Børnebøger Indefra

Børnebøger, bolognese og Bologna

Børnebøger, bolognese og Bologna

Når man står foran bygningen der huser børnebogsmessen i Bologna, har man svært ved at forstå, at dette skrummel af et arkitektonisk mareridt rummer noget levende. Det er stort, gråt og grimt, ligesom det stykke rå medister, der bliver spyttet ud af kødhakkeren. Og der går heller ikke længe, før man følger sig som et stykke medister, der bliver presset igennem den smalle indgang.

indgang  bolognaIMG_4705

Men når man først kommer ind, bliver man mødt af et farveorgie. Lige inden for indgangen har messen sat vægge op, som alverdens illustratorer kan reklamere for sig selv på.

Børnebøger, bolognese og Bologna

Det flyder bogstaveligt talt med visitkort, plakater, opfindsomme påfund og andre iøjnefaldende sedler. Man får hurtigt rystet tanker om østtyske boligblokke fra koldkrigstiden af sig, og svælger i orgiet af illustrationer et øjeblik. Der er ikke tænkt over sprogbarrierer eller landegrænser. Her er muligheden for at vise hele verden sit talent – og med drop-box, internet osv. kan alt jo lade sig gøre. Sådan da.

udstiller

Og så går uret i gang. Der er møder, der skal nås, bøger der skal ses, receptioner og prisoverrækkelser, der skal overværes. Der var ikke store hysteriske ramaskrig om ÅRETS BOG op og ned ad gangene, eller hos agenter eller scouts. Derimod blev der talt om, at YA fik meget opmærksomhed – eller rettere bekræftet, for det er vist ingen nyhed efterhånden, at det er denne genre, som flere og flere forlag fokuserer på.

Tematisk strittede budskaberne. Der har været år med dystopi, engle, magi og homoseksualitet, men i år var emnet ikke entydigt. Hverken på YA eller til mellemgruppen. Der var da den klassiske bog om den svære tid som ung eller barn, bevares, men ikke noget konkret, der fik øjnene til at flakke hektisk rundt i hallerne i håb om, at finde lige den titel, som ingen anden havde set.

grisIMG_4694
Gurli Gris vandrede rundt på messen og hilste på små og store

Og dog. Der var møder, hvor det udenlandske forlag præsenterede en titel, der pludselig fik et hærdet udgiverhjerte til at banke lidt hårdere. Det kunne fx være et emne, der ikke havde været behandlet i lang tid eller en vinkel, der overraskede. Og lige det ekstra taktslag i hjerterytmen plejer altid at varsle noget godt. Jeg venter spændt på det materiale, de har lovet at fremsende.

Og som noget helt enestående – i hvert i min fragmenterede hukommelse – var vejret fantastisk. Solen bankede ned, og enkelte træer vovede pelsen og brød ud i et lysegrønt ’statement’, der behagede det vintertrætte øje. Måske var det derfor, gangene virkede lidt mere stille i nogle af hallerne? Jeg oplevede ikke de sædvanlige skub og mas, eller den sydlandske ’køkultur’, der kunne gøre dagen lang. Måske sad de alle sammen op ad lun væg og nød foråret et eller andet sted? Eller også var der skåret i budgetterne? Der var ikke noget enstemmigt svar fra de forlæggere, jeg spurgte.

toiletpapirMen sådan er det med messerne. Der er år, hvor gangene myldrer med børn. Der er år, hvor alle de gode bøger LIGE er blevet solgt. Der er år, hvor det møgregner. Der er år, hvor man fik den forkerte forret, og blev straffet for det på resten af messen. Der er år, hvor skoene klemmer og bukserne sidder kikset. Der er år, hvor sladderen løber løbsk, og der er år, hvor der er total radiotavshed. Men der er aldrig år,  hvor det er kedeligt på messen i Bologna.