Aktuelt Amerikanske romaner Fiktion Kate Elizabeth Russell

Believe the hype! Min mørke Vanessa er en af årets mest interessante læseoplevelser

Min mørke Vanessa, Kate Elizabeth Russell, Lolita, Debut, Debutroman

Da Kate Elisabeth Russell begyndte at skrive, troede hun, at hun skrev på en kærlighedshistorie. Undervejs gik det op for hende, at det var en ganske anden slags historie, hun skrev.


Kate Elisabeth Russell, debutant og forfatter har skrevet det 21. århundredes Lolita: romanen My Dark Vanessa. Nu kommer den på dansk med titlen Min mørke Vanessa.

Min mørke Vanessa er årets måske mest ventede debutroman

“Hvorfor fortælle denne historie? Og hvorfor fortælle den nu?” De to helt grundlæggende spørgsmål blev Kate Elizabeth Russell konstant bedt om at svare på, da hun som ung studerende ved Indiana University startede på et skrive-kursus.

Hun kunne ikke svare. Men hun holdt alligevel fast i sin fortælling og blev stædigt ved at skrive på den – i en grad, så hun senere, i løbet af sit Ph.D.-forløb, fik en note fra sin underviser, der simpelthen skrev: “Hold op med at aflevere dette.”

Min mørke Vanessa er et fuldkomment mesterværk i både sprogtone og synsvinkel, og endnu mere imponerende er det, hvor lidt den lader til at være optaget af at imponere os. Den er fascinerende og knusende og vidunderlig. Jeg elsker den.”

– Kristen Roupenian, forfatter til Kattemenneske

Det var heller ikke en munter historie, Russell skrev. Fortællingen kredser om 15-årige Vanessa Wye, som indleder et forhold med sin meget ældre lærer, Jacob Strane. Forelsket og beruset af den magt, hun har over en voksen mand, oplever hun forholdet som en kærlighedshistorie.

17 år senere anklages Jacob for seksuelt overgreb af en anden tidligere elev. Langsomt tvinges Vanessa til at revurdere fortiden, gentænke forholdet – og sin egen rolle i det. Hvor meget ville hun det selv? Hvordan startede det? Hvem forførte hvem?

Læs også: Det siger læserne om Min mørke Vanessa

Arven fra Lolita

Da Russell som 14-årig læste Vladimir Nabokovs klassiker, Lolita, læste hun – som mange andre før hende – romanen som en kærlighedshistorie. I takt med at hun blev en bedre læser faldt nuancerne på plads og den pædofile Humbert Humbert afslørede sig som den utroværdige fortæller, han er.

I samme takt udviklede hendes egen fortælling sig fra én type historie til en anden. Og mens hun i slutningen af 2017 lagde sidste hånd på bogen begyndte MeToo-bevægelsen at rulle. Russell betragtede begivenhederne og tænkte: “Holy shit. Det er jo præcis det her, jeg skriver om.”

“…mere end bare en omskrivning af Lolita til #metoo-generationen. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi har mistet og opnået i en tid, der har ændret vores måde at tænke på sex og magt.”

The Observer

MeToo-bevægelsen gav hende dermed svar på begge de spørgsmål, hun var blevet stillet som purung studerende: Hvorfor denne historie – og: hvorfor nu.

Blik for gråzonerne

Men Min mørke Vanessa fortæller ikke en entydig historie: Romanens store force ligger i, at den netop formår at få gråzonerne med. Som læser er man konstant splittet: Hvornår bliver det upassende? Hvornår er det for meget? Hvornår er det ikke længere gensidigt? Eller: Er det nogensinde gensidigt?

Ligesom Nabokovs fortæller, Humbert Humbert er også Vanessa en upålidelig fortæller. Ligesom han bruger hun kærlighedens sprog til at dække over et traume, der ligger lige under overfladen.

Med andre ord: Min mørke Vanessa er en nuanceret, modig og stærk fortælling om magtmisbrug – og om gråzonerne mellem forelskelse og udnyttelse.

Her fra forlaget kan vi kun sige: glæd jer! Og desuden: sæt god tid af til den her bog. For du skal ikke bare læse den: du kommer også til at ville tale om den. Det er vi fx slet ikke færdige med endnu.

Så: Believe the hype – og GLÆD jer til 14. maj, hvor romanen udkommer på dansk.



Kate Elizabeth Russell: Min mørke Vanessa

Min mørke Vanessa

Som blot 15-årig indleder Vanessa Wye et forhold til læreren Jacob Strane. Han er 42, men trods aldersforskellen er deres forhold baseret på kærlighed.

LÆS OGSÅ: Det 21. århundredes svar på Lolita. Smuglæs i Min mørke Vanessa

Da Jacob Strane sytten år senere bliver anklaget for overgreb af en tidligere elev, er Vanessa chokeret.

For hende er der nemlig ingen tvivl: Jacob Strane var hendes første, store kærlighed.

Men efterhånden som sagen ruller, bliver hun tvunget til at granske fortiden: Hvem forførte hvem? Hvor meget ville hun selv forholdet? Er hun også et offer?

Du kan købe Min mørke Vanessa online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i reolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til læserne i de godt tretten år, jeg har arbejdet i bogbranchen.