Et mord for meget er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen.
En 85-årig amatørornitolog forsvinder sporløst, og privatdetektiven Anne-Maj Mortensen påtager sig at finde ham. Sagen udvikler sig til et hæsblæsende drama blandt miljøaktivister, fuglekiggere og handlekraftige pensionister.
LÆS OGSÅ: Krimier må godt være hyggelige. Anna Grue er aktuel med en vaskeægte hyggekrimi-serie
Sagen ender også med at få alvorlige konsekvenser for fru Mortensen selv, da hun bliver årsag til en fatal ulykke og efterfølgende sætter sit eget liv på spil.
Læs første kapitel af Et mord for meget af Anna Grue herunder.
Et mord for meget
af Anna Grue
1.
Onsdag den 17. april
Anne-Maj Mortensen er forbløffende nem at narre, hvilket gør hende til et let offer for drillerier. Samtidig er hun nærmest ude af stand til at forstille sig. Hun er virkelig dårlig til at kontrollere sit ansigtsudtryk, når noget mishager hende, og hun har svært ved ikke at afsløre ting, hun egentlig burde holde tæt med. Snakke udenom kan hun godt, men stikke andre mennesker en direkte løgn … det er simpelthen imod hendes natur.
At være både lidt for tillidsfuld og lidt for ærlig er jo i bund og grund vældig sympatisk, bortset fra i de situationer, hvor det ville være formålstjenligt – eller bare lidt mere venligt – at kunne skjule sine følelser. Hvis Anne-Maj fatter modvilje mod nogen, er det kun med største besvær, hun kan skjule det. Det er ikke just befordrende for den gode stemning, når Anne-Maj kommer til at snerre ad mennesker, hun af
hensyn til alle parter burde behandle med en vis overbærenhed.
Hvis nogen for eksempel insisterer på at belære hende om et emne, som hun selv har et mere indgående kendskab til, og ikke lader sig anfægte af hendes forsøg på at korrigere – så ser hun rødt. Det kan være alt fra slankekure (når nogen siger ”Man skal da bare spise noget mindre”) til havearbejde (”Man kan sagtens bekæmpe skvalderkål med en fræser”) og bøger (”Har man læst én krimi, har man læst dem alle”) eller madlavning (”Det kan da være lige meget, om man blender eller moser kogte kartofler”).
Uvidende fjolser. Hvis der én ting, man især ikke skal kloge sig på over for Anne-Maj, er det hunde. Hun lytter selvfølgelig gerne til fagfolk – men det bliver dælendundreme et klart nej til skråsikre holdninger fra amatører. Og da slet ikke fra individer, der ikke selv har en hund og alligevel mener at vide alt om, hvordan man kurerer fyrværkeriskræk, køresyge eller trangen til at gnave dyre sandaler til atomer.
De kan få en spand at hoppe i, synes Anne-Maj, mens hun høfligt forsøger at holde masken. Lige nu står hun i netop denne situation og må kæmpe for at holde den urbane tone. For nylig fik hun en ny nabo, da Kasper og Britta, som hun ellers var ved at vænne sig til, solgte deres hus til en mand i halvtredserne. Som det er god naboskik, ringer Anne-Maj efter nogle dage på og præsenterer sig.
”Det er mig, der bor inde ved siden af. Jeg vil bare sige velkommen til Lindealle.”
Hun rækker ham en kurv med et stadig lunt surdejsbrød, et glas hjemmelavet blommemarmelade og to hundrede gram vellagret comté fra ostehandleren. Alt i alt en generøs og betænksom velkomstgave, hvis hun selv skal sige det.
”Jeg tænkte, at du nok trængte til lidt godt midt i flytningen.” Han kaster knap nok et blik på kurven.
”Tak,” siger han bare og sætter gaven fra sig på en flyttekasse. ”Tage Østerskov,” informerer han så.
Han er klædt i arbejdstøj: jeans og en forvasket sweatshirt. Både den grånende manke og hans buskede, mørke øjenbryn er dækket af slibestøv.
”Nå, du har nok travlt med at sætte huset i stand?” spørger Anne-Maj konverserende.
”Ja.”
”Bor her andre end dig?”
”Lige blevet skilt.”
”Undskyld. Det var ikke for at snage,” siger hun.
”Nej.”
”Kommer du her fra Nykøbing?”
”Nej.”
”Du arbejder måske i nærheden?”
”Nej.”
”Nå, men … Jeg håber i hvert fald, du bliver glad for at bo her,” prøver Anne-Maj en sidste gang.
Tage ser på hende. ”Er det din hund, jeg kan høre?”
”Ja,” siger hun, helt oplivet over at have fået en hel sætning ud af ham. ”En ruhåret gravhund. Han hedder Mortensen,” fortsætter hun, ”Mortensen den Tredje, faktisk. Jeg har nemlig haft to an…”
”Gør den altid sådan?”
”Det er bare, fordi han kan høre, at jeg står herude. Mortensen bliver lidt fornærmet, når han ikke må komme med.”
”Så gør den vel også, når du ikke er hjemme?”
”Nej da.” Hun forsøger ihærdigt at bevare det venlige udtryk. ”Desuden går jeg næsten aldrig fra ham. Jeg arbejder ikke mere, så det er sjæld…”
”Det er nok det, der er problemet,” afbryder han.
”Problemet?”
”Den skal bare vænnes til at være alene.”
”Men hvorfor skulle jeg dog gå fra ham, når jeg nu alligevel altid er hje…”
Ny afbrydelse: ”Det er det eneste, der hjælper. Bare gå fra den nogle timer hver dag. Så skal den nok blive træt af at gø.”
”Men …” Anne-Maj trækker vejret dybt ind. ”Mortensen gør jo netop ikke, når han er alene. Det er kun, når han kan høre min st…”
”Lad os håbe, du har ret.” Tage begynder at trække døren til. ”Farvel.”
Anne-Maj bliver stående nogle sekunder, chokeret over sin nye nabos utilslørede antipati. Hun ved godt, at den eneste vej frem til et tåleligt naboskab nu ligger på hendes skuldre: Giver hun efter for sin vrede, vil deres forhold hurtigt kunne udvikle sig til den rene nabokrig. Nej, tænker hun, da hun åbner døren. Jeg bliver nødt til at være den voksne.
Hun bøjer sig ned og kradser Mortensen bag ørerne. Mors lille skat. Anne-Maj går ud i køkkenet, laver sig en kop espresso med en ordentlig skefuld sukker i. Måske, fortsætter hun tankerækken … måske burde jeg ikke blive så gal på Tage; hvem ved, hvad han har at slås med. Skilt for nylig, flyttet til en fremmed by, muligvis også arbejdsløs. Der kan være mange grunde til, at manden er så fjendtlig.
Anne-Maj beslutter sig for at fortrænge mødet med Tage Østerskov. Hun har rigeligt at bruge tiden på i forvejen. Om få uger fylder hun syvogtres og skifter dermed status fra efterlønner til folkepensionist. Indtil for kort tid siden nærede hun et naivt håb om, at selve den nye titel ville indgyde en vis respekt fra omgivelserne; at man i fremtiden krævede knap så meget af sådan en ældre dame, skånede hende en smule, måske endda gav hende en hånd med dette og hint.
Men prognosen for en stilfærdig pensionisttilværelse med te, krydsord, tykke bøger, strikketøj – og måske en rask, lille drabsefterforskning i ny og næ – er ikke god. Faktisk har Iben og Jonas, Anne-Majs datter og svigersøn, snarere skruet forventningerne op. Hun – altså Iben – er for længst tilbage i jobbet som farmakonom-elev på det lokale apotek, og også Jonas’ del af barselsorloven er slut.
Lille Benjamin er derfor begyndt i en dagpleje på Grundtvigsvej, og det går forbløffende godt – bortset fra, at især Iben har den sorteste samvittighed over at overlade sin etårige søn til et andet menneske på fuld tid; fem-seks timer om dagen bør være det maksimale, mener hun. Hun har derfor hyret sin fjortenårige datter, Didi, til at hente drengen tidligt, når skoleskemaet tillader det.
Sin egen vagtplan har Iben mingeleret, så hun også selv kan hente af og til, og Jonas har tjansen hver fredag, når han har fri lige efter frokost. Resten af tiden er det Anne-Maj, der hænger på afhentningen. Således også i dag. Hun vinker farvel til Benjamins dagplejemor og spænder den sprællende dreng fast i en højteknologisk, crashtestet, sikkerhedsgodkendt, møgdyr autostol, der fylder godt op i Anne-Majs lille Opel Corsa.
Hun sætter sig bag rattet og fanger i det samme barnebarnets blik i bakspejlet. Da hans ansigt lyser op i et lykkeligt smil, smelter hun. Okay, tænker Anne-Maj og starter motoren. Det kan godt være, det er lidt bøvlet at være den, der henter, men det er da ikke helt uden gevinst for mig selv.
Hendes hund, derimod, gengælder ikke just Benjamins forelskelse og sidder nu presset helt op mod ruden i bagsædets anden side for at være uden for drengens rækkevidde. Gravhunden er ganske vist fascineret af Benjamin, når denne befinder sig på sikker afstand – men så snart ungen speedkravler nærmere, flygter Mortensen i panik.
Lidt senere befinder de sig i Iben og Jonas’ hus på Klintevej: Anne-Maj foran køkkenvasken, hvor hun gør grøntsager i stand til aftensmaden, Benjamin i spisekrogen med en tallerkenfuld eftermiddagshapsere, og de to hund – Mortensen og Didis lille pudderkvast, Sveske – siddende neden for højstolen for at fange de rugbrødsstykker, som ryger på gulvet.
Da dørklokken ringer, går Anne-Maj med sit barnebarn støttet mod hoften ud og åbner, hvorefter hun bliver stående et øjeblik og stirrer forbløffet på den uventede gæst.
”Ja, undskyld,” siger Anders Hall. ”Jeg ved godt, at det sikkert er ubelejligt …”
”Du er altid velkommen, Anders. Det er lang tid siden…” Anne-Maj træder til side og lader ham komme ind.
”Hvordan fandt du mig?”
”Da du ikke tog din telefon, forsøgte jeg hos dig selv først, men … Tjah, det er altså ikke særlig vanskeligt at regne ud, hvor jeg skal tjekke, når hverken du eller Mortensen er hjemme.”
”Kom med ud i køkkenet,” siger Anne-Maj. ”Benjamin får lige lidt i skrutten inden sin eftermiddagslur. Vil du have en kop kaffe … Nå nej: te?” retter hun sig selv, idet hun kommer i tanker om den unge efterforskers præferencer.
Efter at have samarbejdet – eller i hvert fald parallelarbejdet – i flere drabssager kender hun efterhånden Anders ganske godt.
”Jo …” Han tøver. ”Hellere noget stærkere, hvis du har.”
Anne-Maj løfter et øjenbryn. Anders er noget af det mest ædruelige, hun kender. Og lovlydige, for den sags skyld.
”Er du ikke i bil?” spørger hun.
”En enkelt genstand kan man altså sagtens tillade sig.”
Få øjeblikke senere sidder de over for hinanden med hver sin kolde øl. Mens Anders drikker den første slurk, betragter hun hans ansigt, der normalt er så vågent, så nysgerrigt og veloplagt. Nu er de fine, asiatiske træk præget af dyb udmattelse. Der er intet liv i de næsten sorte øjne, ingen af de smil, han ellers er så rundhåndet med. Anders sætter glasset fra sig, og hans blik møder hendes.
”Jeg har brug for din hjælp,” siger han så.
”Til en efterforskning?” Anne-Maj er ude af stand til at lyde bare nogenlunde ligeglad.
”Det kan man godt sige … på en måde.”
”Hvad siger chefen til, at du kommer til mig?” Anne-Maj ved, at politikommissær Liselotte Schmidt er noget mere forbeholden over for selvbestaltede privatdetektiver end sin medarbejder.
”Hun ved det ikke.”
”Nej?”
”Liselotte har smidt mig af sagen,” siger Anders. ”Jeg må ikke arbejde med den overhovedet.”
”Hvorfor?”
”Man kan ikke deltage i en efterforskning, når ens egen familie er involveret. Sådan er det bare.”
”Jeg forstår stadig ingenting.”
Deres blikke mødes igen. ”Det er min far …” siger Anders. ”Han er forsvundet.”
Et mord for meget
Da privatdetektiven Anne-Maj Mortensen bliver kontaktet af en kilde fra det lokale politi, hvirvles hun ind i en større sag om passionerede ornitologer, smykkekunstnere og mord på stribe. Anne-Maj trækkes så langt ind i opklaringen, at hun uforvarende kommer til at lemlæste en mistænkt og efterfølgende sætter sit eget liv på spil.
Et mord for meget er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i Odsherred.
Et mord for meget er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen.
En 85-årig amatørornitolog forsvinder sporløst, og privatdetektiven Anne-Maj Mortensen påtager sig at finde ham. Sagen udvikler sig til et hæsblæsende drama blandt miljøaktivister, fuglekiggere og handlekraftige pensionister.
LÆS OGSÅ: Krimier må godt være hyggelige. Anna Grue er aktuel med en vaskeægte hyggekrimi-serie
Sagen ender også med at få alvorlige konsekvenser for fru Mortensen selv, da hun bliver årsag til en fatal ulykke og efterfølgende sætter sit eget liv på spil.
Læs første kapitel af Et mord for meget af Anna Grue herunder.
Et mord for meget
af Anna Grue
1.
Onsdag den 17. april
Anne-Maj Mortensen er forbløffende nem at narre, hvilket gør hende til et let offer for drillerier. Samtidig er hun nærmest ude af stand til at forstille sig. Hun er virkelig dårlig til at kontrollere sit ansigtsudtryk, når noget mishager hende, og hun har svært ved ikke at afsløre ting, hun egentlig burde holde tæt med. Snakke udenom kan hun godt, men stikke andre mennesker en direkte løgn … det er simpelthen imod hendes natur.
At være både lidt for tillidsfuld og lidt for ærlig er jo i bund og grund vældig sympatisk, bortset fra i de situationer, hvor det ville være formålstjenligt – eller bare lidt mere venligt – at kunne skjule sine følelser. Hvis Anne-Maj fatter modvilje mod nogen, er det kun med største besvær, hun kan skjule det. Det er ikke just befordrende for den gode stemning, når Anne-Maj kommer til at snerre ad mennesker, hun af
hensyn til alle parter burde behandle med en vis overbærenhed.
Hvis nogen for eksempel insisterer på at belære hende om et emne, som hun selv har et mere indgående kendskab til, og ikke lader sig anfægte af hendes forsøg på at korrigere – så ser hun rødt. Det kan være alt fra slankekure (når nogen siger ”Man skal da bare spise noget mindre”) til havearbejde (”Man kan sagtens bekæmpe skvalderkål med en fræser”) og bøger (”Har man læst én krimi, har man læst dem alle”) eller madlavning (”Det kan da være lige meget, om man blender eller moser kogte kartofler”).
Uvidende fjolser. Hvis der én ting, man især ikke skal kloge sig på over for Anne-Maj, er det hunde. Hun lytter selvfølgelig gerne til fagfolk – men det bliver dælendundreme et klart nej til skråsikre holdninger fra amatører. Og da slet ikke fra individer, der ikke selv har en hund og alligevel mener at vide alt om, hvordan man kurerer fyrværkeriskræk, køresyge eller trangen til at gnave dyre sandaler til atomer.
De kan få en spand at hoppe i, synes Anne-Maj, mens hun høfligt forsøger at holde masken. Lige nu står hun i netop denne situation og må kæmpe for at holde den urbane tone. For nylig fik hun en ny nabo, da Kasper og Britta, som hun ellers var ved at vænne sig til, solgte deres hus til en mand i halvtredserne. Som det er god naboskik, ringer Anne-Maj efter nogle dage på og præsenterer sig.
”Det er mig, der bor inde ved siden af. Jeg vil bare sige velkommen til Lindealle.”
Hun rækker ham en kurv med et stadig lunt surdejsbrød, et glas hjemmelavet blommemarmelade og to hundrede gram vellagret comté fra ostehandleren. Alt i alt en generøs og betænksom velkomstgave, hvis hun selv skal sige det.
”Jeg tænkte, at du nok trængte til lidt godt midt i flytningen.” Han kaster knap nok et blik på kurven.
”Tak,” siger han bare og sætter gaven fra sig på en flyttekasse. ”Tage Østerskov,” informerer han så.
Han er klædt i arbejdstøj: jeans og en forvasket sweatshirt. Både den grånende manke og hans buskede, mørke øjenbryn er dækket af slibestøv.
”Nå, du har nok travlt med at sætte huset i stand?” spørger Anne-Maj konverserende.
”Ja.”
”Bor her andre end dig?”
”Lige blevet skilt.”
”Undskyld. Det var ikke for at snage,” siger hun.
”Nej.”
”Kommer du her fra Nykøbing?”
”Nej.”
”Du arbejder måske i nærheden?”
”Nej.”
”Nå, men … Jeg håber i hvert fald, du bliver glad for at bo her,” prøver Anne-Maj en sidste gang.
Tage ser på hende. ”Er det din hund, jeg kan høre?”
”Ja,” siger hun, helt oplivet over at have fået en hel sætning ud af ham. ”En ruhåret gravhund. Han hedder Mortensen,” fortsætter hun, ”Mortensen den Tredje, faktisk. Jeg har nemlig haft to an…”
”Gør den altid sådan?”
”Det er bare, fordi han kan høre, at jeg står herude. Mortensen bliver lidt fornærmet, når han ikke må komme med.”
”Så gør den vel også, når du ikke er hjemme?”
”Nej da.” Hun forsøger ihærdigt at bevare det venlige udtryk. ”Desuden går jeg næsten aldrig fra ham. Jeg arbejder ikke mere, så det er sjæld…”
”Det er nok det, der er problemet,” afbryder han.
”Problemet?”
”Den skal bare vænnes til at være alene.”
”Men hvorfor skulle jeg dog gå fra ham, når jeg nu alligevel altid er hje…”
Ny afbrydelse: ”Det er det eneste, der hjælper. Bare gå fra den nogle timer hver dag. Så skal den nok blive træt af at gø.”
”Men …” Anne-Maj trækker vejret dybt ind. ”Mortensen gør jo netop ikke, når han er alene. Det er kun, når han kan høre min st…”
”Lad os håbe, du har ret.” Tage begynder at trække døren til. ”Farvel.”
Anne-Maj bliver stående nogle sekunder, chokeret over sin nye nabos utilslørede antipati. Hun ved godt, at den eneste vej frem til et tåleligt naboskab nu ligger på hendes skuldre: Giver hun efter for sin vrede, vil deres forhold hurtigt kunne udvikle sig til den rene nabokrig. Nej, tænker hun, da hun åbner døren. Jeg bliver nødt til at være den voksne.
Hun bøjer sig ned og kradser Mortensen bag ørerne. Mors lille skat. Anne-Maj går ud i køkkenet, laver sig en kop espresso med en ordentlig skefuld sukker i. Måske, fortsætter hun tankerækken … måske burde jeg ikke blive så gal på Tage; hvem ved, hvad han har at slås med. Skilt for nylig, flyttet til en fremmed by, muligvis også arbejdsløs. Der kan være mange grunde til, at manden er så fjendtlig.
Anne-Maj beslutter sig for at fortrænge mødet med Tage Østerskov. Hun har rigeligt at bruge tiden på i forvejen. Om få uger fylder hun syvogtres og skifter dermed status fra efterlønner til folkepensionist. Indtil for kort tid siden nærede hun et naivt håb om, at selve den nye titel ville indgyde en vis respekt fra omgivelserne; at man i fremtiden krævede knap så meget af sådan en ældre dame, skånede hende en smule, måske endda gav hende en hånd med dette og hint.
Men prognosen for en stilfærdig pensionisttilværelse med te, krydsord, tykke bøger, strikketøj – og måske en rask, lille drabsefterforskning i ny og næ – er ikke god. Faktisk har Iben og Jonas, Anne-Majs datter og svigersøn, snarere skruet forventningerne op. Hun – altså Iben – er for længst tilbage i jobbet som farmakonom-elev på det lokale apotek, og også Jonas’ del af barselsorloven er slut.
Lille Benjamin er derfor begyndt i en dagpleje på Grundtvigsvej, og det går forbløffende godt – bortset fra, at især Iben har den sorteste samvittighed over at overlade sin etårige søn til et andet menneske på fuld tid; fem-seks timer om dagen bør være det maksimale, mener hun. Hun har derfor hyret sin fjortenårige datter, Didi, til at hente drengen tidligt, når skoleskemaet tillader det.
Sin egen vagtplan har Iben mingeleret, så hun også selv kan hente af og til, og Jonas har tjansen hver fredag, når han har fri lige efter frokost. Resten af tiden er det Anne-Maj, der hænger på afhentningen. Således også i dag. Hun vinker farvel til Benjamins dagplejemor og spænder den sprællende dreng fast i en højteknologisk, crashtestet, sikkerhedsgodkendt, møgdyr autostol, der fylder godt op i Anne-Majs lille Opel Corsa.
Hun sætter sig bag rattet og fanger i det samme barnebarnets blik i bakspejlet. Da hans ansigt lyser op i et lykkeligt smil, smelter hun. Okay, tænker Anne-Maj og starter motoren. Det kan godt være, det er lidt bøvlet at være den, der henter, men det er da ikke helt uden gevinst for mig selv.
Hendes hund, derimod, gengælder ikke just Benjamins forelskelse og sidder nu presset helt op mod ruden i bagsædets anden side for at være uden for drengens rækkevidde. Gravhunden er ganske vist fascineret af Benjamin, når denne befinder sig på sikker afstand – men så snart ungen speedkravler nærmere, flygter Mortensen i panik.
Lidt senere befinder de sig i Iben og Jonas’ hus på Klintevej: Anne-Maj foran køkkenvasken, hvor hun gør grøntsager i stand til aftensmaden, Benjamin i spisekrogen med en tallerkenfuld eftermiddagshapsere, og de to hund – Mortensen og Didis lille pudderkvast, Sveske – siddende neden for højstolen for at fange de rugbrødsstykker, som ryger på gulvet.
Da dørklokken ringer, går Anne-Maj med sit barnebarn støttet mod hoften ud og åbner, hvorefter hun bliver stående et øjeblik og stirrer forbløffet på den uventede gæst.
”Ja, undskyld,” siger Anders Hall. ”Jeg ved godt, at det sikkert er ubelejligt …”
”Du er altid velkommen, Anders. Det er lang tid siden…” Anne-Maj træder til side og lader ham komme ind.
”Hvordan fandt du mig?”
”Da du ikke tog din telefon, forsøgte jeg hos dig selv først, men … Tjah, det er altså ikke særlig vanskeligt at regne ud, hvor jeg skal tjekke, når hverken du eller Mortensen er hjemme.”
”Kom med ud i køkkenet,” siger Anne-Maj. ”Benjamin får lige lidt i skrutten inden sin eftermiddagslur. Vil du have en kop kaffe … Nå nej: te?” retter hun sig selv, idet hun kommer i tanker om den unge efterforskers præferencer.
Efter at have samarbejdet – eller i hvert fald parallelarbejdet – i flere drabssager kender hun efterhånden Anders ganske godt.
”Jo …” Han tøver. ”Hellere noget stærkere, hvis du har.”
Anne-Maj løfter et øjenbryn. Anders er noget af det mest ædruelige, hun kender. Og lovlydige, for den sags skyld.
”Er du ikke i bil?” spørger hun.
”En enkelt genstand kan man altså sagtens tillade sig.”
Få øjeblikke senere sidder de over for hinanden med hver sin kolde øl. Mens Anders drikker den første slurk, betragter hun hans ansigt, der normalt er så vågent, så nysgerrigt og veloplagt. Nu er de fine, asiatiske træk præget af dyb udmattelse. Der er intet liv i de næsten sorte øjne, ingen af de smil, han ellers er så rundhåndet med. Anders sætter glasset fra sig, og hans blik møder hendes.
”Jeg har brug for din hjælp,” siger han så.
”Til en efterforskning?” Anne-Maj er ude af stand til at lyde bare nogenlunde ligeglad.
”Det kan man godt sige … på en måde.”
”Hvad siger chefen til, at du kommer til mig?” Anne-Maj ved, at politikommissær Liselotte Schmidt er noget mere forbeholden over for selvbestaltede privatdetektiver end sin medarbejder.
”Hun ved det ikke.”
”Nej?”
”Liselotte har smidt mig af sagen,” siger Anders. ”Jeg må ikke arbejde med den overhovedet.”
”Hvorfor?”
”Man kan ikke deltage i en efterforskning, når ens egen familie er involveret. Sådan er det bare.”
”Jeg forstår stadig ingenting.”
Deres blikke mødes igen. ”Det er min far …” siger Anders. ”Han er forsvundet.”
Et mord for meget
Da privatdetektiven Anne-Maj Mortensen bliver kontaktet af en kilde fra det lokale politi, hvirvles hun ind i en større sag om passionerede ornitologer, smykkekunstnere og mord på stribe. Anne-Maj trækkes så langt ind i opklaringen, at hun uforvarende kommer til at lemlæste en mistænkt og efterfølgende sætter sit eget liv på spil.
Et mord for meget er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i Odsherred.
Du kan købe Et mord for meget online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: