elskende er Amalie Langballes anden roman, der måske er en kærlighedshistorie.
Det er den varmeste sommer i mands minde. Der er sygdom i luften, pesten hærger og vanviddet ligger på lur. En krig er under opsejling, og man sladrer som aldrig før.
Hele nationen stinker, hoffet keder sig og en adelsmand sender i spøg sin hustru til den pestramte hovedstad for at arbejde på byens bedste horehus. Her møder hun mænd og kvinder, og hører hemmeligheder og løgne. Hun lærer en del om penge, men endnu mere om magt og måske også kærlighed.
På horehuset går der mange rygter om bestyreren Viola; blandt andet, at hun står i ledtog med det overnaturlige. Hun gemmer også på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Du kan læse første del af elskende af Amalie Langballe herunder.
elskende
af Amalie Langballe
Min historie kommer ikke til at give mening. Uanset hvordan jeg anstrenger min erindring, glider noget mig af hænde, og andet kan jeg ikke få placeret. Jeg kan genkalde mig billeder uden sammenhæng: sort røg, en hests svedige flanker, høstmånen.
Der er ting, jeg ved med sikkerhed, men der er flere ting, jeg ikke ved overhovedet. Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden. En tråd af virkelighed har muligvis lagt sig oven på en tråd af drøm, og selv i optrevlingen kan den ene tråd ikke skelnes fra den anden.
Så meget vil jeg gerne gøre klart, inden jeg fortsætter: Jeg kan ikke få delene til at passe sammen, jeg kan ikke afstemme regnskabsbøgerne, i labyrintens centrum er der tomt.
Man kan leve et helt liv på en sommer. Jeg skriver det, fordi det er noget af det, jeg ved. Det lærte jeg dengang. Det var en sommer, hvor det var svært at sove om natten. Så varmt var der; som et par hænder, der griber en om halsen og strammer til.
Så meget kunne lugtes. Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund).
Mest af alt kunne man lugte sig selv, kroppen og dens væsker. Min lugt var: udflåd, honning og angst.
I luften hang også sygdom. Det var den, man snakkede om, når man mødtes på gadehjørner og på havnen for at købe sild. Man talte om pesten, den fløj gennem luften som et blåt forklæde, og tre nys, så var man død.
Man sænkede stemmen og talte videre om en anden, mere lunefuld, lidelse. Det var den sygdom, man var mest bange for. Feberen kom og gik som en vægelsindet elsker i natten, siden fulgte opkast og tyndskid (kroppen som en overfyldt rendesten). Nogle gange til sidst døden. Man sagde, at det lindrede sygdommen at skære poterne af en muldvarp og bære dens døde krop ind til brystet, men man sagde også, at det var noget sludder.
Man sagde, at kongen havde beordret sin arving på landet, og man havde ret. Prinsen og alle hans søskende var blevet sendt til en sygdomsfri kystby, og færgemanden dér måtte hverken modtage folk eller gods fra hovedstaden. Om søndagen hviskede man til hinanden i kirken, man udvekslede sladder om de døde, og man konstaterede: “Herren kalder os hjem i hobetal, udpinte og tilsølede.”
I luften hang også noget, man ikke talte om, og det var vanviddet. Det lå på lur i et randområde af ens bevidsthed som et kobbel af hurtige hunde, sultne og tørstige. Man kunne ikke tale om det, af frygt for at man ved at sige det højt ville sætte det fri.
Jeg tror, det var på grund af vanviddet, at min mand gjorde, som han gjorde. Det var derfor, ingen ved hoffet kom mig til undsætning. Det var sådan, det blev en spøg, et maskespil. Han hviskede mig i mit øre:
“Gå til horehuset. Lær deres hemmeligheder at kende,og kom så tilbage til mig.”
Det var der, i huset, at jeg mødte hende, og det er på grund af hende, jeg nu har noget at fortælle. Hun ville sige, at hendes historie var en kærlighedshistorie, men jeg er ikke så sikker. Det er aldeles muligt, tror jeg, at hendes historie i virkeligheden handler om penge og drømme og en manglende forståelse for, at nogle gange er det for sent.
Jeg overlader det til dig at fælde dom. Hvis du får adgang til denne historie og læser den til ende, må du danne din egen mening. Alt, der kan huskes, bliver skrevet ned. Hvis der er kærlighed her, håber jeg, at du finder den.
Dette er, hvad jeg ved, dette er vistnok virkelighed: Igennem en varm sommer var vi fire kvinder, der boede og arbejdede i et hus i hovedstaden tæt på kongens lystslot. Mellem os og slottet voksede en labyrint af tæt buskads, hvor landets skønneste rose efter sigende groede i midten. Uden for huset var der endnu en kvinde, og der var en plan, men den mislykkedes.
Der var også nogle mænd, men de er ikke lige så vigtige for historien. Da sommeren var forbi, og det alt sammen var overstået, opsøgte jeg en præst, i håb om at han kunne give min sjæl ro (salve den og dikke-dikke den som en nyfødt). Der gik rygter om præsten, man sagde, han var kættersk, en jesuit, men det kunne jeg ikke tage mig af. Han var venlig. Han opfordrede mig til at skrive:
“Bekend dine synder som i den gamle tro. Men ikke til mig, ordene må ikke få lyd. Skriv dem ned, og brænd så hvert et ord. Forær dine hemmeligheder til ilden.”
Det var en tid, hvor de få havde meget og ville have meget mere, og de fleste havde lidt og udsigt til at få endnu mindre. Var man blandt de få, spiste man postejer af guldfasaner, prydede sig med ædelsten, så man glimtede i solen, og man købte dyr langvejsfra. Farvestrålende papegøjer, store kattedyr med prikkede mønstre og små aber med kloge ansigter.
Mere guld muliggjorde ekspansion. Festerne, herregårdene og livene blev større i de år. Man gjorde ting alene af den årsag, at man kunne. Blandt de få herskede der en fornemmelse af, at alt kunne anskaffes. Man lod uafladeligt sin frisure omarrangere og flette på nye måder, og nogle gange, når man åbnede sine øjne om morgenen for at møde den gryende dag, syntes man, at tiden lignede en afgrund.
Var man blandt de mange, spiste man, hvad der var, og spiste man ikke op, hældte man grøden og spækket tilbage i lergryden. Man klædte sig i tøj, der havde tilhørt andre – en død onkel, en død søster, en død ven – og som havde lapper.
Man kunne samle alt, man ejede, i en bylt, der kunne tages på ryggen. Man lyttede for ivrigt, når snakken faldt på historier om hemmelige skatte i bjergfolkets høje. Når man festede, festede man for at markere begyndelsen eller slutningen på et stykke arbejde. Der var gilde, før nogen drog i krig, og når høsten var i hus. Man havde kun dyr, der gjorde nytte.
Hønsene med deres æglæggeri, hundene med deres hyrderi, køerne med deres mælk, studene med deres kød. Var man blandt de mange, skulle man ikke gøre sig forhåbninger om at blive blandt de få. Man fik sin livsbane foræret i vuggegave, og det liv lignede det liv, ens forældre havde levet. Der var en orden og nogle hierarkier, som ikke måtte forstyrres.
Hvis de blev forstyrret og overskredet, handlede det tit om kærlighed (uvorn), men kærlighed var en stemme, som de fleste gjorde klogt i at overhøre. Det var blandt andet det, hun ikke forstod.
Min mand og jeg tilhørte de få. Vi havde så meget, at det var kedsommeligt, men intet kunne gro i min brudeseng, og det var derfor, han sendte mig væk. Min manglende evne til at blive befrugtet stemte ikke overens med det, han var blevet lovet, at hans liv skulle være. Det var meningen, at han skulle have det hele.
Lige fra vores bryllupsnat havde han fundet mig ufremkommelig som heden. Når han, svedig og frustreret, havde fyldt sin sæd i mig, som man fylder et hul med jord, kunne han sige: “Du kvæler mig.”
Netop dét ord, kvæler. Jeg var ung og vidste ikke bedre. Gennem hele min barndom var der blevet trukket en hvid kjole over mit hoved uden på mit andet tøj. Det mælkefarvede stof måtte for enhver pris ikke plettes. Hvis blot den mindste smule støv lagde sig over kjolens søm, ville min far samme aften blotlægge min numse og slå mig med sin dyrebare ridepisk, hvis håndtag var af glatsort ibenholt. Svirp, svirp, svirp.
“Din tøs, dit pigebarn, dit køn er af det onde,” kunne han sige til mig, mens piskens hale åbnede mig op.
Idealet var for adelsfrøkener som jeg: en uskyld så lys som kalk. Jeg voksede op på et gods, og mine forældre drev det dygtigt. Fedekalvene forblev fede, kattene holdt rotterne fra kornet, brønden i indergården tørrede aldrig ud. De passede deres tro som en blomstrende æbleplantage i foråret, og de gjorde, hvad de kunne for at leve op til deres forpligtelser.
De afleverede deres sønner til kongens hær, og de afleverede deres døtre til passende ægtemænd. I flere generationer havde vores slægt stået på god fod med kongerne, og derfor gjorde nogle af os også tjeneste ved hoffet. Hoffet rejste rundt, vi var, hvor kongen var. Han var vores ledestjerne, cirklens midtpunkt og kompasnålens nord.
Også min mand levede sit liv ved hoffet, og det var derfor, da galskaben greb ham, at han løb gennem gangene på kongens slot på landet, lyden af hårde såler mod marmor, klonk, klonk, klonk, hen over plænen og ned til havehuset, hvor han råbte kongen an.
“Høje Majestæt, Høje Majestæt, Høje Majestæt, hør min plan,” råbte han og kiggede skælmsk tilbage mod mig, der var fulgt efter ham.
Han havde ikke altid haft det sådan med mig. I begyndelsen var han sødere, men min mand tog fraværet af en fødsel som en fornærmelse. I hans øjne gjorde jeg modstand, fortjente at blive gravet op, omformet og opdyrket på ny.
“Hvad har du nu fundet på?” svarede kongen.
Havehuset var et palæ opført efter italiensk forbillede. På ydersiden af langvæggen var der en billedfrise, som forestillede tidligere tiders elskende. Orfeus og Eurydike, Herkules og Omfale, Achilleus og Patroklos. Dette ser jeg stadig for mig: blinde, glatte ansigter.
Kongen havde mange penge og holdt for meget af at bruge dem. I modsætning til sin far, den tidligere konge, havde han kun fornøjelser for øje. Livet ved hoffet var jagt, krige, lege og rigeligt vin. Foran indgangen til palæet stoppede min mand op, hev efter vejret og rettede på sin blå skødefrakke.
“Træd indenfor,” lød kongens stemme.
Mine øjne, der kom lige fra den skarpe sol, kiggede ind i et mørke uden slutning. For at skærme sig mod varmen holdt man husets skodder lukkede, og hvor der ikke var skodder, havde man hængt gardiner i vinrød fløjl. Før mine øjne havde vænnet sig til dunkelheden, løftede en vind det tunge stof, solens stråler fandt vej ind i rummet og gennem stoffets nederste kanter, og stuen blev kortvarigt badet i et hindbærfarvet lys.
I det glimt viste sig to skikkelser liggende på hver deres chaiselong. De lå ubevægelige som firben på en solvarm mur (udsplattede). Mellem dem stod et fad med sorte kirsebær. Under skindet: sukker og saftigt kød.
“Sunniva, sørg for noget lys. Jeg vil se min staldbroders ansigt,” sagde kongen.
Han havde den sunde kødfuldhed, som kun de velnærede og udhvilede kan opnå. Man sagde om kongens barndom, at hans amme var blevet fuldkommen udsuttet af den udvalgte prins, og mellem mælken og ammebrysterne var han også blevet fodret med magten, og han havde spist af magten (grådigt), så snart hans fingre kunne gribe om den og føre den op til hans sultne kæft.
Magten havde smagt af glatte orme. Jeg forestiller mig tykke små hænder, der griber ud efter tunge mælkebryster, griber ud efter skørter, griber ud efter skeen med melgrød, griber ud efter fjerpennen, griber ud efter slagvåben, griber ud efter kvindernes lokker (at blive holdt i håret af en knyttet næve og slæbt langs gulvet og op i sengen).
Dette skal også siges: Magten gjorde beklageligvis os kvinder liderlige. Når kongen talte, grinte Sunniva. Også ved denne lejlighed i det mørklagte palæ slog hun en bedårende latter op, hun var så sød. Hoffet behandlede hende som en lille skifting, der skulle skærmes og beskyttes og undgås.
Der fandtes både en skrøbelighed og en djævelskab i hendes karakter, som gjorde, at man ikke kunne være hende nær nok og samtidig ønskede sig langt væk. En af de andre hofdamer havde engang sagt om hende:
“Hun forvandler os alle, skønt jeg ved ikke til hvad,” og det var sandt.
Sunniva var kongens kone, men hun var ikke landets dronning. Så simpel, privilegeret og svær var hendes position. Man billigede ikke forbindelsen mellem hende og kongen, Gud var ikke til stede ved ceremonien, sagde man. Alligevel sitrede man i hendes nærvær af lige dele modstand og tiltrækning.
Så snart gardinerne var trukket fra, og rummet havde iklædt sig den tidlige sommers bleghed, fór min mand hen til kongen og talte i kongens øre.
“Han vil sende hende til et horehus, Sunniva!” råbte kongen og hvinede. Hurtigt og ubesværet var han på benene.
“Jeg har aldrig kendt en bedre spøg!”
elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier.
Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Amalie Langballe modtog i 2019 debutantprisen for sin suveræne bog forsvindingsnumre. elskende er hendes anden roman.
elskende er Amalie Langballes anden roman, der måske er en kærlighedshistorie.
Det er den varmeste sommer i mands minde. Der er sygdom i luften, pesten hærger og vanviddet ligger på lur. En krig er under opsejling, og man sladrer som aldrig før.
Hele nationen stinker, hoffet keder sig og en adelsmand sender i spøg sin hustru til den pestramte hovedstad for at arbejde på byens bedste horehus. Her møder hun mænd og kvinder, og hører hemmeligheder og løgne. Hun lærer en del om penge, men endnu mere om magt og måske også kærlighed.
På horehuset går der mange rygter om bestyreren Viola; blandt andet, at hun står i ledtog med det overnaturlige. Hun gemmer også på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Du kan læse første del af elskende af Amalie Langballe herunder.
elskende
af Amalie Langballe
Min historie kommer ikke til at give mening. Uanset hvordan jeg anstrenger min erindring, glider noget mig af hænde, og andet kan jeg ikke få placeret. Jeg kan genkalde mig billeder uden sammenhæng: sort røg, en hests svedige flanker, høstmånen.
Der er ting, jeg ved med sikkerhed, men der er flere ting, jeg ikke ved overhovedet. Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden. En tråd af virkelighed har muligvis lagt sig oven på en tråd af drøm, og selv i optrevlingen kan den ene tråd ikke skelnes fra den anden.
Så meget vil jeg gerne gøre klart, inden jeg fortsætter: Jeg kan ikke få delene til at passe sammen, jeg kan ikke afstemme regnskabsbøgerne, i labyrintens centrum er der tomt.
Man kan leve et helt liv på en sommer. Jeg skriver det, fordi det er noget af det, jeg ved. Det lærte jeg dengang. Det var en sommer, hvor det var svært at sove om natten. Så varmt var der; som et par hænder, der griber en om halsen og strammer til.
Så meget kunne lugtes. Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund).
Mest af alt kunne man lugte sig selv, kroppen og dens væsker. Min lugt var: udflåd, honning og angst.
I luften hang også sygdom. Det var den, man snakkede om, når man mødtes på gadehjørner og på havnen for at købe sild. Man talte om pesten, den fløj gennem luften som et blåt forklæde, og tre nys, så var man død.
Man sænkede stemmen og talte videre om en anden, mere lunefuld, lidelse. Det var den sygdom, man var mest bange for. Feberen kom og gik som en vægelsindet elsker i natten, siden fulgte opkast og tyndskid (kroppen som en overfyldt rendesten). Nogle gange til sidst døden. Man sagde, at det lindrede sygdommen at skære poterne af en muldvarp og bære dens døde krop ind til brystet, men man sagde også, at det var noget sludder.
Man sagde, at kongen havde beordret sin arving på landet, og man havde ret. Prinsen og alle hans søskende var blevet sendt til en sygdomsfri kystby, og færgemanden dér måtte hverken modtage folk eller gods fra hovedstaden. Om søndagen hviskede man til hinanden i kirken, man udvekslede sladder om de døde, og man konstaterede: “Herren kalder os hjem i hobetal, udpinte og tilsølede.”
I luften hang også noget, man ikke talte om, og det var vanviddet. Det lå på lur i et randområde af ens bevidsthed som et kobbel af hurtige hunde, sultne og tørstige. Man kunne ikke tale om det, af frygt for at man ved at sige det højt ville sætte det fri.
Jeg tror, det var på grund af vanviddet, at min mand gjorde, som han gjorde. Det var derfor, ingen ved hoffet kom mig til undsætning. Det var sådan, det blev en spøg, et maskespil. Han hviskede mig i mit øre:
“Gå til horehuset. Lær deres hemmeligheder at kende,og kom så tilbage til mig.”
Det var der, i huset, at jeg mødte hende, og det er på grund af hende, jeg nu har noget at fortælle. Hun ville sige, at hendes historie var en kærlighedshistorie, men jeg er ikke så sikker. Det er aldeles muligt, tror jeg, at hendes historie i virkeligheden handler om penge og drømme og en manglende forståelse for, at nogle gange er det for sent.
Jeg overlader det til dig at fælde dom. Hvis du får adgang til denne historie og læser den til ende, må du danne din egen mening. Alt, der kan huskes, bliver skrevet ned. Hvis der er kærlighed her, håber jeg, at du finder den.
Dette er, hvad jeg ved, dette er vistnok virkelighed: Igennem en varm sommer var vi fire kvinder, der boede og arbejdede i et hus i hovedstaden tæt på kongens lystslot. Mellem os og slottet voksede en labyrint af tæt buskads, hvor landets skønneste rose efter sigende groede i midten. Uden for huset var der endnu en kvinde, og der var en plan, men den mislykkedes.
Der var også nogle mænd, men de er ikke lige så vigtige for historien. Da sommeren var forbi, og det alt sammen var overstået, opsøgte jeg en præst, i håb om at han kunne give min sjæl ro (salve den og dikke-dikke den som en nyfødt). Der gik rygter om præsten, man sagde, han var kættersk, en jesuit, men det kunne jeg ikke tage mig af. Han var venlig. Han opfordrede mig til at skrive:
“Bekend dine synder som i den gamle tro. Men ikke til mig, ordene må ikke få lyd. Skriv dem ned, og brænd så hvert et ord. Forær dine hemmeligheder til ilden.”
Det var en tid, hvor de få havde meget og ville have meget mere, og de fleste havde lidt og udsigt til at få endnu mindre. Var man blandt de få, spiste man postejer af guldfasaner, prydede sig med ædelsten, så man glimtede i solen, og man købte dyr langvejsfra. Farvestrålende papegøjer, store kattedyr med prikkede mønstre og små aber med kloge ansigter.
Mere guld muliggjorde ekspansion. Festerne, herregårdene og livene blev større i de år. Man gjorde ting alene af den årsag, at man kunne. Blandt de få herskede der en fornemmelse af, at alt kunne anskaffes. Man lod uafladeligt sin frisure omarrangere og flette på nye måder, og nogle gange, når man åbnede sine øjne om morgenen for at møde den gryende dag, syntes man, at tiden lignede en afgrund.
Var man blandt de mange, spiste man, hvad der var, og spiste man ikke op, hældte man grøden og spækket tilbage i lergryden. Man klædte sig i tøj, der havde tilhørt andre – en død onkel, en død søster, en død ven – og som havde lapper.
Man kunne samle alt, man ejede, i en bylt, der kunne tages på ryggen. Man lyttede for ivrigt, når snakken faldt på historier om hemmelige skatte i bjergfolkets høje. Når man festede, festede man for at markere begyndelsen eller slutningen på et stykke arbejde. Der var gilde, før nogen drog i krig, og når høsten var i hus. Man havde kun dyr, der gjorde nytte.
Hønsene med deres æglæggeri, hundene med deres hyrderi, køerne med deres mælk, studene med deres kød. Var man blandt de mange, skulle man ikke gøre sig forhåbninger om at blive blandt de få. Man fik sin livsbane foræret i vuggegave, og det liv lignede det liv, ens forældre havde levet. Der var en orden og nogle hierarkier, som ikke måtte forstyrres.
Hvis de blev forstyrret og overskredet, handlede det tit om kærlighed (uvorn), men kærlighed var en stemme, som de fleste gjorde klogt i at overhøre. Det var blandt andet det, hun ikke forstod.
Min mand og jeg tilhørte de få. Vi havde så meget, at det var kedsommeligt, men intet kunne gro i min brudeseng, og det var derfor, han sendte mig væk. Min manglende evne til at blive befrugtet stemte ikke overens med det, han var blevet lovet, at hans liv skulle være. Det var meningen, at han skulle have det hele.
Lige fra vores bryllupsnat havde han fundet mig ufremkommelig som heden. Når han, svedig og frustreret, havde fyldt sin sæd i mig, som man fylder et hul med jord, kunne han sige: “Du kvæler mig.”
Netop dét ord, kvæler. Jeg var ung og vidste ikke bedre. Gennem hele min barndom var der blevet trukket en hvid kjole over mit hoved uden på mit andet tøj. Det mælkefarvede stof måtte for enhver pris ikke plettes. Hvis blot den mindste smule støv lagde sig over kjolens søm, ville min far samme aften blotlægge min numse og slå mig med sin dyrebare ridepisk, hvis håndtag var af glatsort ibenholt. Svirp, svirp, svirp.
“Din tøs, dit pigebarn, dit køn er af det onde,” kunne han sige til mig, mens piskens hale åbnede mig op.
Idealet var for adelsfrøkener som jeg: en uskyld så lys som kalk. Jeg voksede op på et gods, og mine forældre drev det dygtigt. Fedekalvene forblev fede, kattene holdt rotterne fra kornet, brønden i indergården tørrede aldrig ud. De passede deres tro som en blomstrende æbleplantage i foråret, og de gjorde, hvad de kunne for at leve op til deres forpligtelser.
De afleverede deres sønner til kongens hær, og de afleverede deres døtre til passende ægtemænd. I flere generationer havde vores slægt stået på god fod med kongerne, og derfor gjorde nogle af os også tjeneste ved hoffet. Hoffet rejste rundt, vi var, hvor kongen var. Han var vores ledestjerne, cirklens midtpunkt og kompasnålens nord.
Også min mand levede sit liv ved hoffet, og det var derfor, da galskaben greb ham, at han løb gennem gangene på kongens slot på landet, lyden af hårde såler mod marmor, klonk, klonk, klonk, hen over plænen og ned til havehuset, hvor han råbte kongen an.
“Høje Majestæt, Høje Majestæt, Høje Majestæt, hør min plan,” råbte han og kiggede skælmsk tilbage mod mig, der var fulgt efter ham.
Han havde ikke altid haft det sådan med mig. I begyndelsen var han sødere, men min mand tog fraværet af en fødsel som en fornærmelse. I hans øjne gjorde jeg modstand, fortjente at blive gravet op, omformet og opdyrket på ny.
“Hvad har du nu fundet på?” svarede kongen.
Havehuset var et palæ opført efter italiensk forbillede. På ydersiden af langvæggen var der en billedfrise, som forestillede tidligere tiders elskende. Orfeus og Eurydike, Herkules og Omfale, Achilleus og Patroklos. Dette ser jeg stadig for mig: blinde, glatte ansigter.
Kongen havde mange penge og holdt for meget af at bruge dem. I modsætning til sin far, den tidligere konge, havde han kun fornøjelser for øje. Livet ved hoffet var jagt, krige, lege og rigeligt vin. Foran indgangen til palæet stoppede min mand op, hev efter vejret og rettede på sin blå skødefrakke.
“Træd indenfor,” lød kongens stemme.
Mine øjne, der kom lige fra den skarpe sol, kiggede ind i et mørke uden slutning. For at skærme sig mod varmen holdt man husets skodder lukkede, og hvor der ikke var skodder, havde man hængt gardiner i vinrød fløjl. Før mine øjne havde vænnet sig til dunkelheden, løftede en vind det tunge stof, solens stråler fandt vej ind i rummet og gennem stoffets nederste kanter, og stuen blev kortvarigt badet i et hindbærfarvet lys.
I det glimt viste sig to skikkelser liggende på hver deres chaiselong. De lå ubevægelige som firben på en solvarm mur (udsplattede). Mellem dem stod et fad med sorte kirsebær. Under skindet: sukker og saftigt kød.
“Sunniva, sørg for noget lys. Jeg vil se min staldbroders ansigt,” sagde kongen.
Han havde den sunde kødfuldhed, som kun de velnærede og udhvilede kan opnå. Man sagde om kongens barndom, at hans amme var blevet fuldkommen udsuttet af den udvalgte prins, og mellem mælken og ammebrysterne var han også blevet fodret med magten, og han havde spist af magten (grådigt), så snart hans fingre kunne gribe om den og føre den op til hans sultne kæft.
Magten havde smagt af glatte orme. Jeg forestiller mig tykke små hænder, der griber ud efter tunge mælkebryster, griber ud efter skørter, griber ud efter skeen med melgrød, griber ud efter fjerpennen, griber ud efter slagvåben, griber ud efter kvindernes lokker (at blive holdt i håret af en knyttet næve og slæbt langs gulvet og op i sengen).
Dette skal også siges: Magten gjorde beklageligvis os kvinder liderlige. Når kongen talte, grinte Sunniva. Også ved denne lejlighed i det mørklagte palæ slog hun en bedårende latter op, hun var så sød. Hoffet behandlede hende som en lille skifting, der skulle skærmes og beskyttes og undgås.
Der fandtes både en skrøbelighed og en djævelskab i hendes karakter, som gjorde, at man ikke kunne være hende nær nok og samtidig ønskede sig langt væk. En af de andre hofdamer havde engang sagt om hende:
“Hun forvandler os alle, skønt jeg ved ikke til hvad,” og det var sandt.
Sunniva var kongens kone, men hun var ikke landets dronning. Så simpel, privilegeret og svær var hendes position. Man billigede ikke forbindelsen mellem hende og kongen, Gud var ikke til stede ved ceremonien, sagde man. Alligevel sitrede man i hendes nærvær af lige dele modstand og tiltrækning.
Så snart gardinerne var trukket fra, og rummet havde iklædt sig den tidlige sommers bleghed, fór min mand hen til kongen og talte i kongens øre.
“Han vil sende hende til et horehus, Sunniva!” råbte kongen og hvinede. Hurtigt og ubesværet var han på benene.
“Jeg har aldrig kendt en bedre spøg!”
elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier.
Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Amalie Langballe modtog i 2019 debutantprisen for sin suveræne bog forsvindingsnumre. elskende er hendes anden roman.
Du kan købe Elskende online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du læse mere af Amalie Langballe? Læs et interview om debutromanen forsvindingsnumre her.
Andre læste også: