Arendal er femte bind i Karl Ove Knausgårds stort anlagte romanserie Morgenstjernen. Læs et uddrag her.
En isende kold vinteraften i 1976 er Syvert Løyning på vej hjem til sin kone og to sønner efter en forretningsrejse. Da hans bil bryder sammen, må han nødtvunget overnatte i barndomsbyen Arendal i det sydlige Norge. Han vandrer rundt i den mennesketomme by, og i rejsetasken har han brevene fra sit livs kærlighed, russiske Asja. Hun bor bag jerntæppet, i Sovjetunionen, og han har for nylig halvhjertet forsøgt at gøre det forbi med hende.
Vil du vide mere om Karl Ove Knausgård? Kom tættere på Knausgård lige her.
“Foruroligende og besættende” skrev den norske avis Fædrelandsvennen om Arendal. Du kan opleve Karl Ove Knausgård til BogForum lørdag den 8. november, hvor han vil tale om Arendal og serien Morgenstjernen.
Læs første del af Arendal af Karl Ove Knausgård herunder.
Arendal
af Karl Ove Knausgård
Jeg havde været på forretningsrejse i Kongsberg og var på vej hjem da bilen brød sammen lidt uden for Arendal. Pludselig var der ingen kraft i motoren. Speedometernålen faldt langsomt ned til tredive selvom jeg pressede speederen i bund. Det skete et sted med dårligt udsyn, så bilerne bag mig ikke kunne overhale, og jeg mærkede chaufførernes voksende aggressioner.
Det var ikke min skyld, jeg havde mit på det tørre, men det var alligevel ubehageligt. Da jeg endelig kunne dreje ind ved et busstoppested, satte den første bil demonstrativt farten op og susede forbi. Den anden og tredje fulgte. Det var ikke nogen munter tanke at skulle fortsætte sådan hele vejen ind til byen. Men det behøvede jeg heller ikke, viste det sig.
Motoren havde mistet endnu mere kraft da jeg drejede ud igen. Op ad den lille bakke kunne en motionsløber have holdt trit med mig, og på toppen begyndte bilen at lave små ryk, så der var ikke andet at gøre end at holde ind til siden og slukke motoren. Det var omkring tyve graders frost udenfor, men efter varmen inde i bilen bed kulden ikke.
Jeg åbnede bagsmækken i skjorteærmer og tog advarselstrekanten ud, stillede den et lille stykke længere nede ad bakken. En gammel Cortina standsede. Chaufføren bøjede sig ind over passagersædet og rullede ruden ned, spurgte om jeg havde brug for hjælp.
– Næ. Nej nej, men ellers tak! sagde jeg.
– Nuvel, sagde han, rullede ruden op igen og hostede videre op ad bakken.
Frostånden stod som en sky omkring mit hoved. Beskyttelsen som bilens varme havde givet, varede kun et par øjeblikke. Da jeg gik tilbage til bilen, var kulden trængt gennem tøjet. Jeg åbnede døren til bagsædet og tog min jakke ud. Det var en rulamsjakke, og den virkede tungere når jeg holdt den i hånden, end når jeg havde den på.
Samme princip som når man er gået gennem isen og redningsmanden, der ligger på maven og møver sig fremad, ikke gør det. Endnu en bil gjorde tegn til at stoppe. Jeg vinkede den videre. Åbnede kølerhjelmen, satte stangen fast og bøjede mig ind over motoren. Jeg havde skiftet luftfilteret i sommer, så det kunne ikke være det. Indsugningsslangen så fin ud.
Det samme gjorde benzinpumpen og filteret. Tændrørene var i hvert fald rene. Men det måtte være der problemet lå. Tændspolen eller strømfordeleren måske. Jeg lukkede kølerhjelmen og tændte en cigaret. Strålerne fra den lave sol blev splintret af fyrretræerne på åsen foran mig. Jeg var træt i øjnene efter alt lyset den dag.
Solen havde skinnet uafbrudt lige siden morgenstunden, strømmet ud over landskabet jeg var kørt igennem, glimtet i is og sne overalt. Nu ventede mørket. Det var ikke synligt i sig selv, men jeg fornemmede dets nærvær. Temperaturen faldt, og alting stilnede. Måske var det muligt at køre ind til Arendal og finde et værksted der. Men jeg løb en risiko når jeg ikke vidste hvad der var galt med bilen.
Havde der ikke ligget nogle huse i svinget før bakken? Cigaretskoddet slukkede med et lille hvæs da jeg smed det fra mig i sneen. Evelyn ventede mig ved sekstiden. Spørgsmålet var om jeg overhovedet ville nå hjem i aften. Jeg gik ned ad bakken og kunne se klynger af huse på begge sider af vejen.
Blev forpustet af ingenting for tiden og stoppede op et øjeblik for at få vejret igen før jeg krydsede vejen og fulgte den hen til det nærmeste hus. Længere nede lå sundet helt tilfrosset. Det var som om fastlandet var vokset sammen med øen på den anden side. Et tyndt lag sne dækkede isen. Det glimtede i tusindvis af små lyskorn der hvor den lave sol skinnede. Foran hoveddøren var der et lille halvtag.
To par blå miniski stod op ad huset ved siden af et par lange Madshus-træski og en kost med røde børster. På døren hang en skive fra et birketræ hvor nogen, sandsynligvis et barn, havde skrevet Erling Johansen og familie med en brændepen. Jeg ringede på. Lyden af dørklokken klingede af uden at nogen reagerede derinde. Jeg gik hen til det næste hus, hvis lille plæne førte ned til sundet.
En bil stod parkeret i indkørslen. Det lignede en Granada, men den var dækket af en presenning, så det var svært at vide med sikkerhed. Der boede nok en pertentlig mand derinde. En med orden i sagerne. Døren gik op allerede før jeg nåede helt hen til den. En mand midt i fyrrerne med gråt, kortklippet hår, firkantede briller og et lille gråt overskæg kiggede på mig. Han måtte have holdt øje med mig fra vinduet.
– Ja?
– Jeg beklager ulejligheden. Men min bil er gået i stå heroppe, og nu ville jeg spørge om jeg må låne telefonen så jeg kan ringe til Falck.
– Ja, endelig. Kom bare ind. Den står her i entréen.
Da jeg kom ind, bøjede jeg mig ned for at tage skoene af.
– Bare behold dem på, sagde han.
– Er du sikker?
– Ja, selvfølgelig, mand. Telefonen står lige derovre.
Han pegede på et bord under vinduet for enden af gangen og lukkede så døren ind til stuen efter sig. Telefonbogen lå på en hylde under bordet, og jeg fandt Falcks nummer. Mens det ringede, kom en bil kørende langsomt forbi udenfor. Der var ingen huse længere nede ad vejen, kun bådebroer. Og der var ingen både, så hvad lavede bilen dér?
– Falck? sagde en stemme.
Jeg forklarede situationen. Motorlyden udenfor forsvandt ikke som jeg havde forventet, men fortsatte bare, og efter et par sekunder accelererede bilen samtidig med at lyden gradvist blev svagere. Jeg forstod at bilen måtte være kørt ud på isen.
– Vi kan komme med det samme. Har du måske en mere præcis adresse?
– Det er på E18, mod Arendal, lige efter Eydehavn. Når man kommer østfra, altså. Man kan se Tromøya på den anden side af sundet. Jeg tror ikke det er så langt fra broen. Man ser bilen med det samme. En orange Ascona.
– Det er i orden.
Jeg bankede på ind til stuen.
– Gik det i orden? sagde han da han åbnede.
– Ja. Men jeg ville spørge om jeg måtte foretage et opkald mere?
Inde i stuen var der tændt op i pejsen. Foran den lå en golden retriever udstrakt i sin fulde længde. Med hovedet hvilende på gulvet kiggede den op på os.
– Jeg vil selvfølgelig gerne betale, sagde jeg. – Men jeg må hellere ringe til min kone og fortælle hende hvad der er sket.
– Det er klart.
Gennem vinduet for enden af stuen så jeg bilen ude på isen. En lille sværm af skikkelser i bulende vintertøj var der også. Han vendte sig om og fulgte mit blik.
– Det er de unge der morer sig, sagde han. – Nu er der nogle der kører hele vejen ind til byen over isen.
– Så må den være tyk?
– Ja, den er tyk.
– Det er det rene Antarktis her, sagde jeg.
Han smilede og nikkede, lukkede døren igen, og jeg ringede til Evelyn.
– Ja? sagde hun.
– Det er mig.
– Syvert? Er der sket noget?
– Bilen er brudt sammen, sagde jeg. – Falck er på vej.
– Åh nej.
– Ja, det er jeg ked af.
– Hvor er du henne?
– Lige uden for Arendal.
– Åh, så tæt på. Kan du ikke bare tage bussen det sidste stykke?
– Hvad så med bilen?
– Du kan vel tage bussen tilbage og hente den når den er færdig.
– Det lyder meget besværligt.
– Syvert har glædet sig sådan til at du kommer. Og Joar.
– Ja, jeg ved det godt. Jeg er virkelig ked af det. Men jeg får næppe ordnet bilen i aften. Hvis vi er heldige, kan jeg få den i morgen formiddag.
– Overnatter du så hos din mor?
– Jeg vil ikke ulejlige hende med så kort varsel. Tror jeg overnatter på et hotel.
– Hun er din mor, Syvert.
– Det er hun.
– Og et hotel er dyrt.
– Jo jo. Men ikke for dyrt.
Der opstod en pause.
– Vil du i det mindste ringe senere? sagde hun. – Og sige godnat til drengene?
– Det skal jeg nok.
Vi lagde på, og jeg gik hen og bankede på igen. Stod klar med en tier i hånden da han åbnede. Han rystede på hovedet.
– At ringe efter hjælp skal ikke koste noget, sagde han. – Håber det går i orden med bilen.
Jeg fulgte den smalle vej ned til bådebroerne. For enden af den ene lå store isskruninger. Mine skridt knasede sprødt og klingende da jeg trådte ud på isen. Lyden mødte ingen modstand, bevægede sig ud i stilheden. Enkelte steder ind mod land lå isen helt blank. Mørk, næsten sort. Et grønt tov forsvandt ned i den og dukkede op igen ude ved en orange ponton. Ude på sundet var bilen stoppet op.
Nogle skikkelser stod lænet op ad den. To børn var på vej ind på en sparkstøtting. Det er som om jeg ser det med dine øjne, havde Asja skrevet engang. Det her så jeg med hendes. Bilen var nået at blive iskold da jeg satte mig ind i den igen. Snart ville det være mørkt; lyset mellem træerne var allerede blåligt. Jeg var nok færdig med at køre bil for i dag, så jeg kunne godt tage en lille en, tænkte jeg.
Fandt lommelærken frem fra handskerummet, tog en lille slurk og en lidt større før jeg skruede låget på igen og lagde den tilbage på plads. Som så ofte ellers når jeg var alene og ikke beskæftiget med noget, gled tankerne hen på Asja. Var ligesom på nippet til at indlede en samtale med hende. Men det blev stadig lettere at lukke tankerne ude, at sige nej, ikke det, og ligesom skubbe dem i en anden retning, hvor de så blev.
Af en eller anden grund var det sværere nu. Hendes milde væsen – som kunne vende og blive opfarende, men kun sjældent og aldrig uden grund – det der var hende, lå i mig som en grundfølelse. Som horisonten i et landskab. Jeg blev ked af det, det var den følelse hun kom med denne gang. Men der var så meget andet i mit liv.
Bare her: sneen, skoven, træerne, den blåsorte himmel. Vejen, isen der var ujævn og mørk i hjulsporene, gråhvid mellem dem. Instrumentbrættet der ikke var opfundet, men opstået af nødvendighed og derfor var fuldkommen præcist og vidunderlig funktionelt. Lys der fejede op mellem træerne når en bil passerede.
Den hvirvlende sne der kunne hænge synligt i luften hvis der samtidig kom en modkørende bil og oplyste den. Men der var påfaldende lidt trafik nu. Der kunne gå flere minutter mellem hver gang en bil eller en lastbil passerede. Og det var ubehageligt når det skete, det var som om jeg var forsvarsløs i den ubevægelige bil. Burde de ikke snart være her?
Der var lige så koldt inde i bilen som udenfor, og jeg var for alvor begyndt at fryse. Jeg tog pelshuen fra bagsædet, satte den på hovedet, åbnede døren og steg ud. Stampede lidt, lavede kuskeslag, gik lidt frem og tilbage. Mørket faldt ikke på, det var omvendt. Mørket steg op. Hvordan kunne man ellers forklare at himmelen stadig var blå, mens træerne og åsene hernede var sorte som natten?
Mørket sivede op fra enorme underjordiske reservoirer og bredte sig ud over landskabet, samtidig med at det steg og steg og til sidst også omsluttede himmelen. Et sted langt fremme mellem træerne blinkede et lys.
Jeg tog æsken med mintpastiller op af lommen, knuste to mellem tænderne idet bjærgningsvognen, oplyst som et juletræ, kom til syne længere fremme, og rakte hånden ud så den kunne dreje ind foran bilen i tide. En mand i termodragt og skindhue med øreklapper hoppede ned fra bilen. Han var nok i slutningen af halvtredserne.
Han sendte en brun spytklat ned på vejen og tørrede sig om munden med håndryggen. Ubarberede kinder, livlige øjne.
– Dav, sagde han, mens kæberne arbejdede videre med tobakken.
– Dav, sagde jeg.
– Motorproblemer?
– Ja. Jeg tror det er noget med tændingen. Tændspolen eller strømfordeleren.
– Nå, så det tror du? sagde han og smilede. – Vil du åbne kølerhjelmen for mig?
Jeg åbnede bildøren og trak i det lille håndtag så kølerhjelmen blev låst op. Han fandt en flad lygte i en af sine mange lommer, løftede hjelmen, satte stangen fast i metalbøjlen og rettede lyskeglen mod motoren.
En lastbil med klirrende snekæder kæmpede sig op ad bakken. Det kraftige lys strømmede os i møde. Han trak oliepinden op, fandt en klud i en anden lomme, tørrede pinden af og stak den ned igen.
– Jeg fyldte olie på for mindre end en uge siden, sagde jeg.
– Det kan jeg se, sagde han og holdt pinden op i lyset fra lygten.
– Men jeg tror du har fået kølervæske i den.
– Nå?
– Hvad var det du sagde, der skete?
– Pludselig begyndte den at trække dårligt. Jeg mener, virkelig dårligt.
– Netop. Det er muligt at toppakningen er røget.
– Tror du det?
– Kan ikke være sikker. Men den skal under alle omstændigheder på værksted. Hvis du kører videre, kan motoren stå helt af.
Han daskede mig smilende på overarmen.
– Du er lærer, er du ikke?
– Lærer, nej? Hvad får dig til at tro det?
– Med den jakke og den hue, du ligner en der kommer direkte fra lærerværelset!
– Jeg er ikke lærer. Men hvad hvis jeg var?
– Lærere og motorer er som olie og vand.
Han lo. Lukkede kølerhjelmen, lagde lygten og kluden tilbage i lommen, fandt en æske tobak, tog en pris og stak den op under læben.
– Hvad er du så? Skoleleder?
– Jeg er ansat i kriminalpolitiet, sagde jeg.
Hans ansigt der indtil nu havde været så levende, stivnede.
– Kriminalpolitiet?
– Nej nej, sagde jeg. – Jeg er ingeniør.
En halv times tid senere sad jeg i førerhuset på bjærgningsvognen med Asconaen på ladet. Rolf, som han hed, tyggede skråtobak mens han styrede det tunge køretøj med voldsomme, men sikre bevægelser.
– Værkstederne har travlt her i kulden, sagde han efter et stykke tid.
– Det har de vel.
– Så der kan være lidt ventetid. Men der er et ude i Hove, Amundsens, jeg kan køre dig derud. Han er også billigere.
– Men er han dygtig?
– Ja ja.
Måske fik han provision for alle de biler han kørte derud. Eller også var det bare det der lå tættest på.
– Hvad siger du? I så fald skal vi dreje af om et øjeblik.
– Hvordan kommer jeg ind til byen bagefter?
– Han har vel en bil du kan låne. Eller også kan du køre med mig. Jeg skal alligevel den vej.
– Det er i orden.
Han rullede ruden ned, sendte en spytklat ud i mørket, rullede op igen. Umiddelbart efter kørte vi op på den lange bakke op til broen. Efter at have været omringet af træer, klipper og åse var det som om verden åbnede sig da vi kom ud på broen. Sundet strakte sig i begge retninger under os. Isen glimtede let i mørket. Langs kysten var der lys i spredte huse. Himmelen var sort og fuld af stjerner.
– Kan du se båden dernede? sagde han og pegede forbi mig.
Det kunne jeg ikke, for øjeblikket efter kørte vi ind mellem træerne på den anden side.
– Hvad er der med den?
– Den er frosset fast. Kommer hverken frem eller tilbage. Den har ligget der i tre døgn nu.
– Det sker vel ikke så tit her?
– Det var nok derfor det skete. De undervurderede forholdene. Der kommer en isbryder i morgen og får den fri, har jeg hørt. Vi kørte forbi et supermarked og et par minutter senere en Fina-tankstation, før ethvert tegn på kommerciel aktivitet ophørte og der kun lå nogle huse hist og her langs vejen.
– Jeg går ud fra at der ikke er nogen hoteller herude, sagde jeg.
– Der er jo Breidablikk, sagde han. – Men det er lukket om vinteren.
Vi måtte være kommet over på den anden side af øen, for vi kørte over en lille bro hvor havet løb ind i en bugt. Alt var dækket af is. Ved stranden så det ud som om havet fortsatte direkte ind i skoven. Han satte farten ned og drejede til højre. Efter at have kørt over en slette og gennem en lille skov kom vi ind i den gamle militærlejr.
– Alt hvad du ser her, blev bygget af tyskerne, sagde han.
– Det ved jeg godt, sagde jeg.
– Men vidste du at de indtog hele Arendal med et cykelkompagni? De satte lidt under hundrede mand i land med cykler. Mere skulle der ikke til.
Han lo.
– Hvor gammel var du dengang? sagde jeg.
– Mig?
– Ja.
– Mjo, jeg var vel tyve det forår tyskerne kom. Jeg tog ind til byen for at se dem.
Den smalle vej han fulgte, førte hen til nogle bygninger, den ene med porten slået op og lys indenfor. Han holdt ind foran den, parkerede, og vi steg ud. Indenfor var der tændt bål i to olietønder. Effekten måtte være minimal, for der var højt til loftet, og gulvet var af beton. De tre mænd der arbejdede der, var alle godt polstrede med dynejakker over termodragter og huer. En af dem kom hen til os.
– Hvad har vi her? sagde han og tørrede hænderne med en klud. Bred og fyldig krop, tykke kinder, vigende hage, mørke øjne.
– En Ascona. Måske med kølervæske i olien, sagde Rolf.
Hvornår kan du se på den?
– I hvert fald ikke i aften. Men i morgen burde være muligt.
– Det ville være dejligt, sagde jeg.
– Han er på gennemrejse, sagde Rolf. – Har du måske en lånebil til i morgen?
– Det kan være.
Han så på mig.
– Kan du tage til takke med en Boble?
– Ja ja, sagde jeg.
– Kom med ind, så ordner vi formaliteterne.
Arendal
Femte, selvstændige roman i Karl Ove Knausgårds anmelderroste serie Morgenstjernen.
En isnende kold vinternat i 1976. Syvert Løyning senior er på vej hjem til sin kone og to sønner efter en forretningsrejse, da hans bil bryder sammen, og han tvinges til at overnatte i sin barndomsby, Arendal i det sydlige Norge.
Syvert vandrer planløst rundt i den bundfrosne og mennesketomme by. I kufferten har han brevene fra sit livs kærlighed, russiske Asja. Hun bor bag jerntæppet, i Sovjetunionen, og han har for nylig forsøgt at gøre det forbi med hende. Syvert er plaget af uforklarlige syner.
Tilsyneladende almindelige hændelser er ladet med foruroligende betydning: kulden og sneen og de bælgmørke gader, en bil, der holder ude på fjordens tykke is. Og om natten åbner der sig en sprække mellem det velkendte og det ukendte, både i byen og i hans eget liv.
Arendal er femte bind i Karl Ove Knausgårds stort anlagte romanserie Morgenstjernen. Læs et uddrag her.
En isende kold vinteraften i 1976 er Syvert Løyning på vej hjem til sin kone og to sønner efter en forretningsrejse. Da hans bil bryder sammen, må han nødtvunget overnatte i barndomsbyen Arendal i det sydlige Norge. Han vandrer rundt i den mennesketomme by, og i rejsetasken har han brevene fra sit livs kærlighed, russiske Asja. Hun bor bag jerntæppet, i Sovjetunionen, og han har for nylig halvhjertet forsøgt at gøre det forbi med hende.
Vil du vide mere om Karl Ove Knausgård? Kom tættere på Knausgård lige her.
“Foruroligende og besættende” skrev den norske avis Fædrelandsvennen om Arendal. Du kan opleve Karl Ove Knausgård til BogForum lørdag den 8. november, hvor han vil tale om Arendal og serien Morgenstjernen.
Læs første del af Arendal af Karl Ove Knausgård herunder.
Arendal
af Karl Ove Knausgård
Jeg havde været på forretningsrejse i Kongsberg og var på vej hjem da bilen brød sammen lidt uden for Arendal. Pludselig var der ingen kraft i motoren. Speedometernålen faldt langsomt ned til tredive selvom jeg pressede speederen i bund. Det skete et sted med dårligt udsyn, så bilerne bag mig ikke kunne overhale, og jeg mærkede chaufførernes voksende aggressioner.
Det var ikke min skyld, jeg havde mit på det tørre, men det var alligevel ubehageligt. Da jeg endelig kunne dreje ind ved et busstoppested, satte den første bil demonstrativt farten op og susede forbi. Den anden og tredje fulgte. Det var ikke nogen munter tanke at skulle fortsætte sådan hele vejen ind til byen. Men det behøvede jeg heller ikke, viste det sig.
Motoren havde mistet endnu mere kraft da jeg drejede ud igen. Op ad den lille bakke kunne en motionsløber have holdt trit med mig, og på toppen begyndte bilen at lave små ryk, så der var ikke andet at gøre end at holde ind til siden og slukke motoren. Det var omkring tyve graders frost udenfor, men efter varmen inde i bilen bed kulden ikke.
Jeg åbnede bagsmækken i skjorteærmer og tog advarselstrekanten ud, stillede den et lille stykke længere nede ad bakken. En gammel Cortina standsede. Chaufføren bøjede sig ind over passagersædet og rullede ruden ned, spurgte om jeg havde brug for hjælp.
– Næ. Nej nej, men ellers tak! sagde jeg.
– Nuvel, sagde han, rullede ruden op igen og hostede videre op ad bakken.
Frostånden stod som en sky omkring mit hoved. Beskyttelsen som bilens varme havde givet, varede kun et par øjeblikke. Da jeg gik tilbage til bilen, var kulden trængt gennem tøjet. Jeg åbnede døren til bagsædet og tog min jakke ud. Det var en rulamsjakke, og den virkede tungere når jeg holdt den i hånden, end når jeg havde den på.
Samme princip som når man er gået gennem isen og redningsmanden, der ligger på maven og møver sig fremad, ikke gør det. Endnu en bil gjorde tegn til at stoppe. Jeg vinkede den videre. Åbnede kølerhjelmen, satte stangen fast og bøjede mig ind over motoren. Jeg havde skiftet luftfilteret i sommer, så det kunne ikke være det. Indsugningsslangen så fin ud.
Det samme gjorde benzinpumpen og filteret. Tændrørene var i hvert fald rene. Men det måtte være der problemet lå. Tændspolen eller strømfordeleren måske. Jeg lukkede kølerhjelmen og tændte en cigaret. Strålerne fra den lave sol blev splintret af fyrretræerne på åsen foran mig. Jeg var træt i øjnene efter alt lyset den dag.
Solen havde skinnet uafbrudt lige siden morgenstunden, strømmet ud over landskabet jeg var kørt igennem, glimtet i is og sne overalt. Nu ventede mørket. Det var ikke synligt i sig selv, men jeg fornemmede dets nærvær. Temperaturen faldt, og alting stilnede. Måske var det muligt at køre ind til Arendal og finde et værksted der. Men jeg løb en risiko når jeg ikke vidste hvad der var galt med bilen.
Havde der ikke ligget nogle huse i svinget før bakken? Cigaretskoddet slukkede med et lille hvæs da jeg smed det fra mig i sneen. Evelyn ventede mig ved sekstiden. Spørgsmålet var om jeg overhovedet ville nå hjem i aften. Jeg gik ned ad bakken og kunne se klynger af huse på begge sider af vejen.
Blev forpustet af ingenting for tiden og stoppede op et øjeblik for at få vejret igen før jeg krydsede vejen og fulgte den hen til det nærmeste hus. Længere nede lå sundet helt tilfrosset. Det var som om fastlandet var vokset sammen med øen på den anden side. Et tyndt lag sne dækkede isen. Det glimtede i tusindvis af små lyskorn der hvor den lave sol skinnede. Foran hoveddøren var der et lille halvtag.
To par blå miniski stod op ad huset ved siden af et par lange Madshus-træski og en kost med røde børster. På døren hang en skive fra et birketræ hvor nogen, sandsynligvis et barn, havde skrevet Erling Johansen og familie med en brændepen. Jeg ringede på. Lyden af dørklokken klingede af uden at nogen reagerede derinde. Jeg gik hen til det næste hus, hvis lille plæne førte ned til sundet.
En bil stod parkeret i indkørslen. Det lignede en Granada, men den var dækket af en presenning, så det var svært at vide med sikkerhed. Der boede nok en pertentlig mand derinde. En med orden i sagerne. Døren gik op allerede før jeg nåede helt hen til den. En mand midt i fyrrerne med gråt, kortklippet hår, firkantede briller og et lille gråt overskæg kiggede på mig. Han måtte have holdt øje med mig fra vinduet.
– Ja?
– Jeg beklager ulejligheden. Men min bil er gået i stå heroppe, og nu ville jeg spørge om jeg må låne telefonen så jeg kan ringe til Falck.
– Ja, endelig. Kom bare ind. Den står her i entréen.
Da jeg kom ind, bøjede jeg mig ned for at tage skoene af.
– Bare behold dem på, sagde han.
– Er du sikker?
– Ja, selvfølgelig, mand. Telefonen står lige derovre.
Han pegede på et bord under vinduet for enden af gangen og lukkede så døren ind til stuen efter sig. Telefonbogen lå på en hylde under bordet, og jeg fandt Falcks nummer. Mens det ringede, kom en bil kørende langsomt forbi udenfor. Der var ingen huse længere nede ad vejen, kun bådebroer. Og der var ingen både, så hvad lavede bilen dér?
– Falck? sagde en stemme.
Jeg forklarede situationen. Motorlyden udenfor forsvandt ikke som jeg havde forventet, men fortsatte bare, og efter et par sekunder accelererede bilen samtidig med at lyden gradvist blev svagere. Jeg forstod at bilen måtte være kørt ud på isen.
– Vi kan komme med det samme. Har du måske en mere præcis adresse?
– Det er på E18, mod Arendal, lige efter Eydehavn. Når man kommer østfra, altså. Man kan se Tromøya på den anden side af sundet. Jeg tror ikke det er så langt fra broen. Man ser bilen med det samme. En orange Ascona.
– Det er i orden.
Jeg bankede på ind til stuen.
– Gik det i orden? sagde han da han åbnede.
– Ja. Men jeg ville spørge om jeg måtte foretage et opkald mere?
Inde i stuen var der tændt op i pejsen. Foran den lå en golden retriever udstrakt i sin fulde længde. Med hovedet hvilende på gulvet kiggede den op på os.
– Jeg vil selvfølgelig gerne betale, sagde jeg. – Men jeg må hellere ringe til min kone og fortælle hende hvad der er sket.
– Det er klart.
Gennem vinduet for enden af stuen så jeg bilen ude på isen. En lille sværm af skikkelser i bulende vintertøj var der også. Han vendte sig om og fulgte mit blik.
– Det er de unge der morer sig, sagde han. – Nu er der nogle der kører hele vejen ind til byen over isen.
– Så må den være tyk?
– Ja, den er tyk.
– Det er det rene Antarktis her, sagde jeg.
Han smilede og nikkede, lukkede døren igen, og jeg ringede til Evelyn.
– Ja? sagde hun.
– Det er mig.
– Syvert? Er der sket noget?
– Bilen er brudt sammen, sagde jeg. – Falck er på vej.
– Åh nej.
– Ja, det er jeg ked af.
– Hvor er du henne?
– Lige uden for Arendal.
– Åh, så tæt på. Kan du ikke bare tage bussen det sidste stykke?
– Hvad så med bilen?
– Du kan vel tage bussen tilbage og hente den når den er færdig.
– Det lyder meget besværligt.
– Syvert har glædet sig sådan til at du kommer. Og Joar.
– Ja, jeg ved det godt. Jeg er virkelig ked af det. Men jeg får næppe ordnet bilen i aften. Hvis vi er heldige, kan jeg få den i morgen formiddag.
– Overnatter du så hos din mor?
– Jeg vil ikke ulejlige hende med så kort varsel. Tror jeg overnatter på et hotel.
– Hun er din mor, Syvert.
– Det er hun.
– Og et hotel er dyrt.
– Jo jo. Men ikke for dyrt.
Der opstod en pause.
– Vil du i det mindste ringe senere? sagde hun. – Og sige godnat til drengene?
– Det skal jeg nok.
Vi lagde på, og jeg gik hen og bankede på igen. Stod klar med en tier i hånden da han åbnede. Han rystede på hovedet.
– At ringe efter hjælp skal ikke koste noget, sagde han. – Håber det går i orden med bilen.
Jeg fulgte den smalle vej ned til bådebroerne. For enden af den ene lå store isskruninger. Mine skridt knasede sprødt og klingende da jeg trådte ud på isen. Lyden mødte ingen modstand, bevægede sig ud i stilheden. Enkelte steder ind mod land lå isen helt blank. Mørk, næsten sort. Et grønt tov forsvandt ned i den og dukkede op igen ude ved en orange ponton. Ude på sundet var bilen stoppet op.
Nogle skikkelser stod lænet op ad den. To børn var på vej ind på en sparkstøtting. Det er som om jeg ser det med dine øjne, havde Asja skrevet engang. Det her så jeg med hendes. Bilen var nået at blive iskold da jeg satte mig ind i den igen. Snart ville det være mørkt; lyset mellem træerne var allerede blåligt. Jeg var nok færdig med at køre bil for i dag, så jeg kunne godt tage en lille en, tænkte jeg.
Fandt lommelærken frem fra handskerummet, tog en lille slurk og en lidt større før jeg skruede låget på igen og lagde den tilbage på plads. Som så ofte ellers når jeg var alene og ikke beskæftiget med noget, gled tankerne hen på Asja. Var ligesom på nippet til at indlede en samtale med hende. Men det blev stadig lettere at lukke tankerne ude, at sige nej, ikke det, og ligesom skubbe dem i en anden retning, hvor de så blev.
Af en eller anden grund var det sværere nu. Hendes milde væsen – som kunne vende og blive opfarende, men kun sjældent og aldrig uden grund – det der var hende, lå i mig som en grundfølelse. Som horisonten i et landskab. Jeg blev ked af det, det var den følelse hun kom med denne gang. Men der var så meget andet i mit liv.
Bare her: sneen, skoven, træerne, den blåsorte himmel. Vejen, isen der var ujævn og mørk i hjulsporene, gråhvid mellem dem. Instrumentbrættet der ikke var opfundet, men opstået af nødvendighed og derfor var fuldkommen præcist og vidunderlig funktionelt. Lys der fejede op mellem træerne når en bil passerede.
Den hvirvlende sne der kunne hænge synligt i luften hvis der samtidig kom en modkørende bil og oplyste den. Men der var påfaldende lidt trafik nu. Der kunne gå flere minutter mellem hver gang en bil eller en lastbil passerede. Og det var ubehageligt når det skete, det var som om jeg var forsvarsløs i den ubevægelige bil. Burde de ikke snart være her?
Der var lige så koldt inde i bilen som udenfor, og jeg var for alvor begyndt at fryse. Jeg tog pelshuen fra bagsædet, satte den på hovedet, åbnede døren og steg ud. Stampede lidt, lavede kuskeslag, gik lidt frem og tilbage. Mørket faldt ikke på, det var omvendt. Mørket steg op. Hvordan kunne man ellers forklare at himmelen stadig var blå, mens træerne og åsene hernede var sorte som natten?
Mørket sivede op fra enorme underjordiske reservoirer og bredte sig ud over landskabet, samtidig med at det steg og steg og til sidst også omsluttede himmelen. Et sted langt fremme mellem træerne blinkede et lys.
Jeg tog æsken med mintpastiller op af lommen, knuste to mellem tænderne idet bjærgningsvognen, oplyst som et juletræ, kom til syne længere fremme, og rakte hånden ud så den kunne dreje ind foran bilen i tide. En mand i termodragt og skindhue med øreklapper hoppede ned fra bilen. Han var nok i slutningen af halvtredserne.
Han sendte en brun spytklat ned på vejen og tørrede sig om munden med håndryggen. Ubarberede kinder, livlige øjne.
– Dav, sagde han, mens kæberne arbejdede videre med tobakken.
– Dav, sagde jeg.
– Motorproblemer?
– Ja. Jeg tror det er noget med tændingen. Tændspolen eller strømfordeleren.
– Nå, så det tror du? sagde han og smilede. – Vil du åbne kølerhjelmen for mig?
Jeg åbnede bildøren og trak i det lille håndtag så kølerhjelmen blev låst op. Han fandt en flad lygte i en af sine mange lommer, løftede hjelmen, satte stangen fast i metalbøjlen og rettede lyskeglen mod motoren.
En lastbil med klirrende snekæder kæmpede sig op ad bakken. Det kraftige lys strømmede os i møde. Han trak oliepinden op, fandt en klud i en anden lomme, tørrede pinden af og stak den ned igen.
– Jeg fyldte olie på for mindre end en uge siden, sagde jeg.
– Det kan jeg se, sagde han og holdt pinden op i lyset fra lygten.
– Men jeg tror du har fået kølervæske i den.
– Nå?
– Hvad var det du sagde, der skete?
– Pludselig begyndte den at trække dårligt. Jeg mener, virkelig dårligt.
– Netop. Det er muligt at toppakningen er røget.
– Tror du det?
– Kan ikke være sikker. Men den skal under alle omstændigheder på værksted. Hvis du kører videre, kan motoren stå helt af.
Han daskede mig smilende på overarmen.
– Du er lærer, er du ikke?
– Lærer, nej? Hvad får dig til at tro det?
– Med den jakke og den hue, du ligner en der kommer direkte fra lærerværelset!
– Jeg er ikke lærer. Men hvad hvis jeg var?
– Lærere og motorer er som olie og vand.
Han lo. Lukkede kølerhjelmen, lagde lygten og kluden tilbage i lommen, fandt en æske tobak, tog en pris og stak den op under læben.
– Hvad er du så? Skoleleder?
– Jeg er ansat i kriminalpolitiet, sagde jeg.
Hans ansigt der indtil nu havde været så levende, stivnede.
– Kriminalpolitiet?
– Nej nej, sagde jeg. – Jeg er ingeniør.
En halv times tid senere sad jeg i førerhuset på bjærgningsvognen med Asconaen på ladet. Rolf, som han hed, tyggede skråtobak mens han styrede det tunge køretøj med voldsomme, men sikre bevægelser.
– Værkstederne har travlt her i kulden, sagde han efter et stykke tid.
– Det har de vel.
– Så der kan være lidt ventetid. Men der er et ude i Hove, Amundsens, jeg kan køre dig derud. Han er også billigere.
– Men er han dygtig?
– Ja ja.
Måske fik han provision for alle de biler han kørte derud. Eller også var det bare det der lå tættest på.
– Hvad siger du? I så fald skal vi dreje af om et øjeblik.
– Hvordan kommer jeg ind til byen bagefter?
– Han har vel en bil du kan låne. Eller også kan du køre med mig. Jeg skal alligevel den vej.
– Det er i orden.
Han rullede ruden ned, sendte en spytklat ud i mørket, rullede op igen. Umiddelbart efter kørte vi op på den lange bakke op til broen. Efter at have været omringet af træer, klipper og åse var det som om verden åbnede sig da vi kom ud på broen. Sundet strakte sig i begge retninger under os. Isen glimtede let i mørket. Langs kysten var der lys i spredte huse. Himmelen var sort og fuld af stjerner.
– Kan du se båden dernede? sagde han og pegede forbi mig.
Det kunne jeg ikke, for øjeblikket efter kørte vi ind mellem træerne på den anden side.
– Hvad er der med den?
– Den er frosset fast. Kommer hverken frem eller tilbage. Den har ligget der i tre døgn nu.
– Det sker vel ikke så tit her?
– Det var nok derfor det skete. De undervurderede forholdene. Der kommer en isbryder i morgen og får den fri, har jeg hørt. Vi kørte forbi et supermarked og et par minutter senere en Fina-tankstation, før ethvert tegn på kommerciel aktivitet ophørte og der kun lå nogle huse hist og her langs vejen.
– Jeg går ud fra at der ikke er nogen hoteller herude, sagde jeg.
– Der er jo Breidablikk, sagde han. – Men det er lukket om vinteren.
Vi måtte være kommet over på den anden side af øen, for vi kørte over en lille bro hvor havet løb ind i en bugt. Alt var dækket af is. Ved stranden så det ud som om havet fortsatte direkte ind i skoven. Han satte farten ned og drejede til højre. Efter at have kørt over en slette og gennem en lille skov kom vi ind i den gamle militærlejr.
– Alt hvad du ser her, blev bygget af tyskerne, sagde han.
– Det ved jeg godt, sagde jeg.
– Men vidste du at de indtog hele Arendal med et cykelkompagni? De satte lidt under hundrede mand i land med cykler. Mere skulle der ikke til.
Han lo.
– Hvor gammel var du dengang? sagde jeg.
– Mig?
– Ja.
– Mjo, jeg var vel tyve det forår tyskerne kom. Jeg tog ind til byen for at se dem.
Den smalle vej han fulgte, førte hen til nogle bygninger, den ene med porten slået op og lys indenfor. Han holdt ind foran den, parkerede, og vi steg ud. Indenfor var der tændt bål i to olietønder. Effekten måtte være minimal, for der var højt til loftet, og gulvet var af beton. De tre mænd der arbejdede der, var alle godt polstrede med dynejakker over termodragter og huer. En af dem kom hen til os.
– Hvad har vi her? sagde han og tørrede hænderne med en klud. Bred og fyldig krop, tykke kinder, vigende hage, mørke øjne.
– En Ascona. Måske med kølervæske i olien, sagde Rolf.
Hvornår kan du se på den?
– I hvert fald ikke i aften. Men i morgen burde være muligt.
– Det ville være dejligt, sagde jeg.
– Han er på gennemrejse, sagde Rolf. – Har du måske en lånebil til i morgen?
– Det kan være.
Han så på mig.
– Kan du tage til takke med en Boble?
– Ja ja, sagde jeg.
– Kom med ind, så ordner vi formaliteterne.
Arendal
Femte, selvstændige roman i Karl Ove Knausgårds anmelderroste serie Morgenstjernen.
En isnende kold vinternat i 1976. Syvert Løyning senior er på vej hjem til sin kone og to sønner efter en forretningsrejse, da hans bil bryder sammen, og han tvinges til at overnatte i sin barndomsby, Arendal i det sydlige Norge.
Syvert vandrer planløst rundt i den bundfrosne og mennesketomme by. I kufferten har han brevene fra sit livs kærlighed, russiske Asja. Hun bor bag jerntæppet, i Sovjetunionen, og han har for nylig forsøgt at gøre det forbi med hende. Syvert er plaget af uforklarlige syner.
Tilsyneladende almindelige hændelser er ladet med foruroligende betydning: kulden og sneen og de bælgmørke gader, en bil, der holder ude på fjordens tykke is. Og om natten åbner der sig en sprække mellem det velkendte og det ukendte, både i byen og i hans eget liv.
Du kan købe Arendal online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.