Det har altid været Geos største frygt at minde om sin far. I Er jeg (også) psykopat søger Geo tilbage igennem sit liv for at finde ud af, om han er psykopat, ligesom hans far var det. Begynd din læsning her.
Med sin ligefremme og humoristiske stil deler Geo fortællingen om sin barndom, der var præget af farens løgne og bizarre handlinger. Fortællingen er både underholdende og bevægende, når vi følger Geo til psykiateren, hvor han endelig får svar på, om han har arvet sin fars gale sind.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Geo er komiker og vært på den prisbelønnede podcast Kan man tilgive en psykopat?. I Er jeg (også) psykopat fortæller han om sin opvækst, mens chefpsykolog Tine Wøbbe bidrager med viden om psykopati.
Læs et uddrag af Er jeg (også) psykopat? her.
Er jeg (også) psykopat?
af Geo
KAPITEL 1
AT VÆRE SKRÆMMENDE OKAY
Lige siden min fars pludselige død i 2015 har bekymringen for, hvad jeg måtte have taget med mig af hans fuldkommen 100 % afvigende DNA, ædt mig op. Nærmere bestemt tanken: Er jeg psykopat? Eller rettere – er jeg også psykopat, ligesom min far med stor sandsynlighed var det?
Han var uden tvivl det menneske, jeg har mødt i mit liv, med den ondeste, mest beregnende og manipulerende agenda. Og manden skyede ingen midler for at nå sit mål. Det var vitterligt, som om han ingen samvittighed havde og på ingen måde kunne relatere til den smerte, han forvoldte.
Kampen for at overleve min far fysisk som mentalt begyndte det øjeblik, jeg blev født i 1975. Jeg var en presset lille fyr på kun 2.500 gram, som øjeblikkeligt røg i kuvøse, hvor jeg lå i 14 dage. Lægerne kunne ikke udelukke, at jeg ville blive handicappet, men min far kunne derimod love, at jeg ville få en pude over hovedet, hvis det viste sig at være tilfældet – og kampen var i gang.
De efterfølgende 40 år satte han et aftryk på mit liv med handlinger og ord, som få børn oplever. Han prægede mit liv hver dag på ondt og ondt. Og nej, der skulle ikke have stået ”på godt og ondt”. Var han der ikke med sin mishandlende adfærd fysisk, gjorde han sit for at minde en om mentalt, at han var lige om hjørnet.
Frem til hans død i 2015 var det, som om alt handlede om at navigere uden om ham, undgå ham og overleve ham. Og den sten, jeg regnede med ville falde fra hjertet, NÅR han endelig døde, blev overraskende nok erstattet af andre solide bekymringer. Efter så mange års frygt og flugt var de første følelser, der overstrømmede mig, som nævnt glæde og lettelse, men det fyldte også meget hos mig, om jeg kunne tilgive ham.
Jeg havde om nogen brug for måske at kunne finde rum til at tilgive alt, hvad han havde gjort og budt verden og mig. Og samtidig søgte jeg det spinkle håb om, at der måske var noget ved hans person og liv, der kunne gøre mig stolt. Hele mit liv havde jeg frygtet ham og været flov over hans gerninger, men nu var han væk. Så i min søgen efter min egen tilgivelse og hans potentielle storhed lavede jeg podcasten ”Kan man tilgive en psykopat?”.
Trods intens søgen i alle afkroge af hans vennekreds, familiære grene og nærmest alle verdenshjørner – i hvert fald det svenske hjørne, hvor det viste sig, at moderen til min halvbroderlige storebror kom fra – fandt jeg desværre ikke noget, der fik mig til at nikke anerkendende. Tværtimod. Og om jeg tilgav ham? Har du ikke hørt podcasten og har tænkt dig at gøre det, skal du ikke læse de kommende to ord – men nej.
Som arbejdet med podcasten skred frem, kom jeg dog nærmere en vis forståelse for hans psykopatiske adfærd. Forståelse på den måde, at han blev nødt til at gøre de ting, han gjorde – simpelthen for at overleve. Det retfærdiggør dem ikke, men jo … en form for forståelse fik jeg for hans sindssyge valg og sindssyge sind.
Det var, som om hele hans liv fra day one var og havde været insane! Det siges, at psykopati er en skøn cocktail af arv og miljø. Min fars barndom svarer til, at hans forældre smed ham ned i en shaker og tilsatte deres kolde væsen, og så rystede de den og hældte ham i et glas, som lækkede indholdet ud på et ultrabeskidt bord – og indholdet blev så tørret af med en muggen karklud.
Den mands skæbne var simpelthen bestemt, før han selv kunne nå at danne sig et billede af, hvad der var rigtigt eller forkert. Og hatten af for ham, at han formåede at overleve, til han blev en gammel mand. Og selvfølgelig hatten på igen, da succeskriteriet for hans overlevelse var baseret på at ødelægge andres liv.
Alt, han foretog sig, var destruktivt – alt! Jeg flyttede til København fra Aalborg i 1999, da jeg var 24, for at forfølge min komikerdrøm. Og for første gang i mit liv fik jeg faktisk et indblik i, hvordan det var at have en dagligdag med ham. Jeg havde gennem mine barneår og ungdom i Aalborg kun oplevet ham i weekender, til fødselsdage, helligdage og ferier, eftersom han boede i København.
Så når dette monster udfoldede sig i fuldt flor med druk, vold, voldsdruk, trusler og kaos – så stoppede det trods alt, når weekenden, ferien eller fødselsdagen var slut. Og dengang var der også 400 kilometer imellem os. En afstand, der gav et vist pusterum og tryghed, for min far annoncerede altid sit helvedesbesøg på forhånd.
Da jeg i mine voksne år flyttede til København, blev det fra den ene dag til den anden et meget intenst forhold. Vores relation bestod af druk, vold, trusler og kaos, så intet havde forandret sig – nu foregik det bare i hverdagen og ofte uannonceret. Alt, vi foretog os, involverede tung druk. For mig var det en flugt, for ham var det en gnist, der kunne antænde hans vrede.
For eksempel den dag, jeg sammen med min far kom gående ned ad Oehlenschlægersgade i Københavns pulserende trykkoger, Vesterbro. Jeg kan huske, at energien fra kvarteret ramte mig lige i ansigtet. Neonlysene, lugten fra de brune værtshuse, udstillingerne i galleriernes vinduer, sexarbejderne ved siden af børnefamilierne, og jeg tænkte smilende: ”Dan Turell havde sgu ret.” Og med ét blev jeg revet ud af min romantisering af bydelen ved, at min far råbte aggressivt ind i en bil, hvor bassen pumpede ud ad de nedrullede vinduer: ”Så hold dog kæft, I skide mullaher! Hvorfor skal I altid opføre jer som aber?”
En kæmpe mand med mellemøstlig baggrund steg resolut ud af bilen. For på trods af den høje musik havde han hørt hvert et ord. ”Hvad sagde du, din lille prop? Vil du noget?” sagde han og gik målrettet efter mig og min far. Jeg prøvede at smile og smågrine pinligt i håb om, at manden, min far lige havde svinet til, ville opgive sin jagt. Et greb, jeg gennem hele min opvækst havde benyttet mig af, når min far ryddede mentale forsider med sit vanvid.
Så hjalp det tit, at der stod en lille dreng og smilede forlegent, og stemningen ville gå fra ophidset til neutral. Problemet var, at jeg ikke længere var en lille dreng i træningsdragt. Jeg var en voksen mand på 24 år.
Min far havde sit skræmte blik på. Lige så sindssyg, som han kunne se ud, når han råbte og skreg og smadrede ting i selskab med folk, der var fysisk svagere end ham selv – lige så skræmt kunne han se ud, når han tog munden for fuld.
”Jeg snakker til dig, prop,” fortsatte vores nye bekendtskab og gik nu endnu hurtigere efter min far, nærmest i takt til bassen, som buldrede fra hans bil. Min pinlighedsgnæggen lod ikke til at slå ud på neutralitetsskalaen, og det var, som om vi alle tre vidste, hvad der skulle til at ske.
Min far ville sætte i løb, men i samme desperate sekund begyndte hans hund at skide. Lige der på Oehlenschlægersgade. Selvom det var en lille hund, gjorde det, at hans acceleration fra gerningsstedet blev afbrudt, og manden fra basbilen fik fat i kraven på min far, som straks jamrede ynkeligt og hylende: ”Neeej neeeej!”
Manden fra bilen knyttede sin næve og svingede armen med fuld kraft med retning mod min fars ansigt. 23 centimeter inden hans næve nåede point of no return, nærmest greb jeg hans overarm med min hånd (reaktionsevnen stammede fra mine mange år som badmintonspiller), og i samme bevægelse fik jeg væltet ham ned over en motorhjelm på en rød Honda Civic, mens jeg råbte: ”Slap af, han er ikke rask. Han er ikke rask!” og febrilsk forsøgte at pacificere ham.
Problemet var, at motorhjelmene på Honda Civic’er i 1990’erne skrånede, og vi trillede begge ned mellem Hondaen og en varevogn. Jeg landede oven på manden med den nyligt opgraderede bilradio og nåede at tænke: ”Hvorfor ligger jeg her oven på en mand som råber: ’Fuck dig!’? Hvorfor forsvarer jeg den mand, som egentlig fortjener at få tæsk?”
Lige så langt tilbage jeg kan huske, havde min mor, søster og jeg håbet på, at manden, hvis hund nu var ved at lave nr. 2, ville komme ud for noget, der ville tage livet af ham. Det kunne være en arbejdsulykke, et biluheld eller en slåskamp! En god damn slåskamp. Havde jeg lige forhindret det, som kunne have gjort, at vi kom ud af kløerne på dette menneske?
Men han så oprigtigt bange ud, min far. Og han var jo min far. Og samtidig tog jeg mig selv i, som jeg holdt bilisten fast (nu med mine knæ på hans arme og mine hænder fast knuget om hans håndled), at jeg syntes godt om at være i denne situation.
Jeg var god til at slås, og jeg kunne lide det. Jeg var et par år forinden kommet hjem fra et år i London, hvor jeg arbejdede på en bar som kombineret bartender og slåskamps-skiller. Ikke dørmand, det havde baren ikke, men bartenderne skulle ud at stoppe slagsmålene på gulvet – og jeg elskede det. Der var konstant slagsmål, da det var en bar, der holdt ulovligt åbent til 02 i stedet for 23, som var lukketid dengang i England.
Så snart tumulten startede, brusede det i mig, og på vej op på baren (der var ikke tid til at løbe udenom), dunkede pulsen indeni mig, som bassen fra den bil, hvis ejer jeg nu lå oven på. Og ud i folkemængden kastede jeg mig, som var jeg i gang med at crowdsurfe til en metalkoncert.
”Slap af! Han er syg. Han er mentalt syg. Slap af!” Igen og igen råbte jeg det ned i hovedet på manden, der lå nederst mellem Honda Civic’en og varevognen.
Flere vesterbroere kom til, som formentlig havde set hele optrinnet. De begyndte også at råbe, at han skulle slappe af. Formentlig fordi de havde ondt af den mentalt udfordrede mand, som måske endda også led af en mild form for tourettes og ikke vidste, hvad han sagde. Men formentlig havde de også ondt af den mentalt udfordrede mands SOSU-hjælper, som nu mod sin natur havde set sig nødsaget til at forsvare sin patient.
”Okay, jeg slapper af. Slip mig, for helvede!” sagde bilisten irriteret, mens han også fnøs lidt, fordi mit lange hår kildede ham på næsen.
Jeg kiggede ham lige i øjnene og sagde med største overbevisning: ”Jeg slipper dig, men du skal slappe af. Han er syg og ved ikke, hvad han gør og siger.” Jeg slap ham og hjalp ham op. Fire-fem mænd, som stod i en halvmåne omkring os, brummede ord som: ”Ingen vold” og ”slap af” og ”han er syg”.
”Er du okay?” spurgte en familiefar med fuldskæg og cykelhjelm mig. Jeg var skræmmende okay. Jeg følte mig virkelig i live, men smed en løgn og sagde, at jeg var rystet og var bekymret for ham, jeg passede, og om nogen havde set, hvor han løb hen? Flere pegede i retning af Vesterbrogade. Jeg takkede og nikkede til den stakkels bilist, som både var blevet svinet til af min far og efterfølgende væltet rundt mellem to biler og nu udskammet på grund af mine løgne.
Min far var over alle bjerge. Det eneste, der var tilbage, var tre små hundelorte fra hans hund, så jeg fik i det mindste en idé om, hvilken retning han var løbet. De lå rigtignok i retning mod Vesterbrogade.
Da jeg igen blev forenet med min patient/far, var det første, han sagde: ”Jeg skal have fat i en peberspray. De er efter mig.” Jeg forklarede muntert, at jeg havde givet min fars nye fjende indtryk af, at min far var mentalt udfordret. Og det gjorde ham yderst henrykt. ”Fantastisk, junior!” Og jeg kunne næsten se på ham, at han ville udnytte denne nye status som et svagt forvirret medlem af samfundet.
”Jeg var sgu bange,” smågrinede han lettet. Jeg havde oplevet dette skræmte blik i hans øjne en gang før, mange år før dette skete. Min far elskede the element of surprise. Han fik nærmest fråde om munden, hvis han kunne se, at han fangede en, når man mindst ventede det, og derved viste ubehag.
I min søsters og mine voksne år udviklede han en stor forkærlighed for at møde op på vores arbejdspladser. Især da vi arbejdede som bartender, tjener og den slags serviceerhverv, hvor alle kunne gå ind fra gaden. Bum! Så var hans sleske og udspekulerede væsen pludselig foran en. Og det smarte ved at møde op, når man mindst ventede det – og især på ens arbejdsplads – var, at man var mindre tilbøjelig til at lave en scene foran andre kunder, ens chef og kollegaer.
Året var 1982, og min søster og jeg var ti og syv år gamle. Sommeren var over os, og solen skinnede, men fra det ene sekund til det andet var der mørke skyer over Ådalsvej 1. ”Hej skattepige,” lød det pludselig højst overraskende ude fra køkkenet. Det var min far, som uventet havde gjort sin entré.
Med det samme var både min søster og jeg i alarmberedskab. En ting var hans annoncerede besøg. Dem hadede vi og frygtede, men vi kunne trods alt indstille os mentalt på, hvad der måtte komme af ubehageligheder vores vej.
Dette besøg var noget andet, fordi det var helt uventet, og med ét var sommerstemningen overtaget af frygt. Hvorfor kom han? Hvad var hans agenda med at komme uanmeldt? Vi havde i en tidlig alder lært, at han ikke ville os noget godt, og at alle hans ”træk” kun havde ét formål – at gøre livet ubærligt for os.
Øjeblikkeligt løb min søster ud ad døren med direkte kurs mod Gug Skoles lærerværelse, hvor vores mor var til sommerfest. Imens var jeg alene med vores far. Jeg hadede at være alene med ham. En ting var de mange trusler, jeg allerede i mine første syv leveår havde oplevet fra ham. En anden ting var, at han altid fiskede efter informationer om min mor eller udtrykte sig med gloser, som ingen børn burde høre.
Heldigvis lå Gug Skole ikke langt fra vores hus, så der gik ikke lang tid, før kavaleriet ankom, og her mener jeg virkelig kavaleriet. Det eneste, jeg oplevede min far have respekt for – eller med andre ord frygte – var mænd, der var ham fysisk overlegne. Argumenter, beviser, bøder, domme – alt prellede af på ham. Men overhængende fare for øretæver gjorde ham nervøs. Og nervøs blev han, da han så min mor og søster komme ind ad indkørslen flankeret af to mandlige kollegaer fra Gug Skole. Jeg kan huske, jeg lyste op indeni, for jeg bemærkede straks, at min far blev ængstelig.
Min far blev placeret i en af vores lænestole. Det var en rigtig flyder af en stol, så han virkede endnu mindre, da han automatisk sank ned i den. Den ene kollega sad på armlænet og havde sit ansigt tæt på min fars, mens han gestikulerede og artikulerede forskellige ting, der ville ske med min far, hvis han ikke opførte sig ordentligt over for min mor.
Jeg kan ikke huske, om han var en stor mand. Når man er syv år, er alle voksne kæmper. Men jeg husker den anden kollega. Han var gigantisk. Han havde, før han blev lærer, været udsmider i Gaden i Aalborg, så min antagelse om hans størrelse var god nok.
Men gud, hvor var det befriende at se min far blive mindre og mindre og mere og mere bange. Selv kredsede jeg omkring ham, mens han blev sat på plads, så jeg fik virkelig mulighed for at tage hans frygt helt ind. Kunne næsten lugte angstens sved fra ham. Den ene kollega prøvede at få mig med over at lege med Lego, da han sikkert vurderede, at det, der blev formidlet til min far, ikke var noget, små drenge burde høre.
Men jeg blev ved med at gå over for at se og mærke min far blive fornedret. Og følelsen var fantastisk. Jeg var opløftet af at se rollerne være byttet om og mærke, at ham, som kontrollerede os med frygt, nu var indhyllet i selvsamme element.
Men det bedste af det hele var, at jeg var overbevist om, at vores far nu ville stoppe sine besøg. Han ville være for bange til at gøre andet, og hvis han så meget som gjorde ansats til at ville besøge os, ville de to mænd stå der som to heroiske klipper foran vores hoveddør og fysisk afvise ham.
Denne sommeraften var desværre den eneste gang, min far blev udfordret af nogen, der kunne gøre en forskel. Først 33 år senere stoppede han med at kontakte os. Årsagen var dog ikke de to kollegaer, men døden.
For ganske nylig holdt jeg et foredrag for min gamle folkeskole, Gug Skole, om hvad der havde formet mig som menneske. Og blandt deltagerne kunne jeg skimte selveste den ene mand fra dengang. Ved ikke, om han kunne mærke det, men fra scenen forsøgte jeg ihærdigt at sende ham et blik med et helt simpelt: fra hjertet tak. Tak for det fine og noble forsøg på at stoppe uhyret i vores liv.
Min far var en kamæleon. Han mestrede at iklæde sig en persona – ja, nærmest en helt anden karakter end den, han i virkeligheden var. Jeg havde fra barnsben set ham åbenlyst lyve folk lige op i ansigtet om, hvad han arbejdede med, og hvem han var som menneske. Altså ikke bare bøje sandheden, men på mytomanisk vis tegne et fiktivt fantastbillede af sig selv.
Som 12-årig oplevede jeg ham fortælle en kvinde, hvis badekar han havde repareret emaljen på, at han boede med sin kone og to børn i Gug uden for Aalborg og havde sit kontor i København. Jeg stod en halv meter ved siden af ham og havde svært ved at være i mig selv. For min mor og far havde ikke været gift i otte-ti år på det tidspunkt.
(Fun fact: Produktet, min far brugte til at reparere diverse badekar med, smuldrede efter et par år og gav udslæt. Så hvis det danske fodboldlandshold fra 80’erne på et tidspunkt spillede med kløe og udslæt på kroppen, var det, fordi min far havde repareret badekarrene på Hotel Marina i Vedbæk, hvor holdet altid havde træningslejr.)
Da vi kom ud fra kundens hjem, spurgte jeg, hvorfor han havde sagt, han var gift og boede i Gug? Hvortil min far spillede sit stærkeste trumfkort, som altid havde virket for ham – nemlig at benægte.
”Nej, junior. Det sagde jeg ikke,” svarede han roligt.
Jeg var overrasket over, at hans stemme ikke skælvede, og at hans svar ikke i det mindste inkluderede en form for stammen. Han var trods alt lige blevet taget i en kæmpe løgn, og jeg pressede fortsat på for at opnå et eller andet forsvar fra synderen, som lige var blevet taget midt i synden. Jeg ville have min far til at gå tilbage til kunden og forklare, at han på ingen måde var gift med min mor og ikke havde boet sammen med os i årevis.
Men han var helt i zen med sig selv og de ord, der kom ud af munden på ham: ”Neeej, det gjorde jeg ikke. Nææh, det sagde jeg ikke. Du må ha’ hørt forkert.” Og hvis den, man diskuterer med, kun bidrager med ”Nej” i debatten, enten vinder nej-personen, eller også opgiver man at få andet ud af nej-personen end – ja, et nej. Og det var også det, jeg gjorde den dag, opgav. Og som vi kørte ud ad indkørslen fra den vinkende kunde, hvis badekar om få år ville smuldre, og hvis ryg ville klø, tænkte jeg ærgerlig:
”Hun vil altid tro, at det svin er en sympatisk familiefar fra Gug.”
Geo: Er jeg (også) psykopat?
Det har altid været Geos største frygt at minde om sin far. Og igennem mange år har tanken om hans og farens mulige ligheder opslugt ham: Er jeg også psykopat, ligesom min far var? Og hvilke konsekvenser har det for mig selv og min familie?
I denne bog søger Geo tilbage igennem sit liv for at finde ud af, om han virkelig har en rem af huden. Vi er med på en vild, underholdende og rørende rejse, når han med sin genkendelige direkte og humoristiske stil fortæller om en opvækst præget af farens vold, løgne og trusler, om et utal af farens groteske handlinger og om absurde situationer, hvor Geos af og til grænsesøgende adfærd har overrasket ham selv.
Chefpsykolog Tine Wøbbe bidrager med viden om psykopater, og endelig følger vi Geo hos til psykiateren, hvor han får det endegyldige svar på, om han bærer sin fars gale sind.
Det har altid været Geos største frygt at minde om sin far. I Er jeg (også) psykopat søger Geo tilbage igennem sit liv for at finde ud af, om han er psykopat, ligesom hans far var det. Begynd din læsning her.
Med sin ligefremme og humoristiske stil deler Geo fortællingen om sin barndom, der var præget af farens løgne og bizarre handlinger. Fortællingen er både underholdende og bevægende, når vi følger Geo til psykiateren, hvor han endelig får svar på, om han har arvet sin fars gale sind.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Geo er komiker og vært på den prisbelønnede podcast Kan man tilgive en psykopat?. I Er jeg (også) psykopat fortæller han om sin opvækst, mens chefpsykolog Tine Wøbbe bidrager med viden om psykopati.
Læs et uddrag af Er jeg (også) psykopat? her.
Er jeg (også) psykopat?
af Geo
KAPITEL 1
AT VÆRE SKRÆMMENDE OKAY
Lige siden min fars pludselige død i 2015 har bekymringen for, hvad jeg måtte have taget med mig af hans fuldkommen 100 % afvigende DNA, ædt mig op. Nærmere bestemt tanken: Er jeg psykopat? Eller rettere – er jeg også psykopat, ligesom min far med stor sandsynlighed var det?
Han var uden tvivl det menneske, jeg har mødt i mit liv, med den ondeste, mest beregnende og manipulerende agenda. Og manden skyede ingen midler for at nå sit mål. Det var vitterligt, som om han ingen samvittighed havde og på ingen måde kunne relatere til den smerte, han forvoldte.
Kampen for at overleve min far fysisk som mentalt begyndte det øjeblik, jeg blev født i 1975. Jeg var en presset lille fyr på kun 2.500 gram, som øjeblikkeligt røg i kuvøse, hvor jeg lå i 14 dage. Lægerne kunne ikke udelukke, at jeg ville blive handicappet, men min far kunne derimod love, at jeg ville få en pude over hovedet, hvis det viste sig at være tilfældet – og kampen var i gang.
De efterfølgende 40 år satte han et aftryk på mit liv med handlinger og ord, som få børn oplever. Han prægede mit liv hver dag på ondt og ondt. Og nej, der skulle ikke have stået ”på godt og ondt”. Var han der ikke med sin mishandlende adfærd fysisk, gjorde han sit for at minde en om mentalt, at han var lige om hjørnet.
Frem til hans død i 2015 var det, som om alt handlede om at navigere uden om ham, undgå ham og overleve ham. Og den sten, jeg regnede med ville falde fra hjertet, NÅR han endelig døde, blev overraskende nok erstattet af andre solide bekymringer. Efter så mange års frygt og flugt var de første følelser, der overstrømmede mig, som nævnt glæde og lettelse, men det fyldte også meget hos mig, om jeg kunne tilgive ham.
Jeg havde om nogen brug for måske at kunne finde rum til at tilgive alt, hvad han havde gjort og budt verden og mig. Og samtidig søgte jeg det spinkle håb om, at der måske var noget ved hans person og liv, der kunne gøre mig stolt. Hele mit liv havde jeg frygtet ham og været flov over hans gerninger, men nu var han væk. Så i min søgen efter min egen tilgivelse og hans potentielle storhed lavede jeg podcasten ”Kan man tilgive en psykopat?”.
Trods intens søgen i alle afkroge af hans vennekreds, familiære grene og nærmest alle verdenshjørner – i hvert fald det svenske hjørne, hvor det viste sig, at moderen til min halvbroderlige storebror kom fra – fandt jeg desværre ikke noget, der fik mig til at nikke anerkendende. Tværtimod. Og om jeg tilgav ham? Har du ikke hørt podcasten og har tænkt dig at gøre det, skal du ikke læse de kommende to ord – men nej.
Som arbejdet med podcasten skred frem, kom jeg dog nærmere en vis forståelse for hans psykopatiske adfærd. Forståelse på den måde, at han blev nødt til at gøre de ting, han gjorde – simpelthen for at overleve. Det retfærdiggør dem ikke, men jo … en form for forståelse fik jeg for hans sindssyge valg og sindssyge sind.
Det var, som om hele hans liv fra day one var og havde været insane! Det siges, at psykopati er en skøn cocktail af arv og miljø. Min fars barndom svarer til, at hans forældre smed ham ned i en shaker og tilsatte deres kolde væsen, og så rystede de den og hældte ham i et glas, som lækkede indholdet ud på et ultrabeskidt bord – og indholdet blev så tørret af med en muggen karklud.
Den mands skæbne var simpelthen bestemt, før han selv kunne nå at danne sig et billede af, hvad der var rigtigt eller forkert. Og hatten af for ham, at han formåede at overleve, til han blev en gammel mand. Og selvfølgelig hatten på igen, da succeskriteriet for hans overlevelse var baseret på at ødelægge andres liv.
Alt, han foretog sig, var destruktivt – alt! Jeg flyttede til København fra Aalborg i 1999, da jeg var 24, for at forfølge min komikerdrøm. Og for første gang i mit liv fik jeg faktisk et indblik i, hvordan det var at have en dagligdag med ham. Jeg havde gennem mine barneår og ungdom i Aalborg kun oplevet ham i weekender, til fødselsdage, helligdage og ferier, eftersom han boede i København.
Så når dette monster udfoldede sig i fuldt flor med druk, vold, voldsdruk, trusler og kaos – så stoppede det trods alt, når weekenden, ferien eller fødselsdagen var slut. Og dengang var der også 400 kilometer imellem os. En afstand, der gav et vist pusterum og tryghed, for min far annoncerede altid sit helvedesbesøg på forhånd.
Da jeg i mine voksne år flyttede til København, blev det fra den ene dag til den anden et meget intenst forhold. Vores relation bestod af druk, vold, trusler og kaos, så intet havde forandret sig – nu foregik det bare i hverdagen og ofte uannonceret. Alt, vi foretog os, involverede tung druk. For mig var det en flugt, for ham var det en gnist, der kunne antænde hans vrede.
For eksempel den dag, jeg sammen med min far kom gående ned ad Oehlenschlægersgade i Københavns pulserende trykkoger, Vesterbro. Jeg kan huske, at energien fra kvarteret ramte mig lige i ansigtet. Neonlysene, lugten fra de brune værtshuse, udstillingerne i galleriernes vinduer, sexarbejderne ved siden af børnefamilierne, og jeg tænkte smilende: ”Dan Turell havde sgu ret.” Og med ét blev jeg revet ud af min romantisering af bydelen ved, at min far råbte aggressivt ind i en bil, hvor bassen pumpede ud ad de nedrullede vinduer: ”Så hold dog kæft, I skide mullaher! Hvorfor skal I altid opføre jer som aber?”
En kæmpe mand med mellemøstlig baggrund steg resolut ud af bilen. For på trods af den høje musik havde han hørt hvert et ord. ”Hvad sagde du, din lille prop? Vil du noget?” sagde han og gik målrettet efter mig og min far. Jeg prøvede at smile og smågrine pinligt i håb om, at manden, min far lige havde svinet til, ville opgive sin jagt. Et greb, jeg gennem hele min opvækst havde benyttet mig af, når min far ryddede mentale forsider med sit vanvid.
Så hjalp det tit, at der stod en lille dreng og smilede forlegent, og stemningen ville gå fra ophidset til neutral. Problemet var, at jeg ikke længere var en lille dreng i træningsdragt. Jeg var en voksen mand på 24 år.
Min far havde sit skræmte blik på. Lige så sindssyg, som han kunne se ud, når han råbte og skreg og smadrede ting i selskab med folk, der var fysisk svagere end ham selv – lige så skræmt kunne han se ud, når han tog munden for fuld.
”Jeg snakker til dig, prop,” fortsatte vores nye bekendtskab og gik nu endnu hurtigere efter min far, nærmest i takt til bassen, som buldrede fra hans bil. Min pinlighedsgnæggen lod ikke til at slå ud på neutralitetsskalaen, og det var, som om vi alle tre vidste, hvad der skulle til at ske.
Min far ville sætte i løb, men i samme desperate sekund begyndte hans hund at skide. Lige der på Oehlenschlægersgade. Selvom det var en lille hund, gjorde det, at hans acceleration fra gerningsstedet blev afbrudt, og manden fra basbilen fik fat i kraven på min far, som straks jamrede ynkeligt og hylende: ”Neeej neeeej!”
Manden fra bilen knyttede sin næve og svingede armen med fuld kraft med retning mod min fars ansigt. 23 centimeter inden hans næve nåede point of no return, nærmest greb jeg hans overarm med min hånd (reaktionsevnen stammede fra mine mange år som badmintonspiller), og i samme bevægelse fik jeg væltet ham ned over en motorhjelm på en rød Honda Civic, mens jeg råbte: ”Slap af, han er ikke rask. Han er ikke rask!” og febrilsk forsøgte at pacificere ham.
Problemet var, at motorhjelmene på Honda Civic’er i 1990’erne skrånede, og vi trillede begge ned mellem Hondaen og en varevogn. Jeg landede oven på manden med den nyligt opgraderede bilradio og nåede at tænke: ”Hvorfor ligger jeg her oven på en mand som råber: ’Fuck dig!’? Hvorfor forsvarer jeg den mand, som egentlig fortjener at få tæsk?”
Lige så langt tilbage jeg kan huske, havde min mor, søster og jeg håbet på, at manden, hvis hund nu var ved at lave nr. 2, ville komme ud for noget, der ville tage livet af ham. Det kunne være en arbejdsulykke, et biluheld eller en slåskamp! En god damn slåskamp. Havde jeg lige forhindret det, som kunne have gjort, at vi kom ud af kløerne på dette menneske?
Men han så oprigtigt bange ud, min far. Og han var jo min far. Og samtidig tog jeg mig selv i, som jeg holdt bilisten fast (nu med mine knæ på hans arme og mine hænder fast knuget om hans håndled), at jeg syntes godt om at være i denne situation.
Jeg var god til at slås, og jeg kunne lide det. Jeg var et par år forinden kommet hjem fra et år i London, hvor jeg arbejdede på en bar som kombineret bartender og slåskamps-skiller. Ikke dørmand, det havde baren ikke, men bartenderne skulle ud at stoppe slagsmålene på gulvet – og jeg elskede det. Der var konstant slagsmål, da det var en bar, der holdt ulovligt åbent til 02 i stedet for 23, som var lukketid dengang i England.
Så snart tumulten startede, brusede det i mig, og på vej op på baren (der var ikke tid til at løbe udenom), dunkede pulsen indeni mig, som bassen fra den bil, hvis ejer jeg nu lå oven på. Og ud i folkemængden kastede jeg mig, som var jeg i gang med at crowdsurfe til en metalkoncert.
”Slap af! Han er syg. Han er mentalt syg. Slap af!” Igen og igen råbte jeg det ned i hovedet på manden, der lå nederst mellem Honda Civic’en og varevognen.
Flere vesterbroere kom til, som formentlig havde set hele optrinnet. De begyndte også at råbe, at han skulle slappe af. Formentlig fordi de havde ondt af den mentalt udfordrede mand, som måske endda også led af en mild form for tourettes og ikke vidste, hvad han sagde. Men formentlig havde de også ondt af den mentalt udfordrede mands SOSU-hjælper, som nu mod sin natur havde set sig nødsaget til at forsvare sin patient.
”Okay, jeg slapper af. Slip mig, for helvede!” sagde bilisten irriteret, mens han også fnøs lidt, fordi mit lange hår kildede ham på næsen.
Jeg kiggede ham lige i øjnene og sagde med største overbevisning: ”Jeg slipper dig, men du skal slappe af. Han er syg og ved ikke, hvad han gør og siger.” Jeg slap ham og hjalp ham op. Fire-fem mænd, som stod i en halvmåne omkring os, brummede ord som: ”Ingen vold” og ”slap af” og ”han er syg”.
”Er du okay?” spurgte en familiefar med fuldskæg og cykelhjelm mig. Jeg var skræmmende okay. Jeg følte mig virkelig i live, men smed en løgn og sagde, at jeg var rystet og var bekymret for ham, jeg passede, og om nogen havde set, hvor han løb hen? Flere pegede i retning af Vesterbrogade. Jeg takkede og nikkede til den stakkels bilist, som både var blevet svinet til af min far og efterfølgende væltet rundt mellem to biler og nu udskammet på grund af mine løgne.
Min far var over alle bjerge. Det eneste, der var tilbage, var tre små hundelorte fra hans hund, så jeg fik i det mindste en idé om, hvilken retning han var løbet. De lå rigtignok i retning mod Vesterbrogade.
Da jeg igen blev forenet med min patient/far, var det første, han sagde: ”Jeg skal have fat i en peberspray. De er efter mig.” Jeg forklarede muntert, at jeg havde givet min fars nye fjende indtryk af, at min far var mentalt udfordret. Og det gjorde ham yderst henrykt. ”Fantastisk, junior!” Og jeg kunne næsten se på ham, at han ville udnytte denne nye status som et svagt forvirret medlem af samfundet.
”Jeg var sgu bange,” smågrinede han lettet. Jeg havde oplevet dette skræmte blik i hans øjne en gang før, mange år før dette skete. Min far elskede the element of surprise. Han fik nærmest fråde om munden, hvis han kunne se, at han fangede en, når man mindst ventede det, og derved viste ubehag.
I min søsters og mine voksne år udviklede han en stor forkærlighed for at møde op på vores arbejdspladser. Især da vi arbejdede som bartender, tjener og den slags serviceerhverv, hvor alle kunne gå ind fra gaden. Bum! Så var hans sleske og udspekulerede væsen pludselig foran en. Og det smarte ved at møde op, når man mindst ventede det – og især på ens arbejdsplads – var, at man var mindre tilbøjelig til at lave en scene foran andre kunder, ens chef og kollegaer.
Året var 1982, og min søster og jeg var ti og syv år gamle. Sommeren var over os, og solen skinnede, men fra det ene sekund til det andet var der mørke skyer over Ådalsvej 1. ”Hej skattepige,” lød det pludselig højst overraskende ude fra køkkenet. Det var min far, som uventet havde gjort sin entré.
Med det samme var både min søster og jeg i alarmberedskab. En ting var hans annoncerede besøg. Dem hadede vi og frygtede, men vi kunne trods alt indstille os mentalt på, hvad der måtte komme af ubehageligheder vores vej.
Dette besøg var noget andet, fordi det var helt uventet, og med ét var sommerstemningen overtaget af frygt. Hvorfor kom han? Hvad var hans agenda med at komme uanmeldt? Vi havde i en tidlig alder lært, at han ikke ville os noget godt, og at alle hans ”træk” kun havde ét formål – at gøre livet ubærligt for os.
Øjeblikkeligt løb min søster ud ad døren med direkte kurs mod Gug Skoles lærerværelse, hvor vores mor var til sommerfest. Imens var jeg alene med vores far. Jeg hadede at være alene med ham. En ting var de mange trusler, jeg allerede i mine første syv leveår havde oplevet fra ham. En anden ting var, at han altid fiskede efter informationer om min mor eller udtrykte sig med gloser, som ingen børn burde høre.
Heldigvis lå Gug Skole ikke langt fra vores hus, så der gik ikke lang tid, før kavaleriet ankom, og her mener jeg virkelig kavaleriet. Det eneste, jeg oplevede min far have respekt for – eller med andre ord frygte – var mænd, der var ham fysisk overlegne. Argumenter, beviser, bøder, domme – alt prellede af på ham. Men overhængende fare for øretæver gjorde ham nervøs. Og nervøs blev han, da han så min mor og søster komme ind ad indkørslen flankeret af to mandlige kollegaer fra Gug Skole. Jeg kan huske, jeg lyste op indeni, for jeg bemærkede straks, at min far blev ængstelig.
Min far blev placeret i en af vores lænestole. Det var en rigtig flyder af en stol, så han virkede endnu mindre, da han automatisk sank ned i den. Den ene kollega sad på armlænet og havde sit ansigt tæt på min fars, mens han gestikulerede og artikulerede forskellige ting, der ville ske med min far, hvis han ikke opførte sig ordentligt over for min mor.
Jeg kan ikke huske, om han var en stor mand. Når man er syv år, er alle voksne kæmper. Men jeg husker den anden kollega. Han var gigantisk. Han havde, før han blev lærer, været udsmider i Gaden i Aalborg, så min antagelse om hans størrelse var god nok.
Men gud, hvor var det befriende at se min far blive mindre og mindre og mere og mere bange. Selv kredsede jeg omkring ham, mens han blev sat på plads, så jeg fik virkelig mulighed for at tage hans frygt helt ind. Kunne næsten lugte angstens sved fra ham. Den ene kollega prøvede at få mig med over at lege med Lego, da han sikkert vurderede, at det, der blev formidlet til min far, ikke var noget, små drenge burde høre.
Men jeg blev ved med at gå over for at se og mærke min far blive fornedret. Og følelsen var fantastisk. Jeg var opløftet af at se rollerne være byttet om og mærke, at ham, som kontrollerede os med frygt, nu var indhyllet i selvsamme element.
Men det bedste af det hele var, at jeg var overbevist om, at vores far nu ville stoppe sine besøg. Han ville være for bange til at gøre andet, og hvis han så meget som gjorde ansats til at ville besøge os, ville de to mænd stå der som to heroiske klipper foran vores hoveddør og fysisk afvise ham.
Denne sommeraften var desværre den eneste gang, min far blev udfordret af nogen, der kunne gøre en forskel. Først 33 år senere stoppede han med at kontakte os. Årsagen var dog ikke de to kollegaer, men døden.
For ganske nylig holdt jeg et foredrag for min gamle folkeskole, Gug Skole, om hvad der havde formet mig som menneske. Og blandt deltagerne kunne jeg skimte selveste den ene mand fra dengang. Ved ikke, om han kunne mærke det, men fra scenen forsøgte jeg ihærdigt at sende ham et blik med et helt simpelt: fra hjertet tak. Tak for det fine og noble forsøg på at stoppe uhyret i vores liv.
Min far var en kamæleon. Han mestrede at iklæde sig en persona – ja, nærmest en helt anden karakter end den, han i virkeligheden var. Jeg havde fra barnsben set ham åbenlyst lyve folk lige op i ansigtet om, hvad han arbejdede med, og hvem han var som menneske. Altså ikke bare bøje sandheden, men på mytomanisk vis tegne et fiktivt fantastbillede af sig selv.
Som 12-årig oplevede jeg ham fortælle en kvinde, hvis badekar han havde repareret emaljen på, at han boede med sin kone og to børn i Gug uden for Aalborg og havde sit kontor i København. Jeg stod en halv meter ved siden af ham og havde svært ved at være i mig selv. For min mor og far havde ikke været gift i otte-ti år på det tidspunkt.
(Fun fact: Produktet, min far brugte til at reparere diverse badekar med, smuldrede efter et par år og gav udslæt. Så hvis det danske fodboldlandshold fra 80’erne på et tidspunkt spillede med kløe og udslæt på kroppen, var det, fordi min far havde repareret badekarrene på Hotel Marina i Vedbæk, hvor holdet altid havde træningslejr.)
Da vi kom ud fra kundens hjem, spurgte jeg, hvorfor han havde sagt, han var gift og boede i Gug? Hvortil min far spillede sit stærkeste trumfkort, som altid havde virket for ham – nemlig at benægte.
”Nej, junior. Det sagde jeg ikke,” svarede han roligt.
Jeg var overrasket over, at hans stemme ikke skælvede, og at hans svar ikke i det mindste inkluderede en form for stammen. Han var trods alt lige blevet taget i en kæmpe løgn, og jeg pressede fortsat på for at opnå et eller andet forsvar fra synderen, som lige var blevet taget midt i synden. Jeg ville have min far til at gå tilbage til kunden og forklare, at han på ingen måde var gift med min mor og ikke havde boet sammen med os i årevis.
Men han var helt i zen med sig selv og de ord, der kom ud af munden på ham: ”Neeej, det gjorde jeg ikke. Nææh, det sagde jeg ikke. Du må ha’ hørt forkert.” Og hvis den, man diskuterer med, kun bidrager med ”Nej” i debatten, enten vinder nej-personen, eller også opgiver man at få andet ud af nej-personen end – ja, et nej. Og det var også det, jeg gjorde den dag, opgav. Og som vi kørte ud ad indkørslen fra den vinkende kunde, hvis badekar om få år ville smuldre, og hvis ryg ville klø, tænkte jeg ærgerlig:
”Hun vil altid tro, at det svin er en sympatisk familiefar fra Gug.”
Geo: Er jeg (også) psykopat?
Det har altid været Geos største frygt at minde om sin far. Og igennem mange år har tanken om hans og farens mulige ligheder opslugt ham: Er jeg også psykopat, ligesom min far var? Og hvilke konsekvenser har det for mig selv og min familie?
I denne bog søger Geo tilbage igennem sit liv for at finde ud af, om han virkelig har en rem af huden. Vi er med på en vild, underholdende og rørende rejse, når han med sin genkendelige direkte og humoristiske stil fortæller om en opvækst præget af farens vold, løgne og trusler, om et utal af farens groteske handlinger og om absurde situationer, hvor Geos af og til grænsesøgende adfærd har overrasket ham selv.
Chefpsykolog Tine Wøbbe bidrager med viden om psykopater, og endelig følger vi Geo hos til psykiateren, hvor han får det endegyldige svar på, om han bærer sin fars gale sind.
Du kan købe Er jeg (også) psykopat? online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 7. oktober.
Andre læste også: