Fiktion Romantiske bøger Skønlitteratur

Acappella – ny romance-serie inspireret af kærlighedssange

Acappella romanceserie

Ny dansk romance-serie, hvor romanerne er inspireret af hver deres kærlighedssang.


Acappella er et nyt dansk romanceunivers, der samler kærlighedshistorier fra nogle af landets mest populære romanceforfattere. Romanerne er selvstændige, hjertevarme feel good-oplevelser, der er skabt med inspiration fra hver deres kærlighedssang.

Bryllup med vildmarkstema

I Hvis du tør vinder Victoria en konkurrence, hvor hun har foreslået et bryllup med vildmarkstema. Straks efter bliver hun single, men heldigvis er ekspedienten i outdoor-butikken frisk på at agere ægtemand på bryllupsrejsen.

Sara Ejersbo er inspireret af Smilet kommer nemt af Blaue Blume. “Sangen balancerer mellem smerte og håb, og den tone rammer præcis den rejse, mine karakterer er på. Teksten og stemningen i sangen spejler hovedpersonernes rejse fra længsel og usikkerhed til en følelse af at lande det rigtige sted.”

Sara Ejersbos forfatterskab spænder over flere genrer fra børne- og ungdomsbøger til romance og erotiske romaner.

Lidenskab mellem to fremmede

I Det vi fandt i stormen samler Nelly en fremmed mand op, da hans bil er brudt sammen. Mødet udvikler sig til, hvad de tror, bare er en enkelt lidenskabelig nat. Men fire år senere bringer skæbnen dem sammen igen.

Ella Andrup er inspireret All I Wanna Do Is Make Love To You af Heart.

“I mange år har jeg drømt om at skrive en bog netop med udgangspunkt i den sang, som har alle elementerne til en oplagt romancefortælling. Selvfølgelig tilpasset skønne, romantiske, nordjyske rammer og med min fortolkning af kærlighedshistorien.”

Ella Andrup er grafiker og forfatter til flere feel good- og romancebøger sat i Hjørring, hvor hun selv bor.

Sommerromance

I Din for en sommer møder Asta den karismatiske guitarist Lauge en varm sommeraften efter en koncert i Aarhus. Det bliver en hed sommerromance, og Asta trækkes ind i en verden af musik, turnéliv og vildt begær.

L. Sherman er inspireret af Elsker dig så meget af Blæst. “Sangen giver mig en følelse af forelskelse. Der er så meget længsel og usikkerhed i den. Det sætter gang i spørgsmålene: kan man virkelig falde så hurtigt for et andet menneske? Er følelserne gengældt? Og er det måske kun for en sommer?”

L. Sherman er er pseudonym for Ulrika Louisa Bjerregaard, kendt for sine romance- og feel good-romaner.

LÆS OGSÅ: Den danske romance-dronning L. Sherman skriver bøger, du ikke kan lægge fra dig

Gammel kærlighed blusser op

I Aldrig mere som før er Anna godt gift på 18. år, men da hun en dag støder ind i sin ungdomskæreste, blusser de gamle følelser op. Lotte Dalgaard er inspireret af I am not who I was af Chance Peña.

“Jeg hørte sidste forår fra en ungdomskæreste, som jeg ikke havde haft kontakt til i mange år. I en af sine beskeder sendte han mig sangteksten til I am not who I was med den amerikanske musiker Chance Peña. Sangen handler om, at han gerne vil vise en tidligere kæreste, at han ikke er den samme, som han var engang. Det inspirerede mig til at skrive om en kvinde, der en dag møder den ungdomskærlighed, hun aldrig har glemt. Skal hun give ham en chance til?”

Lotte Dalgaard er journalist og forfatter, og forfatterskabet spænder over biografier, krimier og romance.

Læs mere om Acappella-serien

Hvis du tør

Hvis du tør

På en tur med veninderne deltager Victoria for sjov i en konkurrence og vinder en bryllupsrejse med vildmarkstema. Hun inviterer straks sin kæreste med – surprise! – men han har fået nok af hendes impulsivitet og forlader hende.

Tilbage står nu en nedtrykt Victoria uden kæreste men med en masse friluftsgrej. Hun begiver sig ned for at bytte det, og klager her sin nød til den flotte og charmerende ekspedient, som ikke selv ville takke nej til sådan et vildmarkstilbud, påstår han … Og så må Victoria jo tage ham på ordet!

Hvis du tør er en varm og romantisk historie om at turde stå ved sig selv og blive mødt i kærligheden, der sjældent kommer som planlagt. Sara Ejersbo (f.1980) er forfatter og oversætter. Hun har et bredt forfatterskab bag sig af børnebøger, ungdomsbøger samt romance og erotik til voksne.

Du kan købe Hvis du tør online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Det vi fandt i stormen

En stormfuld aften samler Nelly en fremmed mand op. Hans bil er brudt sammen, og han er faret vild på vej til et sommerhus i Lønstrup. De tilbringer én nat sammen. Ingen navne, ingen løfter. Kun begær og en seddel som afsked. Det var aldrig meningen, det skulle blive til mere. 

Fire år senere mødes de igen. Midt i det nordjyske, vindblæste landskab må to mennesker finde ud af, om en enkelt nat, der ændrede alt, kan blive til en ny begyndelse- og om de kan finde modet til at elske igen.

Ella Andrup er forlægger, grafiker og er desuden kendt for sine feelgood-romaner, bl.a. Krydderier i gårdhaven og Lykkelig i gårdhaven sat i Hjørring, hvor hun også selv bor. Hun debuterede som forfatter i 2018 med den romantiske og erotiske spændingsserie Tør du.

Du kan købe Det vi fandt i stormen online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Din for en sommer

En intens romance opstår, da den karismatiske guitarist Lauge en varm sommeraften møder Asta efter en koncert i Aarhus. Asta trækkes for en sommer ind i en verden af musik, turnéliv og vildt begær, men kan det være begyndelsen på mere?

Sommeren bliver mere lidenskabelig, end de begge havde regnet med, men heller ikke uden udfordringer. Deres spirende kærlighed sættes på prøve, da de må håndtere rampelyset, Lauges krævende liv på landevejen og en jaloux eks. Midt i kaosset bliver Asta konfronteret med sit eget liv og de beslutninger om fremtiden, hun har brug for at træffe.

Din for en sommer er en medrivende og erotisk sommerromance om mødet med kærligheden, som kan vende op og ned på alting. L. Sherman er kendt som en af Danmarks førende stemmer inden for romance og feelgood.

Du kan købe Din for en sommer online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Aldrig mere som før

Aldrig mere som før

Anna har i 18 år været gift med Jesper, som giver hende tryghed og et stabilt familieliv med deres næsten voksne datter. Men Anna længes efter spontanitet og eventyr og ikke mindst den sex og nærhed, der er gået tabt undervejs. 

Da hun en dag støder ind i sin ungdomskæreste, musikeren Frederik, mærker Anna de gamle følelser blusse op og blive til en stormende forelskelse, der stiller hende overfor svære valg.

For kan hun forlade Jesper? Og kan hun tilgive fortiden med Frederik og stole på, at han har forandret sig? Aldrig mere som før er en romantisk feel-good-historie om gamle følelser, der blusser op, og om kærlighedens svære dilemmaer. 

Lotte Dalgaard (f.1967) har siden 2014 skrevet spændingsbøger og romance.

Du kan købe Aldrig mere som før online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.