Sarah Engell er mest kendt for sine anmelderroste og prisvindende romaner til unge. Nu er hun klar med spændingsromanen Dødens fugle til voksne.
I Dødens fugle har en gruppe danskere bygget deres eget lille idylliske samfund på en ø i Kattegat. De er selvforsynende, og fastlandets stress og kaos er ikke til at finde på øen. Men ø-paradiset smuldrer, da en familie findes brutalt myrdet, deres teenagepige forsvinder sporløst, og ildevarslende beskeder begynder at dukke op.
Den tidligere vicekriminalkommisær Anna forsøger at opklare den grusomme sag og finde morderen. Hun frygter at hendes egen teenagedatter bliver det næste offer.
Vil du vide mere om Sarah Engell og hendes forfatterskab? Læs en Q&A med Sarah Engell lige her.
Læs de første fem kapitler af Dødens fugle af Sarah Engell herunder.
Dødens fugle
af Sarah Engell
Kapitel 1
Det er natten mellem torsdag og fredag, 18 grader og stille. Der er kun vindens susen ude fra Kattegat, de rullende bølger og vindmøllens svage summen. Langs kysten glimter havet som metalspåner. Fuldmånen hænger stor og rund på den sorte himmel og oplyser øens vandløb og søer, drivhusenes glastage og solcelleanlægget på heden.
Økolandsbyen Skarvø – sammen er vi stærke, står der over døren til fællesgården. Bordene er skubbet sammen til fest, og der hænger dannebrog i loftet. Laura vender sig uroligt i søvne. Hendes lange, røde hår er fugtigt af sved, og hun har sparket dynen halvt af. Frygten for, at det skal mislykkes, sidder som en feber i kroppen, selv mens hun sover.
Kattegat er få meter fra huset, og lyden af vand glider ind i hendes drømme. At svømme, at vokse i en livmoder, at drukne. Hun farer sammen, da Nick Cave springer op i sengen. Han mjaver og gnider sit hoved op ad hende. Hans uro spejler hendes egen, og hun ser rundt i værelset for at indprente sig detaljerne. Mors keramikstage med fire halvt nedbrændte bivokslys. Yogamåtten, der skal medbringes til søndagssolhilsen, men som hun ellers aldrig bruger.
Guitaren i det smukke, dybrøde træ. Cherry Sunburst Gloss. Rygsækken ved døren. På et søm i væggen hænger en buket blomster med hovederne nedad. Røllike, gul snerre og blåhat i stadiet mellem levende og tørret. Tillykke med de 16 år – rock on!, står der på det lille kort. Hun lader hænderne glide over maven. På størrelse med et blåbær.
Nick Cave mjaver igen. Hans lange hale rammer hende i ansigtet. Hun tager om kattens benede, sorte krop og løfter ham til side. Gulvet er koldt, da hun træder ned på det. Hun tager sine pink klipklapper på og går hen til skrivebordet. Der er en flagren i hendes bryst. Som når hun løber over stranden, og alle fuglene letter på samme tid, ryler, måger, skarver. Så snart solen står op, bliver alt anderledes.
Hun finder en blyant og et stykke papir. Skriver med sin pæneste skrift:
Jeg er nødt til det. Håber, du kan tilgive mig.
Hun tegner et hjerte og folder papiret sammen. Forsigtigt trækker hun fingerringen af og holder den op i månelyset. Det fint slebne træ er silkeglat, og hun rører ved hans indgraverede navn. Så ved sit eget.
Hun lægger ringen oven på brevet. Nick mjaver højere. Først nu hører hun det: tunge, fremmede skridt, der lister forbi, og en dør, der bliver åbnet længere nede ad gangen.
En bølge af frygt ruller gennem hende, og hun rejser sig fra skrivebordsstolen. Klemmer tæerne sammen om klipklapperne, så de ikke larmer, og trykker lydløst håndtaget ned. I gangen står Patti Smith med blod om munden. På gulvet ligger en sort fuglefjer. Hoveddøren står åben.
I det samme hører hun en lyd inde fra huset. Et kraftfuldt svirp, efterfulgt af en lavmælt stønnen. Blodet suser i øregangen, og hun stirrer på døren til mors og fars soveværelse. Også den står åben, og der er lys derinde. Med tilbageholdt åndedrag lister hun derhen, og de små hår i nakken rejser sig, da hun får øje på ham. Han står ved dobbeltsengen med en spændt bue.
Laura når ikke at reagere. Med et smæld svirper strengen, og pilen borer sig ind i kødet på hendes sovende far. Ved siden af ligger mor med tomt stirrende øjne og en pil stikkende ud gennem den hvide natkjole.
Alt i Laura skriger, men hun holder lyden inde. Uden at trække vejret bakker hun væk fra døren. Gulvet knirker, og han møder hendes blik. I nervepirrende sekunder stirrer de på hinanden. Så sætter han en ny pil i buen og retter den mod hende.
Kapitel 2
Morgensolen brænder mod ryggen, og Anna sætter af fra femmetervippen. Hun skyder gennem havoverfladen, dykker så dybt, at hun strejfer sandbunden. Det trykker for ørerne, og hun bryder vandoverfladen med et gisp. Hun crawler med lange, seje træk, helt ud til revet, hvor skarverne
står med udbredte vinger som sorte skibssejl.
Vandet er lunt og roligt, og hun vender sig rundt, flyder på ryggen, mens hun ser op i alt det blå. Selv efter fem år kan det give hende en næsten beruset fornemmelse at vågne efter en hel nats sammenhængende søvn. Ingen trafiklarm, råbende underboer, hylende sirener og pludselige sæt i kroppen. Ingen trang til at stå op og tjekke, om Olivia stadig ligger i sin seng.
Hun bevæger benene for at holde sig oppe, trækker vejret dybt og fylder lungerne med luft. Det er vindstille, fredag, tidlig morgen, der er ikke en sky på himlen. Ud af øjenkrogen fornemmer hun en bevægelse og griber instinktivt ned mod knivremmen på sit underben. Der lyder et prust, da en sæl kommer op til overfladen. Dens sorte øjne skinner, knurhårene glinser af vand, og Anna trækker på smilebåndet. Slipper kniven.
Først da sælen forsvinder ud af syne, svømmer hun tilbage mod bredden og går i land på den stenede del af stranden. Knivremmen er gledet ned og blotter en bleg ring på hendes solbrune læg. Hun lirker den på plads, trækker kniven ud af skæftet og skærer af den knasende, mørkegrønne strandkål.
Længere ude finder hun også søsalat og sød, ravfarvet sukkertang. Hun lægger høsten i sin turkisblå christianiacykel, hiver bikinien af og klæder sig på. Et par slidte Converse, sandfarvede cargobukser
og en sort, ærmeløs top med teksten Save a cow – eat an idiot. Bukserne er egentlig for varme i juliheden, men de mange lommer sørger for, at hun både kan have lommelygte, kikkert og kniv på sig.
Hun føler sig stadig nøgen uden. Hun tager solbriller på og lader sit lyse, skulderlange hår hænge
løst, så det kan tørre. Idet hun træder op på pedalen, får en lyd hende til at gribe efter kniven, der ligger i en bukselomme nu. Hun scanner området. Brumbasser svirrer, et par ryler går i strandkanten, hvidgule blomsterblade daler fra et lindetræ.
Slap nu af, for helvede. Det er ligesom værre i dag. Måske på grund af festen i aften og den tale, hun stadig ikke har fået styr på. Hun ser sig om en sidste gang, inden hun træder cyklen i gang. For enden af jordbærmarken kommer fællesgårdens okkergule facade til syne, og allerede på lang afstand kan hun høre latter og snak og tunge slag fra stortrommen.
Nogen sidder udenfor og snitter snobrødspinde, spiller backgammon, skriver bordkort. Andre er i
gang med at hænge pynt op i trækronerne. Fra bålet siver en duft af karamelliserede hyldekærester. Det syder fra panden, da ny dej bliver hældt på. I græsset ligger så mange hyldeblomster, at det ligner en
stor, hvid sky, der er faldet ned fra himlen.
Anna stiller cyklen, tager kurven med tang og går op mod hovedindgangen. Solen står ind gennem det store glasparti mod syd. Langs begge fløje er væksthusene fyldt med tomat og cantaloupemelon. Ude fra det store fælleskøkken lyder klirren af glas. Hun skal lige til at banke på, da højlydte stemmer trænger ud.
”Det bliver over mit lig!”
”Slap af, det er bare noget mælk.”
Gennem dørsprækken kan hun skimte Liselotte og Majoren. Liselotte i en slidt, grøn skjortekjole og et kokkeforklæde, Majoren med det skulderlange hår samlet i en hestehale.
”Bare noget mælk,” siger han. ”Bare en flyrejse. Bare en bøf. Du lyder fandeme ligesom dem på fastlandet.”
”Vi har altid drukket mælk!”
”Sgu da ikke til en fest, hvor vi skal fejre, hvor gode vi er.”
Liselotte strammer sit forklæde, selvom det allerede er stramt.
”Hvis jeg vil servere mælk til jordbærrene, så serverer jeg mælk til
jordbærrene!”
”Medmindre jeg når at hælde den ud først.”
Anna skubber døren op og afbryder skænderiet.
”Så er der tang!”
Liselotte tager hende om ansigtet og planter et smækkys på hendes pande.
”Okay, hr. Major. Så kan du godt smutte ud af mit køkken. Gå ud og gener nogen andre.”
”Dit køkken?”
Liselotte ignorerer ham. Tager kurven fra Anna og stiller den på køkkenbordet.
”Godt, du kom. Der er problemer med vaskeriet igen.”
”Jeg kigger på det.”
”Tak. Bagefter vil Johannes gerne snakke med dig.”
”Om hvad?”
”Det sagde han ikke. Bare at det var vigtigt.”
Anna går tilbage til sin cykel. I ladet finder hun det hjemmelavede værktøjsbælte og spænder det om livet. Det var helt sikkert ment som en joke, da Olivia forærede hende det. Men Anna elsker det. Bæltet
er en konstant påmindelse om, hvor meget hendes liv har ændret sig. Fra pistol og håndjern til skruetrækker og unbrakonøgle.
Bagerst har Olivia med store, grove sting broderet: Mor fikser det. Da hun træder ind på vaskeriet, flyder gulvet med vand. Et af rørene til regnvandstanken har lækket i flere uger. Nu fosser det ud af samlingen. Hun leder efter pakgarn, men der er ikke mere tilbage. Der er heller ikke noget paptape. Ikke engang en rulle sejlgarn.
Hun går udenfor og plukker en stor håndfuld elefantgræs, som hun vikler omkring de utætte gevind, inden hun samler røret igen. Der lyder skrig og latter, og en flok af de mindre børn kommer
løbende nede fra Storskoven. Lige bag dem kommer Ruben, udklædt som væsel. Brun pels, lang busket hale, påmalede knurhår. Som altid har han en rød cykelhjelm på hovedet.
Ruben er 12 år og stor af sin alder, men mentalt er han som en seksårig.
”Pas på!” råber han. ”Væslen er sulten i dag!”
Børnene hviner, da han griber ud efter dem. De spæner forbi Anna og forsvinder om et hjørne. Festsalen er pyntet med flag og syrengrene og et stort banner, hvor der står: 5 år på Skarvø! Trægulvet er slidt af mange fester. Johannes står på en stige og er ved at fikse diskokuglen. Han har træsko på og en kortærmet skovmandsskjorte med røde og sorte tern.
De lysebrune krøller stritter frem under sixpencen. Den har han altid
på. En flad, grå hat.
”Lad mig gætte,” siger han. ”Nu kører vaskeriet igen?”
Anna klapper på sit værktøjsbælte.
”Du er min stjerne,” siger han. ”Jeg vurderede, at diskolyset var førsteprioritet. Som jeg sagde til Liselotte: Hvad betyder rent tøj, når bare vi kan danse? Det var hun så ikke helt enig i.”
Anna smiler. ”Hun sagde, der var noget vigtigt, du ville tale med mig om.”
”Nå ja, det er angående koncerten i aften. Strømforbruget, og hvor mange batterier vi skal bruge, og sådan. Jeg aftalte med de unge mennesker, at vi skulle kigge på det i dag, men skolen har ikke ligefrem
stort fremmøde.”
”Sorry. Olivia insisterede på at sove længe.”
”Igen?”
Anna trækker afværgende på skuldrene. ”Hun er i voksealderen.”
”Og i trodsalderen?”
”Tja.”
Han smiler skævt. ”Hvad med Laura? Har du set hende?”
”Er hun heller ikke kommet?”
”Nej. Og det ligner hende jo ikke.”
”Laura pjækker aldrig,” siger Anna.
”Præcis. Det er derfor, det undrer mig. Har hun sovet hos jer i nat?”
”Det var faktisk meningen, at hun ville overnatte. Men hun kom aldrig.”
Ordene bliver hængende i luften. Laura kom ikke i går. Hun er her ikke i dag. Det er sikkert tilfældigt. Alligevel mærker Anna et koldt vindpust i heden. Udenfor er luften tæt og sød, stegeos og hyldeblomst. Hun ser hen mod bålet, hvor børnene har samlet sig. Ruben er ved at hænge en stor støbejernsgryde op over flammerne. Han har stadig væselkostumet på. Der er ingen spor af Lauras røde hår.
Anna overvejer, om hun burde køre hjem til dem. Se, om alt er okay. Men sidst blev døren smækket i hovedet på hende.
”Kejseren står på sit høje, hvide slot.”
Varmen fra bålet får børnenes ansigter til at blusse, mens de synger, og Anna skutter sig. Kan ikke slippe den ildevarslende fornemmelse, der flakser rundt i hende. Har hun sovet hos jer i nat?
Hun kom aldrig.
Kapitel 3
Gryden er sort. Ligesom i sangen. Asbjørn bevæger læberne, men uden at synge rigtigt. Ved siden af ham står Ruben med sin røde hjelm og er den, der synger allerhøjest. Asbjørns øjne er rettet mod det syltetøjsglas, Merle er ved at åbne. Der er en frø derinde. Hun tager den i bagbenet og holder den over
gryden.
”Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde.”
Plop. Frøen lander i det kolde vand. Den ligger stille. Også da vandet begynder at dampe. De står i tavshed og ser boblerne blive større omkring frøen. Da Merle endelig fisker den op, er den helt slap og lander med et klask på jorden.
”Nogle forandringer kommer snigende,” siger hun. ”Pludselig er man død, og man opdagede ikke engang, hvad der skete.”
Asbjørn stirrer på den livløse frø.
”Nu skal vi prøve med noget større,” siger Merle. ”Syng!”
Børnene synger i kor. ”Bro, bro brille …”
Bålet spejler sig i Merles grønne øjne, mens hun dirigerer. I sidste linje overdøver hun dem alle:
”Den, jeg fanger allerførst, skal i den sorte gryde.”
Hun sætter hænderne for øjnene og begynder at tælle. Alle sætter i løb, og Asbjørn ville ønske, at hans ben bevægede sig hurtigere. Det føles som at løbe i kviksand, fordi de er så korte, og Merles ben så lange. Hun hyler som en krigsmand eller sindssyg kejser, og en flok fugle letter skræppende. Asbjørn løber ned mod bækken og finder det smalle sted, man kan springe over.
Helt af sig selv begynder hans fødder at løbe i retning af Højboerne. Han har taget ruten så mange gange, at han kender hvert eneste bump og sten og trærod. Allerede da han løber gennem kartoffel-marken, håber han at få et glimt af Lauras fregner og smilehuller og flotte, røde hår. Men der er ingen udenfor.
Han lister om til bagsiden af huset, sniger sig langs husmuren og finder Lauras vindue. Der er mørkt derinde. Måske er hun sammen med sin kæreste. Tanken får hans mave til at knuge sig sammen,
selvom han godt ved, at det hele tiden har været umuligt. Laura er seksten år. Asbjørn er kun syv.
Han bliver revet ud af tankerne, da en ko brøler inde i stalden. Det er den lyd, de siger, når de gerne vil malkes.
Frederik må have sovet over sig. Det er Lauras storebror og ham, der plejer at malke. Når altså ikke han er for skør. Noget blødt rammer Asbjørn på armen. Det er en sort kat, der er kommet omkring hus-hjørnet. Den smyger sig op ad ham og mjaver.
”Shh.” Han sætter en pegefinger til læberne.
Men katten bliver ved. Den mjaver og snor sig rundt om ham.
”Hvad er der med dig?”
Katten går tilbage mod hushjørnet, mens den ser efter ham. Måske er den sulten. Asbjørn følger modvilligt efter, rundt om hjørnet og endnu et hjørne, til de når forsiden af huset. En klaprende lyd fanger hans opmærksomhed. Først nu opdager han, at hoveddøren står åben.
”Hallo?” Hans stemme ryster, da han træder ind.
Huset lugter underligt. Af prut eller toilet. Bare han ikke møder Frederik. Frederik har altid et udtryk i øjnene som en hund, lige inden den bider. Katten mjaver og sætter sig foran en dør, hvor der står Laura med træbogstaver. Tøvende går Asbjørn hen og banker på.
”Hallo?” siger han. ”Laura?”
Han skubber forsigtigt døren op og stivner. Midt på gulvet ligger en krop med ansigtet vendt bort. Kroppen ligger meget stille. Asbjørns hjerte hamrer som hundrede spætter, da han går ind i
rummet. Han vil helst løbe væk, men fødderne bevæger sig af sig selv. Han går rundt om kroppen og ser på det livløse ansigt. Øjnene er helt åbne, men de blinker ikke.
Han ser hen på døren. Læser træbogstaverne igen. Laura. Men det er ikke hende, der ligger på gulvet.
Kapitel 4
Den stribede hængekøje vugger frem og tilbage, og Anna må kalde to gange, før Olivia sænker sin bog og ser op.
”Skulle du ikke være i skole?”
”Jeg kom til et godt kapitel.”
Olivia vifter med en slidt lægeroman, hun har fundet i Genbiksen. Former en cirkel med hånden og kører
en pegefinger ind og ud.
”Skat …” begynder Anna, men Olivia afbryder.
”Og så synes jeg faktisk, det er rimelig dobbeltmoralsk, at de voksne selv må bestemme, om de vil arbejde eller ej. Men vi skal i skole.”
”Ikke den diskussion igen,” siger Anna. ”Vi har stemt om det. Det ved du godt.”
Olivia ruller med øjnene, og sekundet efter dækker romanen igen hendes ansigt. Anna sukker og går ind for at sætte vand over til kaffe. Klokken er snart halv ti, og hun har ikke fået andet end en håndfuld jordbær, inden hun kørte ned for at bade. Stegepanden, smørkniven og de klistrede æggeskaller på køkkenbordet får hende til at sukke igen. Henne ved døren ligger en stofpose, der ikke var her i morges.
På en seddel står: Wake up, it’s food o’clock. Kram fra Liselotte. Posen er fyldt med nybagte boller.
Kaffedåsen er tom. Typisk Olivia bare at tage det sidste. Anna stiller den tilbage i skabet og finder tedåsen i stedet. Et godt kapitel. Hun kan ikke lade være med at smile. Inderst inde elsker hun Oli-
vias fandenivoldskhed. På den måde har øen haft præcis den effekt, hun havde håbet på.
Som hun ligger derude, solbrændt og afslappet, uden makeup, uden sin telefon, er det umuligt at se, hvor anspændt og stresset hun var i København. Anna henter talen til i aften, sætter håret op i en hestehale og går rundt i stuen med en blyant vippende mellem to fingre, mens hun læser højt.
”Velkommen til jubilæumsfesten! Tillykke med, at vi nu har boet fem år på vores drømme-ø! Det er sjældent, danske øer bliver sat til salg, men for fem år siden stod stjernerne rigtigt.”
Hun overvejer, om det er for corny. Men i aften må det gerne være storladent. Det skal fandeme være storladent.
”En særlig tak til dig, Johannes. Hvor inspirerende med en rigmand, der faktisk tør investere med hjertet. Med vores ø-projekt kan vi bevise, at der er andre måder at leve på. Vi kan være en inspiration for hele verden!”
Johannes havde været hendes bedste ven i folkeskolen. De to kunne altid få ting til at ske. Efter de gik ud, mistede de kontakten, og der gik mere end ti år, før de så hinanden igen til en klimademonstration
foran Christiansborg. Johannes havde samme lys i øjnene som dengang, og takket være nogle succesfulde virksomhedsstartups havde han nu også penge.
Trægulvet giver sig under hendes bare fødder, og hun nyder fornemmelsen af det glatte træ mod fodsålerne. Hun mindes følelsen af at slæbe de tunge rafter og duften af frisk træ, mens hun save-
de. Stoltheden over at have bygget sit eget hus. Rensningsanlæg, komposttoilet, vindgenerator, drivhus og egen vandboring. Tag med solceller og sedumgræs. Hundrede procent uafhængigt af offentlige
forbrugstilslutninger.
”Kan I huske vores første år på Skarvø? De små skurvogne, vi boede i, og jordvarmeanlægget, der strejkede. Vi frøs ad helvede til, og alligevel var der ingen, der brokkede sig, for vi havde en vision. Vi sagde til hinanden: Vi gør det! Og venner! Vi gjorde det!”
Hun slår blyanten mod en lampe, så det synger. De næste sider skimmer hun bare, det er nemt nok med det, der går godt. Børnene der trives, markerne der bugner af afgrøder, de mange opfindelser, teaterstykker, fester. Men så kommer det, nedkradset med mørkere bogstaver.
”Jeg ved, at I allerede er presset, fordi det er over to måneder siden, der kom varer. Men venner! Husk, at vores drøm hele tiden har været at blive hundrede procent uafhængige. Det kommer åbenbart til at ske før, end vi havde regnet med. Men med alt det, vi har klaret indtil videre, er jeg sikker på, at vi også klarer det her.”
Skydedøren går op, og Olivia kommer ind fra haven.
”Se side to.” Anna rækker talen frem, og Olivia læser i tavshed.
”Starte vores eget gymnasie?” siger hun.
Anna nikker. ”I en ny form, selvfølgelig. Du ved, gøre det attraktivt for jer unge mennesker at blive her.”
”Man kunne jo også bare bruge de gymnasier, der allerede findes?”
”Helt klart, vi er nemlig store fans af karakterræs og præstationspres og unge, der går ned med stress.”
”Gem din brandtale til i aften, mor.”
Anna griner og kysser hende på næsen. ”Jeg elsker dig. Og jeg elsker alle de fregner, du får lige her.”
Hun snupper talen igen. ”Men hvad tænker du? Hvis vi får tilladelse til at køre et gymnasie, ville du
så have lyst til at gå på det?”
”Helt ærligt, mor. Så nej.”
”Hvorfor?”
”Fordi det her er Skarvø.”
”Hvad skal det sige?”
”Man kan jo ikke blive til noget her.”
”Præcis! Her behøver man ikke at blive til noget. Her er man allerede noget.”
”Og derfor må jeg ikke tage til fastlandet?”
”Selvfølgelig må du det. Så snart situationen derinde bliver mere stabil.”
”Vi aner jo ikke engang, hvor slemt det er. Vi har kun den sladder, butikkerne skriver. Og som sikkert bare er dårlige undskyldninger, fordi de ikke gider sende varer herud til verdens fucking ende.”
”Vi ved i hvert fald, at der er forsyningsproblemer. Ikke bare i Danmark, men globalt. Dagli’Brugsen skrev, at man er begyndt at slå hele dyrehold ned og smide dem i massegrave. Drikkevandet er
også ramt mange steder. Er det virkelig et sted, du har lyst til at være?”
”Jeg må jo bare blive vaccineret, eller hvad man nu gør derinde.”
”Du kunne også være glad for, at vi nåede væk. At vi faktisk bor et sted med rent drikkevand, økologiske marker og sunde dyr.”
”Helt klart. Og det bliver en fest at gå på et gymnasie, hvor jeg kender alle i forvejen og hverken kan få nye venner eller bare lære en lillebitte smule nyt ude fra verden.”
Anna åbner køleskabet og finder Liselottes hybenmarmelade – count the memories not the calories. Smører et tykt lag på en af de nybagte boller.
”Nu skal vi ikke skændes, skat. Det er fredag, vi skal hygge os, og vi skal også smage på dem her. Over eller under?”
”Under.”
”I øvrigt.” Anna rækker hende den og tager selv en bid af overen. ”Hvis du så gerne vil blive til noget, skulle du måske starte med at passe din skole?”
”Er det Lauras forældre, der har brokket sig igen?”
”Nu er der jo faktisk undervisningspligt i Danmark.”
”Klart. Og vi giver aldrig fastlandsreglerne fingeren, vel?”
Anna trækker på smilebåndet. ”Touché.”
Hun hiver sien op af kruset og puster. Dampen lægger sig fladt ned, og hun nipper til teen.
”De bliver mere og mere strenge,” siger Olivia. ”Laura må nærmest ingenting mere.”
”De passer bare på hende.”
Olivia ruller med øjnene og går ind på sit værelse. Da hun kommer ud igen, har hun solbriller og rygsæk på.
”Fint. Jeg kører i skole.”
Anna rækker hende cykelhjelmen. Olivia sukker, inden hun sætter den på hovedet. Anna bliver stående i døren og ser hende køre i retning af fællesgården. Der lyder knasen fra en cykel, der nærmer sig ude på stien. Anna stikker fødderne i sine Converse og går udenfor. Stefan bremser sin sorte mountainbike og trækker det sidste stykke hen til hende. Som altid har han en hvid T-shirt på, der forstærker hans bleghed.
Uanset hvor meget han er udenfor, bliver han aldrig rigtig brun. Sammen med de smalle skuldre, hans store briller og ludende holdning ligner han en, der aldrig helt har rystet storbyen og kontorkroppen af sig.
”Hvad så?” spørger Anna. ”Er det vaskeriet igen?”
Han ryster på hovedet. Først nu opdager hun, hvor utilpas han ser ud. Det kraftige, sorte brillestel sidder skævt, og han har sin lægetaske med. Han sparker støttebenet ned.
”Asbjørn siger, at der er sket noget ovre hos Højboerne. Han var helt fra den, og jeg fattede kun halvdelen af, hvad han sagde. Men det er åbenbart slemt. Johannes sagde, at jeg skulle skynde mig at hente dig, så vi kan finde ud af, hvad fanden det er. Han venter på os derovre.”
Kapitel 5
På dørtrinnet ligger en solsort, der har fået hovedet bidt halvt af. Anna skubber til døren, og den glider knirkende til side. Der er ingen på øen, der låser, så det har været nemt at komme ind. Allerede i gangen bliver de mødt af en stank, der kaster hende tilbage til tiden i København. På en knagerække hænger en regnjakke og en grå hættetrøje. Ved væggen står et par badetøfler, nogle beskidte sneakers og et par gummistøvler med snører.
Det hele ser så hverdagsagtigt ud. Som om familien bare er ude at gå en tur og snart vil komme tilbage.
”Her er helt stille,” siger Johannes. ”Hvor er de alle sammen henne?”
Døren til Ivans og Christines soveværelse står på klem.
”Lad os starte derinde,” siger Anna.
Hun skubber døren op, og det giver et koldt sug i maven. Bag sig kan hun høre Johannes gispe.
De ligger ved siden af hinanden i dobbeltsengen. Solen står skarpt ind ad vinduet og forstærker den indelukkede fornemmelse. De har begge haft afgang af urin og afføring, og der er noget ydmygende ved
at se dem ligge på den måde.
”Det … Jeg forstår ikke,” siger Johannes. ”Har nogen … slået dem ihjel? Hvad er det her?”
Stefan skubber sine briller op på næsen. De bliver ved med at glide ned, fordi han sveder så meget.
”Døde er de i hvert fald,” mumler han.
Johannes tager sin sixpence af og holder den foran brystet.
”Hvad gør vi?” hvisker han.
”Vi må have dem væk herfra,” siger Stefan.
”Vi kan ikke begynde at flytte på dem, før vi ved, hvad der er sket,” siger Anna. ”Vi skal finde ud af, hvem der har gjort det her!”
”Selvfølgelig,” siger Johannes. ”Jeg kører op til fællesgården og får alle børnene indenfor, så vi ikke har flere rendende, ligesom Asbjørn. Bagefter kommer jeg med vognen, så vi kan fragte dem væk. Vil I
blive og se, hvad I kan finde ud af? Jeg vil gerne have, at det er jer, der gør det. I er dem, der har mest forstand på det.”
Alene tanken giver Anna myrekryb.
”Jeg kan ikke,” siger hun.
”Så hvad har du tænkt dig?” spørger Stefan. ”Bare at lade dem ligge?”
Hendes venner. Døde. Slået ihjel. Stefan tager hende om skuldrene.
”Vi andre synes fandeme heller ikke, det er sjovt. Men vi er et team, ikke?”
”Det her er noget andet.”
”Nej. Det er lige præcis ikke noget andet. Folk stemte på os til Rådet. Det her er vores ansvar.”
Fandens.
”Jeg skynder mig tilbage!” siger Johannes. ”Find ud af så meget, I kan.”
Døren falder i bag ham, og stilheden sænker sig. I flere sekunder står Anna og Stefan i tavshed, mens de ser på deres døde venner. Anna tænker på dengang, de lige var kommet til øen. Hvordan alle børnene hujede, når Christine pløkkede en fodbold ind fra sidelinjen, så den forsvandt op i himlen. Hun tænker på Ivan, der kunne slæbe de tunge mælkespande så let som ingenting, og hvordan han alligevel blev væltet omkuld, når Frederik fik et raserianfald.
Hendes skridt er mekaniske, da hun går hen mod sengen. Hjernen ved, hvad der skal gøres, men det føles stift og fremmed. Som om hun betragter sig selv på afstand. Hun fjerner dynerne. Ivan og Christine
har nattøj på og ligger på ryggen med åbne øjne. Mundene står en lille smule åbne, som er de blevet afbrudt midt i en sætning.
”Har vi et gerningsvåben?” spørger hun.
Stefan kigger rundt i værelset. ”Der ligger ikke noget herinde, så vidt jeg kan se.”
Hun knapper Ivans pyjamasskjorte op og trækker den til side. Midt på brystet er et lille, flosset sår.
”Det ligner ikke knivstik,” siger hun.
Der er stort set ikke noget blod. Hun trykker forsigtigt rundt om såret, og røde dråber pibler frem. Det hyler i ørerne. Sirener og hvinende bremser, nogen der råber hendes navn. Hun blinker hårdt.
”Er du okay?” Stefan ser undersøgende på hende, og hun går hen til vinduet.
Frisk luft strømmer ind, da hun åbner. Hun står lidt og ser op i himlen, mens hun prøver at finde gamle Anna frem. Vicekriminalkommissæren fra ydre Nørrebro. Det føles meget fjernt. Udenfor kvidrer fuglene, og hun sætter vinduet på haspe. Hun er ikke overtroisk, men har altid godt kunnet lide ritualet med at åbne vinduet, så sjælen kan flyve ud.
Hun går tilbage til dobbeltsengen. Forsøger at betragte det som et gerningssted med to fremmede ofre, og ikke sine gode venner. På Nørrebro startede Olivia og Laura i samme skoleklasse og blev bedste venner. En sommerfest senere var deres forældre også venner.
Midt i larmen fra musik og mindre søskende, der løb rundt om bordene, talte de så længe om nyttehaver og varmepumper og grøn energi, at deres mad blev kold, og de andre voksne begyndte at rydde
af. Anna viste dem Skarvøs hjemmeside og den facebookgruppe, hun og Johannes havde oprettet, og inden aftenen var omme, var de klar til at sælge deres lejlighed og starte et nyt liv.
Syv år har de kendt hinanden. Men de sidste uger har de stort set ikke talt sammen. Højboerne isolerede sig mere og mere. De udeblev fra fællesspisningen, meldte sig til opgaver uden at dukke op, droppede endda den aftengospel, de selv havde arrangeret. De turde ikke lade Frederik være uden opsyn. Forsøgte alt, for at han skulle få det bedre. Meditation, yoga, skovterapi og en masse af Johannes’ urteafkog.
Når Anna spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, afviste de det. Gud vil hjælpe os, sagde Ivan og krammede det lille guldkors, han var begyndt at gå med om halsen. Og nu ligger de her. Dræbt i deres egen seng. Jo mere Anna kigger på deres åbenstående munde, jo mere ser det ud, som om de prøver at sige noget.
Stefan rører uroligt på sig. ”Hvad gør vi?”
”Affotograferer gerningsstedet.”
Anna tager sin notesbog frem. Gør sig umage med at få det hele med. Placeringen af kroppene. Sårene.
Alle møbler i rummet.
”Det er nu, man savner sin mobil,” mumler hun.
Stefan står og tripper imens. At han er uddannet læge, kan man ikke mærke på ham lige nu. Han har armene over kors og gør ingenting.
”Vi skal også finde ud af, hvor længe de har ligget her.”
Anna går hen til Christines side af sengen. Smilehullerne er der stadig, selv i døden. Håret er langt og rødt ligesom Lauras, og det er, som om det livløse ansigt flimrer, og glimt af den levende Christine dukker op. Hvordan hun lagde nakken tilbage, når hun grinede, allergien, der fik hende til at nyse, kærligheden og bekymringen i blikket, når hun så på sin søn. Anna tager fat i hendes arm og presser forsigtigt tommelfingeren mod huden.
”De har ikke været døde særlig længe.”
Hun tager om Christines hoved og forsøger at dreje det.
”Men der er dødsstivhed. Hvis vi tager deres temperatur, bliver vi måske klogere.”
Hun kan ikke genkende sin egen stemme. Men Stefan virker lettet over at have noget konkret at give sig til. Han tager en saks frem og klipper Ivans natbukser op. Tørrer ham ren og finder et termometer
frem. Hans bevægelser er nænsomme. Alligevel virker det klodset, fordi hans hænder ryster så meget.
Anna ville ønske, de kunne ringe efter hjælp. Hvorfor havde de ikke tænkt på det?
Hvorfor havde de ikke sørget for, at der var en strategi? Fordi de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at noget som det her kunne ske på deres fredelige ø. Termometret bipper.
”30,2,” siger Stefan. ”Drabene må være sket omkring klokken tre i nat.”
”Hvis altså de blev dræbt samtidig.”
”Det tjekker vi selvfølgelig.”
Stefan finder saksen frem igen og klipper i Christines tøj. Selvom vinduet er åbent, er luften tyk som lim.
”Mens du gør det, tjekker jeg resten af huset,” siger Anna.
Hun skubber døren op og skynder sig ud. Stuen er badet i morgensol, alt står, som det plejer. Sofaen med de spraglede puder, brændeovnen, de mange nipsting. På væggen hænger et af Christines gipsaftryk, som hun har haft med fra fastlandet. To små børnehænder og teksten: Frederik 6 år,
Laura 3 år. Her plejer at være masser af friske blomster, men lige nu er alle de hjemmedrejede keramikvaser tomme.
Spisebordet er dækket af spillekort. Ivan kunne sidde i timevis og lægge kabale. Han er stoppet midt i den her. Ude i køkkenet står en stribet kat og drikker vand fra en skål på gulvet. Anna gennemsøger rummet, men finder ikke noget usædvanligt. Hun går ned ad gangen til Lauras værelse. Gennem dørsprækken kan hun se, at der ligger nogen derinde. Ikke i sengen, men nede på gulvet.
Med tilbageholdt åndedræt skubber hun døren op og går ind. Det giver et ubehageligt sug i maven, da hun ser Frederiks unge, slanke krop på det mørke trægulv. Kun 19 år. Langsomt går hun hen imod ham, og allerede efter få skridt ser hun den. En dolk. Der er blod på bladet. Gulvet under ham er også rødt af blod. Det ligner ikke knivstik. Måske tog hun fejl? Er dolken gerningsvåbnet?
Hun skræver over ham og betragter hans livløse, blå øjne. Han ligger på maven med bøjede arme, som er han midt i et brystsvømningstag. Håndflader og underarme vender mod gulvet. Håret er uglet, og fødderne nøgne. Han har boksershorts og en lysegrå T-shirt på. Ser ud, som om han lige er væltet ud af sengen. Det er umuligt ikke at få mistanken: Har han sovet herinde? På sin søsters værelse?
Pludselig ændrer hele situationen udtryk. Hun gør sig umage med at få alt ned i notesbogen. Blodpølens
omrids, dolkens placering, hvordan kroppen ligger. Mens hun tegner, presser tanken sig på: Når det er Frederik, der ligger på Lauras værelse … Hvor er Laura så? I det samme får hun øje på det. Henne på skrivebordet ligger et brev. Det er skrevet på lysebrunt genbrugspapir. Med sirlige blyantbogstaver står:
Jeg er nødt til det. Håber, du kan tilgive mig. Er rejst til fastlandet. I skal ikke lede efter mig. Øverst er tegnet et hjerte. Anna ser længe på hjertet. Hvad betyder det her? Hun stikker brevet ind i notesbogen og ser sig omkring. Skrivebordet er overraskende ryddeligt, der ligger ikke en eneste genstand ud over
brevet. Enten har Laura selv ryddet det, eller også har nogen snuppet, hvad end der lå her.
Resten af værelset virker også ret tomt. Der ligger et ludospil, en LP med Bob Dylan og en hårbørste med lange røde hår. Der er skrevet LAURA på det hele. Frederik havde det med at låne ting uden at spørge om lov, og Laura blev så irriteret, at hun begyndte at skrive navn på alt. Da Olivia fortalte det til Anna, var det med et skævt smil. Nu tænker Anna, at det måske ikke var så sjovt igen.
At det, der lignede uskyldige søskendestridigheder, måske stak dybere end som så. Hun bladrer hen til en ny side i notesbogen og kradser nogle tanker ned. Forgreb Frederik sig på sin søster? Slog Laura sin bror ihjel i selvforsvar? Hun vipper med blyanten. Men hvad så med Ivan og Christine? Skulle de straffes for ikke at have grebet ind? Hun går hen til buketten med tørrede blomster, der hænger på væggen.
Tillykke med de 16 år – rock on!
Olivia har skrevet kortet med sin pæneste håndskrift. Lauras yndlingsblomst er rølliker, fordi de er gode mod menstruationssmerter. Uanset hvad man fejler, kender Johannes en plante, der kan hjælpe. Der er ingenting i skrivebordsskufferne. Heller ikke i skufferne under sengen. Selv tøjskabene er halvtomme, og Anna skriver i notesbogen: Pakkede Laura nogle ting, inden hun stak af?
Hun står lidt og ser på sætningen. Det virker meget velovervejet. Ikke som en person i panik. Hun går ned ad gangen til Frederiks værelse, og det er som at træde ind i en scene fra Emil fra Lønneberg. Overalt står træfigurer og betragter hende med tomme øjne. Træet er glatslebet, og der er masser
af detaljer. Næsebor, tænder, endda negle. Ansigterne er dystre med dybe panderynker og sammen-bidte udtryk.
I en skuffe ligger et stykke sandpapir og en dolk mere. Anna havde aldrig forstået, at Ivan og Christine gav ham lov til at have knive, sådan som han havde det. Men det er det eneste, der for alvor gør ham glad, sagde de. At skabe ting af træ. Skal vi virkelig tage det fra ham? Bag en vissen plante ligger et plekter. Der står LAURA på det. Ellers er her ikke ret meget. Kun lidt tøj, nogle træklodser, mere sandpapir.
Endnu et halvtomt værelse. Anna åbner notesbogen og skriver: Hvis Laura pakkede nogle ting, inden hun flygtede … hvorfor mangler Frederiks ting så også? Hun går ud af værelset og gennemsøger resten af huset. Bryggerset. Drivhustilbygningen. Værkstedet med Frederiks træting og Christines keramik og gips. Under normale omstændigheder ville man børste for fingeraftryk, indsamle blodprøver og lede efter dna-spor.
Nu nøjes hun med at kigge efter det åbenlyse, fodaftryk, tøjfnuller, den slags. Men hun finder ingenting.
Hun går udenfor for at få noget frisk luft. Gruset knaser under hendes sko, og hun ser op i den blå julihimmel. Hendes krop føles kold, og hun knækker fingre. Små, hårde smæld. Det her er alt, hvad hun ville væk fra. Lyden af hestehove nærmer sig, og hun går ud til stien. Johannes stiger ned af vognen og klapper Amigo på halsen.
”Har I fundet ud af noget?” spørger han.
”Laura er ikke derinde. Vi fandt Frederik. Han er død.”
”Åh gud.”
”Fik du børnene indenfor?”
”Alle er i fællesgården. Også Olivia.”
Amigo pruster. Den løfter og sænker hovedet, og Anna lægger en hånd på hestens varme mule. Hvordan skal hun fortælle Olivia, at hendes veninde er væk? At endnu en af hendes veninder er væk.
Døren går op, og Stefan kommer ud. Solen rammer ham i ansigtet og forstærker blegheden.
”De er sgu blevet skudt med bue og pil. Ren Robin Hood.”
Den hvide T-shirt klæber til hans smalle overkrop, og han tørrer sig over panden.
”Eller Christine er i hvert fald. Jeg har ikke nået mere. Pilespidsen havde kilet sig dybt ned i kødet. Det var derfor, vi ikke så det i første omgang.”
Han rækker håndfladen frem. Metallet glinser af blod.
”Fy for pokker,” mumler Johannes.
Anna tager pilespidsen. En trebladet jagtpil af rustfrit stål.
”Den har skrueriller,” siger hun. ”Det er derfor, resten af pilen ikke er der. Man kan dele den i to og genbruge delen med styrefjerene.”
Det er godt håndværk. Spidsen er syleskarp.
”Temmelig voldsomt våben på så kort afstand,” siger hun. ”Hvorfor ikke bare bruge en kniv?”
”Måske for at være sikker på, at de døde med det samme?” foreslår Stefan.
En flok katte forsvinder som grå skygger om et hjørne. I stalden brøler køerne klagende, og Anna tænker på ordene. Ren Robin Hood.
”Jeg tror, det er en besked,” siger hun.
”Besked om hvad?” spørger Johannes.
”Noget symbolsk? Man gør ikke så meget ud af det uden grund.”
”Hvad med resten af stedet?” spørger Stefan. ”Fandt du noget?”
”Det her lå på Lauras værelse.” Anna tager brevet frem, og de læser på skift.
”Er nødt til det,” siger Stefan. ”Det lyder som en tilståelse, gør det ikke?”
”Tror du, Laura har slået dem ihjel?” spørger Johannes.
”Det lyder sgu da sådan.” Stefan skubber brillerne op. ”Hvad skulle det ellers betyde?”
Der lyder stemmer nede fra stranden, og Johannes gør tegn til, at de skal dæmpe sig.
”Ikke mere snak. Lad os få dem væk herfra.”
”Hvor skal vi overhovedet køre dem hen?” spørger Stefan.
”Hvad med Østbunkeren?” siger Anna. ”Det er tæt på, og der kommer aldrig nogen.”
Inde i stalden bliver den klagende lyd højere.
”Hvad gør vi med køerne?” spørger Stefan.
”Jeg kan få Ruben til at komme og malke,” siger Johannes. ”Jeg siger bare, at han ikke må gå ind i huset. Kom, lad os få det overstået.”
På vej ind går det op for Anna, at hun ikke fik tjekket skabene i Ivans og Christines soveværelse.
”To sekunder,” siger hun. ”Jeg skal lige undersøge noget.”
Hun skynder sig ind i soveværelset, mens Johannes og Stefan går i forvejen ind på Lauras værelse. Med hurtige bevægelser hiver hun skabene op og kigger i skufferne. Her er lige så tomt som hos børnene.
”Anna!”
Stefan kommer ind til hende. Brillerne hænger helt nede på næsetippen, og han skubber dem op med en febrilsk bevægelse.
”Du skal lige se det her,” siger han.
De går sammen tilbage på Lauras værelse. Johannes står med hænderne i siden. På gulvet foran ham er Frederik blevet rullet om på ryggen. Anna stirrer på Frederiks lysegrå T-shirt.
”Der er ikke noget skudsår,” siger hun.
”Præcis.” Stefan knæler ved siden af ham. ”Se her.”
Han løfter op i den 19-åriges arme. I begge håndled er der dybe snit.
”Shit,” mumler Anna.
”Jep,” siger Stefan. ”Og der er mere endnu.”
Han drejer Frederiks venstre arm op mod lyset, og det gyser i Anna, da hun ser, at der er skrevet noget. Op langs hele underarmen står med tydelige bogstaver: Undskyld.
Dødens fugle
Mystiske dødsfald ryster en gruppe danskere, som har stiftet deres egen lille koloni på en ø i Kattegat.
Drømmen var at skabe et bæredygtigt samfund langt fra fastlandets stress og kaos. Men disse tanker glemmes efterhånden, som øboere findes myrdet, piger forsvinder sporløst, og hemmelige beskeder dukker op.
For hvem er det, der forsøger at ødelægge det paradis, som til at begynde med kunne samle alle, men som nu kun skaber splittelse og fjendskab? Og hvorfor?
Det er disse spørgsmål, der martrer den tidligere vicekriminalkommissær Anna, mens hun forsøger at finde morderen og de forsvundne piger.
Dødens fugle er en spændingsroman om bristede drømme, dyb splittelse og det største bedrag.
Sarah Engell er mest kendt for sine anmelderroste og prisvindende romaner til unge. Nu er hun klar med spændingsromanen Dødens fugle til voksne.
I Dødens fugle har en gruppe danskere bygget deres eget lille idylliske samfund på en ø i Kattegat. De er selvforsynende, og fastlandets stress og kaos er ikke til at finde på øen. Men ø-paradiset smuldrer, da en familie findes brutalt myrdet, deres teenagepige forsvinder sporløst, og ildevarslende beskeder begynder at dukke op.
Den tidligere vicekriminalkommisær Anna forsøger at opklare den grusomme sag og finde morderen. Hun frygter at hendes egen teenagedatter bliver det næste offer.
Vil du vide mere om Sarah Engell og hendes forfatterskab? Læs en Q&A med Sarah Engell lige her.
Læs de første fem kapitler af Dødens fugle af Sarah Engell herunder.
Dødens fugle
af Sarah Engell
Kapitel 1
Det er natten mellem torsdag og fredag, 18 grader og stille. Der er kun vindens susen ude fra Kattegat, de rullende bølger og vindmøllens svage summen. Langs kysten glimter havet som metalspåner. Fuldmånen hænger stor og rund på den sorte himmel og oplyser øens vandløb og søer, drivhusenes glastage og solcelleanlægget på heden.
Økolandsbyen Skarvø – sammen er vi stærke, står der over døren til fællesgården. Bordene er skubbet sammen til fest, og der hænger dannebrog i loftet. Laura vender sig uroligt i søvne. Hendes lange, røde hår er fugtigt af sved, og hun har sparket dynen halvt af. Frygten for, at det skal mislykkes, sidder som en feber i kroppen, selv mens hun sover.
Kattegat er få meter fra huset, og lyden af vand glider ind i hendes drømme. At svømme, at vokse i en livmoder, at drukne. Hun farer sammen, da Nick Cave springer op i sengen. Han mjaver og gnider sit hoved op ad hende. Hans uro spejler hendes egen, og hun ser rundt i værelset for at indprente sig detaljerne. Mors keramikstage med fire halvt nedbrændte bivokslys. Yogamåtten, der skal medbringes til søndagssolhilsen, men som hun ellers aldrig bruger.
Guitaren i det smukke, dybrøde træ. Cherry Sunburst Gloss. Rygsækken ved døren. På et søm i væggen hænger en buket blomster med hovederne nedad. Røllike, gul snerre og blåhat i stadiet mellem levende og tørret. Tillykke med de 16 år – rock on!, står der på det lille kort. Hun lader hænderne glide over maven. På størrelse med et blåbær.
Nick Cave mjaver igen. Hans lange hale rammer hende i ansigtet. Hun tager om kattens benede, sorte krop og løfter ham til side. Gulvet er koldt, da hun træder ned på det. Hun tager sine pink klipklapper på og går hen til skrivebordet. Der er en flagren i hendes bryst. Som når hun løber over stranden, og alle fuglene letter på samme tid, ryler, måger, skarver. Så snart solen står op, bliver alt anderledes.
Hun finder en blyant og et stykke papir. Skriver med sin pæneste skrift:
Jeg er nødt til det. Håber, du kan tilgive mig.
Hun tegner et hjerte og folder papiret sammen. Forsigtigt trækker hun fingerringen af og holder den op i månelyset. Det fint slebne træ er silkeglat, og hun rører ved hans indgraverede navn. Så ved sit eget.
Hun lægger ringen oven på brevet. Nick mjaver højere. Først nu hører hun det: tunge, fremmede skridt, der lister forbi, og en dør, der bliver åbnet længere nede ad gangen.
En bølge af frygt ruller gennem hende, og hun rejser sig fra skrivebordsstolen. Klemmer tæerne sammen om klipklapperne, så de ikke larmer, og trykker lydløst håndtaget ned. I gangen står Patti Smith med blod om munden. På gulvet ligger en sort fuglefjer. Hoveddøren står åben.
I det samme hører hun en lyd inde fra huset. Et kraftfuldt svirp, efterfulgt af en lavmælt stønnen. Blodet suser i øregangen, og hun stirrer på døren til mors og fars soveværelse. Også den står åben, og der er lys derinde. Med tilbageholdt åndedrag lister hun derhen, og de små hår i nakken rejser sig, da hun får øje på ham. Han står ved dobbeltsengen med en spændt bue.
Laura når ikke at reagere. Med et smæld svirper strengen, og pilen borer sig ind i kødet på hendes sovende far. Ved siden af ligger mor med tomt stirrende øjne og en pil stikkende ud gennem den hvide natkjole.
Alt i Laura skriger, men hun holder lyden inde. Uden at trække vejret bakker hun væk fra døren. Gulvet knirker, og han møder hendes blik. I nervepirrende sekunder stirrer de på hinanden. Så sætter han en ny pil i buen og retter den mod hende.
Kapitel 2
Morgensolen brænder mod ryggen, og Anna sætter af fra femmetervippen. Hun skyder gennem havoverfladen, dykker så dybt, at hun strejfer sandbunden. Det trykker for ørerne, og hun bryder vandoverfladen med et gisp. Hun crawler med lange, seje træk, helt ud til revet, hvor skarverne
står med udbredte vinger som sorte skibssejl.
Vandet er lunt og roligt, og hun vender sig rundt, flyder på ryggen, mens hun ser op i alt det blå. Selv efter fem år kan det give hende en næsten beruset fornemmelse at vågne efter en hel nats sammenhængende søvn. Ingen trafiklarm, råbende underboer, hylende sirener og pludselige sæt i kroppen. Ingen trang til at stå op og tjekke, om Olivia stadig ligger i sin seng.
Hun bevæger benene for at holde sig oppe, trækker vejret dybt og fylder lungerne med luft. Det er vindstille, fredag, tidlig morgen, der er ikke en sky på himlen. Ud af øjenkrogen fornemmer hun en bevægelse og griber instinktivt ned mod knivremmen på sit underben. Der lyder et prust, da en sæl kommer op til overfladen. Dens sorte øjne skinner, knurhårene glinser af vand, og Anna trækker på smilebåndet. Slipper kniven.
Først da sælen forsvinder ud af syne, svømmer hun tilbage mod bredden og går i land på den stenede del af stranden. Knivremmen er gledet ned og blotter en bleg ring på hendes solbrune læg. Hun lirker den på plads, trækker kniven ud af skæftet og skærer af den knasende, mørkegrønne strandkål.
Længere ude finder hun også søsalat og sød, ravfarvet sukkertang. Hun lægger høsten i sin turkisblå christianiacykel, hiver bikinien af og klæder sig på. Et par slidte Converse, sandfarvede cargobukser
og en sort, ærmeløs top med teksten Save a cow – eat an idiot. Bukserne er egentlig for varme i juliheden, men de mange lommer sørger for, at hun både kan have lommelygte, kikkert og kniv på sig.
Hun føler sig stadig nøgen uden. Hun tager solbriller på og lader sit lyse, skulderlange hår hænge
løst, så det kan tørre. Idet hun træder op på pedalen, får en lyd hende til at gribe efter kniven, der ligger i en bukselomme nu. Hun scanner området. Brumbasser svirrer, et par ryler går i strandkanten, hvidgule blomsterblade daler fra et lindetræ.
Slap nu af, for helvede. Det er ligesom værre i dag. Måske på grund af festen i aften og den tale, hun stadig ikke har fået styr på. Hun ser sig om en sidste gang, inden hun træder cyklen i gang. For enden af jordbærmarken kommer fællesgårdens okkergule facade til syne, og allerede på lang afstand kan hun høre latter og snak og tunge slag fra stortrommen.
Nogen sidder udenfor og snitter snobrødspinde, spiller backgammon, skriver bordkort. Andre er i
gang med at hænge pynt op i trækronerne. Fra bålet siver en duft af karamelliserede hyldekærester. Det syder fra panden, da ny dej bliver hældt på. I græsset ligger så mange hyldeblomster, at det ligner en
stor, hvid sky, der er faldet ned fra himlen.
Anna stiller cyklen, tager kurven med tang og går op mod hovedindgangen. Solen står ind gennem det store glasparti mod syd. Langs begge fløje er væksthusene fyldt med tomat og cantaloupemelon. Ude fra det store fælleskøkken lyder klirren af glas. Hun skal lige til at banke på, da højlydte stemmer trænger ud.
”Det bliver over mit lig!”
”Slap af, det er bare noget mælk.”
Gennem dørsprækken kan hun skimte Liselotte og Majoren. Liselotte i en slidt, grøn skjortekjole og et kokkeforklæde, Majoren med det skulderlange hår samlet i en hestehale.
”Bare noget mælk,” siger han. ”Bare en flyrejse. Bare en bøf. Du lyder fandeme ligesom dem på fastlandet.”
”Vi har altid drukket mælk!”
”Sgu da ikke til en fest, hvor vi skal fejre, hvor gode vi er.”
Liselotte strammer sit forklæde, selvom det allerede er stramt.
”Hvis jeg vil servere mælk til jordbærrene, så serverer jeg mælk til
jordbærrene!”
”Medmindre jeg når at hælde den ud først.”
Anna skubber døren op og afbryder skænderiet.
”Så er der tang!”
Liselotte tager hende om ansigtet og planter et smækkys på hendes pande.
”Okay, hr. Major. Så kan du godt smutte ud af mit køkken. Gå ud og gener nogen andre.”
”Dit køkken?”
Liselotte ignorerer ham. Tager kurven fra Anna og stiller den på køkkenbordet.
”Godt, du kom. Der er problemer med vaskeriet igen.”
”Jeg kigger på det.”
”Tak. Bagefter vil Johannes gerne snakke med dig.”
”Om hvad?”
”Det sagde han ikke. Bare at det var vigtigt.”
Anna går tilbage til sin cykel. I ladet finder hun det hjemmelavede værktøjsbælte og spænder det om livet. Det var helt sikkert ment som en joke, da Olivia forærede hende det. Men Anna elsker det. Bæltet
er en konstant påmindelse om, hvor meget hendes liv har ændret sig. Fra pistol og håndjern til skruetrækker og unbrakonøgle.
Bagerst har Olivia med store, grove sting broderet: Mor fikser det. Da hun træder ind på vaskeriet, flyder gulvet med vand. Et af rørene til regnvandstanken har lækket i flere uger. Nu fosser det ud af samlingen. Hun leder efter pakgarn, men der er ikke mere tilbage. Der er heller ikke noget paptape. Ikke engang en rulle sejlgarn.
Hun går udenfor og plukker en stor håndfuld elefantgræs, som hun vikler omkring de utætte gevind, inden hun samler røret igen. Der lyder skrig og latter, og en flok af de mindre børn kommer
løbende nede fra Storskoven. Lige bag dem kommer Ruben, udklædt som væsel. Brun pels, lang busket hale, påmalede knurhår. Som altid har han en rød cykelhjelm på hovedet.
Ruben er 12 år og stor af sin alder, men mentalt er han som en seksårig.
”Pas på!” råber han. ”Væslen er sulten i dag!”
Børnene hviner, da han griber ud efter dem. De spæner forbi Anna og forsvinder om et hjørne. Festsalen er pyntet med flag og syrengrene og et stort banner, hvor der står: 5 år på Skarvø! Trægulvet er slidt af mange fester. Johannes står på en stige og er ved at fikse diskokuglen. Han har træsko på og en kortærmet skovmandsskjorte med røde og sorte tern.
De lysebrune krøller stritter frem under sixpencen. Den har han altid
på. En flad, grå hat.
”Lad mig gætte,” siger han. ”Nu kører vaskeriet igen?”
Anna klapper på sit værktøjsbælte.
”Du er min stjerne,” siger han. ”Jeg vurderede, at diskolyset var førsteprioritet. Som jeg sagde til Liselotte: Hvad betyder rent tøj, når bare vi kan danse? Det var hun så ikke helt enig i.”
Anna smiler. ”Hun sagde, der var noget vigtigt, du ville tale med mig om.”
”Nå ja, det er angående koncerten i aften. Strømforbruget, og hvor mange batterier vi skal bruge, og sådan. Jeg aftalte med de unge mennesker, at vi skulle kigge på det i dag, men skolen har ikke ligefrem
stort fremmøde.”
”Sorry. Olivia insisterede på at sove længe.”
”Igen?”
Anna trækker afværgende på skuldrene. ”Hun er i voksealderen.”
”Og i trodsalderen?”
”Tja.”
Han smiler skævt. ”Hvad med Laura? Har du set hende?”
”Er hun heller ikke kommet?”
”Nej. Og det ligner hende jo ikke.”
”Laura pjækker aldrig,” siger Anna.
”Præcis. Det er derfor, det undrer mig. Har hun sovet hos jer i nat?”
”Det var faktisk meningen, at hun ville overnatte. Men hun kom aldrig.”
Ordene bliver hængende i luften. Laura kom ikke i går. Hun er her ikke i dag. Det er sikkert tilfældigt. Alligevel mærker Anna et koldt vindpust i heden. Udenfor er luften tæt og sød, stegeos og hyldeblomst. Hun ser hen mod bålet, hvor børnene har samlet sig. Ruben er ved at hænge en stor støbejernsgryde op over flammerne. Han har stadig væselkostumet på. Der er ingen spor af Lauras røde hår.
Anna overvejer, om hun burde køre hjem til dem. Se, om alt er okay. Men sidst blev døren smækket i hovedet på hende.
”Kejseren står på sit høje, hvide slot.”
Varmen fra bålet får børnenes ansigter til at blusse, mens de synger, og Anna skutter sig. Kan ikke slippe den ildevarslende fornemmelse, der flakser rundt i hende. Har hun sovet hos jer i nat?
Hun kom aldrig.
Kapitel 3
Gryden er sort. Ligesom i sangen. Asbjørn bevæger læberne, men uden at synge rigtigt. Ved siden af ham står Ruben med sin røde hjelm og er den, der synger allerhøjest. Asbjørns øjne er rettet mod det syltetøjsglas, Merle er ved at åbne. Der er en frø derinde. Hun tager den i bagbenet og holder den over
gryden.
”Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde.”
Plop. Frøen lander i det kolde vand. Den ligger stille. Også da vandet begynder at dampe. De står i tavshed og ser boblerne blive større omkring frøen. Da Merle endelig fisker den op, er den helt slap og lander med et klask på jorden.
”Nogle forandringer kommer snigende,” siger hun. ”Pludselig er man død, og man opdagede ikke engang, hvad der skete.”
Asbjørn stirrer på den livløse frø.
”Nu skal vi prøve med noget større,” siger Merle. ”Syng!”
Børnene synger i kor. ”Bro, bro brille …”
Bålet spejler sig i Merles grønne øjne, mens hun dirigerer. I sidste linje overdøver hun dem alle:
”Den, jeg fanger allerførst, skal i den sorte gryde.”
Hun sætter hænderne for øjnene og begynder at tælle. Alle sætter i løb, og Asbjørn ville ønske, at hans ben bevægede sig hurtigere. Det føles som at løbe i kviksand, fordi de er så korte, og Merles ben så lange. Hun hyler som en krigsmand eller sindssyg kejser, og en flok fugle letter skræppende. Asbjørn løber ned mod bækken og finder det smalle sted, man kan springe over.
Helt af sig selv begynder hans fødder at løbe i retning af Højboerne. Han har taget ruten så mange gange, at han kender hvert eneste bump og sten og trærod. Allerede da han løber gennem kartoffel-marken, håber han at få et glimt af Lauras fregner og smilehuller og flotte, røde hår. Men der er ingen udenfor.
Han lister om til bagsiden af huset, sniger sig langs husmuren og finder Lauras vindue. Der er mørkt derinde. Måske er hun sammen med sin kæreste. Tanken får hans mave til at knuge sig sammen,
selvom han godt ved, at det hele tiden har været umuligt. Laura er seksten år. Asbjørn er kun syv.
Han bliver revet ud af tankerne, da en ko brøler inde i stalden. Det er den lyd, de siger, når de gerne vil malkes.
Frederik må have sovet over sig. Det er Lauras storebror og ham, der plejer at malke. Når altså ikke han er for skør. Noget blødt rammer Asbjørn på armen. Det er en sort kat, der er kommet omkring hus-hjørnet. Den smyger sig op ad ham og mjaver.
”Shh.” Han sætter en pegefinger til læberne.
Men katten bliver ved. Den mjaver og snor sig rundt om ham.
”Hvad er der med dig?”
Katten går tilbage mod hushjørnet, mens den ser efter ham. Måske er den sulten. Asbjørn følger modvilligt efter, rundt om hjørnet og endnu et hjørne, til de når forsiden af huset. En klaprende lyd fanger hans opmærksomhed. Først nu opdager han, at hoveddøren står åben.
”Hallo?” Hans stemme ryster, da han træder ind.
Huset lugter underligt. Af prut eller toilet. Bare han ikke møder Frederik. Frederik har altid et udtryk i øjnene som en hund, lige inden den bider. Katten mjaver og sætter sig foran en dør, hvor der står Laura med træbogstaver. Tøvende går Asbjørn hen og banker på.
”Hallo?” siger han. ”Laura?”
Han skubber forsigtigt døren op og stivner. Midt på gulvet ligger en krop med ansigtet vendt bort. Kroppen ligger meget stille. Asbjørns hjerte hamrer som hundrede spætter, da han går ind i
rummet. Han vil helst løbe væk, men fødderne bevæger sig af sig selv. Han går rundt om kroppen og ser på det livløse ansigt. Øjnene er helt åbne, men de blinker ikke.
Han ser hen på døren. Læser træbogstaverne igen. Laura. Men det er ikke hende, der ligger på gulvet.
Kapitel 4
Den stribede hængekøje vugger frem og tilbage, og Anna må kalde to gange, før Olivia sænker sin bog og ser op.
”Skulle du ikke være i skole?”
”Jeg kom til et godt kapitel.”
Olivia vifter med en slidt lægeroman, hun har fundet i Genbiksen. Former en cirkel med hånden og kører
en pegefinger ind og ud.
”Skat …” begynder Anna, men Olivia afbryder.
”Og så synes jeg faktisk, det er rimelig dobbeltmoralsk, at de voksne selv må bestemme, om de vil arbejde eller ej. Men vi skal i skole.”
”Ikke den diskussion igen,” siger Anna. ”Vi har stemt om det. Det ved du godt.”
Olivia ruller med øjnene, og sekundet efter dækker romanen igen hendes ansigt. Anna sukker og går ind for at sætte vand over til kaffe. Klokken er snart halv ti, og hun har ikke fået andet end en håndfuld jordbær, inden hun kørte ned for at bade. Stegepanden, smørkniven og de klistrede æggeskaller på køkkenbordet får hende til at sukke igen. Henne ved døren ligger en stofpose, der ikke var her i morges.
På en seddel står: Wake up, it’s food o’clock. Kram fra Liselotte. Posen er fyldt med nybagte boller.
Kaffedåsen er tom. Typisk Olivia bare at tage det sidste. Anna stiller den tilbage i skabet og finder tedåsen i stedet. Et godt kapitel. Hun kan ikke lade være med at smile. Inderst inde elsker hun Oli-
vias fandenivoldskhed. På den måde har øen haft præcis den effekt, hun havde håbet på.
Som hun ligger derude, solbrændt og afslappet, uden makeup, uden sin telefon, er det umuligt at se, hvor anspændt og stresset hun var i København. Anna henter talen til i aften, sætter håret op i en hestehale og går rundt i stuen med en blyant vippende mellem to fingre, mens hun læser højt.
”Velkommen til jubilæumsfesten! Tillykke med, at vi nu har boet fem år på vores drømme-ø! Det er sjældent, danske øer bliver sat til salg, men for fem år siden stod stjernerne rigtigt.”
Hun overvejer, om det er for corny. Men i aften må det gerne være storladent. Det skal fandeme være storladent.
”En særlig tak til dig, Johannes. Hvor inspirerende med en rigmand, der faktisk tør investere med hjertet. Med vores ø-projekt kan vi bevise, at der er andre måder at leve på. Vi kan være en inspiration for hele verden!”
Johannes havde været hendes bedste ven i folkeskolen. De to kunne altid få ting til at ske. Efter de gik ud, mistede de kontakten, og der gik mere end ti år, før de så hinanden igen til en klimademonstration
foran Christiansborg. Johannes havde samme lys i øjnene som dengang, og takket være nogle succesfulde virksomhedsstartups havde han nu også penge.
Trægulvet giver sig under hendes bare fødder, og hun nyder fornemmelsen af det glatte træ mod fodsålerne. Hun mindes følelsen af at slæbe de tunge rafter og duften af frisk træ, mens hun save-
de. Stoltheden over at have bygget sit eget hus. Rensningsanlæg, komposttoilet, vindgenerator, drivhus og egen vandboring. Tag med solceller og sedumgræs. Hundrede procent uafhængigt af offentlige
forbrugstilslutninger.
”Kan I huske vores første år på Skarvø? De små skurvogne, vi boede i, og jordvarmeanlægget, der strejkede. Vi frøs ad helvede til, og alligevel var der ingen, der brokkede sig, for vi havde en vision. Vi sagde til hinanden: Vi gør det! Og venner! Vi gjorde det!”
Hun slår blyanten mod en lampe, så det synger. De næste sider skimmer hun bare, det er nemt nok med det, der går godt. Børnene der trives, markerne der bugner af afgrøder, de mange opfindelser, teaterstykker, fester. Men så kommer det, nedkradset med mørkere bogstaver.
”Jeg ved, at I allerede er presset, fordi det er over to måneder siden, der kom varer. Men venner! Husk, at vores drøm hele tiden har været at blive hundrede procent uafhængige. Det kommer åbenbart til at ske før, end vi havde regnet med. Men med alt det, vi har klaret indtil videre, er jeg sikker på, at vi også klarer det her.”
Skydedøren går op, og Olivia kommer ind fra haven.
”Se side to.” Anna rækker talen frem, og Olivia læser i tavshed.
”Starte vores eget gymnasie?” siger hun.
Anna nikker. ”I en ny form, selvfølgelig. Du ved, gøre det attraktivt for jer unge mennesker at blive her.”
”Man kunne jo også bare bruge de gymnasier, der allerede findes?”
”Helt klart, vi er nemlig store fans af karakterræs og præstationspres og unge, der går ned med stress.”
”Gem din brandtale til i aften, mor.”
Anna griner og kysser hende på næsen. ”Jeg elsker dig. Og jeg elsker alle de fregner, du får lige her.”
Hun snupper talen igen. ”Men hvad tænker du? Hvis vi får tilladelse til at køre et gymnasie, ville du
så have lyst til at gå på det?”
”Helt ærligt, mor. Så nej.”
”Hvorfor?”
”Fordi det her er Skarvø.”
”Hvad skal det sige?”
”Man kan jo ikke blive til noget her.”
”Præcis! Her behøver man ikke at blive til noget. Her er man allerede noget.”
”Og derfor må jeg ikke tage til fastlandet?”
”Selvfølgelig må du det. Så snart situationen derinde bliver mere stabil.”
”Vi aner jo ikke engang, hvor slemt det er. Vi har kun den sladder, butikkerne skriver. Og som sikkert bare er dårlige undskyldninger, fordi de ikke gider sende varer herud til verdens fucking ende.”
”Vi ved i hvert fald, at der er forsyningsproblemer. Ikke bare i Danmark, men globalt. Dagli’Brugsen skrev, at man er begyndt at slå hele dyrehold ned og smide dem i massegrave. Drikkevandet er
også ramt mange steder. Er det virkelig et sted, du har lyst til at være?”
”Jeg må jo bare blive vaccineret, eller hvad man nu gør derinde.”
”Du kunne også være glad for, at vi nåede væk. At vi faktisk bor et sted med rent drikkevand, økologiske marker og sunde dyr.”
”Helt klart. Og det bliver en fest at gå på et gymnasie, hvor jeg kender alle i forvejen og hverken kan få nye venner eller bare lære en lillebitte smule nyt ude fra verden.”
Anna åbner køleskabet og finder Liselottes hybenmarmelade – count the memories not the calories. Smører et tykt lag på en af de nybagte boller.
”Nu skal vi ikke skændes, skat. Det er fredag, vi skal hygge os, og vi skal også smage på dem her. Over eller under?”
”Under.”
”I øvrigt.” Anna rækker hende den og tager selv en bid af overen. ”Hvis du så gerne vil blive til noget, skulle du måske starte med at passe din skole?”
”Er det Lauras forældre, der har brokket sig igen?”
”Nu er der jo faktisk undervisningspligt i Danmark.”
”Klart. Og vi giver aldrig fastlandsreglerne fingeren, vel?”
Anna trækker på smilebåndet. ”Touché.”
Hun hiver sien op af kruset og puster. Dampen lægger sig fladt ned, og hun nipper til teen.
”De bliver mere og mere strenge,” siger Olivia. ”Laura må nærmest ingenting mere.”
”De passer bare på hende.”
Olivia ruller med øjnene og går ind på sit værelse. Da hun kommer ud igen, har hun solbriller og rygsæk på.
”Fint. Jeg kører i skole.”
Anna rækker hende cykelhjelmen. Olivia sukker, inden hun sætter den på hovedet. Anna bliver stående i døren og ser hende køre i retning af fællesgården. Der lyder knasen fra en cykel, der nærmer sig ude på stien. Anna stikker fødderne i sine Converse og går udenfor. Stefan bremser sin sorte mountainbike og trækker det sidste stykke hen til hende. Som altid har han en hvid T-shirt på, der forstærker hans bleghed.
Uanset hvor meget han er udenfor, bliver han aldrig rigtig brun. Sammen med de smalle skuldre, hans store briller og ludende holdning ligner han en, der aldrig helt har rystet storbyen og kontorkroppen af sig.
”Hvad så?” spørger Anna. ”Er det vaskeriet igen?”
Han ryster på hovedet. Først nu opdager hun, hvor utilpas han ser ud. Det kraftige, sorte brillestel sidder skævt, og han har sin lægetaske med. Han sparker støttebenet ned.
”Asbjørn siger, at der er sket noget ovre hos Højboerne. Han var helt fra den, og jeg fattede kun halvdelen af, hvad han sagde. Men det er åbenbart slemt. Johannes sagde, at jeg skulle skynde mig at hente dig, så vi kan finde ud af, hvad fanden det er. Han venter på os derovre.”
Kapitel 5
På dørtrinnet ligger en solsort, der har fået hovedet bidt halvt af. Anna skubber til døren, og den glider knirkende til side. Der er ingen på øen, der låser, så det har været nemt at komme ind. Allerede i gangen bliver de mødt af en stank, der kaster hende tilbage til tiden i København. På en knagerække hænger en regnjakke og en grå hættetrøje. Ved væggen står et par badetøfler, nogle beskidte sneakers og et par gummistøvler med snører.
Det hele ser så hverdagsagtigt ud. Som om familien bare er ude at gå en tur og snart vil komme tilbage.
”Her er helt stille,” siger Johannes. ”Hvor er de alle sammen henne?”
Døren til Ivans og Christines soveværelse står på klem.
”Lad os starte derinde,” siger Anna.
Hun skubber døren op, og det giver et koldt sug i maven. Bag sig kan hun høre Johannes gispe.
De ligger ved siden af hinanden i dobbeltsengen. Solen står skarpt ind ad vinduet og forstærker den indelukkede fornemmelse. De har begge haft afgang af urin og afføring, og der er noget ydmygende ved
at se dem ligge på den måde.
”Det … Jeg forstår ikke,” siger Johannes. ”Har nogen … slået dem ihjel? Hvad er det her?”
Stefan skubber sine briller op på næsen. De bliver ved med at glide ned, fordi han sveder så meget.
”Døde er de i hvert fald,” mumler han.
Johannes tager sin sixpence af og holder den foran brystet.
”Hvad gør vi?” hvisker han.
”Vi må have dem væk herfra,” siger Stefan.
”Vi kan ikke begynde at flytte på dem, før vi ved, hvad der er sket,” siger Anna. ”Vi skal finde ud af, hvem der har gjort det her!”
”Selvfølgelig,” siger Johannes. ”Jeg kører op til fællesgården og får alle børnene indenfor, så vi ikke har flere rendende, ligesom Asbjørn. Bagefter kommer jeg med vognen, så vi kan fragte dem væk. Vil I
blive og se, hvad I kan finde ud af? Jeg vil gerne have, at det er jer, der gør det. I er dem, der har mest forstand på det.”
Alene tanken giver Anna myrekryb.
”Jeg kan ikke,” siger hun.
”Så hvad har du tænkt dig?” spørger Stefan. ”Bare at lade dem ligge?”
Hendes venner. Døde. Slået ihjel. Stefan tager hende om skuldrene.
”Vi andre synes fandeme heller ikke, det er sjovt. Men vi er et team, ikke?”
”Det her er noget andet.”
”Nej. Det er lige præcis ikke noget andet. Folk stemte på os til Rådet. Det her er vores ansvar.”
Fandens.
”Jeg skynder mig tilbage!” siger Johannes. ”Find ud af så meget, I kan.”
Døren falder i bag ham, og stilheden sænker sig. I flere sekunder står Anna og Stefan i tavshed, mens de ser på deres døde venner. Anna tænker på dengang, de lige var kommet til øen. Hvordan alle børnene hujede, når Christine pløkkede en fodbold ind fra sidelinjen, så den forsvandt op i himlen. Hun tænker på Ivan, der kunne slæbe de tunge mælkespande så let som ingenting, og hvordan han alligevel blev væltet omkuld, når Frederik fik et raserianfald.
Hendes skridt er mekaniske, da hun går hen mod sengen. Hjernen ved, hvad der skal gøres, men det føles stift og fremmed. Som om hun betragter sig selv på afstand. Hun fjerner dynerne. Ivan og Christine
har nattøj på og ligger på ryggen med åbne øjne. Mundene står en lille smule åbne, som er de blevet afbrudt midt i en sætning.
”Har vi et gerningsvåben?” spørger hun.
Stefan kigger rundt i værelset. ”Der ligger ikke noget herinde, så vidt jeg kan se.”
Hun knapper Ivans pyjamasskjorte op og trækker den til side. Midt på brystet er et lille, flosset sår.
”Det ligner ikke knivstik,” siger hun.
Der er stort set ikke noget blod. Hun trykker forsigtigt rundt om såret, og røde dråber pibler frem. Det hyler i ørerne. Sirener og hvinende bremser, nogen der råber hendes navn. Hun blinker hårdt.
”Er du okay?” Stefan ser undersøgende på hende, og hun går hen til vinduet.
Frisk luft strømmer ind, da hun åbner. Hun står lidt og ser op i himlen, mens hun prøver at finde gamle Anna frem. Vicekriminalkommissæren fra ydre Nørrebro. Det føles meget fjernt. Udenfor kvidrer fuglene, og hun sætter vinduet på haspe. Hun er ikke overtroisk, men har altid godt kunnet lide ritualet med at åbne vinduet, så sjælen kan flyve ud.
Hun går tilbage til dobbeltsengen. Forsøger at betragte det som et gerningssted med to fremmede ofre, og ikke sine gode venner. På Nørrebro startede Olivia og Laura i samme skoleklasse og blev bedste venner. En sommerfest senere var deres forældre også venner.
Midt i larmen fra musik og mindre søskende, der løb rundt om bordene, talte de så længe om nyttehaver og varmepumper og grøn energi, at deres mad blev kold, og de andre voksne begyndte at rydde
af. Anna viste dem Skarvøs hjemmeside og den facebookgruppe, hun og Johannes havde oprettet, og inden aftenen var omme, var de klar til at sælge deres lejlighed og starte et nyt liv.
Syv år har de kendt hinanden. Men de sidste uger har de stort set ikke talt sammen. Højboerne isolerede sig mere og mere. De udeblev fra fællesspisningen, meldte sig til opgaver uden at dukke op, droppede endda den aftengospel, de selv havde arrangeret. De turde ikke lade Frederik være uden opsyn. Forsøgte alt, for at han skulle få det bedre. Meditation, yoga, skovterapi og en masse af Johannes’ urteafkog.
Når Anna spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, afviste de det. Gud vil hjælpe os, sagde Ivan og krammede det lille guldkors, han var begyndt at gå med om halsen. Og nu ligger de her. Dræbt i deres egen seng. Jo mere Anna kigger på deres åbenstående munde, jo mere ser det ud, som om de prøver at sige noget.
Stefan rører uroligt på sig. ”Hvad gør vi?”
”Affotograferer gerningsstedet.”
Anna tager sin notesbog frem. Gør sig umage med at få det hele med. Placeringen af kroppene. Sårene.
Alle møbler i rummet.
”Det er nu, man savner sin mobil,” mumler hun.
Stefan står og tripper imens. At han er uddannet læge, kan man ikke mærke på ham lige nu. Han har armene over kors og gør ingenting.
”Vi skal også finde ud af, hvor længe de har ligget her.”
Anna går hen til Christines side af sengen. Smilehullerne er der stadig, selv i døden. Håret er langt og rødt ligesom Lauras, og det er, som om det livløse ansigt flimrer, og glimt af den levende Christine dukker op. Hvordan hun lagde nakken tilbage, når hun grinede, allergien, der fik hende til at nyse, kærligheden og bekymringen i blikket, når hun så på sin søn. Anna tager fat i hendes arm og presser forsigtigt tommelfingeren mod huden.
”De har ikke været døde særlig længe.”
Hun tager om Christines hoved og forsøger at dreje det.
”Men der er dødsstivhed. Hvis vi tager deres temperatur, bliver vi måske klogere.”
Hun kan ikke genkende sin egen stemme. Men Stefan virker lettet over at have noget konkret at give sig til. Han tager en saks frem og klipper Ivans natbukser op. Tørrer ham ren og finder et termometer
frem. Hans bevægelser er nænsomme. Alligevel virker det klodset, fordi hans hænder ryster så meget.
Anna ville ønske, de kunne ringe efter hjælp. Hvorfor havde de ikke tænkt på det?
Hvorfor havde de ikke sørget for, at der var en strategi? Fordi de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at noget som det her kunne ske på deres fredelige ø. Termometret bipper.
”30,2,” siger Stefan. ”Drabene må være sket omkring klokken tre i nat.”
”Hvis altså de blev dræbt samtidig.”
”Det tjekker vi selvfølgelig.”
Stefan finder saksen frem igen og klipper i Christines tøj. Selvom vinduet er åbent, er luften tyk som lim.
”Mens du gør det, tjekker jeg resten af huset,” siger Anna.
Hun skubber døren op og skynder sig ud. Stuen er badet i morgensol, alt står, som det plejer. Sofaen med de spraglede puder, brændeovnen, de mange nipsting. På væggen hænger et af Christines gipsaftryk, som hun har haft med fra fastlandet. To små børnehænder og teksten: Frederik 6 år,
Laura 3 år. Her plejer at være masser af friske blomster, men lige nu er alle de hjemmedrejede keramikvaser tomme.
Spisebordet er dækket af spillekort. Ivan kunne sidde i timevis og lægge kabale. Han er stoppet midt i den her. Ude i køkkenet står en stribet kat og drikker vand fra en skål på gulvet. Anna gennemsøger rummet, men finder ikke noget usædvanligt. Hun går ned ad gangen til Lauras værelse. Gennem dørsprækken kan hun se, at der ligger nogen derinde. Ikke i sengen, men nede på gulvet.
Med tilbageholdt åndedræt skubber hun døren op og går ind. Det giver et ubehageligt sug i maven, da hun ser Frederiks unge, slanke krop på det mørke trægulv. Kun 19 år. Langsomt går hun hen imod ham, og allerede efter få skridt ser hun den. En dolk. Der er blod på bladet. Gulvet under ham er også rødt af blod. Det ligner ikke knivstik. Måske tog hun fejl? Er dolken gerningsvåbnet?
Hun skræver over ham og betragter hans livløse, blå øjne. Han ligger på maven med bøjede arme, som er han midt i et brystsvømningstag. Håndflader og underarme vender mod gulvet. Håret er uglet, og fødderne nøgne. Han har boksershorts og en lysegrå T-shirt på. Ser ud, som om han lige er væltet ud af sengen. Det er umuligt ikke at få mistanken: Har han sovet herinde? På sin søsters værelse?
Pludselig ændrer hele situationen udtryk. Hun gør sig umage med at få alt ned i notesbogen. Blodpølens
omrids, dolkens placering, hvordan kroppen ligger. Mens hun tegner, presser tanken sig på: Når det er Frederik, der ligger på Lauras værelse … Hvor er Laura så? I det samme får hun øje på det. Henne på skrivebordet ligger et brev. Det er skrevet på lysebrunt genbrugspapir. Med sirlige blyantbogstaver står:
Jeg er nødt til det. Håber, du kan tilgive mig. Er rejst til fastlandet. I skal ikke lede efter mig. Øverst er tegnet et hjerte. Anna ser længe på hjertet. Hvad betyder det her? Hun stikker brevet ind i notesbogen og ser sig omkring. Skrivebordet er overraskende ryddeligt, der ligger ikke en eneste genstand ud over
brevet. Enten har Laura selv ryddet det, eller også har nogen snuppet, hvad end der lå her.
Resten af værelset virker også ret tomt. Der ligger et ludospil, en LP med Bob Dylan og en hårbørste med lange røde hår. Der er skrevet LAURA på det hele. Frederik havde det med at låne ting uden at spørge om lov, og Laura blev så irriteret, at hun begyndte at skrive navn på alt. Da Olivia fortalte det til Anna, var det med et skævt smil. Nu tænker Anna, at det måske ikke var så sjovt igen.
At det, der lignede uskyldige søskendestridigheder, måske stak dybere end som så. Hun bladrer hen til en ny side i notesbogen og kradser nogle tanker ned. Forgreb Frederik sig på sin søster? Slog Laura sin bror ihjel i selvforsvar? Hun vipper med blyanten. Men hvad så med Ivan og Christine? Skulle de straffes for ikke at have grebet ind? Hun går hen til buketten med tørrede blomster, der hænger på væggen.
Tillykke med de 16 år – rock on!
Olivia har skrevet kortet med sin pæneste håndskrift. Lauras yndlingsblomst er rølliker, fordi de er gode mod menstruationssmerter. Uanset hvad man fejler, kender Johannes en plante, der kan hjælpe. Der er ingenting i skrivebordsskufferne. Heller ikke i skufferne under sengen. Selv tøjskabene er halvtomme, og Anna skriver i notesbogen: Pakkede Laura nogle ting, inden hun stak af?
Hun står lidt og ser på sætningen. Det virker meget velovervejet. Ikke som en person i panik. Hun går ned ad gangen til Frederiks værelse, og det er som at træde ind i en scene fra Emil fra Lønneberg. Overalt står træfigurer og betragter hende med tomme øjne. Træet er glatslebet, og der er masser
af detaljer. Næsebor, tænder, endda negle. Ansigterne er dystre med dybe panderynker og sammen-bidte udtryk.
I en skuffe ligger et stykke sandpapir og en dolk mere. Anna havde aldrig forstået, at Ivan og Christine gav ham lov til at have knive, sådan som han havde det. Men det er det eneste, der for alvor gør ham glad, sagde de. At skabe ting af træ. Skal vi virkelig tage det fra ham? Bag en vissen plante ligger et plekter. Der står LAURA på det. Ellers er her ikke ret meget. Kun lidt tøj, nogle træklodser, mere sandpapir.
Endnu et halvtomt værelse. Anna åbner notesbogen og skriver: Hvis Laura pakkede nogle ting, inden hun flygtede … hvorfor mangler Frederiks ting så også? Hun går ud af værelset og gennemsøger resten af huset. Bryggerset. Drivhustilbygningen. Værkstedet med Frederiks træting og Christines keramik og gips. Under normale omstændigheder ville man børste for fingeraftryk, indsamle blodprøver og lede efter dna-spor.
Nu nøjes hun med at kigge efter det åbenlyse, fodaftryk, tøjfnuller, den slags. Men hun finder ingenting.
Hun går udenfor for at få noget frisk luft. Gruset knaser under hendes sko, og hun ser op i den blå julihimmel. Hendes krop føles kold, og hun knækker fingre. Små, hårde smæld. Det her er alt, hvad hun ville væk fra. Lyden af hestehove nærmer sig, og hun går ud til stien. Johannes stiger ned af vognen og klapper Amigo på halsen.
”Har I fundet ud af noget?” spørger han.
”Laura er ikke derinde. Vi fandt Frederik. Han er død.”
”Åh gud.”
”Fik du børnene indenfor?”
”Alle er i fællesgården. Også Olivia.”
Amigo pruster. Den løfter og sænker hovedet, og Anna lægger en hånd på hestens varme mule. Hvordan skal hun fortælle Olivia, at hendes veninde er væk? At endnu en af hendes veninder er væk.
Døren går op, og Stefan kommer ud. Solen rammer ham i ansigtet og forstærker blegheden.
”De er sgu blevet skudt med bue og pil. Ren Robin Hood.”
Den hvide T-shirt klæber til hans smalle overkrop, og han tørrer sig over panden.
”Eller Christine er i hvert fald. Jeg har ikke nået mere. Pilespidsen havde kilet sig dybt ned i kødet. Det var derfor, vi ikke så det i første omgang.”
Han rækker håndfladen frem. Metallet glinser af blod.
”Fy for pokker,” mumler Johannes.
Anna tager pilespidsen. En trebladet jagtpil af rustfrit stål.
”Den har skrueriller,” siger hun. ”Det er derfor, resten af pilen ikke er der. Man kan dele den i to og genbruge delen med styrefjerene.”
Det er godt håndværk. Spidsen er syleskarp.
”Temmelig voldsomt våben på så kort afstand,” siger hun. ”Hvorfor ikke bare bruge en kniv?”
”Måske for at være sikker på, at de døde med det samme?” foreslår Stefan.
En flok katte forsvinder som grå skygger om et hjørne. I stalden brøler køerne klagende, og Anna tænker på ordene. Ren Robin Hood.
”Jeg tror, det er en besked,” siger hun.
”Besked om hvad?” spørger Johannes.
”Noget symbolsk? Man gør ikke så meget ud af det uden grund.”
”Hvad med resten af stedet?” spørger Stefan. ”Fandt du noget?”
”Det her lå på Lauras værelse.” Anna tager brevet frem, og de læser på skift.
”Er nødt til det,” siger Stefan. ”Det lyder som en tilståelse, gør det ikke?”
”Tror du, Laura har slået dem ihjel?” spørger Johannes.
”Det lyder sgu da sådan.” Stefan skubber brillerne op. ”Hvad skulle det ellers betyde?”
Der lyder stemmer nede fra stranden, og Johannes gør tegn til, at de skal dæmpe sig.
”Ikke mere snak. Lad os få dem væk herfra.”
”Hvor skal vi overhovedet køre dem hen?” spørger Stefan.
”Hvad med Østbunkeren?” siger Anna. ”Det er tæt på, og der kommer aldrig nogen.”
Inde i stalden bliver den klagende lyd højere.
”Hvad gør vi med køerne?” spørger Stefan.
”Jeg kan få Ruben til at komme og malke,” siger Johannes. ”Jeg siger bare, at han ikke må gå ind i huset. Kom, lad os få det overstået.”
På vej ind går det op for Anna, at hun ikke fik tjekket skabene i Ivans og Christines soveværelse.
”To sekunder,” siger hun. ”Jeg skal lige undersøge noget.”
Hun skynder sig ind i soveværelset, mens Johannes og Stefan går i forvejen ind på Lauras værelse. Med hurtige bevægelser hiver hun skabene op og kigger i skufferne. Her er lige så tomt som hos børnene.
”Anna!”
Stefan kommer ind til hende. Brillerne hænger helt nede på næsetippen, og han skubber dem op med en febrilsk bevægelse.
”Du skal lige se det her,” siger han.
De går sammen tilbage på Lauras værelse. Johannes står med hænderne i siden. På gulvet foran ham er Frederik blevet rullet om på ryggen. Anna stirrer på Frederiks lysegrå T-shirt.
”Der er ikke noget skudsår,” siger hun.
”Præcis.” Stefan knæler ved siden af ham. ”Se her.”
Han løfter op i den 19-åriges arme. I begge håndled er der dybe snit.
”Shit,” mumler Anna.
”Jep,” siger Stefan. ”Og der er mere endnu.”
Han drejer Frederiks venstre arm op mod lyset, og det gyser i Anna, da hun ser, at der er skrevet noget. Op langs hele underarmen står med tydelige bogstaver: Undskyld.
Dødens fugle
Mystiske dødsfald ryster en gruppe danskere, som har stiftet deres egen lille koloni på en ø i Kattegat.
Drømmen var at skabe et bæredygtigt samfund langt fra fastlandets stress og kaos. Men disse tanker glemmes efterhånden, som øboere findes myrdet, piger forsvinder sporløst, og hemmelige beskeder dukker op.
For hvem er det, der forsøger at ødelægge det paradis, som til at begynde med kunne samle alle, men som nu kun skaber splittelse og fjendskab? Og hvorfor?
Det er disse spørgsmål, der martrer den tidligere vicekriminalkommissær Anna, mens hun forsøger at finde morderen og de forsvundne piger.
Dødens fugle er en spændingsroman om bristede drømme, dyb splittelse og det største bedrag.
Du kan købe Dødens fugle online hos fx. Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: