Morten Kirckhoff deler en rørende og ærlig beretning om sin fars liv med demens og den svære tid som pårørende. Fra de første tegn på hukommelsestab til det sidste farvel på plejehjemmet sættes der ord på sorg, skyld og afmagt.
“Den stærke, sunde mand, der altid havde noget at fortælle, altid havde et projekt at kaste sig over, var forsvundet. Det, der gjorde ham til den, han var, var for længst blevet slettet. Min far var væk.” Morten Kirckhoffs far døde i oktober 2024. Bag ham lå et driftigt og passioneret liv med stribevis af ideer og oplevelser – og så fem lange år med demens.
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Her fortæller Kirckhoff åbent og ærligt om forløbet fra de første tegn på, at farens hukommelse svigter, og til han for sidste gang tager afsked med faren på plejehjemmet. Midt imellem de farverige historier om den før så foretagsomme far, italesætter Kirckhoff al den skyld, skam, frustration og sorg, der helt naturligt følger med at være tæt på en demensramt. Samtidig er det en fortælling om, hvordan man som pårørende kan komme nemmere gennem en svær tid ved at være åben om sine tanker og følelser.
LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer
Læs uddraget fra Da min far var min far af Morten Kirckhoff herunder.
DET BEDSTE,
DER KUNNE SKE
Min far døde den sidste tirsdag i oktober 2024. Han åndede ud, mens jeg med en knude i maven og buldrende tankemylder styrede bilen gennem eftermiddagstrafikken på vej ned til plejehjemmet i Greve i håbet om at nå at sige farvel. Da jeg kom frem, lå han på sin seng i et af de pæne sæt sportstøj, som han elskede at gå i. Han var løber i hjertet til det sidste. Hans spinkle hænder var foldet på brystet over et par røde roser, og han var stadig varm, da jeg kyssede ham på panden. De lukkede øjne var sunket ind i øjenhulerne, og kinderne var faldet sammen. Han var allerede begyndt at ligne et skelet.
Jeg havde forberedt mig på øjeblikket i flere år, og i løbet af det seneste halve år havde jeg igen og igen tænkt, at nu skete det. Nu måtte han få fred.
Jeg sagde dét, som jeg troede ville blive mit sidste farvel, hver gang jeg besøgte ham på plejehjemmet med de andre demensramte, hvor han havde boet i mere end fire år. Men han sagde aldrig farvel tilbage. Jeg er ikke sikker på, at han overhovedet kunne kende mig længere.
Det virkede bizart, at min fars krop kæmpede så ufatteligt insisterende for at opretholde livet, når alt det, der gjorde ham til det menneske, han var, var sygnet hen og forsvundet. Der var intet tilbage af ham ud over en skrøbelig skal, der gik mere og mere i forfald, og jeg fattede ikke, at hans krop ikke også bare gav op. At mennesket klynger sig så meget til livet.
Jeg gjorde igen og igen alt, hvad jeg kunne, for at fortælle ham alt det, jeg gerne ville, inden han døde. Der skulle ikke være noget, der var usagt. Der skulle ikke være noget, jeg ville fortryde, når han ikke længere var her. Når jeg endnu en gang havde fortalt ham, at jeg elskede ham, lukkede jeg døren bag mig og troede, at det var sidste gang, jeg så ham i live. Fyldt med sorg og mørke tanker, som jeg prøvede at undertrykke, kørte jeg hjem til Frederiksberg.
I lang tid tænkte jeg, at det ikke gav mening, at han var i live. Han sad bare der i kørestolen med sine tomme, udtryksløse øjne. Vi kunne ikke længere tale om noget som helst – mine børn, ødegården i Sverige, maratonløbene, rejserne, bogprojekterne, dagligdagen og alt det andet, der plejede at fylde vores samtaler – for han havde ikke længere noget sprog. Der kom ikke et ord ud af munden på ham. Og hvad skulle der også komme ud? Det var, som om han intet vidste mere. Harddisken var langsomt, systematisk og nådesløst blevet slettet minde for minde og menneske for menneske. Han kunne ikke længere genkende mine børn, og jeg er som sagt ikke sikker på, at han anede, hvem jeg var. Min stærke, sunde, videbegærlige, nysgerrige far, der altid havde noget at fortælle, altid var lidenskabeligt opslugt af et projekt, var skrumpet ind. Han var et legeme i en kørestol på plejehjem for demensramte. Det, der gjorde ham til den, han var – til et helt menneske – var for længst forsvundet.
Men hans sunde krop, stærke hjerte og måske også hans stædige sind gjorde, at han bare levede videre og videre. Og jeg blev ved med at sige farvel.
SNOTFORVIRRET
OG ULYKKELIG
I ugerne op til min fars død havde jeg siddet meget hos ham. Han var stoppet med at spise og drikke, og min søster Mie, Susanne, som var hans kæreste gennem 40 år, og jeg var enige om, at det vigtigste var, at han fik nok morfin, så han ikke havde smerter.
Susanne besøgte ham trofast stort set hver eneste dag, og hun sad ved hans side, da han åndede ud. Senere den aften kom Vibeke og vores tre børn ned på plejehjemmet for at sige deres endegyldigt sidste farvel. Min far var endelig død.
Jeg havde i flere år været smerteligt bevidst om, at det øjeblik stod for døren, og i al den tid havde jeg forsøgt at forberede mig på det. Jeg havde levet med den ventesorg, der er så normal blandt pårørende til mennesker med for eksempel demens, fordi jeg langsomt mistede min far, mens han stadig levede – og fordi jeg vidste, at det kun gik en vej. Jeg havde også oplevet mange af de følelsesmæssige reaktioner, som jeg ved, at mange andre i den samme situation oplever – tristhed, bekymring, magtesløshed, skyld og skam. Det var, som om han for længst var draget bort, og faktisk havde jeg i flere måneder inderst inde håbet på, at han snart ville tage sit sidste åndedræt. At han ville få fred. Derfor troede jeg, at jeg var klar til at miste ham. Og jeg mente, at jeg burde være lettet, da det skete, fordi jeg allerede havde sørget så meget og sagt farvel så mange gange.
Men jeg følte ingen lettelse. I stedet var jeg fuldstændig knust – og snotforvirret over at være så ulykkelig. Jeg havde det, som om alt vendte på hovedet. Hvad skete der inden i mig? Jeg anede det ikke, men kunne blot konstatere, at jeg ikke var i stand til at stoppe tårerne og bare blev ved med at tude. Havde det udefinerbare billede af, hvordan livet ville se ud, når han ikke længere var her, været forvrænget? Hvorfor var jeg slet ikke klar til at miste ham, selvom jeg havde haft årevis til at vænne mig til tanken?
Og midt i snot, tårer og forvirring lå bevidstheden om, at jeg dagen efter skulle holde en stor reception med flere hundrede mennesker for at fejre min nye bog.
Bogen, Hvad er det bedste, der kan ske?, handler om, hvad det vil sige at leve modigt og gå helhjertet efter det liv, man drømmer om at leve. Jeg var stolt af bogen, og jeg havde glædet mig til receptionen og til at dele bogens budskaber om at træffe de valg i livet, der gør en lykkelig, selvom de ofte er svære.
Receptionen skulle holdes i Eventyrernes Klub i København, og hele dagen havde jeg været i telefonen med folk fra forlaget for at massere detaljerne på plads. Vi havde talt om champagne og snacks, og hvor mange bøger vi skulle have med, hvornår jeg skulle signere dem og den slags. Vi havde lagt i kakkelovnen til en god dag med masser af glade mennesker og positive budskaber.
Bogens titel refererer til de ord, som Vibeke og jeg ofte siger til hinanden, nemlig spørgsmålet: ”Hvad er det bedste, der kan ske?”. Det handler om at skubbe til de modige valg, at drømme stort og gå gennem livet med en tro på, at der kan ske utrolige ting, når man gør sig umage og vover at gå efter sine drømme. Vores lille mantra havde dog fået en ny betydning, når det kom til min far. I lang tid havde jeg tænkt, at det bedste, der kunne ske for ham, var, at han døde. Nu føltes det bare komplet modsat. Han var død, og det virkede som det værste, der kunne være sket.
Telefonsamtaler om fest, glæde og bobler var forduftet og erstattet af tunge tanker og trist praktik. Der kom en læge med en dødsattest, som skulle underskrives. Vi skulle have fat i bedemanden og præsten og fundet en dag til begravelsen, som også skulle arrangeres. Hvordan fanden skulle jeg dagen efter kunne stå og fejre min egen bog om mod, håb og det helhjertede liv? Man kan da ikke feste, smile, sniksnakke, holde tale og være lidt sjov, når ens far netop er død.
”Jeg tror ikke, at jeg kan gennemføre receptionen,” sagde jeg til Vibeke på vej hjem fra plejehjemmet.
”Det er ikke nu, at du skal træffe den beslutning,” sagde hun.
Jeg græd stadigvæk. Børnene prøvede at trøste mig, selvom de også var kede af det. De havde netop mistet deres farfar, og nu skulle de forholde sig til, at deres far var gået helt op i limningen. Det havde jeg det virkelig også dårligt over, og jeg var helt baldret den aften, da der blev stille omkring mig. Jeg skænkede mig en rom og sov elendigt natten lang. Tanker om, hvad der skete inden i mig, minder om min far og lavpraktiske planer smadrede rundt i bøtten på mig og gav mig følelsen af, at der ikke var plads i mit hoved til alt det, der væltede frem. Det hele flød over, crashede og mudrede til. Jeg vågnede fra den halvvågne drømmetilstand klokken fem om morgenen.
Havde jeg nu også fået sagt det hele til min far alle de gange, jeg havde sagt farvel? Skræmte jeg ungerne ved at være så meget ude at skide følelsesmæssigt? Hvor var min far nu? Hvad skulle der ske i dag?
Da min far var min far
Morten Kirckhoffs far døde i oktober 2024. Bag ham lå et driftigt og passioneret liv med stribevis af ideer og oplevelser – og så fem lange år med demens.
Her fortæller Kirckhoff åbent og ærligt om forløbet fra de første tegn på, at farens hukommelse svigter, og til han for sidste gang tager afsked med faren på plejehjemmet. Midt imellem de farverige historier om den før så foretagsomme far, italesætter Kirckhoff al den skyld, skam, frustration og sorg, der helt naturligt følger med at være tæt på en demensramt.
Du kan købe Da min far var min far online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Morten Kirckhoff deler en rørende og ærlig beretning om sin fars liv med demens og den svære tid som pårørende. Fra de første tegn på hukommelsestab til det sidste farvel på plejehjemmet sættes der ord på sorg, skyld og afmagt.
“Den stærke, sunde mand, der altid havde noget at fortælle, altid havde et projekt at kaste sig over, var forsvundet. Det, der gjorde ham til den, han var, var for længst blevet slettet. Min far var væk.” Morten Kirckhoffs far døde i oktober 2024. Bag ham lå et driftigt og passioneret liv med stribevis af ideer og oplevelser – og så fem lange år med demens.
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Her fortæller Kirckhoff åbent og ærligt om forløbet fra de første tegn på, at farens hukommelse svigter, og til han for sidste gang tager afsked med faren på plejehjemmet. Midt imellem de farverige historier om den før så foretagsomme far, italesætter Kirckhoff al den skyld, skam, frustration og sorg, der helt naturligt følger med at være tæt på en demensramt. Samtidig er det en fortælling om, hvordan man som pårørende kan komme nemmere gennem en svær tid ved at være åben om sine tanker og følelser.
LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer
Læs uddraget fra Da min far var min far af Morten Kirckhoff herunder.
DET BEDSTE,
DER KUNNE SKE
Min far døde den sidste tirsdag i oktober 2024. Han åndede ud, mens jeg med en knude i maven og buldrende tankemylder styrede bilen gennem eftermiddagstrafikken på vej ned til plejehjemmet i Greve i håbet om at nå at sige farvel. Da jeg kom frem, lå han på sin seng i et af de pæne sæt sportstøj, som han elskede at gå i. Han var løber i hjertet til det sidste. Hans spinkle hænder var foldet på brystet over et par røde roser, og han var stadig varm, da jeg kyssede ham på panden. De lukkede øjne var sunket ind i øjenhulerne, og kinderne var faldet sammen. Han var allerede begyndt at ligne et skelet.
Jeg havde forberedt mig på øjeblikket i flere år, og i løbet af det seneste halve år havde jeg igen og igen tænkt, at nu skete det. Nu måtte han få fred.
Jeg sagde dét, som jeg troede ville blive mit sidste farvel, hver gang jeg besøgte ham på plejehjemmet med de andre demensramte, hvor han havde boet i mere end fire år. Men han sagde aldrig farvel tilbage. Jeg er ikke sikker på, at han overhovedet kunne kende mig længere.
Det virkede bizart, at min fars krop kæmpede så ufatteligt insisterende for at opretholde livet, når alt det, der gjorde ham til det menneske, han var, var sygnet hen og forsvundet. Der var intet tilbage af ham ud over en skrøbelig skal, der gik mere og mere i forfald, og jeg fattede ikke, at hans krop ikke også bare gav op. At mennesket klynger sig så meget til livet.
Jeg gjorde igen og igen alt, hvad jeg kunne, for at fortælle ham alt det, jeg gerne ville, inden han døde. Der skulle ikke være noget, der var usagt. Der skulle ikke være noget, jeg ville fortryde, når han ikke længere var her. Når jeg endnu en gang havde fortalt ham, at jeg elskede ham, lukkede jeg døren bag mig og troede, at det var sidste gang, jeg så ham i live. Fyldt med sorg og mørke tanker, som jeg prøvede at undertrykke, kørte jeg hjem til Frederiksberg.
I lang tid tænkte jeg, at det ikke gav mening, at han var i live. Han sad bare der i kørestolen med sine tomme, udtryksløse øjne. Vi kunne ikke længere tale om noget som helst – mine børn, ødegården i Sverige, maratonløbene, rejserne, bogprojekterne, dagligdagen og alt det andet, der plejede at fylde vores samtaler – for han havde ikke længere noget sprog. Der kom ikke et ord ud af munden på ham. Og hvad skulle der også komme ud? Det var, som om han intet vidste mere. Harddisken var langsomt, systematisk og nådesløst blevet slettet minde for minde og menneske for menneske. Han kunne ikke længere genkende mine børn, og jeg er som sagt ikke sikker på, at han anede, hvem jeg var. Min stærke, sunde, videbegærlige, nysgerrige far, der altid havde noget at fortælle, altid var lidenskabeligt opslugt af et projekt, var skrumpet ind. Han var et legeme i en kørestol på plejehjem for demensramte. Det, der gjorde ham til den, han var – til et helt menneske – var for længst forsvundet.
Men hans sunde krop, stærke hjerte og måske også hans stædige sind gjorde, at han bare levede videre og videre. Og jeg blev ved med at sige farvel.
SNOTFORVIRRET
OG ULYKKELIG
I ugerne op til min fars død havde jeg siddet meget hos ham. Han var stoppet med at spise og drikke, og min søster Mie, Susanne, som var hans kæreste gennem 40 år, og jeg var enige om, at det vigtigste var, at han fik nok morfin, så han ikke havde smerter.
Susanne besøgte ham trofast stort set hver eneste dag, og hun sad ved hans side, da han åndede ud. Senere den aften kom Vibeke og vores tre børn ned på plejehjemmet for at sige deres endegyldigt sidste farvel. Min far var endelig død.
Jeg havde i flere år været smerteligt bevidst om, at det øjeblik stod for døren, og i al den tid havde jeg forsøgt at forberede mig på det. Jeg havde levet med den ventesorg, der er så normal blandt pårørende til mennesker med for eksempel demens, fordi jeg langsomt mistede min far, mens han stadig levede – og fordi jeg vidste, at det kun gik en vej. Jeg havde også oplevet mange af de følelsesmæssige reaktioner, som jeg ved, at mange andre i den samme situation oplever – tristhed, bekymring, magtesløshed, skyld og skam. Det var, som om han for længst var draget bort, og faktisk havde jeg i flere måneder inderst inde håbet på, at han snart ville tage sit sidste åndedræt. At han ville få fred. Derfor troede jeg, at jeg var klar til at miste ham. Og jeg mente, at jeg burde være lettet, da det skete, fordi jeg allerede havde sørget så meget og sagt farvel så mange gange.
Men jeg følte ingen lettelse. I stedet var jeg fuldstændig knust – og snotforvirret over at være så ulykkelig. Jeg havde det, som om alt vendte på hovedet. Hvad skete der inden i mig? Jeg anede det ikke, men kunne blot konstatere, at jeg ikke var i stand til at stoppe tårerne og bare blev ved med at tude. Havde det udefinerbare billede af, hvordan livet ville se ud, når han ikke længere var her, været forvrænget? Hvorfor var jeg slet ikke klar til at miste ham, selvom jeg havde haft årevis til at vænne mig til tanken?
Og midt i snot, tårer og forvirring lå bevidstheden om, at jeg dagen efter skulle holde en stor reception med flere hundrede mennesker for at fejre min nye bog.
Bogen, Hvad er det bedste, der kan ske?, handler om, hvad det vil sige at leve modigt og gå helhjertet efter det liv, man drømmer om at leve. Jeg var stolt af bogen, og jeg havde glædet mig til receptionen og til at dele bogens budskaber om at træffe de valg i livet, der gør en lykkelig, selvom de ofte er svære.
Receptionen skulle holdes i Eventyrernes Klub i København, og hele dagen havde jeg været i telefonen med folk fra forlaget for at massere detaljerne på plads. Vi havde talt om champagne og snacks, og hvor mange bøger vi skulle have med, hvornår jeg skulle signere dem og den slags. Vi havde lagt i kakkelovnen til en god dag med masser af glade mennesker og positive budskaber.
Bogens titel refererer til de ord, som Vibeke og jeg ofte siger til hinanden, nemlig spørgsmålet: ”Hvad er det bedste, der kan ske?”. Det handler om at skubbe til de modige valg, at drømme stort og gå gennem livet med en tro på, at der kan ske utrolige ting, når man gør sig umage og vover at gå efter sine drømme. Vores lille mantra havde dog fået en ny betydning, når det kom til min far. I lang tid havde jeg tænkt, at det bedste, der kunne ske for ham, var, at han døde. Nu føltes det bare komplet modsat. Han var død, og det virkede som det værste, der kunne være sket.
Telefonsamtaler om fest, glæde og bobler var forduftet og erstattet af tunge tanker og trist praktik. Der kom en læge med en dødsattest, som skulle underskrives. Vi skulle have fat i bedemanden og præsten og fundet en dag til begravelsen, som også skulle arrangeres. Hvordan fanden skulle jeg dagen efter kunne stå og fejre min egen bog om mod, håb og det helhjertede liv? Man kan da ikke feste, smile, sniksnakke, holde tale og være lidt sjov, når ens far netop er død.
”Jeg tror ikke, at jeg kan gennemføre receptionen,” sagde jeg til Vibeke på vej hjem fra plejehjemmet.
”Det er ikke nu, at du skal træffe den beslutning,” sagde hun.
Jeg græd stadigvæk. Børnene prøvede at trøste mig, selvom de også var kede af det. De havde netop mistet deres farfar, og nu skulle de forholde sig til, at deres far var gået helt op i limningen. Det havde jeg det virkelig også dårligt over, og jeg var helt baldret den aften, da der blev stille omkring mig. Jeg skænkede mig en rom og sov elendigt natten lang. Tanker om, hvad der skete inden i mig, minder om min far og lavpraktiske planer smadrede rundt i bøtten på mig og gav mig følelsen af, at der ikke var plads i mit hoved til alt det, der væltede frem. Det hele flød over, crashede og mudrede til. Jeg vågnede fra den halvvågne drømmetilstand klokken fem om morgenen.
Havde jeg nu også fået sagt det hele til min far alle de gange, jeg havde sagt farvel? Skræmte jeg ungerne ved at være så meget ude at skide følelsesmæssigt? Hvor var min far nu? Hvad skulle der ske i dag?
Da min far var min far
Morten Kirckhoffs far døde i oktober 2024. Bag ham lå et driftigt og passioneret liv med stribevis af ideer og oplevelser – og så fem lange år med demens.
Her fortæller Kirckhoff åbent og ærligt om forløbet fra de første tegn på, at farens hukommelse svigter, og til han for sidste gang tager afsked med faren på plejehjemmet. Midt imellem de farverige historier om den før så foretagsomme far, italesætter Kirckhoff al den skyld, skam, frustration og sorg, der helt naturligt følger med at være tæt på en demensramt.
Du kan købe Da min far var min far online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.