Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved fik sensationelt mange unge til at læse, da de sammen skrev Dig og mig før daggry for 12 år siden. Nu kommer opfølgeren Dit liv i mine hænder, hvor vi er tilbage i Aalborg med en hæsblæsende historie om kærlighed, vægten af en tung social arv og en baby.
Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved er et powercouple i dansk børne- og ungdomslitteratur. I 2013 udgav de sammen Dig og mig ved daggry, der med sin barske og medrivende historie krøb ind under huden på både anmeldere og læsere og blev et kæmpe hit og bestseller. Bogen modtog Kulturministeriets Forfatterpris for Børne og Ungdomsbøger, blev sat op som teaterstykke og læst og elsket af en hel ungdomsgeneration.
Dig gider jeg godt snakke med
Samarbejdet opstod for mere end 12 år siden, hvor de to forfattere med nordjyske rødder jævnligt stødte på hinanden til arrangementer og receptioner. En dag faldt de i snak.
”Vi mødtes jo rundtomkring og talte begge to nordjysk. Dig gider jeg godt snakke med, tænkte jeg om Sanne”, griner Glenn Ringtved, der har et langt forfatterskab indenfor børne- og ungdomslitteratur bag sig og fortætter: ”Så blev vi enige om at prøve at lave noget sammen. Egentlig ville vi oprindeligt skrive en novellesamling, der skulle foregå i Bindslev, en lille by i Nordjylland, der ligger midt imellem de byer, vi er opvokset i. Jeg er fra Hjørring, og Sanne er fra Skagen”.
Sanne Munk Jensen tager over: ”Vi mødtes deroppe og gik lidt rundt, men vores ide om at skrive om forskellige personer fra landsbyen, der skulle flette sig ind i hinanden, fungerede ikke rigtigt. Vi syntes, at vi kom til at gøre grin med den kultur og de folk, vi skrev om. Det føltes som at pisse i egen rede, og det havde vi overhovedet ikke lyst til, men kunne heller ikke rigtigt komme ud af det”.
Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen (fotograf: Simon Klein Knudsen)
Romanen skrev sig selv
Novellerne blev droppet, men i deres research på hjemegnen, stødte de to forfattere på en masse gamle avisartikler om en serie af selvmord, der havde fundet sted i Aalborg. Og en af de historier gjorde et særligt indtryk, fordi den beskrev to unge mænd, der havde begået kollektivt selvmord ved at hoppe i Limfjorden, hvor de blev fundet med håndjern på. Netop den avishistorie blev katalysator for en ny ide til en fælles roman, der endte med at blive til Dig og mig ved daggry.
”Vi talte meget om de her selvmordshistorier og blandede det hele sammen til en historie, som ingen af os kunne slippe. Så måtte vi jo skrive den i fællesskab. Romanen skulle begynde med fundet af de to mennesker i håndjern på bunden af Limfjorden. Det var så godt et anslag, at romanen skrev sig selv derfra”, husker Glenn Ringtved, mens Sanne Munk Jensen supplerer: ”Og så fandt vi ret hurtigt på at lave en død fortæller, der skulle være med gennem hele bogen. Det viste sig at være et vidunderligt greb.”
Bogen blev en kæmpe succes både i skolerne, på biblioteket og i boghandlen, hos de unge læsere og hos undervisere og bibliotekarer i en grad, der sjældent ses på markedet for ungdomsbøger. Hvorfor tror de selv det gik så godt?
”Fordi det er en god historie! En dramatisk historie. Selvom det heldigvis er de færreste, der har selvmord inde på livet, så er der noget genkendeligt over den tilstand, hvor man lander i et mørkt hul og befinder sig i en spiral, der er svær at komme ud af. Uanset hvor man er i livet”, siger Sanne Munk Jensen, der debuterede i 2002 og udover ungdomsbøger også skriver manuskripter til film og tv.
Glenn Ringtved fortsætter: ”Og så var det dengang også noget nyt, at der var nogen som gik all-inn på lidelse og dårligdom, som vi gjorde det. Vores historie var virkelig barsk og har skrevet sig ind i den undergenre indenfor ungdomslitteraturen, der hedder sick litt, hvor temaerne er sygdom og lidelse”.
Sanne Munk Jensen tilføjer: ”Vi var dog meget opmærksomme på, at vi ikke måtte romantisere selvmord. Bogen er i bund og grund en tragedie”.
Glenn Ringtved (fotograf: Simon Klein Knudsen)
Det særlige nordjyske
Og så er der det med det nordjyske, som de to forfattere bliver ved med at kredse om. Kunne romanerne ikke lige så godt have foregået på Vestegnen eller i København?
”Jo, det kunne den måske nok, men vi føler os bare hjemme i Aalborg. Det nordjyske er noget, vi kender så godt. Sprogtonen. Det rolige temperament. Det er en særlig måde at tænke på, og en særlig måde at være på, som vi kan ramme og som ikke forsvinder, fordi vi er flyttet til København”, fortæller Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen.
Læserne vil have en afklaring
Nu er forfatterne vendt tilbage til Aalborg og skriver historien om de efterladte fire år efter selvmordet. Jonathan bor alene med sin arbejdsløse far Ian, og de taler ikke om Liam eller deres følelser. Da Jonathan går i byen, møder han Isa, der har en del mere erfaring. De bliver forelskede, og livet er godt for en stund. Men så bliver Isa gravid, og selvom alle opfordrer dem til at få en abort, så vælger de at få barnet og kæmper i håbet om at kunne give deres barn en bedre barndom end de selv har fået.
Hvorfor genoptage historien, så mange år efter?
”Vi efterlader nogle ting åbne med Dig og mig ved daggry, som vi har fået lyst til at give et bud på. I helt bogstaveligste forstand har vi efterladt en smoking gun hos Ian, der får en pistol i slutningen af romanen, men bruger han den? Det er vi blevet spurgt vildt meget om gennem årene. Folk vil gerne have en afklaring”, siger Sanne Munk Jensen og Glenn fortæller videre: ”Det var bare svært at føre historien videre på den rigtige måde. Hovedpersonerne var jo døde, og derudover havde vi brugt den døde fortællerstemme en gang. Så det blev afgørende for os at finde et godt greb til at fortælle den nye historie”.
Sanne Munk Jensen (fotograf: Simon Klein Knudsen)
Vi er ikke lige i Danmark
Hvad var det mere specifikt, der tændte forfatternes nysgerrighed og lyst til at gå ombord i den her historie en gang til?
Sanne Munk Jensen tager ordet: ”Helt grundlæggende ville vi gerne bidrage til snakken om social arv og miljø. Vi vil gerne gøre op med illusionen om, at vi alle er lige i Danmark og har lige vilkår. Det har vi jo bare overhovedet ikke. I romanen drømmer Isa og Jonathan om at ville gøre det bedre end det, de selv kommer fra. De kæmper hårdt for det, men har ikke rigtig nogle rollemodeller at læne sig op ad”.
Til romanen har forfatterne blandt andet konsulteret SSP-vejledere for at trykteste nogle af handlingsforløbene, og i løbet af samtalerne er de blevet overraskede over, at virkeligheden faktisk overgår fantasien og den fiktion, deres roman er.
”Vi har bare skrevet løs, men fundet ud af at det, vi beskriver af kriminalitet og vold, er ingenting. Voldsparatheden er vildere i virkeligheden. Der er så meget af den slags, der foregår mellem hjemmets fire vægge og som aldrig når frem til politiet. Man ordner det selv”.
”Vi vil gerne være solidariske med vores figurer, men samtidig vil vi ikke fremstille kommunen som de onde, men som nogen, der har gode intentioner og er der af en årsag,” forklarer Sanne Munk Jensen.
En håbefuld afslutning trods alt
Hvad tænker forfatterparret så om muligheden for at bryde den social arv efter at have skrevet sig igennem romanen og de tanker, de har gjort sig undervejs?
Sanne Munk Jensen svarer: ”Det afhænger helt af, hvilken hjælp man får. Isa og Jonathan er på en måde to versioner af, hvordan et menneske kan falde ud. Den afgørende forskel for de to er, at han har haft en god og kærlig mor, det har hun ikke. Og sagen er den, at man gør det, man har set. Der er ikke frit slag blandt alle handlemuligheder, man er meget tilbøjelig til at gentage det, man har set og det, man har mødt gennem livet”.
Uden at afsløre for meget af bogens handling eller afslutning, så slutter Dit liv i mine hænder noget mere håbefuldt end Dig og mig før daggry, så man ikke som læser sidder helt formørket tilbage. Hvordan forestiller de to forfattere sig, at det vil gå Isa og Jonathan og deres lille familie fremover:
”Ja, det er rigtigt, at det er en mere håbefuld afslutning, men når det er sagt, så ligger der kun lort foran dem. Jon har et grundlæggende retvisende kompas, som vi undervejs ser fungerer. Han ved godt, hvad han skal gøre. Men det er noget andet med Isa. Det kan hun ikke på samme måde, hun har ikke lært det. Om de bliver sammen, er ikke til at sige. Vi kan håbe”, siger de to forfattere. På nordjysk.
Dit liv i mine hænder:
Dit liv i mine hænder er opfølgeren til den prisvindende bestseller fra 2013, Dig og mig ved daggry.
Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det varede. Måske nogle minutter, måske ikke engang, men imens det stod på, nåede jeg at tænke, at jeg bare ville smelte sammen med hende for altid. Jeg kendte hende nærmest ikke, og her lå vi.
Der er gået fire år, siden Jonathans storebror Liam sprang i Limfjorden med sin kæreste og begik selvmord. Nu er Jonathan alene med sin far.
De to bor sammen, men taler ikke med hinanden – og slet ikke om Liams død. Jonathan overlever bare. Lige indtil han møder Isa, og verden åbner sig, og der pludselig er mere at leve for end nogensinde.
Dit liv i mine hænder er historien om at kæmpe for livet og for dem, man elsker, selv om man bærer på en tung og mørk arv.
Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved fik sensationelt mange unge til at læse, da de sammen skrev Dig og mig før daggry for 12 år siden. Nu kommer opfølgeren Dit liv i mine hænder, hvor vi er tilbage i Aalborg med en hæsblæsende historie om kærlighed, vægten af en tung social arv og en baby.
Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved er et powercouple i dansk børne- og ungdomslitteratur. I 2013 udgav de sammen Dig og mig ved daggry, der med sin barske og medrivende historie krøb ind under huden på både anmeldere og læsere og blev et kæmpe hit og bestseller. Bogen modtog Kulturministeriets Forfatterpris for Børne og Ungdomsbøger, blev sat op som teaterstykke og læst og elsket af en hel ungdomsgeneration.
Dig gider jeg godt snakke med
Samarbejdet opstod for mere end 12 år siden, hvor de to forfattere med nordjyske rødder jævnligt stødte på hinanden til arrangementer og receptioner. En dag faldt de i snak.
”Vi mødtes jo rundtomkring og talte begge to nordjysk. Dig gider jeg godt snakke med, tænkte jeg om Sanne”, griner Glenn Ringtved, der har et langt forfatterskab indenfor børne- og ungdomslitteratur bag sig og fortætter: ”Så blev vi enige om at prøve at lave noget sammen. Egentlig ville vi oprindeligt skrive en novellesamling, der skulle foregå i Bindslev, en lille by i Nordjylland, der ligger midt imellem de byer, vi er opvokset i. Jeg er fra Hjørring, og Sanne er fra Skagen”.
Sanne Munk Jensen tager over: ”Vi mødtes deroppe og gik lidt rundt, men vores ide om at skrive om forskellige personer fra landsbyen, der skulle flette sig ind i hinanden, fungerede ikke rigtigt. Vi syntes, at vi kom til at gøre grin med den kultur og de folk, vi skrev om. Det føltes som at pisse i egen rede, og det havde vi overhovedet ikke lyst til, men kunne heller ikke rigtigt komme ud af det”.
Romanen skrev sig selv
Novellerne blev droppet, men i deres research på hjemegnen, stødte de to forfattere på en masse gamle avisartikler om en serie af selvmord, der havde fundet sted i Aalborg. Og en af de historier gjorde et særligt indtryk, fordi den beskrev to unge mænd, der havde begået kollektivt selvmord ved at hoppe i Limfjorden, hvor de blev fundet med håndjern på. Netop den avishistorie blev katalysator for en ny ide til en fælles roman, der endte med at blive til Dig og mig ved daggry.
”Vi talte meget om de her selvmordshistorier og blandede det hele sammen til en historie, som ingen af os kunne slippe. Så måtte vi jo skrive den i fællesskab. Romanen skulle begynde med fundet af de to mennesker i håndjern på bunden af Limfjorden. Det var så godt et anslag, at romanen skrev sig selv derfra”, husker Glenn Ringtved, mens Sanne Munk Jensen supplerer: ”Og så fandt vi ret hurtigt på at lave en død fortæller, der skulle være med gennem hele bogen. Det viste sig at være et vidunderligt greb.”
LÆS OGSÅ: Læs et uddrag af Dit liv i mine hænder
Bogen blev en kæmpe succes både i skolerne, på biblioteket og i boghandlen, hos de unge læsere og hos undervisere og bibliotekarer i en grad, der sjældent ses på markedet for ungdomsbøger. Hvorfor tror de selv det gik så godt?
”Fordi det er en god historie! En dramatisk historie. Selvom det heldigvis er de færreste, der har selvmord inde på livet, så er der noget genkendeligt over den tilstand, hvor man lander i et mørkt hul og befinder sig i en spiral, der er svær at komme ud af. Uanset hvor man er i livet”, siger Sanne Munk Jensen, der debuterede i 2002 og udover ungdomsbøger også skriver manuskripter til film og tv.
Glenn Ringtved fortsætter: ”Og så var det dengang også noget nyt, at der var nogen som gik all-inn på lidelse og dårligdom, som vi gjorde det. Vores historie var virkelig barsk og har skrevet sig ind i den undergenre indenfor ungdomslitteraturen, der hedder sick litt, hvor temaerne er sygdom og lidelse”.
Sanne Munk Jensen tilføjer: ”Vi var dog meget opmærksomme på, at vi ikke måtte romantisere selvmord. Bogen er i bund og grund en tragedie”.
Det særlige nordjyske
Og så er der det med det nordjyske, som de to forfattere bliver ved med at kredse om. Kunne romanerne ikke lige så godt have foregået på Vestegnen eller i København?
”Jo, det kunne den måske nok, men vi føler os bare hjemme i Aalborg. Det nordjyske er noget, vi kender så godt. Sprogtonen. Det rolige temperament. Det er en særlig måde at tænke på, og en særlig måde at være på, som vi kan ramme og som ikke forsvinder, fordi vi er flyttet til København”, fortæller Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen.
Læserne vil have en afklaring
Nu er forfatterne vendt tilbage til Aalborg og skriver historien om de efterladte fire år efter selvmordet. Jonathan bor alene med sin arbejdsløse far Ian, og de taler ikke om Liam eller deres følelser. Da Jonathan går i byen, møder han Isa, der har en del mere erfaring. De bliver forelskede, og livet er godt for en stund. Men så bliver Isa gravid, og selvom alle opfordrer dem til at få en abort, så vælger de at få barnet og kæmper i håbet om at kunne give deres barn en bedre barndom end de selv har fået.
Hvorfor genoptage historien, så mange år efter?
”Vi efterlader nogle ting åbne med Dig og mig ved daggry, som vi har fået lyst til at give et bud på. I helt bogstaveligste forstand har vi efterladt en smoking gun hos Ian, der får en pistol i slutningen af romanen, men bruger han den? Det er vi blevet spurgt vildt meget om gennem årene. Folk vil gerne have en afklaring”, siger Sanne Munk Jensen og Glenn fortæller videre: ”Det var bare svært at føre historien videre på den rigtige måde. Hovedpersonerne var jo døde, og derudover havde vi brugt den døde fortællerstemme en gang. Så det blev afgørende for os at finde et godt greb til at fortælle den nye historie”.
Vi er ikke lige i Danmark
Hvad var det mere specifikt, der tændte forfatternes nysgerrighed og lyst til at gå ombord i den her historie en gang til?
Sanne Munk Jensen tager ordet: ”Helt grundlæggende ville vi gerne bidrage til snakken om social arv og miljø. Vi vil gerne gøre op med illusionen om, at vi alle er lige i Danmark og har lige vilkår. Det har vi jo bare overhovedet ikke. I romanen drømmer Isa og Jonathan om at ville gøre det bedre end det, de selv kommer fra. De kæmper hårdt for det, men har ikke rigtig nogle rollemodeller at læne sig op ad”.
Til romanen har forfatterne blandt andet konsulteret SSP-vejledere for at trykteste nogle af handlingsforløbene, og i løbet af samtalerne er de blevet overraskede over, at virkeligheden faktisk overgår fantasien og den fiktion, deres roman er.
”Vi har bare skrevet løs, men fundet ud af at det, vi beskriver af kriminalitet og vold, er ingenting. Voldsparatheden er vildere i virkeligheden. Der er så meget af den slags, der foregår mellem hjemmets fire vægge og som aldrig når frem til politiet. Man ordner det selv”.
”Vi vil gerne være solidariske med vores figurer, men samtidig vil vi ikke fremstille kommunen som de onde, men som nogen, der har gode intentioner og er der af en årsag,” forklarer Sanne Munk Jensen.
En håbefuld afslutning trods alt
Hvad tænker forfatterparret så om muligheden for at bryde den social arv efter at have skrevet sig igennem romanen og de tanker, de har gjort sig undervejs?
Sanne Munk Jensen svarer: ”Det afhænger helt af, hvilken hjælp man får. Isa og Jonathan er på en måde to versioner af, hvordan et menneske kan falde ud. Den afgørende forskel for de to er, at han har haft en god og kærlig mor, det har hun ikke. Og sagen er den, at man gør det, man har set. Der er ikke frit slag blandt alle handlemuligheder, man er meget tilbøjelig til at gentage det, man har set og det, man har mødt gennem livet”.
Uden at afsløre for meget af bogens handling eller afslutning, så slutter Dit liv i mine hænder noget mere håbefuldt end Dig og mig før daggry, så man ikke som læser sidder helt formørket tilbage. Hvordan forestiller de to forfattere sig, at det vil gå Isa og Jonathan og deres lille familie fremover:
”Ja, det er rigtigt, at det er en mere håbefuld afslutning, men når det er sagt, så ligger der kun lort foran dem. Jon har et grundlæggende retvisende kompas, som vi undervejs ser fungerer. Han ved godt, hvad han skal gøre. Men det er noget andet med Isa. Det kan hun ikke på samme måde, hun har ikke lært det. Om de bliver sammen, er ikke til at sige. Vi kan håbe”, siger de to forfattere. På nordjysk.
Dit liv i mine hænder:
Dit liv i mine hænder er opfølgeren til den prisvindende bestseller fra 2013, Dig og mig ved daggry.
Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det varede. Måske nogle minutter, måske ikke engang, men imens det stod på, nåede jeg at tænke, at jeg bare ville smelte sammen med hende for altid. Jeg kendte hende nærmest ikke, og her lå vi.
Der er gået fire år, siden Jonathans storebror Liam sprang i Limfjorden med sin kæreste og begik selvmord. Nu er Jonathan alene med sin far.
De to bor sammen, men taler ikke med hinanden – og slet ikke om Liams død. Jonathan overlever bare. Lige indtil han møder Isa, og verden åbner sig, og der pludselig er mere at leve for end nogensinde.
Dit liv i mine hænder er historien om at kæmpe for livet og for dem, man elsker, selv om man bærer på en tung og mørk arv.
Fra 14 år.
Du kan købe Dit liv i mine hænder online hos fx. Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: