Aktuelt Boris Hansen Carlsen Indefra

Boris Hansen modtager Carlsenprisen 2025

Boris Hansen Carlsenprisen 2025

“Du er en af den slags forfattere, som ikke bare har læsere … du har fans!” sagde Carlsens direktør, Kaya Hoff, i sin tale.

Forfatter Boris Hansen modtager Carlsenprisen 2025.

Prisen, der hylder børne- og ungdomslitteraturen, blev uddelt for første gang i 2017 i anledning af Forlaget Carlsens 75-års jubilæum. Tidligere prismodtagere tæller Sarah Engell, Line Kyed Knudsen, Sebastian KleinKim Fupz Aakeson, Lotte Salling, Valhalla-skaberen Peter Madsen, grafisk designer Maria Lundén, og makkerparret bag hitbøgerne om Sallys far, Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen.

I Boris Hansens serie Tavse verdener kan fiktionsagenter rejse ind og ud af bøger, og Boris Hansen bevæger sig ubesværet rundt i stilen og universet hos forskellige forfattere og i forskellige genrer inspireret af f.eks. YA fra Angie Thomas, lyserød romance og Astrid Lindgren. I serien er den nye fiktionsteknologi banebrydende, men også farlig, for i de forkerte hænder kan den bruges til propaganda, manipulation og kontrol.

Det er faktisk genialt

“I dag modtager du Carlsenprisen for den kæmpestore bedrift det er at have skabt universet omkring serien Tavse verdener,” sagde Carlsens direktør Kaya Hoff i sin tale:

“Det helt særlige ved serien er, at den indeholder mange stilarter og fortællinger. Du leger overlegent med forskellige genrer, og det gør læserne sultne efter mere. Som en læser skriver på Goodreads: ”Er det fantasy, eller science fiction, eller noget helt tredje? Det er, uanset hvad man kalder det, GENIALT!”  Her på Carlsen giver vi den ivrige læser ret: Det er faktisk noget nær genialt! Det er nok også derfor, at du er en af den slags forfattere, som ikke bare har læsere … du har fans!”

Årets roman to år i træk

Boris Hansen (f. 1981) debuterede i 2006 med en krimi og har efterfølgende skrevet fantasy og sci-fi. Serien Tavse Verdener har modtaget prisen som årets danske fantasyroman i både 2023 og 2024 ved Fantasymessen i Esbjerg.

Med Carlsenprisen følger et beløb på 50.000 kroner. Prisen uddeles en gang om året til et menneske, der med sit virke bidrager særligt til udviklingen og udbredelsen af børne- og ungdomslitteraturen i Danmark.


Tavse verdener serien

Boris Hansen modtager Carlsenprisen 2025

Olivia er del af en gruppe agenter, som rejser ind i historier for at redde handlingen og ikke mindst verdensfreden mod ondsindede magter.

Det er en hård tjans, og holdet af umage helte har deres egne problemer at kæmpe med – men da flere af deres missioner saboteres, begynder et dystert billede at tegne sig af en magtkamp, der hurtigt kan koste dem alle livet, og holdet må finde ud af at arbejde sammen, hvis de skal finde og destruere fjenden i tide.

Med humor, spænding og stor indlevelse fortæller Boris Hansen en historie om korrupte statsmagter, fantastiske bøger og enestående venskaber.

Du kan købe Tavse verdener (1) – Den usynlige krig online, fx hos Gucca.com, eller hos din lokale boghandler.


Boris Hansen modtager Carlsenprisen 2025

Et hold af fiktionsagenter rejser ind i bøger for at beskytte dem fra stormagter, der forsøger at misbruge opfindelsen. Men for Olivia Alby er fiktionsagent ikke et drømmejob. Ofte tager missionerne en livsfarlig drejning, når Ministeriet sender hende ind i en roman for at redde den fra fremmede agenter.

Derudover er hun havnet på et dysfunktionelt team, der er ude af stand til at samarbejde. I det mindste er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun nogensinde skal realisere drømmen om at undslippe sin fortid.

De falske liv er grænsen mellem virkelighed og fiktion ved at udviskes. Olivia Alby og hendes team søger på tværs af verdener for at løse gåden om en mission, der slog fejl med umulige konsekvenser – og samtidig jages de af fortidens hemmeligheder og af en fiktiv morder, der er sluppet ud i virkeligheden.

Du kan købe Tavse verdener (2) – De falske liv online eller i din nærmeste boghandel.


Det lysende hjerte, Boris Hansen, ungdomsbøger

En episk fantasy-sci-fi-fortælling om fysiske rejser ind i bøgernes verden.

I tredje bind af Tavse Verdener kæmper tre forskellige parter om at løse mysteriet om ‘mareridtsbogen’ – en fiktion, der snart vil åbne sig i Strømmen, og som potentielt kan give uanet magt til den, der finder den først.

Både Olivias hold af fiktionsagenter og seriemorderen Victor deltager i det skæbnesvangre kapløb om at regne ud, hvilken slags bog, der er tale om, og hvad forklaringen er på det lysende spøgelse, der tilsyneladende kalder på hjælp inde fra fiktionen.

Du kan købe Tavse verdener (3) – Det lysende hjerte online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Boris Hansen modtager Carlsenprisen 2025

Når fiktion bliver til virkelighed!

I fjerde og sidste bind i serien Tavse verdener bliver Olivia endelig klar over det fulde omfang af sektlederen Elsa Kavanaughs planer for fiktionsteknologien – og Olivias eneste våben i kampen om menneskehedens og fiktionernes fremtid er en desperat plan, som kræver mere af hendes team end nogensinde før, og kan ende med at koste hende alt.

Tavse verdener er en serie på fire bind om et hold agenter, der får til opgave at løse et mysterium fra bøgernes verden, der pludselig finder vej til virkeligheden og truer med at vende op og ned på verden, som vi kender den.

I serien findes også Den usynlige krig (1), De falske liv (2) og Det lysende hjerte (3).

Du kan købe Tavse verdener – Den dag historierne ender (4) online hos fx Bog&idé eller i din nærmeste boghandel fra d. 1. november.