En lykke i denne verden er en hæsblæsende riddersaga og et råt portræt af en mand, der tror, han har hele verden imod sig. Læs et uddrag af En lykke i denne verden her.
Det er ikke nemt at være professor ‘E’. Teslaen er brudt sammen, en hidsig storm hærger udenfor, og der er ikke en intelligent sjæl i sigte fra hytten i denlille by Búðardalur, hvor han er blevet sendt i eksil. Det er lige før, det havde været bedre at blive på universitetet i Reykjavik, selv med alle anklagerne mod ham om upassende adfærd over for de kvindelige studerende.
Men da ‘E’ finder en gammel kiste fyldt med skrifter fra et glemt kapitel i Islands historie, ser lykken ud til at vende. Kan det banebrydende fund give ham mulighed for at omskrive historien og redde æren? Og hvilken historie er det egentlig, han gerne vil ændre?
Læs første del af En lykke i denne verden af Sigríður Hagalín Björnsdóttir herunder.
En lykke i denne verden
af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
KISTE I Carmen et Error Et digt og et fejltrin 1402–1410
Búðardalur, De 11.000 Jomfruers Dag (21. oktober)
Kære ven.
Nå, så er det sket. Nu er jeg landet på det her gudsforladte sted, jeg skriver til dig fra kiosken, hvor jeg har sat mig med en kop velbrygget tankstationskaffe, og jeg har lige tvunget den absolut værste hotdog ned, jeg nogensinde har smagt i mit liv.
Du må undskylde mine kragetæer på det plettede stilehæftepapir, men det er i overensstemmelse med betingelserne, ikke sandt: total afholdenhed fra alkohol, fra kvinder og fra nogen som helst form for digital kommunikation, mens jeg udstår mediestormen og lydigt afsoner min landsforvisning.
Jeg er ikke forfaldet til bitterhed, og jeg har heller ikke fået et af mine berygtede anfald af stivsindsforstyrrelse, oppositional defiant disorder, næ nej, det skal du ikke tro. Jeg er faktisk taknemmelig for den mulighed, som I, mine gamle fostbrødre og kolleger, har givet mig for at søge ly for den moralske storm, der brager ind over universitetet.
Det må ellers have været fristende at kaste mig for løverne og give dem lov til at sluge mig for at redde jeres eget skind. Det ville de fleste have gjort. Jeg er taknemmelig – helt oprigtigt. Men jeg ville jo næsten ikke være menneskelig, hvis jeg i dette akademiske Tomis ikke gav mig selv lov til en lille smule selvmedlidenhed ved mit grågrumsede Sortehav: Hvammsfjörður.
Jeg ringede til Fríða, før jeg tog af sted i morges, samtalen var lige så opbyggelig, som man kunne forvente. Men jeg fik alligevel hevet ud af hende, at børnene har det udmærket, de plager faktisk ikke engang sig selv med at læse nyhederne. Men de vil ikke se mig, i hvert fald ikke lige med det samme, det tager tid at genvinde deres tillid, sagde hun med sin arrogante og korreksende tone.
Som om hun kan sætte sig på den høje hest, sådan som hun tripper rundt ude i den lufthavn, hvor hun bor sammen med den nyrige gorilla, hun kastede sig i armene på allerede tre måneder efter skilsmissen – uigenkendelig af botox, lash extensions og selvbruner. Nej, for fanden, jeg gider ikke køre ud ad det spor.
Jeg vil følge dine råd, kære ven, følge dem ydmygt, uden at give los for arrogance og trods, eller for den sags skyld samle alle modargumenterne, hæve stemmen, knytte næven og bestille endnu en omgang akvavit. Jeg er nødt til at tage det roligt, slappe af og slikke sårene, koncentrere mig om min egen personlige bedring og forskning, forsøge at føle stolthed og taknemmelighed over, at Det Humanistiske Fakultet har givet mig til opgave at etablere et forskningscenter herude i Dalir.
Det er et smukt og ophøjet mål, ikke latterligt, som jeg måske syntes for nogle få uger siden, da hovmodet, manien og drikfældigheden var ved at presse mig ud over kanten. Inden i mig kæmper to stemmer mod hinanden, den ene er lige så højtidelig som en præst, den mukker løs om anger og tilgivelse, om muligheden for at blive et nyt og bedre menneske; den anden tier for det meste stille.
Den rømmer sig alligevel en gang imellem, beder om ørenlyd og siger: Tja. Nu befinder du dig så her, Eyjólfur Úlfsson. Det var altså det, der ventede dig: at blive leder for Det Lokalhistoriske Museum i Dalir. Så tier den stille. Du kan selv gætte, hvilken stemme der lyder som min egen.
Bedste hilsner, din E.
P.S. Jeg er begyndt at anvende en gammel tidsregning. Det vil give fremtidens historikere noget at klø sig i nakken over, hvis nogen altså nogensinde skulle få den trøstesløse opgave at bladre mine rapporter herfra igennem. Tanken fylder mig med en perfid glæde.
Staðarfell, Første vinterdag
Kære ven.
Allerførst: Du må undskylde det hele, telefonsamtalen i går, brokkeriet og selvmedlidenheden. Jeg må ikke drikke, det er jeg fuldstændig klar over. Men jeg syntes ikke, at jeg var særlig fuld, da jeg ringede, det var kun to øl og nogle små glas. Jeg fattede det først, da jeg åbnede munden, at jeg snøvlede, ordene flød fra mig som savl, og jeg var på ingen måde sjov.
Jeg syntes ellers selv, at jeg var helt genial, mens jeg sad med Njals saga: Idéerne lynede omkring mig, og alting blev enormt sjovt: Torvalds lussing og Halgerds hævn – og så min egen situation, at jeg skal afsone min landflygtighed på samme sted: Staðarfell på Fellsströnd, ved siden af et stearinlys og et glas rødvin, mens I andre sidder fast inde på det støvede universitet og knokler løs med jeres undervisning og retning af opgaver fulde af stavefejl og universalidiotiske eksamensbesvarelser, på evig flugt fra matronerne fra Kønsstudier på gangene og i kaffestuen.
Det kan godt være, at det er mig, der er bandlyst, tænkte jeg, men det er nu alligevel jer, der skal afsone en straf i en fuldstændig genialt udtænkt kreds i helvede. Det var ikke så godt, det forstår jeg nu. Det hele kom ganske enkelt ud som usammenhængende brok, bitterhed og utaknemmelighed. Jeg undskylder virkelig, du fortjener det ikke.
Vi er venner; du har altid været der for mig, lige siden du lånte mig dine matematiknoter i gamle dage, jeg ville aldrig være kommet igennem gymnasiet uden din hjælp. Jeg betalte min gæld tilbage med latin, hørte dig i ablativerne og Galler-krigen, indtil dine øjne snurrede rundt i kraniet, ikke? Og jeg sørgede også for, at vi blev inviteret med til festerne.
Vi var måske ikke med i bandet, men vi scorede alligevel pigerne. Du har altid sagt, at du aldrig ville have mødt Björg, hvis det ikke havde været for mig. Så for gammelt venskabs skyld vil jeg bede dig om ikke at fortælle nogen om vores telefonsamtale i går, jeg vil bede dig lade være med at indberette det til dekanatet. Jeg har brug for den her chance, jeg er klar over, at det er mit sidste halmstrå.
For at cementere det gik jeg i morges ned til havet og kastede min telefon i vandet. Sådan! Så er det ordnet, sagde jeg til Hvammsfjörður. Og nu har jeg overtaget ledelsen på Staðarfell, hvor ironisk det end lyder! Jeg gik rundt her til morgen, ret så tømmermændsplaget, og prøvede at se for mig, hvordan man bedst kan indrette Det Lokalhistoriske Museum.
Alting er selvfølgelig ekstremt forfaldent, der har ikke været nogen på stedet i årevis, efter alkoholikeranstalten – undskyld, rehabiliteringscenteret – blev lukket. Knuste ruder og slidte gardiner, døde spyfluer, gamle tømmermænd og gammel moral i hver eneste krog – det passer udmærket til ham, der skriver disse ord.
Men der er plads nok, højt til loftet og god afstand mellem væggene, et kæmpe industrikøkken og en spisesal; man kunne sikkert åbne en restaurant her. Det ville blive dyrt – jøsses – og garanteret en umulig opgave, hvis ikke der sad en Fremskridtsmand på hver eneste ministertaburet i regeringen.
Og hvis ikke yours truly var blevet ansat til at forestå flytningen af samlingen fra kælderen under svømmebadet i Laugar i Sælingsdalur. Her kommer man i den grad til at smøge ærmerne op! Huset her på Staðarfell lader til at være solidt bygget, og det er selvfølgelig majestætisk, som det ligger neden for de høje klipper: tre etager og en kælder.
Udsigten over Hvammsfjörður og Snæfellsnes er garanteret smuk i godt vejr, selvom det har været gråt og grumset, siden jeg ankom. Der blev drevet en husmor-skole her i mange årtier, som du selvfølgelig ved, og det er, som om man næsten kan fornemme en smule kvindeforeningsagtig pragt – den kvindelige myndighed ligger gemt i de afskallede lofter, hvis man kan sige det sådan. Pragt og alkoholikermoral.
Jeg har ikke fået ansvar for nøglerne til kirken, som lader til at være godt vedligeholdt. Gravstenene på kirkegården er alligevel alle sammen skæve og ramponerede, de ser ud til at være gledet ned ad den stejle fjeldskråning lidt efter lidt. Hvem vil også begraves på en bakke?
Jeg er kommet hjem igen i den trange embedslejlighed, er i gang med at varme kaffe og et stykke pizza, og så vil jeg sætte mig i den slidte sofa og tænde for fjernsynet; den anden nyhed i TV-avisen handler om striden på universitetet, om en professor på Humaniora, der har opført sig upassende; jeg skynder mig at slukke. Kommer stormen aldrig til at løje af?
Jeg gik ned i kælderen i det gamle hus i dag, nogle steder er der så lavloftet, at jeg var nødt til at bøje mig for ikke at støde hovedet op i loftet. Jeg fandt et gammelt mødelokale dernede, med søjler og et rødt plystæppe på gulvet; der var efterladt nogle slidte stole hist og her. På et whiteboard havde nogen skrevet:
AA-bogen s. 159.
Og nedenunder: Held og lykke og gud velsigne dig
Jeg tror, jeg vil gøre de ord til mine.
Din E.
Staðarfell, onsdag før Simon og Judas’ messe
Kære ven.
Nu er det et stykke tid siden, du hørte fra mig sidst – gudskelov, tænker du måske – men der er også sket en del her hos mig. For det første: Jeg har slet ikke drukket. Ikke en dråbe. Jeg har nogle gange åbnet skabet ved siden af mikrobølgeovnen og kigget på flaskerne, rørt ved dem, ligefrem, men vinen har ikke fristet mig nok til at få mig til at trække proppen af nogen af dem.
Og jeg kan mærke det på mig, energien er vendt tilbage, de gamle superkræfter, ligesom en gammel maskine, der er blevet renset. Det gamle vrag har skjulte kræfter, hører du? Nu vi taler om vrag: Du kan måske huske, at jeg for et stykke tid siden kastede telefonen i havet, overmandet af moral og lede ved den fordummende helvedesmaskine, som har overtaget vores åndsliv og ødelagt al fornuftig og berigende kommunikation.
Jeg fattede først dagen efter, at jeg dermed bogstavelig talt havde dømt mig selv til isolation her på Staðarfell – man kan ikke engang åbne Teslaen uden appen på telefonen, for slet ikke at tale om at slippe væk herfra i den. Du kan sikkert forestille dig, hvor glad det gjorde mig, eller rettere sagt tværtimod, og nøglekortet, nødløsningen, havde jeg efterladt i en eller anden jakkelomme inde i Reykjavík.
Jeg blev nødt til at gå over til den nærmeste gård for at bruge telefonen der, ringe til forhandleren og få dem til at sende mig et nyt kort, med dertilhørende udgifter og besvær. Derfor kom jeg først til Laugar om mandagen for at besigtige det gamle Lokalhistoriske Museum. Bygningerne er store, og igen – fuldstændig forfaldne.
Det er sørgeligt at se, hvordan det er gået her på egnen, hvor der i sidste århundrede foregik en ambitiøs opbygning. Nu henstår alle de flotte skolebygninger i Laugar og her på Staðarfell tomme og rådne, skinbarlige monumenter over en optimisme og tro på en fremtid, der aldrig kom.
Og her er ødegårde, så langt øjet rækker; det ser ud, som om en dødelig epidemi har huseret, fejet den yngste generation bort og kun efterladt de ældste. Nutiden er en pest. Vagtmesteren åbnede for mig, en krumrygget mand på omkring tres år; han sagde, at han havde boet i Sælingsdalur hele sit liv, gået i skolen i sin tid, arvet arbejdet efter sin far.
Det må være svært at se stedet forfalde på den måde, sagde jeg, men han lod ikke til at forstå, hvad jeg mente; man gør sit bedste, prøver at male og lave reparationer, sagde han godmodigt og fulgte mig ned i kælderen, hvor den lokalhistoriske samling er opbevaret. Og hold da op for en bunke! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, men det er et større arbejde, end jeg havde troet.
Kælderen er propfuld, en pærevælling af smørkærner, vridemaskiner, drejebænke, plove, orgler, kirkedøre, nationaldragter, kaffekopper, kister og kasser; der er tilmed en seksåret båd fra Purkey, en stinkende homøopatisk samling og en komplet badstue, som vist blev pillet ned én planke ad gangen og sat sammen igen nede i kælderen, lige under fjernvarmerørene, som lignede noget, der kunne gå hul på når som helst og dermed koge en tyk, brun arkæologisk suppe på alt ragelset.
Hvordan var det egentlig blevet sådan? Det lod til, at beboerne på egnen havde bestemt sig for at skille sig af med fortiden, pakke den væk og proppe det hele ned til de utætte rør i den fugtige kælder under det gamle skolehus, som om det var et gravkammer eller en mærkeligt indrettet tidslomme.
Det kommer til at tage mange år at gå det hele igennem, sortere genstandene og redde det, der er værd at redde, få overblik over hver enkelt genstands historie, lokalisere den gulnede følgeskrivelse og taste den ind i databasen, finde det rette sted til genstandene og sætte dem op i en sammenhæng – jeg kunne mærke foretagsomhedens og forventningens glæde strømme gennem mine årer, samtidig med at jeg blev helt modløs.
Hvor pokker skal jeg begynde? Jeg har spekuleret over det lige siden og er kommet frem til, at jeg har brug for en assistent til at løse opgaven. Må jeg foreslå, at du prøver at skaffe mig en lille bevilling, så jeg kan ansætte en – måske en dygtig kvinde fra egnen – i en halv stilling?
Jeg ville selvfølgelig lede projektet selv, have tilsyn med papirarbejdet, katalogiseringen og organiseringen, men jeg ville have brug for hende til at udføre størstedelen af det grove arbejde, sortere og smide ud og den slags. Samlingen er også møgbeskidt, og jeg tåler ikke rigtig mug og støv, som du ved.
I et mørkt værelse, som ligger ved siden af badstuen, står der en stabel ældgamle møbler, deriblandt en gammel kiste, som viste sig at være fuld af gammelt tøj, gråligt vadmel og groft lærred. Der strømmede en lugt op af … oldtid, jeg kan ikke beskrive lugten anderledes.
Røg, tjære, gammelt læder og muld – selvom det faktisk lyder som beskrivelsen af en spændende Isley-whisky, som jeg har stående i skabet, men det skal du ikke bekymre dig over, jeg er fast besluttet på afholdenhed. Jeg aner ikke, hvordan nogen har fået den idé at gemme det gamle, elendige tøj på museet.
Men nedenunder skjulte der sig noget, som kan være interessant: gamle, slidte bøger og dokumenter; på de øverste stod navnet Bogi Benediktsson, som nok ikke er den gamle bogtrykker fra Hrappsey, men snarere hans sønnesøn, forfatteren til Sysselmands- biografierne, for han boede netop her på Staðarfell i 1800-tallet. Vagtmesteren Áslákur sagde, at man havde fundet tingene for adskillige årtier siden på den gamle gård Skógar.
Gamle kister fra Staðarfell. De havnede rundtomkring på egnen, men denne kiste havnede altså her. Den gamle forskernæse vågnede op, min indre historiker rørte på sig; du kan sagtens forestille dig det, selvom du holder til i litteraturens verden og ikke interesserer dig særlig meget for den slags gamle ting.
Áslákur hjalp mig med at bære kisten ud i Teslaen – men det lykkedes mig selvfølgelig at få en splint fra den i spidsen af min højre pegefinger, en stor, styg bjælke. Jeg kunne ikke selv få splinten ud, derfor har jeg ikke kunnet skrive til dig før nu; den sad fuldstændig fast og forstyrrede mig i alt, jeg lavede, bortset fra når jeg læste. Nå, mere om den skide fortidstorn senere.
Men denne farefulde færd er ikke det eneste eksempel på din gamle vens foretagsomhed: Jeg har også fået indrettet en arbejdsplads i det store værelse i det gamle hus i Staðarfell, som er i nogenlunde god stand – jeg kunne selvfølgelig godt arbejde ved bordet i køkkenet i embedslejligheden, men jeg tror, det er bedre for mig at arbejde et andet sted end der, hvor jeg sover.
Der er noget sundt og driftigt ved at tage på arbejde om morge- nen, begynde dagen med et brusebad og en kop kaffe, tage en ren skjorte på, gribe dokumentmappen og begive sig ud i dagen. Også selvom man kun skal gå tyve meter hen over gårdspladsen til det forfaldne skolehus. Jeg skal vænne mig af med den uvane at arbejde i sengen, det virker så subsistensløst.
Kisten og dens indhold er i øvrigt også så beskidt og lugter så dårligt, at jeg ikke vil have den indenfor i min lejlighed. Jeg havde brug for et par tilløb og en solid sækkevogn for at få den over på mit kontor (ja, jeg kalder det mit kontor), hvor jeg har placeret et skrivebord, som jeg fandt på den nederste etage, en fantastisk behagelig lænestol og en læselampe, min computer og printer, en elkogeplade, min gamle espressokande og kaffekoppen – den gamle grønne, der har fulgt mig siden Cambridge, husker du nok.
Her er faktisk bare lunt og hyggeligt, og der er udsigt over vandet, øerne og fjeldene. Og her står så den gamle, sorte kiste og dunster af oldtid; her vil jeg etablere et lokalhistorisk museum.
Bedste hilsner, din E.
P.S. Ørne! Jeg deler Staðarfell med mindst tre havørne. De første gange jeg så dem, spænede jeg ud for at tage billeder af dem (mens jeg stadig havde telefonen), men nu er det blevet helt hverdagsagtigt at se dem: majestætisk svævende over klipperne eller kredsende over græsset, når de forsøger at stige til vejrs.
Der er ikke meget værdighed over dem, kan jeg godt sige dig, de minder mest om flyvende dinosaurer, som evolutionen ikke tog sig tid til at gøre færdig. De må holde til her i nærheden, måske på en af de små øer ud for fastlandet. Men de gør mig glad, jeg føler, at de hædrer mig med deres tilstedeværelse, som om de ikke har indtaget nogen holdning til mig i mit eksil, som om de vil lindre min ensomhed.
Staðarfell, fredag efter Simon og Judas’ messe
Kære ven.
Tidsregningen er allerede begyndt at gå i kludder for mig: Er det mere rigtigt at tale om fredag efter Simon og Judas’ messe eller fredag før Allehelgensdag? Eller bare, slet og ret, den 29. oktober? Men det er i hvert fald fredag morgen, og så ophober der sig en følelse af rastløshed, nervøsitet – Store Gudskelovdag, ville folk med kortere uddannelse kalde det.
Så føler jeg, at jeg burde have planlagt noget sjovt, at jeg burde have aftalt at mødes med vennerne på Ølstuen eller Kaldi-baren for at nyde en øl og bedrive dialektik, eller måske snarere: at jeg burde have inviteret en smuk kvinde ud, med løfte om at afslutte aftenen i hendes silkebløde favn, og med en sjat whisky i glasset.
Har jeg fortalt dig, at jeg har en fin Isley-whisky stående i skabet? I over en uge har jeg ikke engang tænkt på den. Og dér får den lov til at blive stående, urørt. Det kan jeg godt love dig, og mig selv. Jeg skulle også fortælle dig mere om den splint, jeg fik i fingeren, og om afslutningen på denne trælse sag. Mærkeligt, hvordan sådan nogle bagateller kan bringe ens tilværelse ud af balance.
Men splinten kom altså fra den kæmpekiste, som nu står og venter på mig oppe på kontoret. Den kom fra låget, da Áslákur, vagtmesteren, og jeg var i gang med at mase kisten ind på bagsædet af min Tesla i Laugar, og tre dage senere sad den stadigvæk dybt inde i spidsen af min højre pegefinger, sort, tyk og fed som en spyflue under huden.
Jeg kunne hele tiden mærke den, men især når jeg skrev i hånden eller tastede bogstaverne Y U H J B N og M på tastaturet. Jeg forsøgte selvfølgelig at ordne det selv, jeg prøvede at kradse i det yderste af splinten og få fat i det øverste af den med en pincet, men det var lettere sagt end gjort med venstre hånd, og så kunne jeg heller ikke se ordentligt, den forbandede langsynethed tager til; det er vist på tide med nye briller.
O, min broder – så dårligt tiden dog har behandlet os, den snu satan! Til sidst tabte jeg tålmodigheden og prøvede at skære huden op med en lommekniv, men det gik selvfølgelig heller ikke godt, splinten blev bare skubbet længere ind i fingerspidsen, og det blødte ud over det hele, min nye skjorte blev helt plettet.
Jeg måtte erkende, at jeg havde lidt nederlag, og besluttede at køre ind til Búðardalur for at søge hjælp på lægecenteret. Men det er ikke helt ligetil at køre den strækning i Teslaen, vejen er grov og hullet, og derudover har Teslaen også drillet mig, for den sluger batteriet på de fyrre kilometer, som om strækningen er meget længere, end kilometertælleren viser. Men jeg kom trods alt til Búðardalur.
Klokken var ikke blevet fire endnu, så det kom bag på mig, at døren var låst. På døren stod der, at lægecenteret var åbent til tre, herefter måtte man ringe til akuttelefonen. Jeg gik ind i kiosken og fik lov til at ringe derfra – har du ikke en mobiltelefon? spurgte barnet, der ekspederede, og gloede på min bil – men jeg orkede ikke at forklare sagen og påstod, at jeg havde glemt den derhjemme.
Akuttelefonen blev besvaret af en kvinde, der spurgte, om det var et nødstilfælde. Jeg svarede ja og sagde, at jeg var kommet til skade. Hvordan til skade? spurgte hun, og jeg sagde, at jeg havde fået en splint i fingeren, og så begyndte hun at grine. Jeg blev helt paf, og du ved jo godt, hvordan jeg reagerer på sådan noget, jeg var selvfølgelig ikke voldsomt høflig over for hende.
Men hun var altså også ubehøvlet over for mig og snerrede til sidst ad mig, at jeg kunne tage på skadestuen sydpå, hvis det forfærdelige sår ikke kan vente til i morgen. Og der stod jeg, stiktosset og med en såret hånd, havde skrumplet den fyrre minutter lange vej udelukkende for at lade sygeplejersken i Búðardalur grine ad mig.
Det var et held, at mit eksil efter jeres råd også gælder SoMe, ellers var der fare for, at jeg uden omsvøb ville have skrevet et og andet på Facebook, som jeg havde fortrudt bagefter. Det ville jeg egentlig ikke kunne klare. Det var med nød og næppe, at der var nok strøm til at komme hjem til Staðarfell – for ikke at sige til Reykjavík.
Jeg havde ingen bedre idé end at gå i spiritusbutikken, men den var gudskelov også lukket, så jeg havnede endnu en gang i kiosken, hvor jeg satte bilen til opladning og købte en pakke cigaretter, hvormed jeg bandt en ende på femten års tobaksafholdenhed.
Jeg kastede mig ned på bænken udenfor, tog det knitrende cellofan af pakken og nød at give slip på det og lade det blæse væk; jeg syntes, at jeg på en eller anden måde gjorde gengæld mod den følelseskolde sygeplejerske ved at tænde cigaretten og trække røgen ned i lungerne. Kan du se, hvad du har fået mig til? sagde jeg højt til cigaretten. Nu dør jeg af kræft.
Slap af, sagde en dyb kvindestemme ved siden af mig. Det er kun en enkelt cigaret, den slår dig nok ikke ihjel. Jeg fór sammen, havde ikke lagt mærke til kvinden, som sad på bænken ved siden af, med kaffe i en kop og solbriller på næsen, indpakket i en stor dynejakke, men som ellers lignede en, der tog solbad. Eller sådan sad hun i hvert fald: med ansigtet vendt op mod solen.
Ikke lige min type, sorthåret, lavstammet og tæt på at være midaldrende, men jeg havde behov for medlidenhed og opmærksomhed, så jeg vendte mig mod hende, tændte for det gamle charmemaskineri og fortalte hende om mine genvordigheder. Hun skubbede solbrillerne op i panden, lænede sig frem og så på fingeren, kiggede derefter på mig med ejendommeligt grå øjne: Skal jeg hjælpe dig?
Hjælpe, hvordan mener du? Hun rodede i sin store skuldertaske og tog en lille lommekniv op, en pincet, engangshandsker og en pakke desinficerende servietter. Det gjorde mig urolig, men hun så fast på mig og sagde, at jeg skulle sidde stille, og det var jo ikke, fordi jeg havde bedr muligheder, sådan som situationen var. Her sad vi, udenfor i efterårets bidende kulde, på hver sin side af madpakkebordet ved kiosken.
Hun tog engangshandskerne på, greb så fat om min finger med et stramt greb og undersøgte den. Så borede hun kniven ind i fingerspidsen. Jeg råbte og prøvede at trække hånden til mig, men hun holdt mig fast som i en skruetvinge og gravede efter splinten med kniven.
Smerten var helt forfærdelig, bordet svømmede i blod, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev hvid i ansigtet og var ved at miste bevidstheden; du ved, hvor svært jeg har det med blod og materie, lugten af sygehus og den slags. Nåde, gispede jeg, men hun gryntede bare og tog hårdere fat, borede pincetten i såret og kneb fat i splinten, løftede den op mod solen.
Satans også, sagde hun. Jeg fik ikke hele splinten med ud, der sidder en lille stump endnu. Skal jeg prøve at få fat på den? Nej tak, slet ikke, stønnede jeg, trak hånden til mig og viklede en serviet om den sårede finger, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om ikke at besvime.
Det bløder altid meget fra fingerspidserne, sagde hun venligt, trak handskerne af og smilede, som om hun ikke lige havde angrebet mig med en kniv og tildelt mig et kødsår. Men det renser også såret, forhindrer, at der går betændelse i det. Du skal bare give blodet lov til at flyde, og så kan du sætte plaster på bagefter. Så skulle det både gå godt og hurtigt.
Jeg havde det mærkeligt, jeg følte mig glad og ydmyget på samme tid, men besluttede at bide tænderne sammen og mande mig op, så jeg rankede ryggen og smilede til hende. Det var virkelig pænt af dig. Tusind tak. Vil du ikke give mig lov til at byde dig på en kop kaffe til gengæld? Nej tak, selvfølgelig ville jeg gøre det, sagde hun og tørrede sine hænder i en vådserviet.
Jeg kunne ikke sidde her og se på, at du røg dig selv ihjel på grund af en enkelt splint. Jeg præsenterede mig for hende, og hun sagde, at hun hed Lóa. Man kunne ane et smil i hendes øjne og et smilehul i den højre kind, og så rejste hun sig og gik. Og nej, jeg er ikke kommet herud for at gå på damejagt, det ved du udmærket godt.
Og da slet ikke midaldrende superkvinder i kiosken i Búðardalur. Men heller ikke nogen, der er yngre og mere tiltrækkende, du så selv, hvordan det gik sidste gang. Det er det sidste, jeg har brug for: at endnu en MeToo-bølge skyller ind over mig – hele vejen herud til Dalir.
Men da jeg kom hjem til Staðarfell, kunne jeg alligevel mærke, at hun havde ret: Der sidder stadig noget af splinten i min finger, et lille, smertefuldt jag, der går op i albuen. Men der er ingen chance for, at jeg vil opsøge sygeplejersken i Búðardalur igen, sådan som hun behandlede mig. Nej, kære ven, jeg holder ud med den her lillebitte stump i fingeren fra gamle Bogi Benediktssons møre bogkiste; jeg bider tænderne sammen, gnasker Ibuprofen og finder mig i det. Men du gider måske tjekke mulighederne for at få støtte til en assistent?
Bedste hilsner, din E.
P.S. Det tredje eksempel på min foretagsomhed: Jeg benyttede mig i dag af chancen og ringede til børnene fra kiosken. Birta svarede endda, selvom der har været ret så koldt og stille i deres ende. De må snart begynde at komme over det.
En lykke i denne verden
En midaldrende historieprofessor ved Islands Universitet sendes i eksil i den lille by Búðardalur i det nordvestlige Island efter at være blevet anklaget for upassende opførsel over for sine kolleger. Der finder han et hidtil ukendt manuskript, der kaster nyt lys over en for længst svunden historie.
I år 1479 sidder en gammel mand i en stald og skriver i kapløb med tiden og døden om begivenheder, han har været vidne til i et langt liv som skriver, hofdigter og soldat i tjeneste hos Ólöf den Rige Loftsdóttir, landets mægtigste kvinde, og hendes slægtninge.
Historikeren er nødt til at rede trådene ud af de gamle kilder, samtidig med at han kæmper med nutiden og dens spørgsmål om kønsroller, magt og cancel-kultur, sociale medier, en umulig elbil og om hvorvidt han skal have Pizza Grandiosa til aftensmad.
En roman om lidenskaber og opløsning, hensynsløs magtkamp og våbenraslen, død og pest, men også om det usandsynlige eventyr at være menneske.
En lykke i denne verden er en hæsblæsende riddersaga og et råt portræt af en mand, der tror, han har hele verden imod sig. Læs et uddrag af En lykke i denne verden her.
Det er ikke nemt at være professor ‘E’. Teslaen er brudt sammen, en hidsig storm hærger udenfor, og der er ikke en intelligent sjæl i sigte fra hytten i denlille by Búðardalur, hvor han er blevet sendt i eksil. Det er lige før, det havde været bedre at blive på universitetet i Reykjavik, selv med alle anklagerne mod ham om upassende adfærd over for de kvindelige studerende.
Men da ‘E’ finder en gammel kiste fyldt med skrifter fra et glemt kapitel i Islands historie, ser lykken ud til at vende. Kan det banebrydende fund give ham mulighed for at omskrive historien og redde æren? Og hvilken historie er det egentlig, han gerne vil ændre?
Er du interesseret i at læse flere islandske romaner? Se flere islandske romaner lige her.
Læs første del af En lykke i denne verden af Sigríður Hagalín Björnsdóttir herunder.
En lykke i denne verden
af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
KISTE I
Carmen et Error
Et digt og et fejltrin
1402–1410
Búðardalur, De 11.000 Jomfruers Dag (21. oktober)
Kære ven.
Nå, så er det sket. Nu er jeg landet på det her gudsforladte sted, jeg skriver til dig fra kiosken, hvor jeg har sat mig med en kop velbrygget tankstationskaffe, og jeg har lige tvunget den absolut værste hotdog ned, jeg nogensinde har smagt i mit liv.
Du må undskylde mine kragetæer på det plettede stilehæftepapir, men det er i overensstemmelse med betingelserne, ikke sandt: total afholdenhed fra alkohol, fra kvinder og fra nogen som helst form for digital kommunikation, mens jeg udstår mediestormen og lydigt afsoner min landsforvisning.
Jeg er ikke forfaldet til bitterhed, og jeg har heller ikke fået et af mine berygtede anfald af stivsindsforstyrrelse, oppositional defiant disorder, næ nej, det skal du ikke tro. Jeg er faktisk taknemmelig for den mulighed, som I, mine gamle fostbrødre og kolleger, har givet mig for at søge ly for den moralske storm, der brager ind over universitetet.
Det må ellers have været fristende at kaste mig for løverne og give dem lov til at sluge mig for at redde jeres eget skind. Det ville de fleste have gjort. Jeg er taknemmelig – helt oprigtigt. Men jeg ville jo næsten ikke være menneskelig, hvis jeg i dette akademiske Tomis ikke gav mig selv lov til en lille smule selvmedlidenhed ved mit grågrumsede Sortehav: Hvammsfjörður.
Jeg ringede til Fríða, før jeg tog af sted i morges, samtalen var lige så opbyggelig, som man kunne forvente. Men jeg fik alligevel hevet ud af hende, at børnene har det udmærket, de plager faktisk ikke engang sig selv med at læse nyhederne. Men de vil ikke se mig, i hvert fald ikke lige med det samme, det tager tid at genvinde deres tillid, sagde hun med sin arrogante og korreksende tone.
Som om hun kan sætte sig på den høje hest, sådan som hun tripper rundt ude i den lufthavn, hvor hun bor sammen med den nyrige gorilla, hun kastede sig i armene på allerede tre måneder efter skilsmissen – uigenkendelig af botox, lash extensions og selvbruner. Nej, for fanden, jeg gider ikke køre ud ad det spor.
Jeg vil følge dine råd, kære ven, følge dem ydmygt, uden at give los for arrogance og trods, eller for den sags skyld samle alle modargumenterne, hæve stemmen, knytte næven og bestille endnu en omgang akvavit. Jeg er nødt til at tage det roligt, slappe af og slikke sårene, koncentrere mig om min egen personlige bedring og forskning, forsøge at føle stolthed og taknemmelighed over, at Det Humanistiske Fakultet har givet mig til opgave at etablere et forskningscenter herude i Dalir.
Det er et smukt og ophøjet mål, ikke latterligt, som jeg måske syntes for nogle få uger siden, da hovmodet, manien og drikfældigheden var ved at presse mig ud over kanten. Inden i mig kæmper to stemmer mod hinanden, den ene er lige så højtidelig som en præst, den mukker løs om anger og tilgivelse, om muligheden for at blive et nyt og bedre menneske; den anden tier for det meste stille.
Den rømmer sig alligevel en gang imellem, beder om ørenlyd og siger: Tja. Nu befinder du dig så her, Eyjólfur Úlfsson. Det var altså det, der ventede dig: at blive leder for Det Lokalhistoriske Museum i Dalir. Så tier den stille. Du kan selv gætte, hvilken stemme der lyder som min egen.
Bedste hilsner,
din E.
P.S. Jeg er begyndt at anvende en gammel tidsregning. Det vil give fremtidens historikere noget at klø sig i nakken over, hvis nogen altså nogensinde skulle få den trøstesløse opgave at bladre mine rapporter herfra igennem. Tanken fylder mig med en perfid glæde.
Staðarfell,
Første vinterdag
Kære ven.
Allerførst: Du må undskylde det hele, telefonsamtalen i går, brokkeriet og selvmedlidenheden. Jeg må ikke drikke, det er jeg fuldstændig klar over. Men jeg syntes ikke, at jeg var særlig fuld, da jeg ringede, det var kun to øl og nogle små glas. Jeg fattede det først, da jeg åbnede munden, at jeg snøvlede, ordene flød fra mig som savl, og jeg var på ingen måde sjov.
Jeg syntes ellers selv, at jeg var helt genial, mens jeg sad med Njals saga: Idéerne lynede omkring mig, og alting blev enormt sjovt: Torvalds lussing og Halgerds hævn – og så min egen situation, at jeg skal afsone min landflygtighed på samme sted: Staðarfell på Fellsströnd, ved siden af et stearinlys og et glas rødvin, mens I andre sidder fast inde på det støvede universitet og knokler løs med jeres undervisning og retning af opgaver fulde af stavefejl og universalidiotiske eksamensbesvarelser, på evig flugt fra matronerne fra Kønsstudier på gangene og i kaffestuen.
Det kan godt være, at det er mig, der er bandlyst, tænkte jeg, men det er nu alligevel jer, der skal afsone en straf i en fuldstændig genialt udtænkt kreds i helvede. Det var ikke så godt, det forstår jeg nu. Det hele kom ganske enkelt ud som usammenhængende brok, bitterhed og utaknemmelighed. Jeg undskylder virkelig, du fortjener det ikke.
Vi er venner; du har altid været der for mig, lige siden du lånte mig dine matematiknoter i gamle dage, jeg ville aldrig være kommet igennem gymnasiet uden din hjælp. Jeg betalte min gæld tilbage med latin, hørte dig i ablativerne og Galler-krigen, indtil dine øjne snurrede rundt i kraniet, ikke? Og jeg sørgede også for, at vi blev inviteret med til festerne.
Vi var måske ikke med i bandet, men vi scorede alligevel pigerne. Du har altid sagt, at du aldrig ville have mødt Björg, hvis det ikke havde været for mig. Så for gammelt venskabs skyld vil jeg bede dig om ikke at fortælle nogen om vores telefonsamtale i går, jeg vil bede dig lade være med at indberette det til dekanatet. Jeg har brug for den her chance, jeg er klar over, at det er mit sidste halmstrå.
For at cementere det gik jeg i morges ned til havet og kastede min telefon i vandet. Sådan! Så er det ordnet, sagde jeg til Hvammsfjörður. Og nu har jeg overtaget ledelsen på Staðarfell, hvor ironisk det end lyder! Jeg gik rundt her til morgen, ret så tømmermændsplaget, og prøvede at se for mig, hvordan man bedst kan indrette Det Lokalhistoriske Museum.
Alting er selvfølgelig ekstremt forfaldent, der har ikke været nogen på stedet i årevis, efter alkoholikeranstalten – undskyld, rehabiliteringscenteret – blev lukket. Knuste ruder og slidte gardiner, døde spyfluer, gamle tømmermænd og gammel moral i hver eneste krog – det passer udmærket til ham, der skriver disse ord.
Men der er plads nok, højt til loftet og god afstand mellem væggene, et kæmpe industrikøkken og en spisesal; man kunne sikkert åbne en restaurant her. Det ville blive dyrt – jøsses – og garanteret en umulig opgave, hvis ikke der sad en Fremskridtsmand på hver eneste ministertaburet i regeringen.
Og hvis ikke yours truly var blevet ansat til at forestå flytningen af samlingen fra kælderen under svømmebadet i Laugar i Sælingsdalur. Her kommer man i den grad til at smøge ærmerne op! Huset her på Staðarfell lader til at være solidt bygget, og det er selvfølgelig majestætisk, som det ligger neden for de høje klipper: tre etager og en kælder.
Udsigten over Hvammsfjörður og Snæfellsnes er garanteret smuk i godt vejr, selvom det har været gråt og grumset, siden jeg ankom. Der blev drevet en husmor-skole her i mange årtier, som du selvfølgelig ved, og det er, som om man næsten kan fornemme en smule kvindeforeningsagtig pragt – den kvindelige myndighed ligger gemt i de afskallede lofter, hvis man kan sige det sådan. Pragt og alkoholikermoral.
Jeg har ikke fået ansvar for nøglerne til kirken, som lader til at være godt vedligeholdt. Gravstenene på kirkegården er alligevel alle sammen skæve og ramponerede, de ser ud til at være gledet ned ad den stejle fjeldskråning lidt efter lidt. Hvem vil også begraves på en bakke?
Jeg er kommet hjem igen i den trange embedslejlighed, er i gang med at varme kaffe og et stykke pizza, og så vil jeg sætte mig i den slidte sofa og tænde for fjernsynet; den anden nyhed i TV-avisen handler om striden på universitetet, om en professor på Humaniora, der har opført sig upassende; jeg skynder mig at slukke. Kommer stormen aldrig til at løje af?
Jeg gik ned i kælderen i det gamle hus i dag, nogle steder er der så lavloftet, at jeg var nødt til at bøje mig for ikke at støde hovedet op i loftet. Jeg fandt et gammelt mødelokale dernede, med søjler og et rødt plystæppe på gulvet; der var efterladt nogle slidte stole hist og her. På et whiteboard havde nogen skrevet:
AA-bogen s. 159.
Og nedenunder:
Held og lykke
og gud velsigne dig
Jeg tror, jeg vil gøre de ord til mine.
Din E.
Staðarfell,
onsdag før Simon og Judas’ messe
Kære ven.
Nu er det et stykke tid siden, du hørte fra mig sidst – gudskelov, tænker du måske – men der er også sket en del her hos mig. For det første: Jeg har slet ikke drukket. Ikke en dråbe. Jeg har nogle gange åbnet skabet ved siden af mikrobølgeovnen og kigget på flaskerne, rørt ved dem, ligefrem, men vinen har ikke fristet mig nok til at få mig til at trække proppen af nogen af dem.
Og jeg kan mærke det på mig, energien er vendt tilbage, de gamle superkræfter, ligesom en gammel maskine, der er blevet renset. Det gamle vrag har skjulte kræfter, hører du? Nu vi taler om vrag: Du kan måske huske, at jeg for et stykke tid siden kastede telefonen i havet, overmandet af moral og lede ved den fordummende helvedesmaskine, som har overtaget vores åndsliv og ødelagt al fornuftig og berigende kommunikation.
Jeg fattede først dagen efter, at jeg dermed bogstavelig talt havde dømt mig selv til isolation her på Staðarfell – man kan ikke engang åbne Teslaen uden appen på telefonen, for slet ikke at tale om at slippe væk herfra i den. Du kan sikkert forestille dig, hvor glad det gjorde mig, eller rettere sagt tværtimod, og nøglekortet, nødløsningen, havde jeg efterladt i en eller anden jakkelomme inde i Reykjavík.
Jeg blev nødt til at gå over til den nærmeste gård for at bruge telefonen der, ringe til forhandleren og få dem til at sende mig et nyt kort, med dertilhørende udgifter og besvær. Derfor kom jeg først til Laugar om mandagen for at besigtige det gamle Lokalhistoriske Museum. Bygningerne er store, og igen – fuldstændig forfaldne.
Det er sørgeligt at se, hvordan det er gået her på egnen, hvor der i sidste århundrede foregik en ambitiøs opbygning. Nu henstår alle de flotte skolebygninger i Laugar og her på Staðarfell tomme og rådne, skinbarlige monumenter over en optimisme og tro på en fremtid, der aldrig kom.
Og her er ødegårde, så langt øjet rækker; det ser ud, som om en dødelig epidemi har huseret, fejet den yngste generation bort og kun efterladt de ældste. Nutiden er en pest. Vagtmesteren åbnede for mig, en krumrygget mand på omkring tres år; han sagde, at han havde boet i Sælingsdalur hele sit liv, gået i skolen i sin tid, arvet arbejdet efter sin far.
Det må være svært at se stedet forfalde på den måde, sagde jeg, men han lod ikke til at forstå, hvad jeg mente; man gør sit bedste, prøver at male og lave reparationer, sagde han godmodigt og fulgte mig ned i kælderen, hvor den lokalhistoriske samling er opbevaret. Og hold da op for en bunke! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, men det er et større arbejde, end jeg havde troet.
Kælderen er propfuld, en pærevælling af smørkærner, vridemaskiner, drejebænke, plove, orgler, kirkedøre, nationaldragter, kaffekopper, kister og kasser; der er tilmed en seksåret båd fra Purkey, en stinkende homøopatisk samling og en komplet badstue, som vist blev pillet ned én planke ad gangen og sat sammen igen nede i kælderen, lige under fjernvarmerørene, som lignede noget, der kunne gå hul på når som helst og dermed koge en tyk, brun arkæologisk suppe på alt ragelset.
Hvordan var det egentlig blevet sådan? Det lod til, at beboerne på egnen havde bestemt sig for at skille sig af med fortiden, pakke den væk og proppe det hele ned til de utætte rør i den fugtige kælder under det gamle skolehus, som om det var et gravkammer eller en mærkeligt indrettet tidslomme.
Det kommer til at tage mange år at gå det hele igennem, sortere genstandene og redde det, der er værd at redde, få overblik over hver enkelt genstands historie, lokalisere den gulnede følgeskrivelse og taste den ind i databasen, finde det rette sted til genstandene og sætte dem op i en sammenhæng – jeg kunne mærke foretagsomhedens og forventningens glæde strømme gennem mine årer, samtidig med at jeg blev helt modløs.
Hvor pokker skal jeg begynde? Jeg har spekuleret over det lige siden og er kommet frem til, at jeg har brug for en assistent til at løse opgaven. Må jeg foreslå, at du prøver at skaffe mig en lille bevilling, så jeg kan ansætte en – måske en dygtig kvinde fra egnen – i en halv stilling?
Jeg ville selvfølgelig lede projektet selv, have tilsyn med papirarbejdet, katalogiseringen og organiseringen, men jeg ville have brug for hende til at udføre størstedelen af det grove arbejde, sortere og smide ud og den slags. Samlingen er også møgbeskidt, og jeg tåler ikke rigtig mug og støv, som du ved.
I et mørkt værelse, som ligger ved siden af badstuen, står der en stabel ældgamle møbler, deriblandt en gammel kiste, som viste sig at være fuld af gammelt tøj, gråligt vadmel og groft lærred. Der strømmede en lugt op af … oldtid, jeg kan ikke beskrive lugten anderledes.
Røg, tjære, gammelt læder og muld – selvom det faktisk lyder som beskrivelsen af en spændende Isley-whisky, som jeg har stående i skabet, men det skal du ikke bekymre dig over, jeg er fast besluttet på afholdenhed. Jeg aner ikke, hvordan nogen har fået den idé at gemme det gamle, elendige tøj på museet.
Men nedenunder skjulte der sig noget, som kan være interessant: gamle, slidte bøger og dokumenter; på de øverste stod navnet Bogi Benediktsson, som nok ikke er den gamle bogtrykker fra Hrappsey, men snarere hans sønnesøn, forfatteren til Sysselmands- biografierne, for han boede netop her på Staðarfell i 1800-tallet. Vagtmesteren Áslákur sagde, at man havde fundet tingene for adskillige årtier siden på den gamle gård Skógar.
Gamle kister fra Staðarfell. De havnede rundtomkring på egnen, men denne kiste havnede altså her. Den gamle forskernæse vågnede op, min indre historiker rørte på sig; du kan sagtens forestille dig det, selvom du holder til i litteraturens verden og ikke interesserer dig særlig meget for den slags gamle ting.
Áslákur hjalp mig med at bære kisten ud i Teslaen – men det lykkedes mig selvfølgelig at få en splint fra den i spidsen af min højre pegefinger, en stor, styg bjælke. Jeg kunne ikke selv få splinten ud, derfor har jeg ikke kunnet skrive til dig før nu; den sad fuldstændig fast og forstyrrede mig i alt, jeg lavede, bortset fra når jeg læste. Nå, mere om den skide fortidstorn senere.
Men denne farefulde færd er ikke det eneste eksempel på din gamle vens foretagsomhed: Jeg har også fået indrettet en arbejdsplads i det store værelse i det gamle hus i Staðarfell, som er i nogenlunde god stand – jeg kunne selvfølgelig godt arbejde ved bordet i køkkenet i embedslejligheden, men jeg tror, det er bedre for mig at arbejde et andet sted end der, hvor jeg sover.
Der er noget sundt og driftigt ved at tage på arbejde om morge- nen, begynde dagen med et brusebad og en kop kaffe, tage en ren skjorte på, gribe dokumentmappen og begive sig ud i dagen. Også selvom man kun skal gå tyve meter hen over gårdspladsen til det forfaldne skolehus. Jeg skal vænne mig af med den uvane at arbejde i sengen, det virker så subsistensløst.
Kisten og dens indhold er i øvrigt også så beskidt og lugter så dårligt, at jeg ikke vil have den indenfor i min lejlighed. Jeg havde brug for et par tilløb og en solid sækkevogn for at få den over på mit kontor (ja, jeg kalder det mit kontor), hvor jeg har placeret et skrivebord, som jeg fandt på den nederste etage, en fantastisk behagelig lænestol og en læselampe, min computer og printer, en elkogeplade, min gamle espressokande og kaffekoppen – den gamle grønne, der har fulgt mig siden Cambridge, husker du nok.
Her er faktisk bare lunt og hyggeligt, og der er udsigt over vandet, øerne og fjeldene. Og her står så den gamle, sorte kiste og dunster af oldtid; her vil jeg etablere et lokalhistorisk museum.
Bedste hilsner,
din E.
P.S. Ørne! Jeg deler Staðarfell med mindst tre havørne. De første gange jeg så dem, spænede jeg ud for at tage billeder af dem (mens jeg stadig havde telefonen), men nu er det blevet helt hverdagsagtigt at se dem: majestætisk svævende over klipperne eller kredsende over græsset, når de forsøger at stige til vejrs.
Der er ikke meget værdighed over dem, kan jeg godt sige dig, de minder mest om flyvende dinosaurer, som evolutionen ikke tog sig tid til at gøre færdig. De må holde til her i nærheden, måske på en af de små øer ud for fastlandet. Men de gør mig glad, jeg føler, at de hædrer mig med deres tilstedeværelse, som om de ikke har indtaget nogen holdning til mig i mit eksil, som om de vil lindre min ensomhed.
Staðarfell,
fredag efter Simon og Judas’ messe
Kære ven.
Tidsregningen er allerede begyndt at gå i kludder for mig: Er det mere rigtigt at tale om fredag efter Simon og Judas’ messe eller fredag før Allehelgensdag? Eller bare, slet og ret, den 29. oktober? Men det er i hvert fald fredag morgen, og så ophober der sig en følelse af rastløshed, nervøsitet – Store Gudskelovdag, ville folk med kortere uddannelse kalde det.
Så føler jeg, at jeg burde have planlagt noget sjovt, at jeg burde have aftalt at mødes med vennerne på Ølstuen eller Kaldi-baren for at nyde en øl og bedrive dialektik, eller måske snarere: at jeg burde have inviteret en smuk kvinde ud, med løfte om at afslutte aftenen i hendes silkebløde favn, og med en sjat whisky i glasset.
Har jeg fortalt dig, at jeg har en fin Isley-whisky stående i skabet? I over en uge har jeg ikke engang tænkt på den. Og dér får den lov til at blive stående, urørt. Det kan jeg godt love dig, og mig selv. Jeg skulle også fortælle dig mere om den splint, jeg fik i fingeren, og om afslutningen på denne trælse sag. Mærkeligt, hvordan sådan nogle bagateller kan bringe ens tilværelse ud af balance.
Men splinten kom altså fra den kæmpekiste, som nu står og venter på mig oppe på kontoret. Den kom fra låget, da Áslákur, vagtmesteren, og jeg var i gang med at mase kisten ind på bagsædet af min Tesla i Laugar, og tre dage senere sad den stadigvæk dybt inde i spidsen af min højre pegefinger, sort, tyk og fed som en spyflue under huden.
Jeg kunne hele tiden mærke den, men især når jeg skrev i hånden eller tastede bogstaverne Y U H J B N og M på tastaturet. Jeg forsøgte selvfølgelig at ordne det selv, jeg prøvede at kradse i det yderste af splinten og få fat i det øverste af den med en pincet, men det var lettere sagt end gjort med venstre hånd, og så kunne jeg heller ikke se ordentligt, den forbandede langsynethed tager til; det er vist på tide med nye briller.
O, min broder – så dårligt tiden dog har behandlet os, den snu satan! Til sidst tabte jeg tålmodigheden og prøvede at skære huden op med en lommekniv, men det gik selvfølgelig heller ikke godt, splinten blev bare skubbet længere ind i fingerspidsen, og det blødte ud over det hele, min nye skjorte blev helt plettet.
Jeg måtte erkende, at jeg havde lidt nederlag, og besluttede at køre ind til Búðardalur for at søge hjælp på lægecenteret. Men det er ikke helt ligetil at køre den strækning i Teslaen, vejen er grov og hullet, og derudover har Teslaen også drillet mig, for den sluger batteriet på de fyrre kilometer, som om strækningen er meget længere, end kilometertælleren viser. Men jeg kom trods alt til Búðardalur.
Klokken var ikke blevet fire endnu, så det kom bag på mig, at døren var låst. På døren stod der, at lægecenteret var åbent til tre, herefter måtte man ringe til akuttelefonen. Jeg gik ind i kiosken og fik lov til at ringe derfra – har du ikke en mobiltelefon? spurgte barnet, der ekspederede, og gloede på min bil – men jeg orkede ikke at forklare sagen og påstod, at jeg havde glemt den derhjemme.
Akuttelefonen blev besvaret af en kvinde, der spurgte, om det var et nødstilfælde. Jeg svarede ja og sagde, at jeg var kommet til skade. Hvordan til skade? spurgte hun, og jeg sagde, at jeg havde fået en splint i fingeren, og så begyndte hun at grine. Jeg blev helt paf, og du ved jo godt, hvordan jeg reagerer på sådan noget, jeg var selvfølgelig ikke voldsomt høflig over for hende.
Men hun var altså også ubehøvlet over for mig og snerrede til sidst ad mig, at jeg kunne tage på skadestuen sydpå, hvis det forfærdelige sår ikke kan vente til i morgen. Og der stod jeg, stiktosset og med en såret hånd, havde skrumplet den fyrre minutter lange vej udelukkende for at lade sygeplejersken i Búðardalur grine ad mig.
Det var et held, at mit eksil efter jeres råd også gælder SoMe, ellers var der fare for, at jeg uden omsvøb ville have skrevet et og andet på Facebook, som jeg havde fortrudt bagefter. Det ville jeg egentlig ikke kunne klare. Det var med nød og næppe, at der var nok strøm til at komme hjem til Staðarfell – for ikke at sige til Reykjavík.
Jeg havde ingen bedre idé end at gå i spiritusbutikken, men den var gudskelov også lukket, så jeg havnede endnu en gang i kiosken, hvor jeg satte bilen til opladning og købte en pakke cigaretter, hvormed jeg bandt en ende på femten års tobaksafholdenhed.
Jeg kastede mig ned på bænken udenfor, tog det knitrende cellofan af pakken og nød at give slip på det og lade det blæse væk; jeg syntes, at jeg på en eller anden måde gjorde gengæld mod den følelseskolde sygeplejerske ved at tænde cigaretten og trække røgen ned i lungerne. Kan du se, hvad du har fået mig til? sagde jeg højt til cigaretten. Nu dør jeg af kræft.
Slap af, sagde en dyb kvindestemme ved siden af mig. Det er kun en enkelt cigaret, den slår dig nok ikke ihjel. Jeg fór sammen, havde ikke lagt mærke til kvinden, som sad på bænken ved siden af, med kaffe i en kop og solbriller på næsen, indpakket i en stor dynejakke, men som ellers lignede en, der tog solbad. Eller sådan sad hun i hvert fald: med ansigtet vendt op mod solen.
Ikke lige min type, sorthåret, lavstammet og tæt på at være midaldrende, men jeg havde behov for medlidenhed og opmærksomhed, så jeg vendte mig mod hende, tændte for det gamle charmemaskineri og fortalte hende om mine genvordigheder. Hun skubbede solbrillerne op i panden, lænede sig frem og så på fingeren, kiggede derefter på mig med ejendommeligt grå øjne: Skal jeg hjælpe dig?
Hjælpe, hvordan mener du? Hun rodede i sin store skuldertaske og tog en lille lommekniv op, en pincet, engangshandsker og en pakke desinficerende servietter. Det gjorde mig urolig, men hun så fast på mig og sagde, at jeg skulle sidde stille, og det var jo ikke, fordi jeg havde bedr muligheder, sådan som situationen var. Her sad vi, udenfor i efterårets bidende kulde, på hver sin side af madpakkebordet
ved kiosken.
Hun tog engangshandskerne på, greb så fat om min finger med et stramt greb og undersøgte den. Så borede hun kniven ind i fingerspidsen. Jeg råbte og prøvede at trække hånden til mig, men hun holdt mig fast som i en skruetvinge og gravede efter splinten med kniven.
Smerten var helt forfærdelig, bordet svømmede i blod, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev hvid i ansigtet og var ved at miste bevidstheden; du ved, hvor svært jeg har det med blod og materie, lugten af sygehus og den slags. Nåde, gispede jeg, men hun gryntede bare og tog hårdere fat, borede pincetten i såret og kneb fat i splinten, løftede den op mod solen.
Satans også, sagde hun. Jeg fik ikke hele splinten med ud, der sidder en lille stump endnu. Skal jeg prøve at få fat på den? Nej tak, slet ikke, stønnede jeg, trak hånden til mig og viklede en serviet om den sårede finger, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om ikke at besvime.
Det bløder altid meget fra fingerspidserne, sagde hun venligt, trak handskerne af og smilede, som om hun ikke lige havde angrebet mig med en kniv og tildelt mig et kødsår. Men det renser også såret, forhindrer, at der går betændelse i det. Du skal bare give blodet lov til at flyde, og så kan du sætte plaster på bagefter. Så skulle det både gå godt og hurtigt.
Jeg havde det mærkeligt, jeg følte mig glad og ydmyget på samme tid, men besluttede at bide tænderne sammen og mande mig op, så jeg rankede ryggen og smilede til hende. Det var virkelig pænt af dig. Tusind tak. Vil du ikke give mig lov til at byde dig på en kop kaffe til gengæld? Nej tak, selvfølgelig ville jeg gøre det, sagde hun og tørrede sine hænder i en vådserviet.
Jeg kunne ikke sidde her og se på, at du røg dig selv ihjel på grund af en enkelt splint. Jeg præsenterede mig for hende, og hun sagde, at hun hed Lóa. Man kunne ane et smil i hendes øjne og et smilehul i den højre kind, og så rejste hun sig og gik. Og nej, jeg er ikke kommet herud for at gå på damejagt, det ved du udmærket godt.
Og da slet ikke midaldrende superkvinder i kiosken i Búðardalur. Men heller ikke nogen, der er yngre og mere tiltrækkende, du så selv, hvordan det gik sidste gang. Det er det sidste, jeg har brug for: at endnu en MeToo-bølge skyller ind over mig – hele vejen herud til Dalir.
Men da jeg kom hjem til Staðarfell, kunne jeg alligevel mærke, at hun havde ret: Der sidder stadig noget af splinten i min finger, et lille, smertefuldt jag, der går op i albuen. Men der er ingen chance for, at jeg vil opsøge sygeplejersken i Búðardalur igen, sådan som hun behandlede mig. Nej, kære ven, jeg holder ud med den her lillebitte stump i fingeren fra gamle Bogi Benediktssons møre bogkiste; jeg bider tænderne sammen, gnasker Ibuprofen og finder mig i det. Men du gider måske tjekke mulighederne for at få støtte til en assistent?
Bedste hilsner,
din E.
P.S. Det tredje eksempel på min foretagsomhed: Jeg benyttede mig i dag af chancen og ringede til børnene fra kiosken. Birta svarede endda, selvom der har været ret så koldt og stille i deres ende. De må snart begynde at komme over det.
En lykke i denne verden
En midaldrende historieprofessor ved Islands Universitet sendes i eksil i den lille by Búðardalur i det nordvestlige Island efter at være blevet anklaget for upassende opførsel over for sine kolleger. Der finder han et hidtil ukendt manuskript, der kaster nyt lys over en for længst svunden historie.
I år 1479 sidder en gammel mand i en stald og skriver i kapløb med tiden og døden om begivenheder, han har været vidne til i et langt liv som skriver, hofdigter og soldat i tjeneste hos Ólöf den Rige Loftsdóttir, landets mægtigste kvinde, og hendes slægtninge.
Historikeren er nødt til at rede trådene ud af de gamle kilder, samtidig med at han kæmper med nutiden og dens spørgsmål om kønsroller, magt og cancel-kultur, sociale medier, en umulig elbil og om hvorvidt han skal have Pizza Grandiosa til aftensmad.
En roman om lidenskaber og opløsning, hensynsløs magtkamp og våbenraslen, død og pest, men også om det usandsynlige eventyr at være menneske.
Du kan købe En lykke i denne verden online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: