Aktuelt Arne Dahl Jonas Moström Krimiserier Populære krimier Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Arne Dahl og Jonas Moström om Skaberen og ”den seriøse kerne” i deres hæsblæsende krimi

Arne Dahl og Jonas Moström om Skaberen og ”den seriøse kerne” i deres hæsblæsende krimi

INTERVIEW. Arne Dahl og Jonas Moström er to af Skandinaviens største krimiforfattere. Skaberen er den første krimi, de skriver sammen, og samtidig den første bog i en ny serie, de betegner som true fiction.

Arne Dahl er en internationalt prisbelønnet forfatter til 20 krimier i tre serier, der er oversat til mere end 30 sprog. Det begyndte med serien om A-gruppen, som i 11 velskrevne krimier undersøger et Sverige, hvor internationale forbrydelser rykker tættere og tættere på. Derpå kom kvartetten Opcop om en hemmelig specialenhed i Europol og i 00’erne serien om Sam Berger og Molly Blom.  

Jonas Moström er læge og forfatter til to anmelderroste og storsælgende serier om psykiater og kriminalprofiler Nathalie Svensson fra Uppsala og politikommissær Johan Axberg fra Sundsvall. Han har derudover vundet Stora Ljudbokspriset i Sverige for romanen Midnatspiger. Jonas Moströms bøger er solgt til udgivelse i mere end ti lande.

Arne Dahl og Jonas Moström om Skaberen og ”den seriøse kerne” i deres hæsblæsende krimi
Jonas Moström og Arne Dahl Foto: Kajsa Göransson

Arne Dahl og Jonas Moström mødte hinanden for 13 år siden til Krimifestival i Sundsvall. Byen ligger cirka 400 km nord for Stockholm, er smukt omgivet af grønne bakker, blåt vand og fyldt med smagfuld og mondæn arkitektur, man ellers må til hovedstadens Östermalm for at finde magen til. Begge forfattere er glade for at gå ture, og det var langs havnebassinet i Sundsvall, at de tog deres første skridt sammen og indledte en samtale og et venskab, der 13 år senere blev til deres første fælles krimi Skaberen.

”Efter vi lærte hinanden at kende i Sundsvall begyndte vi at ses hjemme i Stockholm også. Vi mødtes en gang om ugen, gik ture, spiste frokost sammen og snakkede om livet som forfatter,” fortæller Arne Dahl.

Jonas Moström supplerer: ”Det er jo et ret ensomt job at være forfatter og efter adskillige gåture fik vi ideen til Skaberen. Vi var enige om, at det skulle være en forfatter, som var hovedperson.”

Arne Dahl: ”Ja, med to forfattere som skulle skrive sammen, syntes vi, det ville falde naturligt, at hovedpersonen ikke skulle være en politibetjent eller en privatdetektiv, men derimod en forfatter. Og vi syntes også, det var sjovt at prøve at placere ham i sin egen bog.”

Jonas Moström: ”Vi lejede et lokale og gav os til at arbejde på en synopsis. Udgangspunktet var, at det skulle være noget helt nyt, som var adskilt fra vores tidligere serier. Vi ville være en tredje forfatter. Ikke Arne Dahl – ikke Jonas Moström, men en ny forfatter, som er en fusion af begge, og hvor vi virkelig kunne folde os ud.”

Genrebevidst og original

Moström og Dahl var meget opsatte på at lave en original bog, som selvfølgelig umiskendeligt var en krimi, men som alligevel havde et specielt touch. Inspirationen hentede de snarere i film- og tv-serier end i bøger. Arne Dahl sammenligner forfatternes bestræbelse med film af instruktører som Quentin Tarantino eller Joel og Ethan Coen, som har det tilfælles, at de på en gang laver genrebevidste og originale film.

”Både Tarantino og Coen-brødrene har en meget unik stil, der både omfavner det klassiske og det nyskabende, og det var der, vi gerne ville hen. Vi skrev Skaberen ud fra en fast overbevisning om, at vi kunne gøre lige, hvad vi ville, vi kunne godt sprænge rammerne og gøre det vildt, men det skulle samtidig være stramt styret.”

Snedigt plot og underfundige karakterer

Selvom hjernerne er krøllede, har vi med kontrolmennesker at gøre. I Skaberen er ordene vejet på en guldvægt, og forkærligheden for det overraskende og snedigt udtænkte plot komplimenteres af de to erfarne forfatteres talent for at konstruere underfundige karakterer.

Arne Dahl: ”Forfatterens navn kom ret nemt og naturligt. Han hedder jo Tom Borg – som ligger tæt op af tom bog. Han er en verdenskendt forfatter, men da vi møder ham, har han på grund af skriveblokering ikke skrevet noget i tre år. Han har en idé til en åbningsscene med et mord i en jacuzzi på en eksklusiv natklub i Stockholm.”

En dag Tom er ude for at signere i en boghandel, møder han en ung kvinde, som skal skrive speciale om hans forfatterskab. Den unge kvinde arbejder også på en stripklub, og Tom tager en aften med hende på arbejde og havner i en jacuzzi og bliver vidne til, at den unge kvinde bliver dræbt. Tom flygter fra gerningsstedet, og pludselig er han hovedmistænkt i sagen, der efterforskes af den unge kvindelige kriminalbetjent, Olivia Woolf.

Jonas Moström fortæller: ”Vi ville gerne have en kvindelig efterforsker, som havde mere dybde, og som kunne andet og mere end den traditionelle politiefterforskning. Olivia har et grønt og et blåt øje og hun er en kimære. Det vil sige, at hun har udvekslet bloddannende stamceller med sin egen tveæggede tvilling, mens de lå i livmoderen, og hun er derfor på sin vis sin egen tvilling. Olivia har også sine egne hemmeligheder ved siden af livet som politiefterforsker og mor til tre. Hun er MMA-fighter, og om natten trækker hun sin pink elefanthue over hovedet og hævner sig på mænd, der mishandler kvinder. Det er der ingen som ved, heller ikke hendes tætte kolleger.”

Samtidig er der tilsyneladende en hemmelig organisation, der kontrollerer alle de mystiske begivenheder – og også hvert et ord, Tom skriver. I flere scener møder vi for eksempel ”manden med det hængende øjenlåg”. Et skakgeni, som overvåger forfatteren fra afstand.

Tidligt i bogen introduceres en anden vigtig karakter, nemlig digteren, opfinderen, akademimedlemmet og kvindebedåreren Lennart Stagnelius. Lennart er Toms bedste ven, som har indrettet sig på en eksklusiv husbåd ved Nybrokajen i et af Stockholms mest centrale og mondæne kvarterer. Levemanden Lennart kommer på trods af et handicap ubesværet rundt i verden i sin lydløse el-kørestol, som han kalder Rosinante ligesom Don Quijotes hest i Miguel de Cervantes berømte satiriske roman fra 1605.

”Som digter skriver Lennart Stagnelius kun fem ord om dagen, men det er, som han selv siger, meget præcise ord,” smiler Arne Dahl skælmskt og beretter, at ”Lennart spiller en ganske stor rolle i bogen, og det begynder med, at han udpeger vejen ud af Toms skriveblokering med de profetiske ord:

”’Du må en tur ud i virkeligheden. Du sidder for meget på dit værelse og har erstattet livet med Wikipedia og Google Maps. I modsætning til vores kære kollega, Voltaire, må du forlade din have. Du må befinde dig to steder samtidig: i fantasien og i virkeligheden.'”

LÆS OGSÅ: To af Skandinaviens store krimiforfattere skriver ny serie sammen. Læs et uddrag af Skaberen her:

True fiction

”Vi valgte at kalde serien for true fiction som et forvrænget spejlbillede af begrebet fake news. I bogen kommenterer vi også verdenssituationen og verdens skæve gang, som vi oplever den. Med navnet true fiction signalerer vi, at der faktisk findes en sandhed i fiktion, og at fiktionen godt kan skrive en sandhed frem. Vi indleder bogen med et Albert Camus-citat: ”Fiktion er løgnen, hvormed vi siger sandheden”, og det kan man godt tage for pålydende i bogen og i det hele taget. Vi tror begge på, at fiktionen kan give et ret nøjagtigt signalement af den tid vi lever i,” fortæller Jonas. Moström.

Både Jonas Moström og Arne Dahl er optagede af den samfundskritiske krimi, som indskriver tidens aktuelle samfundsproblemer i plottet. En litterær tradition, der trækker tråde tilbage til det svenske makkerpar Maj Sjöwall og Per Wahlöös revolution af krimigenren i midten af 1960’erne. Det var deres serie i ti bind om politimanden Martin Beck, der banede vejen for den realistiske velfærdskrimi, som mange skandinaviske krimiforfattere på forskellig vis viderefører i dag.

Arne Dahl: ”Hos Sjöwall og Wahlöö var den sociale indignation meget tydelig, og den kan man helt sikkert også finde i mit forfatterskab. Men jeg er mere optaget af at rejse spørgsmål og tage dem under behandling i mine bøger end af at levere de eksakte svar på spørgsmålene.”

Jonas Moström arbejder som læge ved siden af sin forfattergerning. Nu hvor der virkelig er travlhed på forfatterkontoret dog kun en gang om ugen, ”men med ene fod i lægeverdenen føles det naturligt for mig at skrive om nogle af de etiske problemstillinger, jeg støder på i sundhedssystemet. Jeg synes en krimi er den perfekte litterære form til at tage samfundsproblemer under debat. Bogens titel, Skaberen, rejser også spørgsmålet om, hvem der skaber myterne i dag. Hvem er det, som fortæller, og hvem kan man tro på? Hvis man går tilbage i tiden, var det Biblen og store forfattere som Shakespeare, som skabte myterne. Spørgsmålet om, hvem der styrer fortællingerne, rejser sig også for Tom Borg i hans forfatterskab. Det er på den måde true fiction,” forklarer Jonas Moström.

Hvem har magten over ordet? Hvem styrer de myter, som vi alle følger, og hvem styrer fortællingerne i den tid, vi lever i? Det er bogens overordnede temaer og med forfatternes egne ord ”den seriøse kerne” i den hæsblæsende krimi fyldt med plottwists, flere lag af metafiktion, fortættet spænding, en stor konspiration, bizarre karakterer, sort humor og knivskarpe scener.




Læs mere om Skaberen:

Arne Dahl og Jonas Moström om Skaberen og ”den seriøse kerne” i deres hæsblæsende krimi

To af Skandinaviens store krimiforfattere, Jonas Moström og Arne Dahl, skriver ny serie sammen.

I Skaberen tager den berømte krimiforfatter Tom Borgs liv en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.

Han flygter fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.

Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.

Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.

Du kan købe Skaberen online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.