud. Glas med dexamethason, prednisolon, meloxicam, mirtazapin, natrium- og magnesiumtabletter, levothyroxin, oxycodon, tamsulosin, trimetoprim-sulfametoxazol, sucralfat, famotidin, gabapentin. Et par fentanylplastre. Fem-, ti- og tyvemilligrambeholdere med hydrocortison. En kanyle og en lillebitte glasflaske til at injicere det med i tilfælde af addisonkrise, blisterpakker med zofran, flasker med flydende sucralfat og lactulose. Det er dem, jeg kan huske. Der var uden tvivl andre medikamenter, som havde hobet sig op i løbet af Pauls halvandet år lange cancerbehandling; præparater ordineret, annulleret og somme tider genordineret alt efter den aktuelle situations alvor. Og situationen var ofte alvorlig. Jeg gemte et par diagrammer, jeg lavede over Pauls daglige medicinindtag, stoffets navn og funktion efterfulgt af en, to, tre eller fire håndskrevne linjer: kl. 7.46, kl. 12.00, kl. 16.35.
Jeg vidste, at medicinrester ikke måtte smides i skraldespanden eller skylles ud i toilettet, så posen voksede og voksede, til den efterhånden var svær at lukke. Efter Pauls begravelse tog min søster Asti posen med sig og afleverede den på et apotek, i nærheden af hvor hun boede, og hvor de kan tage sig af den slags. Hvad de gør, ved jeg ikke, og jeg er faktisk også ligeglad, selv om jeg som regel gerne vil vide alt.
Nogle af pillerne forhindrede Paul i at dø tidligere. Andre fik ham til at få det lidt bedre. Atter andre gjorde ham mere syg. Da jeg rakte Asti posen, følte jeg mig mere lettet, end jeg havde forestillet mig. Jeg hadede den pose. Hvis jeg havde haft modet til at stille alle de små flasker og glas op på række, kunne de måske have fungeret som en håndgribelig tidslinje over sygdommens march mod døden, men synet af etiketterne med datoerne, navnene, der kan være svære at udtale, vejledningerne og advarslerne skreg ikke bare fejlslagen behandling, men var også påmindelser om min egen konstante tilstand af undertrykt panik, som bølgede frem og tilbage i månedsvis. Jeg bragte ham den rigtige medicin, selv om jeg et par gange kom med den for sent. Jeg sad ved Pauls side under de fire-fem timer lange infusionsbehandlinger. Jeg sad hos ham i akutmodtagelsen og ved hans seng dag efter dag, da han var indlagt. Jeg navigerede i Memorial Sloan Kettering-cancercentrets patientportal og formulerede jævnligt spørgsmål til lægerne og sygeplejerskerne. Jeg læste utallige artikler i lægetidsskrifter om ikke-småcellet lungecancer og relaterede behandlingsmetoder. Det gjorde, at jeg kunne stille relevante spørgsmål til Pauls læger, men min tilsyneladende kompetence og styrke skjulte den kendsgerning, at jeg levede i frygt. Jeg var bange for at give ham de forkerte piller eller overse et symptom på noget akut, men mest af alt var jeg bange for det, jeg ikke kunne styre – hans død.
Da Paul var død, blev hans lidelser og min årvågenhed ligegyldig; det samme gjaldt cancerbehandlingen og behandlingen af de groteske konsekvenser af netop cancerbehandlingen. De “uønskede bivirkninger” af immunterapistoffet nivolumab, en checkpoint-hæmmer, afsluttede Pauls liv, før canceren kunne nå at gøre det. Der lå ikke nivolumab i posen. Den blev givet som infusion sammen med kemoterapistofferne carboplatin og paclitaxel. Det rensede ikke min hukommelse at give posen til min søster, men det befriede mig for at skulle se på de konkrete beviser på, hvad Paul havde gennemgået, og jeg havde bevidnet.
Hans jeans, T-shirts, sko, bælter, sokker, boksershorts, trøjer, hans ene jakkesæt (som han sjældent brugte), en smoking og hans jakker er stort set altsammen væk, givet væk til familiemedlemmer eller genbrugsbutikker. Læderjakken med lammeuldsfor, som han købte i Argentina for mange år siden (han ville have vidst præcis hvornår) og gik med og gik med og gik med, hænger stadig i skabet i stueetagen. Jeg har tænkt mig at tage den på, når det igen bliver koldere. Jeg vil putte mig i dette levn efter min elskede, så længe den er i ét stykke. Da jeg fik øje på den under min gennemgang af skabene, tog jeg den ned fra bøjlen og trykkede ansigtet mod pelsforet. Jeg håbede på at inhalere ham in absentia, men jeg lugtede kun jordslåethed og læder, ikke noget menneskeligt.
Nu er der god plads i skabet i vores soveværelse. Jeg skriver stadig “vores”. Selv om hans beskedne garderobe er væk, er det stadig “vores” klædeskab. Det er stadig “vores soveværelse”. Så længe jeg bliver boende her, vil det være “vores”, tror jeg. Der er ikke noget af hans tøj tilbage i skabet, men tiden har gjort det til vores.
Hvor er den tid nu?
Jeg smed hans boksershorts ud. I mange år købte Paul skotskternede Fruit of the Loom-boksershorts i pakker med tre i en butik på 5th Avenue i Brooklyn. Tidligt i vores ægteskab lærte jeg at blande mig udenom hans beklædningsønsker, som var enkle, men ubøjelige. Han kunne godt lide at spadsere hen til den relativt billige butik og købe sorte Levi’s-cowboybukser, en bestemt slags T-shirt af kraftigt bomuld og så boksershortsene. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår det var, men vi var påbegyndt hospicepleje herhjemme, og hans svækkede tilstand gjorde det umuligt for ham selv at tage tøj på, så jeg hjalp ham med det.
En morgen, da jeg rodede i hans undertøjsskuffe, sagde han: Ikke de røde.
Ikke de røde?
Jeg kan ikke lide de røde.
Mener du, at du aldrig har kunnet lide de røde?
Tilsyneladende havde han aldrig kunnet lide de røde. De blev liggende i skuffen. Da jeg kiggede efter, kunne jeg godt se, at de så nyere ud end de andre. Han købte pakker med tre på grund af dem med de blå og grønne tern. De røde var et offer.
År efter år med skotskternede boksershorts, og jeg anede ikke, at han ikke kunne lide de røde.
Da jeg havde trukket T-shirten ned over hovedet på ham, en hvid, ikke en sort den morgen, sagde han: Du er så god ved mig, Siri. Og jeg strøg ham over kinden og sagde på norsk: Det skulle bare mangle. I årenes løb lærte Paul adskillige ord og sætninger på norsk, mit oprindelige sprog. Det var en af dem.
Mens jeg skriver det her, forbløffes jeg over den målbevidsthed og ildhu, som jeg gik løs på Pauls arbejdsværelse med. Han tilbragte de fleste dage fra morgen til ud på eftermiddagen med at skrive i et lille værelse, der vendte ud mod haven. Skulle jeg gøre det nu, ville jeg ikke kunne have hjertet med i det, men dengang var jeg som besat. Jeg vil gætte på, at der var mindst hundrede og halvtreds penne på Pauls skrivebord. Fyldepenne, kuglepenne, clickpenne, rollerballpenne, som enten lå i sjuskede klynger direkte på bordpladen eller stak op fra diverse holdere. Han havde tolv-femten stiftblyanter. Han havde et forråd af farvebånd til sin klassiske Olympia-skrivemaskine, nok til flere livstider eller til en mindre hær af teknologiforskrækkede skribenter. Han havde små retteark, der skulle anbringes mellem papiret og bogstavarmene (ikke nogen stor forsyning). Han havde et antal godt brugte viskelædere og femogtredive Clairefontaine-notesbøger, kvadrerede. Han skrev alle sine bøger i hånden i sådan en notesbog, og siden ind på maskine.
Vi forstyrrede ikke hinandens arbejdsrum. De var fredhellige. Han rørte aldrig mit skrivebord. Jeg rørte aldrig hans. Jeg anede ikke, at han havde så mange penne, farvebånd og notesbøger. Jeg ledte tit efter en pen, jeg var sikker på, jeg havde lagt i en køkkenskuffe, men uden at finde den. Han havde altid en (eller to eller tre) i forlommen på sine bukser. Jeg blev overvældet af en følelse, der befandt sig et sted mellem mild ømhed og smerte, da jeg så alle pennene og farvebåndene. Penne kan man købe alle vegne, men farvebånd og retteark er svære at finde, så det gav mening, at Paul var forberedt på deres mulige forsvinden, ikke bare fra New York, men fra jordens overflade.
Jeg var vild med lyden af skrivemaskinens taster, når han hamrede løs, hurtigt, og så langsommere, og så hurtigt igen. Jeg kan godt lide den modstand, tasterne yder mod mine fingre, sagde han. Paul fastholdt tiden gennem sine redskaber. I hans skrivevaner levede den unge mand videre i den gamle.
Skrivemaskinen står på hans bord, præcis som den altid har gjort, en stum tingest, som nu har mistet sin plads i skriveritualet. Vaner, rutiner, ritualer skaber betydning gennem gentagelse, og de gentagelser kan fungere som et værn mod angst. Paul bed ikke negle eller sad og rokkede frem og tilbage. Han var aldrig synligt nervøs, men ængstelse farvede hans liv. Vi mødte op i lufthavne flere timer for tidligt, hvilket gav anledning til mange vitser i familien. Når jeg stod for at leje biler eller at holde vores billetter (dengang man brugte papirbilletter), tjekkede han igen og igen for at sikre sig, at jeg havde gjort det, jeg gentagne gange havde sagt, jeg havde gjort. Han var meget påpasselig og besidderisk med de ting, han opfattede som forlængelser af kroppen – ud over penne var det nøgler, pung og den lillebitte kalender, jeg bestilte fra Charing Cross hvert år. De tre ting havde han altid i højre forlomme. Ingen andre måtte røre dem. Da han lå på hospitalet og var delirisk, lå nøglerne, pungen og kalenderen i en plastikpose i en skuffe ved siden af hans seng, men han havde dem ikke længere på sig. Når han vågnede i den fremmede seng og ikke kunne finde dem, ringede han til mig eller til vores svigersøn, Spencer. Han havde skrevet nogle aftaler ned, han ikke måtte glemme. Han havde ingen penge. Hvordan kunne han få fat på en taxa?
Hvordan kunne han komme hjem?
Manden kunne ikke engang komme ud af sengen uden hjælp.
“Angstens genstand er noget, som er ‘intet’, og intet er ikke en ‘genstand’,” skriver Søren Kierkegaard i Begrebet Angest. Angst, siger filosoffen, er som at stirre ned i en afgrund. Paul brugte mange gange det ord om døden, det sidste år han levede. “Jeg har brugt lang tid på at stirre ned i afgrunden,” sagde han.
Pauls mod, mens han stirrede ned i afgrunden, forbløffede mig.
Hans håndskrift er overalt i huset, små notater og papirer, i checkhæfterne i skabet i biblioteket. Der ligger et hvidt chartek på skænken under boghylderne i biblioteket, som jeg ikke har kigget i endnu. På et ark papir i det står navnene på dem, som han ville invitere til sin mindehøjtidelighed. Der er også notater til hans testamente, som han ændrede, få dage før han døde. Udenpå står der med hans håndskrift:
Til Siri/Sophie Notater om Hinsides.
1/1/23
Genfærd
”Genfærd – En kærlighedshistorie” er Siri Hustvedts stærke erindringsværk om de treogfyrre år, hun tilbragte sammen med sin mand og store kærlighed, forfatteren Paul Auster. I lige dele memoirer og filosofisk sorgbearbejdning skriver Hustvedt om det første år efter Austers død – og hele deres lange liv sammen.
”Genfærd” er en dybt rørende, men usentimental kærlighedsbog om en kvinde, der hjemsøger sit eget liv, og om de genfærd, som bebor os, når den elskede dør.
Du kan købe Genfærd online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.