Er en copycat blevet inspireret af morderen Hans Verni eller har Erik Schäfer og hans gamle makker smidt en uskyldig mand i fængsel? Læs et uddrag fra Efterspillet, der er fjerde bind i Anne Mette Hancocks populære krimiserie
Journalist Heloise Kaldan har gjort karriere på andres tragedier. Hendes true-crime-podcast, Efterspillet, er på kort tid blevet landets mest lyttede, og hun inviterer drabsefterforsker Erik Schäfer i studiet for at fortælle om sagen, der gjorde ham til en markant figur i dansk kriminalhistorie: opklaringen af syv brutale drab begået af billedkunstneren Hans Verni.
Dagen efter udsendelsen vågner København til endnu et drab. En ung kvinde findes død i gårdhaven bag Den Katolske Kirke, knivdræbt og positioneret på samme sirlige måde, som Verni i sin tid efterlod sine ofre.
LÆS OGSÅ: Prisvindende Anne Mette Hancock udgiver nu 3. bog. Smuglæs i Pitbull
Schäfer er overbevist om, at der er en copycat på spil, men da Heloise begynder at grave i sagen, vokser hendes tvivl. Har Schäfer og hans gamle makker sat en uskyldig mand i fængsel? Hvad er det, han skjuler for hende? Som tiden skrider frem, må Heloise spørge sig selv, hvem der egentlig manipulerer hvem.
LÆS OGSÅ: 10 nordiske krimiforfattere hvis romaner du roligt kan begynde at læse (allerede i dag!)
Efterspillet er fjerde bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Læs uddraget her.
PROLOG
Decemberstormen, 1999
Det eneste sted, drabsefterforsker Peter Rye brød sig om at opholde sig for tiden, var i søvnen. I grænselandet mellem liv og død, hvor kroppen automatisk gik på vågeblus, og han kunne glemme alt omkring sig, indtil han ved firetiden ville vågne med et sæt og modløst konstatere, at hans hjerte stadig slog.
Morgenerne var særligt stygge, og stilheden ved køkken- bordet decideret mareridtsagtig, men nætterne bød på en sød bevidstløshed hjulpet godt på vej af den halvanden flaske hundelortevin fra Lidl, han nu typisk indtog som hovedmåltid. Hans alkoholindtag ville givetvis skære et tocifret antal år af hans samlede levetid, sådan som Sundhedsstyrelsen proklamerede i ildevarslende vendinger, men det var trods alt bedre end alternativet, mente Rye. I kronisk ædru tilstand ville alle døgnets timer være lige rædselsfulde, hvilket ville lede ham til prompte at stikke sit tjenestevåben i kæften og sige farvel og tobak til det hele.
I beruselsens parallelverden var der immervæk stadig en slags skillevæg mellem ham og hans personlige Endlösung, så selvom han var draget af den bekymringsfrie intethed, han forestillede sig, døden var, havde han endnu ikke handlet på fristelsen. I stedet tog han til takke med søvnen, men da han her til aften var gået til ro, havde en rastløs sitren på indersiden af hans øjenlåg ladet ham vide, at det ville blive en søvnløs nat.
Ikke på grund af stormen, der i dagens løb var rullet ind over landet og havde revet træer op med rode, jævnet huse med jorden og nu fik tagkonstruktionen over hans kvistlejlighed til at beklage sig som en gammel kælling.
Det var heller ikke milliardskaderne eller de menneskeliv, den havde taget, der havde udløst den prikkende fornemmelse i hans nervespidser.
Det var ugedagen. Fredag. Den første i måneden.
Han lå længe og stirrede ud i mørket til lyden af sit eget åndedræt, mens han prøvede at forudse det næste træk. Inter- vallerne mellem drabene var blevet kortere nu. Kunstneren, som de kaldte ham, havde efter alt at dømme fået smag for det og ville ikke kunne vente til det nye år med at tage sit næste offer. Der ville ske noget i aften, det var Rye overbevist om. Efterforskningen var gået ind i sin tyvende måned, og han var ikke meget tættere på at knække sagen, end han havde været de første fem minutter af den, men han var så småt begyndt at have en fornemmelse for, hvornår noget var under opsejling.
Det første drab havde fundet sted en tidlig forårsmorgen. Sara Hölvin, en enogtyveårig århusiansk kunsthistoriestu- derende, havde været ny i hovedstaden efter en tilsyneladende idyllisk opvækst som barn af tandlægeforældre i Smilets By. Alarmcentralen havde i timerne inden drabet modtaget, hvad de først havde tolket som et opkald fra en bekymret borger. Beskeden havde lydt, at en ung kvinde var i livsfare, men da der efterfølgende var blevet leet sagte i røret, inden forbindelsen blev afbrudt, var opkaldet blevet afskrevet som telefonfis. Halv- anden time senere havde vedkommende ringet igen og høfligt meddelt, at politiet kunne finde liget af Sara foran Kildegrotten i Søndermarken i Valby, og der havde hun ganske rigtigt ligget, da den første patruljevogn var nået frem.
Afklædt i græsset. Maltrakteret. Død.
Drabsafdelingen havde med Rye i spidsen efterforsket sagen i månedsvis uden at finde et eneste brugbart spor, og politi- kommissæren var på nippet til at trække stikket og stemple den som uopklaret, da næste offer dukkede op.
Julie Cigales, en niogtyveårig fransk statsborger med algeriske rødder, havde arbejdet som kurator hos Purple Heart Gallery i Bredgade i København, indtil hendes lig var blevet fundet i et blomsterbed i en kolonihaveforening i Sydhavnen otte måneder efter drabet på Sara. Igen havde alarmcentralen modtaget førstet praj, dernæst en adresse – og sådan var det fortsat.
Laura Kastrup, seksogtredive, mor til to og salgsansvarlig hos Edition Copenhagen, et litografisk værksted på Christianshavn, var blevet fundet død i græsset ved 5. Juni Plads på Frederiksberg i juli i år, mens liget af skulptør Hannah Tollund, syvogfyrre, dukkede op for blot to måneder siden i Østre Anlæg under parkens suttetræ og med udsigt til Statens Museum for Kunst.
Fire kvinder i alderen enogtyve til syvogfyrre. Ingen fæl- lesnævner i kropsbygning, etnicitet eller nationalitet. Intet, der bandt dem sammen, ud over deres interesse for kunst og det faktum, at de alle var blevet knivdræbt den første fredag i måneden, fundet udendørs i grønne omgivelser og efterladt på samme særegne måde.
Peter Rye skiftede stilling i sengen. Han rettede på hovedpuden og forsøgte at lade sig indfange af søvnen, mens et diasshow med grynede fotos af dræbte kvinder kørte i ring for hans indre blik.
Den sirligt koreograferede positionering af ligene. Åbne, glaserede øjne, udstrakte arme og blodrøde håndflader. Bleg hud mod dugvådt græs.
Han klemte øjnene hårdere i og trak vejret dybt ned i maven, holdt det inde i nogle sekunder og pustede langsomt ud i forsøget på at berolige sit nervesystem og lade sig opsluge af mørket. Lysbilledapparatet knipsede uanfægtet videre, men i takt med at han begyndte at døse hen, blev billederne uskarpe, og han kunne ikke længere skelne de myrdede kvinders ansigter fra sin kones.
Han befandt sig et sted mellem drøm og virkelighed, da telefonen lød på natbordet ved hans side, og han besvarede omtåget opkaldet, inden ringetonen lød for tredje gang.
“Ja?”
“J’allo, Smokey? Er det dig?” Den adrenalinramte stemme i den anden ende af røret tilhørte Erik Schäfer, Ryes makker i Københavns Politis Drabsafdeling.
“Ja, det er mig.” Rye var med ét lysvågen. Han satte sig op og kastede et blik på det digitale vækkeur. Tallene lyste rødt i mørket.
23.52.
Det var stadig fredag.
“Hvad så?” spurgte han. “Hvad har vi?”
“Du havde sgu ret,” sagde Schäfer. “Picasso har lige foretaget første opkald til alarmcentralen, og vi venter nu på det næste. Hvis det går, som vi regner med, har vi et område, vi kan afsøge, om en time eller to, så jeg har tilladt mig at underrette Oppermann og drengene fra NKC. Alle er klar til at rykke ud.”
Peter Rye spændte kæbemusklerne og nikkede for sig selv i mørket. John Oppermann var nyudnævnt chef for Retsmedicinsk Institut, der stod for ligsyn og obducering af alle drabsofre øst for Storebælt, mens Nationalt Kriminalteknisk Center havde ansvaret for sporarbejdet. Alle vidste, hvad der ventede dem om få timer. Et offer, et findested. Et syn, der ville hjemsøge dem resten af livet.
Han tændte lampen på sengebordet og lod blikket hvile på den tomme side af dobbeltsengen. Pladsen havde de sidste seksten år været forbeholdt hans kone, Randi. Nu var den tom, og hjertet sank i hans bryst ved synet.
“Er du der stadig?” spurgte Schäfer.
“Ja, jeg er her.” Rye rejste sig med røret fastklemt mellem skulder og øre og forsøgte at få sine bukser på uden at blive viklet ind i telefonledningen. “Jeg kører nu. Skal jeg samle dig op på vejen?”
“Nej, jeg er allerede på Gården. Alt mandskab blev hevet ind tidligere på aftenen på grund af stormen.”
Alt mandskab, tænkte Rye og følte et stik af irritation.
“Jeg er der om et kvarter,” sagde han og lagde på.
Juleguirlander, der indtil i formiddags havde prydet byens gader som funklende espalierer, knasede nu som sukker under bilens dæk, og København lignede en blanding mellem en krigszone og en spøgelsesby. Det flød med skrald, cykler og grene på vej- banen, og de eneste køretøjer, Rye passerede, mens han kørteslalom med kurs mod Københavns Politigård, var patruljevogne og ambulancer. Derudover lå gaderne øde, hærget af stormen, der nu lod til at være toppet i styrke.
Det irriterede ham, at han ikke var blevet kaldt på arbejde i dag. Han stod ganske vist ikke i vagtplanen, men der havde efter alt at dømme været tale om en alle-mand-på-dæk-situation, og alligevel havde politikommissæren ladet ham blive på bænken. Igen.
Hvad fanden lignede det?
Det var uden tvivl et velmenende, men også efterhånden hysterisk hensyn, der fik ham til at føle sig som en spedalsk på sin egen arbejdsplads. Han havde været nødt til at rulle sig gevaldigt ud for ikke at miste sin position som efterforsknings- leder i det, Schäfer tidligt i forløbet havde døbt Picasso-sagen, formentlig fordi det var det eneste kunstnernavn, han lige umiddelbart kunne komme på. I virkeligheden var der mere John Everett Millais over gerningsmandens signatur. Det var i hvert fald, hvad profileringsekspert Henrik Bastrup havde sagt, da han påpegede lighederne mellem den britiske kunstners værk Ophelia, som portrætterede Hamlets trolovede, og politiets findestedsfotos, hvor ofrene var positioneret med opadvendte håndflader i frodige omgivelser. Og ja, hvis man betragtede det hele med sammenknebne øjne, mens man stod på ét ben og sang Rule, Britannia!, var der vel nogle ligheder. Men Rye købte ikke Bastrups teori om, at drabene var en reference til Millais’ værk eller en slags hommage til Shakespeare. Desuden var Hamlets fiktive dame død ved drukning og for egen hånd, drevet af sorg og vanvid. De her ægte-kød-og-blod-kvinder lod i sammenligning til at have befundet sig i smørhullet af livet, da en eller anden galning havde sat sig for at slagte dem og opstillederes døde kroppe i et grotesk stilleben. De grønne findesteder havde en betydning, ja, og gerningsmanden opfattede sig selv som kunstner af en art, ingen tvivl om dét. Men meget mere kunne Rye ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt.
Han parkerede halvt oppe på fortovet foran Politigården og betragtede sig selv i bakspejlet. Øjnene var rødsprængte, og blikket let svømmende.
Var han stadig fuld?
Han fiskede en pose Fisherman’s Friend op af midterkon- sollen og puttede to pastiller i munden, inden han forlod bilen og satte kurs mod bygningen, hvor han fandt Erik Schäfer og resten af efterforskningsholdet på anden sal.
“Noget nyt?” spurgte han, da han trådte ind ad døren.
“Ikke endnu,” sagde Schäfer og skoddede en cigaret i en bregne, der stod i vindueskarmen.
Resten af holdet hilste på Rye med et nik og forholdt sig ellers tavst, men han vidste, hvad alle tænkte: at der netop nu et sted i Storkøbenhavn var en kvinde, som kæmpede forgæves for sit liv. Følelsen af handlingslammelse havde for længst suget ilten ud af lokalet.
Han krængede sin jakke af og gik hen til tekøkkenet i den fjerne ende af lokalet for at skænke sig en kop kaffe, han af bitter erfaring vidste ville være lunken og smage af askebæger.
Schäfer tændte en ny cigaret og fulgte efter ham. “Kæft, et lortevejr, hvad?” Rye nikkede og kastede et blik over mod vinduet, hvor en hundrede år gammel hængepil piskede mod ruden. “Hvad med huset, står det endnu?” spurgte han.
Schäfer og hans kone var ved at bygge deres drømmehus i Forfatterkvarteret i Valby og havde netop holdt rejsegilde. Rye var overbevist om, at det efter i dag ville være reduceret til pindebrænde.
“Jeg har ikke været derude, men det håber jeg sateme.” Schäfer tog et hvæs af smøgen og sendte med et suk en røgsky ud i lokalet. “Connie får et føl, hvis vi skal starte forfra.”
“Vi krydser fingre for, at det har klaret skærene,” sagde Rye uden at tro på det. “Happy wife, happy life, ikke?”
Schäfer smilede utilpas ad kommentaren og slog blikket ned, og Rye fortrød omgående, hvad han havde sagt. Han var vant til de andres medlidende blikke, men ikke Schäfers. Da politikommissæren havde opfordret ham til at tage orlov og slikke sårene efter Randis død, som om lidt meditation og et par gåture rundt om Damhussøen på magisk vis ville læge alle sår, havde Schäfer været den første til at gå i brechen for ham. Han var den eneste på Gården, der ikke stadig gik på ægge- skaller her fem måneder efter bisættelsen, og Rye satte mere end nogensinde pris på sin unge makkers kontante facon. Der blev aldrig danset om den varme grød eller strøget med hårene for den gode stemnings skyld, og han håbede ikke, at Schäfer var blevet smittet med den hensynsbetændelse, de andre lod til at lide af.
Rye skulle til at dreje samtalen over på sagen, da Schäfer kom ham i forkøbet.
“Det er til at blive sindssyg af, det her,” sagde han og så utålmodigt hen på Anita Knudsen, en stor, dejformet dame fra alarmcentralen, som sad og screenede opkaldene. Han rettede blikket mod Rye igen. “Hvordan vidste du, at der ville ske noget i dag? Jeg er med på, at vi skriver fredag den 3., men der er jo gået længere tid imellem de andre drab.”
“Bare en mavefornemmelse,” sagde Rye. Han tog en tår af kaffen og skar ansigt. Askebæger, 1:1. “Jeg tror, han føler sig overlegen, fordi vi ikke har noget på ham endnu, og det gør ham uforsigtig. Han fornemmer, at han er ved at vinde spillet, og derfor bliver han overmodig.”
“Han er ikke ved at vinde en skid,” mumlede Schäfer og så på Rye, som om han netop havde fået øje på et stykke spinat mellem hans tænder. En lodret rynke kom til syne mellem hans bryn. “Du, Smokey, er du frisk nok til det her?”
Smokey. Rye mindedes ikke, at Schäfer nogensinde havde kaldt ham andet. Han sendte ham et skuffet blik. “Et tu, Brute.”
“Hvabehar?”
“Der er gået fem måneder nu, og hvis jeg ikke snart kan —”
“Jeg taler ikke om Randi,” sagde Schäfer og kastede et hurtigt blik på de andre i den anden ende af lokalet. Han så atter på Rye og sænkede stemmen. “Har du drukket?”
Rye rystede let på hovedet og viftede spørgsmålet væk. “Lidt vin til maden. Det er flere timer siden.”
Schäfer betragtede ham med let sammenknebne øjne og pil- lede en stump tobak af underlæben. Ingen hensynsbetændelse i sigte. “Lidt vin, siger du?”
“Ja. Det er ved at klinge af.”
“Aha …” Schäfer lagde en hånd på Ryes skulder og læne- de sig tættere på ham. “Hør her, alle herinde har forståelse for, hvad du har været igennem, og hvis du har brug for at drikke dig ned i ny og næ for at bearbejde det hele – be my guest!” Han understregede sin pointe med cigaretten, mens han talte. “Men hvis PK får nys om, at du dukker halvstegt op på jobbet, så ryger du ud på røv og albuer. Det er du med på, ikke?”
“Jeg har styr på det.”
“Det håber jeg fandeme, for det er din efterforskning, det her. Du skal ikke give dem en grund til at tage den fra dig. Ét glas bliver nemt til to, bliver til syv, bliver til fyring på gråt papir. Det er en glidebane.”
“Jeg har styr på det,” gentog Rye.
I samme øjeblik ringede telefonen.
De formede en tavs halvcirkel foran bordet, hvor Anita Knudsen sad, og Rye gav tegn til, at hun skulle besvare opkaldet. Hun tog en dyb indånding og slog medhør til.
“Det er Københavns Politi.”
Med undtagelse af en knitren som fra en gammel grammo- fonplade, der kører i hak, kom der ingen lyd fra højtaleren. Ti hjerteslag tikkede forbi, mens alle holdt vejret.
Rye nikkede til Anita. Fortsæt!
“Det er Københavns Politi,” gentog hun. “Hvem taler jeg med?”
“Hvem du taler med, er ikke så afgørende, søde Anita.”
Hun kiggede op på Peter Rye, mens farven i hendes kinder forsvandt.
“Du skulle hellere spørge, hvem flaskehalsen peger på. Eller rettere: hvem og hvor.” Stemmen i røret lød forvrænget, men tonen var venlig, nærmest charmerende. “Jeg kan forestille mig, at alle sidder på nåle derinde, er det ikke rigtigt? Den stakkels, sørgmodige Peter Rye og hans schæferhund. De kriminaltekniske stikirenddrenge og den åh-så-distingverede Doktor Oppermann.” Manden lo en besynderligt tiltalende latter. “De lytter med, ikke?”
Rye rystede på hovedet for at signalere, at hun ikke skulle afsløre noget, men med undtagelse af statsobducenten, som først indfandt sig, når der var et lig at undersøge, havde personen i røret styr på, hvem der befandt sig i lokalet.
“Hvem peger flasken på?” spurgte Anita og kommunikerede via et skuldertræk, at hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle spørge om.
“Det finder I tids nok ud af. Lad os starte med hvor. Dagens udflugt går til Rådhuspladsen 57, værelse 312. God fornøjelse!”
Forbindelsen blev afbrudt, og Anita hev headsettet af, som om hun havde brændt sig på det.
“Hvor kender han mit navn fra?” spurgte hun og så lige dele ængsteligt og bebrejdende på Rye, hvis opmærksomhed var rettet mod Schäfer.
“Rådhuspladsen?” sagde han. “Der er sgu da ingen grønne områder inde ved Rådhuspladsen. Ikke ud over Rådhushaven, og den er vel lukket på det her tidspunkt, eller hvad?”
Schäfer svarede ikke. Han stirrede frem for sig, mens bekym- ringsrynken mellem hans bryn borede sig dybere ind i ansigtet.
Rye rettede blikket mod Anita Knudsen. “Kan du se, hvad der ligger i nummer 57?”
“Øjeblik.” Hendes fingre løb hurtigt hen over tastaturet.
“Rådhuspladsen 57 … Det er Palace Hotel.”
“Paladshotellet?” Peter Rye skød hagen tilbage i forbavselse.
“Hvad fanden er nu dét for noget?”
Palace var et pseudomondænt turisthotel for enden af den røvballede del af Strøget med naboer som Burger King og Ripley’s Believe It or Not. Der var med andre ord langt til by- ens åbne parker og plæner, og glem alt om Picasso og Millais’ penselstrøg – det her var rent Graffitiland.
“Det giver sgu da ingen mening,” sagde Rye og trak sin jakke på i en hurtig bevægelse. “Hvorfor ændrer han pludselig modus?” Schäfer mødte hans blik og rystede langsomt på hovedet.
“Det er ikke godt, det her, Peter.”
Køreturen fra Politigården til Rådhuspladsen varede under to minutter, og med undtagelse af politisirenen og lyden af dæk, der skreg mod asfalt, var der stille i bilen. De parkerede foran hotellets indgang og gik med hurtige skridt hen til skranken i receptionen, hvor der stod en lille, solariebrun mand med sirligt trimmede bakkenbarter og tænder, der skinnede i et slidt ansigt.
Rye holdt sit politiskilt frem mod ham og pegede på den tomme knage på nøglerækken på væggen. “Københavns Politi. Vi skal have adgang til værelse 312.”
Manden, hvis navneskilt afslørede, at han hed Ricco, så skiftevis på Rye og Schäfer. “Politiet? Jeg forstår ikke … Har I ikke —”
“Find nu bare en nøgle, for helvede,” sagde Schäfer og slog en knyttet næve i disken. “Nu!”
Manden fremskaffede en ekstranøgle, og Rye skyndte sig hen mod elevatoren, mens Schäfer – den ni år yngre og mere adrætte af de to – satte i løb op ad trappen. De fandt det væ- relsesnummer, de ledte efter, på tredje sal, og Rye forsøgte at låse døren op, mens Schäfer trak sin Heckler & Kock ud af hylstret, parat til at gå ind i værelset som den første.
Rye rystede på hovedet og smed nøglen fra sig. “Lortet virker ikke,” sagde han og trak sit våben.
“Flyt dig!” Schäfer trådte et skridt baglæns og sparkede så hårdt, at den møre dørkarm splintrede, og døren fløj af hængs- lerne med et brag. “DET ER POLITIET!” råbte han og gik ind med våbenet hævet foran sig.
Peter Rye var ét skridt bag ham, og hans øjne skannede hurtigt hotelværelset.
Der lå en kvinde i fosterstilling på sengen. Hun var nøgen, og hendes ansigt var delvist dækket af et pudebetræk. Lange, lyse lokker stak ud under det hvide bomuldsstof som blege tentakler, mens lagnet under hende var sortviolet af blod.
Han og Schäfer splittede rutineret op. Schäfer gik hen til kvinden for at tjekke for livstegn, mens Rye sikrede badeværelset.
Der var ingen derinde, men det så ud, som om brusebadet havde været taget i brug for nylig. Forseglingen på en af sham- pooflaskerne på hylden i brusekabinen var brudt, og der hang et krøllet håndklæde over badekarrets kant. Ellers var der intet at se derude. Ingen toiletsager, ingen personlige ejendele.
Rye gik tilbage til soveværelset.
“Han er væk,” sagde han og stak pistolen i hylstret. Han så afventende på Schäfer, som stod lænet ind over kvinden. Han havde fjernet betrækket fra hendes ansigt og ledte efter en puls, selvom de åbne, blanke øjne og den halvmåneformede flænge på hendes hals afslørede, at der ikke var noget at komme efter. Hun var for længst forblødt.
Rye kørte en flad hånd hen over sine skægstubbe. Han så sig omkring i værelset og rystede på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvad fanden der foregår. Hvorfor pludselig et hotel?”
“Fordi han er begyndt at gå efter os personligt,” sagde Schäfer. Han stod stadig med ryggen til Rye. Da han vendte sig om, var der noget i hans blik, Rye ikke havde set før. Det var ikke kun vrede, der ulmede derinde. Der var noget andet, noget skrøbeligt. Var det frygt?
“Hvad mener du?” spurgte Rye.
“Jeg mener, at det er personligt nu.” Schäfer nikkede mod kvinden på sengen. Hans stemme lød mørkere, end den plejede. “Jeg sværger, jeg slår det svin ihjel.”
Rye trådte et par skridt tættere på sengen. Han så ned på kvinden og rystede på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvad du —”
“Det er Kolbecks kone,” sagde Schäfer. “Hun er en af os.” En isnen løb op ad Peter Ryes rygsøjle og borede sig ind i kraniet på ham, da genkendelsen ramte.
Marianne Kolbeck var ansat som analytiker i Københavns Politis Efterretnings- og Analysecenter. Rye havde kun hilst på hende en håndfuld gange, men vidste ad omveje, at hun var dygtig til sit job og vellidt blandt kolleger på Gården.
Hendes mand kendte han bedre. John Kolbeck var motor- cykelbetjent og stor som et hus. Han var også en forbavsende habil jazztrommeslager og – hvad Rye havde erfaret tidligere på året – et varmt menneske. John var dukket op til Randis bisættelse, selvom han og Rye ikke var, hvad man ville betegne som nære venner, og han havde brugt det meste af dagen i samtale med Randis Parkinsons-syge mor, som Rye ikke selv havde haft kræfterne til at tage sig af. Han havde dengang skrevet sig bag øret, at han skulle huske at gengælde tjenesten, hvis lejligheden nogensinde bød sig. Han havde ikke forestillet sig, at dagen ville indtræffe så hurtigt.
Schäfer havde ret, tænkte han. Det var personligt nu. En rædselstanke strejfede ham, og han så på Schäfer. “Erik, hvor er Connie?”
“Hos sine forældre på Saint Lucia.” Schäfers blik afslørede, at han havde tænkt det samme. “Hun er i sikkerhed.”
“Godt …” Rye nikkede for sig selv og så sig lidt famlende omkring i lokalet, mens han ledte efter ordene. “Okay, vi skal … vi skal have fat i Oppermann, og vi skal have sporhundene herind,” sagde han med henvisning til kriminalteknikerne, som stadig befandt sig på Politigården.
“Hvad med Kolbeck?” spurgte Schäfer.
Rye gned sig i tindingerne og tog en dyb indånding. “Jeg finder ham, når vi er færdige her.”
“Tror du ikke hellere, jeg skal tage den?”
“Nej.” Rye så hen på sengen og rystede på hovedet. “Den tager jeg.”
Schäfer nikkede og slog blikket ned. Det var ikke en besked, nogen af dem ønskede at være budbringer af.
“Lad os komme i gang,” sagde Rye.
Den næste times tid vrimlede hotellet med politifolk og kri- minalteknikere. Kun statsobducenten lod vente på sig, og det lignede ham ikke.
Schäfer kiggede på sit ur. “Hvor fanden bliver han af ?”
“Prøv ham igen,” sagde Rye.
Schäfer gik ud på gangen for at ringe og vendte efter få minutter tilbage.
“Stormen har væltet et træ hen over kørebanen på den villavej, hvor Oppermann bor, og han kan ikke komme ud med bilen,” sagde han og stak sin nye Nokia 3210 tilbage i inderlommen. “Der er en patruljevogn på vej ud for at hente ham, så han er her i løbet af en halv times tid.”
Rye brummede fraværende. Han sad på hug ved siden af sengen og lyste ind under den med en lommelygte, tjekkede så skuffen i sengebordet og gik videre til minibaren og sofabordet, hvor der stod et vandglas. Han rystede en bevispose åben og lagde glasset i den.
“Få en af teknikerne til at undersøge, om der er overvåg- ningskameraer i lobbyen,” sagde han. “Jeg syntes, jeg spottede et kamera dernede, da vi ankom. Vi skal have alt det videoma- teriale, de måtte ligge inde med.”
“Jeg har allerede bedt receptionisten om at samle, hvad de har,” sagde Schäfer og pegede med tomlen mod badeværelset, hvor teknikerne var i gang med at sporsikre rummet. “Er de ikke snart ved at være færdige derinde?”
“Ikke endnu. Det lader til, at brusebadet har været anvendt for nylig, så vi skal have afløbet sikret for —”
“Undskyld, må jeg forstyrre et øjeblik?”
Rye og Schäfer vendte sig begge i stemmens retning. Den tilhørte en ung, rødmosset politifotograf, som Rye ikke havde mødt før. Han var ligesom alle andre iklædt en hvid heldragt og stod i døråbningen ind til hotelværelset.
“Hvad så, Nick?” spurgte Schäfer.
“Der står en John Kolbeck nede i lobbyen,” sagde fotogra- fen og vred sine hænder. “Han har hørt noget om sagen over politiradioen og spørger efter værelsesnummeret.”
Schäfers blik gled hen på liget på sengen og over til sin mak- ker. Han rystede på hovedet.
“No way,” sagde han. “Han skal ikke herop.”
Rye spændte kæbemusklerne og trak vejret langsomt ind gennem næsen, men sagde ingenting.
“Han skal ikke se hende sådan her, Peter!” Schäfer understregede sin pointe ved at pege demonstrativt på den døde kvinde, som om det var nødvendigt at præcisere, hvad han hentydede til. I samme nu lød der tumult udenfor værelset, og John Kolbecks stemme gjaldede ned ad hotelgangen.
“HVOR ER HUN?” råbte han. “LAD MIG KOMME FORBI!”
Schäfer bandede sagte for sig selv og satte kurs mod gangen. Rye tøvede et øjeblik og fulgte så efter. Jorden var på nippet til at forsvinde under deres kollega, og han vidste, at de intet kunne gøre for at forhindre det.
Ude på gangen så han Schäfer brede armene ud for at blokere passagen for Kolbeck, som gik dem i møde med vrede skridt. Han var iklædt en motorcykeldragt i læder og en skriggul politivest. I venstre hånd bar han sin hjelm, mens den højre var knyttet så hårdt, at knoerne var hvide.
“Er det sandt?” spurgte han, da han nåede hen til Schäfer. Han var et helt hoved højere end ham. “Er det hende?”
Schäfer tog forsigtigt fat i ham. “John, lad os gå ned i lobbyen og sætte os, så vi kan —”
Kolbeck hev armen til sig og skubbede Schäfer hårdt i brystet.
“Er du døv?” råbte han. De mørke øjne skinnede vådt i hans ansigt. “Jeg stillede dig et spørgsmål. Er det Marianne?”
Schäfer holdt hænderne fladt op foran sig, som om han for- søgte at nærme sig en hest for enden af en fold. “Jeg tror, det er bedst, hvis du —”
“Åh gud, nej. Nej!” John Kolbecks stemme knækkede, og han klemte øjnene hårdt i. Han bøjede sig forover, mens han trak vejret i hurtige, overfladiske stød.
Schäfer betragtede ham et øjeblik uden at sige noget. “Jeg tror, det er bedst, hvis du —”
“Jeg vil se hende.” Kolbeck rettede sig op og så anklagende på Schäfer. Han kørte en flad hånd over sin kind for at tørre en tåre væk. “Jeg vil se min kone.”
“Tro mig …” Schäfer rystede på hovedet og tog forsigtigt fat i ham. “Du har ikke lyst til at se hende sådan her.”
Peter Rye rømmede sig bag dem. Schäfer drejede hovedet og mødte hans blik.
Rye nikkede en enkelt gang, og Schäfer slap modvilligt sit greb.
John Kolbeck tøvede. Han så på dem skiftevis i nogle sekunder. Så drejede han om hjørnet og forsvandt ind på hotelværelset.
For sit indre øje så Peter Rye sin egen kones livløse krop, da rædselsbrølet lød.
TORSDAG 2. MAJ
Nutid
KAPITEL
1
“Hvorfor kaldte I ham for Kunstneren?” Journalist Heloise Kaldan så op fra sine noter og lænede sig nysgerrigt frem.
“Hvem? Hans Verni?” Erik Schäfer stod i den åbne altan- dør til Heloises lejlighed i Olfert Fischers Gade og fiskede en pakke King’s op af skjortelommen. Han rystede en cigaret ud af pakken med en indøvet bevægelse og stak den ind mellem læberne. Bag ham var byen langsomt ved at vågne. “Verni ér kunstner,” sagde han og tændte smøgen. “Han har malet de der dystre kæmpeskillerier, som hang inde i Folketinget i gamle dage – dem, der forestiller futuristiske borgerkrigssituationer. Mennesket mod maskinerne, du ved. Han har også portrætteret prins Henrik i hans velmagtsdage med dunk og gravhund på skødet og hele molevitten.”
“Ja, det er jeg med på, men jeg kan se, at I omtalte ham som kunstner, længe før han overhovedet var på jeres radar,” sagde Heloise. “Hvordan kan det være?”
“Nå, dét …” Schäfer tog et hvæs af cigaretten. Røgen lod til at sive ud ad samtlige kropsåbninger på én gang med en næsten andægtig ro, som trak han minderne frem gennem nikotinen. “Det skyldtes noget, den profileringsekspert, der var på sagen dengang, sagde. Vernis ofre blev efterladt på en meget specifik måde. Det hele var sirligt arrangeret, som om der var tale om et kunstværk, og Bastrup, altså ham profileren, nævnte tidligt i efterforskningen, at det mindede ham om et kendt maleri. Noget med en scene fra Hamlet: To be or not to be, du ved.” Schäfer trak på skuldrene. “Derfor begyndte vi at omtale gerningsmanden som Kunstneren – eller for mit vedkommende Picasso – men vi havde på det tidspunkt ingen anelse om, hvem vi havde med at gøre.”
Heloise noterede det i margenen på det dokument, hun sad med i hånden. Der lå adskillige bunker papir på gulvet omkring hende i et nøje orkestreret kaos – en slags journalistisk rugekasse, hvor hvert nylagte æg indeholdt en fortælling om voldelig død. “Hvor mange drab endte I med at knalde ham for? Syv? Otte?”
“Han blev tiltalt og dømt for syv drab: fire før årtusindskiftet og tre umiddelbart efter.” Morgensolen tittede frem over nabo- ejendommens tagryg, og en solstråle ramte Schäfer i ansigtet. Han lukkede øjnene og lænede sig ind i lyset.
“Og hvor sidder han nu? Herstedvester?”
“Mm-hmm.” Schäfer havde stadig lukkede øjne. “Livstids- dom.”
“Han må være i halvfjerdserne, eller hvad?”
“Tooghalvfjerds.”
Heloise bladrede videre i den mappe, som hendes researcher havde afleveret til hende aftenen før. Hun havde kun nået at gennemgå materialet en enkelt gang og var endnu ikke klar til aftenens optagelse af den podcast, som på halvandet års tid var blevet Demokratisk Dagblads største attraktion og vigtigste reklameindtægtskilde.
Hele sit arbejdsliv havde Heloise siddet foran en computer, når hun altså ikke havde været i marken for at mødes med kil- der, søge aktindsigt i støvede arkiver og banke på døre, der kun modvilligt blev åbnet. Nu foregik en stor del af hendes arbejde i et lydtæt lokale foran en mikrofon. Det havde ellers været meningen, at det bare skulle fungere som en lille sidegesjæft. Ti afsnit om historiske drabssager med fokus på opklaringsarbejdet, deraf navnet på podcasten: Efterspillet.
Nu var hun oppe på enogfirs afsnit, og chefredaktør Mikkel- sen havde svært ved at være i sig selv af ren og skær selvtilfredshed. Lyttertallene var eksploderet i løbet af den første måned, og hele det forgangne år havde podcasten været den mest lyttede i Danmark med undtagelse af den uge, hvor kulturministeren i et live P1-program havnede i suppedasen ved at kalde Peter Belli et musikalsk geni af pavarottiske proportioner. Det udsagn brød operachef Jens Bolten sig mildest talt ikke om, og der var udbrudt et skænderi i studiet, som havde fået Bertel Haarders famøse pis mig i øret til at virke decideret chill.
Men det var ikke alle, der var lige begejstrede for programmet. De seneste måneder var der blevet bragt flere kronikker i konkurrerende dagblade, hvor en række pårørende til drabsofre problematiserede, at gamle kriminalsager blev brugt som underholdning, og de argumenterede for, at man retraumatiserede de efterladte ved at sovse rundt i de blodige detaljer i bedste sendetid. Én mente sågar, at Efterspillet var podcastgenrens svar på dødsporno, selvom Heloise ved gud gjorde sig umage for at dække sagerne på en både smag- og hensynsfuld måde og aldrig skruede op for dramaturgien for spændingens skyld.
Alligevel havde hun den seneste tid modtaget adskillige beskeder i sin indbakke fra anonyme afsendere med profilnavne som @kattemortilmissemus og @hangman_76112, der ønskede hende alt fra en langsom cancerdød til at blive sat i gabestok og gruppevoldtaget midt på Rådhuspladsen. Truslerne føltes sommetider så ægte, at hun på søvnløse nætter overvejede at trække stikket på podcasten og udelukkende fokusere på den skrivende del af sit job. Men så snart solen stod op, gav den slags kujonagtige henvendelser hende bare lyst til at fortsætte stædigt, ufortrødent og med hundrede firs kilometer i timen.
“Jeg kan se, at Hans Verni under retssagen nægtede sig skyldig i samtlige tiltalepunkter,” sagde hun og rettede blikket mod Schäfer.
“Ja, han var hverken til at hugge eller stikke i, men ifølge resultatet af den psykiatriske undersøgelse, han blev underlagt, lider han af NPD, altså narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og det værste, man kan gøre ved narcissister, er som bekendt at anklage dem for noget, de rent faktisk har gjort.”
“Irriterede det dig ikke, at I ikke fik en tilståelse?” Heloise satte pennen mod papiret og så afventende på Schäfer.
“Næh.” Han krængede mundvigene nedad. “Jeg har hørt masser af tosser erklære sig skyldige i forbrydelser, de intet havde med at gøre. Jeg foretrækker konkrete, tekniske beviser – en rygende pistol, så at sige – og i den her sag talte beviserne for sig selv. Verni havde forbindelse til alle kvinderne. Én af dem havde han undervist i kunsthistorie. En anden havde skrevet en temmelig perfid anmeldelse af hans royale portræt i Weekendavisen, og det var han angiveligt rasende over. En tredje var ansat hos hans gallerist, og så videre, og så videre. Vernis dna blev fundet under Laura Kastrups fingernegle – hende, der arbejdede hos Edition Copenhagen – og vi fandt Sara Hölvins sølvarmbånd i hans atelier på Vesterbro, da vi anholdt ham. Et arvestykke, hun ifølge vidner havde haft på den aften, hun blev dræbt.”
“Hölvin var hans første offer, ikke?”
Schäfer nikkede. “Jo, og vi fandt hans fingeraftryk i Sabina Larsens bil. Hun var hans sidste. Det var sådan, vi kom på sporet af ham.”
“Var Vernis fingeraftryk da allerede i politiets register på det tidspunkt?”
“Ja.”
“Hvordan kan det være?”
“Han havde nogle år tidligere været sigtet i en sag, hvor en ung medarbejder, som serverede ved en af hans ferniseringer på Den Frie, havde anmeldt ham for voldtægt.” Schäfer kiggede ud over rækværket for at sikre sig, at der ikke stod nogen nede på gaden, inden han knipsede cigaretten ud over altanen. “Sig- telsen frafaldt, for der var ingen beviser, ingen vidner. Desuden havde Verni et alibi. Han havde været sammen med en anden kvinde hele aftenen, og hun bekræftede hans historie. Han var angiveligt noget af en damernes mand dengang: gift og skilt tre gange og havde et hav af andre kvinder både før, under og efter sine ægteskaber.”
“Seriøst?” Heloise bladrede tilbage i mappen til det sted, hvor Hans Vernis forbryderfoto sad, og betragtede det med en skeptisk mine.
Han havde ved sin anholdelse været otteogfyrre år gammel, lettere overvægtig og lignede mest af alt en sanktbernhardshund, der var blevet plukket som en høne. Der var store poser under de sørgmodige Stallone-øjne, og i et mislykket forsøg på at camouflere en vigende hage havde han anlagt sig et gedebukkeskæg, mens det æggeformede hoved kun var pletvist behåret på toppen.
“Damernes mand, simpelthen?”
“Ja, han havde åbenbart snakketøjet i orden.”
“Dét må han have haft,” sagde Heloise og lukkede mappen. Hun rejste sig fra den plads på gulvet, hvor hun havde siddet. “Jeg planlægger at dele Verni-sagen op i to afsnit, fordi den er så omfattende, så det, vi kommer til at tale om i aften, er, hvordan det hele startede, og hvordan den første del af efterforskningen forløb. Jeg tænker, at vi dækker sagerne til og med skulptøren, Hannah Tollund, som var offer nummer …”
“Fire.”
“Fire,” nikkede Heloise. “Og så tager vi sagerne om Sanne Fleron, Beate Molde og Sabina Larsen i næste uge. Jeg får læst op på det sidste, når flyttemændene har været her.”
Hun kiggede sig omkring og sukkede træt. Kvistlejligheden, der tidligere havde indeholdt hele hendes liv, lignede nu mest af alt en leverpatient, der sang på sidste vers, mens alle vitale organer lukkede ned ét efter ét. De nøgne vægge fremstod mere gule end hvide, nu hvor de gamle litografier, hun havde arvet efter sin far, var taget ned og svøbt i bobleplast, og alle lejlighedens rum virkede afpillede og halvt så store, som var deskrumpet, i takt med at flyttekasserne blev fyldt og stablet som Tetris-brikker i opgangen.
“Rest in peace,” mumlede hun og betragtede den blege plamage på stuegulvet, hvor hendes marokkanske berbertæppe engang havde ligget. Hun syntes med ét, det var uendelig trist ikke at efterlade et mere mindeværdigt aftryk i den lejlighed, hun havde kaldt sit hjem de sidste otte år. Noget, der afspejlede værdien af den tid, hun havde tilbragt her, og ikke kun, at hun var et rodehoved, der hadede at vaske gulv.
“Op med humøret,” sagde Schäfer, som havde superviseret nedpakningen, mere end han havde hjulpet til. “Det er bare mursten, Kaldan. Der er noget bedre i vente.”
Heloise nikkede uden helt at mene det. “Hvornår rykker den nye ejer ind?” spurgte han.
“Først engang i januar.”
“I januar?” Han kastede et forvirret blik på sit armbånds- ur, som om det havde noget med sagen at gøre. “Hvorfor så sent?”
“Ham, der har købt den, er udstationeret for Mærsk i Sydamerika et sted, og han flytter først hjem i det nye år, så …” Heloise kørte en hånd igennem håret. “Han har faktisk ikke været i lejligheden endnu, kun set de fotos, der fulgte med salgsannoncen. Lidt vildt, at han tør, ikke?”
Schäfer trak på skuldrene. “Små hundrede kvadratmeter i Frederiksstaden med udsigt til Marmorkirken vil altid være en god investering.”
“Ja, jeg savner den allerede,” sagde Heloise, og de vidste begge, at det ikke var lejligheden, hun talte om. Hun gik hen til stuevinduet og så over mod den store, irgrønne kuppel, der tårnede sig op over alle tagene i kvarteret.
“Marmorkirken løber ingen vegne,” sagde Schäfer og klappede hende opmuntrende på skulderen. “I den nye lejlighed har du udsigt til Carlsberg Byen, Søndermarken i baghaven og Mallings navn ved siden af dit på postkassen. Det skal nok blive godt.”
Heloise nikkede. “Det er planen.”
Hun og hendes kæreste havde købt en andelsbolig på Frederiksberg, der ikke var meget større end den, hun nu forlod. Den krævede en del istandsættelse, som ingen af dem havde de håndværksmæssige evner til at udføre, men de havde været enige om at viske tavlen ren, brænde tipierne ned til grunden og starte forfra et nyt sted sammen. Det ville blive et moderne, semisammenbragt cirkus med hans tvillingedrenge i den eneende af landet og et parforhold på deltid i den anden. Alterna- tivet havde været, at Heloise var flyttet til Dybbøl, og selvom hun holdt meget af Sønderjylland, naturen og tempoet, var hun københavner til benet, født og opvokset i Indre By. Der havde med andre ord ikke været noget at rafle om.
“Så I kommer til at bo sammen i lige uger i København, mens Thomas bor i Jylland i ulige uger?” spurgte Schäfer.
“Omvendt, men ja. Syv/syv.”
“Hvad med hans job?”
“Han freelancer kun for tiden,” sagde Heloise og tænkte på, hvordan Thomas det sidste års tid havde skruet ned for ar- bejdsblusset for at kompensere for den tid, han var væk fra sine drenge. Det var uden tvivl det rigtige at gøre, men hun savnede lidt de tider, hvor de havde siddet overfor hinanden med hver sin computer og pingponget om nyheder og verdenshistorie. Desuden fornemmede hun, at der var en forventning om, at hun fulgte trop, nedskalerede og zoomede ind på pseudofami- lielivet, men det var ikke umiddelbart noget, der lå i hendes dna. Det var trods alt heller ikke hendes børn.
“Og hvordan er det nu, det er, med ham og hans eks?” spurgte Schäfer. “De er på god fod, ikke?”
“Ja og nej,” sagde Heloise. “Det var de, indtil det gik op for hende, at det er mig, han er sammen med. Det generede hende vist ikke, dengang hun troede, han havde mødt en ny kærlighed, men at han har genfundet en gammel én, er hun ikke så vild med.”
“Hvilken forskel gør dét?”
Heloise trak på skuldrene. “Jeg tror, hun foretrak idéen om, at hans første kæreste efter skilsmissen ville være en halvsløj plan B. Nu føler hun sig i stedet som en parentes i mit og Thomas’ forhold. Jeg var der før hende, og jeg er der efter hende. Det bryder hun sig vist ikke om.”
Heloise og Thomas Malling havde for tolv år siden mødt hinanden på Journalisthøjskolen og boet sammen gennem det meste af deres studietid. Først på et lille klubværelse i et halv- skummelt område i Aarhus Nord, senere i deres første voksne hjem på Steinmannsgade på Frederiksbjerg, inden de til sidst var flyttet tilbage til København sammen. De havde i en årrække været uadskillelige, indtil arbejdslivet havde, nå ja, skilt dem ad. Syv år, to børn og alt for mange begravelser senere havde de fundet sammen igen.
Schäfer kløede sig bag øret. “Jeg ved ikke, om det er tilladt at komme med den slags observationer, men det lyder fandeme besværligt.” “Det er det også, men vi kan ikke allesammen være ligesom dig og Connie,” sagde Heloise. “I får parforholdet til at se både nemt og misundelsesværdigt ud, og jeg kender vitterligt ingen andre, jeg kan sige det om.”
Schäfer smilede beskedent. “Jeg har været heldig.”
“Ja, du har. Jeg kan sgu godt blive lidt bekymret for, om jeg har kørt mit eget show så længe, at jeg ikke kan finde ud af at bo sammen med nogen.” Heloise lo let og slog ud med armene. “Jeg ender garanteret med at fucke det up.”
“Det er godt, du er optimistisk,” sagde Schäfer og fiskede en ny smøg op af skjortelommen. Dørtelefonen gav et hyl fra sig, og Heloise gik hen og luk- kede flyttemændene ind. Hun åbnede døren ud til opgangen og råbte ned til dem: “I skal op på femte!”
Schäfer stak cigaretten tilbage i pakken og gik hen og gav hende et kys på kinden.
“Vi ses i aften,” sagde han og begav sig fløjtende ned ad trappen.
Efterspillet
JOURNALIST HELOISE KALDAN har gjort karriere på andres tragedier. Hendes true-crime-podcast, Efterspillet, er på kort tid blevet landets mest lyttede, og hun inviterer drabsefterforsker Erik Schäfer i studiet for at fortælle om sagen, der gjorde ham til en markant figur i dansk kriminalhistorie: opklaringen af syv brutale drab begået af billedkunstneren Hans Verni. Dagen efter udsendelsen vågner København til endnu et drab. En ung kvinde findes død i gårdhaven bag Den Katolske Kirke, knivdræbt og positioneret på samme sirlige måde, som Verni i sin tid efterlod sine ofre.
Efterspillet er fjerde bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer.
Du kan købe Efterspillet af Anne Mette Hancock online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.
Er en copycat blevet inspireret af morderen Hans Verni eller har Erik Schäfer og hans gamle makker smidt en uskyldig mand i fængsel? Læs et uddrag fra Efterspillet, der er fjerde bind i Anne Mette Hancocks populære krimiserie
Journalist Heloise Kaldan har gjort karriere på andres tragedier. Hendes true-crime-podcast, Efterspillet, er på kort tid blevet landets mest lyttede, og hun inviterer drabsefterforsker Erik Schäfer i studiet for at fortælle om sagen, der gjorde ham til en markant figur i dansk kriminalhistorie: opklaringen af syv brutale drab begået af billedkunstneren Hans Verni.
Dagen efter udsendelsen vågner København til endnu et drab. En ung kvinde findes død i gårdhaven bag Den Katolske Kirke, knivdræbt og positioneret på samme sirlige måde, som Verni i sin tid efterlod sine ofre.
LÆS OGSÅ: Prisvindende Anne Mette Hancock udgiver nu 3. bog. Smuglæs i Pitbull
Schäfer er overbevist om, at der er en copycat på spil, men da Heloise begynder at grave i sagen, vokser hendes tvivl. Har Schäfer og hans gamle makker sat en uskyldig mand i fængsel? Hvad er det, han skjuler for hende? Som tiden skrider frem, må Heloise spørge sig selv, hvem der egentlig manipulerer hvem.
LÆS OGSÅ: 10 nordiske krimiforfattere hvis romaner du roligt kan begynde at læse (allerede i dag!)
Efterspillet er fjerde bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Læs uddraget her.
PROLOG
Decemberstormen, 1999
Det eneste sted, drabsefterforsker Peter Rye brød sig om at opholde sig for tiden, var i søvnen. I grænselandet mellem liv og død, hvor kroppen automatisk gik på vågeblus, og han kunne glemme alt omkring sig, indtil han ved firetiden ville vågne med et sæt og modløst konstatere, at hans hjerte stadig slog.
Morgenerne var særligt stygge, og stilheden ved køkken- bordet decideret mareridtsagtig, men nætterne bød på en sød bevidstløshed hjulpet godt på vej af den halvanden flaske hundelortevin fra Lidl, han nu typisk indtog som hovedmåltid. Hans alkoholindtag ville givetvis skære et tocifret antal år af hans samlede levetid, sådan som Sundhedsstyrelsen proklamerede i ildevarslende vendinger, men det var trods alt bedre end alternativet, mente Rye. I kronisk ædru tilstand ville alle døgnets timer være lige rædselsfulde, hvilket ville lede ham til prompte at stikke sit tjenestevåben i kæften og sige farvel og tobak til det hele.
I beruselsens parallelverden var der immervæk stadig en slags skillevæg mellem ham og hans personlige Endlösung, så selvom han var draget af den bekymringsfrie intethed, han forestillede sig, døden var, havde han endnu ikke handlet på fristelsen. I stedet tog han til takke med søvnen, men da han her til aften var gået til ro, havde en rastløs sitren på indersiden af hans øjenlåg ladet ham vide, at det ville blive en søvnløs nat.
Ikke på grund af stormen, der i dagens løb var rullet ind over landet og havde revet træer op med rode, jævnet huse med jorden og nu fik tagkonstruktionen over hans kvistlejlighed til at beklage sig som en gammel kælling.
Det var heller ikke milliardskaderne eller de menneskeliv, den havde taget, der havde udløst den prikkende fornemmelse i hans nervespidser.
Det var ugedagen. Fredag. Den første i måneden.
Han lå længe og stirrede ud i mørket til lyden af sit eget åndedræt, mens han prøvede at forudse det næste træk. Inter- vallerne mellem drabene var blevet kortere nu. Kunstneren, som de kaldte ham, havde efter alt at dømme fået smag for det og ville ikke kunne vente til det nye år med at tage sit næste offer. Der ville ske noget i aften, det var Rye overbevist om. Efterforskningen var gået ind i sin tyvende måned, og han var ikke meget tættere på at knække sagen, end han havde været de første fem minutter af den, men han var så småt begyndt at have en fornemmelse for, hvornår noget var under opsejling.
Det første drab havde fundet sted en tidlig forårsmorgen. Sara Hölvin, en enogtyveårig århusiansk kunsthistoriestu- derende, havde været ny i hovedstaden efter en tilsyneladende idyllisk opvækst som barn af tandlægeforældre i Smilets By. Alarmcentralen havde i timerne inden drabet modtaget, hvad de først havde tolket som et opkald fra en bekymret borger. Beskeden havde lydt, at en ung kvinde var i livsfare, men da der efterfølgende var blevet leet sagte i røret, inden forbindelsen blev afbrudt, var opkaldet blevet afskrevet som telefonfis. Halv- anden time senere havde vedkommende ringet igen og høfligt meddelt, at politiet kunne finde liget af Sara foran Kildegrotten i Søndermarken i Valby, og der havde hun ganske rigtigt ligget, da den første patruljevogn var nået frem.
Afklædt i græsset. Maltrakteret. Død.
Drabsafdelingen havde med Rye i spidsen efterforsket sagen i månedsvis uden at finde et eneste brugbart spor, og politi- kommissæren var på nippet til at trække stikket og stemple den som uopklaret, da næste offer dukkede op.
Julie Cigales, en niogtyveårig fransk statsborger med algeriske rødder, havde arbejdet som kurator hos Purple Heart Gallery i Bredgade i København, indtil hendes lig var blevet fundet i et blomsterbed i en kolonihaveforening i Sydhavnen otte måneder efter drabet på Sara. Igen havde alarmcentralen modtaget førstet praj, dernæst en adresse – og sådan var det fortsat.
Laura Kastrup, seksogtredive, mor til to og salgsansvarlig hos Edition Copenhagen, et litografisk værksted på Christianshavn, var blevet fundet død i græsset ved 5. Juni Plads på Frederiksberg i juli i år, mens liget af skulptør Hannah Tollund, syvogfyrre, dukkede op for blot to måneder siden i Østre Anlæg under parkens suttetræ og med udsigt til Statens Museum for Kunst.
Fire kvinder i alderen enogtyve til syvogfyrre. Ingen fæl- lesnævner i kropsbygning, etnicitet eller nationalitet. Intet, der bandt dem sammen, ud over deres interesse for kunst og det faktum, at de alle var blevet knivdræbt den første fredag i måneden, fundet udendørs i grønne omgivelser og efterladt på samme særegne måde.
Peter Rye skiftede stilling i sengen. Han rettede på hovedpuden og forsøgte at lade sig indfange af søvnen, mens et diasshow med grynede fotos af dræbte kvinder kørte i ring for hans indre blik.
Den sirligt koreograferede positionering af ligene. Åbne, glaserede øjne, udstrakte arme og blodrøde håndflader. Bleg hud mod dugvådt græs.
Han klemte øjnene hårdere i og trak vejret dybt ned i maven, holdt det inde i nogle sekunder og pustede langsomt ud i forsøget på at berolige sit nervesystem og lade sig opsluge af mørket. Lysbilledapparatet knipsede uanfægtet videre, men i takt med at han begyndte at døse hen, blev billederne uskarpe, og han kunne ikke længere skelne de myrdede kvinders ansigter fra sin kones.
Han befandt sig et sted mellem drøm og virkelighed, da telefonen lød på natbordet ved hans side, og han besvarede omtåget opkaldet, inden ringetonen lød for tredje gang.
“Ja?”
“J’allo, Smokey? Er det dig?” Den adrenalinramte stemme i den anden ende af røret tilhørte Erik Schäfer, Ryes makker i Københavns Politis Drabsafdeling.
“Ja, det er mig.” Rye var med ét lysvågen. Han satte sig op og kastede et blik på det digitale vækkeur. Tallene lyste rødt i mørket.
23.52.
Det var stadig fredag.
“Hvad så?” spurgte han. “Hvad har vi?”
“Du havde sgu ret,” sagde Schäfer. “Picasso har lige foretaget første opkald til alarmcentralen, og vi venter nu på det næste. Hvis det går, som vi regner med, har vi et område, vi kan afsøge, om en time eller to, så jeg har tilladt mig at underrette Oppermann og drengene fra NKC. Alle er klar til at rykke ud.”
Peter Rye spændte kæbemusklerne og nikkede for sig selv i mørket. John Oppermann var nyudnævnt chef for Retsmedicinsk Institut, der stod for ligsyn og obducering af alle drabsofre øst for Storebælt, mens Nationalt Kriminalteknisk Center havde ansvaret for sporarbejdet. Alle vidste, hvad der ventede dem om få timer. Et offer, et findested. Et syn, der ville hjemsøge dem resten af livet.
Han tændte lampen på sengebordet og lod blikket hvile på den tomme side af dobbeltsengen. Pladsen havde de sidste seksten år været forbeholdt hans kone, Randi. Nu var den tom, og hjertet sank i hans bryst ved synet.
“Er du der stadig?” spurgte Schäfer.
“Ja, jeg er her.” Rye rejste sig med røret fastklemt mellem skulder og øre og forsøgte at få sine bukser på uden at blive viklet ind i telefonledningen. “Jeg kører nu. Skal jeg samle dig op på vejen?”
“Nej, jeg er allerede på Gården. Alt mandskab blev hevet ind tidligere på aftenen på grund af stormen.”
Alt mandskab, tænkte Rye og følte et stik af irritation.
“Jeg er der om et kvarter,” sagde han og lagde på.
Juleguirlander, der indtil i formiddags havde prydet byens gader som funklende espalierer, knasede nu som sukker under bilens dæk, og København lignede en blanding mellem en krigszone og en spøgelsesby. Det flød med skrald, cykler og grene på vej- banen, og de eneste køretøjer, Rye passerede, mens han kørteslalom med kurs mod Københavns Politigård, var patruljevogne og ambulancer. Derudover lå gaderne øde, hærget af stormen, der nu lod til at være toppet i styrke.
Det irriterede ham, at han ikke var blevet kaldt på arbejde i dag. Han stod ganske vist ikke i vagtplanen, men der havde efter alt at dømme været tale om en alle-mand-på-dæk-situation, og alligevel havde politikommissæren ladet ham blive på bænken. Igen.
Hvad fanden lignede det?
Det var uden tvivl et velmenende, men også efterhånden hysterisk hensyn, der fik ham til at føle sig som en spedalsk på sin egen arbejdsplads. Han havde været nødt til at rulle sig gevaldigt ud for ikke at miste sin position som efterforsknings- leder i det, Schäfer tidligt i forløbet havde døbt Picasso-sagen, formentlig fordi det var det eneste kunstnernavn, han lige umiddelbart kunne komme på. I virkeligheden var der mere John Everett Millais over gerningsmandens signatur. Det var i hvert fald, hvad profileringsekspert Henrik Bastrup havde sagt, da han påpegede lighederne mellem den britiske kunstners værk Ophelia, som portrætterede Hamlets trolovede, og politiets findestedsfotos, hvor ofrene var positioneret med opadvendte håndflader i frodige omgivelser. Og ja, hvis man betragtede det hele med sammenknebne øjne, mens man stod på ét ben og sang Rule, Britannia!, var der vel nogle ligheder. Men Rye købte ikke Bastrups teori om, at drabene var en reference til Millais’ værk eller en slags hommage til Shakespeare. Desuden var Hamlets fiktive dame død ved drukning og for egen hånd, drevet af sorg og vanvid. De her ægte-kød-og-blod-kvinder lod i sammenligning til at have befundet sig i smørhullet af livet, da en eller anden galning havde sat sig for at slagte dem og opstillederes døde kroppe i et grotesk stilleben. De grønne findesteder havde en betydning, ja, og gerningsmanden opfattede sig selv som kunstner af en art, ingen tvivl om dét. Men meget mere kunne Rye ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt.
Han parkerede halvt oppe på fortovet foran Politigården og betragtede sig selv i bakspejlet. Øjnene var rødsprængte, og blikket let svømmende.
Var han stadig fuld?
Han fiskede en pose Fisherman’s Friend op af midterkon- sollen og puttede to pastiller i munden, inden han forlod bilen og satte kurs mod bygningen, hvor han fandt Erik Schäfer og resten af efterforskningsholdet på anden sal.
“Noget nyt?” spurgte han, da han trådte ind ad døren.
“Ikke endnu,” sagde Schäfer og skoddede en cigaret i en bregne, der stod i vindueskarmen.
Resten af holdet hilste på Rye med et nik og forholdt sig ellers tavst, men han vidste, hvad alle tænkte: at der netop nu et sted i Storkøbenhavn var en kvinde, som kæmpede forgæves for sit liv. Følelsen af handlingslammelse havde for længst suget ilten ud af lokalet.
Han krængede sin jakke af og gik hen til tekøkkenet i den fjerne ende af lokalet for at skænke sig en kop kaffe, han af bitter erfaring vidste ville være lunken og smage af askebæger.
Schäfer tændte en ny cigaret og fulgte efter ham. “Kæft, et lortevejr, hvad?” Rye nikkede og kastede et blik over mod vinduet, hvor en hundrede år gammel hængepil piskede mod ruden. “Hvad med huset, står det endnu?” spurgte han.
Schäfer og hans kone var ved at bygge deres drømmehus i Forfatterkvarteret i Valby og havde netop holdt rejsegilde. Rye var overbevist om, at det efter i dag ville være reduceret til pindebrænde.
“Jeg har ikke været derude, men det håber jeg sateme.” Schäfer tog et hvæs af smøgen og sendte med et suk en røgsky ud i lokalet. “Connie får et føl, hvis vi skal starte forfra.”
“Vi krydser fingre for, at det har klaret skærene,” sagde Rye uden at tro på det. “Happy wife, happy life, ikke?”
Schäfer smilede utilpas ad kommentaren og slog blikket ned, og Rye fortrød omgående, hvad han havde sagt. Han var vant til de andres medlidende blikke, men ikke Schäfers. Da politikommissæren havde opfordret ham til at tage orlov og slikke sårene efter Randis død, som om lidt meditation og et par gåture rundt om Damhussøen på magisk vis ville læge alle sår, havde Schäfer været den første til at gå i brechen for ham. Han var den eneste på Gården, der ikke stadig gik på ægge- skaller her fem måneder efter bisættelsen, og Rye satte mere end nogensinde pris på sin unge makkers kontante facon. Der blev aldrig danset om den varme grød eller strøget med hårene for den gode stemnings skyld, og han håbede ikke, at Schäfer var blevet smittet med den hensynsbetændelse, de andre lod til at lide af.
Rye skulle til at dreje samtalen over på sagen, da Schäfer kom ham i forkøbet.
“Det er til at blive sindssyg af, det her,” sagde han og så utålmodigt hen på Anita Knudsen, en stor, dejformet dame fra alarmcentralen, som sad og screenede opkaldene. Han rettede blikket mod Rye igen. “Hvordan vidste du, at der ville ske noget i dag? Jeg er med på, at vi skriver fredag den 3., men der er jo gået længere tid imellem de andre drab.”
“Bare en mavefornemmelse,” sagde Rye. Han tog en tår af kaffen og skar ansigt. Askebæger, 1:1. “Jeg tror, han føler sig overlegen, fordi vi ikke har noget på ham endnu, og det gør ham uforsigtig. Han fornemmer, at han er ved at vinde spillet, og derfor bliver han overmodig.”
“Han er ikke ved at vinde en skid,” mumlede Schäfer og så på Rye, som om han netop havde fået øje på et stykke spinat mellem hans tænder. En lodret rynke kom til syne mellem hans bryn. “Du, Smokey, er du frisk nok til det her?”
Smokey. Rye mindedes ikke, at Schäfer nogensinde havde kaldt ham andet. Han sendte ham et skuffet blik. “Et tu, Brute.”
“Hvabehar?”
“Der er gået fem måneder nu, og hvis jeg ikke snart kan —”
“Jeg taler ikke om Randi,” sagde Schäfer og kastede et hurtigt blik på de andre i den anden ende af lokalet. Han så atter på Rye og sænkede stemmen. “Har du drukket?”
Rye rystede let på hovedet og viftede spørgsmålet væk. “Lidt vin til maden. Det er flere timer siden.”
Schäfer betragtede ham med let sammenknebne øjne og pil- lede en stump tobak af underlæben. Ingen hensynsbetændelse i sigte. “Lidt vin, siger du?”
“Ja. Det er ved at klinge af.”
“Aha …” Schäfer lagde en hånd på Ryes skulder og læne- de sig tættere på ham. “Hør her, alle herinde har forståelse for, hvad du har været igennem, og hvis du har brug for at drikke dig ned i ny og næ for at bearbejde det hele – be my guest!” Han understregede sin pointe med cigaretten, mens han talte. “Men hvis PK får nys om, at du dukker halvstegt op på jobbet, så ryger du ud på røv og albuer. Det er du med på, ikke?”
“Jeg har styr på det.”
“Det håber jeg fandeme, for det er din efterforskning, det her. Du skal ikke give dem en grund til at tage den fra dig. Ét glas bliver nemt til to, bliver til syv, bliver til fyring på gråt papir. Det er en glidebane.”
“Jeg har styr på det,” gentog Rye.
I samme øjeblik ringede telefonen.
De formede en tavs halvcirkel foran bordet, hvor Anita Knudsen sad, og Rye gav tegn til, at hun skulle besvare opkaldet. Hun tog en dyb indånding og slog medhør til.
“Det er Københavns Politi.”
Med undtagelse af en knitren som fra en gammel grammo- fonplade, der kører i hak, kom der ingen lyd fra højtaleren. Ti hjerteslag tikkede forbi, mens alle holdt vejret.
Rye nikkede til Anita. Fortsæt!
“Det er Københavns Politi,” gentog hun. “Hvem taler jeg med?”
“Hvem du taler med, er ikke så afgørende, søde Anita.”
Hun kiggede op på Peter Rye, mens farven i hendes kinder forsvandt.
“Du skulle hellere spørge, hvem flaskehalsen peger på. Eller rettere: hvem og hvor.” Stemmen i røret lød forvrænget, men tonen var venlig, nærmest charmerende. “Jeg kan forestille mig, at alle sidder på nåle derinde, er det ikke rigtigt? Den stakkels, sørgmodige Peter Rye og hans schæferhund. De kriminaltekniske stikirenddrenge og den åh-så-distingverede Doktor Oppermann.” Manden lo en besynderligt tiltalende latter. “De lytter med, ikke?”
Rye rystede på hovedet for at signalere, at hun ikke skulle afsløre noget, men med undtagelse af statsobducenten, som først indfandt sig, når der var et lig at undersøge, havde personen i røret styr på, hvem der befandt sig i lokalet.
“Hvem peger flasken på?” spurgte Anita og kommunikerede via et skuldertræk, at hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle spørge om.
“Det finder I tids nok ud af. Lad os starte med hvor. Dagens udflugt går til Rådhuspladsen 57, værelse 312. God fornøjelse!”
Forbindelsen blev afbrudt, og Anita hev headsettet af, som om hun havde brændt sig på det.
“Hvor kender han mit navn fra?” spurgte hun og så lige dele ængsteligt og bebrejdende på Rye, hvis opmærksomhed var rettet mod Schäfer.
“Rådhuspladsen?” sagde han. “Der er sgu da ingen grønne områder inde ved Rådhuspladsen. Ikke ud over Rådhushaven, og den er vel lukket på det her tidspunkt, eller hvad?”
Schäfer svarede ikke. Han stirrede frem for sig, mens bekym- ringsrynken mellem hans bryn borede sig dybere ind i ansigtet.
Rye rettede blikket mod Anita Knudsen. “Kan du se, hvad der ligger i nummer 57?”
“Øjeblik.” Hendes fingre løb hurtigt hen over tastaturet.
“Rådhuspladsen 57 … Det er Palace Hotel.”
“Paladshotellet?” Peter Rye skød hagen tilbage i forbavselse.
“Hvad fanden er nu dét for noget?”
Palace var et pseudomondænt turisthotel for enden af den røvballede del af Strøget med naboer som Burger King og Ripley’s Believe It or Not. Der var med andre ord langt til by- ens åbne parker og plæner, og glem alt om Picasso og Millais’ penselstrøg – det her var rent Graffitiland.
“Det giver sgu da ingen mening,” sagde Rye og trak sin jakke på i en hurtig bevægelse. “Hvorfor ændrer han pludselig modus?” Schäfer mødte hans blik og rystede langsomt på hovedet.
“Det er ikke godt, det her, Peter.”
Køreturen fra Politigården til Rådhuspladsen varede under to minutter, og med undtagelse af politisirenen og lyden af dæk, der skreg mod asfalt, var der stille i bilen. De parkerede foran hotellets indgang og gik med hurtige skridt hen til skranken i receptionen, hvor der stod en lille, solariebrun mand med sirligt trimmede bakkenbarter og tænder, der skinnede i et slidt ansigt.
Rye holdt sit politiskilt frem mod ham og pegede på den tomme knage på nøglerækken på væggen. “Københavns Politi. Vi skal have adgang til værelse 312.”
Manden, hvis navneskilt afslørede, at han hed Ricco, så skiftevis på Rye og Schäfer. “Politiet? Jeg forstår ikke … Har I ikke —”
“Find nu bare en nøgle, for helvede,” sagde Schäfer og slog en knyttet næve i disken. “Nu!”
Manden fremskaffede en ekstranøgle, og Rye skyndte sig hen mod elevatoren, mens Schäfer – den ni år yngre og mere adrætte af de to – satte i løb op ad trappen. De fandt det væ- relsesnummer, de ledte efter, på tredje sal, og Rye forsøgte at låse døren op, mens Schäfer trak sin Heckler & Kock ud af hylstret, parat til at gå ind i værelset som den første.
Rye rystede på hovedet og smed nøglen fra sig. “Lortet virker ikke,” sagde han og trak sit våben.
“Flyt dig!” Schäfer trådte et skridt baglæns og sparkede så hårdt, at den møre dørkarm splintrede, og døren fløj af hængs- lerne med et brag. “DET ER POLITIET!” råbte han og gik ind med våbenet hævet foran sig.
Peter Rye var ét skridt bag ham, og hans øjne skannede hurtigt hotelværelset.
Der lå en kvinde i fosterstilling på sengen. Hun var nøgen, og hendes ansigt var delvist dækket af et pudebetræk. Lange, lyse lokker stak ud under det hvide bomuldsstof som blege tentakler, mens lagnet under hende var sortviolet af blod.
Han og Schäfer splittede rutineret op. Schäfer gik hen til kvinden for at tjekke for livstegn, mens Rye sikrede badeværelset.
Der var ingen derinde, men det så ud, som om brusebadet havde været taget i brug for nylig. Forseglingen på en af sham- pooflaskerne på hylden i brusekabinen var brudt, og der hang et krøllet håndklæde over badekarrets kant. Ellers var der intet at se derude. Ingen toiletsager, ingen personlige ejendele.
Rye gik tilbage til soveværelset.
“Han er væk,” sagde han og stak pistolen i hylstret. Han så afventende på Schäfer, som stod lænet ind over kvinden. Han havde fjernet betrækket fra hendes ansigt og ledte efter en puls, selvom de åbne, blanke øjne og den halvmåneformede flænge på hendes hals afslørede, at der ikke var noget at komme efter. Hun var for længst forblødt.
Rye kørte en flad hånd hen over sine skægstubbe. Han så sig omkring i værelset og rystede på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvad fanden der foregår. Hvorfor pludselig et hotel?”
“Fordi han er begyndt at gå efter os personligt,” sagde Schäfer. Han stod stadig med ryggen til Rye. Da han vendte sig om, var der noget i hans blik, Rye ikke havde set før. Det var ikke kun vrede, der ulmede derinde. Der var noget andet, noget skrøbeligt. Var det frygt?
“Hvad mener du?” spurgte Rye.
“Jeg mener, at det er personligt nu.” Schäfer nikkede mod kvinden på sengen. Hans stemme lød mørkere, end den plejede. “Jeg sværger, jeg slår det svin ihjel.”
Rye trådte et par skridt tættere på sengen. Han så ned på kvinden og rystede på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvad du —”
“Det er Kolbecks kone,” sagde Schäfer. “Hun er en af os.” En isnen løb op ad Peter Ryes rygsøjle og borede sig ind i kraniet på ham, da genkendelsen ramte.
Marianne Kolbeck var ansat som analytiker i Københavns Politis Efterretnings- og Analysecenter. Rye havde kun hilst på hende en håndfuld gange, men vidste ad omveje, at hun var dygtig til sit job og vellidt blandt kolleger på Gården.
Hendes mand kendte han bedre. John Kolbeck var motor- cykelbetjent og stor som et hus. Han var også en forbavsende habil jazztrommeslager og – hvad Rye havde erfaret tidligere på året – et varmt menneske. John var dukket op til Randis bisættelse, selvom han og Rye ikke var, hvad man ville betegne som nære venner, og han havde brugt det meste af dagen i samtale med Randis Parkinsons-syge mor, som Rye ikke selv havde haft kræfterne til at tage sig af. Han havde dengang skrevet sig bag øret, at han skulle huske at gengælde tjenesten, hvis lejligheden nogensinde bød sig. Han havde ikke forestillet sig, at dagen ville indtræffe så hurtigt.
Schäfer havde ret, tænkte han. Det var personligt nu. En rædselstanke strejfede ham, og han så på Schäfer. “Erik, hvor er Connie?”
“Hos sine forældre på Saint Lucia.” Schäfers blik afslørede, at han havde tænkt det samme. “Hun er i sikkerhed.”
“Godt …” Rye nikkede for sig selv og så sig lidt famlende omkring i lokalet, mens han ledte efter ordene. “Okay, vi skal … vi skal have fat i Oppermann, og vi skal have sporhundene herind,” sagde han med henvisning til kriminalteknikerne, som stadig befandt sig på Politigården.
“Hvad med Kolbeck?” spurgte Schäfer.
Rye gned sig i tindingerne og tog en dyb indånding. “Jeg finder ham, når vi er færdige her.”
“Tror du ikke hellere, jeg skal tage den?”
“Nej.” Rye så hen på sengen og rystede på hovedet. “Den tager jeg.”
Schäfer nikkede og slog blikket ned. Det var ikke en besked, nogen af dem ønskede at være budbringer af.
“Lad os komme i gang,” sagde Rye.
Den næste times tid vrimlede hotellet med politifolk og kri- minalteknikere. Kun statsobducenten lod vente på sig, og det lignede ham ikke.
Schäfer kiggede på sit ur. “Hvor fanden bliver han af ?”
“Prøv ham igen,” sagde Rye.
Schäfer gik ud på gangen for at ringe og vendte efter få minutter tilbage.
“Stormen har væltet et træ hen over kørebanen på den villavej, hvor Oppermann bor, og han kan ikke komme ud med bilen,” sagde han og stak sin nye Nokia 3210 tilbage i inderlommen. “Der er en patruljevogn på vej ud for at hente ham, så han er her i løbet af en halv times tid.”
Rye brummede fraværende. Han sad på hug ved siden af sengen og lyste ind under den med en lommelygte, tjekkede så skuffen i sengebordet og gik videre til minibaren og sofabordet, hvor der stod et vandglas. Han rystede en bevispose åben og lagde glasset i den.
“Få en af teknikerne til at undersøge, om der er overvåg- ningskameraer i lobbyen,” sagde han. “Jeg syntes, jeg spottede et kamera dernede, da vi ankom. Vi skal have alt det videoma- teriale, de måtte ligge inde med.”
“Jeg har allerede bedt receptionisten om at samle, hvad de har,” sagde Schäfer og pegede med tomlen mod badeværelset, hvor teknikerne var i gang med at sporsikre rummet. “Er de ikke snart ved at være færdige derinde?”
“Ikke endnu. Det lader til, at brusebadet har været anvendt for nylig, så vi skal have afløbet sikret for —”
“Undskyld, må jeg forstyrre et øjeblik?”
Rye og Schäfer vendte sig begge i stemmens retning. Den tilhørte en ung, rødmosset politifotograf, som Rye ikke havde mødt før. Han var ligesom alle andre iklædt en hvid heldragt og stod i døråbningen ind til hotelværelset.
“Hvad så, Nick?” spurgte Schäfer.
“Der står en John Kolbeck nede i lobbyen,” sagde fotogra- fen og vred sine hænder. “Han har hørt noget om sagen over politiradioen og spørger efter værelsesnummeret.”
Schäfers blik gled hen på liget på sengen og over til sin mak- ker. Han rystede på hovedet.
“No way,” sagde han. “Han skal ikke herop.”
Rye spændte kæbemusklerne og trak vejret langsomt ind gennem næsen, men sagde ingenting.
“Han skal ikke se hende sådan her, Peter!” Schäfer understregede sin pointe ved at pege demonstrativt på den døde kvinde, som om det var nødvendigt at præcisere, hvad han hentydede til. I samme nu lød der tumult udenfor værelset, og John Kolbecks stemme gjaldede ned ad hotelgangen.
“HVOR ER HUN?” råbte han. “LAD MIG KOMME FORBI!”
Schäfer bandede sagte for sig selv og satte kurs mod gangen. Rye tøvede et øjeblik og fulgte så efter. Jorden var på nippet til at forsvinde under deres kollega, og han vidste, at de intet kunne gøre for at forhindre det.
Ude på gangen så han Schäfer brede armene ud for at blokere passagen for Kolbeck, som gik dem i møde med vrede skridt. Han var iklædt en motorcykeldragt i læder og en skriggul politivest. I venstre hånd bar han sin hjelm, mens den højre var knyttet så hårdt, at knoerne var hvide.
“Er det sandt?” spurgte han, da han nåede hen til Schäfer. Han var et helt hoved højere end ham. “Er det hende?”
Schäfer tog forsigtigt fat i ham. “John, lad os gå ned i lobbyen og sætte os, så vi kan —”
Kolbeck hev armen til sig og skubbede Schäfer hårdt i brystet.
“Er du døv?” råbte han. De mørke øjne skinnede vådt i hans ansigt. “Jeg stillede dig et spørgsmål. Er det Marianne?”
Schäfer holdt hænderne fladt op foran sig, som om han for- søgte at nærme sig en hest for enden af en fold. “Jeg tror, det er bedst, hvis du —”
“Åh gud, nej. Nej!” John Kolbecks stemme knækkede, og han klemte øjnene hårdt i. Han bøjede sig forover, mens han trak vejret i hurtige, overfladiske stød.
Schäfer betragtede ham et øjeblik uden at sige noget. “Jeg tror, det er bedst, hvis du —”
“Jeg vil se hende.” Kolbeck rettede sig op og så anklagende på Schäfer. Han kørte en flad hånd over sin kind for at tørre en tåre væk. “Jeg vil se min kone.”
“Tro mig …” Schäfer rystede på hovedet og tog forsigtigt fat i ham. “Du har ikke lyst til at se hende sådan her.”
Peter Rye rømmede sig bag dem. Schäfer drejede hovedet og mødte hans blik.
Rye nikkede en enkelt gang, og Schäfer slap modvilligt sit greb.
John Kolbeck tøvede. Han så på dem skiftevis i nogle sekunder. Så drejede han om hjørnet og forsvandt ind på hotelværelset.
For sit indre øje så Peter Rye sin egen kones livløse krop, da rædselsbrølet lød.
TORSDAG 2. MAJ
Nutid
KAPITEL
1
“Hvorfor kaldte I ham for Kunstneren?” Journalist Heloise Kaldan så op fra sine noter og lænede sig nysgerrigt frem.
“Hvem? Hans Verni?” Erik Schäfer stod i den åbne altan- dør til Heloises lejlighed i Olfert Fischers Gade og fiskede en pakke King’s op af skjortelommen. Han rystede en cigaret ud af pakken med en indøvet bevægelse og stak den ind mellem læberne. Bag ham var byen langsomt ved at vågne. “Verni ér kunstner,” sagde han og tændte smøgen. “Han har malet de der dystre kæmpeskillerier, som hang inde i Folketinget i gamle dage – dem, der forestiller futuristiske borgerkrigssituationer. Mennesket mod maskinerne, du ved. Han har også portrætteret prins Henrik i hans velmagtsdage med dunk og gravhund på skødet og hele molevitten.”
“Ja, det er jeg med på, men jeg kan se, at I omtalte ham som kunstner, længe før han overhovedet var på jeres radar,” sagde Heloise. “Hvordan kan det være?”
“Nå, dét …” Schäfer tog et hvæs af cigaretten. Røgen lod til at sive ud ad samtlige kropsåbninger på én gang med en næsten andægtig ro, som trak han minderne frem gennem nikotinen. “Det skyldtes noget, den profileringsekspert, der var på sagen dengang, sagde. Vernis ofre blev efterladt på en meget specifik måde. Det hele var sirligt arrangeret, som om der var tale om et kunstværk, og Bastrup, altså ham profileren, nævnte tidligt i efterforskningen, at det mindede ham om et kendt maleri. Noget med en scene fra Hamlet: To be or not to be, du ved.” Schäfer trak på skuldrene. “Derfor begyndte vi at omtale gerningsmanden som Kunstneren – eller for mit vedkommende Picasso – men vi havde på det tidspunkt ingen anelse om, hvem vi havde med at gøre.”
Heloise noterede det i margenen på det dokument, hun sad med i hånden. Der lå adskillige bunker papir på gulvet omkring hende i et nøje orkestreret kaos – en slags journalistisk rugekasse, hvor hvert nylagte æg indeholdt en fortælling om voldelig død. “Hvor mange drab endte I med at knalde ham for? Syv? Otte?”
“Han blev tiltalt og dømt for syv drab: fire før årtusindskiftet og tre umiddelbart efter.” Morgensolen tittede frem over nabo- ejendommens tagryg, og en solstråle ramte Schäfer i ansigtet. Han lukkede øjnene og lænede sig ind i lyset.
“Og hvor sidder han nu? Herstedvester?”
“Mm-hmm.” Schäfer havde stadig lukkede øjne. “Livstids- dom.”
“Han må være i halvfjerdserne, eller hvad?”
“Tooghalvfjerds.”
Heloise bladrede videre i den mappe, som hendes researcher havde afleveret til hende aftenen før. Hun havde kun nået at gennemgå materialet en enkelt gang og var endnu ikke klar til aftenens optagelse af den podcast, som på halvandet års tid var blevet Demokratisk Dagblads største attraktion og vigtigste reklameindtægtskilde.
Hele sit arbejdsliv havde Heloise siddet foran en computer, når hun altså ikke havde været i marken for at mødes med kil- der, søge aktindsigt i støvede arkiver og banke på døre, der kun modvilligt blev åbnet. Nu foregik en stor del af hendes arbejde i et lydtæt lokale foran en mikrofon. Det havde ellers været meningen, at det bare skulle fungere som en lille sidegesjæft. Ti afsnit om historiske drabssager med fokus på opklaringsarbejdet, deraf navnet på podcasten: Efterspillet.
Nu var hun oppe på enogfirs afsnit, og chefredaktør Mikkel- sen havde svært ved at være i sig selv af ren og skær selvtilfredshed. Lyttertallene var eksploderet i løbet af den første måned, og hele det forgangne år havde podcasten været den mest lyttede i Danmark med undtagelse af den uge, hvor kulturministeren i et live P1-program havnede i suppedasen ved at kalde Peter Belli et musikalsk geni af pavarottiske proportioner. Det udsagn brød operachef Jens Bolten sig mildest talt ikke om, og der var udbrudt et skænderi i studiet, som havde fået Bertel Haarders famøse pis mig i øret til at virke decideret chill.
Men det var ikke alle, der var lige begejstrede for programmet. De seneste måneder var der blevet bragt flere kronikker i konkurrerende dagblade, hvor en række pårørende til drabsofre problematiserede, at gamle kriminalsager blev brugt som underholdning, og de argumenterede for, at man retraumatiserede de efterladte ved at sovse rundt i de blodige detaljer i bedste sendetid. Én mente sågar, at Efterspillet var podcastgenrens svar på dødsporno, selvom Heloise ved gud gjorde sig umage for at dække sagerne på en både smag- og hensynsfuld måde og aldrig skruede op for dramaturgien for spændingens skyld.
Alligevel havde hun den seneste tid modtaget adskillige beskeder i sin indbakke fra anonyme afsendere med profilnavne som @kattemortilmissemus og @hangman_76112, der ønskede hende alt fra en langsom cancerdød til at blive sat i gabestok og gruppevoldtaget midt på Rådhuspladsen. Truslerne føltes sommetider så ægte, at hun på søvnløse nætter overvejede at trække stikket på podcasten og udelukkende fokusere på den skrivende del af sit job. Men så snart solen stod op, gav den slags kujonagtige henvendelser hende bare lyst til at fortsætte stædigt, ufortrødent og med hundrede firs kilometer i timen.
“Jeg kan se, at Hans Verni under retssagen nægtede sig skyldig i samtlige tiltalepunkter,” sagde hun og rettede blikket mod Schäfer.
“Ja, han var hverken til at hugge eller stikke i, men ifølge resultatet af den psykiatriske undersøgelse, han blev underlagt, lider han af NPD, altså narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og det værste, man kan gøre ved narcissister, er som bekendt at anklage dem for noget, de rent faktisk har gjort.”
“Irriterede det dig ikke, at I ikke fik en tilståelse?” Heloise satte pennen mod papiret og så afventende på Schäfer.
“Næh.” Han krængede mundvigene nedad. “Jeg har hørt masser af tosser erklære sig skyldige i forbrydelser, de intet havde med at gøre. Jeg foretrækker konkrete, tekniske beviser – en rygende pistol, så at sige – og i den her sag talte beviserne for sig selv. Verni havde forbindelse til alle kvinderne. Én af dem havde han undervist i kunsthistorie. En anden havde skrevet en temmelig perfid anmeldelse af hans royale portræt i Weekendavisen, og det var han angiveligt rasende over. En tredje var ansat hos hans gallerist, og så videre, og så videre. Vernis dna blev fundet under Laura Kastrups fingernegle – hende, der arbejdede hos Edition Copenhagen – og vi fandt Sara Hölvins sølvarmbånd i hans atelier på Vesterbro, da vi anholdt ham. Et arvestykke, hun ifølge vidner havde haft på den aften, hun blev dræbt.”
“Hölvin var hans første offer, ikke?”
Schäfer nikkede. “Jo, og vi fandt hans fingeraftryk i Sabina Larsens bil. Hun var hans sidste. Det var sådan, vi kom på sporet af ham.”
“Var Vernis fingeraftryk da allerede i politiets register på det tidspunkt?”
“Ja.”
“Hvordan kan det være?”
“Han havde nogle år tidligere været sigtet i en sag, hvor en ung medarbejder, som serverede ved en af hans ferniseringer på Den Frie, havde anmeldt ham for voldtægt.” Schäfer kiggede ud over rækværket for at sikre sig, at der ikke stod nogen nede på gaden, inden han knipsede cigaretten ud over altanen. “Sig- telsen frafaldt, for der var ingen beviser, ingen vidner. Desuden havde Verni et alibi. Han havde været sammen med en anden kvinde hele aftenen, og hun bekræftede hans historie. Han var angiveligt noget af en damernes mand dengang: gift og skilt tre gange og havde et hav af andre kvinder både før, under og efter sine ægteskaber.”
“Seriøst?” Heloise bladrede tilbage i mappen til det sted, hvor Hans Vernis forbryderfoto sad, og betragtede det med en skeptisk mine.
Han havde ved sin anholdelse været otteogfyrre år gammel, lettere overvægtig og lignede mest af alt en sanktbernhardshund, der var blevet plukket som en høne. Der var store poser under de sørgmodige Stallone-øjne, og i et mislykket forsøg på at camouflere en vigende hage havde han anlagt sig et gedebukkeskæg, mens det æggeformede hoved kun var pletvist behåret på toppen.
“Damernes mand, simpelthen?”
“Ja, han havde åbenbart snakketøjet i orden.”
“Dét må han have haft,” sagde Heloise og lukkede mappen. Hun rejste sig fra den plads på gulvet, hvor hun havde siddet. “Jeg planlægger at dele Verni-sagen op i to afsnit, fordi den er så omfattende, så det, vi kommer til at tale om i aften, er, hvordan det hele startede, og hvordan den første del af efterforskningen forløb. Jeg tænker, at vi dækker sagerne til og med skulptøren, Hannah Tollund, som var offer nummer …”
“Fire.”
“Fire,” nikkede Heloise. “Og så tager vi sagerne om Sanne Fleron, Beate Molde og Sabina Larsen i næste uge. Jeg får læst op på det sidste, når flyttemændene har været her.”
Hun kiggede sig omkring og sukkede træt. Kvistlejligheden, der tidligere havde indeholdt hele hendes liv, lignede nu mest af alt en leverpatient, der sang på sidste vers, mens alle vitale organer lukkede ned ét efter ét. De nøgne vægge fremstod mere gule end hvide, nu hvor de gamle litografier, hun havde arvet efter sin far, var taget ned og svøbt i bobleplast, og alle lejlighedens rum virkede afpillede og halvt så store, som var deskrumpet, i takt med at flyttekasserne blev fyldt og stablet som Tetris-brikker i opgangen.
“Rest in peace,” mumlede hun og betragtede den blege plamage på stuegulvet, hvor hendes marokkanske berbertæppe engang havde ligget. Hun syntes med ét, det var uendelig trist ikke at efterlade et mere mindeværdigt aftryk i den lejlighed, hun havde kaldt sit hjem de sidste otte år. Noget, der afspejlede værdien af den tid, hun havde tilbragt her, og ikke kun, at hun var et rodehoved, der hadede at vaske gulv.
“Op med humøret,” sagde Schäfer, som havde superviseret nedpakningen, mere end han havde hjulpet til. “Det er bare mursten, Kaldan. Der er noget bedre i vente.”
Heloise nikkede uden helt at mene det. “Hvornår rykker den nye ejer ind?” spurgte han.
“Først engang i januar.”
“I januar?” Han kastede et forvirret blik på sit armbånds- ur, som om det havde noget med sagen at gøre. “Hvorfor så sent?”
“Ham, der har købt den, er udstationeret for Mærsk i Sydamerika et sted, og han flytter først hjem i det nye år, så …” Heloise kørte en hånd igennem håret. “Han har faktisk ikke været i lejligheden endnu, kun set de fotos, der fulgte med salgsannoncen. Lidt vildt, at han tør, ikke?”
Schäfer trak på skuldrene. “Små hundrede kvadratmeter i Frederiksstaden med udsigt til Marmorkirken vil altid være en god investering.”
“Ja, jeg savner den allerede,” sagde Heloise, og de vidste begge, at det ikke var lejligheden, hun talte om. Hun gik hen til stuevinduet og så over mod den store, irgrønne kuppel, der tårnede sig op over alle tagene i kvarteret.
“Marmorkirken løber ingen vegne,” sagde Schäfer og klappede hende opmuntrende på skulderen. “I den nye lejlighed har du udsigt til Carlsberg Byen, Søndermarken i baghaven og Mallings navn ved siden af dit på postkassen. Det skal nok blive godt.”
Heloise nikkede. “Det er planen.”
Hun og hendes kæreste havde købt en andelsbolig på Frederiksberg, der ikke var meget større end den, hun nu forlod. Den krævede en del istandsættelse, som ingen af dem havde de håndværksmæssige evner til at udføre, men de havde været enige om at viske tavlen ren, brænde tipierne ned til grunden og starte forfra et nyt sted sammen. Det ville blive et moderne, semisammenbragt cirkus med hans tvillingedrenge i den eneende af landet og et parforhold på deltid i den anden. Alterna- tivet havde været, at Heloise var flyttet til Dybbøl, og selvom hun holdt meget af Sønderjylland, naturen og tempoet, var hun københavner til benet, født og opvokset i Indre By. Der havde med andre ord ikke været noget at rafle om.
“Så I kommer til at bo sammen i lige uger i København, mens Thomas bor i Jylland i ulige uger?” spurgte Schäfer.
“Omvendt, men ja. Syv/syv.”
“Hvad med hans job?”
“Han freelancer kun for tiden,” sagde Heloise og tænkte på, hvordan Thomas det sidste års tid havde skruet ned for ar- bejdsblusset for at kompensere for den tid, han var væk fra sine drenge. Det var uden tvivl det rigtige at gøre, men hun savnede lidt de tider, hvor de havde siddet overfor hinanden med hver sin computer og pingponget om nyheder og verdenshistorie. Desuden fornemmede hun, at der var en forventning om, at hun fulgte trop, nedskalerede og zoomede ind på pseudofami- lielivet, men det var ikke umiddelbart noget, der lå i hendes dna. Det var trods alt heller ikke hendes børn.
“Og hvordan er det nu, det er, med ham og hans eks?” spurgte Schäfer. “De er på god fod, ikke?”
“Ja og nej,” sagde Heloise. “Det var de, indtil det gik op for hende, at det er mig, han er sammen med. Det generede hende vist ikke, dengang hun troede, han havde mødt en ny kærlighed, men at han har genfundet en gammel én, er hun ikke så vild med.”
“Hvilken forskel gør dét?”
Heloise trak på skuldrene. “Jeg tror, hun foretrak idéen om, at hans første kæreste efter skilsmissen ville være en halvsløj plan B. Nu føler hun sig i stedet som en parentes i mit og Thomas’ forhold. Jeg var der før hende, og jeg er der efter hende. Det bryder hun sig vist ikke om.”
Heloise og Thomas Malling havde for tolv år siden mødt hinanden på Journalisthøjskolen og boet sammen gennem det meste af deres studietid. Først på et lille klubværelse i et halv- skummelt område i Aarhus Nord, senere i deres første voksne hjem på Steinmannsgade på Frederiksbjerg, inden de til sidst var flyttet tilbage til København sammen. De havde i en årrække været uadskillelige, indtil arbejdslivet havde, nå ja, skilt dem ad. Syv år, to børn og alt for mange begravelser senere havde de fundet sammen igen.
Schäfer kløede sig bag øret. “Jeg ved ikke, om det er tilladt at komme med den slags observationer, men det lyder fandeme besværligt.” “Det er det også, men vi kan ikke allesammen være ligesom dig og Connie,” sagde Heloise. “I får parforholdet til at se både nemt og misundelsesværdigt ud, og jeg kender vitterligt ingen andre, jeg kan sige det om.”
Schäfer smilede beskedent. “Jeg har været heldig.”
“Ja, du har. Jeg kan sgu godt blive lidt bekymret for, om jeg har kørt mit eget show så længe, at jeg ikke kan finde ud af at bo sammen med nogen.” Heloise lo let og slog ud med armene. “Jeg ender garanteret med at fucke det up.”
“Det er godt, du er optimistisk,” sagde Schäfer og fiskede en ny smøg op af skjortelommen. Dørtelefonen gav et hyl fra sig, og Heloise gik hen og luk- kede flyttemændene ind. Hun åbnede døren ud til opgangen og råbte ned til dem: “I skal op på femte!”
Schäfer stak cigaretten tilbage i pakken og gik hen og gav hende et kys på kinden.
“Vi ses i aften,” sagde han og begav sig fløjtende ned ad trappen.
Efterspillet
JOURNALIST HELOISE KALDAN har gjort karriere på andres tragedier. Hendes true-crime-podcast, Efterspillet, er på kort tid blevet landets mest lyttede, og hun inviterer drabsefterforsker Erik Schäfer i studiet for at fortælle om sagen, der gjorde ham til en markant figur i dansk kriminalhistorie: opklaringen af syv brutale drab begået af billedkunstneren Hans Verni. Dagen efter udsendelsen vågner København til endnu et drab. En ung kvinde findes død i gårdhaven bag Den Katolske Kirke, knivdræbt og positioneret på samme sirlige måde, som Verni i sin tid efterlod sine ofre.
Efterspillet er fjerde bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer.
Du kan købe Efterspillet af Anne Mette Hancock online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: