Tidligere officer i slædepatruljen Sirius debuterer med højaktuel spændingsroman om den sprængfarlige sikkerhedspolitiske situation omkring Grønland. Læs et uddrag under.
Grønland er blevet centrum for en geopolitisk strid mellem Danmark og USA.
Konflikten eskalerer dramatisk, da et brutalt terrorangreb rammer Aarhus Lufthavn, og et dansk passagerfly kapres. Flyet dukker senere op på den nedlagte danske militærbase, Mestersvig, i Nordøstgrønland. Ombord er 72 gidsler samt en gruppe terrorister ledet af Salma Azra Jensen som nu er en brik i et spil, hvor hendes liv er mindre værd end de gidsler, hun holder fanget.
Situationen udvikler sig til en intens og dødelig konfrontation. Ingen ved, hvem fjenden virkelig er. Ingen ved, hvem man kan stole på. Men én mand forstår dét, de andre ikke ser: David. Tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius, og nu Danmarks eneste håb mod en fjende, der er alt andet end det, den giver sig ud for at være.
En isnende thriller om politik, bedrag og død i et af de mest øde, kolde og ubarmhjertige steder på kloden: Nordøstgrønland.
LÆS OGSÅ: Interview med Anders Ibsen: “Tidligere Sirius-officer bag skræmmende aktuel bog“
Læs første kapitel af Sirius: Det, som overfalder dig herunder.
DET, SOM OVERFALDER DIG
af Anders Ibsen
[Piteraq]
”Det, som overfalder dig”. Gammelt østgrønlandsk udtryk for en særlig faldvind, hvor ekstremt kold, tung luft over indlandsisen falder ned og accelererer til orkanstyrke gennem de smalle fjorde mod kysten – ofte uden varsel.
1
Hotel Biltmore, New York, USA
Fredag den 4. august 1916
Den danske gesandt i Amerika, Constantin Brun, ventede med professionel tålmodighed i den elegante præsidentsuite på Hotel Biltmore. Hotellet var en hyldest til moderniteten – et pragteksemplar af amerikansk arkitektur med sin egen togstation i kælderen og elevatorer, der førte direkte til de øverste etager. Fra suiten på 22. sal kunne man skue ud over New York.
Han havde forsøgt at beskrive denne udvikling i sine rapporter til København, men han vidste, hvordan de blev modtaget. Kollegerne hjemme i Danmark anså ofte hans fremstillinger for overdrevne, måske endda fantasifulde. At fortælle, at denne suite lå i samme højde som tårnet på den højeste bygning i Danmark, Københavns Rådhus, blev mødt med skeptiske smil og indbygget mistro.
Døren gik op, og den amerikanske udenrigsminister, Robert Lansing, trådte ind. Han hilste høfligt, som etiketten foreskrev, og hans bevægelser var præcise, kontrollerede. Efter udvekslingen af høfligheder – ønsket om kongens, præsidentens og begge nationers ve og vel – gik han uden videre til sagen. ”Skal vi få det overstået?” spurgte han med et afmålt smil. ”Lad os håbe, at den tiende gang bliver lykkens gang.”
Siden 1865 havde USA og Danmark forhandlet om salget af De Vestindiske Øer. Hver gang var samtalerne kuldsejlet, fanget i politiske og økonomiske uenigheder, men nu føltes det anderledes. Lansing virkede både rolig og beslutsom – som en mand, der allerede vidste, hvordan brikkerne ville falde.
Mens Brun lyttede, blev det klart, at Lansing ikke havde meget respekt for Danmark som nation. Hans blik afslørede, at han betragtede landet som en reminiscens fra en svunden tid, der klamrede sig til en falmet ære. Danmark, der siden slutningen af 1700-tallet havde tabt et utal af krige, var gået fra at være en geopolitisk stormagt med verdens tredjestørste flåde til en ubetydelig miniputstat med latent mindreværd til følge. Nu virkede det, som om den vigtigste nationale opgave var at avle og eksportere små prinser og prinsesser til de europæiske kongehuse.
”Danmark ser stadig sig selv som en kolonimagt,” sagde Lansing i en nærmest monoton tone. ”Men de dage er forbi. Jeres stormagtsstatus forsvandt med tabene i 1800-tallet. Nu er I blot en lille stat, der forsøger at opretholde en balance mellem jeres naboer.”
Brun knugede hænderne. ”København ville have foretrukket, at I havde udtalt jer åbent. At I havde gjort det klart for det internationale samfund, hvad USA vil gøre, hvis vi afviser at sælge De Vestindiske Øer til jer. At I ville gøre det tydeligt, at vi ikke har noget valg. Vi er under pres fra vores store nabo mod syd, og manglen på sådan en udmelding kan sætte vores neutralitet i fare. Centralmagterne Tyskland og Østrig-Ungarn kunne opfatte det som en fjendtlig handling.” Lansing så på ham med et blik, der var skarpt som en kniv. ”Neutralitet?” sagde han, som om ordet var en dårlig vittighed. ”Vi ved begge, hvordan det forholder sig.
Danmark leverer store mængder landbrugsvarer og forsyninger til den preussiske krigsmaskine, og det kalder I neutralitet. Vi kalder det medvirken til krig. Danmark brødføder hver dag hundredtusinder af soldater, og I er en af de direkte årsager til, at centralmagterne kan føre krig på det niveau, de gør. Men lad mig gøre det klart: Hvis I ikke sælger øerne til os, vil vi betragte det som en trussel mod vores sikkerhed.” Han lænede sig tilbage og talte med en uhyggelig ro. ”Når salget bliver annonceret næste år, vil det blive fremstillet som en nødvendighed. Det vil preusserne forstå. Deres egne kolonier i Øst- og Vestafrika er allerede afskåret af britiske blokader. De vil indse, at Danmark ikke længere kan opretholde oversøiske besiddelser. Og fra et økonomisk perspektiv har de ikke været rentable i mands minde.” Han holdt en pause, der syntes at vare evigt, inden han fortsatte.
”Som aftalt holder I en vejledende folkeafstemning. Og selvom I gav jeres kvinder stemmeret sidste år …” Her trak Lansing vejret tungt for første gang i samtalen – som om dét i hans optik udgjorde en langt større og mere skelsættende udfordring end selve købet af De Vestindiske Øer. Efter at have sundet sig fortsatte han: ”Vi ved begge, hvordan folkeafstemningen vil ende. Kongen og jeres regering vil sikre et ja. Og når det sker, bliver den aftale, vi indgår lige nu, blot en statshemmelighed – en ubetydelig parentes i historien.”
Lansing lænede sig frem, hans stemme sænkedes til en hvisken. ”Men forstå dette: Vi kan ikke tillade, at kejser Wilhelm bygger baser i Caribien helt lovligt, hvis I vælger at sælge til ham i stedet for os. Vi kan ikke tolerere, at hans flåde potentielt kan lukke for Panamakanalen. Den er vores lands livsnerve, forbindelsen mellem øst og vest. Dette er ikke kun en aftale – det er en forsikring.”
Brun følte vægten af hvert ord som en byrde, der pressede ham ned i stolen. Lansing slog nu over i en mildere tone, men alvoren forlod ikke hans stemme. ”Og som en gestus anerkender vi jeres krav på Grønland – både politisk og økonomisk. Det er ikke en lille indrømmelse. Hele vores nation bygger på et antikolonialistisk og antiimperialistisk fundament. Vi smed briterne ud. Vi ønsker ikke yderligere europæisk kolonisering i Amerika, og vi ønsker ikke europæisk indblanding i amerikanske anliggender. Vi regner Grønland for en del af den amerikanske interessesfære.”
Brun nikkede langsomt. Hjemme i København ville Erik Scavenius være tilfreds. Den danske udenrigsminister var kendt for sit pragmatiske og kompromissøgende sind. Men han var også en mand, der forstod, hvor skrøbelig Danmarks position var. Og det her var en mulighed for at afvikle en underskudsforretning, der – lige siden sukkerroens kommercielle indtog i Danmark i 1870’erne – havde gjort de caribiske besiddelser overflødige med et fingerknips.
Scavenius havde tilbragt det meste af sin embedsperiode med at balancere mellem stormagterne. Han var under konstant pres fra centralmagterne – naboerne mod syd forventede fuld loyalitet – og fra Ententemagterne, Frankrig, Rusland og Storbritannien, som krævede neutralitet uden kompromiser. I private samtaler med den tyske gesandt brugte Scavenius megen tid på at forsikre ham om, at Danmark under ingen omstæn-digheder ville stille sig på kejserrigets fjenders side. Det var en svær balancegang at opretholde sin neutralitet som et lille land. Så i det lys var det næppe en dum idé at spille på to heste – og få afviklet De Vestindiske Øer, inden USA for alvor tog parti og opgav sin egen neutralitet.
Sirius: Det, som overfalder dig
Konflikten mellem USA og Danmark eskalerer dramatisk, da et brutalt terrorangreb rammer Aarhus Lufthavn, og et passagerfly kapres. Flyet dukker senere op på den nedlagte danske militærbase Mestersvig i Nordøstgrønland.
Ombord er 72 gidsler samt en gruppe terrorister ledet af Salma Azra Jensen, som er dansker af blod og jihadist af overbevisning og nu brik i et spil, hvor hendes liv er mindre værd end de gidsler, hun holder fanget.
Situationen udvikler sig til en dødelig konfrontation. Ingen ved, hvem fjenden virkelig er. Ingen ved, hvem man kan stole på. Men én mand forstår dét, de andre ikke ser: David. Tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius og nu Danmarks eneste chance mod en fjende, der er alt andet end det, den giver sig ud for at være.
Tidligere officer i slædepatruljen Sirius debuterer med højaktuel spændingsroman om den sprængfarlige sikkerhedspolitiske situation omkring Grønland. Læs et uddrag under.
Grønland er blevet centrum for en geopolitisk strid mellem Danmark og USA.
Konflikten eskalerer dramatisk, da et brutalt terrorangreb rammer Aarhus Lufthavn, og et dansk passagerfly kapres. Flyet dukker senere op på den nedlagte danske militærbase, Mestersvig, i Nordøstgrønland. Ombord er 72 gidsler samt en gruppe terrorister ledet af Salma Azra Jensen som nu er en brik i et spil, hvor hendes liv er mindre værd end de gidsler, hun holder fanget.
Situationen udvikler sig til en intens og dødelig konfrontation. Ingen ved, hvem fjenden virkelig er. Ingen ved, hvem man kan stole på. Men én mand forstår dét, de andre ikke ser: David. Tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius, og nu Danmarks eneste håb mod en fjende, der er alt andet end det, den giver sig ud for at være.
En isnende thriller om politik, bedrag og død i et af de mest øde, kolde og ubarmhjertige steder på kloden: Nordøstgrønland.
LÆS OGSÅ: Interview med Anders Ibsen: “Tidligere Sirius-officer bag skræmmende aktuel bog“
Læs første kapitel af Sirius: Det, som overfalder dig herunder.
DET, SOM OVERFALDER DIG
af Anders Ibsen
[Piteraq]
”Det, som overfalder dig”. Gammelt østgrønlandsk udtryk for en særlig faldvind, hvor ekstremt kold, tung luft over indlandsisen falder ned og accelererer til orkanstyrke gennem de smalle fjorde mod kysten – ofte uden varsel.
1
Hotel Biltmore, New York, USA
Fredag den 4. august 1916
Den danske gesandt i Amerika, Constantin Brun, ventede med professionel tålmodighed i den elegante præsidentsuite på Hotel Biltmore. Hotellet var en hyldest til moderniteten – et pragteksemplar af amerikansk arkitektur med sin egen togstation i kælderen og elevatorer, der førte direkte til de øverste etager. Fra suiten på 22. sal kunne man skue ud over New York.
Han havde forsøgt at beskrive denne udvikling i sine rapporter til København, men han vidste, hvordan de blev modtaget. Kollegerne hjemme i Danmark anså ofte hans fremstillinger for overdrevne, måske endda fantasifulde. At fortælle, at denne suite lå i samme højde som tårnet på den højeste bygning i Danmark, Københavns Rådhus, blev mødt med skeptiske smil og indbygget mistro.
Døren gik op, og den amerikanske udenrigsminister, Robert Lansing, trådte ind. Han hilste høfligt, som etiketten foreskrev, og hans bevægelser var præcise, kontrollerede. Efter udvekslingen af høfligheder – ønsket om kongens, præsidentens og begge nationers ve og vel – gik han uden videre til sagen. ”Skal vi få det overstået?” spurgte han med et afmålt smil. ”Lad os håbe, at den tiende gang bliver lykkens gang.”
Siden 1865 havde USA og Danmark forhandlet om salget af De Vestindiske Øer. Hver gang var samtalerne kuldsejlet, fanget i politiske og økonomiske uenigheder, men nu føltes det anderledes. Lansing virkede både rolig og beslutsom – som en mand, der allerede vidste, hvordan brikkerne ville falde.
Mens Brun lyttede, blev det klart, at Lansing ikke havde meget respekt for Danmark som nation. Hans blik afslørede, at han betragtede landet som en reminiscens fra en svunden tid, der klamrede sig til en falmet ære. Danmark, der siden slutningen af 1700-tallet havde tabt et utal af krige, var gået fra at være en geopolitisk stormagt med verdens tredjestørste flåde til en ubetydelig miniputstat med latent mindreværd til følge. Nu virkede det, som om den vigtigste nationale opgave var at avle og eksportere små prinser og prinsesser til de europæiske kongehuse.
”Danmark ser stadig sig selv som en kolonimagt,” sagde Lansing i en nærmest monoton tone. ”Men de dage er forbi. Jeres stormagtsstatus forsvandt med tabene i 1800-tallet. Nu er I blot en lille stat, der forsøger at opretholde en balance mellem jeres naboer.”
Brun knugede hænderne. ”København ville have foretrukket, at I havde udtalt jer åbent. At I havde gjort det klart for det internationale samfund, hvad USA vil gøre, hvis vi afviser at sælge De Vestindiske Øer til jer. At I ville gøre det tydeligt, at vi ikke har noget valg. Vi er under pres fra vores store nabo mod syd, og manglen på sådan en udmelding kan sætte vores neutralitet i fare. Centralmagterne Tyskland og Østrig-Ungarn kunne opfatte det som en fjendtlig handling.” Lansing så på ham med et blik, der var skarpt som en kniv. ”Neutralitet?” sagde han, som om ordet var en dårlig vittighed. ”Vi ved begge, hvordan det forholder sig.
Danmark leverer store mængder landbrugsvarer og forsyninger til den preussiske krigsmaskine, og det kalder I neutralitet. Vi kalder det medvirken til krig. Danmark brødføder hver dag hundredtusinder af soldater, og I er en af de direkte årsager til, at centralmagterne kan føre krig på det niveau, de gør. Men lad mig gøre det klart: Hvis I ikke sælger øerne til os, vil vi betragte det som en trussel mod vores sikkerhed.” Han lænede sig tilbage og talte med en uhyggelig ro. ”Når salget bliver annonceret næste år, vil det blive fremstillet som en nødvendighed. Det vil preusserne forstå. Deres egne kolonier i Øst- og Vestafrika er allerede afskåret af britiske blokader. De vil indse, at Danmark ikke længere kan opretholde oversøiske besiddelser. Og fra et økonomisk perspektiv har de ikke været rentable i mands minde.” Han holdt en pause, der syntes at vare evigt, inden han fortsatte.
”Som aftalt holder I en vejledende folkeafstemning. Og selvom I gav jeres kvinder stemmeret sidste år …” Her trak Lansing vejret tungt for første gang i samtalen – som om dét i hans optik udgjorde en langt større og mere skelsættende udfordring end selve købet af De Vestindiske Øer. Efter at have sundet sig fortsatte han: ”Vi ved begge, hvordan folkeafstemningen vil ende. Kongen og jeres regering vil sikre et ja. Og når det sker, bliver den aftale, vi indgår lige nu, blot en statshemmelighed – en ubetydelig parentes i historien.”
Lansing lænede sig frem, hans stemme sænkedes til en hvisken. ”Men forstå dette: Vi kan ikke tillade, at kejser Wilhelm bygger baser i Caribien helt lovligt, hvis I vælger at sælge til ham i stedet for os. Vi kan ikke tolerere, at hans flåde potentielt kan lukke for Panamakanalen. Den er vores lands livsnerve, forbindelsen mellem øst og vest. Dette er ikke kun en aftale – det er en forsikring.”
Brun følte vægten af hvert ord som en byrde, der pressede ham ned i stolen. Lansing slog nu over i en mildere tone, men alvoren forlod ikke hans stemme. ”Og som en gestus anerkender vi jeres krav på Grønland – både politisk og økonomisk. Det er ikke en lille indrømmelse. Hele vores nation bygger på et antikolonialistisk og antiimperialistisk fundament. Vi smed briterne ud. Vi ønsker ikke yderligere europæisk kolonisering i Amerika, og vi ønsker ikke europæisk indblanding i amerikanske anliggender. Vi regner Grønland for en del af den amerikanske interessesfære.”
Brun nikkede langsomt. Hjemme i København ville Erik Scavenius være tilfreds. Den danske udenrigsminister var kendt for sit pragmatiske og kompromissøgende sind. Men han var også en mand, der forstod, hvor skrøbelig Danmarks position var. Og det her var en mulighed for at afvikle en underskudsforretning, der – lige siden sukkerroens kommercielle indtog i Danmark i 1870’erne – havde gjort de caribiske besiddelser overflødige med et fingerknips.
Scavenius havde tilbragt det meste af sin embedsperiode med at balancere mellem stormagterne. Han var under konstant pres fra centralmagterne – naboerne mod syd forventede fuld loyalitet – og fra Ententemagterne, Frankrig, Rusland og Storbritannien, som krævede neutralitet uden kompromiser. I private samtaler med den tyske gesandt brugte Scavenius megen tid på at forsikre ham om, at Danmark under ingen omstæn-digheder ville stille sig på kejserrigets fjenders side. Det var en svær balancegang at opretholde sin neutralitet som et lille land. Så i det lys var det næppe en dum idé at spille på to heste – og få afviklet De Vestindiske Øer, inden USA for alvor tog parti og opgav sin egen neutralitet.
Sirius: Det, som overfalder dig
Konflikten mellem USA og Danmark eskalerer dramatisk, da et brutalt terrorangreb rammer Aarhus Lufthavn, og et passagerfly kapres. Flyet dukker senere op på den nedlagte danske militærbase Mestersvig i Nordøstgrønland.
Ombord er 72 gidsler samt en gruppe terrorister ledet af Salma Azra Jensen, som er dansker af blod og jihadist af overbevisning og nu brik i et spil, hvor hendes liv er mindre værd end de gidsler, hun holder fanget.
Situationen udvikler sig til en dødelig konfrontation. Ingen ved, hvem fjenden virkelig er. Ingen ved, hvem man kan stole på. Men én mand forstår dét, de andre ikke ser: David. Tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius og nu Danmarks eneste chance mod en fjende, der er alt andet end det, den giver sig ud for at være.
Du kan købe SIRIUS – Det, som overfalder dig online på Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: