Aktuelt Anne Cathrine Bomann Fiktion Skønlitteratur

Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer

Anne Cathrine Bomann Åbent udsagn

Anne Cathrine Bomann dykker ned i det, der kan være svært, men som også er helt almindeligt at gå igennem som menneske.


Et det lettere at være alene i livet? Hvorfor egentlig få børn, hvis man ikke rigtig har tid til dem? Hvor meget tid og kærlighed skal man have at give?

Som psykolog og forfatter synes Anne Cathrine Bomann, det er spændende at stille skarpt på de bøvlede ting i livet og stille de svære spørgsmål.

I Åbent udsagn er en kompliceret mor/datter-relation omdrejningspunkt. Alex, der er omkring de 40, har i opvæksten altid følt sig overset af moren, der tilbragte det meste af tiden med at være fraværende på grund af sin matematikkarriere.

Morens passion for matematikken er svær at forstå for Alex, der selv er journalist. Hun lever alene, har fravalgt børn og skriver på en fagbog om kvindeliv uden børn.

Da moren viser tegn på begyndende demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til den mor, hun aldrig har følt sig elsket af, men altid har higet efter. I dekonstruktionen af de smuldrende minder nærmer de to sig hinanden.

Jeg kan ikke lade være med at synes, det er uretfærdigt. Alle de år, vi har brugt på at skubbe en relation frem og tilbage i rummet mellem os, og så dette: at du måske endelig skal til at forsvinde, og at netop det faktum skal lokke mig frem.” (uddrag fra bogen).

LÆS OGSÅ: Åbent udsagn: Læs uddrag af Anne Cathrine Bomanns intense roman om demens og en datters svære kærlighed til sin mor

Mudret og almindeligt

“Jeg havde lyst til at dykke ned i noget mudret, som også er helt almindeligt,” forklarer Anne Cathrine Bomann om plottet i Åbent udsagn og fortsætter:

“Der er ikke foregået noget forfærdeligt i Alex’ opvækst, og alligevel er den tung at bære, fordi hun har følt sig overset,” siger Anne Cathrine Bomann om romanen, der handler om moderskab, relationer, glemsel, matematik og om alle de valg, der er med til at forme et menneske.

“Fordi jeg er psykolog, vil forbindelserne mellem mennesker nok altid interessere mig. Hvor meget ansvar har vi fx for de relationer, vi er født ind i?”.

I Åbent udsagn blev demenssygdommen en særlig måde at gå til relationerne på.

“Det er en interessant linse at se relationerne igennem. Det bliver sat på spidsen, fordi demens giver et relativt kort vindue at handle i. Sygdommen bliver en katalysator til at omtænke forholdet og få lagt minderne anderledes på plads i hukommelsespuslespillet. I dette tilfælde får Alex mulighed for at skabe et mere nuanceret forhold til moren og ikke mindst minderne om hende, når hun en dag ikke er der mere”.

Selvvalgt ensomhed frister

Et fokus på det svære ved at indgå i relationer går igen i alle Anne Cathrine Bomanns bøger. Den røde tråd i Bomanns forfatterskab er ofte det psykologiske spor, hvor personerne kæmper med eksistentielle grundvilkår som ensomhed, angst og tilknytning.

Det ER svært for personerne i Anne Cathrine Bomanns bøger, men der er også altid et element af håb. Et glimt af, at mennesker har brug for kærlighed for, at livet ikke skal føles tomt, også selvom man kan trives i eget selskab og ikke orker andre.

“Det viser sig altid i mine bøger, at vi har brug for andre, men det er samtidig vildt svært, når man af forskellige årsager er lidt særlig. Så kan det være fristende at tænke, at det er nemmere at lade være med at have noget med andre folk at gøre. Så bliver man ikke såret. Men så er livet bare heller ikke værd at leve, vel?”

LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann: Vi har brug for hinanden, selvom det er bøvlet

Psykiateren, sorgpillen, blæksprutten og matematikeren

I debutromanen Agathe, der blev Anne Cathrine Bomanns internationale gennembrud, må en livstræt psykiater for første gang i sit liv træde i karakter og række ud efter et andet menneske.

Med Blå toner stiller Anne Cathrine Bomann spørgsmålet: hvad sker der, når vi har en pille, der kan fjerne sorg? Hvad er de etiske overvejelser i forhold til det? Fjerner vi også noget af det mest menneskelige, hvis vi ikke kan føle sorgen ved et tab?

I Akvariet bliver det en blækspruttes otte arme, der griber en ensom ung kvinde, der har svært at passe ind, og som er ved at miste den eneste veninde, hun har, da veninden bliver gravid og tabt til redebyggeri.

En demensdiagnose åbner op for nye perspektiver på en kompliceret mor/datter-relation i Åbent udsagn. Her indgår matematiske udsagn som en del af handlingen og bliver en filosofisk ramme, som titlen, der både er et matematisk udsagn, men også henviser til handlingen og det at genskabe relationer og minder; at lade det være åbent for forhandling.

LÆS OGSÅ: Psykolog og forfatter Anne Cathrine Bomann: Sorg er kærlighedens pris. Den er tung, men ikke meningsløs




Dyk ned i Anne Cathrine Bomanns forfatterskab

LÆS OGSÅ: Agathe – den lille danske bog, der rejste verden rundt med stor succes

Åbent udsagn

Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer

Alexandria (Alex) er i fyrrene, arbejder freelance som videnskabsjournalist, lever alene og har fravalgt børn. Alex er enebarn og har som eneste familie sin mor, som hun pligtskyldigt ser et par gange om året. Moren, der er matematiker, har gennem hele Alex’ opvækst foretrukket et liv på hjemmets førstesal i selskab med sine bøger, hæfter og tavlen med ligninger.

Relationen har været præget af gensidig kritik og følelsesmæssig afstand, men da moren viser begyndende tegn på demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til det menneske, hun aldrig har følt sig helt elsket af, men altid har higet efter. 

Du kan købe Åbent udsagn af Anne Cathrine Bomann online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.




Akvariet

Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer

Vigga er tæt på de tredive og har hverken boliglån, brudekjole eller børnehavebarn.
Hun er single og kronisk arbejdsløs, men til gengæld har hun Maiken og vin og sleepovers på en hverdagsaften.

Da Maiken bliver gravid, slås der langsomt en ring om hende, som Vigga risikerer at ende udenfor. Vigga bliver sendt i jobaktivering på Oceanet, Danmarks største akvarium, og forventer at skulle gennemspille sin sædvanlige, asociale rutine: møde ind, spise frokost alene, gå hjem igen uden at have talt med at andet menneske. Seks måneder, og så videre til et nyt sted.
Men noget ændrer sig, da hun møder blæksprutten Rosa. Og otte arme er måske det, der skal til, for at trække Vigga ud af hendes indelukke.

Du kan købe Akvariet online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Blå toner

blå toner, anne cathrine bomann

Blå toner er en medrivende roman om kærlighed, sorg og videnskab. Og om det svære spørgsmål: Hvor langt skal vi gå, når der hele tiden findes nye diagnoser og behandlingsmuligheder?

På Aarhus Universitet er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler et nyt medikament udviklet af et dansk medicinalfirma. Det er en pille, der som den første i verden virker mod sorg. Men psykologiprofessor Thorsten Gjeldsted får mistanke om, at tallene er manipuleret for at skjule en skræmmende bivirkning.

Hverken kollegaerne eller medicinalfirmaet vil lytte, og Thorsten allierer sig derfor med to specialestuderende, Anna og Shadi. Anna har selv sorgen tæt på livet, og Shadi er så god til statistik, at hun ikke kan undværes, hvis Thorsten vil til bunds i sagen.

Køb Blå toner online, eller i din nærmeste boghandel.




Agathe

Anne Cathrine Bomann stiller som forfatter og psykolog skarpt på bøvlede relationer

På et kontor i Paris i 1940’erne tæller en livstræt psykiater ned til pensionen. Egentlig skal han bare have afviklet sine sidste patienter, men hans plan forstyrres, da en ung, tysk kvinde insisterer på at komme i terapi hos ham.

Da hans trofaste sekretær pludselig melder sig syg, tvinges han til at overveje, om han for første gang i sit liv skal træde i karakter og række ud efter et andet menneske. 

En lille roman om nogle af de helt store temaer i tilværelsen: ensomheden, kærligheden og den meningsløshed, der kan ramme én, når man ikke for alvor er engageret i sit eget liv.

Du kan købe Agathe online, eller i din nærmeste boghandel.




Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.