I debutromanen forsvindingsnumre undersøgte hun sorgens aftryk på en ung kvinde, i sin nye roman undersøger hun kærlighedens tilskikkelser på et horehus i en pestbefængt by.
Amalie Langballe debuterede i 2019 med romanen forsvindingsnumre. En roman, der skildrer en ung kvindes søgen efter sig selv i Tel Aviv og København i kølvandet på sorgen efter hendes mors sygdom og død. I anmeldelserne blev den kaldt ”hudløs” (Kristeligt Dagblad) og ”rå” og ”ublufærdig”… ”og på ingen måde sød roman, men det gør den ikke mindre god” (Politiken).
Da hun senere på året modtog BogForums Debutantpris, var det med ordene: ”forsvindingsnumre er en rå sorgskildring… en usentimental og ublid undersøgelse af det rungende tomrum, som morens død efterlader hos kvinden Agnes”.
Elskende
Nu her 6 år efter er hun igen romanaktuel med en roman, der umiddelbart ser ud til at være noget ganske andet, men anmeldernes ord fra debuten kan man stadig sætte på. elskende er en skarptsansende roman om kærlighed, der på ingen måde er sød.
”Man kan leve et helt liv på en sommer. Jeg skriver det, fordi der er noget af det, jeg ved. Det lærte jeg dengang. Det var en sommer, hvor det var svært at sove om natten. Så varmt var der, som et par hænder, der griber en om halsen og strammer til. Så meget kunne lugtes. Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandet andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund). Mest af alt kunne man lugte sig selv, kroppen og dens væsker. Min lugt var: udflåd, honning og angst” (fra elskende)
En bog om sex og måske kærlighed
Handlingen i elskende er henlagt til en ikke nærmere defineret tid og et uvist sted, men faktum er, at der er pest i Europa, og det er den varmeste sommer i mands minde. Nætterne er søvnløse, folk bliver vanvittige, bliver syge, dør, og der sladres i krogene. Ved hoffet keder man sig, og en adelsmand sender i et anfald af kedsomhed sin hustru til byens bedste og mest berygtede bordel, der bestyres af den mystiske kvinde Viola, der forstår at tjene penge. ”At elske med hende skulle være som at befinde sig i helvede og himmerige på samme tid”, siger kongen, da han skal beskrive Viola.
Amalie Langballe har selv sagt, at det måske er en kærlighedshistorie.Hvad mener hun med det?
”Jeg har været interesseret i, hvordan kærlighed ser ud. Hvordan kan man være sikker på, hvad kærlighed er? Når jeg siger, at jeg elsker min kæreste, føler jeg så det samme som ham? Det kan vi ligesom aldrig vide. elskende er en bog, der handler om, hvordan vi konstruerer kærlighed, og hvordan vi hele tiden fabrikerer noget, der ligner kærlighed, men som måske ikke er det. Det har interesseret mig meget”.
”I sexarbejdet reproducerer man en kærlighedsakt. Sex er jo også noget vi har med dem, vi elsker. På dansk bruger vi ikke ordet elskov så meget, men det dækker jo både kærlighed og sex. Ligesom min titel elskende også kan siges om mennesker, der elsker hinanden og det at man elsker med hinanden”, siger Amalie Langballe, der også arbejder som kulturjournalist på Weekendavisen, hvor hun især skriver om teater og litteratur.
“Elskov” ifølge ordnet.dk
Et hus uden kærlighed
I romanen følger vi livet på bordellet set gennem fortællerens observerende og passive blik og som lytter og lærer fra de andre kvinder, der arbejder der. Hun deler værelse med kvinden Gunhild, der den første dag fortæller: ”Det meste af tiden prøver jeg slet ikke at tænke… Det fungerer bedst for mig, hvis jeg lader kroppen vise vej. Indimellem kan jeg så alligevel ikke lade være med at tænke. Jeg tænker på, at noget fint og nyudklækket vist bliver suget ud af mig. Jeg kan mærke, hvordan de erstatter det med noget andet, noget… ældet. Fordærvet kalvefars eller muggent brød eller noget i den stil”.
Man får lyst til at spørge, om der overhovedet findes kærlighed på et bordel?
”Fortælleren får via sit arbejde på bordellet adgang til mændene på en særlig måde. Hun ser deres kroppe, lytter til dem, fornemmer dem uden at dømme dem. Det kunne man godt sige, at der næsten er noget kærligt i. Det er en blottelse, som hun med tiden finder ud af, går begge veje. Bordellet er nærmest symbolet på et hus uden kærlighed. Men det behøver det ikke at være”, forklarer Amalie Langballe.
Amalie Langballe. Fotograf: Philip Peng Rosenthal
Penge er fjollede
”Man lærer så meget om penge, når man både er varen og sælgeren”
Bordellet fremstår som et lille samfund i samfundet, hvor man får en fornemmelse af, at der gælder andre regler end i resten af verden. Her lærer fortælleren ikke kun noget om sex som en vare, en transaktion mellem kroppe, men også om penge. Hvad er det, hun lærer?
”Hun lærer meget om værdisætning. At det er ret tilfældigt, hvordan ting bliver værdisat. Penge er jo dybest set et narrativ, en veletableret fiktion, som vi alle sammen er blevet enige om. Når man gennemskuer det, så bliver penge lidt fjollede. Den erfaring gør hun med sin krop, hvilket gør det mere bizart at opdage, at det er sådan, verden hænger sammen. Hun trækker så at sige det slør væk, som dækker fiktionen. Penge bliver en leg, og derfor bruger kvinderne i huset også pengene på dumme ting. Fjollede ting. Dette kan måske godt ses som en hudfletning af, hvad kapital er”, siger Amalie Langballe.
Hvem har egentlig magten på et bordel?
”Mændene har jo pengene, men kvinderne ser ting og taler sammen. Griner sammen. Det er der også en magt i. Og så er der fortælleren, som vælger at skrive det hele ned, så hun har fortællemagten”.
Fortællestemmen er nøgtern registrerende i sin beskrivelse af arbejdet og livet på bordellet, men aner man en kritik af arbejdets beskaffenhed i teksten, når der står: ”Det var ikke, fordi pengene føltes nemme, det gjorde de ikke. I arbejdet med sex tages der pant i kroppen uden at omkostningerne kan kendes på forhånd. Men der er omkostninger, dette vides, det fornemmes med en sikkerhed, der ikke kan forklares. Det koster noget at sprede de ben, sætte sig på den pik, åbne den dør”.
Amalie Langballe ryster på hovedet: ”Nej, det er slet ikke tænkt som en kritik, bare en konstatering. Sexarbejde har omkostninger, men det koster jo noget at arbejde i det hele taget. Vi giver alle vores bedste timer og år på at arbejde. Det kan da virke absurd, at man tjener penge på noget så åndsforladt som kontorarbejde, når man i øvrigt tænker store tanker om livet, elsker sine børn, drager omsorg for sine venner. Er det ikke vigtigere, men hvorfor er det så det her, jeg tjener penge på?”
Samme pointe lader hun fortælleren tænke i romanen, der har gjort sig den erfaring, at der er store penge i at sælge sex.
”Jeg ved for eksempel om mig selv, at jeg har alle disse porcelænsfine ting inden i mig – tanker, sansninger og følelser – og jeg ved, at de udmålt i potentialet for guld er ingenting værd sammenlignet med den formue, jeg kunne skaffe mig ved at lade mænd komme i mig resten af mine dage… Hvad er fissen, hvis ikke en pengemaskine?”, erfarer fortælleren.
”Det er et udsagn, man skal tage alvorligt. Hvorfor har vi nedgjort, tabubelagt og skandaliseret det eneste job, som kvinder kan tage og tjene mange flere penge på end mænd? Alligevel er det så udskældt. Vi ser ned på Onlyfans og pornobranchen og giver ikke disse kvinder ordentlige rettigheder. Det er da underligt”, siger Amalie Langballe og refererer blandt andet til, at det i Danmark kan være svært at få et lån i banken eller blive organiseret i en fagforening, hvis man tjener penge på sin krop.
Amalie Langballe. Fotograf: Philip Peng Rosenthal
Eventyrlige Viola
Selvom romanen tydeligvis foregår i en historisk tid, så er det ikke en bog, der er fyldt af historiske spor og begivenheder, der kan slås efter i et leksikon. Amalie Langballe fortæller, at hun har researchet meget, men endt med at forkaste lige så meget igen. Det, som stadig findes som konkrete aftryk i bogen, er hendes læsning af sagn indsamlet af folkemindesamler Evald Tang Kristensen, som medvirker til at skabe en eventyrtid, hvor det er uklart, hvor og hvornår historien fortælles.
En næsten eventyrlig figur er også bordelbestyreren Viola, der fremstår som fortællerens modsætning. Hvor fortælleren er passiv, er Viola handlekraftig, men fremstår også tilsløret, og som et menneske, som vi aldrig rigtig bliver klog på. Hvem er hun ifølge Amalie Langballe?
”Viola er både en eventyrskikkelse og baseret på et menneske, jeg kendte i min ungdom, som gjorde stort indtryk på mig. Viola har konturerne af en forhistorie, men starter og slutter som et mysterium. Hun dukker op af ingenting, og da hun forsvinder igen, er vi nødvendigvis ikke blevet klogere på, hvem hun er. Det er hende, der giver bogen energi og driver handlingen frem, fordi fortælleren gør ingenting, der sker bare ting for hende, og selv, da lortet brænder, er hun tilbageholdende”.
“Vi hører meget lidt fra Viola selv, og det hun siger er mest af alt bare kryptisk. Alle andre kan fortælle historier om hende, forskellige historier. Hun er drevet af ideen om at elske nogen, men elsker hun egentlig? Eller er det et narrativ, hun har klæbet sig fast til? Fortælleren har en diskussion med sig selv om det: er det en kærlighedshistorie, hun har været vidne til? Måske. Jeg ved det heller ikke.”
”Jeg skrev i begyndelsen, at hun ville kalde sin historie en kærlighedshistorie, og det er muligt, at hun har ret. Jeg ved det ikke. Hvad nu hvis vi er nogle, der er dømt til at iagttage kærligheden på afstand? Udelukke observerer andre kærlighedshistorier? Få den genfortalt hviskende og fragmenteret? Hvordan skal vi forstå historien om Viola?”
Amalie Langballe: elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier.
Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Amalie Langballe modtog i 2019 debutantprisen for sin suveræne bog forsvindingsnumre. elskende er hendes anden roman.
I debutromanen forsvindingsnumre undersøgte hun sorgens aftryk på en ung kvinde, i sin nye roman undersøger hun kærlighedens tilskikkelser på et horehus i en pestbefængt by.
Amalie Langballe debuterede i 2019 med romanen forsvindingsnumre. En roman, der skildrer en ung kvindes søgen efter sig selv i Tel Aviv og København i kølvandet på sorgen efter hendes mors sygdom og død. I anmeldelserne blev den kaldt ”hudløs” (Kristeligt Dagblad) og ”rå” og ”ublufærdig”… ”og på ingen måde sød roman, men det gør den ikke mindre god” (Politiken).
Da hun senere på året modtog BogForums Debutantpris, var det med ordene: ”forsvindingsnumre er en rå sorgskildring… en usentimental og ublid undersøgelse af det rungende tomrum, som morens død efterlader hos kvinden Agnes”.
Elskende
Nu her 6 år efter er hun igen romanaktuel med en roman, der umiddelbart ser ud til at være noget ganske andet, men anmeldernes ord fra debuten kan man stadig sætte på. elskende er en skarptsansende roman om kærlighed, der på ingen måde er sød.
LÆS OGSÅ: Amalie Langballe om at debutere: “Du er nødt til at være nådesløs på en helt særlig måde”
”Man kan leve et helt liv på en sommer. Jeg skriver det, fordi der er noget af det, jeg ved. Det lærte jeg dengang. Det var en sommer, hvor det var svært at sove om natten. Så varmt var der, som et par hænder, der griber en om halsen og strammer til. Så meget kunne lugtes. Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandet andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund). Mest af alt kunne man lugte sig selv, kroppen og dens væsker. Min lugt var: udflåd, honning og angst” (fra elskende)
En bog om sex og måske kærlighed
Handlingen i elskende er henlagt til en ikke nærmere defineret tid og et uvist sted, men faktum er, at der er pest i Europa, og det er den varmeste sommer i mands minde. Nætterne er søvnløse, folk bliver vanvittige, bliver syge, dør, og der sladres i krogene. Ved hoffet keder man sig, og en adelsmand sender i et anfald af kedsomhed sin hustru til byens bedste og mest berygtede bordel, der bestyres af den mystiske kvinde Viola, der forstår at tjene penge. ”At elske med hende skulle være som at befinde sig i helvede og himmerige på samme tid”, siger kongen, da han skal beskrive Viola.
Amalie Langballe har selv sagt, at det måske er en kærlighedshistorie. Hvad mener hun med det?
”Jeg har været interesseret i, hvordan kærlighed ser ud. Hvordan kan man være sikker på, hvad kærlighed er? Når jeg siger, at jeg elsker min kæreste, føler jeg så det samme som ham? Det kan vi ligesom aldrig vide. elskende er en bog, der handler om, hvordan vi konstruerer kærlighed, og hvordan vi hele tiden fabrikerer noget, der ligner kærlighed, men som måske ikke er det. Det har interesseret mig meget”.
”I sexarbejdet reproducerer man en kærlighedsakt. Sex er jo også noget vi har med dem, vi elsker. På dansk bruger vi ikke ordet elskov så meget, men det dækker jo både kærlighed og sex. Ligesom min titel elskende også kan siges om mennesker, der elsker hinanden og det at man elsker med hinanden”, siger Amalie Langballe, der også arbejder som kulturjournalist på Weekendavisen, hvor hun især skriver om teater og litteratur.
Et hus uden kærlighed
I romanen følger vi livet på bordellet set gennem fortællerens observerende og passive blik og som lytter og lærer fra de andre kvinder, der arbejder der. Hun deler værelse med kvinden Gunhild, der den første dag fortæller: ”Det meste af tiden prøver jeg slet ikke at tænke… Det fungerer bedst for mig, hvis jeg lader kroppen vise vej. Indimellem kan jeg så alligevel ikke lade være med at tænke. Jeg tænker på, at noget fint og nyudklækket vist bliver suget ud af mig. Jeg kan mærke, hvordan de erstatter det med noget andet, noget… ældet. Fordærvet kalvefars eller muggent brød eller noget i den stil”.
Man får lyst til at spørge, om der overhovedet findes kærlighed på et bordel?
”Fortælleren får via sit arbejde på bordellet adgang til mændene på en særlig måde. Hun ser deres kroppe, lytter til dem, fornemmer dem uden at dømme dem. Det kunne man godt sige, at der næsten er noget kærligt i. Det er en blottelse, som hun med tiden finder ud af, går begge veje. Bordellet er nærmest symbolet på et hus uden kærlighed. Men det behøver det ikke at være”, forklarer Amalie Langballe.
Penge er fjollede
”Man lærer så meget om penge, når man både er varen og sælgeren”
Bordellet fremstår som et lille samfund i samfundet, hvor man får en fornemmelse af, at der gælder andre regler end i resten af verden. Her lærer fortælleren ikke kun noget om sex som en vare, en transaktion mellem kroppe, men også om penge. Hvad er det, hun lærer?
”Hun lærer meget om værdisætning. At det er ret tilfældigt, hvordan ting bliver værdisat. Penge er jo dybest set et narrativ, en veletableret fiktion, som vi alle sammen er blevet enige om. Når man gennemskuer det, så bliver penge lidt fjollede. Den erfaring gør hun med sin krop, hvilket gør det mere bizart at opdage, at det er sådan, verden hænger sammen. Hun trækker så at sige det slør væk, som dækker fiktionen. Penge bliver en leg, og derfor bruger kvinderne i huset også pengene på dumme ting. Fjollede ting. Dette kan måske godt ses som en hudfletning af, hvad kapital er”, siger Amalie Langballe.
Hvem har egentlig magten på et bordel?
”Mændene har jo pengene, men kvinderne ser ting og taler sammen. Griner sammen. Det er der også en magt i. Og så er der fortælleren, som vælger at skrive det hele ned, så hun har fortællemagten”.
LÆS OGSÅ: Amalie Langballe: Man kan godt prøve at lade som om, at sorgen ikke er der – og så banker den på alligevel
Arbejde har omkostninger
Fortællestemmen er nøgtern registrerende i sin beskrivelse af arbejdet og livet på bordellet, men aner man en kritik af arbejdets beskaffenhed i teksten, når der står: ”Det var ikke, fordi pengene føltes nemme, det gjorde de ikke. I arbejdet med sex tages der pant i kroppen uden at omkostningerne kan kendes på forhånd. Men der er omkostninger, dette vides, det fornemmes med en sikkerhed, der ikke kan forklares. Det koster noget at sprede de ben, sætte sig på den pik, åbne den dør”.
Amalie Langballe ryster på hovedet: ”Nej, det er slet ikke tænkt som en kritik, bare en konstatering. Sexarbejde har omkostninger, men det koster jo noget at arbejde i det hele taget. Vi giver alle vores bedste timer og år på at arbejde. Det kan da virke absurd, at man tjener penge på noget så åndsforladt som kontorarbejde, når man i øvrigt tænker store tanker om livet, elsker sine børn, drager omsorg for sine venner. Er det ikke vigtigere, men hvorfor er det så det her, jeg tjener penge på?”
Samme pointe lader hun fortælleren tænke i romanen, der har gjort sig den erfaring, at der er store penge i at sælge sex.
”Jeg ved for eksempel om mig selv, at jeg har alle disse porcelænsfine ting inden i mig – tanker, sansninger og følelser – og jeg ved, at de udmålt i potentialet for guld er ingenting værd sammenlignet med den formue, jeg kunne skaffe mig ved at lade mænd komme i mig resten af mine dage… Hvad er fissen, hvis ikke en pengemaskine?”, erfarer fortælleren.
”Det er et udsagn, man skal tage alvorligt. Hvorfor har vi nedgjort, tabubelagt og skandaliseret det eneste job, som kvinder kan tage og tjene mange flere penge på end mænd? Alligevel er det så udskældt. Vi ser ned på Onlyfans og pornobranchen og giver ikke disse kvinder ordentlige rettigheder. Det er da underligt”, siger Amalie Langballe og refererer blandt andet til, at det i Danmark kan være svært at få et lån i banken eller blive organiseret i en fagforening, hvis man tjener penge på sin krop.
Eventyrlige Viola
Selvom romanen tydeligvis foregår i en historisk tid, så er det ikke en bog, der er fyldt af historiske spor og begivenheder, der kan slås efter i et leksikon. Amalie Langballe fortæller, at hun har researchet meget, men endt med at forkaste lige så meget igen. Det, som stadig findes som konkrete aftryk i bogen, er hendes læsning af sagn indsamlet af folkemindesamler Evald Tang Kristensen, som medvirker til at skabe en eventyrtid, hvor det er uklart, hvor og hvornår historien fortælles.
En næsten eventyrlig figur er også bordelbestyreren Viola, der fremstår som fortællerens modsætning. Hvor fortælleren er passiv, er Viola handlekraftig, men fremstår også tilsløret, og som et menneske, som vi aldrig rigtig bliver klog på. Hvem er hun ifølge Amalie Langballe?
”Viola er både en eventyrskikkelse og baseret på et menneske, jeg kendte i min ungdom, som gjorde stort indtryk på mig. Viola har konturerne af en forhistorie, men starter og slutter som et mysterium. Hun dukker op af ingenting, og da hun forsvinder igen, er vi nødvendigvis ikke blevet klogere på, hvem hun er. Det er hende, der giver bogen energi og driver handlingen frem, fordi fortælleren gør ingenting, der sker bare ting for hende, og selv, da lortet brænder, er hun tilbageholdende”.
“Vi hører meget lidt fra Viola selv, og det hun siger er mest af alt bare kryptisk. Alle andre kan fortælle historier om hende, forskellige historier. Hun er drevet af ideen om at elske nogen, men elsker hun egentlig? Eller er det et narrativ, hun har klæbet sig fast til? Fortælleren har en diskussion med sig selv om det: er det en kærlighedshistorie, hun har været vidne til? Måske. Jeg ved det heller ikke.”
”Jeg skrev i begyndelsen, at hun ville kalde sin historie en kærlighedshistorie, og det er muligt, at hun har ret. Jeg ved det ikke. Hvad nu hvis vi er nogle, der er dømt til at iagttage kærligheden på afstand? Udelukke observerer andre kærlighedshistorier? Få den genfortalt hviskende og fragmenteret? Hvordan skal vi forstå historien om Viola?”
Amalie Langballe: elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier.
Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
Amalie Langballe modtog i 2019 debutantprisen for sin suveræne bog forsvindingsnumre. elskende er hendes anden roman.
Du kan købe Elskende online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: