De dømte kvinder er en fængslende dokumentarisk fortælling, som tager afsæt i kriminalsager fra begyndelsen af 1900-tallet. Fortællingerne skildrer en lang række unge kvinder, der fødte i skjul og skam og i en del tilfælde også tog livet af deres nyfødte barn.
I begyndelsen af 1900-tallet blev et stort antal kvinder dømt for at have forårsaget deres nyfødte barns død. Bag forbrydelserne stod desperate kvinder, der var blevet svigtet af barnets far og dernæst et samfund, der fordømte enlige mødre.
LÆS OGSÅ: Tommy Heisz: Jeg tror på, at fortiden vil os noget
Hvem var disse kvinder, og hvordan kom de helt derud, hvor de kunne begå den allermest utænkelige forbrydelse? Hvad var deres livsbetingelser, og hvilket samfund omgav dem? Det er noget af det, Tommy Heisz belyser i sin nye bog De dømte kvinder, der også går tæt på politiets og retsmedicinernes opklaringsarbejde.
Læs første kapitel af De dømte kvinder af Tommy Heisz herunder.
De dømte kvinder
af Tommy Heisz
1
BRÆNDEMÆRKET
Tjenestepigen Emma Jönsson stod i køkkenet og var i gang med dagens arbejde, da en jagende smerte slog ned i hende. Det måtte være de første veer. Tidligere samme morgen havde hun næsten ikke kunnet komme ud af sengen, fordi hun følte sig så utilpas. Men en tjenestepige holdt ikke fri. Emma havde pligtskyldigt slæbt sig over i godsets hovedbygning for at tage del i køkkenarbejdet.
Til at begynde med havde hun lige kunnet klare det, men som smerten nu jog stødvist igennem hende, forstod hun, hvad der var ved at ske: barnet var på vej. Emma forsøgte at holde masken. Hun vidste, at hun måtte væk, men ingen måtte bemærke noget. Uden for køkkendøren styrede hun tværs over gårdspladsen. Med vaklende skridt fulgte hun jernbaneskinnerne i retning af den nærliggende slotshave.
Det var ved middagstid en martsdag i året 1900, at svenske Emma Jönsson tog sine besværede skridt i håb om at kunne føde i skjul. Det hele udspillede sig ved Egeskov på Sydfyn. Et sted, hvor de store
træk i omgivelserne ikke har forandret sig meget siden dengang. Det står klart, når man besøger slotshaven i dag. Hvor de fleste andre steder i løbet af hundrede år plus det løse forandres til ukendelighed, er det anderledes med et bevaringsværdigt renæssanceslot og dets nære omgivelser.
Med sine runde hjørnetårne og røde munkestensmure ligger Egeskov Slot stadig og spejler sig i vandet i de omkransende voldgrave. Det vand, som en journalist fra avisen Socialdemokraten på Emma Jönssons tid omtalte som ”et svælg mellem greven og hans slot på den ene side og arbejderne på den anden”. Om arbejderne slog journalisten fast, at de ”træller ovre mellem de lave, skidne staldbygninger
dag ud og dag ind uden andet udbytte end fattigdom og elendighed”.
I 1900 var Egeskov et driftigt gods, som beskæftigede et væld af markarbejdere, tjenestepiger og andet tyende. Emma Jönsson havde fået hyre på godset fire måneder forinden. Indtil da havde hun tjent
på en nordfynsk gård. Ved ankomsten til Egeskov bar hun på en historie om et forlist forhold til en mand. Hun bar også på et barn. Det var hun ved ansættelsen bevidst om, og hun var fast besluttet på, at ingen på Egeskov skulle vide noget om det.
Det måtte skjules for enhver pris. Både forvalterparret og andre tjenestefolk på godset kunne senere fortælle, at de havde haft en mistanke om, at den unge svenske kvinde var gravid. De havde også flere gange spurgt til det, men Emma havde nægtet alt.
I dag er Egeskov et populært udflugtsmål. Tusinder af gæster besøger hvert år slottet og slentrer rundt på de samme stier og grusveje, som Emma Jönsson for så mange år siden fulgte i sit forsøg på at komme væk. De færreste kender til den tragiske begivenhed, for man skal lede grundigt i gamle avisspalter og sagsmapper for at finde den. Rigsarkivet ligger inde med dokumenterne fra den retssag, der senere udspillede sig.
For da Emma Jönsson gik ud for at føde sit barn i skjul, var hun ikke blot ved at finde en desperat løsning på et personligt problem – hun var også i færd med at udføre en kriminel handling, som blev taget særdeles alvorligt. Med politirapporten og afhøringerne fra sagen mod Emma Jönsson i hånden er det i dag muligt, nærmest skridt for skridt, at følge i den svenske tjenestepiges spor den martsdag i 1900, da hun i stor smerte sneg sig bort fra køkkenet.
Papirerne rummer nemlig en detaljeret beskrivelse af ruten, som hun senere beskrev den.
Jernbanen, som Emma fulgte det første stykke, er væk. Skinnerne og svellerne blev gravet op og fjernet i 1920’erne, da der ikke længere var brug for togvogne til at fragte afgrøder ind til den nærliggende stationsby Kværndrup. Men derudover står det meste som dengang.
Efter at have krydset gårdspladsen bevægede Emma sig i nordøstlig retning væk fra godsets hoved-bygning. Hun åbnede lågen til slotshaven og fulgte derefter en grusbelagt sti ned mod åen og videre op ad en lille bakke mod stengærdet på den anden side af vandløbet.
Den sti kan man også følge i dag. Og stengærdet er der stadig. Drejer man af og går langs det, kommer man efter omtrent 100 meter til en lille klynge træer. De står lidt for sig selv i slotshavens nordøst lige hjørne. På Emma Jönssons tid har der sikkert været endnu flere træer. Det giver mening, at en kvinde, der ikke ville opdages, søgte i den retning.
Hvis hun på vej derhen så sig tilbage, kunne hun skue ud over den prægtige slotshave, voldgraven og det gamle slot. Ved siden af, til højre for voldgraven, har hun haft udsyn til hovedgården og bygningerne omkring den, hvor folk som hende boede og arbejdede. Der må have været et mylder af folk. Det var midt på dagen, og der har sandsynligvis været trafik til og fra markerne, mens godsets tyende på og omkring hovedgården har haft travlt med tøjvask, madlavning og andre pligter.
For Emma handlede det kun om at komme væk. I første omgang væk fra menneskemylderet, dernæst væk fra det åbne område, hvor alle ville kunne se hende på lang afstand. Ind mellem træerne. Ifølge
aviserne lå temperaturen den dag omkring frysepunktet, og vinden var så kraftig, at den nærmede sig kulingstyrke. Med den stikkende smerte fra veerne, som nu dukkede op med ganske korte mellem-
rum, må det have været en usandsynlig strid vandring.
Men Emma fortsatte. Fulgte stengærdet hele vejen til træerne. Så kunne hun ikke mere. Hun mærkede, at det var nu. Barnet kom. Hun satte sig ned, og det sortnede for hendes øjne. Så besvimede hun.
Det er en temmelig sløret skikkelse, der toner frem, når man forsøger at stille ind på en kvinde som Emma Jönsson, der levede omkring forrige århundredskifte. Hun var et almindeligt, jævnt menneske i en
tid, hvor almindelige, jævne mennesker ikke blev tillagt stor værdi. Mens arkiverne bugner af oplysninger om de mange generationer af adelsfamilier, der op gennem historien har boet på Egeskov Slot, kan man knap ane konturerne af de mange mennesker, hvis liv har udspillet sig på markerne og i husene omkring slottet.
Hvis det ikke var for den forbrydelse, Emma Jönsson begik i 1900, ville det være så godt som umuligt at grave noget som helst frem om hende. Men vi har kilder. Og det har vi, fordi Emmas forbrydelse blev
opdaget. Når et dødt barn blev fundet, og det viste sig, at en kvinde havde født i skjul, blev rets-apparatet aktiveret. Sagen blev efterforsket grundigt.
Der blev foretaget afhøringer af kvinden selv og af folk omkring hende – alle, der kunne være med til at kortlægge handlinger og motiver. Retsdokumenterne fra sagen mod Emma Jönsson gør os i dag i stand til at komme tættere på hende som menneske. Her er, hvad de fortæller:
Emma Jönsson var 25 år, da forbrydelsen skete. Hun kom oprindeligt fra en lille skånsk by, ikke langt fra Lund, men de seneste seks år havde hun boet og arbejdet i Danmark. Under afhøringerne kom det frem, at det ikke var første gang, hun havde født. Over for politiet kunne hun bekræfte, at hun hjemme i Sverige havde en søn på omkring otte år, som boede hos hendes forældre.
Emma fortalte, at hun var i jævnlig kontakt med både forældrene og sønnen. Og så var der en anden karakter, som spillede en vigtig rolle i hendes forklaring, nemlig Marius Olesen. Han var karl og tjente på
den gård ved Grindløse på Nordfyn, hvor Emma havde været, før hun i slutningen af 1899 fik hyre på Egeskov.
Det var Marius, Emma pegede på, da hun af politiet blev spurgt om, hvem der var far til barnet, som blev født ved det sydfynske gods. Emma kunne fortælle, at hun og Marius havde været sammen omkring pinse året forinden. Altså omtrent ni måneder før hun en kold martsdag fødte barnet mellem træerne i slotshaven. De to havde tidligere været kærester, men forholdet mellem dem var egentlig forbi, da de ved pinsetid alligevel var gået i seng sammen igen.
Næste gang, Emma skulle have sin menstruation, udeblev den. Det tog Marius ikke pænt. Da Emma for-talte ham, at hun nok var gravid, gjorde han det endegyldigt forbi mellem dem. Sådan lød Emmas for-klaring om, hvad der havde drevet hende til Egeskov og i sidste ende til at føde i skjul. Det skulle senere vise sig, at der var nogle nuancer til den historie, men dem vender vi tilbage til.
Først må vi se nærmere på, hvad der egentlig skete den 22. marts 1900, efter at Emma var besvimet. Barnet overlevede ikke. Det var en dreng, som senere blev fundet livløs og kold ikke langt fra det sted under træerne, hvor Emma var faldet om. Da hun kom til sig selv, fulgte hun den samme rute tilbage
mod køkkenet. På sin vej mødte hun forvalteren, som undrede sig over, hvor hun havde været.
Han syntes, det hele virkede lidt mistænkeligt, og stillede derfor Emma flere spørgsmål. Hun sagde, at
der ikke var noget i vejen, men det overbeviste ikke forvalteren. Den svenske tjenestepige var tydeligt medtaget og ude af den. Forvalteren lod hende ikke gå. Han blev ved med at udspørge hende, og der gik ikke længe, før hun brød sammen. Emma indrømmede, at hun havde født et barn, og forklarede forvalteren, hvor det lå.
Om Emma Jönsson havde slået drengen ihjel, eller om han var omkommet som følge af om-stændighederne ved fødslen, var noget af det, retten senere skulle tage stilling til. Men først blev en grundig efterforskning indledt. I de følgende dage fik Emma lejlighed til at forklare sig flere gange. Først kom en politiassistent til godset, hvor han undersøgte spor, talte med vidner og optog rapport.
En mejeri-pige ved navn Augusta kunne for eksempel berette, at hun om natten havde lagt mærke til, at Emma var meget urolig. Det havde virket, som om hun havde stærke smerter, men da Emma jo havde nægtet at være gravid, havde det i situationen ikke slået mejeripigen, at der kunne være tale om fødselsveer.
Fire dage efter forbrydelsen mødte dommeren op på Egeskov. Det var helt normal retspraksis i Danmark på den tid, at en forhørsdommer troppede op på selve gerningsstedet, hvor han blev præsenteret for bevismateriale og selv fik lejlighed til at tale med den anklagede. I Emma Jönssons tilfælde var det en lokal skovrider ved navn Kruhøffer, der fik sagen. Da han ankom til Egeskov om eftermiddagen den 26. marts 1900, mødtes han med godsets forvalter, som førte ham til gerningsstedet.
De to mænd bevægede sig ind i slotshaven, over åen, langs med stengærdet, hen til træerne – samme vej, som Emma Jönsson havde fulgt. Undervejs pegede og forklarede forvalteren. Det blev ført til referat, at der stadig var blodspor at se på det sted, hvor Emma havde født. Hvordan det hele var foregået, kunne dommeren blive klogere på, da han efter at have beset gerningsstedet blev fulgt over på ladegården. Her befandt Emma Jönsson sig.
Hun var stadig medtaget og lå derfor i sengen i et kammer, som var under konstant overvågning, så hun ikke tog flugten eller gjorde skade på sig selv. Over for dommeren erkendte Emma at have født barnet. Hun fortalte, at hun længe havde været klar over, at hun var gravid, og at fødslen nok snart ville ske. Men det havde aldrig været hendes intention, at barnet skulle dø, sagde hun. Når hun var søgt væk fra
hovedbygningen, var det ikke for at slå barnet ihjel – kun for at for- hindre, at andre skulle opdage fødslen.
Emmas forklaring om selve fødslen blev i afhøringspapirerne beskrevet med følgende ord:
”Hun satte sig ned under et træ her, og ganske kort efter fødte hun en dreng. Men i det samme hun havde født, faldt hun besvimet om. Hvor længe hun lå således, ved hun ikke, men da hun kom til
sig selv, lå barnet ved siden af hende imellem nogle sten. Barnet var nu dødt.”
Emma blev konfronteret med en række spørgsmål. Blandt andet ville dommeren gerne vide, hvordan drengens navlestreng var blevet løst. Det kunne hun ikke svare på. Hun huskede kun, at hun havde
samlet det døde barn op og lagt det ned i en fordybning lige inden for stengærdet – på netop samme sted, hvor dommeren og forvalteren kort forinden havde konstateret blodspor. Hun havde spredt noget
vissent løv over drengen, placeret en stor sten ovenpå og var så gået tilbage mod husene.
Læs resten i De dømte kvinder
De dømte kvinder
De dømte kvinder tager afsæt i kriminalsager fra begyndelsen af 1900-tallet og går tæt på politiets og retsmedicinernes arbejde. Det var en tid, hvor Danmark var hjemsøgt af en bølge af sager om fødsler i skjul og drab på nyfødte.
Bag forbrydelserne stod desperate mødre, som i mange tilfælde var blevet svigtet af barnets far, hvorefter samfundet havde vendt dem ryggen.
I et Danmark, der ellers var trådt ind i en moderne tidsalder, var kvinderne stadig fanget i et system, der trak tråde tilbage til 1700-tallet. I det 20. århundrede var man stoppet med at henrette, men hårde fængselsdomme og manglende retssikkerhed var stadig i spil.
Bogen kaster lys over et mørkt kapitel af danmarks-historien, men er også fortællingen om en tid, hvor stemningen omkring den enlige mor skifter, og kvinder efterhånden får flere rettigheder.
De dømte kvinder er en fængslende dokumentarisk fortælling, som tager afsæt i kriminalsager fra begyndelsen af 1900-tallet. Fortællingerne skildrer en lang række unge kvinder, der fødte i skjul og skam og i en del tilfælde også tog livet af deres nyfødte barn.
I begyndelsen af 1900-tallet blev et stort antal kvinder dømt for at have forårsaget deres nyfødte barns død. Bag forbrydelserne stod desperate kvinder, der var blevet svigtet af barnets far og dernæst et samfund, der fordømte enlige mødre.
LÆS OGSÅ: Tommy Heisz: Jeg tror på, at fortiden vil os noget
Hvem var disse kvinder, og hvordan kom de helt derud, hvor de kunne begå den allermest utænkelige forbrydelse? Hvad var deres livsbetingelser, og hvilket samfund omgav dem? Det er noget af det, Tommy Heisz belyser i sin nye bog De dømte kvinder, der også går tæt på politiets og retsmedicinernes opklaringsarbejde.
Læs første kapitel af De dømte kvinder af Tommy Heisz herunder.
De dømte kvinder
af Tommy Heisz
1
BRÆNDEMÆRKET
Tjenestepigen Emma Jönsson stod i køkkenet og var i gang med dagens arbejde, da en jagende smerte slog ned i hende. Det måtte være de første veer. Tidligere samme morgen havde hun næsten ikke kunnet komme ud af sengen, fordi hun følte sig så utilpas. Men en tjenestepige holdt ikke fri. Emma havde pligtskyldigt slæbt sig over i godsets hovedbygning for at tage del i køkkenarbejdet.
Til at begynde med havde hun lige kunnet klare det, men som smerten nu jog stødvist igennem hende, forstod hun, hvad der var ved at ske: barnet var på vej. Emma forsøgte at holde masken. Hun vidste, at hun måtte væk, men ingen måtte bemærke noget. Uden for køkkendøren styrede hun tværs over gårdspladsen. Med vaklende skridt fulgte hun jernbaneskinnerne i retning af den nærliggende slotshave.
Det var ved middagstid en martsdag i året 1900, at svenske Emma Jönsson tog sine besværede skridt i håb om at kunne føde i skjul. Det hele udspillede sig ved Egeskov på Sydfyn. Et sted, hvor de store
træk i omgivelserne ikke har forandret sig meget siden dengang. Det står klart, når man besøger slotshaven i dag. Hvor de fleste andre steder i løbet af hundrede år plus det løse forandres til ukendelighed, er det anderledes med et bevaringsværdigt renæssanceslot og dets nære omgivelser.
Med sine runde hjørnetårne og røde munkestensmure ligger Egeskov Slot stadig og spejler sig i vandet i de omkransende voldgrave. Det vand, som en journalist fra avisen Socialdemokraten på Emma Jönssons tid omtalte som ”et svælg mellem greven og hans slot på den ene side og arbejderne på den anden”. Om arbejderne slog journalisten fast, at de ”træller ovre mellem de lave, skidne staldbygninger
dag ud og dag ind uden andet udbytte end fattigdom og elendighed”.
I 1900 var Egeskov et driftigt gods, som beskæftigede et væld af markarbejdere, tjenestepiger og andet tyende. Emma Jönsson havde fået hyre på godset fire måneder forinden. Indtil da havde hun tjent
på en nordfynsk gård. Ved ankomsten til Egeskov bar hun på en historie om et forlist forhold til en mand. Hun bar også på et barn. Det var hun ved ansættelsen bevidst om, og hun var fast besluttet på, at ingen på Egeskov skulle vide noget om det.
Det måtte skjules for enhver pris. Både forvalterparret og andre tjenestefolk på godset kunne senere fortælle, at de havde haft en mistanke om, at den unge svenske kvinde var gravid. De havde også flere gange spurgt til det, men Emma havde nægtet alt.
I dag er Egeskov et populært udflugtsmål. Tusinder af gæster besøger hvert år slottet og slentrer rundt på de samme stier og grusveje, som Emma Jönsson for så mange år siden fulgte i sit forsøg på at komme væk. De færreste kender til den tragiske begivenhed, for man skal lede grundigt i gamle avisspalter og sagsmapper for at finde den. Rigsarkivet ligger inde med dokumenterne fra den retssag, der senere udspillede sig.
For da Emma Jönsson gik ud for at føde sit barn i skjul, var hun ikke blot ved at finde en desperat løsning på et personligt problem – hun var også i færd med at udføre en kriminel handling, som blev taget særdeles alvorligt. Med politirapporten og afhøringerne fra sagen mod Emma Jönsson i hånden er det i dag muligt, nærmest skridt for skridt, at følge i den svenske tjenestepiges spor den martsdag i 1900, da hun i stor smerte sneg sig bort fra køkkenet.
Papirerne rummer nemlig en detaljeret beskrivelse af ruten, som hun senere beskrev den.
Jernbanen, som Emma fulgte det første stykke, er væk. Skinnerne og svellerne blev gravet op og fjernet i 1920’erne, da der ikke længere var brug for togvogne til at fragte afgrøder ind til den nærliggende stationsby Kværndrup. Men derudover står det meste som dengang.
Efter at have krydset gårdspladsen bevægede Emma sig i nordøstlig retning væk fra godsets hoved-bygning. Hun åbnede lågen til slotshaven og fulgte derefter en grusbelagt sti ned mod åen og videre op ad en lille bakke mod stengærdet på den anden side af vandløbet.
Den sti kan man også følge i dag. Og stengærdet er der stadig. Drejer man af og går langs det, kommer man efter omtrent 100 meter til en lille klynge træer. De står lidt for sig selv i slotshavens nordøst lige hjørne. På Emma Jönssons tid har der sikkert været endnu flere træer. Det giver mening, at en kvinde, der ikke ville opdages, søgte i den retning.
Hvis hun på vej derhen så sig tilbage, kunne hun skue ud over den prægtige slotshave, voldgraven og det gamle slot. Ved siden af, til højre for voldgraven, har hun haft udsyn til hovedgården og bygningerne omkring den, hvor folk som hende boede og arbejdede. Der må have været et mylder af folk. Det var midt på dagen, og der har sandsynligvis været trafik til og fra markerne, mens godsets tyende på og omkring hovedgården har haft travlt med tøjvask, madlavning og andre pligter.
For Emma handlede det kun om at komme væk. I første omgang væk fra menneskemylderet, dernæst væk fra det åbne område, hvor alle ville kunne se hende på lang afstand. Ind mellem træerne. Ifølge
aviserne lå temperaturen den dag omkring frysepunktet, og vinden var så kraftig, at den nærmede sig kulingstyrke. Med den stikkende smerte fra veerne, som nu dukkede op med ganske korte mellem-
rum, må det have været en usandsynlig strid vandring.
Men Emma fortsatte. Fulgte stengærdet hele vejen til træerne. Så kunne hun ikke mere. Hun mærkede, at det var nu. Barnet kom. Hun satte sig ned, og det sortnede for hendes øjne. Så besvimede hun.
Det er en temmelig sløret skikkelse, der toner frem, når man forsøger at stille ind på en kvinde som Emma Jönsson, der levede omkring forrige århundredskifte. Hun var et almindeligt, jævnt menneske i en
tid, hvor almindelige, jævne mennesker ikke blev tillagt stor værdi. Mens arkiverne bugner af oplysninger om de mange generationer af adelsfamilier, der op gennem historien har boet på Egeskov Slot, kan man knap ane konturerne af de mange mennesker, hvis liv har udspillet sig på markerne og i husene omkring slottet.
Hvis det ikke var for den forbrydelse, Emma Jönsson begik i 1900, ville det være så godt som umuligt at grave noget som helst frem om hende. Men vi har kilder. Og det har vi, fordi Emmas forbrydelse blev
opdaget. Når et dødt barn blev fundet, og det viste sig, at en kvinde havde født i skjul, blev rets-apparatet aktiveret. Sagen blev efterforsket grundigt.
Der blev foretaget afhøringer af kvinden selv og af folk omkring hende – alle, der kunne være med til at kortlægge handlinger og motiver. Retsdokumenterne fra sagen mod Emma Jönsson gør os i dag i stand til at komme tættere på hende som menneske. Her er, hvad de fortæller:
Emma Jönsson var 25 år, da forbrydelsen skete. Hun kom oprindeligt fra en lille skånsk by, ikke langt fra Lund, men de seneste seks år havde hun boet og arbejdet i Danmark. Under afhøringerne kom det frem, at det ikke var første gang, hun havde født. Over for politiet kunne hun bekræfte, at hun hjemme i Sverige havde en søn på omkring otte år, som boede hos hendes forældre.
Emma fortalte, at hun var i jævnlig kontakt med både forældrene og sønnen. Og så var der en anden karakter, som spillede en vigtig rolle i hendes forklaring, nemlig Marius Olesen. Han var karl og tjente på
den gård ved Grindløse på Nordfyn, hvor Emma havde været, før hun i slutningen af 1899 fik hyre på Egeskov.
Det var Marius, Emma pegede på, da hun af politiet blev spurgt om, hvem der var far til barnet, som blev født ved det sydfynske gods. Emma kunne fortælle, at hun og Marius havde været sammen omkring pinse året forinden. Altså omtrent ni måneder før hun en kold martsdag fødte barnet mellem træerne i slotshaven. De to havde tidligere været kærester, men forholdet mellem dem var egentlig forbi, da de ved pinsetid alligevel var gået i seng sammen igen.
Næste gang, Emma skulle have sin menstruation, udeblev den. Det tog Marius ikke pænt. Da Emma for-talte ham, at hun nok var gravid, gjorde han det endegyldigt forbi mellem dem. Sådan lød Emmas for-klaring om, hvad der havde drevet hende til Egeskov og i sidste ende til at føde i skjul. Det skulle senere vise sig, at der var nogle nuancer til den historie, men dem vender vi tilbage til.
Først må vi se nærmere på, hvad der egentlig skete den 22. marts 1900, efter at Emma var besvimet. Barnet overlevede ikke. Det var en dreng, som senere blev fundet livløs og kold ikke langt fra det sted under træerne, hvor Emma var faldet om. Da hun kom til sig selv, fulgte hun den samme rute tilbage
mod køkkenet. På sin vej mødte hun forvalteren, som undrede sig over, hvor hun havde været.
Han syntes, det hele virkede lidt mistænkeligt, og stillede derfor Emma flere spørgsmål. Hun sagde, at
der ikke var noget i vejen, men det overbeviste ikke forvalteren. Den svenske tjenestepige var tydeligt medtaget og ude af den. Forvalteren lod hende ikke gå. Han blev ved med at udspørge hende, og der gik ikke længe, før hun brød sammen. Emma indrømmede, at hun havde født et barn, og forklarede forvalteren, hvor det lå.
Om Emma Jönsson havde slået drengen ihjel, eller om han var omkommet som følge af om-stændighederne ved fødslen, var noget af det, retten senere skulle tage stilling til. Men først blev en grundig efterforskning indledt. I de følgende dage fik Emma lejlighed til at forklare sig flere gange. Først kom en politiassistent til godset, hvor han undersøgte spor, talte med vidner og optog rapport.
En mejeri-pige ved navn Augusta kunne for eksempel berette, at hun om natten havde lagt mærke til, at Emma var meget urolig. Det havde virket, som om hun havde stærke smerter, men da Emma jo havde nægtet at være gravid, havde det i situationen ikke slået mejeripigen, at der kunne være tale om fødselsveer.
Fire dage efter forbrydelsen mødte dommeren op på Egeskov. Det var helt normal retspraksis i Danmark på den tid, at en forhørsdommer troppede op på selve gerningsstedet, hvor han blev præsenteret for bevismateriale og selv fik lejlighed til at tale med den anklagede. I Emma Jönssons tilfælde var det en lokal skovrider ved navn Kruhøffer, der fik sagen. Da han ankom til Egeskov om eftermiddagen den 26. marts 1900, mødtes han med godsets forvalter, som førte ham til gerningsstedet.
De to mænd bevægede sig ind i slotshaven, over åen, langs med stengærdet, hen til træerne – samme vej, som Emma Jönsson havde fulgt. Undervejs pegede og forklarede forvalteren. Det blev ført til referat, at der stadig var blodspor at se på det sted, hvor Emma havde født. Hvordan det hele var foregået, kunne dommeren blive klogere på, da han efter at have beset gerningsstedet blev fulgt over på ladegården. Her befandt Emma Jönsson sig.
Hun var stadig medtaget og lå derfor i sengen i et kammer, som var under konstant overvågning, så hun ikke tog flugten eller gjorde skade på sig selv. Over for dommeren erkendte Emma at have født barnet. Hun fortalte, at hun længe havde været klar over, at hun var gravid, og at fødslen nok snart ville ske. Men det havde aldrig været hendes intention, at barnet skulle dø, sagde hun. Når hun var søgt væk fra
hovedbygningen, var det ikke for at slå barnet ihjel – kun for at for- hindre, at andre skulle opdage fødslen.
Emmas forklaring om selve fødslen blev i afhøringspapirerne beskrevet med følgende ord:
”Hun satte sig ned under et træ her, og ganske kort efter fødte hun en dreng. Men i det samme hun havde født, faldt hun besvimet om. Hvor længe hun lå således, ved hun ikke, men da hun kom til
sig selv, lå barnet ved siden af hende imellem nogle sten. Barnet var nu dødt.”
Emma blev konfronteret med en række spørgsmål. Blandt andet ville dommeren gerne vide, hvordan drengens navlestreng var blevet løst. Det kunne hun ikke svare på. Hun huskede kun, at hun havde
samlet det døde barn op og lagt det ned i en fordybning lige inden for stengærdet – på netop samme sted, hvor dommeren og forvalteren kort forinden havde konstateret blodspor. Hun havde spredt noget
vissent løv over drengen, placeret en stor sten ovenpå og var så gået tilbage mod husene.
Læs resten i De dømte kvinder
De dømte kvinder
De dømte kvinder tager afsæt i kriminalsager fra begyndelsen af 1900-tallet og går tæt på politiets og retsmedicinernes arbejde. Det var en tid, hvor Danmark var hjemsøgt af en bølge af sager om fødsler i skjul og drab på nyfødte.
Bag forbrydelserne stod desperate mødre, som i mange tilfælde var blevet svigtet af barnets far, hvorefter samfundet havde vendt dem ryggen.
I et Danmark, der ellers var trådt ind i en moderne tidsalder, var kvinderne stadig fanget i et system, der trak tråde tilbage til 1700-tallet. I det 20. århundrede var man stoppet med at henrette, men hårde fængselsdomme og manglende retssikkerhed var stadig i spil.
Bogen kaster lys over et mørkt kapitel af danmarks-historien, men er også fortællingen om en tid, hvor stemningen omkring den enlige mor skifter, og kvinder efterhånden får flere rettigheder.
Du kan købe De dømte kvinder online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 14. marts.
Andre læste også: