Kategori: Hans Petter Hougen

hans petter hougen
Hans Petter Hougen. Foto af Tariq Mikkel Khan Ritzau Scanpix

Hans Petter Hougen, f. 1949 i Oslo. Cand.med. 1978 og dr.med. 1991. Special – læge i patologi 1991, specialistuddannelse i retsmedicin i Miami, Florida, og København, speciallæge i retsmedicin 2008. Professor i retsmedicin, KU, 2005-2018. Medlem af den danske ID-gruppe under Rigspolitiet (2005- 2016), Gerningsmandsprofileringsgruppen under Rigspolitiet (1995-2005), Amnesty Internationals lægegruppe (1985-1998) og af ICRC’s Advisory board on Forensic Medicine (2004-2014). Sagkyndig i Retslægerådet 2005-2018. Har deltaget i udlandsopdrag for FN, OAS, Rigspolitiet, Amnesty International og flere andre internationale NGO’er.

Hans Petter Hougen har over 30 års erfaring fra Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet med fokus på internationalt menneskerettighedsarbejde, skud- og  eksplosionsskader samt anvendelse af  retsmedicin i internationalt menneskerettighedsarbejde. Gennem sin karriere har han udført eller superviseret tusindvis af obduktioner i Danmark og i mange andre dele af verden, bl.a. et krigshærget Balkan i 1999, et tsunami-ramt Thailand i 2004 og et smadret Gaza i 2014, som er noget af det værste, retsmedicineren har oplevet.

Hougen har gennem mange år været en lang række danske krimiforfatteres foretrukne ekspert når der i arbejdet med deres bøger rejste sig spørgsmål om retsmedicin og drabelige måder at komme af dage på. Denne viden fortæller han om i sine bøger, sidst udkommet er 117 måder at dø på.

Derudover står fortæller Hans Petter Hougen om sin karriere og faglige viden indenfor retsmedicin i bøgerne Med døden på arbejde, Udenfor skinner solen og De syv dødssynder.

Pressen om Hans Petter Hougens bøger:

117 måder at dø på

“Må jeg foreslå en Netflix-serie med doktor Hougen i hovedrollen” – Weekendavisen

Med døden på arbejde

★★★★★ – “Med døden på arbejde er en glimrende bog og en åbning ind til retsmedicinens verden og til dilemmaet mellem objektiv faglighed og ens eget personlige jeg. Det handler om mere end identifikation af døde. Den handler også om, hvilket samfund vi vil have.” – Berlingske

♥♥♥♥♥– Politiken

De syv dødssynder

★★★★ – Kristeligt Dagblad

Udenfor skinner solen

“Indblik i alle former for ondskab … smerteligt fascinerende” – Politiken