Jordens sten er første bind i ´Skæbnens væv´, en serie om væversken Kayla, begær, undergang, overlevelse og forbudt romance. Fordyb dig allerede nu i uddraget om en fantasyverden fuld af spænding.
I L. Shermans Jordens sten følger vi Kayla, der går fra at leve et liv på en fattiggård til at blive udvalgt og kastet ind i dronningens garde. En rejse, hvor hun opdager sin slumrende jordmagi, navigerer rundt i et farligt magtspil med dronningen, mestrer kræfter, hun knap forstår, og en forbudt romance, som simrer under overfladen.
LÆS OGSÅ: Ny hybridgenre hitter: Alle elsker romantasy
Kayla opdager en uimodståelig tiltrækning til den gådefulde og mørke general Alaric. Skyggerne venter, guderne frygter, og et forestående bryllup truer med at rive de elskende fra hinanden. Vil Kayla og Alaric kunne trodse deres pligter og omfavne den kærlighed, der kan være nøglen til at redde hele verden – eller vil de gå til grunde i kampen mod mørket?
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Læs Jordens sten, der er første bind af L. Shermans nye serie ´Skæbnens væv´ herunder.
Jordens Sten
af L. Sherman
1.
KAYLA
Jeg elskede tusmørke. Den tid på dagen, lige før dagen slukkedes, og natten tændtes. Jeg elskede overgangen, hvor solens lange stråler blev opslugt af mørket, og himlen fik en dunklere farve blå med strøg af orange og rosa. Træhusene i Drauvik blev langsomt indhyllet i nattens komme, og forfaldet efter århundreders nød og elendighed blev sværere at se. Byen så meget smukkere ud ved tusmørketid. Det var sjældent, at jeg, som i dag, kunne slippe ud, før solen var gået helt ned, og mørket havde taget over. Når jeg sneg mig gennem gaderne, forestillede jeg mig, at Drauvik by igen var en velstående og blomstrende havneby mod nord, hvor skibe fra nær og fjern lagde til som i fordums tid. Hvor silke og krydderier blev byttet for skind og pelse, harpiks og bivoks. De muligheder, som disse handelsvarer repræsenterede, lå langt før min tid.
Dovent blev skyggerne længere, ikke de hæslige skygger, som vi alle frygtede, men de naturlige skygger lavet af solen, der var på vej videre på sin færd. Jeg trak mit mørkegrå sjal tættere om mit hoved og skuldre i den kølige aftenluft. Et øjeblik standsede jeg på et gadehjørne, hvor det gik stejlt ned mod havnen, og snusede den salte luft fra havet ind. Der var ingen vogtere, der tændte gadelys, så banditterne i Drauviks gyder havde frit lejde i de mørke timer. Gardiner blev trukket for i gaderne, og jeg burde ikke være ude. Det burde ingen og slet ikke en ung kvinde, men ingen tog notits af mig. Så jeg dukkede nakken og skyndte mig hastigt til mit bestemmelsessted.
Det havde regnet tidligere, uden at jeg havde opdaget det. Jeg tilbragte næsten alle mine vågne timer i køkkenet på fattiggården, som ingen vinduer havde, kun et hul i loftet så osen fra madlavning kunne slippe ud, så oftest havde jeg ingen føling med vejret udenfor.
Jeg passede på ikke at glide på de våde brosten og hoppede over sporadiske vandpytter. Mine læderstøvler var ikke just tætte. De var et nummer for små, så mine storetæer havde boret hul i snuderne. Men nye klæder og fodtøj skulle man se længe efter i Drauvik. Kun livet på slottet var indhyllet i stor rigdom, havde jeg fået fortalt. Sådan gik historierne om, hvordan de levede på slottet, og for et fattiglem ville det forblive sådan for altid – en historie og intet andet. Jeg standsede igen og så bagud og op på fjeldet, hvor slottet glimtede let i mørket. Herfra kunne jeg ikke se, om det var lyset i vinduerne, eller om det var magi, som historierne fortalte. Det lå strunkt og uopnåeligt, som et fyrtårn i et uendeligt hav af mørkegrøn skov, som var det en spejling af det uendelige hav af mørkeblåt vand foran mig. Kun de dygtigste magikere blev hidkaldt til slottet. Jeg var magiløs, blot en ung kvinde fra byen uden nogen familie. Drauvik var et smukt sted, men fattigdom og skygger ville blive dets langsomme undergang.
Der var ingen fremtid her.
Da jeg nåede træhuset ved den yderste kaj, kiggede jeg mig som altid over skulderen. Jeg kunne aldrig vide mig sikker på, om jeg havde tiltrukket mig opmærksomhed fra en lommetyv, eller endnu værre, en mand, der tænkte slette tanker. Huset lå lidt tilbagetrukket mellem to fiskerhuse. Et af de eneste erhverv, man kunne ernære sig ved i Drauvik, men ingen havde råd til at købe fiskene. Nød og elendighed. Kun seks fuldmåner endnu, sagde jeg til mig selv.
Bagdøren stod åben. ”Fordømte guder,” bandede jeg, da døren knirkede i bag mig. Hvorfor var de så uforsigtige? Det var jo forbudt, og jeg kunne ikke blive opdaget så tæt på målet. Jeg styrede mod den smalle trappe, hvor malingen, engang hvid eller lysegrå, var slidt ned til en grumset farve, og på vej ned kunne jeg se den lange kø af kunder, som ventede på mig. Det ville blive en lang aften, måske ville det endda blive nødvendigt at tage natten i brug. Jeg rankede ryggen og smurte et påtaget smil på mine læber. Det var tid til min optræden.
2.
KAYLA
Den gråbrunlige grød så lige præcis så uspiselig ud, som den var, men jeg var nødt til at spise, hvad der blev stillet foran mig. Vi fik tre måltider om dagen; jeg havde brug for dem alle. Jeg tog en mundfuld til og sank mere klistret og slibrig masse, som kæmpede sig vej ned igennem spiserøret. I seks år havde fattiggården været mit hjem, så jeg burde have vænnet mig til det. Spisesalen lugtede af fugtigt, beskidt tøj og sved fra de arbejdende kroppe. Og der var så koldt. Så fælt og koldt, at vi ofte blev syge. Mange fattiglemmer døde af en simpel forkølelse, hvilket desværre ofte var en lettelse for resten af os. En mund mindre at mætte. Drauvik var et koldt og blæsende land det meste af året, men somrene kunne være varme. Jeg savnede varmen. Vinteren lå lang og ubarmhjertig foran os, stadig var dagene gyldne og lune, men nætterne varslede kulde. Mine hænder, fødder og næse var dog altid kolde inden for stenmurene på fattiggården.
Livet før fattiggården havde ikke været rigt, men Elnyr havde sørget for varm, velsmagende mad, rent og tørt tøj og et trygt og lunt hjem til os. Åh, hvor ville jeg give min ene kolde hånd for Elnyrs gryderet, godt krydret og med kød og grøntsager fra køkkenhaven og så med et stykke nybagt brød ved siden af. Til dessert var der næsten altid henkogt frugt eller en tærte. Jeg havde især elsket pærerne fra træet i haven med pisket fløde fra vores eneste ko. Det var som en drøm, og et nu alt for fjernt minde. Den grumsede havregrød her i skålen var min virkelighed. En skyggestorm havde taget Elnyr, en vinter for alt for mange år siden nu – hun var blevet fanget i den på vej hjem fra et ganske almindeligt ærinde i byen. Det kunne have været en hvilken som helst dag. Jeg havde været seksten og ejede intet. I Drauvik arvede indbyggerne kun efter deres blodsbeslægtede, ægte familiemedlemmer. Elnyr havde taget mig ind, da jeg var spæd, været som en ældre mor eller bedstemor for mig, men vi delte ikke biologisk ophav. Hun havde endda juridisk adopteret mig, men det betød ikke noget, når hun ikke var her. Der havde været krig så længe, jeg kunne huske, og Drauviks love krævede, at borgerne bidrog til freden med skatter og arv. Børn i lige linje kunne blive boende i forældrenes huse, når de døde. Boede man til leje, måtte man overtage lejemålet eller købe huset. Jeg havde ikke tjent nok til at blive og ville aldrig komme til det. Derfor havde gaden eller fattiggården været min eneste udvej, fyldt til bristepunktet med andre fortvivlede indbyggere uden andre steder at gå hen. Der var lavmælt hvisken på begge sider af langbordet. Der var børn og voksne, kvinder og mænd i alle aldre på fattiggården. Familier og enlige. De, der havde været her længst, bestemte. Der var et hierarki selv blandt fattiglemmerne, og jeg var lavest rangeret. Nogle af kvinderne skelede til mig med deres kolde kalkulerende blikke.
”Bedre end os andre …” ”Du tror nok, du er noget …” havde de sagt, da jeg forsvarede en af de yngre piger. Pigen var gået fri, havde und- sluppet pisken, og jeg havde vidst, hvad der ville komme. Jeg måtte tage straffen i hendes sted. Der blev altid hvisket, at det var bedre at dukke nakken og tie end at kæmpe, men det kunne jeg ikke. Min rygs fæle zigzag-ar var et bevis på min manglende evne til at vare min mund og mit evindelige behov for at træde til.
”Spis op. Tiden er snart gået, og du har brug for energien til da- gens arbejde.” Aisha puffede til mig og fik mig ud af dagdrømmen. Det sagde sig selv, og alligevel måtte hun ofte prikke til mig. Jeg vidste udmærket, at uden mad og drikke ville jeg ikke kunne holde min del af aftalen med fattiggården: Vi arbejdede for kost og logi, i køkkenhaven, i staldene, i skoven og på selve gården. Jeg duede ikke til ekstremt fysisk arbejde, så jeg hjalp til i køkkenet sammen med Aisha. Det var hårdt nok.
Sekundet efter fik forstanderens beslutsomme skridt al tale til at forstumme. Alle kiggede ned. Jeg mærkede den velkendte frygt helt nede i maven. Please gå videre, please gå videre, vil du ikke nok … gentog sig i mine tanker, men han stoppede bag mig. Nej. Nej. Nej. Alle frygtede hans opmærksomhed. Det var sjældent et godt tegn, når man blev udpeget. Hvad havde jeg nu gjort?
Frygten for suset og lyden af ridepisken, der svirpede i luften, før den ramte min ryg, jog igennem mig. Ikke i dag. Jeg kunne ikke klare det. Min krop var træt, fordi jeg først var kommet tilbage fra havnen ud på de små timer, dog med fyldte lommer. Alt i mig var udmattet. Selv mine tanker, som normalt kørte rundt og rundt.
”Du tror, at du er noget særligt?” Forstanderens stemme var kold og skadefro i mine tanker. Jeg bed tænderne sammen, men skreg, da pisken slangede sig om min ryg, omkring mine ribben og lavede røde aftegninger på min spinkle krop. ”Jeg skal vise dig, at du ikke er andet end et dyr, et skadedyr, en rotte, lavere end lavest. Tjenestepiger holder mund. Er det forstået?” Jeg pressede panden mod den kolde stenmur, som jeg stod bøjet mod, mens tårerne løb lydløst ned ad mine kinder, og jeg tog imod slag efter slag. Da han var færdig, sank jeg sammen på gulvet, og han forlod mig. Der var ingen til at hjælpe mig her. Ingen kunne høre mig bag den tykke stenmur og tunge trædør. Og selv om de havde kunnet høre mig, ville ingen have gjort noget.
“Rejs dig,” beordrede han og lød som altid irriteret, som om det var under ham at beskæftige sig med os, hans fattiglemmer. Han ville ikke have et job uden os, men med så mange nødlidende, vidste han, at det aldrig ville ske. Drauviks fattigdom var hans sikkerhed.
Jeg skubbede langsomt stolen ud, rejste mig og kiggede ham lige i øjnene. Han var lav, og jeg var højere end gennemsnittet. “Ja, hr. forstander.” I ærbødighed sænkede jeg hovedet, krummede ryggen og forsøgte at gøre mig mindre. Vi vidste aldrig, hvornår der vankede prygl for ulydighed eller for vores blotte tilstedeværelse.
Han lod blikket glide over mig, fra mine filtrede krøller til mine alt for tynde og knoglede arme. “Dronningen har valgt. Der er sendt bud efter dig. Du er udvalgt.”
Udvalgt? Jeg flyttede blikket mod Aisha, der sad med øjnene fast- låst på sin næsten tomme skål. Hun så ikke op, men jeg kunne se, at hendes krop rystede.
“Men … hvorfor mig?” spurgte jeg lavt og forundret. Jeg var ikke stærk eller hurtig, helt almindelig, slet ikke noget særligt. Jeg var kluntet og underernæret – der var andre, der var bedre egnet. Så mange andre. Ja, jeg havde et talent, som jeg tjente penge på, men det kunne da ikke bruges til ret meget andet. Jeg blinkede, stirrede på forstanderen og ventede på, at han skulle rette sin fejl. Det kunne ikke være mig. Der måtte være sket en fejl. Han måtte have fået fat i den forkerte. Vidste han egentlig, hvem vi alle var? Kunne han overhovedet kende Aisha og mig fra hinanden?
“Er du ikke Kayla Arén?” gentog han, denne gang hårdere, som om jeg var to sekunder fra, at han ville hæve hånden med pisken og afstraffe mig foran resten af fattiglemmerne. Jeg krympede mig sam- men foran ham i et forsøg på at gøre mig endnu mindre og endnu mere underdanig. Det hjalp nogle gange.
Alle i spisesalen stirrede på mig. Min hals var tør, og jeg sendte et blik efter mit krus med nu meget kold te, og ville have ønsket, at jeg havde drukket den. På den anden side af bordet kiggede en af de andre yngre kvinder på mig gennem små smalle sprækker af øjne. Hun spidsede sine læber i afsky. Hun behøvede ikke at sige, hvad hun tænkte, jeg behøvede ikke at høre hendes tanker. Det var tydeligt, hvad hun mente: Hvorfor hende? Hun er ikke noget særligt. De andre ved bordet rykkede sig væk fra mig, som om min udvælgelse var en smitsom sygdom. Jeg var lykkelig for, at jeg havde Aisha ved min side. Forstanderen trådte et skridt tættere på mig, og jeg skælvede, fik det med ét dårligt, som om jeg skulle kaste op. Hans sødlige lugt af sved, tobak og uvasket krop ramte mine næsebor. Billeder af mig bøjet over hans bord, mens jeg modtog min afstraffelse, fór forbi mit indre. Ham ville jeg slippe for, og det alene burde have fået mig til at rette mig op og spæne ud. Men jeg havde mest lyst til at protestere. Jeg kunne bare ikke. Det var en ære at være udvalgt, selv om det betød, at jeg skulle arbejde for Hendes Majestæt, Dronningen af Drauvik. Men det var ikke bare et arbejde. Jeg skulle tjene hende og landet, og jeg ville få en militæruddannelse, lære at forsvare mig og Drauvik. Men jeg var jo ingenting, bare et skravl af en underernæret ung kvinde.
I stedet nikkede jeg. “Jo, hr. forstander.”
”Pak dine ting. Du bliver hentet ved daggry. Sæt dig.”
Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig på min plads på langbæn- ken, men jeg havde mistet appetitten. Der var absolut tavshed i hele salen. En stol knirkede. Blæsten susede i træerne udenfor. På min anden side rykkede kvinden sin skål væk og forsøgte ikke at røre ved mig, men vi sad bænket temmelig tæt. Det var, som om min blotte tilstedeværelse var uren. Ingen sagde noget. Alle så ned. En trækvind krøb koldt om vores ben, og kulden steg op fra det isnende stengulv. Mon der var lige så koldt på slottet? Lignede alle dage også hinanden på Drauvik Slot? Hvis der både var arbejde og træning, ville der da trods alt være en form for variation i hverdagen. Men hvordan skulle jeg klare den fysiske træning? Aisha sad tavst ved min side med blikket fastlåst på bordet. Vi ventede alle på, at forstanderen ville gå, så vi kunne spise færdig. Uret på væggen viste, at der kun var fem minutter tilbage af morgensamlingen, før det blev forventet, at vi alle var i gang med dagens arbejde. Aisha og jeg skulle lave frokost.
Jeg ønskede inderligt, at jeg kunne tale med hende om det, men vi måtte vente. Fra min første dag på fattiggården havde vi været uadskillelige. Ville jeg nogensinde se hende igen, når jeg var rejst? Slottet lå i udkanten af byen, en times ridt eller flere timer til fods, men det kunne lige så vel havde været i en helt anden verden. Slottet lå på et lille bjerg, med fossen til venstre, der brusede ned i elven, som gik gennem byen og mundede ud i havet. Drauvik Slot var omgivet af mure, og bagtil strakte skoven sig enorm, men dunkel.
Hvad mon der ventede mig?
Der var ingen vej end at tage til slottet Aisha lagde sin hånd på min og gav den et klem. Hun viste, hvad hun ikke kunne sige. At det nok skulle gå. Vi var jævnaldrende, men hun var som en gammel sjæl, rolig og tålmodig, hvor jeg havde en konstant sitren i min krop af alle mulige følelser. Frygt og bekymring, men også drømme og ambitioner. Jeg havde altid håbet og troet på, at det var en midlertidig station i mit liv, at jeg var mere end et fattiglem. Men efter otte år på fattiggården var jeg begyndt at tvivle. Livet forsvandt en dag ad gangen, og jeg havde været bange for, at det var min fremtid, som smuldrede væk på den her usle måde.
Forstanderen ventede et par sekunder, og der var bomstille i hele spisesalen. Vi turde næsten ikke trække vejret af frygt for, hvad der ville komme. Den mand var en sadist og behøvede ingen grund til at straffe nogen. Han drejede dog om uden at sige mere. Lettelsens suk lød om mig, men jeg turde knap nok selv trække vejret.
Aisha kiggede stadig ned igen, men knugede lidt hårdere om min hånd. Jeg drejede hovedet mod hende, og ventede på, at hun skulle sige noget.
“Du er heldig,” mumlede hun til sidst. “Det er noget helt specielt at blive valgt af dronningen. At være udvalgt.”
“Hvordan er det specielt?” spurgte jeg, selv om jeg havde hørt det samme. Fire gange om året valgte dronningen borgere fra Drauvik, ofte unge, stærke mænd, der skulle tjene hende. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre i brystet, mens jeg ventede på hendes svar. Jeg er ikke noget særligt. Hvordan skal jeg kunne bidrage?
”Det er din chance for at komme væk. Du slipper væk.”
“Ikke meget længere end et stenkast væk.” Jeg forsøgte at lyde rolig, men kunne ikke genkende min egen stemme. Vi vidste begge, at jeg lige så godt kunne være blevet sendt til et andet rige; til Aurivento, Saharazad eller Isolani. De andre riger, som ingen af os havde set, kun hørt om. Mellem rigerne herskede skyggerne, der bekrigede os. Kun adskilt af de fire have, hvor skyggerne ikke kunne leve, men her vogtede til gengæld sømonstre, så store som selve slottet. Skygger eller sømonstre. Det var pest eller kolera. Kun få modige sjæle sejlede ud på havene eller forsøgte at rejse mellem riger.
Endelig kiggede hun på mig. “Jeg ville sådan ønske, at det var mig,” hviskede hun. “Men jeg er glad for, at du er blevet valgt. Jeg kommer til at savne dig, Kayla.”
Jeg strøg min tommelfinger over hendes hånd. Blide kærtegn frem og tilbage. ”Jeg kommer også til at savne dig, men vi ses på havnen om seks måner. Hvis det på nogen måde er muligt, kommer jeg tilbage efter dig før.”
Blikke fra de andre fattiglemmer brændemærkede mig med for- undring, jalousi og ærbødighed. Alle følelser var til stedet i rummet. Kunne de ikke se og mærke, hvor skrækslagen jeg var?
***
Madrassen var kold, da jeg lagde mig på den adskillige timer efter midnat, og det trak som sædvanlig på hele sovesalen. Var jeg lidt mere irriteret over forfaldet og elendigheden, fordi jeg vidste, at det var min sidste nat her? Måske. Det var på et hængende hår, at jeg var nået tilbage for natten, før skyggestormen havde ramt. Is på indersi- den af ruderne var helt normalt over halvdelen af året. Mon der var varmere på slottet? I aften, da jeg var ude, havde jeg kunnet se røgen stige op fra de mange skorstene på slottet. Det måtte betyde, at de havde brænde nok til at varme stedet op, og at det ikke kun var de store sale, som var opvarmede, men hele det enorme sted. Omkring mig kunne jeg høre smasken, snorken og grynt i søvne på sovesalen. Normalt var jeg så udkørt, at jeg kunne sove igennem det hele, selv når støn og suk af elskov, den eneste lykke vi havde, blandede sig med alle de andre lyde. Der var intet privatliv på fattiggården, og jeg forstod, at elementære behov måtte tilfredsstilles.
Skyggestormen rasede udenfor, og som et vågent mareridt omslut- tede den hele Drauvik. Jeg kunne høre, hvordan vinden hylede af skrig fra de fortabte sjæle, der ikke var nået i ly i tide. Isregn trommede så hårdt mod ruderne, at glasset raslede, og krøb ind langs utæthe- derne som kolde fangarme. Mørket var ikke nattemørkt med måne og stjerner, det var kulsort. Skyggerne var mørket. Jeg skuttede mig under tæppet og kiggede på revnen i rammen rundt om vinduet over mig, hvor isen, som et net af blodårer, spredte sig hurtigt på væggene. Skyggestormene var blevet en tiltagende del af vores liv. Igennem de seneste år var de blevet hyppigere. Folk, der vovede sig ud og blev fanget i en storm, kom sjældent tilbage, og hvis de gjorde, var det som udhungrede sjæle uden følelser, der krævede andres sjæle for at overleve. De blev til levende skygger, som gemte sig i dagslys, men kom frem, når natten tog over. Jeg havde aldrig mødt en skyggesjæl, men historierne var nok til at holde mig indendørs. Jeg mistede Elnyr i en storm.
En skyggestorm plejede at vare et døgn, måske to, men nu strakte de sig over dage, nogle gange uger. Ingen vidste hvorfor, men der var mange teorier. Nogle sagde, at det var, fordi magien i Drauvik mistede sin kraft, at elementerne blev forstyrret af skyggerne, som blev mægtigere, jo flere sjæle de slugte. Andre mente, at det var dronningens magt, som var svækket, og derfor fik skyggerne mere og mere magt. Uanset hvad havde det aldrig været så slemt som nu, og alle i Drauvik levede i frygt.
Jeg satte mig op og kiggede ud ad vinduet, hvor lyn fortsatte med at flænse himlen. Silhuetter af dyr, mennesker og væsener, jeg ikke kunne beskrive, kom til syne i lynglimtene. Hvis man kiggede for længe på skyggestormen og de fortabte sjæle i mørket, blev man skør. Det var ikke en vandrehistorie. Det kunne jeg både se og mærke i hele min krop. Livet på slottet lød som et eventyr, men det her var det modsatte: et ægte mareridt.
Jeg stirrede op i det grå loft og lyttede til Aisha, der vendte og dre- jede sig på madrassen ved siden af min. Det værste ved skyggestorme var magtesløsheden. Vi kunne ikke stille andet op end at vente på, at dronningens tropper fik bugt med stormen. Jeg var usikker på, om hun og hendes hær kunne blive ved med at beskytte Drauvik, eller om skyggerne ville overtage. Ville hun en dag møde en storm, hun ikke kunne stoppe? Madrassens fjedre knirkede og gav sig, da jeg vendte mig væk fra vinduet mod Aisha og så, at hun lå og betragtede mig. Vores madrasser var skubbet helt tæt sammen, fordi sovesalen var overfyldt, men også, fordi det var iskoldt, og vi varmede os hos hinanden.
”Jeg kan ikke lide, når du sniger dig ud,” sagde hun så lavt, at kun jeg kunne høre det.
”Her,” jeg trykkede aftenens og nattens løn i hendes hånd. ”Det var også sidste gang, for nu er der nok. Men gem dem for gudernes skyld. Om seks fuldmåner mødes vi på kajen, hvor Hortensia lægger til.” Endelig, efter års slid og natligt arbejde, kunne vi blive fri. Om kun seks fuldmåner. Det var en sjældenhed, at handelsskibe kom så langt nordpå som til Drauvik, især ikke efter skyggestormene havde taget til, men lejlighedsvis var der en tosset kaptajn, som vovede pelsen, begav sig ud på de fire have og trodsede bæsterne i dybet. Vi ville ikke være de eneste, som forsøgte at tage flugten, og vi måtte ikke blive opdaget, for så ventede der endnu hårdere straffe end dem, vi var vant til. Jeg ville være på slottet indtil da, og jeg kunne ikke klare tanken om, at Aisha kunne blive taget og afstraffet.
“Kayla?” hviskede hun. ”Du er heldig.”
“Mmm.” Jeg rynkede panden og trak det tyndslidte tæppe tættere omkring mig. ”Jeg ved ikke, om jeg er heldig, men jeg kommer i det mindste væk fra det her. Og jeg skal nok være der på kajen, ved Hortensia, om seks fuldmåner.” Jeg sagde det, selv om jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne slippe væk fra slottet, der mest af alt lignede et fæstningsværk. Det var noget af det første, jeg måtte finde ud af, når jeg ankom.
”Tænk på, at det er en chance for at få et nyt liv. Dit liv.” Hun sendte mig et svagt smil og et sørgmodigt blik. ”Jeg under dig det, Kayla.” Aishas hud var flere toner mørkere end min. Hendes hår var gyldent og ikke sort som mit. Det krøllede heller ikke, men faldt glat om hendes ansigt og rammede det ind. Hun var så rolig, hvor jeg var yderst bevidst om, at mine følelser var som den skyggestorm, der rasede udenfor. Hun var urokkelig og min trygge havn. Nu skulle vi skilles ad for første gang i seks år, og jeg var ikke parat. Hvad nu, hvis jeg aldrig ville få hende at se igen? Selv om vi lovede hinanden, at vi ville mødes ved Hortensia om seks fuldmåner, så vidste ingen af os, om det ville være muligt. Sorgen efter Elnyrs død havde aldrig fortaget sig. Ville jeg nogensinde komme mig over det, hvis jeg også mistede Aisha? Det var svært at tænke på. Vi var jævnaldrende, begge 22 år, men jeg havde altid følt, at hun var den ældste, den mest modne og klogeste.
”Hvordan kan jeg være heldig, når det betyder, at jeg skal væk fra dig?” spurgte jeg og strøg hende over håret.
Det var tydeligt, at hun kæmpede bravt mod tårerne og tabte. Jeg rakte hånden frem og tørrede dem bort med tommelfingeren.
”Du mister mig ikke. Du flytter bare, og det er slet ikke langt væk,” hviskede hun betryggende. ”Jeg vil tænke på dig hver gang, jeg vender blikket mod slottet. Vi ses jo snart igen.”
Vi vidste begge, at det ikke passede. Jo, slottet var tæt på, vi kunne se det fra vinduerne i køkkenet, men det var en lukket verden. Og det krævede ikke mange hjerneceller at regne ud, at det ville blive en noget nær umulig opgave for mig at stå på kajen om seks fuldmåner.
Men jeg måtte tro på det.
I en verden vævet af magi og hærget af sorte skygger lever Kayla et håbløst liv på fattiggården, indtil hun en skæbnesvanger dag bliver udvalgt og kastes ind i dronningens garde. Her opdager hun ikke blot sin slumrende jordmagi, men også en uimodståelig tiltrækning til en gådefuld, mørk general.
Intet på slottet er dog, hvad det giver sig ud for at være. Kayla forsøger at navigere i dronningens farlige magtspil, mens hun må lære at mestre de kræfter, hun knap forstår. På samme tid ulmer en forbudt romance under overfladen.
Jordens Sten er første bind i ´Skæbnens væv´, en serie om væversken Kayla, begær, undergang og overlevelse.
Du kan købe Jordens Sten online på Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Jordens sten er første bind i ´Skæbnens væv´, en serie om væversken Kayla, begær, undergang, overlevelse og forbudt romance. Fordyb dig allerede nu i uddraget om en fantasyverden fuld af spænding.
I L. Shermans Jordens sten følger vi Kayla, der går fra at leve et liv på en fattiggård til at blive udvalgt og kastet ind i dronningens garde. En rejse, hvor hun opdager sin slumrende jordmagi, navigerer rundt i et farligt magtspil med dronningen, mestrer kræfter, hun knap forstår, og en forbudt romance, som simrer under overfladen.
LÆS OGSÅ: Ny hybridgenre hitter: Alle elsker romantasy
Kayla opdager en uimodståelig tiltrækning til den gådefulde og mørke general Alaric. Skyggerne venter, guderne frygter, og et forestående bryllup truer med at rive de elskende fra hinanden. Vil Kayla og Alaric kunne trodse deres pligter og omfavne den kærlighed, der kan være nøglen til at redde hele verden – eller vil de gå til grunde i kampen mod mørket?
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Læs Jordens sten, der er første bind af L. Shermans nye serie ´Skæbnens væv´ herunder.
Jordens Sten
af L. Sherman
1.
KAYLA
Jeg elskede tusmørke. Den tid på dagen, lige før dagen slukkedes, og natten tændtes. Jeg elskede overgangen, hvor solens lange stråler blev opslugt af mørket, og himlen fik en dunklere farve blå med strøg af orange og rosa. Træhusene i Drauvik blev langsomt indhyllet i nattens komme, og forfaldet efter århundreders nød og elendighed blev sværere at se. Byen så meget smukkere ud ved tusmørketid. Det var sjældent, at jeg, som i dag, kunne slippe ud, før solen var gået helt ned, og mørket havde taget over. Når jeg sneg mig gennem gaderne, forestillede jeg mig, at Drauvik by igen var en velstående og blomstrende havneby mod nord, hvor skibe fra nær og fjern lagde til som i fordums tid. Hvor silke og krydderier blev byttet for skind og pelse, harpiks og bivoks. De muligheder, som disse handelsvarer repræsenterede, lå langt før min tid.
Dovent blev skyggerne længere, ikke de hæslige skygger, som vi alle frygtede, men de naturlige skygger lavet af solen, der var på vej videre på sin færd. Jeg trak mit mørkegrå sjal tættere om mit hoved og skuldre i den kølige aftenluft. Et øjeblik standsede jeg på et gadehjørne, hvor det gik stejlt ned mod havnen, og snusede den salte luft fra havet ind. Der var ingen vogtere, der tændte gadelys, så banditterne i Drauviks gyder havde frit lejde i de mørke timer. Gardiner blev trukket for i gaderne, og jeg burde ikke være ude. Det burde ingen og slet ikke en ung kvinde, men ingen tog notits af mig. Så jeg dukkede nakken og skyndte mig hastigt til mit bestemmelsessted.
Det havde regnet tidligere, uden at jeg havde opdaget det. Jeg tilbragte næsten alle mine vågne timer i køkkenet på fattiggården, som ingen vinduer havde, kun et hul i loftet så osen fra madlavning kunne slippe ud, så oftest havde jeg ingen føling med vejret udenfor.
Jeg passede på ikke at glide på de våde brosten og hoppede over sporadiske vandpytter. Mine læderstøvler var ikke just tætte. De var et nummer for små, så mine storetæer havde boret hul i snuderne. Men nye klæder og fodtøj skulle man se længe efter i Drauvik. Kun livet på slottet var indhyllet i stor rigdom, havde jeg fået fortalt. Sådan gik historierne om, hvordan de levede på slottet, og for et fattiglem ville det forblive sådan for altid – en historie og intet andet. Jeg standsede igen og så bagud og op på fjeldet, hvor slottet glimtede let i mørket. Herfra kunne jeg ikke se, om det var lyset i vinduerne, eller om det var magi, som historierne fortalte. Det lå strunkt og uopnåeligt, som et fyrtårn i et uendeligt hav af mørkegrøn skov, som var det en spejling af det uendelige hav af mørkeblåt vand foran mig. Kun de dygtigste magikere blev hidkaldt til slottet. Jeg var magiløs, blot en ung kvinde fra byen uden nogen familie. Drauvik var et smukt sted, men fattigdom og skygger ville blive dets langsomme undergang.
Der var ingen fremtid her.
Da jeg nåede træhuset ved den yderste kaj, kiggede jeg mig som altid over skulderen. Jeg kunne aldrig vide mig sikker på, om jeg havde tiltrukket mig opmærksomhed fra en lommetyv, eller endnu værre, en mand, der tænkte slette tanker. Huset lå lidt tilbagetrukket mellem to fiskerhuse. Et af de eneste erhverv, man kunne ernære sig ved i Drauvik, men ingen havde råd til at købe fiskene. Nød og elendighed. Kun seks fuldmåner endnu, sagde jeg til mig selv.
Bagdøren stod åben. ”Fordømte guder,” bandede jeg, da døren knirkede i bag mig. Hvorfor var de så uforsigtige? Det var jo forbudt, og jeg kunne ikke blive opdaget så tæt på målet. Jeg styrede mod den smalle trappe, hvor malingen, engang hvid eller lysegrå, var slidt ned til en grumset farve, og på vej ned kunne jeg se den lange kø af kunder, som ventede på mig. Det ville blive en lang aften, måske ville det endda blive nødvendigt at tage natten i brug. Jeg rankede ryggen og smurte et påtaget smil på mine læber. Det var tid til min optræden.
2.
KAYLA
Den gråbrunlige grød så lige præcis så uspiselig ud, som den var, men jeg var nødt til at spise, hvad der blev stillet foran mig. Vi fik tre måltider om dagen; jeg havde brug for dem alle. Jeg tog en mundfuld til og sank mere klistret og slibrig masse, som kæmpede sig vej ned igennem spiserøret. I seks år havde fattiggården været mit hjem, så jeg burde have vænnet mig til det. Spisesalen lugtede af fugtigt, beskidt tøj og sved fra de arbejdende kroppe. Og der var så koldt. Så fælt og koldt, at vi ofte blev syge. Mange fattiglemmer døde af en simpel forkølelse, hvilket desværre ofte var en lettelse for resten af os. En mund mindre at mætte. Drauvik var et koldt og blæsende land det meste af året, men somrene kunne være varme. Jeg savnede varmen. Vinteren lå lang og ubarmhjertig foran os, stadig var dagene gyldne og lune, men nætterne varslede kulde. Mine hænder, fødder og næse var dog altid kolde inden for stenmurene på fattiggården.
Livet før fattiggården havde ikke været rigt, men Elnyr havde sørget for varm, velsmagende mad, rent og tørt tøj og et trygt og lunt hjem til os. Åh, hvor ville jeg give min ene kolde hånd for Elnyrs gryderet, godt krydret og med kød og grøntsager fra køkkenhaven og så med et stykke nybagt brød ved siden af. Til dessert var der næsten altid henkogt frugt eller en tærte. Jeg havde især elsket pærerne fra træet i haven med pisket fløde fra vores eneste ko. Det var som en drøm, og et nu alt for fjernt minde. Den grumsede havregrød her i skålen var min virkelighed. En skyggestorm havde taget Elnyr, en vinter for alt for mange år siden nu – hun var blevet fanget i den på vej hjem fra et ganske almindeligt ærinde i byen. Det kunne have været en hvilken som helst dag. Jeg havde været seksten og ejede intet. I Drauvik arvede indbyggerne kun efter deres blodsbeslægtede, ægte familiemedlemmer. Elnyr havde taget mig ind, da jeg var spæd, været som en ældre mor eller bedstemor for mig, men vi delte ikke biologisk ophav. Hun havde endda juridisk adopteret mig, men det betød ikke noget, når hun ikke var her. Der havde været krig så længe, jeg kunne huske, og Drauviks love krævede, at borgerne bidrog til freden med skatter og arv. Børn i lige linje kunne blive boende i forældrenes huse, når de døde. Boede man til leje, måtte man overtage lejemålet eller købe huset. Jeg havde ikke tjent nok til at blive og ville aldrig komme til det. Derfor havde gaden eller fattiggården været min eneste udvej, fyldt til bristepunktet med andre fortvivlede indbyggere uden andre steder at gå hen. Der var lavmælt hvisken på begge sider af langbordet. Der var børn og voksne, kvinder og mænd i alle aldre på fattiggården. Familier og enlige. De, der havde været her længst, bestemte. Der var et hierarki selv blandt fattiglemmerne, og jeg var lavest rangeret. Nogle af kvinderne skelede til mig med deres kolde kalkulerende blikke.
”Bedre end os andre …” ”Du tror nok, du er noget …” havde de sagt, da jeg forsvarede en af de yngre piger. Pigen var gået fri, havde und- sluppet pisken, og jeg havde vidst, hvad der ville komme. Jeg måtte tage straffen i hendes sted. Der blev altid hvisket, at det var bedre at dukke nakken og tie end at kæmpe, men det kunne jeg ikke. Min rygs fæle zigzag-ar var et bevis på min manglende evne til at vare min mund og mit evindelige behov for at træde til.
”Spis op. Tiden er snart gået, og du har brug for energien til da- gens arbejde.” Aisha puffede til mig og fik mig ud af dagdrømmen. Det sagde sig selv, og alligevel måtte hun ofte prikke til mig. Jeg vidste udmærket, at uden mad og drikke ville jeg ikke kunne holde min del af aftalen med fattiggården: Vi arbejdede for kost og logi, i køkkenhaven, i staldene, i skoven og på selve gården. Jeg duede ikke til ekstremt fysisk arbejde, så jeg hjalp til i køkkenet sammen med Aisha. Det var hårdt nok.
Sekundet efter fik forstanderens beslutsomme skridt al tale til at forstumme. Alle kiggede ned. Jeg mærkede den velkendte frygt helt nede i maven. Please gå videre, please gå videre, vil du ikke nok … gentog sig i mine tanker, men han stoppede bag mig. Nej. Nej. Nej. Alle frygtede hans opmærksomhed. Det var sjældent et godt tegn, når man blev udpeget. Hvad havde jeg nu gjort?
Frygten for suset og lyden af ridepisken, der svirpede i luften, før den ramte min ryg, jog igennem mig. Ikke i dag. Jeg kunne ikke klare det. Min krop var træt, fordi jeg først var kommet tilbage fra havnen ud på de små timer, dog med fyldte lommer. Alt i mig var udmattet. Selv mine tanker, som normalt kørte rundt og rundt.
”Du tror, at du er noget særligt?” Forstanderens stemme var kold og skadefro i mine tanker. Jeg bed tænderne sammen, men skreg, da pisken slangede sig om min ryg, omkring mine ribben og lavede røde aftegninger på min spinkle krop. ”Jeg skal vise dig, at du ikke er andet end et dyr, et skadedyr, en rotte, lavere end lavest. Tjenestepiger holder mund. Er det forstået?” Jeg pressede panden mod den kolde stenmur, som jeg stod bøjet mod, mens tårerne løb lydløst ned ad mine kinder, og jeg tog imod slag efter slag. Da han var færdig, sank jeg sammen på gulvet, og han forlod mig. Der var ingen til at hjælpe mig her. Ingen kunne høre mig bag den tykke stenmur og tunge trædør. Og selv om de havde kunnet høre mig, ville ingen have gjort noget.
“Rejs dig,” beordrede han og lød som altid irriteret, som om det var under ham at beskæftige sig med os, hans fattiglemmer. Han ville ikke have et job uden os, men med så mange nødlidende, vidste han, at det aldrig ville ske. Drauviks fattigdom var hans sikkerhed.
Jeg skubbede langsomt stolen ud, rejste mig og kiggede ham lige i øjnene. Han var lav, og jeg var højere end gennemsnittet. “Ja, hr. forstander.” I ærbødighed sænkede jeg hovedet, krummede ryggen og forsøgte at gøre mig mindre. Vi vidste aldrig, hvornår der vankede prygl for ulydighed eller for vores blotte tilstedeværelse.
Han lod blikket glide over mig, fra mine filtrede krøller til mine alt for tynde og knoglede arme. “Dronningen har valgt. Der er sendt bud efter dig. Du er udvalgt.”
Udvalgt? Jeg flyttede blikket mod Aisha, der sad med øjnene fast- låst på sin næsten tomme skål. Hun så ikke op, men jeg kunne se, at hendes krop rystede.
“Men … hvorfor mig?” spurgte jeg lavt og forundret. Jeg var ikke stærk eller hurtig, helt almindelig, slet ikke noget særligt. Jeg var kluntet og underernæret – der var andre, der var bedre egnet. Så mange andre. Ja, jeg havde et talent, som jeg tjente penge på, men det kunne da ikke bruges til ret meget andet. Jeg blinkede, stirrede på forstanderen og ventede på, at han skulle rette sin fejl. Det kunne ikke være mig. Der måtte være sket en fejl. Han måtte have fået fat i den forkerte. Vidste han egentlig, hvem vi alle var? Kunne han overhovedet kende Aisha og mig fra hinanden?
“Er du ikke Kayla Arén?” gentog han, denne gang hårdere, som om jeg var to sekunder fra, at han ville hæve hånden med pisken og afstraffe mig foran resten af fattiglemmerne. Jeg krympede mig sam- men foran ham i et forsøg på at gøre mig endnu mindre og endnu mere underdanig. Det hjalp nogle gange.
Alle i spisesalen stirrede på mig. Min hals var tør, og jeg sendte et blik efter mit krus med nu meget kold te, og ville have ønsket, at jeg havde drukket den. På den anden side af bordet kiggede en af de andre yngre kvinder på mig gennem små smalle sprækker af øjne. Hun spidsede sine læber i afsky. Hun behøvede ikke at sige, hvad hun tænkte, jeg behøvede ikke at høre hendes tanker. Det var tydeligt, hvad hun mente: Hvorfor hende? Hun er ikke noget særligt. De andre ved bordet rykkede sig væk fra mig, som om min udvælgelse var en smitsom sygdom. Jeg var lykkelig for, at jeg havde Aisha ved min side. Forstanderen trådte et skridt tættere på mig, og jeg skælvede, fik det med ét dårligt, som om jeg skulle kaste op. Hans sødlige lugt af sved, tobak og uvasket krop ramte mine næsebor. Billeder af mig bøjet over hans bord, mens jeg modtog min afstraffelse, fór forbi mit indre. Ham ville jeg slippe for, og det alene burde have fået mig til at rette mig op og spæne ud. Men jeg havde mest lyst til at protestere. Jeg kunne bare ikke. Det var en ære at være udvalgt, selv om det betød, at jeg skulle arbejde for Hendes Majestæt, Dronningen af Drauvik. Men det var ikke bare et arbejde. Jeg skulle tjene hende og landet, og jeg ville få en militæruddannelse, lære at forsvare mig og Drauvik. Men jeg var jo ingenting, bare et skravl af en underernæret ung kvinde.
I stedet nikkede jeg. “Jo, hr. forstander.”
”Pak dine ting. Du bliver hentet ved daggry. Sæt dig.”
Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig på min plads på langbæn- ken, men jeg havde mistet appetitten. Der var absolut tavshed i hele salen. En stol knirkede. Blæsten susede i træerne udenfor. På min anden side rykkede kvinden sin skål væk og forsøgte ikke at røre ved mig, men vi sad bænket temmelig tæt. Det var, som om min blotte tilstedeværelse var uren. Ingen sagde noget. Alle så ned. En trækvind krøb koldt om vores ben, og kulden steg op fra det isnende stengulv. Mon der var lige så koldt på slottet? Lignede alle dage også hinanden på Drauvik Slot? Hvis der både var arbejde og træning, ville der da trods alt være en form for variation i hverdagen. Men hvordan skulle jeg klare den fysiske træning? Aisha sad tavst ved min side med blikket fastlåst på bordet. Vi ventede alle på, at forstanderen ville gå, så vi kunne spise færdig. Uret på væggen viste, at der kun var fem minutter tilbage af morgensamlingen, før det blev forventet, at vi alle var i gang med dagens arbejde. Aisha og jeg skulle lave frokost.
Jeg ønskede inderligt, at jeg kunne tale med hende om det, men vi måtte vente. Fra min første dag på fattiggården havde vi været uadskillelige. Ville jeg nogensinde se hende igen, når jeg var rejst? Slottet lå i udkanten af byen, en times ridt eller flere timer til fods, men det kunne lige så vel havde været i en helt anden verden. Slottet lå på et lille bjerg, med fossen til venstre, der brusede ned i elven, som gik gennem byen og mundede ud i havet. Drauvik Slot var omgivet af mure, og bagtil strakte skoven sig enorm, men dunkel.
Hvad mon der ventede mig?
Der var ingen vej end at tage til slottet Aisha lagde sin hånd på min og gav den et klem. Hun viste, hvad hun ikke kunne sige. At det nok skulle gå. Vi var jævnaldrende, men hun var som en gammel sjæl, rolig og tålmodig, hvor jeg havde en konstant sitren i min krop af alle mulige følelser. Frygt og bekymring, men også drømme og ambitioner. Jeg havde altid håbet og troet på, at det var en midlertidig station i mit liv, at jeg var mere end et fattiglem. Men efter otte år på fattiggården var jeg begyndt at tvivle. Livet forsvandt en dag ad gangen, og jeg havde været bange for, at det var min fremtid, som smuldrede væk på den her usle måde.
Forstanderen ventede et par sekunder, og der var bomstille i hele spisesalen. Vi turde næsten ikke trække vejret af frygt for, hvad der ville komme. Den mand var en sadist og behøvede ingen grund til at straffe nogen. Han drejede dog om uden at sige mere. Lettelsens suk lød om mig, men jeg turde knap nok selv trække vejret.
Aisha kiggede stadig ned igen, men knugede lidt hårdere om min hånd. Jeg drejede hovedet mod hende, og ventede på, at hun skulle sige noget.
“Du er heldig,” mumlede hun til sidst. “Det er noget helt specielt at blive valgt af dronningen. At være udvalgt.”
“Hvordan er det specielt?” spurgte jeg, selv om jeg havde hørt det samme. Fire gange om året valgte dronningen borgere fra Drauvik, ofte unge, stærke mænd, der skulle tjene hende. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre i brystet, mens jeg ventede på hendes svar. Jeg er ikke noget særligt. Hvordan skal jeg kunne bidrage?
”Det er din chance for at komme væk. Du slipper væk.”
“Ikke meget længere end et stenkast væk.” Jeg forsøgte at lyde rolig, men kunne ikke genkende min egen stemme. Vi vidste begge, at jeg lige så godt kunne være blevet sendt til et andet rige; til Aurivento, Saharazad eller Isolani. De andre riger, som ingen af os havde set, kun hørt om. Mellem rigerne herskede skyggerne, der bekrigede os. Kun adskilt af de fire have, hvor skyggerne ikke kunne leve, men her vogtede til gengæld sømonstre, så store som selve slottet. Skygger eller sømonstre. Det var pest eller kolera. Kun få modige sjæle sejlede ud på havene eller forsøgte at rejse mellem riger.
Endelig kiggede hun på mig. “Jeg ville sådan ønske, at det var mig,” hviskede hun. “Men jeg er glad for, at du er blevet valgt. Jeg kommer til at savne dig, Kayla.”
Jeg strøg min tommelfinger over hendes hånd. Blide kærtegn frem og tilbage. ”Jeg kommer også til at savne dig, men vi ses på havnen om seks måner. Hvis det på nogen måde er muligt, kommer jeg tilbage efter dig før.”
Blikke fra de andre fattiglemmer brændemærkede mig med for- undring, jalousi og ærbødighed. Alle følelser var til stedet i rummet. Kunne de ikke se og mærke, hvor skrækslagen jeg var?
***
Madrassen var kold, da jeg lagde mig på den adskillige timer efter midnat, og det trak som sædvanlig på hele sovesalen. Var jeg lidt mere irriteret over forfaldet og elendigheden, fordi jeg vidste, at det var min sidste nat her? Måske. Det var på et hængende hår, at jeg var nået tilbage for natten, før skyggestormen havde ramt. Is på indersi- den af ruderne var helt normalt over halvdelen af året. Mon der var varmere på slottet? I aften, da jeg var ude, havde jeg kunnet se røgen stige op fra de mange skorstene på slottet. Det måtte betyde, at de havde brænde nok til at varme stedet op, og at det ikke kun var de store sale, som var opvarmede, men hele det enorme sted. Omkring mig kunne jeg høre smasken, snorken og grynt i søvne på sovesalen. Normalt var jeg så udkørt, at jeg kunne sove igennem det hele, selv når støn og suk af elskov, den eneste lykke vi havde, blandede sig med alle de andre lyde. Der var intet privatliv på fattiggården, og jeg forstod, at elementære behov måtte tilfredsstilles.
Skyggestormen rasede udenfor, og som et vågent mareridt omslut- tede den hele Drauvik. Jeg kunne høre, hvordan vinden hylede af skrig fra de fortabte sjæle, der ikke var nået i ly i tide. Isregn trommede så hårdt mod ruderne, at glasset raslede, og krøb ind langs utæthe- derne som kolde fangarme. Mørket var ikke nattemørkt med måne og stjerner, det var kulsort. Skyggerne var mørket. Jeg skuttede mig under tæppet og kiggede på revnen i rammen rundt om vinduet over mig, hvor isen, som et net af blodårer, spredte sig hurtigt på væggene. Skyggestormene var blevet en tiltagende del af vores liv. Igennem de seneste år var de blevet hyppigere. Folk, der vovede sig ud og blev fanget i en storm, kom sjældent tilbage, og hvis de gjorde, var det som udhungrede sjæle uden følelser, der krævede andres sjæle for at overleve. De blev til levende skygger, som gemte sig i dagslys, men kom frem, når natten tog over. Jeg havde aldrig mødt en skyggesjæl, men historierne var nok til at holde mig indendørs. Jeg mistede Elnyr i en storm.
En skyggestorm plejede at vare et døgn, måske to, men nu strakte de sig over dage, nogle gange uger. Ingen vidste hvorfor, men der var mange teorier. Nogle sagde, at det var, fordi magien i Drauvik mistede sin kraft, at elementerne blev forstyrret af skyggerne, som blev mægtigere, jo flere sjæle de slugte. Andre mente, at det var dronningens magt, som var svækket, og derfor fik skyggerne mere og mere magt. Uanset hvad havde det aldrig været så slemt som nu, og alle i Drauvik levede i frygt.
Jeg satte mig op og kiggede ud ad vinduet, hvor lyn fortsatte med at flænse himlen. Silhuetter af dyr, mennesker og væsener, jeg ikke kunne beskrive, kom til syne i lynglimtene. Hvis man kiggede for længe på skyggestormen og de fortabte sjæle i mørket, blev man skør. Det var ikke en vandrehistorie. Det kunne jeg både se og mærke i hele min krop. Livet på slottet lød som et eventyr, men det her var det modsatte: et ægte mareridt.
Jeg stirrede op i det grå loft og lyttede til Aisha, der vendte og dre- jede sig på madrassen ved siden af min. Det værste ved skyggestorme var magtesløsheden. Vi kunne ikke stille andet op end at vente på, at dronningens tropper fik bugt med stormen. Jeg var usikker på, om hun og hendes hær kunne blive ved med at beskytte Drauvik, eller om skyggerne ville overtage. Ville hun en dag møde en storm, hun ikke kunne stoppe? Madrassens fjedre knirkede og gav sig, da jeg vendte mig væk fra vinduet mod Aisha og så, at hun lå og betragtede mig. Vores madrasser var skubbet helt tæt sammen, fordi sovesalen var overfyldt, men også, fordi det var iskoldt, og vi varmede os hos hinanden.
”Jeg kan ikke lide, når du sniger dig ud,” sagde hun så lavt, at kun jeg kunne høre det.
”Her,” jeg trykkede aftenens og nattens løn i hendes hånd. ”Det var også sidste gang, for nu er der nok. Men gem dem for gudernes skyld. Om seks fuldmåner mødes vi på kajen, hvor Hortensia lægger til.” Endelig, efter års slid og natligt arbejde, kunne vi blive fri. Om kun seks fuldmåner. Det var en sjældenhed, at handelsskibe kom så langt nordpå som til Drauvik, især ikke efter skyggestormene havde taget til, men lejlighedsvis var der en tosset kaptajn, som vovede pelsen, begav sig ud på de fire have og trodsede bæsterne i dybet. Vi ville ikke være de eneste, som forsøgte at tage flugten, og vi måtte ikke blive opdaget, for så ventede der endnu hårdere straffe end dem, vi var vant til. Jeg ville være på slottet indtil da, og jeg kunne ikke klare tanken om, at Aisha kunne blive taget og afstraffet.
“Kayla?” hviskede hun. ”Du er heldig.”
“Mmm.” Jeg rynkede panden og trak det tyndslidte tæppe tættere omkring mig. ”Jeg ved ikke, om jeg er heldig, men jeg kommer i det mindste væk fra det her. Og jeg skal nok være der på kajen, ved Hortensia, om seks fuldmåner.” Jeg sagde det, selv om jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne slippe væk fra slottet, der mest af alt lignede et fæstningsværk. Det var noget af det første, jeg måtte finde ud af, når jeg ankom.
”Tænk på, at det er en chance for at få et nyt liv. Dit liv.” Hun sendte mig et svagt smil og et sørgmodigt blik. ”Jeg under dig det, Kayla.” Aishas hud var flere toner mørkere end min. Hendes hår var gyldent og ikke sort som mit. Det krøllede heller ikke, men faldt glat om hendes ansigt og rammede det ind. Hun var så rolig, hvor jeg var yderst bevidst om, at mine følelser var som den skyggestorm, der rasede udenfor. Hun var urokkelig og min trygge havn. Nu skulle vi skilles ad for første gang i seks år, og jeg var ikke parat. Hvad nu, hvis jeg aldrig ville få hende at se igen? Selv om vi lovede hinanden, at vi ville mødes ved Hortensia om seks fuldmåner, så vidste ingen af os, om det ville være muligt. Sorgen efter Elnyrs død havde aldrig fortaget sig. Ville jeg nogensinde komme mig over det, hvis jeg også mistede Aisha? Det var svært at tænke på. Vi var jævnaldrende, begge 22 år, men jeg havde altid følt, at hun var den ældste, den mest modne og klogeste.
”Hvordan kan jeg være heldig, når det betyder, at jeg skal væk fra dig?” spurgte jeg og strøg hende over håret.
Det var tydeligt, at hun kæmpede bravt mod tårerne og tabte. Jeg rakte hånden frem og tørrede dem bort med tommelfingeren.
”Du mister mig ikke. Du flytter bare, og det er slet ikke langt væk,” hviskede hun betryggende. ”Jeg vil tænke på dig hver gang, jeg vender blikket mod slottet. Vi ses jo snart igen.”
Vi vidste begge, at det ikke passede. Jo, slottet var tæt på, vi kunne se det fra vinduerne i køkkenet, men det var en lukket verden. Og det krævede ikke mange hjerneceller at regne ud, at det ville blive en noget nær umulig opgave for mig at stå på kajen om seks fuldmåner.
Men jeg måtte tro på det.
I en verden vævet af magi og hærget af sorte skygger lever Kayla et håbløst liv på fattiggården, indtil hun en skæbnesvanger dag bliver udvalgt og kastes ind i dronningens garde. Her opdager hun ikke blot sin slumrende jordmagi, men også en uimodståelig tiltrækning til en gådefuld, mørk general.
Intet på slottet er dog, hvad det giver sig ud for at være. Kayla forsøger at navigere i dronningens farlige magtspil, mens hun må lære at mestre de kræfter, hun knap forstår. På samme tid ulmer en forbudt romance under overfladen.
Jordens Sten er første bind i ´Skæbnens væv´, en serie om væversken Kayla, begær, undergang og overlevelse.
Du kan købe Jordens Sten online på Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: