I Dræbende drage, Angrende hund skal politiefterforskeren Eddie Feber opklare flere mystiske drab.
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en bolig i nærheden finder man en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er gået helt galt.
Efterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.
Dræbende drage, Angrende hund er andet bind i serien om Eddie Feber. Første bog udkom på dansk i 2024 og hedder Natteløberen. Bogen kan også læses uafhængigt af Natteløberen.
Læs første del af Dræbende drage, Angrende hund herunder.
Dræbende drage, Angrende hund
af Karin Fossum
Sover du, Ellinor?
Nej, jeg sover ikke. Hendes sko klaprer så frygteligt, når hun går, jeg bliver vanvittig af det.
Det gør jeg også, hvad synes du, vi skal gøre?
Jeg synes, vi skal slå hende hårdt i hovedet med en jernstang og lægge hende i trillebøren og køre hende hen til kødfabrikken og stoppe hende i den store kværn, så hun kommer ud i tynde strimler. Så laver vi en kæmpestor kødbolle af hende og triller hende ud i skoven, så alle de vilde dyr kan komme og æde hende.
Ræven og rådyret og grævlingen vil komme, og måske også nogle sultne løse hunde, og når de alle sammen er mætte, kommer kragerne og hakker resterne i sig.
Skal vi gøre det med det samme?
Nej, vi må vente, til det bliver nat, Aksel, når alle sover.
I nat, Ellinor, når det er mørkt og stille, og ingen kan se os.
Det faldt ham aldrig ind. At hans første spæde forsøg på protest, en forsigtig bemærkning, han lod falde under middagen, sagt med skrækblandet fryd, ungdommeligt gåpåmod og sprukken stemme, ville vælte al den tryghed, han havde, omkuld.
Alt det, han troede på og tog som en selvfølge, forældrenes velvilje og ønske om at beskytte ham, en begivenhed, der ville præge ham i årene, der fulgte, en voldsom skam, som han stadig bar på i en alder af fyrre. Begivenheden havde påvirket hans stemme, der fra den dag blev presset ned i et undskyldende leje, den havde påvirket blikket, som var undvigende, og kroppen, der havde en luskende gangart som hos en tyv.
Beruset som han var af dette nye, at han ikke længere var et barn, men en teenager, der havde gennem-skuet de voksnes verden, deres løgne, deres hang til overdrivelser og deres magtmisbrug, og som endelig, i en alder af tretten, satte sig for at afsløre dem. Første juledag. Klar himmel og tør kulde. Kalkun i flødesovs med rosenkål og syltede Victoriablommer fra haven.
Moren gav sig til at tale om efterkrigsårene og alt det, de måtte klare sig uden, for at påpege, at han og søsteren levede i overflod. De skulle mærke i hver en mundfuld, at de var nogle heldige børn, nærmest i en helt særlig position i forhold til børn andre steder på kloden. Kalkunkødet, det hvide, magre, med det gyldne, sprødstegte skind, voksede i hans mund. Han vidste, at det var det, hun ville, han skulle tvinges til ydmyghed.
Hun ville tage retten til betydning og indflydelse fra ham, sådan at hun og faren fremstod som selv-følgelige autoriteter. Hun nærede en dyb frygt for fremtiden, en tid, hvor sønnen ville vokse hende over hovedet og blive grov i munden, en, som så ned på hende og kunne afsløre hendes svage punkter. Aksel sad med en bid kalkun på gaflen, da moren kom med oplysningen om de nøjsomme år. Han lod gaflen falde.
Hvad var det da, I manglede? spurgte han frejdigt. I boede jo på en bondegård, både du og far, med køer og høns og æg og mælk og kød, og jeg ved ikke hvad. Og der var vel heller ingen, som lå i buskene og skød efter jer.
Og så, rungende stilhed. I det samme gik det i al sin grusomhed op for ham, hvad han havde begivet sig ud i, og stilheden skræmte ham fra vid og sans. Han så ingen anden udvej end at fortsætte sin respektløse svada med en stemme, som var begyndt at pibe, for han var i den alder, og for at dække over det satte han mere trumf på.
Bøf og koteletter, galede han, og æbler fra haven og hindbær fra buskene. Folk i byen havde jo ingenting.
Mere ildevarslende stilhed. Kvækkende smed han sit sidste kort.
I manglede vel kun kaffeplanter, tænker jeg. Faren, der var ti år ældre end moren, og som aldrig ytrede sig om noget som helst, som var så fåmælt, at de knap nok kendte hans stemme som andet end en utydelig mumlen, når han blev tvunget til at komme med en udtalelse, forvandlede sig for øjnene af ham.
Stemmen dirrede af raseri med en hidtil ukendt kraft, da han fældede sin dom over sønnen.
Krigen, siger du! Du ved ikke en skid om krigen. Du ved ikke en skid om, hvad vi havde, eller hvem der lå i buskene og skød, din lille forkælede møgunge!
Vinduesruderne klirrede. Eller måske var det farens gebis, og vandet i kanden bølgede af den hadefulde strøm af ord. Ord, der dryppede af nedladenhed og foragt. Efter nogle åndeløse sekunder gik han igen til angreb.
Så du vil måske gerne i krig? Du er jo slap som en vatnisse.
Han var tydeligvis inspireret af juledekorationen på bordet, som Ellinor havde lavet af en tom toiletrulle med vat og rødt crepepapir. Og svadaen fortsatte. En tale om krigens terror, så velformuleret, at man skulle tro, han havde forfattet den engang for længe siden og bare havde ventet på den rette anledning til at fremføre den. Så var det pludselig overstået. Uhyret trak sig tilbage i farens krop, det sorte i øjnene forsvandt, og han gumlede maden i sig med sit klirrende gebis.
Ansigtet var igen det samme velkendte, udtryksløst og hårdt som sten. Aksel indså netop da, i det øjeblik ordene faldt, at han og søsteren Ellinor altid havde levet på nåde, altid havde spist på nåde, og at denne anklagende mand ved bordet var den virkelige far. Han havde ventet på en chance, havde ligget på bunden af en sump, nu var han kommet op til overfladen.
Og ingen mennesker var det, de udgav sig for at være, alle havde et indre uhyre, og hvis han ikke var forsigtig i sin omgang med dem, ville monsteret stige op fra dybet i dem alle. December med hvide snedriver. Søsteren Ellinor sad tavs ved bordet med hænderne i skødet, bleg som sneen udenfor. Hun var kun otte år, da hun holdt op med at spise. Man kunne ikke sige om Aksel Adelson, at han var særlig hårdkogt, men han var heller ikke noget bløddyr.
En meter og syvogfirs, grå i tindingerne og blond på toppen og slet ikke værst at se på, men selv havde han ingen anelse om, hvem han var, eller hvordan han så ud. Han havde brede hofter af en mand at være, to smukke, buede spina iliaca var skjult under tøjet. Knæene var runde som knoldselleri, fødderne var smalle bagerst ved hælen og bredte sig ud i en vifteform som fødderne på en and. Disse ting havde han efter faren Annar.
Volvoen brummede, da han kørte gennem bebyggelsen. Han kørte meget forsigtigt, der var altid nogle unger ved vejen, der ikke var for kloge. I det hvide hus på højre hånd boede der engang en familie fra Finnmark.
En smuk sommerdag omkring sankthans var faren gået amok med en kødkniv og havde jagtet konen og sønnen rundt i huset fra rum til rum og op og ned ad trapper, så møblerne væltede, og porcelænet gik i stykker, mens han brølede i et afsindigt raseri, og de, der boede i det brune hus ved siden af, hørte spektaklet gennem åbne vinduer og ringede til politiet.
Man sagde, at manden stak kniven i konens lår, mens hun stod presset ind mod køkkenbordet, og at spidsen trængte så dybt ind i lårbensknoglen, at den ikke var til at rokke, så galningen fandt en ny kniv i skuffen og ville stikke den i maven på hende, ind i det bløde væv, men det lykkedes hende at vende sig med siden til. Knivbladet ramte ingen vitale organer.
Smerten må være meget stærk, tænkte Aksel, når den ikke kan lindres på andre måder end ved at flytte den over på en anden. Gøre den synlig for hele verden, se, her er den! I dette menneske, som skriger. Manden fra Finnmark var brudt ud af sit indelukke for derefter at ende i et andet indelukke på otte kvadratmeter. Måske var der alligevel en frihed i det. Ingen forventer noget af en knivdesperado, der ligger på en briks med hænderne under hovedet.
Sønnen i huset havde ikke turdet gribe ind. Han var tretten år, ligesom Aksel var, da han såede tvivl om forældrenes troværdighed, og stærk var han vist heller ikke. Han forlod sin blødende mor og flygtede ud i skoven, og resten af livet måtte han leve med skammen over, at han ikke lagde sig imellem. Monsteret var kommet op til overfladen. Aksel tænkte på disse ting, mens han kørte.
På sin egen skam, der havde ligget længe og gæret, og som i løbet af et langt liv var blevet til noget andet, noget stærkt og berusende, som han nippede til i det skjulte. En flammende, rødmende skam blev synlig i kinderne, når han tænkte på episoden ved middagsbordet. Den sad fast i ham. Faren, som han og søsteren kaldte for Alvoren, var død og begravet.
Ondsindede celler havde rottet sig sammen, var vandret fra prostatakirtlen og hele vejen op til hjernen, hvor de formerede sig som sindssyge og klumpede sig sammen til en svulst, der fik faren til at lalle uforståeligt som en drukkenbolt og desuden græde en hel del, da han lå på det sidste. Hver gang siden, når Aksel sad i morens stue med en syrlig replik på læben, trak han den i sig i sidste øjeblik.
Hun ville svare ved at minde ham om kalkunmiddagen eller komme med en velkendt replik: Hvis din far havde hørt dig nu.
Han tænkte på disse ting, mens han kørte, og på billederne, han havde af sig selv: Hvis nogen skar ham op, når han var død, ville de ikke finde andet end vat. Måske havde faren også haft en hemmelig drøm om at stikke en kniv i en eller anden, for i det korte øjeblik ved bordet havde Aksel fået et glimt af en farlig mand. Faren havde for resten altid haft noget kællingeagtigt over sig. Tynd og langlemmet med bløde, skødesløse bevægelser.
Ansigtet var uden mimik, kun den dystre alvor. Tror du, livet er for sjov, knægt?
Moren var mandhaftig, højrøstet og skråsikker. Ansigtet renskuret og uden farve, kroppen uden duft, øjnene uden glans, kun den stramme permanent med stive krøller. Farens latter havde han knap nok hørt, morens latter var høj og gjaldende og blev altid fulgt af et forlegent smil, fordi hun havde været så løssluppen.
Der var huset, som tilhørte Arvid med arrene efter forbrændingerne, der var Gøran og Lisbeths gule hus, og så var der huset, hvor moren boede, der hvor han og Ellinor voksede op. Husmuren kom til syne mellem træerne, ildevarslende rød, og han kørte ind til siden for at se det på afstand. Huset så tilforladeligt ud, som det lå der mellem store træer, smukt og velholdt med en frodig have, æbler og blommer, roser og stauder og en stor terrasse med fliser.
Men det var om sommeren. Nu faldt der nogle tørre snefnug, han kunne se dem gennem forruden. Nej, tænkte han, de falder ikke, de hopper og danser. Nogle fløj sidelæns, nogle landede stille på jorden, andre ville op i himlen igen, ligesom hans tanker og følelser, der altid hoppede og dansede og aldrig lagde sig til rette i en vished om noget sikkert eller i en følelse, som varede i længere tid. Aksel var en flygtig mand.
Der var en svag bevægelse i luften, og fnuggene var viljeløse som han selv og overladt til vindpustene. Den grimme sandhed om mig kommer aldrig frem, tænkte han, men den begynder at veje lidt. Tidligt i oktober og tidligt med sne. Han sad en stund med hænderne på rattet og betragtede det røde hus på afstand, mens tankerne føg som snefnuggene, ned mod jorden, sidelæns og op mod himlen. Han befandt sig godt i bilen. Indkapslet, utilgængelig og beskyttet.
I bilen var det let at ændre retning, vælge en anden vej, et andet mål, eller bare tage hjem igen, hvis han havde kunnet. Han var sikker på, at moren stod ved vinduet og spejdede efter ham, han var en smule for sent på den. Helt med vilje og med en følelse af magt, som han nød i nogle fattige minutter, mens tiden hakkede løs på hende.
Sådan at hun mærkede angsten for, at sønnen ikke overholdt den aftale, de havde, at han måske slet ikke kom, at han aldrig mere ville komme, for der kom ingen andre. Han så tydeligt ansigtet for sig, rynket og blegt og med et mærkeligt udtryk, som man ikke kunne sige røbede ængstelse eller glæde, håb eller forventning, det var bare et tomt ansigt. Hun tænkte måske, jeg er ikke ung mere, og jeg er syg.
Jeg kan dø når som helst. Jeg vil ikke kende nogen sandhed, ikke høre nogen anklager om, hvor jeg har fejlet, hvor har jeg egentlig fejlet, jeg forstår det ikke. Men der er noget, som trækker vejret i rummet, når jeg går her alene, et væsen, der forsøger at fortælle mig et eller andet, som prøver at trække mig i retning af erkendelsen. Men hvad skal erkendelse være godt for, den fører ikke til andet end fortvivlelse.
Sådan tænkte hun måske, mens hun stod der i vinduet og ventede. Aksel kørte det sidste stykke, svingede ind foran skiffertrappen og slukkede motoren. Så forsvandt han i et voldsomt sug.
Som at sidde ved bredden af Saltstraumen og fiske småsej og betragte bådene, der ville ind gennem sundet og blev liggende og drejede rundt som papirbåde uden styring, som at kaste snøren og se, at flåddet forsvandt, at det blev trukket nedad mod dybet af tidevandets hvislende kraft, så stærkt, at det var som at få en kæmpefisk på krogen. Hun trak ham ned.
I tankerne, stadig siddende i bilen, satte han fingeren på dørklokken, hørte den kimende lyd inde i huset, og han så moren for sig komme stavrende med korte skridt.
Åh! ville hun sige, er det dig?
Selvom de havde en aftale. Han skulle hugge brænde for hende, og klokkeslættet var de enige om. Alligevel ville hun stå i den åbne dør og se overrasket ud som for at antyde, at hun var et travlt menneske og havde vigtige ting at gøre og derfor helt havde glemt, at sønnen skulle komme. Han trådte hen over gruset med lange skridt og satte fingeren på dørklokken. Det raslede i låsen.
Åh! sagde hun, er det dig?
Han fulgte efter hende ind, huset lugtede af tobaksrøg.
Ja, nu er det virkelig på tide, at jeg får noget brænde ind, sagde hun.
En anklage, følte han, fordi han ikke var kommet før. Hun fortsatte og var allerede længere fremme på sporet end ham.
Der er jo noget særligt ved at fyre med brænde, det er en helt speciel varme, når det knitrer og dufter af birkebrænde, og gnisterne fyger. Det er synd, at du ikke har brændefyring i din lejlighed, det ville du kunne spare mange penge ved. Nu tørrer du vel støv af dine ovne? Hvis der lægger sig meget støv, kan det begynde at brænde. Vi tager vel en kop kaffe først, jeg har lidt på kanden. Har du hørt noget fra Ellinor?
Jeg hører aldrig et ord, hun har ikke været her længe.
Hun snakkede uden at se på ham. Stemmen var stærk og uomgængelig uden melodi, der var ikke plads til nuancer. Han sank ned i en lænestol, mens hun skramlede med porcelænet ude i køkkenet. Han kunne have sagt så meget om søsteren Ellinor, for eksempel en enkel sandhed.
Hun kan ikke lide dig. Hun har aldrig kunnet lide dig. Hun kommer aldrig til at kunne lide dig.
Han blik søgte hen til væggen med fotografierne, gamle billeder med et blåligt skær, som fik alle til at se sygeligt anæmiske ud. Han selv i et alt for stort sæt tøj og søsteren i en lyserød kjole. Nogle billeder fra en tur på ski og moren som brud med slør og myrtekrans, faren stram og alvorlig i sort habit. Han så på barometeret, som faren havde fået i gave af sine kolleger, da han fyldte halvtreds, det var på størrelse med en middagstallerken og havde en smuk ramme af nøddetræ.
Han havde haft for vane hver aften efter nyhederne at stille sig op foran det fine instrument og banke tre gange på glasset for at se, om pilen pegede nedad mod lavtryk eller opad mod højtryk. Der var noget meget andægtigt ved hele situationen, måske den gav faren en følelse af kontrol. Han havde kortlagt den kommende dag, hvordan luftmasserneville flytte sig, varme og kolde fronter over Europa, det gjaldt om at være på forkant.
Moren kom gående med kaffen. Satte kopperne på bordet og rettede på dem, så de stod rigtigt. Skænkede op til ham fra den gamle termokande, som engang var faldet på gulvet, så hanken brækkede. Faren havde repareret den med sekundlim, og sådan havde hun sparet flere hundrede kroner, som hun sagde med triumf i stemmen. Det var altid godt at have sparet nogle kroner.
At spare penge var hendes største talent og hendes store fryd. Ødselhed er en uskik. Vi ved aldrig, hvilke prøvelser der ligger foran os, det er klogt at have noget i baghånden. Og så et blik på ham, skarpt som glasskår, for at minde ham om krigen. Aksel havde så ofte tænkt, som barn og senere i årenes løb, at han måtte kunne finde kærlighed i morens blik. Se den som et mildt lys, mærke den som en blødhed i kroppen, fornemme den som en varme i stemmen, at han var elsket.
At han var blevet holdt og beskyttet og løftet mod lyset, at han var tryg i fare. At han kunne bade i al denne kærlighed og føle sig rig og spare et overskud sammen til de prøvelser, der ville komme, som hun altid snakkede så meget om. Han havde ledt gennem hele barndommen og opvæksten og i årene, der fulgte, ledt efter anerkendelse og forsikringen om, at han var noget værd.
Men morens blik var altid vurderende, bevægelserne var hårde og kantede, og stemmen var skarp. For hvis hun slappede af og sænkede skuldrene og stillede sig åben, så kunne nogen gå til angreb.
Altså, sagde hun og så på Aksel med øjne uden kærlighedens lys og med en stemme uden varme.
Har du hørt det sidste nye? Det har du sikkert ikke, for der har ikke stået noget om det i aviserne, det er blevet dysset ned alt sammen. Men jeg hørte det, da jeg var i butikken, fra hende der står ved kød-disken. Det var om ham den yngste af Østergårds, som du var så meget sammen med, da du var yngre, I rejste jo på interrail sammen ned igennem Europa, kan jeg huske, Grækenland og alt muligt, jeg ved snart ikke, hvor I ikke var henne.
Leffe? sagde han spørgende.
Leffe? gentog hun dumt. Var det det, han blev kaldt? Ja, ikke at Leif er så meget bedre for at sige det sådan, lidt slapt synes jeg nok, lidt karakterløst. Men altså, Leif Østergård. Kan du huske hans forældre? Du rendte jo meget oppe på den gård, da du var knægt, husker du Anders og Eldbjørg?
Han nikkede bekræftende. Han huskede, at Anders, Leffes far, altid sagde sit navn med et tydeligt D, sådan som man gjorde det i Sverige. Han huskede Eldbjørg, lys og mild, hendes ansigt i det åbne køkkenvindue og den varme stemme.
Nu må I være søde, drenge, ellers kommer jeg og tager jer!
Friheden oppe på Østergård, hvor han og Leffe fik lov at stå ude på gårdspladsen og skyde med luftgevær på tomme mælkekartoner, selvom de bare var nogle små møgunger, det var hans barndoms paradis. Anders og Eldbjørg tog sig ikke af alt det, der måske kunne ske, ryger der et øje, så ryger der et øje, her tager vi ikke sorgerne på forskud, livet er en leg.
Hvad er der med Leffe? spurgte han nervøst.
Moren så triumferende på ham. Det skete næsten aldrig, at hun havde noget at fortælle, som Aksel ikke allerede vidste, han arbejdede på lokalavisen.
Vidste du, at Anders og Eldbjørg Østergård har fødselsdag den samme dag?
Nej.
Men det har de altså. Virkelig underligt.
Hun tog sig god tid. Hun suttede på sensationen som på et bolsje, hun tog en tår af kaffen, satte koppen tilbage på underkoppen, flyttede den nogle centimeter til højre som for at sige, at her er alting i orden.
Men det har de altså, gentog hun, de har fødselsdag samme dag. Og så fejrer de altid begge dagene samtidig, for så sparer de jo nogle kroner på det. Og den tyvende september fyldte de firs begge to, så da gav de den virkelig gas og inviterede alle, der kunne krybe og gå. Ikke at jeg blev inviteret, men det havde jeg heller ikke ventet, jeg møder dem kun i butikken af og til, og så hilser vi bare.
Hun drak af kaffen. Satte koppen på underkoppen og skubbede den et par centimeter længere ind på bordet.
Der er vist vældig god plads i stuehuset på Østergård, har jeg hørt, ja, det ved du vel, når du har været der så mange gange, de har tre stuer.
Ja, sagde han. Og stuerne ligger i forlængelse af hinanden som vognene på et tog. Men Leffe og jeg var altid i dagligstuen, og den er ikke ret stor. Der lå en kat i hver eneste stol, kan jeg huske, og hunden plejede at ligge foran brændeovnen. Kadaveret, sagde han og smilede ved tanken.
Moren foldede hænderne i skødet og glattede forklædet. Så de dækkede op i alle tre stuer, sagde hun. I den fine stue, som ligger inderst, står der vist et flygel, har jeg hørt, kan du huske det flygel?
Aksel nikkede. Anders plejede at spille en melodi, når han var i humør til det, sagde han og så den stærke gårdejer for sig i grøn kedeldragt fra landbrugsforretningen Felleskjøpet siddende på klaver-bænken og vuggende i takt med tonerne, mens han spillede ”Am Strande”.
Men altså, de skulle holde fest, sagde moren helt uden at se på ham, for så kunne hun komme videre ligesom en skuespiller på scenen. Hun ville ikke have nogen afbrydelser fra publikum.
Og maden bestilte de fra et cateringfirma, og vi snakker snitter til fyrre mennesker og salater og dessert.
Aksel lyttede nervøst. Han så på morens hænder, der lå foldet i skødet, tørre, hårde arbejdshænder. Hænder, der havde skuret og skrubbet, som aldrig kunne finde ud af at omstille sig fra den brune belægning i bunden af toilettet til en blød barnekind.
Og de pyntede sig efter alle kunstens regler, sagde hun, og flere af gæsterne ankom i bunad, de er nu engang bønder, jeg er sikker på, at det raslede af brocher og bælter. Og gårdspladsen var fuld af parkerede biler, og der var fakler hele vejen op. Og da alle havde afleveret deres gaver og stod der med et glas i hånden, og de ikke ventede flere gæster, så kørte en stor kassebil ind på gårdspladsen.
Det var maden, som kom fra cateringen. Og den blev båret ind i køkkenet på store plastikfade, og Eldbjørg fordelte fadene på bordene. Moren så på Aksel med et blik, der sagde, nu skal du høre efter!
Men så kom der endnu en bil.
Hun flyttede på kaffekoppen igen, rykkede sig lidt i stolen og glattede forklædet.
Det var præsten. I mørkt jakkesæt. Og jeg kan godt fortælle dig, at han ikke kom for at sige tillykke.
Aksel mærkede et sug i maven. Han havde kendt Leffe i årevis, havde festet sammen med ham og rejst på interrail, og sommetider havde de stjålet noget i butikken, eller de havde drænet Anders Østergårds barskab og fyldt flaskerne op med vand, hvilket medførte, at Anders med et bredt grin havde truet med at trække neglene af dem.
Javel? sagde han.
Leif Østergård er død, sagde hun. Og tog en tår af kaffen og trak koppen til sig igen.
Dræbende drage, Angrende hund
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en lille bolig tæt derpå findes en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er løbet af sporet.
Politiefterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.
Dræbende drage, Angrende hund er andet bind i den norske krimidronning Karin Fossums nye psykologiske spændingsserie om efterforskeren Eddie Feber.
I Dræbende drage, Angrende hund skal politiefterforskeren Eddie Feber opklare flere mystiske drab.
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en bolig i nærheden finder man en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er gået helt galt.
Efterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.
Dræbende drage, Angrende hund er andet bind i serien om Eddie Feber. Første bog udkom på dansk i 2024 og hedder Natteløberen. Bogen kan også læses uafhængigt af Natteløberen.
Læs første del af Dræbende drage, Angrende hund herunder.
Dræbende drage, Angrende hund
af Karin Fossum
Sover du, Ellinor?
Nej, jeg sover ikke. Hendes sko klaprer så frygteligt, når hun går, jeg bliver vanvittig af det.
Det gør jeg også, hvad synes du, vi skal gøre?
Jeg synes, vi skal slå hende hårdt i hovedet med en jernstang og lægge hende i trillebøren og køre hende hen til kødfabrikken og stoppe hende i den store kværn, så hun kommer ud i tynde strimler. Så laver vi en kæmpestor kødbolle af hende og triller hende ud i skoven, så alle de vilde dyr kan komme og æde hende.
Ræven og rådyret og grævlingen vil komme, og måske også nogle sultne løse hunde, og når de alle sammen er mætte, kommer kragerne og hakker resterne i sig.
Skal vi gøre det med det samme?
Nej, vi må vente, til det bliver nat, Aksel, når alle sover.
I nat, Ellinor, når det er mørkt og stille, og ingen kan se os.
Det faldt ham aldrig ind. At hans første spæde forsøg på protest, en forsigtig bemærkning, han lod falde under middagen, sagt med skrækblandet fryd, ungdommeligt gåpåmod og sprukken stemme, ville vælte al den tryghed, han havde, omkuld.
Alt det, han troede på og tog som en selvfølge, forældrenes velvilje og ønske om at beskytte ham, en begivenhed, der ville præge ham i årene, der fulgte, en voldsom skam, som han stadig bar på i en alder af fyrre. Begivenheden havde påvirket hans stemme, der fra den dag blev presset ned i et undskyldende leje, den havde påvirket blikket, som var undvigende, og kroppen, der havde en luskende gangart som hos en tyv.
Beruset som han var af dette nye, at han ikke længere var et barn, men en teenager, der havde gennem-skuet de voksnes verden, deres løgne, deres hang til overdrivelser og deres magtmisbrug, og som endelig, i en alder af tretten, satte sig for at afsløre dem. Første juledag. Klar himmel og tør kulde. Kalkun i flødesovs med rosenkål og syltede Victoriablommer fra haven.
Moren gav sig til at tale om efterkrigsårene og alt det, de måtte klare sig uden, for at påpege, at han og søsteren levede i overflod. De skulle mærke i hver en mundfuld, at de var nogle heldige børn, nærmest i en helt særlig position i forhold til børn andre steder på kloden. Kalkunkødet, det hvide, magre, med det gyldne, sprødstegte skind, voksede i hans mund. Han vidste, at det var det, hun ville, han skulle tvinges til ydmyghed.
Hun ville tage retten til betydning og indflydelse fra ham, sådan at hun og faren fremstod som selv-følgelige autoriteter. Hun nærede en dyb frygt for fremtiden, en tid, hvor sønnen ville vokse hende over hovedet og blive grov i munden, en, som så ned på hende og kunne afsløre hendes svage punkter. Aksel sad med en bid kalkun på gaflen, da moren kom med oplysningen om de nøjsomme år. Han lod gaflen falde.
Hvad var det da, I manglede? spurgte han frejdigt. I boede jo på en bondegård, både du og far, med køer og høns og æg og mælk og kød, og jeg ved ikke hvad. Og der var vel heller ingen, som lå i buskene og skød efter jer.
Og så, rungende stilhed. I det samme gik det i al sin grusomhed op for ham, hvad han havde begivet sig ud i, og stilheden skræmte ham fra vid og sans. Han så ingen anden udvej end at fortsætte sin respektløse svada med en stemme, som var begyndt at pibe, for han var i den alder, og for at dække over det satte han mere trumf på.
Bøf og koteletter, galede han, og æbler fra haven og hindbær fra buskene. Folk i byen havde jo ingenting.
Mere ildevarslende stilhed. Kvækkende smed han sit sidste kort.
I manglede vel kun kaffeplanter, tænker jeg. Faren, der var ti år ældre end moren, og som aldrig ytrede sig om noget som helst, som var så fåmælt, at de knap nok kendte hans stemme som andet end en utydelig mumlen, når han blev tvunget til at komme med en udtalelse, forvandlede sig for øjnene af ham.
Stemmen dirrede af raseri med en hidtil ukendt kraft, da han fældede sin dom over sønnen.
Krigen, siger du! Du ved ikke en skid om krigen. Du ved ikke en skid om, hvad vi havde, eller hvem der lå i buskene og skød, din lille forkælede møgunge!
Vinduesruderne klirrede. Eller måske var det farens gebis, og vandet i kanden bølgede af den hadefulde strøm af ord. Ord, der dryppede af nedladenhed og foragt. Efter nogle åndeløse sekunder gik han igen til angreb.
Så du vil måske gerne i krig? Du er jo slap som en vatnisse.
Han var tydeligvis inspireret af juledekorationen på bordet, som Ellinor havde lavet af en tom toiletrulle med vat og rødt crepepapir. Og svadaen fortsatte. En tale om krigens terror, så velformuleret, at man skulle tro, han havde forfattet den engang for længe siden og bare havde ventet på den rette anledning til at fremføre den. Så var det pludselig overstået. Uhyret trak sig tilbage i farens krop, det sorte i øjnene forsvandt, og han gumlede maden i sig med sit klirrende gebis.
Ansigtet var igen det samme velkendte, udtryksløst og hårdt som sten. Aksel indså netop da, i det øjeblik ordene faldt, at han og søsteren Ellinor altid havde levet på nåde, altid havde spist på nåde, og at denne anklagende mand ved bordet var den virkelige far. Han havde ventet på en chance, havde ligget på bunden af en sump, nu var han kommet op til overfladen.
Og ingen mennesker var det, de udgav sig for at være, alle havde et indre uhyre, og hvis han ikke var forsigtig i sin omgang med dem, ville monsteret stige op fra dybet i dem alle. December med hvide snedriver. Søsteren Ellinor sad tavs ved bordet med hænderne i skødet, bleg som sneen udenfor. Hun var kun otte år, da hun holdt op med at spise. Man kunne ikke sige om Aksel Adelson, at han var særlig hårdkogt, men han var heller ikke noget bløddyr.
En meter og syvogfirs, grå i tindingerne og blond på toppen og slet ikke værst at se på, men selv havde han ingen anelse om, hvem han var, eller hvordan han så ud. Han havde brede hofter af en mand at være, to smukke, buede spina iliaca var skjult under tøjet. Knæene var runde som knoldselleri, fødderne var smalle bagerst ved hælen og bredte sig ud i en vifteform som fødderne på en and. Disse ting havde han efter faren Annar.
Volvoen brummede, da han kørte gennem bebyggelsen. Han kørte meget forsigtigt, der var altid nogle unger ved vejen, der ikke var for kloge. I det hvide hus på højre hånd boede der engang en familie fra Finnmark.
En smuk sommerdag omkring sankthans var faren gået amok med en kødkniv og havde jagtet konen og sønnen rundt i huset fra rum til rum og op og ned ad trapper, så møblerne væltede, og porcelænet gik i stykker, mens han brølede i et afsindigt raseri, og de, der boede i det brune hus ved siden af, hørte spektaklet gennem åbne vinduer og ringede til politiet.
Man sagde, at manden stak kniven i konens lår, mens hun stod presset ind mod køkkenbordet, og at spidsen trængte så dybt ind i lårbensknoglen, at den ikke var til at rokke, så galningen fandt en ny kniv i skuffen og ville stikke den i maven på hende, ind i det bløde væv, men det lykkedes hende at vende sig med siden til. Knivbladet ramte ingen vitale organer.
Smerten må være meget stærk, tænkte Aksel, når den ikke kan lindres på andre måder end ved at flytte den over på en anden. Gøre den synlig for hele verden, se, her er den! I dette menneske, som skriger. Manden fra Finnmark var brudt ud af sit indelukke for derefter at ende i et andet indelukke på otte kvadratmeter. Måske var der alligevel en frihed i det. Ingen forventer noget af en knivdesperado, der ligger på en briks med hænderne under hovedet.
Sønnen i huset havde ikke turdet gribe ind. Han var tretten år, ligesom Aksel var, da han såede tvivl om forældrenes troværdighed, og stærk var han vist heller ikke. Han forlod sin blødende mor og flygtede ud i skoven, og resten af livet måtte han leve med skammen over, at han ikke lagde sig imellem. Monsteret var kommet op til overfladen. Aksel tænkte på disse ting, mens han kørte.
På sin egen skam, der havde ligget længe og gæret, og som i løbet af et langt liv var blevet til noget andet, noget stærkt og berusende, som han nippede til i det skjulte. En flammende, rødmende skam blev synlig i kinderne, når han tænkte på episoden ved middagsbordet. Den sad fast i ham. Faren, som han og søsteren kaldte for Alvoren, var død og begravet.
Ondsindede celler havde rottet sig sammen, var vandret fra prostatakirtlen og hele vejen op til hjernen, hvor de formerede sig som sindssyge og klumpede sig sammen til en svulst, der fik faren til at lalle uforståeligt som en drukkenbolt og desuden græde en hel del, da han lå på det sidste. Hver gang siden, når Aksel sad i morens stue med en syrlig replik på læben, trak han den i sig i sidste øjeblik.
Hun ville svare ved at minde ham om kalkunmiddagen eller komme med en velkendt replik: Hvis din far havde hørt dig nu.
Han tænkte på disse ting, mens han kørte, og på billederne, han havde af sig selv: Hvis nogen skar ham op, når han var død, ville de ikke finde andet end vat. Måske havde faren også haft en hemmelig drøm om at stikke en kniv i en eller anden, for i det korte øjeblik ved bordet havde Aksel fået et glimt af en farlig mand. Faren havde for resten altid haft noget kællingeagtigt over sig. Tynd og langlemmet med bløde, skødesløse bevægelser.
Ansigtet var uden mimik, kun den dystre alvor. Tror du, livet er for sjov, knægt?
Moren var mandhaftig, højrøstet og skråsikker. Ansigtet renskuret og uden farve, kroppen uden duft, øjnene uden glans, kun den stramme permanent med stive krøller. Farens latter havde han knap nok hørt, morens latter var høj og gjaldende og blev altid fulgt af et forlegent smil, fordi hun havde været så løssluppen.
Der var huset, som tilhørte Arvid med arrene efter forbrændingerne, der var Gøran og Lisbeths gule hus, og så var der huset, hvor moren boede, der hvor han og Ellinor voksede op. Husmuren kom til syne mellem træerne, ildevarslende rød, og han kørte ind til siden for at se det på afstand. Huset så tilforladeligt ud, som det lå der mellem store træer, smukt og velholdt med en frodig have, æbler og blommer, roser og stauder og en stor terrasse med fliser.
Men det var om sommeren. Nu faldt der nogle tørre snefnug, han kunne se dem gennem forruden. Nej, tænkte han, de falder ikke, de hopper og danser. Nogle fløj sidelæns, nogle landede stille på jorden, andre ville op i himlen igen, ligesom hans tanker og følelser, der altid hoppede og dansede og aldrig lagde sig til rette i en vished om noget sikkert eller i en følelse, som varede i længere tid. Aksel var en flygtig mand.
Der var en svag bevægelse i luften, og fnuggene var viljeløse som han selv og overladt til vindpustene. Den grimme sandhed om mig kommer aldrig frem, tænkte han, men den begynder at veje lidt. Tidligt i oktober og tidligt med sne. Han sad en stund med hænderne på rattet og betragtede det røde hus på afstand, mens tankerne føg som snefnuggene, ned mod jorden, sidelæns og op mod himlen. Han befandt sig godt i bilen. Indkapslet, utilgængelig og beskyttet.
I bilen var det let at ændre retning, vælge en anden vej, et andet mål, eller bare tage hjem igen, hvis han havde kunnet. Han var sikker på, at moren stod ved vinduet og spejdede efter ham, han var en smule for sent på den. Helt med vilje og med en følelse af magt, som han nød i nogle fattige minutter, mens tiden hakkede løs på hende.
Sådan at hun mærkede angsten for, at sønnen ikke overholdt den aftale, de havde, at han måske slet ikke kom, at han aldrig mere ville komme, for der kom ingen andre. Han så tydeligt ansigtet for sig, rynket og blegt og med et mærkeligt udtryk, som man ikke kunne sige røbede ængstelse eller glæde, håb eller forventning, det var bare et tomt ansigt. Hun tænkte måske, jeg er ikke ung mere, og jeg er syg.
Jeg kan dø når som helst. Jeg vil ikke kende nogen sandhed, ikke høre nogen anklager om, hvor jeg har fejlet, hvor har jeg egentlig fejlet, jeg forstår det ikke. Men der er noget, som trækker vejret i rummet, når jeg går her alene, et væsen, der forsøger at fortælle mig et eller andet, som prøver at trække mig i retning af erkendelsen. Men hvad skal erkendelse være godt for, den fører ikke til andet end fortvivlelse.
Sådan tænkte hun måske, mens hun stod der i vinduet og ventede. Aksel kørte det sidste stykke, svingede ind foran skiffertrappen og slukkede motoren. Så forsvandt han i et voldsomt sug.
Som at sidde ved bredden af Saltstraumen og fiske småsej og betragte bådene, der ville ind gennem sundet og blev liggende og drejede rundt som papirbåde uden styring, som at kaste snøren og se, at flåddet forsvandt, at det blev trukket nedad mod dybet af tidevandets hvislende kraft, så stærkt, at det var som at få en kæmpefisk på krogen. Hun trak ham ned.
I tankerne, stadig siddende i bilen, satte han fingeren på dørklokken, hørte den kimende lyd inde i huset, og han så moren for sig komme stavrende med korte skridt.
Åh! ville hun sige, er det dig?
Selvom de havde en aftale. Han skulle hugge brænde for hende, og klokkeslættet var de enige om. Alligevel ville hun stå i den åbne dør og se overrasket ud som for at antyde, at hun var et travlt menneske og havde vigtige ting at gøre og derfor helt havde glemt, at sønnen skulle komme. Han trådte hen over gruset med lange skridt og satte fingeren på dørklokken. Det raslede i låsen.
Åh! sagde hun, er det dig?
Han fulgte efter hende ind, huset lugtede af tobaksrøg.
Ja, nu er det virkelig på tide, at jeg får noget brænde ind, sagde hun.
En anklage, følte han, fordi han ikke var kommet før. Hun fortsatte og var allerede længere fremme på sporet end ham.
Der er jo noget særligt ved at fyre med brænde, det er en helt speciel varme, når det knitrer og dufter af birkebrænde, og gnisterne fyger. Det er synd, at du ikke har brændefyring i din lejlighed, det ville du kunne spare mange penge ved. Nu tørrer du vel støv af dine ovne? Hvis der lægger sig meget støv, kan det begynde at brænde. Vi tager vel en kop kaffe først, jeg har lidt på kanden. Har du hørt noget fra Ellinor?
Jeg hører aldrig et ord, hun har ikke været her længe.
Hun snakkede uden at se på ham. Stemmen var stærk og uomgængelig uden melodi, der var ikke plads til nuancer. Han sank ned i en lænestol, mens hun skramlede med porcelænet ude i køkkenet. Han kunne have sagt så meget om søsteren Ellinor, for eksempel en enkel sandhed.
Hun kan ikke lide dig. Hun har aldrig kunnet lide dig. Hun kommer aldrig til at kunne lide dig.
Han blik søgte hen til væggen med fotografierne, gamle billeder med et blåligt skær, som fik alle til at se sygeligt anæmiske ud. Han selv i et alt for stort sæt tøj og søsteren i en lyserød kjole. Nogle billeder fra en tur på ski og moren som brud med slør og myrtekrans, faren stram og alvorlig i sort habit. Han så på barometeret, som faren havde fået i gave af sine kolleger, da han fyldte halvtreds, det var på størrelse med en middagstallerken og havde en smuk ramme af nøddetræ.
Han havde haft for vane hver aften efter nyhederne at stille sig op foran det fine instrument og banke tre gange på glasset for at se, om pilen pegede nedad mod lavtryk eller opad mod højtryk. Der var noget meget andægtigt ved hele situationen, måske den gav faren en følelse af kontrol. Han havde kortlagt den kommende dag, hvordan luftmasserneville flytte sig, varme og kolde fronter over Europa, det gjaldt om at være på forkant.
Moren kom gående med kaffen. Satte kopperne på bordet og rettede på dem, så de stod rigtigt. Skænkede op til ham fra den gamle termokande, som engang var faldet på gulvet, så hanken brækkede. Faren havde repareret den med sekundlim, og sådan havde hun sparet flere hundrede kroner, som hun sagde med triumf i stemmen. Det var altid godt at have sparet nogle kroner.
At spare penge var hendes største talent og hendes store fryd. Ødselhed er en uskik. Vi ved aldrig, hvilke prøvelser der ligger foran os, det er klogt at have noget i baghånden. Og så et blik på ham, skarpt som glasskår, for at minde ham om krigen. Aksel havde så ofte tænkt, som barn og senere i årenes løb, at han måtte kunne finde kærlighed i morens blik. Se den som et mildt lys, mærke den som en blødhed i kroppen, fornemme den som en varme i stemmen, at han var elsket.
At han var blevet holdt og beskyttet og løftet mod lyset, at han var tryg i fare. At han kunne bade i al denne kærlighed og føle sig rig og spare et overskud sammen til de prøvelser, der ville komme, som hun altid snakkede så meget om. Han havde ledt gennem hele barndommen og opvæksten og i årene, der fulgte, ledt efter anerkendelse og forsikringen om, at han var noget værd.
Men morens blik var altid vurderende, bevægelserne var hårde og kantede, og stemmen var skarp. For hvis hun slappede af og sænkede skuldrene og stillede sig åben, så kunne nogen gå til angreb.
Altså, sagde hun og så på Aksel med øjne uden kærlighedens lys og med en stemme uden varme.
Har du hørt det sidste nye? Det har du sikkert ikke, for der har ikke stået noget om det i aviserne, det er blevet dysset ned alt sammen. Men jeg hørte det, da jeg var i butikken, fra hende der står ved kød-disken. Det var om ham den yngste af Østergårds, som du var så meget sammen med, da du var yngre, I rejste jo på interrail sammen ned igennem Europa, kan jeg huske, Grækenland og alt muligt, jeg ved snart ikke, hvor I ikke var henne.
Leffe? sagde han spørgende.
Leffe? gentog hun dumt. Var det det, han blev kaldt? Ja, ikke at Leif er så meget bedre for at sige det sådan, lidt slapt synes jeg nok, lidt karakterløst. Men altså, Leif Østergård. Kan du huske hans forældre? Du rendte jo meget oppe på den gård, da du var knægt, husker du Anders og Eldbjørg?
Han nikkede bekræftende. Han huskede, at Anders, Leffes far, altid sagde sit navn med et tydeligt D, sådan som man gjorde det i Sverige. Han huskede Eldbjørg, lys og mild, hendes ansigt i det åbne køkkenvindue og den varme stemme.
Nu må I være søde, drenge, ellers kommer jeg og tager jer!
Friheden oppe på Østergård, hvor han og Leffe fik lov at stå ude på gårdspladsen og skyde med luftgevær på tomme mælkekartoner, selvom de bare var nogle små møgunger, det var hans barndoms paradis. Anders og Eldbjørg tog sig ikke af alt det, der måske kunne ske, ryger der et øje, så ryger der et øje, her tager vi ikke sorgerne på forskud, livet er en leg.
Hvad er der med Leffe? spurgte han nervøst.
Moren så triumferende på ham. Det skete næsten aldrig, at hun havde noget at fortælle, som Aksel ikke allerede vidste, han arbejdede på lokalavisen.
Vidste du, at Anders og Eldbjørg Østergård har fødselsdag den samme dag?
Nej.
Men det har de altså. Virkelig underligt.
Hun tog sig god tid. Hun suttede på sensationen som på et bolsje, hun tog en tår af kaffen, satte koppen tilbage på underkoppen, flyttede den nogle centimeter til højre som for at sige, at her er alting i orden.
Men det har de altså, gentog hun, de har fødselsdag samme dag. Og så fejrer de altid begge dagene samtidig, for så sparer de jo nogle kroner på det. Og den tyvende september fyldte de firs begge to, så da gav de den virkelig gas og inviterede alle, der kunne krybe og gå. Ikke at jeg blev inviteret, men det havde jeg heller ikke ventet, jeg møder dem kun i butikken af og til, og så hilser vi bare.
Hun drak af kaffen. Satte koppen på underkoppen og skubbede den et par centimeter længere ind på bordet.
Der er vist vældig god plads i stuehuset på Østergård, har jeg hørt, ja, det ved du vel, når du har været der så mange gange, de har tre stuer.
Ja, sagde han. Og stuerne ligger i forlængelse af hinanden som vognene på et tog. Men Leffe og jeg var altid i dagligstuen, og den er ikke ret stor. Der lå en kat i hver eneste stol, kan jeg huske, og hunden plejede at ligge foran brændeovnen. Kadaveret, sagde han og smilede ved tanken.
Moren foldede hænderne i skødet og glattede forklædet. Så de dækkede op i alle tre stuer, sagde hun. I den fine stue, som ligger inderst, står der vist et flygel, har jeg hørt, kan du huske det flygel?
Aksel nikkede. Anders plejede at spille en melodi, når han var i humør til det, sagde han og så den stærke gårdejer for sig i grøn kedeldragt fra landbrugsforretningen Felleskjøpet siddende på klaver-bænken og vuggende i takt med tonerne, mens han spillede ”Am Strande”.
Men altså, de skulle holde fest, sagde moren helt uden at se på ham, for så kunne hun komme videre ligesom en skuespiller på scenen. Hun ville ikke have nogen afbrydelser fra publikum.
Og maden bestilte de fra et cateringfirma, og vi snakker snitter til fyrre mennesker og salater og dessert.
Aksel lyttede nervøst. Han så på morens hænder, der lå foldet i skødet, tørre, hårde arbejdshænder. Hænder, der havde skuret og skrubbet, som aldrig kunne finde ud af at omstille sig fra den brune belægning i bunden af toilettet til en blød barnekind.
Og de pyntede sig efter alle kunstens regler, sagde hun, og flere af gæsterne ankom i bunad, de er nu engang bønder, jeg er sikker på, at det raslede af brocher og bælter. Og gårdspladsen var fuld af parkerede biler, og der var fakler hele vejen op. Og da alle havde afleveret deres gaver og stod der med et glas i hånden, og de ikke ventede flere gæster, så kørte en stor kassebil ind på gårdspladsen.
Det var maden, som kom fra cateringen. Og den blev båret ind i køkkenet på store plastikfade, og Eldbjørg fordelte fadene på bordene. Moren så på Aksel med et blik, der sagde, nu skal du høre efter!
Men så kom der endnu en bil.
Hun flyttede på kaffekoppen igen, rykkede sig lidt i stolen og glattede forklædet.
Det var præsten. I mørkt jakkesæt. Og jeg kan godt fortælle dig, at han ikke kom for at sige tillykke.
Aksel mærkede et sug i maven. Han havde kendt Leffe i årevis, havde festet sammen med ham og rejst på interrail, og sommetider havde de stjålet noget i butikken, eller de havde drænet Anders Østergårds barskab og fyldt flaskerne op med vand, hvilket medførte, at Anders med et bredt grin havde truet med at trække neglene af dem.
Javel? sagde han.
Leif Østergård er død, sagde hun. Og tog en tår af kaffen og trak koppen til sig igen.
Dræbende drage, Angrende hund
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en lille bolig tæt derpå findes en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er løbet af sporet.
Politiefterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.
Dræbende drage, Angrende hund er andet bind i den norske krimidronning Karin Fossums nye psykologiske spændingsserie om efterforskeren Eddie Feber.
Du kan købe Dræbende drage, Angrende hund online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghande.
Vild med spændingsromaner og krimier? Udforsk vores liste med 10 krimier du ikke må snyde dig selv for lige her.
Andre læste også: