Reimer Bo Christensen har skrevet Drømmefabrikken. En fortælling om en gruppe unge der gennemførte en socialistisk revolution i Danmark i 70erne.
Anført af fiskersønnen Leif Balle Müller fra Esbjerg, slog en gruppe unge sig ned i Aalborg. De søgte sammen med andre revolutionære i veluddannede, hemmelige celler i Aarhus, Odense og København.
I Drømmefabrikken får vi et indblik i venstrefløjen og især Kommunistisk Forbund (KF). Reimer Bo Christensen har interviewet 100 af de mennesker der var mest aktive for at leve revolutionsdrømmene ud.
Læs første del af Drømmefabrikken af Reimer Bo Christensen herunder.
Drømmefabrikken
af Reimer Bo Christensen
DEL 1
LEIF OG REVOLUTIONEN
Lad mig dele dine drømme
Lad mig synge med på din sang
Lad mig se i dine øjne
Lad mig drømme natten lang
Tekst af Dan Turéll,
sunget af Jytte Pilloni i Blue Sun
PÅ VEJ TIL KØBENHAVN
Leif elskede at køre i tog. Den rytmiske lyd af skinnernes utallige sammenføjninger. Og svellerne, som han bildte sig ind, at han kunne høre synge. Lyden af at køre mod fjerne horisonter, fremmede folk, sprog og dialekter. Og tænk et slid, da jernbanearbejdere havde anlagt de hundreder af kilometer på tværs af landet. De boede i interimistiske teltlejre, som langsomt blev flyttet foran arbejdsfelterne, vidste Leif.
Han var 19 år og på vej fra Esbjerg til København sammen med en gruppe lærlinge og arbejdsløse fra hans egen by Esbjerg. Det var kun anden gang, der stod København på den brune billet, som var købt på stationen. De unge spændte mænd havde været så heldige, at de kunne sidde sammen i en rygekupé, som allerede duftede af tobak.
Datoen var den 19. september 1970, og de skulle deltage i det store opgør med den multinationale kapitalisme, som dagen efter skulle samles til årsmøde i Verdensbanken i København. De var unge og venstreorienterede, og de havde hørt, at Vietnamkomiteerne, studenterne, fagforeningerne og venstrefløjen havde indkaldt til demonstrationer mod det, de kaldte imperialismens lakajer. Der var arrangeret protestdemonstrationer i Københavns gader.
De var de jyske bonderøve på togt, og de vidste, at noget stort var på vej. På universiteterne kæmpede de unge mod professorvældet og var ved at få indflydelse i de styrende organer. De studerende havde besat rektor Mogens Fogs kontor, hvor de røg hans cigarer og drak hans portvin. Men han forstod om nogen deres drømme. Han var kommunist og tidligere fremtrædende modstandsmand.
Anderledes var det nok i den del af arbejdsmarkedet, som LO og de store fagforbund organiserede. Tømrerlærlinge, mekanikerlærlinge, murerlærlinge og de ufaglærte. Her var modstanderne ikke rektorer, men arbejdsgivere. Dels dem, der var ansat som direktører og mellemledere. Og dels virksomhedernes ejere. Her dannede de unge lærlinge organisationer og ville have den samme indflydelse på deres egen uddannelse.
De ønskede ikke blot at være billige stikirenddrenge på byggepladser, i metalindustrien eller i gartnerier. De måtte til gengæld kæmpe både mod svendenes konservatisme og hakkeorden og mod arbejdsgiverne, udbytterne, som altid i partiavisen Land og Folk blev fremstillet som flommefede gullaschbaroner med høj hat, jaket og cigar.
Og så var der flipperne, som oplevede, at galar og LSD kun var med til at give drømmene en sky af guitarmusik, peace and love. Og de var den sommer på lejr i Det Ny Samfund i Thy. Med bar røv, bryster, sved, mikromakromad, kærlighed og de vilde spillemænd fra Vestergade i Aarhus med det mærkelige navn Gnags. Og Gasolin fra Kofoeds Skole-kvarteret på Christianshavn.
Her i kupeen på anden klasse i DSB’s bumletog fra Esbjerg til København sad de unge lærlinge og arbejdsløse fra fiskerbyen ved den jyske vestkyst. De havde læst om studenteroprørets gadekampe i Paris to år før, hvor intellektuelle studerende og vrede arbejdere kæmpede mod tåregas og politikæder. I Frankrig skrev man ikke læserbreve. Man gik på gaden og kæmpede og demonstrerede.
Og Leif havde sågar været dernede med sin gymnasiekammerat Bruno lige efter kampene i Paris Sammen med Bruno havde Leif lavet en række både morsomme og markante aktioner i Esbjerg. Bruno var to år ældre og førte an. Han var altid klar til at gå et skridt videre. Det var ham, der havde været julemand, da de lavede en aktion mod forbrugerismen under julehandelen i Esbjerg. Julemanden havde delt balloner ud, og først senere opdagede forældrene, at de små papirlapper på ballonerne var løbesedler imod forbrugersamfundet, Vietnam-krigen (”de skyder både kvinder og børn”) og mod imperialismen.
De havde også været i Algier sammen og besøgt PLO og De Sorte Pantere i eksil. De ville være med til at ændre verden – og de kom fra lille, fredelige Esbjerg, som var blevet landets største fiskerihavn med en stemning af iværksætteri og Klondyke. De mange muligheders by. Leif var søgende. Vidste ikke, hvad han ville efter studentereksamen. Ud i verden? Læse på universitetet? Være rigtig arbejder?
Mulighederne var mange, og der var ingen adgangsbegrænsninger. Helst ville han ændre verden og magtforholdet ved at være revolutionens fortrop i Danmark. Men hvordan blev man det? Leif havde ingen planer om en borgerlig karriere eller materiel status. Han gad heller ikke spilde sit liv på at blive guitarspillende hippie. Dem var der ellers kommet en del af i Esbjerg. De røghash, og nogle tog for sig af de hårde psykedeliske varer og brød fiskernes redningsbåde op på kutterne for at nappe morfinen.
Han havde prøvet at ryge hash, men det sagde ham ikke noget. Finn Ejnar Madsen skulle egentlig hjælpe de udsatte sjæle blandt ungdommen i Esbjerg, men i stedet var han politisk missionær fra hovedstadens venstrefløj og tilskyndede dem til at lave flere aktioner. Helst noget stort, som kunne ramme samfundet i Vestjylland. Hvad med at blokere for Vestkraft og totalt mørklægge Esbjerg? Det ville give et sus i den borgerlige presse.
Men det var for vildt for Leif og hans gymnasiekammerater. Ankommet til København mødtes Leif med Bruno, og de tog sammen med et par kammerater efter aftale hen til Finn Ejnars lejlighed i en baggård på fjerde sal på Fælledvej 11E. Den var spartansk møbleret. Finn Ejnar havde en militær drøm om enkelthed og orden. Og han og kæresten havde ikke mange penge.
De måtte som andre lave bogreoler af tomme træølkasser, og sengen var en madras på gulvet. På væggene hang antiimperialistiske plakater. USA ud af Vietnam. Et billede af Che Guevara og ikoniske, knyttede næver. Lejligheden lå skråt overfor Fælledvejens Politistation. Og de havde travlt. Finn Ejnar havde hentet en dunk benzin på én af Nørrebros benzinpumper. Og noget tyktflydende olie, som skulle blandes i. Og i flaskehalsen en klud, som kunne antændes.
Bomberne blev kaldt molotovcocktails og var opfundet af finske krigere under den store vinterkrig mod Sovjet. Bomben var livsfarlig og kunne antænde en brandeksplosion. Kastet mod en militærtank brugte den ilten i køretøjet, så besætningen blev kvalt til døde. Trioen havde selskab af Finn Ejnars kæreste og folk, som kom og gik for at hente bomber. De havde en masse tomme øl- og sodavandsflasker, benzin, klude som propper og nogle store stormtændstikker.
Her lugtede af benzin, som gav en metallisk smag i munden, når den blandede sig med den spændte forventning. De drak et par bajere. Og masser af kaffe. Finn Ejnar havde forbudt rygning. Det hele skulle nødigt futte af, inden Verdensbankens svin, som de kaldte dem, var samlet i Bella Centret, Det Kongelige Teater, på Fredensborg Slot og Hotel Nimb.
Leif var ivrigt med i snakken. Han var ikke bange for politiet, deres stave, motorcykler og biler. De producerede 20-30 molotovcocktails. Dels til dem selv, dels til andre. Finn Ejnar regnede selv med at tage en halv snes stykker med i en rygsæk til den første demonstration på Kongens Nytorv, når magteliten mødtes til cocktailparty på det festsmykkede Hotel d’Angleterre.
Som én af dem sagde: ”De skal få cocktails, som de aldrig har smagt før.”
Leif flød bare med strømmen. Han havde aldrig brugt våben i de aktioner, de lavede i Esbjerg. De byggede mere på provokation og humor. Og i det her selskab var det den militante Finn Ejnar Madsen, der førte an.
”Svinene er i København” lød det på plakater og løbesedler. Og nu skulle de drives ud af byen.
Hele venstrefløjen gjorde sig klar: Studenterorganisationer, Vietnamkomiteerne, de revolutionære fraktioner af VS og længere ud på venstrefløjen. KAP’erne, KAK’erne, Kommunistisk Arbejdskreds under ledelse af Gotfred Appel, maoisterne, smede fra B&W og andre store arbejdspladser og selvfølgelig de kedelige, fantasiforladte DKP’ere, som prøvede at sætte sig på alt og gøre det til en grå- og brunklædt hær fra Den Kolde Krig.
Danmarks Kommunistiske Parti uddelte løbesedler med ordene ”En fredelig demonstration”. De ville hellere i Folketinget med deres floskler og gammeldags klassesymboler end blive arresteret med brosten og molotovcocktails, tænkte Leif.
Hele verdens øjne hvilede på København. Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og ikke mindst politiet havde brugt to år på at forberede de fem dages besøg af verdens finanstop. Verdensbanken stod for indholdet, Udenrigsministeriet for alle arrangementerne rundt om årsmødet. Middage, festforestillinger i Det Kongelige Teater og et såkaldt ”dameprogram” til de medfølgende hustruer.
Programmet inkluderede et besøg på Kronborg, en pels-opvisning og en porcelænsfabrik. Der forventedes 3000 delegerede fra 115 lande, indlogeret på 30 hoteller, hvor der var reserveret 1550 hotelværelser, de fleste dobbeltværelser. Alene på Hotel Imperial var der reserveret 135 værelser.
Myndighedernes indsats var grundigt forberedt gennem talrige møder med repræsentanter fra alle relevante ministerier, Bella Centret, de 30 hoteller, de delegerede skulle bo på, restauranter, kongehuset, taxaselskaber, lufthavn, politi og efterretningstjeneste. Her blev alle scenarier vendt og drejet. Også de mulige voldelige stordemonstrationer.
Politiet havde nemlig længe før opsnappet forlydender om, at der blev forberedt demonstrationer med angreb på Verdensbankens møder. Derfor havde politiet allerede i god tid tilrettelagt sikkerhedsarbejdet og uddannet de enkelte enheder i korpset. Hver af de centrale skikkelser i Verdensbankmødet skulle beskyttes af agenthold på 10 personer fra PET, døgnet rundt. Og der stod i instruksen, at ordenspolitiet ikke måtte indblandes i opgaven.
En del af frygten samlede sig om de mange studentermedhjælpere, der var blevet ansat i ministerierne. Man frygtede, at aktivisterne dermed ville infiltrere ministerier og styrelser. Udenrigsministeriet udarbejdede sågar et notat om frygten. Der var nemlig meldinger om, at 200 svenske anarkister ville ankomme iført tøj, så de kunne blande sig med demonstranterne.
Deres plan var at sætte ild til Bella Centret, hvor de daglige konferencer skulle holdes, samt at de den 21. september skulle samles på Blågårds Plads, mens de afventede nærmere instruktioner om, hvor de skulle sættes ind i gadekampene. Politiet rapporterede også, at ca. 40 aktivister fra Rotterdam forventedes til Verdensbankmødet, hvor de ville tilslutte sig aktionerne.
Politiets nye modsvar og våben var motorcyklerne. Der var udskrevet fire grupper a 10 motorcykler, som skulle skabe ro og orden og ikke mindst frygt og respekt. De havde øvet sig i at køre ind i folkemængder og opløse demonstrationer og optøjer. De skulle i givet fald være med til at rydde Kongens Nytorv og området ved Tivoli, hvor der skulle spises festmiddag på Nimb.
Stemningen var allerede året før blevet opvarmet, da FE havde aflyttet det københavnske studenterråds telefoner. Den såkaldte Kejsergade-sag. Afsløringen skabte højlydte protester og demonstrationer. Gert Rasmussen havde været med i den flok, der nogle måneder forinden havde arrangeret en demonstration foran Saga Biografen på Vesterbro.
Her skulle krigsfilmen De Grønne Baretter med John Wayne vises. Finn Ejnar Madsen førte an. Han havde en mislykket karriere i militæret bag sig. Faktisk var han under tragiske omstændigheder deserteret og røg i brummen nogle måneder. Finn Ejnar havde overtalt Danske Studerendes Fællesråds formand, Christian S. Nissen, senere generaldirektør i DR, til at han kunne låne nogle stave med små røde faner af rådet.
De lå i en skunk. Han samlede sine folk, stillede dem op i to rækker med fanerne, som var ideelle slagvåben, og med militæriske kommandoer førte han dem gennem Jorcks Passage op gennem Strøget
til Saga Biograferne. Under kommandoen 1-2 1-2 1-2.
Ikke uden humor blev Finn Ejnar Madsen kaldt “Lille Napoleon”. Ved biografen ventede forløberne for rockerne, De Vilde Engle, anført af Bjørn Andersen, i øvrigt bror til harmonikaspilleren Lille Palle. Der udviklede sig et voldeligt slagsmål med flere ofre. Politiet vendte bare ryggen til ud fra devisen: Så kunne de venstreorienterede hankatte lære at styre sig.
Verdensbankens fem dage i København startede med et stort cocktailparty på d’Angleterre. Her skulle de delegerede bydes velkommen af Verdensbankens leder, Robert McNamara. Han var tidligere amerikansk forsvarsminister og dermed symbolet på napalmbombninger af uskyldige kvinder og børn i Vietnam, Laos og Cambodia. McNamara blev udråbt som imperialismens oversvin.
Slagord som: ”Today’s Pig – Tomorrow’s Bacon” blev omdelt og malet på bannere. Der blev pisket en stemning op til et sammenstød mellem et par tusinde demonstranter på Kongens Nytorv mod politikæder og de livsfarlige motorcykler. Da kampene kom i gang, drev motorcyklerne flygtende demonstranter ned ad Strøget og andre sidegader, væk fra hovedscenen Kongens Nytorv.
Demonstranterne svarede igen med molotovcocktails, møtrikker og kartoflermed barberblade. Der blev også hældt solarolie ud, en tyk, klæbrig væske, som værftsarbejdere havde med fra deres arbejdsplads B&W. Den var som brun sæbe, og målet var at få motorcyklerne til at vælte på asfalten, eventuelt hjulpet af et par brosten. Demonstranterne oprettede en kommandocentral i Huset i Magstræde.
Den blev drevet af nogle af folkene fra besættelsen af Hjardemål Kirke i Thy i slutningen af Thylejren. De havde folk ude på gaderne med walkie talkies, så centralen kunne flytte rundt på tropperne efter behov. Ude på pladser, gader og stræder var mange hundrede betjente, heriblandt 426 politielever, som var udskrevet som debutanter, i gadekrig. Robert McNamara, som var aftenens vært, måtte eskorteres
ind på hotellet ad en sidegade på grund af optøjerne.
Da de delegerede mødtes ved 18-tiden, var der allerede gang i demonstrationerne. Da det gik hårdest til, blev politiet beordret til at rydde Kongens Nytorv. Det skete ikke mindst med motorcyklerne, men også med betjente til fods i brede kæder. Demonstranterne havde såmænd også motorcykler. De kom
fra Ballonparken på Amager, et kollegium, som var kendt for at være en koloni for hippier og Nimbus motorcykelentusiaster, langhårede hippier i afghanerpelse.
Nogle af dem kom tilbage til Ballonparken med øjne løbende i vand på grund af tåregassen. Politiets store BMW-motorcykler kom med høj fart, to og to, ned ad gaderne. En magtdemonstration, som fik folk til at flygte i alle retninger, flest ned ad Strøget. Demonstrationsledelsen, som den kaldte sig, havde forud omdelt løbesedler med denne tekst: ”PAS PÅ DEN NYE STRØMERTAKTIK”
De jagter os på deres store motorcykler. Nogle svin på motorcykler kører langsomt frem mod demonstranterne – for så pludselig at sætte fart på og forsøge at køre os ned eller afskære en
mindre gruppe, som så er overladt til de efterfølgende knippelsvingende svins nedslagtning.
På andendagen bød statsminister Hilmar Baunsgaard, leder af VKR-regeringen, de mange delegerede fra hele verden velkommen til årsmødet i Bella Centret i Københavns Nordvestkvarter. Udenfor var der samlet en fredelig demonstration, hvor tusinder gik fra Blågårds Plads ud til Bella Centret. Her var den svenske fredsaktivist Sara Lidman hovedtaler. Så gik det ellers løs igen om aftenen uden for Tivoli, hvor
den danske finansminister Poul Møller var vært ved en middag for de delegerede.
Demonstrationerne var så voldsomme og ude af kontrol, at Tivoli valgte at lukke tidligt på aftenen, så demonstranterne ikke kunne komme ind. Politiet besluttede at afspærre Bernstorffsgade ved Vesterbrogade for at afskære demonstranternes direkte vej til Nimb. En gruppe demonstranter anført af den senere læge og Borger-repræsentationsmedlem i København, Lars Hutters, fandt imidlertid en smutvej bag afspærringen.
Hutters var med i Vietnamkomiteernes ledelse, som havde forberedt sig på konfrontationerne i månedsvis. Hutters og co. smuttede gennem Hovedbanegården og direkte ud til Hotel Nimb. Desværre for dem, under kampråbet Ho-Ho-Ho Chi Minh, hvilket fik politiet til at opdage og angribe dem. Skatteeksperten og senere formand for og stifter af Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Christen Amby, var også med.
Han blev trængt væk sammen med andre demonstranter til bagsiden af Arbejdernes Landsbank. Christen var ved at male et banner, men blev forstyrret af uroen og politiets fremrykning, så han kun nåede at skrive ”Bekæmp Verden…”.
På tredjedagen var der reception på Fredensborg, mens halvdelen af de delegerede var inviteret til festforestilling på Det Kongelige Teater med kongeparret, Frederik d. 9. og Dronning Ingrid som værter. Her dansede balletten først Svanesøen med blandt andre Kirsten Simone samt Den forunderlige mandarin af balletmester Flemming Flindt med ham selv og hustruen Vivi Flindt som solodanser.
Det var det ypperste, Det Kongelige Teaters kompagni kunne præstere. Mens der dansedes på Gammel Scene, mødte politi og demonstranter hinanden på slagmarken på Kongens Nytorv med alt, hvad de havde af tropper og våben. Det gik særdeles hårdt for sig, og situationen var så ophedet, at det blev
besluttet, at Robert McNamara ikke skulle med i teatret.
Festklædte kvinder blev overhældt med rød maling, Vietnam-krigens ofres blod. Igen foretog politiet masseanholdelser og forsøgte at drive demonstranterne bort fra pladsen. På vej i teatret blev den 61-årige rådgiver for Jamaicas regering, Leslie H. Henry, ramt i hovedet af en møtrik. Han blødte fra et sår i hovedbunden og blev kørt til behandling på skadestuen, men vendte senere tilbage til teatret.
Politiet havde et tidsskema over demonstrationernes forløb. Det viste, at der var tale om hårde og voldelige gadekampe i Københavns centrum mellem demonstranter og politi. Og det viste, at demonstranterne havde været velforberedte og havde flyttet sig fra kvarter til kvarter i indre by. Så snart de var kæmpet ned ét sted, poppede der nye aktioner op andre steder. København blev en by i borgerkrigslignende tilstand i nogle timer.
Her er et uddrag af politiets registrering af sammenstød mellem politi og demonstranter:
19.26: Demonstrationstoget, bestående af 350 deltagere, gik ad Strøget mod Kongens Nytorv.
20.01: Sten, benzinbomber og fosforbomber blev kastet mod gæsterne til Det Kongelige Teater.
20.14: Motorcykelpatruljer blev standset af brosten.
20.25: Seks af politiets motorcykler blev punkteret og ødelagt ved Charlottenborg.
20.28: Brønddæksler blev brugt som kasteskyts.
20.30: Demonstranterne byggede barrikader mod Bredgade.
20.31: Demonstranterne blev trængt under kampe op ad Strøget.
20.38: Pladsen foran Det Kongelige Teater blev ryddet for demonstranter.
20.50: Politiet afspærrede alle tilkørselsveje til Kongens Nytorv.
20.53: Aktivister på scootere, bevæbnede med kæppe, kørte mod centrum.
21.06: En såret betjent på Kongens Nytorv blev kørt væk.
21.11: Demonstranter væbnet med sten blev anholdt.
21.15: Motorcykelbetjente ryddede Nikolaj Plads.
21.16: Benzinbomber blev kastet i Sværtegade.
21.39: Politiet stormede Højbro Plads.
22.02: På Nytorv-Gammeltorv blev der kastet brosten mod politiet. To motorcykler brændte, og én blev beskadiget.
22.05: Demonstranterne flygtede ad Strøget mod Rådhus-
pladsen.
22.47: Ruder blev knust på Strøget.
23.15: Brosten blev kastet mod politiet på Amager Torv.
23.20: Byrettens bygning blev forsøgt invaderet af demonstranterne.
23.31: Kongefamilien forlod Det Kongelige Teater.
23.35: Flere demonstranter blev anholdt ved teatret.
01.00: Situationen vendte tilbage til normaltilstand.
Om de afbrændte motorcykler på Nytorv blev der skrevet en særskilt politirapport af politibetjent Jens Graff:
”Da undertegnede omkring kl. 22.30 kørte ad Frederiksberggade fra Rådhuspladsen mod Nytorv på grund af optøjer, blev jeg kort før Nytorv standset af en barrikade. Inden jeg fik standset motorcyklen, blev jeg overdænget med brosten, kastet af demonstranter bag barrikaden. Da motorcyklen blev ramt af en brosten, og luften i øvrigt var fuld af svirrende brosten, så jeg mig nødsaget til at forlade motorcyklen og søge dækning i en forretningsindgang.
Kort efter bemærkede jeg, at min motorcykel samt en anden motorcykel var blevet sat i brand. Jeg anslog antallet af demonstranter på stedet til ca. 200. Det var mig ikke muligt at oplyse om eventuelle gerningsmænd til ildspåsættelsen.”
Der var brand i gaden, brosten i luften, molotovcocktails, stokke og stave, flyvende brønddæksler, blokerende skurvogne og erobrede politimotorcykler i brand. Værten for cocktailpartyet på Hotel d’Angleterre var som nævnt formand Robert McNamara, og inde på hotellet stod et stort personale klar til at modtage gæsterne med drinks og snacks.
Blandt dem var Fie Adamas, som drømte om at starte sit eget eventbureau og blive den første, som kunne skabe store VIP-begivenheder i København. Hun havde skiftet navn et par år før. Hun var nemlig døbt det mere borgerlige navn Anne Grethe Madsen og født i Gentofte, ligesom broderen Finn Ejnar Madsen. Hun vidste, at hendes bror løb rundt på pladsen foran hotellet med molotovcocktails. Og hun var bange.
Hvad nu, hvis en brandbombe ramte gennem glasruden til hotellet og direkte ind på en af de prominente gæster? Eller hvis han ramte hende selv, lillesøsteren? Hun dulmede sit indre raseri mod broderen, mens hun gik og rettede an til den store reception. Leif, Bruno, Finn Ejnar Madsen og 10-15 andre var på vej ned ad Bredgade mod Kongens Nytorv, hvor demonstrationen skulle foregå foran Hotel d’Angleterre.
Klokken var lidt i 15. Humøret var højt. Leif havde et højt adrenalinniveau. Han kunne mærke i luften, at noget stort var i gære. Kongens Nytorv og sidegaderne var fyldt med politi. Til fods, i biler og på motorcykler med den karakteristiske BMW-lyd og en solid bastone under. Nogle i uniform. Andre i civil.
Finn Ejnar havde en sort taske med. Heri lå ni af de molotovcocktails, der omhyggeligt var blevet produceret i Finn Ejnars lejlighed dagen før. Det var første gang, Leif så en molotovcocktail med sin olie-benzinblanding i en almindelig ølflaske. De var lette at lave. Men farlige, når de susede gennem luften. Det var Finn Ejnar, der havde styr på sagen.
Og han så det hele som en krigsscene. Politiet forsvarede svinene med våben, knipler og motorcykler. Demonstranterne var Vietcong, der kæmpede mod imperialismens beskidte hær. Derfor kampråbet Ho-Ho-Ho Chi Minh.
Og hovedarrangøren var Vietnamkomiteerne, der ganske vist ikke ville vide af Finn Ejnar Madsen. Han blev betragtet som en ustyrlig, anarkistisk egoflipper. De havde også nogle store trækæppe som slagvåben med, og flere af dem havde store møtrikker, som kunne bruges som kasteskyts. Og en rød fane på en spinkel stang. Finn Ejnar havde hjelm på.
Da de kom rundt om hjørnet til Kongens Nytorv, så de en lille folkevogn med fire betjente i civil, og de løb straks hen mod dem og overfaldt bilen med slag med træstokkene. Sikken fangst, hvis de kunne pacificere én af politiets civile vogne. De smadrede bagruden på bilen, der holdt uden for den franske ambassade i den dobbeltrettede kørebane og gik rundt om bilen for at rive dørene op og hive betjentene ud.
Politiet beskrev det hele i døgnrapporten, der således også var en reportage inde fra en lille og tætpakket politibil: I deres senere politirapport berettede betjentene, at de måtte holde for rødt lys ved krydset. Og føreren bemærkede nu, at en flok demonstranter, de lige havde passeret ud for hellen ved Kongens Nytorv, var på vej mod vognen. Flokken bestod af cirka 30 mænd og kvinder.
De nærmede sig vognen i løb, og da flokken nåede frem til vognen, blev den omringet, og flere demonstranter begyndte at slå på vognen med deres stave. Der blev slået på vogntaget, hvor der blev frembragt flere buler. Vognens bagrude blev slået ud. Da angrebet efterhånden måtte anses for at være overhængende farligt for dem, trak politibetjentene Juul Andersen og Petersen deres pistoler.
Der blev ikke taget ladegreb. Demonstranterne trak sig omgående tilbage fra vognen. De blev dog stående ved hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade. Blandt de flygtende var Leif, Bruno og Finn Ejnar. Finn Ejnar var ikke ret høj, så han kom hurtigst fra start, men blev indhentet af Leif og Bruno. Finn Ejnar råbte, at de skulle dreje til venstre ned ad Palægade og holde sig langs husfacaderne, så motorcyklerne ikke kunne få fat i dem.
”Løb op i en opgang, hen over tørreloftet og ned i baggården.”
Det gjorde Leif og slap ned i en baggård og gemte sig i en zinkskraldespand med låg. Her blev han i nogle timer, til banen var klar. Bruno satte tempoet ned, havde smidt sin stok, og da han havde rundet Store Kongensgade, gled han ubemærket ned ad Strøget og ud mod Kartoffelrækkerne, hvor han boede. Finn Ejnar og nogle af de andre var mindre heldige. De blev fanget i en opgang, hvor der ikke var en flugtvej over loftet.
Finn Ejnar var desuden blevet genkendt af én af betjentene. Betjent Lock Jensen fulgte derfor efter Finn Ejnar, da han løb ind i en gård i Palægade. Og han opdagede, at Finn Ejnar bar på en kraftig sort mappe, som der stod i politirapporten. Denne viste sig at indeholde ni flasker af forskellige typer, indeholdende en væske, der lugtede af benzin, skrev betjenten.
”Samtlige anholdte blev klokken 15.35 i transport kørt til station nummer 3,” sluttede rapporten. Altså to en halv time før det store cocktailparty, som åbnede fire dages møde.
Finn Ejnar blev senere dømt efter straffelovens paragraf 118: for at hindre offentlige myndigheder i den frie udøvelse af deres virksomhed og forstyrrelse af samfundsordenen. Finn Ejnar Madsen var den af en snes dømte, som fik den længste straf og blev en af de mest omtalte i forbindelse med Verdensbankdemonstrationerne. Så offentligheden kunne få det indtryk, at han var hovedmanden.
Men i virkeligheden var han kun med i måske en times tid. Han fik ikke kastet en eneste af sine molotovcocktails. Og da kampene rasede i tre dage, sad han på Station 3. Da Leif kravlede ud af skraldespanden, tog han tilbage til Esbjerg, noget forskrækket over oplevelsen i Palægade. Bruno luskede tilbage til Kartoffelrækkerne. Ifølge PET’s optegnelser blev der arresteret 101 personer under urolighederne.
Næsten halvdelen af dem mellem 14 og 20 år, mest skoleelever og studerende. Leifs mor Kirsten og stedfar Morten lyttede som regel til den store aftenradioavis. Her fortalte oplæseren om demonstrationerne, som nu var i fuld gang på Kongens Nytorv:
”Søren Jensen kommer lige fra Kongens Nytorv i København, hvor der opstod tumulter under demonstrationerne mod verdensbanken. Mange steder er der i øjeblikket demonstrationer imod verdensbanken, der klokken 18 i dag har begyndt et cocktailparty. Demonstrationerne startede for alvor klokken 16, hvor der blev smidt 3-4 Molotovcocktails mod hotellet.
Politiet trak kniplerne og ryddede gaden, og lige nu venter man på resten af brandfolkenes ankomst. Flere demonstranter er blevet anholdt, blandt andet én, der var i besiddelse af seks Molotovcocktails, som han var klar til at kaste. Nu trak politiet stavene for at opløse demonstrationen. Der blev kastet med sten, og politiet trak stavene, mens demonstranterne blev presset ned mod Det Kongelige Teater.”
Leifs mor og stedfar kiggede bekymrede på hinanden. Bare der ikke var sket Leif noget. Han skulle vist ned og se demonstrationerne. Hvad de ikke kunne vide var, at da sad Leif allerede i toget på vej hjem mod Esbjerg, overvældet af det seneste døgns begivenheder. At de bare havde siddet helt nøgterne og lavet molotovcocktails i Finn Ejnars lejlighed, som var det saftevand, de blandede til én af Esbjerg byfests boder.
Og at de havde marcheret ind på Kongens Nytorv med kæppe og brandbomber i rygsækken. Nu var det hjem til Esbjerg. Som nyslået student, selv om Leif ikke ville have nogen hue. Det accepterede hans mor og stedfar, om end de begge arbejdede på gymnasiet. En stille protest mod borgerskabet. Hvad skulle han lave i Esbjerg? Leif tænkte på at finde sig et arbejde på havnen og måske tage op og snuse til uni-
versitetet i Aarhus.
Allerhelst ville han ud i verden og opleve de politiske spændinger, han kun havde læst om. Han ville ikke ud i verden for at deltage i kampe og ende i en skraldespand. Han ville ud i verden og opleve. Godt nok var Leif ikke nogen Eik Skaløe, som døde et par år før i Indien. De havde begge langt hår og hovedet fyldt af drømme. Men Leif var ikke nogen skjald.
Drømmefabrikken
Drømmefabrikken er historien om en gruppe unge i 1970’erne, der besluttede sig for at gennemføre en socialistisk revolution i Danmark. De slog sig ned i Aalborg, anført af fiskersønnen Leif Balle Müller fra Esbjerg, og søgte sammen med andre revolutionære i veluddannede, hemmelige celler i Aarhus, Odense og København. Bogen er en dokumentarisk fortælling, der giver et unikt blik ind i venstrefløjen og især Kommunistisk Forbund (KF), som gruppen dominerede og brugte til at skole over 1.000 unge mennesker grundigt i de syv år, revolutionsdrømmene levede.
Reimer Bo Christensen har i Drømmefabrikken lavet interviews med op mod 100 af de mennesker, der var mest aktive for at leve drømmene ud. Fælles for dem var, at de voksede op med troen på, at de var udødelige – og at alt, var muligt. De lod sig ikke hæmme af autoriteter, politisk eller på arbejdsmarkedet, og troede på deres drøm om en revolution i Danmark.
Reimer Bo Christensen har skrevet Drømmefabrikken. En fortælling om en gruppe unge der gennemførte en socialistisk revolution i Danmark i 70erne.
Anført af fiskersønnen Leif Balle Müller fra Esbjerg, slog en gruppe unge sig ned i Aalborg. De søgte sammen med andre revolutionære i veluddannede, hemmelige celler i Aarhus, Odense og København.
I Drømmefabrikken får vi et indblik i venstrefløjen og især Kommunistisk Forbund (KF). Reimer Bo Christensen har interviewet 100 af de mennesker der var mest aktive for at leve revolutionsdrømmene ud.
Læs første del af Drømmefabrikken af Reimer Bo Christensen herunder.
Drømmefabrikken
af Reimer Bo Christensen
DEL 1
LEIF OG REVOLUTIONEN
Lad mig dele dine drømme
Lad mig synge med på din sang
Lad mig se i dine øjne
Lad mig drømme natten lang
Tekst af Dan Turéll,
sunget af Jytte Pilloni i Blue Sun
PÅ VEJ TIL KØBENHAVN
Leif elskede at køre i tog. Den rytmiske lyd af skinnernes utallige sammenføjninger. Og svellerne, som han bildte sig ind, at han kunne høre synge. Lyden af at køre mod fjerne horisonter, fremmede folk, sprog og dialekter. Og tænk et slid, da jernbanearbejdere havde anlagt de hundreder af kilometer på tværs af landet. De boede i interimistiske teltlejre, som langsomt blev flyttet foran arbejdsfelterne, vidste Leif.
Han var 19 år og på vej fra Esbjerg til København sammen med en gruppe lærlinge og arbejdsløse fra hans egen by Esbjerg. Det var kun anden gang, der stod København på den brune billet, som var købt på stationen. De unge spændte mænd havde været så heldige, at de kunne sidde sammen i en rygekupé, som allerede duftede af tobak.
Datoen var den 19. september 1970, og de skulle deltage i det store opgør med den multinationale kapitalisme, som dagen efter skulle samles til årsmøde i Verdensbanken i København. De var unge og venstreorienterede, og de havde hørt, at Vietnamkomiteerne, studenterne, fagforeningerne og venstrefløjen havde indkaldt til demonstrationer mod det, de kaldte imperialismens lakajer. Der var arrangeret protestdemonstrationer i Københavns gader.
De var de jyske bonderøve på togt, og de vidste, at noget stort var på vej. På universiteterne kæmpede de unge mod professorvældet og var ved at få indflydelse i de styrende organer. De studerende havde besat rektor Mogens Fogs kontor, hvor de røg hans cigarer og drak hans portvin. Men han forstod om nogen deres drømme. Han var kommunist og tidligere fremtrædende modstandsmand.
Anderledes var det nok i den del af arbejdsmarkedet, som LO og de store fagforbund organiserede. Tømrerlærlinge, mekanikerlærlinge, murerlærlinge og de ufaglærte. Her var modstanderne ikke rektorer, men arbejdsgivere. Dels dem, der var ansat som direktører og mellemledere. Og dels virksomhedernes ejere. Her dannede de unge lærlinge organisationer og ville have den samme indflydelse på deres egen uddannelse.
De ønskede ikke blot at være billige stikirenddrenge på byggepladser, i metalindustrien eller i gartnerier. De måtte til gengæld kæmpe både mod svendenes konservatisme og hakkeorden og mod arbejdsgiverne, udbytterne, som altid i partiavisen Land og Folk blev fremstillet som flommefede gullaschbaroner med høj hat, jaket og cigar.
Og så var der flipperne, som oplevede, at galar og LSD kun var med til at give drømmene en sky af guitarmusik, peace and love. Og de var den sommer på lejr i Det Ny Samfund i Thy. Med bar røv, bryster, sved, mikromakromad, kærlighed og de vilde spillemænd fra Vestergade i Aarhus med det mærkelige navn Gnags. Og Gasolin fra Kofoeds Skole-kvarteret på Christianshavn.
Her i kupeen på anden klasse i DSB’s bumletog fra Esbjerg til København sad de unge lærlinge og arbejdsløse fra fiskerbyen ved den jyske vestkyst. De havde læst om studenteroprørets gadekampe i Paris to år før, hvor intellektuelle studerende og vrede arbejdere kæmpede mod tåregas og politikæder. I Frankrig skrev man ikke læserbreve. Man gik på gaden og kæmpede og demonstrerede.
Og Leif havde sågar været dernede med sin gymnasiekammerat Bruno lige efter kampene i Paris Sammen med Bruno havde Leif lavet en række både morsomme og markante aktioner i Esbjerg. Bruno var to år ældre og førte an. Han var altid klar til at gå et skridt videre. Det var ham, der havde været julemand, da de lavede en aktion mod forbrugerismen under julehandelen i Esbjerg. Julemanden havde delt balloner ud, og først senere opdagede forældrene, at de små papirlapper på ballonerne var løbesedler imod forbrugersamfundet, Vietnam-krigen (”de skyder både kvinder og børn”) og mod imperialismen.
De havde også været i Algier sammen og besøgt PLO og De Sorte Pantere i eksil. De ville være med til at ændre verden – og de kom fra lille, fredelige Esbjerg, som var blevet landets største fiskerihavn med en stemning af iværksætteri og Klondyke. De mange muligheders by. Leif var søgende. Vidste ikke, hvad han ville efter studentereksamen. Ud i verden? Læse på universitetet? Være rigtig arbejder?
Mulighederne var mange, og der var ingen adgangsbegrænsninger. Helst ville han ændre verden og magtforholdet ved at være revolutionens fortrop i Danmark. Men hvordan blev man det? Leif havde ingen planer om en borgerlig karriere eller materiel status. Han gad heller ikke spilde sit liv på at blive guitarspillende hippie. Dem var der ellers kommet en del af i Esbjerg. De røghash, og nogle tog for sig af de hårde psykedeliske varer og brød fiskernes redningsbåde op på kutterne for at nappe morfinen.
Han havde prøvet at ryge hash, men det sagde ham ikke noget. Finn Ejnar Madsen skulle egentlig hjælpe de udsatte sjæle blandt ungdommen i Esbjerg, men i stedet var han politisk missionær fra hovedstadens venstrefløj og tilskyndede dem til at lave flere aktioner. Helst noget stort, som kunne ramme samfundet i Vestjylland. Hvad med at blokere for Vestkraft og totalt mørklægge Esbjerg? Det ville give et sus i den borgerlige presse.
Men det var for vildt for Leif og hans gymnasiekammerater. Ankommet til København mødtes Leif med Bruno, og de tog sammen med et par kammerater efter aftale hen til Finn Ejnars lejlighed i en baggård på fjerde sal på Fælledvej 11E. Den var spartansk møbleret. Finn Ejnar havde en militær drøm om enkelthed og orden. Og han og kæresten havde ikke mange penge.
De måtte som andre lave bogreoler af tomme træølkasser, og sengen var en madras på gulvet. På væggene hang antiimperialistiske plakater. USA ud af Vietnam. Et billede af Che Guevara og ikoniske, knyttede næver. Lejligheden lå skråt overfor Fælledvejens Politistation. Og de havde travlt. Finn Ejnar havde hentet en dunk benzin på én af Nørrebros benzinpumper. Og noget tyktflydende olie, som skulle blandes i. Og i flaskehalsen en klud, som kunne antændes.
Bomberne blev kaldt molotovcocktails og var opfundet af finske krigere under den store vinterkrig mod Sovjet. Bomben var livsfarlig og kunne antænde en brandeksplosion. Kastet mod en militærtank brugte den ilten i køretøjet, så besætningen blev kvalt til døde. Trioen havde selskab af Finn Ejnars kæreste og folk, som kom og gik for at hente bomber. De havde en masse tomme øl- og sodavandsflasker, benzin, klude som propper og nogle store stormtændstikker.
Her lugtede af benzin, som gav en metallisk smag i munden, når den blandede sig med den spændte forventning. De drak et par bajere. Og masser af kaffe. Finn Ejnar havde forbudt rygning. Det hele skulle nødigt futte af, inden Verdensbankens svin, som de kaldte dem, var samlet i Bella Centret, Det Kongelige Teater, på Fredensborg Slot og Hotel Nimb.
Leif var ivrigt med i snakken. Han var ikke bange for politiet, deres stave, motorcykler og biler. De producerede 20-30 molotovcocktails. Dels til dem selv, dels til andre. Finn Ejnar regnede selv med at tage en halv snes stykker med i en rygsæk til den første demonstration på Kongens Nytorv, når magteliten mødtes til cocktailparty på det festsmykkede Hotel d’Angleterre.
Som én af dem sagde: ”De skal få cocktails, som de aldrig har smagt før.”
Leif flød bare med strømmen. Han havde aldrig brugt våben i de aktioner, de lavede i Esbjerg. De byggede mere på provokation og humor. Og i det her selskab var det den militante Finn Ejnar Madsen, der førte an.
”Svinene er i København” lød det på plakater og løbesedler. Og nu skulle de drives ud af byen.
Hele venstrefløjen gjorde sig klar: Studenterorganisationer, Vietnamkomiteerne, de revolutionære fraktioner af VS og længere ud på venstrefløjen. KAP’erne, KAK’erne, Kommunistisk Arbejdskreds under ledelse af Gotfred Appel, maoisterne, smede fra B&W og andre store arbejdspladser og selvfølgelig de kedelige, fantasiforladte DKP’ere, som prøvede at sætte sig på alt og gøre det til en grå- og brunklædt hær fra Den Kolde Krig.
Danmarks Kommunistiske Parti uddelte løbesedler med ordene ”En fredelig demonstration”. De ville hellere i Folketinget med deres floskler og gammeldags klassesymboler end blive arresteret med brosten og molotovcocktails, tænkte Leif.
Hele verdens øjne hvilede på København. Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og ikke mindst politiet havde brugt to år på at forberede de fem dages besøg af verdens finanstop. Verdensbanken stod for indholdet, Udenrigsministeriet for alle arrangementerne rundt om årsmødet. Middage, festforestillinger i Det Kongelige Teater og et såkaldt ”dameprogram” til de medfølgende hustruer.
Programmet inkluderede et besøg på Kronborg, en pels-opvisning og en porcelænsfabrik. Der forventedes 3000 delegerede fra 115 lande, indlogeret på 30 hoteller, hvor der var reserveret 1550 hotelværelser, de fleste dobbeltværelser. Alene på Hotel Imperial var der reserveret 135 værelser.
Myndighedernes indsats var grundigt forberedt gennem talrige møder med repræsentanter fra alle relevante ministerier, Bella Centret, de 30 hoteller, de delegerede skulle bo på, restauranter, kongehuset, taxaselskaber, lufthavn, politi og efterretningstjeneste. Her blev alle scenarier vendt og drejet. Også de mulige voldelige stordemonstrationer.
Politiet havde nemlig længe før opsnappet forlydender om, at der blev forberedt demonstrationer med angreb på Verdensbankens møder. Derfor havde politiet allerede i god tid tilrettelagt sikkerhedsarbejdet og uddannet de enkelte enheder i korpset. Hver af de centrale skikkelser i Verdensbankmødet skulle beskyttes af agenthold på 10 personer fra PET, døgnet rundt. Og der stod i instruksen, at ordenspolitiet ikke måtte indblandes i opgaven.
En del af frygten samlede sig om de mange studentermedhjælpere, der var blevet ansat i ministerierne. Man frygtede, at aktivisterne dermed ville infiltrere ministerier og styrelser. Udenrigsministeriet udarbejdede sågar et notat om frygten. Der var nemlig meldinger om, at 200 svenske anarkister ville ankomme iført tøj, så de kunne blande sig med demonstranterne.
Deres plan var at sætte ild til Bella Centret, hvor de daglige konferencer skulle holdes, samt at de den 21. september skulle samles på Blågårds Plads, mens de afventede nærmere instruktioner om, hvor de skulle sættes ind i gadekampene. Politiet rapporterede også, at ca. 40 aktivister fra Rotterdam forventedes til Verdensbankmødet, hvor de ville tilslutte sig aktionerne.
Politiets nye modsvar og våben var motorcyklerne. Der var udskrevet fire grupper a 10 motorcykler, som skulle skabe ro og orden og ikke mindst frygt og respekt. De havde øvet sig i at køre ind i folkemængder og opløse demonstrationer og optøjer. De skulle i givet fald være med til at rydde Kongens Nytorv og området ved Tivoli, hvor der skulle spises festmiddag på Nimb.
Stemningen var allerede året før blevet opvarmet, da FE havde aflyttet det københavnske studenterråds telefoner. Den såkaldte Kejsergade-sag. Afsløringen skabte højlydte protester og demonstrationer. Gert Rasmussen havde været med i den flok, der nogle måneder forinden havde arrangeret en demonstration foran Saga Biografen på Vesterbro.
Her skulle krigsfilmen De Grønne Baretter med John Wayne vises. Finn Ejnar Madsen førte an. Han havde en mislykket karriere i militæret bag sig. Faktisk var han under tragiske omstændigheder deserteret og røg i brummen nogle måneder. Finn Ejnar havde overtalt Danske Studerendes Fællesråds formand, Christian S. Nissen, senere generaldirektør i DR, til at han kunne låne nogle stave med små røde faner af rådet.
De lå i en skunk. Han samlede sine folk, stillede dem op i to rækker med fanerne, som var ideelle slagvåben, og med militæriske kommandoer førte han dem gennem Jorcks Passage op gennem Strøget
til Saga Biograferne. Under kommandoen 1-2 1-2 1-2.
Ikke uden humor blev Finn Ejnar Madsen kaldt “Lille Napoleon”. Ved biografen ventede forløberne for rockerne, De Vilde Engle, anført af Bjørn Andersen, i øvrigt bror til harmonikaspilleren Lille Palle. Der udviklede sig et voldeligt slagsmål med flere ofre. Politiet vendte bare ryggen til ud fra devisen: Så kunne de venstreorienterede hankatte lære at styre sig.
Verdensbankens fem dage i København startede med et stort cocktailparty på d’Angleterre. Her skulle de delegerede bydes velkommen af Verdensbankens leder, Robert McNamara. Han var tidligere amerikansk forsvarsminister og dermed symbolet på napalmbombninger af uskyldige kvinder og børn i Vietnam, Laos og Cambodia. McNamara blev udråbt som imperialismens oversvin.
Slagord som: ”Today’s Pig – Tomorrow’s Bacon” blev omdelt og malet på bannere. Der blev pisket en stemning op til et sammenstød mellem et par tusinde demonstranter på Kongens Nytorv mod politikæder og de livsfarlige motorcykler. Da kampene kom i gang, drev motorcyklerne flygtende demonstranter ned ad Strøget og andre sidegader, væk fra hovedscenen Kongens Nytorv.
Demonstranterne svarede igen med molotovcocktails, møtrikker og kartoflermed barberblade. Der blev også hældt solarolie ud, en tyk, klæbrig væske, som værftsarbejdere havde med fra deres arbejdsplads B&W. Den var som brun sæbe, og målet var at få motorcyklerne til at vælte på asfalten, eventuelt hjulpet af et par brosten. Demonstranterne oprettede en kommandocentral i Huset i Magstræde.
Den blev drevet af nogle af folkene fra besættelsen af Hjardemål Kirke i Thy i slutningen af Thylejren. De havde folk ude på gaderne med walkie talkies, så centralen kunne flytte rundt på tropperne efter behov. Ude på pladser, gader og stræder var mange hundrede betjente, heriblandt 426 politielever, som var udskrevet som debutanter, i gadekrig. Robert McNamara, som var aftenens vært, måtte eskorteres
ind på hotellet ad en sidegade på grund af optøjerne.
Da de delegerede mødtes ved 18-tiden, var der allerede gang i demonstrationerne. Da det gik hårdest til, blev politiet beordret til at rydde Kongens Nytorv. Det skete ikke mindst med motorcyklerne, men også med betjente til fods i brede kæder. Demonstranterne havde såmænd også motorcykler. De kom
fra Ballonparken på Amager, et kollegium, som var kendt for at være en koloni for hippier og Nimbus motorcykelentusiaster, langhårede hippier i afghanerpelse.
Nogle af dem kom tilbage til Ballonparken med øjne løbende i vand på grund af tåregassen. Politiets store BMW-motorcykler kom med høj fart, to og to, ned ad gaderne. En magtdemonstration, som fik folk til at flygte i alle retninger, flest ned ad Strøget. Demonstrationsledelsen, som den kaldte sig, havde forud omdelt løbesedler med denne tekst: ”PAS PÅ DEN NYE STRØMERTAKTIK”
De jagter os på deres store motorcykler. Nogle svin på motorcykler kører langsomt frem mod demonstranterne – for så pludselig at sætte fart på og forsøge at køre os ned eller afskære en
mindre gruppe, som så er overladt til de efterfølgende knippelsvingende svins nedslagtning.
På andendagen bød statsminister Hilmar Baunsgaard, leder af VKR-regeringen, de mange delegerede fra hele verden velkommen til årsmødet i Bella Centret i Københavns Nordvestkvarter. Udenfor var der samlet en fredelig demonstration, hvor tusinder gik fra Blågårds Plads ud til Bella Centret. Her var den svenske fredsaktivist Sara Lidman hovedtaler. Så gik det ellers løs igen om aftenen uden for Tivoli, hvor
den danske finansminister Poul Møller var vært ved en middag for de delegerede.
Demonstrationerne var så voldsomme og ude af kontrol, at Tivoli valgte at lukke tidligt på aftenen, så demonstranterne ikke kunne komme ind. Politiet besluttede at afspærre Bernstorffsgade ved Vesterbrogade for at afskære demonstranternes direkte vej til Nimb. En gruppe demonstranter anført af den senere læge og Borger-repræsentationsmedlem i København, Lars Hutters, fandt imidlertid en smutvej bag afspærringen.
Hutters var med i Vietnamkomiteernes ledelse, som havde forberedt sig på konfrontationerne i månedsvis. Hutters og co. smuttede gennem Hovedbanegården og direkte ud til Hotel Nimb. Desværre for dem, under kampråbet Ho-Ho-Ho Chi Minh, hvilket fik politiet til at opdage og angribe dem. Skatteeksperten og senere formand for og stifter af Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Christen Amby, var også med.
Han blev trængt væk sammen med andre demonstranter til bagsiden af Arbejdernes Landsbank. Christen var ved at male et banner, men blev forstyrret af uroen og politiets fremrykning, så han kun nåede at skrive ”Bekæmp Verden…”.
På tredjedagen var der reception på Fredensborg, mens halvdelen af de delegerede var inviteret til festforestilling på Det Kongelige Teater med kongeparret, Frederik d. 9. og Dronning Ingrid som værter. Her dansede balletten først Svanesøen med blandt andre Kirsten Simone samt Den forunderlige mandarin af balletmester Flemming Flindt med ham selv og hustruen Vivi Flindt som solodanser.
Det var det ypperste, Det Kongelige Teaters kompagni kunne præstere. Mens der dansedes på Gammel Scene, mødte politi og demonstranter hinanden på slagmarken på Kongens Nytorv med alt, hvad de havde af tropper og våben. Det gik særdeles hårdt for sig, og situationen var så ophedet, at det blev
besluttet, at Robert McNamara ikke skulle med i teatret.
Festklædte kvinder blev overhældt med rød maling, Vietnam-krigens ofres blod. Igen foretog politiet masseanholdelser og forsøgte at drive demonstranterne bort fra pladsen. På vej i teatret blev den 61-årige rådgiver for Jamaicas regering, Leslie H. Henry, ramt i hovedet af en møtrik. Han blødte fra et sår i hovedbunden og blev kørt til behandling på skadestuen, men vendte senere tilbage til teatret.
Politiet havde et tidsskema over demonstrationernes forløb. Det viste, at der var tale om hårde og voldelige gadekampe i Københavns centrum mellem demonstranter og politi. Og det viste, at demonstranterne havde været velforberedte og havde flyttet sig fra kvarter til kvarter i indre by. Så snart de var kæmpet ned ét sted, poppede der nye aktioner op andre steder. København blev en by i borgerkrigslignende tilstand i nogle timer.
Her er et uddrag af politiets registrering af sammenstød mellem politi og demonstranter:
19.26: Demonstrationstoget, bestående af 350 deltagere, gik ad Strøget mod Kongens Nytorv.
20.01: Sten, benzinbomber og fosforbomber blev kastet mod gæsterne til Det Kongelige Teater.
20.14: Motorcykelpatruljer blev standset af brosten.
20.25: Seks af politiets motorcykler blev punkteret og ødelagt ved Charlottenborg.
20.28: Brønddæksler blev brugt som kasteskyts.
20.30: Demonstranterne byggede barrikader mod Bredgade.
20.31: Demonstranterne blev trængt under kampe op ad Strøget.
20.38: Pladsen foran Det Kongelige Teater blev ryddet for demonstranter.
20.50: Politiet afspærrede alle tilkørselsveje til Kongens Nytorv.
20.53: Aktivister på scootere, bevæbnede med kæppe, kørte mod centrum.
21.06: En såret betjent på Kongens Nytorv blev kørt væk.
21.11: Demonstranter væbnet med sten blev anholdt.
21.15: Motorcykelbetjente ryddede Nikolaj Plads.
21.16: Benzinbomber blev kastet i Sværtegade.
21.39: Politiet stormede Højbro Plads.
22.02: På Nytorv-Gammeltorv blev der kastet brosten mod politiet. To motorcykler brændte, og én blev beskadiget.
22.05: Demonstranterne flygtede ad Strøget mod Rådhus-
pladsen.
22.47: Ruder blev knust på Strøget.
23.15: Brosten blev kastet mod politiet på Amager Torv.
23.20: Byrettens bygning blev forsøgt invaderet af demonstranterne.
23.31: Kongefamilien forlod Det Kongelige Teater.
23.35: Flere demonstranter blev anholdt ved teatret.
01.00: Situationen vendte tilbage til normaltilstand.
Om de afbrændte motorcykler på Nytorv blev der skrevet en særskilt politirapport af politibetjent Jens Graff:
”Da undertegnede omkring kl. 22.30 kørte ad Frederiksberggade fra Rådhuspladsen mod Nytorv på grund af optøjer, blev jeg kort før Nytorv standset af en barrikade. Inden jeg fik standset motorcyklen, blev jeg overdænget med brosten, kastet af demonstranter bag barrikaden. Da motorcyklen blev ramt af en brosten, og luften i øvrigt var fuld af svirrende brosten, så jeg mig nødsaget til at forlade motorcyklen og søge dækning i en forretningsindgang.
Kort efter bemærkede jeg, at min motorcykel samt en anden motorcykel var blevet sat i brand. Jeg anslog antallet af demonstranter på stedet til ca. 200. Det var mig ikke muligt at oplyse om eventuelle gerningsmænd til ildspåsættelsen.”
Der var brand i gaden, brosten i luften, molotovcocktails, stokke og stave, flyvende brønddæksler, blokerende skurvogne og erobrede politimotorcykler i brand. Værten for cocktailpartyet på Hotel d’Angleterre var som nævnt formand Robert McNamara, og inde på hotellet stod et stort personale klar til at modtage gæsterne med drinks og snacks.
Blandt dem var Fie Adamas, som drømte om at starte sit eget eventbureau og blive den første, som kunne skabe store VIP-begivenheder i København. Hun havde skiftet navn et par år før. Hun var nemlig døbt det mere borgerlige navn Anne Grethe Madsen og født i Gentofte, ligesom broderen Finn Ejnar Madsen. Hun vidste, at hendes bror løb rundt på pladsen foran hotellet med molotovcocktails. Og hun var bange.
Hvad nu, hvis en brandbombe ramte gennem glasruden til hotellet og direkte ind på en af de prominente gæster? Eller hvis han ramte hende selv, lillesøsteren? Hun dulmede sit indre raseri mod broderen, mens hun gik og rettede an til den store reception. Leif, Bruno, Finn Ejnar Madsen og 10-15 andre var på vej ned ad Bredgade mod Kongens Nytorv, hvor demonstrationen skulle foregå foran Hotel d’Angleterre.
Klokken var lidt i 15. Humøret var højt. Leif havde et højt adrenalinniveau. Han kunne mærke i luften, at noget stort var i gære. Kongens Nytorv og sidegaderne var fyldt med politi. Til fods, i biler og på motorcykler med den karakteristiske BMW-lyd og en solid bastone under. Nogle i uniform. Andre i civil.
Finn Ejnar havde en sort taske med. Heri lå ni af de molotovcocktails, der omhyggeligt var blevet produceret i Finn Ejnars lejlighed dagen før. Det var første gang, Leif så en molotovcocktail med sin olie-benzinblanding i en almindelig ølflaske. De var lette at lave. Men farlige, når de susede gennem luften. Det var Finn Ejnar, der havde styr på sagen.
Og han så det hele som en krigsscene. Politiet forsvarede svinene med våben, knipler og motorcykler. Demonstranterne var Vietcong, der kæmpede mod imperialismens beskidte hær. Derfor kampråbet Ho-Ho-Ho Chi Minh.
Og hovedarrangøren var Vietnamkomiteerne, der ganske vist ikke ville vide af Finn Ejnar Madsen. Han blev betragtet som en ustyrlig, anarkistisk egoflipper. De havde også nogle store trækæppe som slagvåben med, og flere af dem havde store møtrikker, som kunne bruges som kasteskyts. Og en rød fane på en spinkel stang. Finn Ejnar havde hjelm på.
Da de kom rundt om hjørnet til Kongens Nytorv, så de en lille folkevogn med fire betjente i civil, og de løb straks hen mod dem og overfaldt bilen med slag med træstokkene. Sikken fangst, hvis de kunne pacificere én af politiets civile vogne. De smadrede bagruden på bilen, der holdt uden for den franske ambassade i den dobbeltrettede kørebane og gik rundt om bilen for at rive dørene op og hive betjentene ud.
Politiet beskrev det hele i døgnrapporten, der således også var en reportage inde fra en lille og tætpakket politibil: I deres senere politirapport berettede betjentene, at de måtte holde for rødt lys ved krydset. Og føreren bemærkede nu, at en flok demonstranter, de lige havde passeret ud for hellen ved Kongens Nytorv, var på vej mod vognen. Flokken bestod af cirka 30 mænd og kvinder.
De nærmede sig vognen i løb, og da flokken nåede frem til vognen, blev den omringet, og flere demonstranter begyndte at slå på vognen med deres stave. Der blev slået på vogntaget, hvor der blev frembragt flere buler. Vognens bagrude blev slået ud. Da angrebet efterhånden måtte anses for at være overhængende farligt for dem, trak politibetjentene Juul Andersen og Petersen deres pistoler.
Der blev ikke taget ladegreb. Demonstranterne trak sig omgående tilbage fra vognen. De blev dog stående ved hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade. Blandt de flygtende var Leif, Bruno og Finn Ejnar. Finn Ejnar var ikke ret høj, så han kom hurtigst fra start, men blev indhentet af Leif og Bruno. Finn Ejnar råbte, at de skulle dreje til venstre ned ad Palægade og holde sig langs husfacaderne, så motorcyklerne ikke kunne få fat i dem.
”Løb op i en opgang, hen over tørreloftet og ned i baggården.”
Det gjorde Leif og slap ned i en baggård og gemte sig i en zinkskraldespand med låg. Her blev han i nogle timer, til banen var klar. Bruno satte tempoet ned, havde smidt sin stok, og da han havde rundet Store Kongensgade, gled han ubemærket ned ad Strøget og ud mod Kartoffelrækkerne, hvor han boede. Finn Ejnar og nogle af de andre var mindre heldige. De blev fanget i en opgang, hvor der ikke var en flugtvej over loftet.
Finn Ejnar var desuden blevet genkendt af én af betjentene. Betjent Lock Jensen fulgte derfor efter Finn Ejnar, da han løb ind i en gård i Palægade. Og han opdagede, at Finn Ejnar bar på en kraftig sort mappe, som der stod i politirapporten. Denne viste sig at indeholde ni flasker af forskellige typer, indeholdende en væske, der lugtede af benzin, skrev betjenten.
”Samtlige anholdte blev klokken 15.35 i transport kørt til station nummer 3,” sluttede rapporten. Altså to en halv time før det store cocktailparty, som åbnede fire dages møde.
Finn Ejnar blev senere dømt efter straffelovens paragraf 118: for at hindre offentlige myndigheder i den frie udøvelse af deres virksomhed og forstyrrelse af samfundsordenen. Finn Ejnar Madsen var den af en snes dømte, som fik den længste straf og blev en af de mest omtalte i forbindelse med Verdensbankdemonstrationerne. Så offentligheden kunne få det indtryk, at han var hovedmanden.
Men i virkeligheden var han kun med i måske en times tid. Han fik ikke kastet en eneste af sine molotovcocktails. Og da kampene rasede i tre dage, sad han på Station 3. Da Leif kravlede ud af skraldespanden, tog han tilbage til Esbjerg, noget forskrækket over oplevelsen i Palægade. Bruno luskede tilbage til Kartoffelrækkerne. Ifølge PET’s optegnelser blev der arresteret 101 personer under urolighederne.
Næsten halvdelen af dem mellem 14 og 20 år, mest skoleelever og studerende. Leifs mor Kirsten og stedfar Morten lyttede som regel til den store aftenradioavis. Her fortalte oplæseren om demonstrationerne, som nu var i fuld gang på Kongens Nytorv:
”Søren Jensen kommer lige fra Kongens Nytorv i København, hvor der opstod tumulter under demonstrationerne mod verdensbanken. Mange steder er der i øjeblikket demonstrationer imod verdensbanken, der klokken 18 i dag har begyndt et cocktailparty. Demonstrationerne startede for alvor klokken 16, hvor der blev smidt 3-4 Molotovcocktails mod hotellet.
Politiet trak kniplerne og ryddede gaden, og lige nu venter man på resten af brandfolkenes ankomst. Flere demonstranter er blevet anholdt, blandt andet én, der var i besiddelse af seks Molotovcocktails, som han var klar til at kaste. Nu trak politiet stavene for at opløse demonstrationen. Der blev kastet med sten, og politiet trak stavene, mens demonstranterne blev presset ned mod Det Kongelige Teater.”
Leifs mor og stedfar kiggede bekymrede på hinanden. Bare der ikke var sket Leif noget. Han skulle vist ned og se demonstrationerne. Hvad de ikke kunne vide var, at da sad Leif allerede i toget på vej hjem mod Esbjerg, overvældet af det seneste døgns begivenheder. At de bare havde siddet helt nøgterne og lavet molotovcocktails i Finn Ejnars lejlighed, som var det saftevand, de blandede til én af Esbjerg byfests boder.
Og at de havde marcheret ind på Kongens Nytorv med kæppe og brandbomber i rygsækken. Nu var det hjem til Esbjerg. Som nyslået student, selv om Leif ikke ville have nogen hue. Det accepterede hans mor og stedfar, om end de begge arbejdede på gymnasiet. En stille protest mod borgerskabet. Hvad skulle han lave i Esbjerg? Leif tænkte på at finde sig et arbejde på havnen og måske tage op og snuse til uni-
versitetet i Aarhus.
Allerhelst ville han ud i verden og opleve de politiske spændinger, han kun havde læst om. Han ville ikke ud i verden for at deltage i kampe og ende i en skraldespand. Han ville ud i verden og opleve. Godt nok var Leif ikke nogen Eik Skaløe, som døde et par år før i Indien. De havde begge langt hår og hovedet fyldt af drømme. Men Leif var ikke nogen skjald.
Drømmefabrikken
Drømmefabrikken er historien om en gruppe unge i 1970’erne, der besluttede sig for at gennemføre en socialistisk revolution i Danmark. De slog sig ned i Aalborg, anført af fiskersønnen Leif Balle Müller fra Esbjerg, og søgte sammen med andre revolutionære i veluddannede, hemmelige celler i Aarhus, Odense og København. Bogen er en dokumentarisk fortælling, der giver et unikt blik ind i venstrefløjen og især Kommunistisk Forbund (KF), som gruppen dominerede og brugte til at skole over 1.000 unge mennesker grundigt i de syv år, revolutionsdrømmene levede.
Reimer Bo Christensen har i Drømmefabrikken lavet interviews med op mod 100 af de mennesker, der var mest aktive for at leve drømmene ud. Fælles for dem var, at de voksede op med troen på, at de var udødelige – og at alt, var muligt. De lod sig ikke hæmme af autoriteter, politisk eller på arbejdsmarkedet, og troede på deres drøm om en revolution i Danmark.
Du kan købe Drømmefabrikken online hos f.eks. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du læse mere om Reimer Bo Christensens Drømmefabrikken? Læs et interview med Reimer Bo Christensen her.
Andre læste også: