I Bryd lydmuren fortæller tidligere jagerpilot og F-16-instruktør Søren Sørensen, hvordan man lærer at tænke og præstere som en jagerpilot og hvordan du kan bruge principperne i dit eget liv.
En jagerpilots arbejdsliv er delt ind i tre hovedområder – forberedelse, mission og debriefing.
I Bryd lydmuren gennemgår Søren Sørensen sine erfaringer med alle tre faser: fra uddannelsen på flyveskoler i USA og Danmark, fra tusindvis af flyvetimer som pilot og F-16-instruktør samt fra internationale udsendelser og chefstillinger i Flyvevåbnet.
Kom tæt på Søren Sørensens mest dramatiske oplevelser fra træning og kampsituationer, som dengang han var tæt på at dø under en stor amerikansk øvelse, og da han måtte undvige et fjendtligt missil under Kosovo-konflikten.
Læs første del af Bryd lydmuren af Søren Sørensen herunder.
Bryd lydmuren
af Søren Sørensen
Ideen fra himlen
[Træning]
Det værste var uvisheden, der borede sig ind i min krop, for jeg vidste aldrig, hvornår de smed opgaverne i hovedet på os. Det kunne være klokken fem om morgenen, eller det kunne være efter 12 timers undervisning, når vi drømte om at have fri, og mørket for længst var faldet på. Usikkerheden sad i mig konstant.
Alle vi elever på flyveskolen i USA vidste, hvad de prøver betød: Instruktørerne krævede, at vi kunne nødproceduren til perfektion. De kaldte det uvarslede prøver, hvor vi på alle tidspunkter kunne blive testet i flyets store manual for nødprocedurer eller andre lærebøger. Vi terpede om dagen, om aftenen og ud på natten, og når jeg siger, at vi skulle kunne det til perfektion, så mener jeg perfektion.
Jeg kunne have forstået nødproceduren helt rigtigt, men lavede jeg bare én fejl, dumpede jeg. En stavefejl var en fejl. Et forkert komma var en fejl. En bindestreg, hvor der skulle være mellemrum, var en fejl. Bare én fejl betød dumpet.
Strukturen på skolen var sådan, at dumpede blot en af os pilotelever, skulle vi alle sammen tage testen forfra. Dumpede en i anden runde, så prøvede vi for tredje gang, og ingen forlod det hvide klasselokale på flyvebasen i Texas, før alle havde bestået. Vi var godt 20 i klassen. Amerikanere, danskere, hollændere.
Alle var vi ekstremt fokuserede på at skulle klare den test. Det var ikke en tryg måde at lære på. Instruktørerne på flyvebasen i Texas kaldte det Student Harassment Programme, og det var til tider sådan, det føltes for mig. Men der var intet alternativ for mig. Jeg ville for alt i verden være jagerpilot, og så måtte jeg sluge de kameler, der kom min vej. Også selvom livet i USA var langt fra det, jeg kendte i Danmark.
Det rolige liv på gården blev overdøvet
Jeg voksede op på en gård på Vestsjælland. Jeg elskede livet på landet, hvor jeg hjalp mine forældre på vores landbrug. Hverken min mor eller far pressede nogensinde på for, at jeg skulle gå i deres fodspor og også blive landmand, men længere rakte min fantasi ikke i barndommen. Livet i en traktor og blandt dyrene var, hvad jeg kendte og kunne lide. Det var den verden, jeg så en fremtid i.
Indtil en dag, da det gav et sus over mit hoved, og et F-16 drønede forbi over mig. Hold da kæft, tænkte jeg, mens mine øjne fulgte det elegante fly på himlen. En tanke ramte mig, som jeg stod der og så flyet forsvinde ud af mit synsfelt: Hvordan kom jeg derop?
Ingen i min familie havde været piloter. Ingen havde gjort karriere i militæret. Ingen indikationer viste mig vejen mod cockpittet andet end det sus fra flyet, der satte sig i mig godt 12 år gammel. Jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til, og på den måde sendte oplevelsen mig i retning af gymnasiet. Det var mit første stop på vejen mod cockpittet.
Jeg brugte tre år på Kalundborg Gymnasium, hvor min meget introverte facon gjorde tydeligt udslag: Jeg klarede de skriftlige prøver fint, men jeg var stille og rakte sjældent hånden op. Det gav mig halvsløje karakterer, når lærerne skulle vurdere mine mundtlige færdigheder. ”Sig noget mere,” lød det igen og igen.
Jeg fandt sammen med en anden introvert fra klassen, og jeg levede det stille liv, mens jeg drømte mig mere og mere mod himlen. Da vi var ved at blive studenter, kom den klassiske Blå Bog, hvor mine klassekammerater havde skullet udfylde mine fremtidsudsigter. Under ”Hvad kan Søren blive”, stod der: ”Medlem af det tavse flertal.”
Jeg var genert, det vidste jeg. Jeg gjorde ikke noget væsen af mig. Alligevel var det ikke et rart prædikat. Men heldigvis havde jeg andre planer end at blive en del af noget flertal. I 3. g var jeg begyndt i den lokale forening for svævefly, Kalundborg Flyveklub, og jeg brugte mere tid på at lære svæve- flyvning end at lave mine gymnasielektier. Det betød, at jeg en dag blev kaldt ind på rektors kontor.
Jeg åbnede døren, og han bød mig indenfor. Han sad på sin kontorstol og havde en liste i hånden. Jeg kiggede på listen, jeg kiggede på rektoren, og så læste han højt for mig. En for en gennemgik han, hvad jeg manglede af afleveringer. Der var især mange fysikrapporter i vente. Det sejlede for mig.
Mit problem var, at jeg havde fokuseret på et helt andet mål og kun kigget mod optagelsesprøven som pilot. Dengang kendte jeg ikke til fordelene ved forberedelse. Det eneste, jeg gjorde frem mod optagelsesprøven, var at løbetræne. Jeg løb og løb for at være i god form, men jeg fik aldrig rigtig brug for det, for selve testen viste sig slet ikke at være hård. Jeg havde nok klaret den uden min løbetræning i månederne forinden.
Ud over at løbe øvede jeg mig på svæveflyene. Jeg fik smag for flyvningen og lærte det hurtigt. I begyndelsen skulle vi flyve med instruktør, og jeg lærte at lette, flyve roligt rundt i luften og lande igen. Det hele gik ganske vist efter et struktureret undervisningsprogram, men alle var amatører, og det oplevede jeg flere gange i klubben – som den dag, jeg så et fly lande på tværs af banen.
Jeg havde en garvet instruktør fra klubben, og han var en hyggelig læremester. For ikke at gøre os elever nervøse før vores første solotur varslede han det aldrig. Tricket lavede han også med mig, da han gik med ud til flyet, spændte sig ind, og ligesom jeg skulle til at starte, klikkede han sig ud af sin sele og sagde, at jeg bare skulle flyve solo.
”Jeg har ikke bestået min teoriprøve endnu,” råbte jeg til ham ud ad mit vindue, da han var på vej væk.
”Nå, så må vi vente lidt,” svarede han hurtigt.
Han steg ind i flyet igen, og jeg måtte vente lidt, før det blev min tur til at flyve alene. Ideen til at flyve svævefly opstod, fordi jeg tænkte over, hvordan jeg bedst kunne forberede mig til uddannelsen som jagerpilot. Men den del af mit liv var næsten aldrig blevet til noget, for da jeg skulle have en lægeattest for at få lov at flyve svævefly, undersøgte lægen mit syn. Han sagde, at jeg havde en bygningsfejl på det ene øje. Den var ret lille, så jeg kunne godt få godkendelsen til svævefly.
”Men,” sagde han, ”du kan ikke blive jagerpilot.”
Af en eller anden grund slog det mig ikke ud. Jeg troede ikke helt på, at han havde ret, og jeg havde ikke andre planer eller drømme at gå efter. Så jeg fortsatte ufortrødent, og jeg glædede mig i stedet til den uge i Værløse, hvor jeg skulle forsøge at klare optagelsesprøven.
Skæbneugen i Værløse
En forårsmandag i 1987 mødte jeg op på Flyvestation Værløse i Nordsjælland. De gamle militære kulisser viste mig en verden, jeg aldrig havde set før. Bare det at få et militært adgangskort var en ny og spændende oplevelse. Jeg vidste intet om, hvad der ventede i barakkerne. Da jeg havde mit kort i hånden, fornemmede jeg allerede der spændingen tage til i min krop.
Jeg vandrede indenfor på området, og straks lagde jeg mærke til et udstillet katapultsæde, der stod inde i den bygning, hvor prøverne foregik. Det var fascinerende at drømme sig væk, og i mit indre spillede Status Quo-sangen In the army now, mens jeg fortsatte rundt på området. Vi var knap 20 aspiranter til start den uge, og jeg stødte hurtigt på en ligesindet.
Jeg mødte Hans-Henrik, gav ham hånden og sagde, jeg hed Søren. Han kom fra Sorø og ville også være jagerpilot. Vi bondede med det samme, han var som mig. Rolig, uden store armbevægelser. Vi endte med at blive gode venner og fulgtes langt op i uddannelsen, indtil han afgik fra F-16-omskolingen og blev helikopterpilot i stedet. Dengang i Værløse var det rart at have ham at tale med, når alt var nyt.
Der var ganske vist ingen uniform, ingen fysiske tests, og jeg kom iført det tøj, jeg brugte i gymnasiet, men her handlede det ikke om at række hånden op og sige et par hurtige bemærkninger til læreren. Der ventede prøver. Hans-Henrik og jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at der var meget på spil. Allerede den første dag blev vi testet i engelsk og matematik, og vi blev udsat for en større intelligenstest.
Da mandagen næsten var forbi, samledes alle aspiranter i opholdslokalet, og en instruktør trådte ind til os. Han stillede sig, vi tav, og så pegede han på folk og sagde:
”Dig, dig og dig, I må gerne forlade etablissementet.”
På væggen hang et papir med et tal på. Det tal blev justeret, så vi hele tiden kunne se, hvor få der var tilbage. Den mandag aften røg halvdelen hjem.
En af de næste dage blev jeg udfordret på noget helt andet. Under den grundige lægeundersøgelse blev mit syn tjekket. Det var ikke problemfrit. Jeg blev udfordret af den klassiske synstest, men da jeg så det sidste tegn i prøven, bestod jeg lige præcis med et sidste rigtigt svar. Sygeplejersken ved min side var så engageret, at hun jublede, da jeg så det rigtige tegn på maskinen. Jeg var videre.
Vi skulle også have testet vores mentale styrke. Vi fik udleveret en bunke papirer, der indeholdt 100 spørgsmål om os selv. Jeg udfyldte dem alle og blev kaldt ind til en psykolog. Under samtalen prøvede psykologen at prikke lidt til mig ved at pege på nogle af de svar, jeg havde givet. Hvad jeg mente med det? Hvorfor det?
Undervejs i testen var der kontrolspørgsmål iblandt for at se, om jeg svarede troværdigt. Men det gik godt hele vejen igennem. Jeg blev ikke skubbet mere til, end at jeg gik derfra med en god fornemmelse i kroppen. Det gik også godt, da jeg senere prøvede andre typer tests, jeg aldrig havde set magen til før. Der var to tests, der lå lige efter hinanden, og den første, jeg skulle igennem, var en såkaldt taptest hos en psykolog.
Jeg fik en blyant i hver hånd, og foran mig lå et stykke papir med nogle cirkler på, der dannede to baner frem på papiret. Jeg skulle skiftevis tappe blyanten ned i den ene bane, så i den anden bane, og jeg skulle gøre det i det tempo, som psykologen bestemte. Psykologen prikkede roligt med sin ene finger i
bordpladen. Det var mit tempo.
Imens skulle jeg svare på en række spørgsmål. Det begyndte let i lavt tempo med spørgsmål som, hvad er 5 gange 4? Hurtigt steg sværhedsgraden, og jeg skulle prikke med blyanterne, mens jeg gav svaret på 17 gange 17 og stavede Mississippi baglæns. Testen er udformet sådan, at spørgsmålene til sidst bliver så svære, at du ikke kan begge ting på én gang.
For mig endte det som for alle andre: Sværhedsgraden nåede et niveau, hvor jeg ikke kunne gøre begge ting, og jeg mistede takten. Og så kan man sige: Hvad skal det egentlig til for? Svaret har en psykolog sidenhen givet mig, for det var ikke noget, vi fik forklaret dengang.
Hvis du har været meget belastet i psykologsamtalen inden med de 100 spørgsmål, er du mentalt nedkørt. Og derfor vil du lave taptesten rigtig, rigtig dårligt. Den afslører, at din belastning er for stor.
Jeg klarede det udmærket, og da jeg forlod psykologen, stoppede han mig i døren og sagde:
”Søren, du er en rigtig god dreng.”
Det var en bemærkning, der gav mig et skud selvtillid før de næste prøver. Vi skulle også prøve nogle computersimulatorer, hvor vi skulle styre forskellige figurer på en skærm. I begyndelsen var det let for mig, men så skruede instruktørerne op for tempoet. Ingen af os kunne gennemføre, men det var heller ikke meningen – de ville se, hvor langt vi kom, før tempoet var for højt for os, ligesom med taptesten.
Dag for dag blev det et farvel til flere af de andre elever omkring mig. ”Dig, dig og dig,” lød det. Jeg var egentlig ikke særlig nervøs, når jeg om aftenen sad i opholdsrummet og ventede, for jeg følte, at jeg klarede hver enkelt opgave ret godt. Men det gav et sug i os alle, hver gang instruktørerne kom for at pege folk ud og tage dem ud af lokalet. Jeg så aldrig de mennesker igen. Torsdag var der kommission.
Det var første gang af mange, jeg stødte på det begreb. Vi kom ind en ad gangen og tog plads over for en række mennesker: En chef for flyveskolen, en chef for optagelsesprøverne, en psykolog, en læge og alle de andre, der havde testet mig i løbet af ugen. Jeg lå som en sag i papir foran dem og sad bare rank og kiggede på dem.
Heldigvis havde de en god melding til mig: Jeg var bestået indtil videre, sagde de. Da jeg kom ud, sad jeg og ventede på de andre, der en efter en kom ud af lokalet. Nogle var videre som mig. Andre var
smidt ud. Vi, der stadig var med i ræset, skulle blive til fredag, hvor vi forlod Værløse for at tage på Rigshospitalet i København. Her ventede en knald-eller-fald-test.
Den blev kaldt The Defense Mechanism Test, og dumpede du den, måtte du aldrig komme igen og prøve at blive pilot i Forsvaret. Testen målte ens hjernefunktion, og det var ikke noget, du ville kunne træne bedre til et nyt forsøg.
Setuppet var ret simpelt. Jeg ville få et splitsekund til at se et billede. Måske to hundrededele af et sekund, hvor jeg skulle fokusere på et motiv, og så skulle jeg fortælle, hvad jeg så. Selvom det kun kom frem i et glimt. Jeg blev spurgt, hvilken fornemmelse jeg havde omkring billedet. Man måtte gerne være mindre konkret og sige, at man havde en dårlig fornemmelse ved et billede.
Det handlede blot om, at man ikke måtte analysere forkert. Det ville være et problem, hvis jeg sagde, at jeg så en pige sidde og spille guitar, hvis hun i virkeligheden sad med en maskinpistol, for så var mine automatiske forsvarsmekanismer ikke gode. Det var benhård risikoanalyse, vi skulle demonstrere.
Min test gik heldigvis godt. Som det sidste skulle vi have taget blodprøver. Jeg sad på gangen og ventede på Hans-Henrik, der var inde før mig, men så kom sygeplejersken ud:
”Han er lige besvimet. Han kunne ikke tåle nåle.”
Jeg så ham ikke igen den fredag, men Hans-Henrik endte nu alligevel med at blive optaget på uddannelsen. Selv tog jeg hjem til mine forældre på gården og begyndte nedtællingen til dagen, hvor jeg ville få svar på min fremtid. Vi vidste alle, hvilken dag kommissionen skulle samles og foretage den endelige udvælgelse. Jeg var hjemme på gården og kunne slet ikke holde mig i ro.
Igen og igen greb jeg vores fastnettelefon og ringede til kontoret. En sekretær fortalte mig tålmodigt hver gang, at de ikke var færdige.
”De taler stadig,” sagde hun. Lige indtil hun endelig gav mig beskeden:
”Du er optaget!”
Jeg for rundt i huset af begejstring, fandt mine forældre og fortalte dem stolt om udvælgelsen. Der var kun to dage, til mine eksaminer på gymnasiet begyndte. Det gjorde intet godt for min motivation, mærkede jeg. Og det gjorde slet ikke noget godt for mine karakterer, for mit hoved var et helt andet sted. Jeg fik min studenterhue, men det vigtigste var, at jeg var på vej til at blive pilot.
Bryd lydmuren
I Bryd Lydmuren fortæller Søren Sørensen, hvordan man lærer at tænke og præstere som en jagerpilot. Og hvordan han som introvert har indtaget sin plads i et high performance-team.
En jagerpilots arbejdsliv er delt ind i tre hovedområder – forberedelse, mission og debriefing. Søren Sørensen gennemgår sine erfaringer med alle tre faser: fra uddannelsen på flyveskoler i USA og Danmark, fra tusindvis af flyvetimer som pilot og F-16-instruktør samt fra internationale udsendelser og chefstillinger i Flyvevåbnet.
Han beskriver desuden nogle af sine mest dramatiske oplevelser fra træning og kampsituationer. Som dengang han var tæt på at dø under en stor amerikansk øvelse, og da han måtte undvige et fjendtligt missil under Kosovo-konflikten.
I Bryd lydmuren fortæller tidligere jagerpilot og F-16-instruktør Søren Sørensen, hvordan man lærer at tænke og præstere som en jagerpilot og hvordan du kan bruge principperne i dit eget liv.
En jagerpilots arbejdsliv er delt ind i tre hovedområder – forberedelse, mission og debriefing.
I Bryd lydmuren gennemgår Søren Sørensen sine erfaringer med alle tre faser: fra uddannelsen på flyveskoler i USA og Danmark, fra tusindvis af flyvetimer som pilot og F-16-instruktør samt fra internationale udsendelser og chefstillinger i Flyvevåbnet.
Kom tæt på Søren Sørensens mest dramatiske oplevelser fra træning og kampsituationer, som dengang han var tæt på at dø under en stor amerikansk øvelse, og da han måtte undvige et fjendtligt missil under Kosovo-konflikten.
Læs første del af Bryd lydmuren af Søren Sørensen herunder.
Bryd lydmuren
af Søren Sørensen
Ideen fra himlen
[Træning]
Det værste var uvisheden, der borede sig ind i min krop, for jeg vidste aldrig, hvornår de smed opgaverne i hovedet på os. Det kunne være klokken fem om morgenen, eller det kunne være efter 12 timers undervisning, når vi drømte om at have fri, og mørket for længst var faldet på. Usikkerheden sad i mig konstant.
Alle vi elever på flyveskolen i USA vidste, hvad de prøver betød: Instruktørerne krævede, at vi kunne nødproceduren til perfektion. De kaldte det uvarslede prøver, hvor vi på alle tidspunkter kunne blive testet i flyets store manual for nødprocedurer eller andre lærebøger. Vi terpede om dagen, om aftenen og ud på natten, og når jeg siger, at vi skulle kunne det til perfektion, så mener jeg perfektion.
Jeg kunne have forstået nødproceduren helt rigtigt, men lavede jeg bare én fejl, dumpede jeg. En stavefejl var en fejl. Et forkert komma var en fejl. En bindestreg, hvor der skulle være mellemrum, var en fejl. Bare én fejl betød dumpet.
Strukturen på skolen var sådan, at dumpede blot en af os pilotelever, skulle vi alle sammen tage testen forfra. Dumpede en i anden runde, så prøvede vi for tredje gang, og ingen forlod det hvide klasselokale på flyvebasen i Texas, før alle havde bestået. Vi var godt 20 i klassen. Amerikanere, danskere, hollændere.
Alle var vi ekstremt fokuserede på at skulle klare den test. Det var ikke en tryg måde at lære på. Instruktørerne på flyvebasen i Texas kaldte det Student Harassment Programme, og det var til tider sådan, det føltes for mig. Men der var intet alternativ for mig. Jeg ville for alt i verden være jagerpilot, og så måtte jeg sluge de kameler, der kom min vej. Også selvom livet i USA var langt fra det, jeg kendte i Danmark.
Det rolige liv på gården blev overdøvet
Jeg voksede op på en gård på Vestsjælland. Jeg elskede livet på landet, hvor jeg hjalp mine forældre på vores landbrug. Hverken min mor eller far pressede nogensinde på for, at jeg skulle gå i deres fodspor og også blive landmand, men længere rakte min fantasi ikke i barndommen. Livet i en traktor og blandt dyrene var, hvad jeg kendte og kunne lide. Det var den verden, jeg så en fremtid i.
Indtil en dag, da det gav et sus over mit hoved, og et F-16 drønede forbi over mig. Hold da kæft, tænkte jeg, mens mine øjne fulgte det elegante fly på himlen. En tanke ramte mig, som jeg stod der og så flyet forsvinde ud af mit synsfelt: Hvordan kom jeg derop?
Ingen i min familie havde været piloter. Ingen havde gjort karriere i militæret. Ingen indikationer viste mig vejen mod cockpittet andet end det sus fra flyet, der satte sig i mig godt 12 år gammel. Jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til, og på den måde sendte oplevelsen mig i retning af gymnasiet. Det var mit første stop på vejen mod cockpittet.
Jeg brugte tre år på Kalundborg Gymnasium, hvor min meget introverte facon gjorde tydeligt udslag: Jeg klarede de skriftlige prøver fint, men jeg var stille og rakte sjældent hånden op. Det gav mig halvsløje karakterer, når lærerne skulle vurdere mine mundtlige færdigheder. ”Sig noget mere,” lød det igen og igen.
Jeg fandt sammen med en anden introvert fra klassen, og jeg levede det stille liv, mens jeg drømte mig mere og mere mod himlen. Da vi var ved at blive studenter, kom den klassiske Blå Bog, hvor mine klassekammerater havde skullet udfylde mine fremtidsudsigter. Under ”Hvad kan Søren blive”, stod der: ”Medlem af det tavse flertal.”
Jeg var genert, det vidste jeg. Jeg gjorde ikke noget væsen af mig. Alligevel var det ikke et rart prædikat. Men heldigvis havde jeg andre planer end at blive en del af noget flertal. I 3. g var jeg begyndt i den lokale forening for svævefly, Kalundborg Flyveklub, og jeg brugte mere tid på at lære svæve- flyvning end at lave mine gymnasielektier. Det betød, at jeg en dag blev kaldt ind på rektors kontor.
Jeg åbnede døren, og han bød mig indenfor. Han sad på sin kontorstol og havde en liste i hånden. Jeg kiggede på listen, jeg kiggede på rektoren, og så læste han højt for mig. En for en gennemgik han, hvad jeg manglede af afleveringer. Der var især mange fysikrapporter i vente. Det sejlede for mig.
Mit problem var, at jeg havde fokuseret på et helt andet mål og kun kigget mod optagelsesprøven som pilot. Dengang kendte jeg ikke til fordelene ved forberedelse. Det eneste, jeg gjorde frem mod optagelsesprøven, var at løbetræne. Jeg løb og løb for at være i god form, men jeg fik aldrig rigtig brug for det, for selve testen viste sig slet ikke at være hård. Jeg havde nok klaret den uden min løbetræning i månederne forinden.
Ud over at løbe øvede jeg mig på svæveflyene. Jeg fik smag for flyvningen og lærte det hurtigt. I begyndelsen skulle vi flyve med instruktør, og jeg lærte at lette, flyve roligt rundt i luften og lande igen. Det hele gik ganske vist efter et struktureret undervisningsprogram, men alle var amatører, og det oplevede jeg flere gange i klubben – som den dag, jeg så et fly lande på tværs af banen.
Jeg havde en garvet instruktør fra klubben, og han var en hyggelig læremester. For ikke at gøre os elever nervøse før vores første solotur varslede han det aldrig. Tricket lavede han også med mig, da han gik med ud til flyet, spændte sig ind, og ligesom jeg skulle til at starte, klikkede han sig ud af sin sele og sagde, at jeg bare skulle flyve solo.
”Jeg har ikke bestået min teoriprøve endnu,” råbte jeg til ham ud ad mit vindue, da han var på vej væk.
”Nå, så må vi vente lidt,” svarede han hurtigt.
Han steg ind i flyet igen, og jeg måtte vente lidt, før det blev min tur til at flyve alene. Ideen til at flyve svævefly opstod, fordi jeg tænkte over, hvordan jeg bedst kunne forberede mig til uddannelsen som jagerpilot. Men den del af mit liv var næsten aldrig blevet til noget, for da jeg skulle have en lægeattest for at få lov at flyve svævefly, undersøgte lægen mit syn. Han sagde, at jeg havde en bygningsfejl på det ene øje. Den var ret lille, så jeg kunne godt få godkendelsen til svævefly.
”Men,” sagde han, ”du kan ikke blive jagerpilot.”
Af en eller anden grund slog det mig ikke ud. Jeg troede ikke helt på, at han havde ret, og jeg havde ikke andre planer eller drømme at gå efter. Så jeg fortsatte ufortrødent, og jeg glædede mig i stedet til den uge i Værløse, hvor jeg skulle forsøge at klare optagelsesprøven.
Skæbneugen i Værløse
En forårsmandag i 1987 mødte jeg op på Flyvestation Værløse i Nordsjælland. De gamle militære kulisser viste mig en verden, jeg aldrig havde set før. Bare det at få et militært adgangskort var en ny og spændende oplevelse. Jeg vidste intet om, hvad der ventede i barakkerne. Da jeg havde mit kort i hånden, fornemmede jeg allerede der spændingen tage til i min krop.
Jeg vandrede indenfor på området, og straks lagde jeg mærke til et udstillet katapultsæde, der stod inde i den bygning, hvor prøverne foregik. Det var fascinerende at drømme sig væk, og i mit indre spillede Status Quo-sangen In the army now, mens jeg fortsatte rundt på området. Vi var knap 20 aspiranter til start den uge, og jeg stødte hurtigt på en ligesindet.
Jeg mødte Hans-Henrik, gav ham hånden og sagde, jeg hed Søren. Han kom fra Sorø og ville også være jagerpilot. Vi bondede med det samme, han var som mig. Rolig, uden store armbevægelser. Vi endte med at blive gode venner og fulgtes langt op i uddannelsen, indtil han afgik fra F-16-omskolingen og blev helikopterpilot i stedet. Dengang i Værløse var det rart at have ham at tale med, når alt var nyt.
Der var ganske vist ingen uniform, ingen fysiske tests, og jeg kom iført det tøj, jeg brugte i gymnasiet, men her handlede det ikke om at række hånden op og sige et par hurtige bemærkninger til læreren. Der ventede prøver. Hans-Henrik og jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at der var meget på spil. Allerede den første dag blev vi testet i engelsk og matematik, og vi blev udsat for en større intelligenstest.
Da mandagen næsten var forbi, samledes alle aspiranter i opholdslokalet, og en instruktør trådte ind til os. Han stillede sig, vi tav, og så pegede han på folk og sagde:
”Dig, dig og dig, I må gerne forlade etablissementet.”
På væggen hang et papir med et tal på. Det tal blev justeret, så vi hele tiden kunne se, hvor få der var tilbage. Den mandag aften røg halvdelen hjem.
En af de næste dage blev jeg udfordret på noget helt andet. Under den grundige lægeundersøgelse blev mit syn tjekket. Det var ikke problemfrit. Jeg blev udfordret af den klassiske synstest, men da jeg så det sidste tegn i prøven, bestod jeg lige præcis med et sidste rigtigt svar. Sygeplejersken ved min side var så engageret, at hun jublede, da jeg så det rigtige tegn på maskinen. Jeg var videre.
Vi skulle også have testet vores mentale styrke. Vi fik udleveret en bunke papirer, der indeholdt 100 spørgsmål om os selv. Jeg udfyldte dem alle og blev kaldt ind til en psykolog. Under samtalen prøvede psykologen at prikke lidt til mig ved at pege på nogle af de svar, jeg havde givet. Hvad jeg mente med det? Hvorfor det?
Undervejs i testen var der kontrolspørgsmål iblandt for at se, om jeg svarede troværdigt. Men det gik godt hele vejen igennem. Jeg blev ikke skubbet mere til, end at jeg gik derfra med en god fornemmelse i kroppen. Det gik også godt, da jeg senere prøvede andre typer tests, jeg aldrig havde set magen til før. Der var to tests, der lå lige efter hinanden, og den første, jeg skulle igennem, var en såkaldt taptest hos en psykolog.
Jeg fik en blyant i hver hånd, og foran mig lå et stykke papir med nogle cirkler på, der dannede to baner frem på papiret. Jeg skulle skiftevis tappe blyanten ned i den ene bane, så i den anden bane, og jeg skulle gøre det i det tempo, som psykologen bestemte. Psykologen prikkede roligt med sin ene finger i
bordpladen. Det var mit tempo.
Imens skulle jeg svare på en række spørgsmål. Det begyndte let i lavt tempo med spørgsmål som, hvad er 5 gange 4? Hurtigt steg sværhedsgraden, og jeg skulle prikke med blyanterne, mens jeg gav svaret på 17 gange 17 og stavede Mississippi baglæns. Testen er udformet sådan, at spørgsmålene til sidst bliver så svære, at du ikke kan begge ting på én gang.
For mig endte det som for alle andre: Sværhedsgraden nåede et niveau, hvor jeg ikke kunne gøre begge ting, og jeg mistede takten. Og så kan man sige: Hvad skal det egentlig til for? Svaret har en psykolog sidenhen givet mig, for det var ikke noget, vi fik forklaret dengang.
Hvis du har været meget belastet i psykologsamtalen inden med de 100 spørgsmål, er du mentalt nedkørt. Og derfor vil du lave taptesten rigtig, rigtig dårligt. Den afslører, at din belastning er for stor.
Jeg klarede det udmærket, og da jeg forlod psykologen, stoppede han mig i døren og sagde:
”Søren, du er en rigtig god dreng.”
Det var en bemærkning, der gav mig et skud selvtillid før de næste prøver. Vi skulle også prøve nogle computersimulatorer, hvor vi skulle styre forskellige figurer på en skærm. I begyndelsen var det let for mig, men så skruede instruktørerne op for tempoet. Ingen af os kunne gennemføre, men det var heller ikke meningen – de ville se, hvor langt vi kom, før tempoet var for højt for os, ligesom med taptesten.
Dag for dag blev det et farvel til flere af de andre elever omkring mig. ”Dig, dig og dig,” lød det. Jeg var egentlig ikke særlig nervøs, når jeg om aftenen sad i opholdsrummet og ventede, for jeg følte, at jeg klarede hver enkelt opgave ret godt. Men det gav et sug i os alle, hver gang instruktørerne kom for at pege folk ud og tage dem ud af lokalet. Jeg så aldrig de mennesker igen. Torsdag var der kommission.
Det var første gang af mange, jeg stødte på det begreb. Vi kom ind en ad gangen og tog plads over for en række mennesker: En chef for flyveskolen, en chef for optagelsesprøverne, en psykolog, en læge og alle de andre, der havde testet mig i løbet af ugen. Jeg lå som en sag i papir foran dem og sad bare rank og kiggede på dem.
Heldigvis havde de en god melding til mig: Jeg var bestået indtil videre, sagde de. Da jeg kom ud, sad jeg og ventede på de andre, der en efter en kom ud af lokalet. Nogle var videre som mig. Andre var
smidt ud. Vi, der stadig var med i ræset, skulle blive til fredag, hvor vi forlod Værløse for at tage på Rigshospitalet i København. Her ventede en knald-eller-fald-test.
Den blev kaldt The Defense Mechanism Test, og dumpede du den, måtte du aldrig komme igen og prøve at blive pilot i Forsvaret. Testen målte ens hjernefunktion, og det var ikke noget, du ville kunne træne bedre til et nyt forsøg.
Setuppet var ret simpelt. Jeg ville få et splitsekund til at se et billede. Måske to hundrededele af et sekund, hvor jeg skulle fokusere på et motiv, og så skulle jeg fortælle, hvad jeg så. Selvom det kun kom frem i et glimt. Jeg blev spurgt, hvilken fornemmelse jeg havde omkring billedet. Man måtte gerne være mindre konkret og sige, at man havde en dårlig fornemmelse ved et billede.
Det handlede blot om, at man ikke måtte analysere forkert. Det ville være et problem, hvis jeg sagde, at jeg så en pige sidde og spille guitar, hvis hun i virkeligheden sad med en maskinpistol, for så var mine automatiske forsvarsmekanismer ikke gode. Det var benhård risikoanalyse, vi skulle demonstrere.
Min test gik heldigvis godt. Som det sidste skulle vi have taget blodprøver. Jeg sad på gangen og ventede på Hans-Henrik, der var inde før mig, men så kom sygeplejersken ud:
”Han er lige besvimet. Han kunne ikke tåle nåle.”
Jeg så ham ikke igen den fredag, men Hans-Henrik endte nu alligevel med at blive optaget på uddannelsen. Selv tog jeg hjem til mine forældre på gården og begyndte nedtællingen til dagen, hvor jeg ville få svar på min fremtid. Vi vidste alle, hvilken dag kommissionen skulle samles og foretage den endelige udvælgelse. Jeg var hjemme på gården og kunne slet ikke holde mig i ro.
Igen og igen greb jeg vores fastnettelefon og ringede til kontoret. En sekretær fortalte mig tålmodigt hver gang, at de ikke var færdige.
”De taler stadig,” sagde hun. Lige indtil hun endelig gav mig beskeden:
”Du er optaget!”
Jeg for rundt i huset af begejstring, fandt mine forældre og fortalte dem stolt om udvælgelsen. Der var kun to dage, til mine eksaminer på gymnasiet begyndte. Det gjorde intet godt for min motivation, mærkede jeg. Og det gjorde slet ikke noget godt for mine karakterer, for mit hoved var et helt andet sted. Jeg fik min studenterhue, men det vigtigste var, at jeg var på vej til at blive pilot.
Bryd lydmuren
I Bryd Lydmuren fortæller Søren Sørensen, hvordan man lærer at tænke og præstere som en jagerpilot. Og hvordan han som introvert har indtaget sin plads i et high performance-team.
En jagerpilots arbejdsliv er delt ind i tre hovedområder – forberedelse, mission og debriefing. Søren Sørensen gennemgår sine erfaringer med alle tre faser: fra uddannelsen på flyveskoler i USA og Danmark, fra tusindvis af flyvetimer som pilot og F-16-instruktør samt fra internationale udsendelser og chefstillinger i Flyvevåbnet.
Han beskriver desuden nogle af sine mest dramatiske oplevelser fra træning og kampsituationer. Som dengang han var tæt på at dø under en stor amerikansk øvelse, og da han måtte undvige et fjendtligt missil under Kosovo-konflikten.
Du kan købe Bryd lydmuren – Lær at tænke som en jagerpilot online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du læse mere om jagerpiloten Søren Sørensen? Læs et interview med ham lige her.
Andre læste også: