Anja Cetti Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, modtog forleden Rungstedlundprisen 2024, som en anerkendelse af hendes store formidlingsindsats om astrofysik, naturvidenskab og videnskabens natur og rolle til både børn og voksne.
Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Margrethe til et overdådigt arrangement på Karen Blixen Museum, Rungstedlund. Forfatter Merete Pryds Helle holdt en uforglemmelig festtale og Anja C. Andersen holdt en takketale, der til fulde demonstrerede netop de store evner som ’storyteller’ om det gådefulde og uendelige univers, som gjorde hende til modtager af prisen.
H.M Dronning Margrethe overrækker Rungstedlundprisen til Anja C. Andersen. Privatfoto.
Et kæmpe stort tillykke til Anja C. Andersen med prisen og en stor tak til både hende og Merete Pryds Helle for, at vi her må bringe de to taler:
Forfatter Merete Pryds Helles festtale til Anja C. Andersen
”Den tidlige morgenluft i de afrikanske højlande er så håndgribelig frisk og kold, at den samme forestilling bestandig får tag i os under den afrikanske himmel: Vi er ikke på Jorden, men i mørkt, dybt vand, vi går frem langs bunden af havet. Det er ikke engang givet, at vi overhovedet selv bevæger os, det kolde pres mod ansigtet, det er dybvandsstrømninger, og automobilen selv sidder måske ganske stille på havbunden som en dorsk elektrisk rokke, glor frem for sig med sine to store, klare lamper og lader undervandsverdenen passere revy for sig. Stjernerne højt oppe er så store, fordi det ikke er de virkelige stjerner, men genspejlinger af dem, som hænger og blinker på havets overflade. Langs vejene kommer levende ting frem, mørkere end omgivelserne, springer op og glider igen ind i det lange græs, på samme måde som krabber og tanglopper borer sig ind i sandet. Luften bliver klarere og klarere; når Solen står op, da er det havbunden, der hæver sig højere op, stiger over havfladen og ligger som en nyskabt ø i verden.”
Dette skriver Karen Blixen i Den afrikanske farm.
Stjernerne højt oppe på himlen er så store, fordi det ikke er de virkelige stjerner, skriver hun, men genspejlinger af dem, som hænger og blinker på havets bund.
Hos Blixen ser vi universet gennem poesien, vi ser det gennem Karen Blixens sanselighed og evne til i bogstaveligste forstand at vende tingene på hovedet. Er universet over os måske i virkeligheden havbunden i et hav, vi måske bebor? Er luften vand, ligger stjernerne og blinker på havets bund? Er alt noget andet end det, vi tror?
Det er et spørgsmål, man både som kunstner og videnskabsmenneske altid må stille sig; man må hver morgen stå op og gå ud i luften og mærke, hvordan luften virkelig er, og forestille sig, at den er noget andet. For at forstå, hvordan tingene virkelig er, må man lægge alle sine vanetanker som æg i en kurv, og lade dem blive der. Så kan man altid hente æggene igen, når man er træt og tanken skal hvile. Men imens vaneæggene ligger i kurven, er det vigtigt at kunne se verden med et friskt, klart som vand blik.
I An Enquiry Concerning Human Understanding skrev den engelske skeptiker og filosof David Hume: ”Den sætning, at solen ikke vil stå op i morgen, er ikke mindre forståelig en sætning og indebærer ikke mere selvmodsigelse end sætningen, at solen vil stå op.”
Vi ser livet gennem vores vaneforestillinger; vi har også brug for at se verden gennem vores vaneforestillinger, for ellers ville vi hver dag blive løbet over ende af vores egne tanker og tvivl; men indimellem må vi tage en dyb indånding og se igennem disse forestillinger og se, hvordan verden måske er bagved. Da Albert Einstein som ung arbejdede på patentbureauet i Bern, havde han en streng chef, Friedrich Haller. Men Hallers metode tog Einstein med som udgangspunkt for sin tænkning. Det, Haller sagde, var, at det første, man skulle tænke på, når man modtog en patentansøgning, var, at alt var galt med den! På bureauet skulle de ansatte være kritiske og opmærksomme. Først da, når man står blottet for forudfattede ideer, bør opfindelsen sættes spørgsmålstegn ved og undersøges.
Dette gælder naturligvis for alle mennesker, men især for kunstneren, forfatteren og videnskabsmennesket. At kunne se verden nøgen, at se verden blottet for sig selv og blottet for også sine egne tanker om den, at se, hvad der er bag ved den tilvænnede sanseopfattelse; at kunne fornemme det, Kant kalder das Ding an sich; det, vi ikke kan sanse, men som vi ved findes.
Fordi at denne nøgne verdensopfattelse er uden for vores vanetænkning, er den også uden for vores vanesprog. For at få både os selv og andre til at forstå noget nyt, til at kunne se verden bag om vores forestillinger, må vi forny det sprog, vi taler om verden i. Det gør Karen Blixen, når hun viser os den tidlige afrikanske morgen ved at lade os være til stede med hende i en automobil, der selv – måske – sidder ganske stille på havbunden som en dorsk elektrisk rokke og glor frem for sig med sine to store, klare lamper. Det sære billede lader mig forstå og mærke noget, der er anderledes end det, jeg kender, lader mig mærke en ganske særlig vandkølighed på min pande, en anderledeshed i forholdet mellem mit blik og mørket og lyset.
Det samme gør du, Anja, og det er derfor, vi er her i dag for at give dig en pris. Du går til videnskaben med et rent, køligt som vand, uhildet blik. Og du forstår noget, som vi andre har svært ved at forstå, jeg har i hvert fald – men så giver du mig et billede, en metafor, og pludselig forstår jeg det, jeg ikke forstod, på en måde, der i sig selv er ny.
Lad os høre nogle eksempler på dine metaforer og se, om de ikke netop får os til at forstå universet på en måde, vi ikke forstod det på før.
”Til daglig studerer jeg det store kosmiske kredsløb: Hvordan de første kulatomer i universet blev dannet, og hvilke kulforbindelser man i det hele taget kan lave. Mennesket er dybest set en kulforbindelse. Når mennesket dør, bliver det til en mindre kulforbindelse. Og når solen dør, så fordamper jorden og blæser alle disse kulatomer ud i universet. Her bliver de en del af et nyt projekt med nye stjerner og nye planeter. Hele dette kosmiske kredsløb synes jeg er enestående smukt. Et sådant kredsløb genfinder vi i mindre skala på jorden. Folk bliver begravet, der plantes et æbletræ, og om foråret kan folk konstatere, at ’Anja smager godt i år’.”
Og når jeg læser dette, og efter at have været lidt forvirret over alt det med kulatomerne, sker der jo det, at jeg pludselig ser hele universet som et kæmpe æbletræ, jeg kan spise af og som Eva få indsigt og viden, og jeg forstår sammenhængen mellem kulstofatomerne i mig og i planeterne.
Et andet sted siger du:
”Hvis Jorden var et sort hul, ville dens begivenhedshorisont ikke fylde mere end en sukkerknald.”
Måske er din hensigt at få mig til at forstå, hvor lille Jorden er; men samtidig får du mig også til at mærke det sorte huls materialitet. Vi er godt nok små, men vi er der, vi er en sukkerknald; det bliver pludselig så virkeligt, som sorte huller aldrig har føltes før.
Eller når du i slutningen af din TED Talk om universets, Jordens og menneskets oprindelse efter tolv minutters fuldstændig stringent forklaring af forholdet mellem stjerner, helium og kulstof siger: Så når vi er bange for, at der kommer aliens her på Jorden og spiser os mennesker, er det forkert, det er faktisk aliens, der skulle være bange for, at vi kommer og spiser dem.
Det får mig til at forstå vores position som mennesker i universet på en helt ny måde; vi er vitterligt en del af den største sammenhæng, og vi er fuldstændigt unikke i vores væren; og samtidig, selvfølgelig er der nogen derude; og vi skal huske at møde dem med ydmyghed, fordi de måske blot er en lille sukkerknald af celler.
Og du siger ganske klart om det mørke stof, jeg har haft fornøjelsen af at have ført lange samtaler med dig om, at det er kosmisk klister; så forstår vi jo også det.
Merete Pryds Helle på talerstolen. Privatfoto
Du har altid været i stand til at gribe mine ideer og efter lidt eftertanke svare på dem; spørgsmål som: Hvis det er rigtigt, som Holger Bech Nielsen påstår, at der findes ti dimensioner, hvordan ville vi så som mennesker opleve de seks dimensioner, vi ikke erkender i dag. Det svarer du beredvilligt på, også på det spørgsmål, alle fysikere hader: Hvad nu hvis I tager fejl, og der er noget, der bevæger sig hurtigere end lysets hastighed, selv dér leger du med og giver mig metafor på metafor til mine tekster.
Du viser i dit virke, at når videnskaben og poesien går hånd i hånd, bliver vi alle klogere; ikke bare hverdagsklogere, men universdagsklogere; og for det har du virkelig fortjent Rungstedlundprisen, og jeg er sikker på, at Karen Blixen nede i automobilen på sin himmelhavbund rokker som en rokke i enighed. Tillykke.
Anja C. Andersens tale ved Hendes Majestæt Dronning Margrethes overrækkelse af Rungstedlundprisen den 16. september 2024
”Deres Majestæt, borgmester, Rungstedlunds bestyrelse, tidligere prismodtagere, ærede gæster.
Tusind tak for den smukke motivering fra Merete Pryds Helle, og af hjertet tak for den fornemme hæderspris.
Jeg har desværre aldrig haft den fornøjelse at have truffet Karen Blixen, men jeg er ret sikker på, at hvis et møde, på tværs af rum og tid, blev muligt, ville vi hurtigt falde i en god samtale. Og mon ikke vi så på et tidspunkt ville begynde at tale om stjernerne på himlen?
For nattehimlen er ikke kun et sort lærred med små, lysende prikker på, den er i høj grad også et manuskript. En slags huskeseddel for storytellers.
Der er fire lange bånd af stjernebilleder hen over himlen i en samlet historie, som de antikke mytefortællere kunne bruge som både et dramatisk højdepunkt ved at udpege stjernebillederne, men også som en måde at huske rækkefølgen af de enkelte historier.
Der er f.eks. Perseus-sagnet, som er spundet over stjernebillederne Andromeda, Cassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken.
Herakles-sagnet, der involverer Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren og Dragen. Samt historien om Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, der involverer det nok meste folkekære stjernebillede, Store Bjørn, også kendt som Karlsvognen, og så Bjørnevogteren, også kendt som Bootes.
Det af de fire sagn, som jeg selv personligt har funderet mest over, er den historie, der involverer Orion, Store Hund, Lille Hund og ikke mindst Plejaderne, der er det, stjernebillede, mange måske bedre kender som Syvstjernen.
I græsk mytologi er Orion en kæmpestor og smuk jæger fra Grækenland, han er søn af Poseidon eller født af Jorden. Myterne om ham er stærkt varierende, men Orion skulle efter sigende have held i både jagt og kærlighed og være far til intet mindre end 50 sønner.
Vi ser Orion som et meget imponerende stjernebillede på vores vinterhimmel, hvor han konstant jager sammen med sine to hunde (Store Hund og Lille Hund). Det, han jager, er Plejaderne og Haren.
Stjernebilledet Plejaderne udgøres ifølge den græske mytologi af de syv døtre af Atlas og Pleione. Ifølge mytologien var Atlas en kæmpe, der boede på vestkanten af Jorden og bar himmelhvælvet på sine skuldre. Fordi han var travlt beskæftiget med at holde himlen oppe, var han ikke i stand til at beskytte sine døtre mod jægeren Orions meget ihærdige tilnærmelser.
For at hjælpe Atlas med at beskytte døtrene mod kvindebedåreren Orion forvandlede Zeus dem til stjerner og satte dem op på nattehimlen. På den måde er de for evigt ude af rækkevidde for Orion, selvom han nat efter nat kan ses i bevægelse hen over himlen med sine hunde på jagt efter dem.
Det, jeg finder interessant ved denne historie, er den løsning, som Atlas og Zeus kom frem til. Nemlig at de syv døtre skal placeres på stjernehimlen, for at Orion ikke kan nå dem. Det er jo på en måde det, vi i dag ville kalde en klassisk MeToo-historie, og derfor bemærkelsesværdigt, at det er de syv søstre, der skal ”fjernes”, og ikke Orion.
Hvis man står ude om aftenen og ser op på stjernebilledet Syvstjernen, så er der det finurlige, at man som oftest kun kan tælle sig frem til seks stjerner. For den sidste af de syv er både svag i lysstyrke og en variabel stjerne, dvs. en stjerne, der ændrer sin lysstyrke, således at den nogle gange ikke kan ses med det blotte øje. Dette fænomen er der selvfølgelig også blevet knyttet en god historie til.
Sagnet siger nemlig, at den ene søster forelskede sig i et almindeligt (og ufuldkomment) menneske, hvorefter hun gik i skjul, så derfor kan vi kun se seks stjerner. En gang imellem kommer hun dog svagt til syne, når hun besøger sine søstre.
Skulle I være i besiddelse af en fuglekikkert, en jagtkikkert eller en teaterkikkert, så brug den endelig til at se op mod Syvstjernen. For hvis man ser på stjernebilledet med blot en lille kikkert, så vil man ikke alene kunne finde den fortabte syvende søster, men også se, at stjernebilledet består af en del yderligere stjerner. Så der er ikke kun syv søstre, men omkring 21.
Fra andre kulturkredse som f.eks. Nordamerikas urbefolkninger, vikingerne, aboriginerne og kineserne kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet. En ting, som jeg blev særlig betaget af, da jeg hørte om det, var de historier om konstellationer på himlen, som findes hos de australske aboriginere.
For i dag ved vi, at vi bor i Mælkevejen, som er en såkaldt spiralgalakse. Det, vi ser som et lysende bånd hen over himlen, udgøres af en flad skive af stjerner, hvorimellem der befinder sig gas og støvskyer. Idet vi befinder os inde i denne skive af stjerner, gas og støv, så er det, at vi ser ind i skiven!
Da vi står på Jorden – som jeg håber, vi alle kan blive enige om er rund? – så er det sådan, at vi fra Jorden ser ind i forskellige retninger af skiven, alt efter hvor på Jorden vi befinder os. Solen og Jorden befinder sig ikke i Mælkevejens centrum, altså midt i skiven, men godt to tredjedele ude til den ene side.
Når vi her fra Danmark ser op mod Mælkevejen, så er det, vi ser af vores egen galakse, den yderste del af en af Mælkevejens ydre spiralarme kaldet Perseus-armen. Men hvis man står på den sydlige halvkugle, såsom i Australien, Sydafrika eller Sydamerika, og ser op mod Mælkevejen, så ser man ind mod Mælkevejens centrum, ind mod galaksens hjerte.
Da stjernevrimlen er meget større ind mod centrum af vores galakse, kommer man ikke uden om, at stjernehimlen er noget mere spektakulær set fra den sydlige halvkugle. Står man således i Australien en mørk aften, vil man opleve, at der er langt, langt flere stjerner på himlen, end hvad vi ser her fra Danmark.
Det har den interessante pointe, at hvor vi her i Europa har digtet historier baseret på de mønstre, de lysende prikker, stjernerne, udgør på himlen, så har aboriginerne i Australien digtet deres historier over de steder på himlen, hvor der ikke var fyldt med stjerner.
For når man står i Australien, er det bemærkelsesværdige, at der findes steder på himlen, hvor der er helt mørke plamager midt i stjernevrimlen. Disse mørke plamager ved vi i dag er gas- og støvskyer, som skygger for lyset fra de bagvedliggende stjerner. Men denne interessante naturvidenskabelige vinkel er egentlig helt irrelevant for det spændende i historien. For aboriginerne har digtet historier ud fra de former og figurer, som disse mørke skyer har på den sydlige stjernehimmel.
Det, jeg finder så fascinerende ved dette, er, at mennesker har siddet på forskellige kontinenter rundt om bålet og set op mod nattehimlen. Her har man bidt mærke i det, som var særligt, det, som stod frem som det usædvanlige. På den nordlige himmel, hvor vi er, er det særlige, at vi kan se stjerner, der lyser på en mørk baggrund. Men på den sydlige himmel er det virkelig usædvanlige de mørke områder, hvor der ingen stjerner er at se.
Fælles for kulturerne er, at der blev digtet gode historier om helte og heltinder, der endte med en pointe, man bagefter kunne sidde og spekulere over. For en god historie er jo ofte en, som giver stof til eftertanke.
Anja C. Andersen på talerstolen. Privatfoto.
Der er noget storslået over, hvordan disse stjernebilleder forbinder os som mennesker over tid og over afstand. For før opfindelsen af de elektroniske hjælpemidler, vi alle er afhængige af i dag for at være i kontakt med hinanden og verden, så var en af måderne, man kunne føle sig forbundet til et andet menneske, der befandt sig langt væk, gennem stjernerne. Det kunne f.eks. være ved at aftale, at man begge på et bestemt tidspunkt på døgnet så mod den samme stjerne, mens man sendte hinanden en kærlig tanke.
Her er stjernebilledet Syvstjernen et godt bud på et stjernebillede, som kan ses fra en god del af både den nordlige og den sydlige stjernehimmel. Så vælg f.eks. det, hvis du skulle få lyst til at være i kontakt med andre på en mere himmelsk måde.
Mon ikke også Karen Blixen har set på netop dette stjernebillede fra både Rungstedlund og sin afrikanske farm?
Med dette vil jeg gerne endnu en gang takke for den fine hæder, som denne pris er.
Der sker hele tiden noget nyt og spændende inden for rumforskningen. I 2022 lykkedes det forskerholdet Event Horizon Telescope Collaboration at optage et billede af det sorte hul i Mælkevejen. James Webb Teleskopet leverer billeder af galakser, der ligger 13 milliarder lysår borte. De opdagelser, som den danske forsker Albert Sneppen har gjort omkring neutronstjerners sammenstød, kan måske bruges til at beregne universets udvidelseshastighed. I Det gådefulde univers giver Danmarks mest anerkendte astrofysiker et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang frem til i dag.Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Et lysår er ca. 9,5 billioner kilometer, og afstanden til de fjerne kvasarer er 12 milliarder lysår. Når man beskæftiger sig med universet, handler det om svimlende tidshorisonter og afstande; men Anja C. Andersen formår at gøre det uoverskuelige begribeligt.
Universet er forunderligt og helt vildt spændende. Ikke mindst når det er astrofysiker og astronom Anja C. Andersen, der er rejsefører ud i Mælkevejen. Hun fortæller blandt andet om planeternes kendetegn, asteroider, Big Bang, muligt liv i det ydre rum og de aktuelle rummissioner. Vidste du for eksempel at på den ene halvdel af Uranus er det altid dag – på den anden er det altid nat?Eller vidste du at der er tre LEGO-figurer på vej til Jupiter?
Bogen er en del af Carlsens nye serie ER DU RIGTIG KLOG? – børnebøger, som er fulde af fantastisk fakta og vild viden – Fortalt af Danmarks allerbedste formidlere.
At nyde en september aften, under en solnedgang, hvor fuglene langsomt går til ro, kan være et magisk øjeblik. Øjeblikket bliver endnu mere specielt, når mørket lægger sig, og de klare stjerner dykker op på himlen.
Herfra kan observationsaftenen begynde. Enten kan du genbesøge gamle himmelske bekendtskaber, eller også kan du møde nogle nye, du ikke har hilst på før.
Stjernehimlen giver vejledning til at studere stjernerne, gode råd til at finde de bedste dark sky-områder, og hvilke typer håndkikkert, der er bedst egnet.
“Gavmild, rummelig, rund og varm roman” – INFORMATION
❤️❤️❤️❤️❤️ – FEMINA
Da Lis i det tidlige forår i 1984 bliver overfaldet i Utterslev Mose, forandres hendes liv totalt. For at bearbejde sine oplevelser, tager hun til Kvindehøjskolen i Visby, hvor opgøret med patriarkatet planlægges.
Selvom Kirsten, som også går på højskolen, endelig overgiver sig til Lis, er kærligheden ikke lige så nem hjemme i København, hvor tingene er mere komplicerede end som så.
Det vågne hjerte er en stor fortælling om kærlighed og venskab, køn og seksualitet i en tid præget af opbrud og nybrud, og er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt.
Den selvstændige fortsættelse til Folkets skønhed, som vandt De Gyldne Laurbær.
Merle vokser op på en villavej i Værløse i 1971. Hun bor sammen med sine forældre, og livet i hjemmet er præget af moderens sygdom og faderens hang til at gribe til flasken.
Men der er også gode dag på villavejen, og romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 1970’ere.
Vi kunne alt er en roman om skyld og skam, om kærlighed på trods, og om børn, der får at vide, at fremtiden er deres.
Anja Cetti Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, modtog forleden Rungstedlundprisen 2024, som en anerkendelse af hendes store formidlingsindsats om astrofysik, naturvidenskab og videnskabens natur og rolle til både børn og voksne.
Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Margrethe til et overdådigt arrangement på Karen Blixen Museum, Rungstedlund. Forfatter Merete Pryds Helle holdt en uforglemmelig festtale og Anja C. Andersen holdt en takketale, der til fulde demonstrerede netop de store evner som ’storyteller’ om det gådefulde og uendelige univers, som gjorde hende til modtager af prisen.
Et kæmpe stort tillykke til Anja C. Andersen med prisen og en stor tak til både hende og Merete Pryds Helle for, at vi her må bringe de to taler:
Forfatter Merete Pryds Helles festtale til Anja C. Andersen
”Den tidlige morgenluft i de afrikanske højlande er så håndgribelig frisk og kold, at den samme forestilling bestandig får tag i os under den afrikanske himmel: Vi er ikke på Jorden, men i mørkt, dybt vand, vi går frem langs bunden af havet. Det er ikke engang givet, at vi overhovedet selv bevæger os, det kolde pres mod ansigtet, det er dybvandsstrømninger, og automobilen selv sidder måske ganske stille på havbunden som en dorsk elektrisk rokke, glor frem for sig med sine to store, klare lamper og lader undervandsverdenen passere revy for sig. Stjernerne højt oppe er så store, fordi det ikke er de virkelige stjerner, men genspejlinger af dem, som hænger og blinker på havets overflade. Langs vejene kommer levende ting frem, mørkere end omgivelserne, springer op og glider igen ind i det lange græs, på samme måde som krabber og tanglopper borer sig ind i sandet. Luften bliver klarere og klarere; når Solen står op, da er det havbunden, der hæver sig højere op, stiger over havfladen og ligger som en nyskabt ø i verden.”
Dette skriver Karen Blixen i Den afrikanske farm.
Stjernerne højt oppe på himlen er så store, fordi det ikke er de virkelige stjerner, skriver hun, men genspejlinger af dem, som hænger og blinker på havets bund.
Hos Blixen ser vi universet gennem poesien, vi ser det gennem Karen Blixens sanselighed og evne til i bogstaveligste forstand at vende tingene på hovedet. Er universet over os måske i virkeligheden havbunden i et hav, vi måske bebor? Er luften vand, ligger stjernerne og blinker på havets bund? Er alt noget andet end det, vi tror?
Det er et spørgsmål, man både som kunstner og videnskabsmenneske altid må stille sig; man må hver morgen stå op og gå ud i luften og mærke, hvordan luften virkelig er, og forestille sig, at den er noget andet. For at forstå, hvordan tingene virkelig er, må man lægge alle sine vanetanker som æg i en kurv, og lade dem blive der. Så kan man altid hente æggene igen, når man er træt og tanken skal hvile. Men imens vaneæggene ligger i kurven, er det vigtigt at kunne se verden med et friskt, klart som vand blik.
I An Enquiry Concerning Human Understanding skrev den engelske skeptiker og filosof David Hume: ”Den sætning, at solen ikke vil stå op i morgen, er ikke mindre forståelig en sætning og indebærer ikke mere selvmodsigelse end sætningen, at solen vil stå op.”
Vi ser livet gennem vores vaneforestillinger; vi har også brug for at se verden gennem vores vaneforestillinger, for ellers ville vi hver dag blive løbet over ende af vores egne tanker og tvivl; men indimellem må vi tage en dyb indånding og se igennem disse forestillinger og se, hvordan verden måske er bagved. Da Albert Einstein som ung arbejdede på patentbureauet i Bern, havde han en streng chef, Friedrich Haller. Men Hallers metode tog Einstein med som udgangspunkt for sin tænkning. Det, Haller sagde, var, at det første, man skulle tænke på, når man modtog en patentansøgning, var, at alt var galt med den! På bureauet skulle de ansatte være kritiske og opmærksomme. Først da, når man står blottet for forudfattede ideer, bør opfindelsen sættes spørgsmålstegn ved og undersøges.
Dette gælder naturligvis for alle mennesker, men især for kunstneren, forfatteren og videnskabsmennesket. At kunne se verden nøgen, at se verden blottet for sig selv og blottet for også sine egne tanker om den, at se, hvad der er bag ved den tilvænnede sanseopfattelse; at kunne fornemme det, Kant kalder das Ding an sich; det, vi ikke kan sanse, men som vi ved findes.
Fordi at denne nøgne verdensopfattelse er uden for vores vanetænkning, er den også uden for vores vanesprog. For at få både os selv og andre til at forstå noget nyt, til at kunne se verden bag om vores forestillinger, må vi forny det sprog, vi taler om verden i. Det gør Karen Blixen, når hun viser os den tidlige afrikanske morgen ved at lade os være til stede med hende i en automobil, der selv – måske – sidder ganske stille på havbunden som en dorsk elektrisk rokke og glor frem for sig med sine to store, klare lamper. Det sære billede lader mig forstå og mærke noget, der er anderledes end det, jeg kender, lader mig mærke en ganske særlig vandkølighed på min pande, en anderledeshed i forholdet mellem mit blik og mørket og lyset.
Det samme gør du, Anja, og det er derfor, vi er her i dag for at give dig en pris. Du går til videnskaben med et rent, køligt som vand, uhildet blik. Og du forstår noget, som vi andre har svært ved at forstå, jeg har i hvert fald – men så giver du mig et billede, en metafor, og pludselig forstår jeg det, jeg ikke forstod, på en måde, der i sig selv er ny.
Lad os høre nogle eksempler på dine metaforer og se, om de ikke netop får os til at forstå universet på en måde, vi ikke forstod det på før.
”Til daglig studerer jeg det store kosmiske kredsløb: Hvordan de første kulatomer i universet blev dannet, og hvilke kulforbindelser man i det hele taget kan lave. Mennesket er dybest set en kulforbindelse. Når mennesket dør, bliver det til en mindre kulforbindelse. Og når solen dør, så fordamper jorden og blæser alle disse kulatomer ud i universet. Her bliver de en del af et nyt projekt med nye stjerner og nye planeter. Hele dette kosmiske kredsløb synes jeg er enestående smukt. Et sådant kredsløb genfinder vi i mindre skala på jorden. Folk bliver begravet, der plantes et æbletræ, og om foråret kan folk konstatere, at ’Anja smager godt i år’.”
Og når jeg læser dette, og efter at have været lidt forvirret over alt det med kulatomerne, sker der jo det, at jeg pludselig ser hele universet som et kæmpe æbletræ, jeg kan spise af og som Eva få indsigt og viden, og jeg forstår sammenhængen mellem kulstofatomerne i mig og i planeterne.
Et andet sted siger du:
”Hvis Jorden var et sort hul, ville dens begivenhedshorisont ikke fylde mere end en sukkerknald.”
Måske er din hensigt at få mig til at forstå, hvor lille Jorden er; men samtidig får du mig også til at mærke det sorte huls materialitet. Vi er godt nok små, men vi er der, vi er en sukkerknald; det bliver pludselig så virkeligt, som sorte huller aldrig har føltes før.
Eller når du i slutningen af din TED Talk om universets, Jordens og menneskets oprindelse efter tolv minutters fuldstændig stringent forklaring af forholdet mellem stjerner, helium og kulstof siger: Så når vi er bange for, at der kommer aliens her på Jorden og spiser os mennesker, er det forkert, det er faktisk aliens, der skulle være bange for, at vi kommer og spiser dem.
Det får mig til at forstå vores position som mennesker i universet på en helt ny måde; vi er vitterligt en del af den største sammenhæng, og vi er fuldstændigt unikke i vores væren; og samtidig, selvfølgelig er der nogen derude; og vi skal huske at møde dem med ydmyghed, fordi de måske blot er en lille sukkerknald af celler.
Og du siger ganske klart om det mørke stof, jeg har haft fornøjelsen af at have ført lange samtaler med dig om, at det er kosmisk klister; så forstår vi jo også det.
Du har altid været i stand til at gribe mine ideer og efter lidt eftertanke svare på dem; spørgsmål som: Hvis det er rigtigt, som Holger Bech Nielsen påstår, at der findes ti dimensioner, hvordan ville vi så som mennesker opleve de seks dimensioner, vi ikke erkender i dag. Det svarer du beredvilligt på, også på det spørgsmål, alle fysikere hader: Hvad nu hvis I tager fejl, og der er noget, der bevæger sig hurtigere end lysets hastighed, selv dér leger du med og giver mig metafor på metafor til mine tekster.
Du viser i dit virke, at når videnskaben og poesien går hånd i hånd, bliver vi alle klogere; ikke bare hverdagsklogere, men universdagsklogere; og for det har du virkelig fortjent Rungstedlundprisen, og jeg er sikker på, at Karen Blixen nede i automobilen på sin himmelhavbund rokker som en rokke i enighed. Tillykke.
Anja C. Andersens tale ved Hendes Majestæt Dronning Margrethes overrækkelse af Rungstedlundprisen den 16. september 2024
”Deres Majestæt, borgmester, Rungstedlunds bestyrelse, tidligere prismodtagere, ærede gæster.
Tusind tak for den smukke motivering fra Merete Pryds Helle, og af hjertet tak for den fornemme hæderspris.
Jeg har desværre aldrig haft den fornøjelse at have truffet Karen Blixen, men jeg er ret sikker på, at hvis et møde, på tværs af rum og tid, blev muligt, ville vi hurtigt falde i en god samtale. Og mon ikke vi så på et tidspunkt ville begynde at tale om stjernerne på himlen?
For nattehimlen er ikke kun et sort lærred med små, lysende prikker på, den er i høj grad også et manuskript. En slags huskeseddel for storytellers.
Der er fire lange bånd af stjernebilleder hen over himlen i en samlet historie, som de antikke mytefortællere kunne bruge som både et dramatisk højdepunkt ved at udpege stjernebillederne, men også som en måde at huske rækkefølgen af de enkelte historier.
Der er f.eks. Perseus-sagnet, som er spundet over stjernebillederne Andromeda, Cassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken.
Herakles-sagnet, der involverer Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren og Dragen. Samt historien om Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, der involverer det nok meste folkekære stjernebillede, Store Bjørn, også kendt som Karlsvognen, og så Bjørnevogteren, også kendt som Bootes.
Det af de fire sagn, som jeg selv personligt har funderet mest over, er den historie, der involverer Orion, Store Hund, Lille Hund og ikke mindst Plejaderne, der er det, stjernebillede, mange måske bedre kender som Syvstjernen.
I græsk mytologi er Orion en kæmpestor og smuk jæger fra Grækenland, han er søn af Poseidon eller født af Jorden. Myterne om ham er stærkt varierende, men Orion skulle efter sigende have held i både jagt og kærlighed og være far til intet mindre end 50 sønner.
Vi ser Orion som et meget imponerende stjernebillede på vores vinterhimmel, hvor han konstant jager sammen med sine to hunde (Store Hund og Lille Hund). Det, han jager, er Plejaderne og Haren.
Stjernebilledet Plejaderne udgøres ifølge den græske mytologi af de syv døtre af Atlas og Pleione. Ifølge mytologien var Atlas en kæmpe, der boede på vestkanten af Jorden og bar himmelhvælvet på sine skuldre. Fordi han var travlt beskæftiget med at holde himlen oppe, var han ikke i stand til at beskytte sine døtre mod jægeren Orions meget ihærdige tilnærmelser.
For at hjælpe Atlas med at beskytte døtrene mod kvindebedåreren Orion forvandlede Zeus dem til stjerner og satte dem op på nattehimlen. På den måde er de for evigt ude af rækkevidde for Orion, selvom han nat efter nat kan ses i bevægelse hen over himlen med sine hunde på jagt efter dem.
Det, jeg finder interessant ved denne historie, er den løsning, som Atlas og Zeus kom frem til. Nemlig at de syv døtre skal placeres på stjernehimlen, for at Orion ikke kan nå dem. Det er jo på en måde det, vi i dag ville kalde en klassisk MeToo-historie, og derfor bemærkelsesværdigt, at det er de syv søstre, der skal ”fjernes”, og ikke Orion.
Hvis man står ude om aftenen og ser op på stjernebilledet Syvstjernen, så er der det finurlige, at man som oftest kun kan tælle sig frem til seks stjerner. For den sidste af de syv er både svag i lysstyrke og en variabel stjerne, dvs. en stjerne, der ændrer sin lysstyrke, således at den nogle gange ikke kan ses med det blotte øje. Dette fænomen er der selvfølgelig også blevet knyttet en god historie til.
Sagnet siger nemlig, at den ene søster forelskede sig i et almindeligt (og ufuldkomment) menneske, hvorefter hun gik i skjul, så derfor kan vi kun se seks stjerner. En gang imellem kommer hun dog svagt til syne, når hun besøger sine søstre.
Skulle I være i besiddelse af en fuglekikkert, en jagtkikkert eller en teaterkikkert, så brug den endelig til at se op mod Syvstjernen. For hvis man ser på stjernebilledet med blot en lille kikkert, så vil man ikke alene kunne finde den fortabte syvende søster, men også se, at stjernebilledet består af en del yderligere stjerner. Så der er ikke kun syv søstre, men omkring 21.
Fra andre kulturkredse som f.eks. Nordamerikas urbefolkninger, vikingerne, aboriginerne og kineserne kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet. En ting, som jeg blev særlig betaget af, da jeg hørte om det, var de historier om konstellationer på himlen, som findes hos de australske aboriginere.
For i dag ved vi, at vi bor i Mælkevejen, som er en såkaldt spiralgalakse. Det, vi ser som et lysende bånd hen over himlen, udgøres af en flad skive af stjerner, hvorimellem der befinder sig gas og støvskyer. Idet vi befinder os inde i denne skive af stjerner, gas og støv, så er det, at vi ser ind i skiven!
Da vi står på Jorden – som jeg håber, vi alle kan blive enige om er rund? – så er det sådan, at vi fra Jorden ser ind i forskellige retninger af skiven, alt efter hvor på Jorden vi befinder os. Solen og Jorden befinder sig ikke i Mælkevejens centrum, altså midt i skiven, men godt to tredjedele ude til den ene side.
Når vi her fra Danmark ser op mod Mælkevejen, så er det, vi ser af vores egen galakse, den yderste del af en af Mælkevejens ydre spiralarme kaldet Perseus-armen. Men hvis man står på den sydlige halvkugle, såsom i Australien, Sydafrika eller Sydamerika, og ser op mod Mælkevejen, så ser man ind mod Mælkevejens centrum, ind mod galaksens hjerte.
Da stjernevrimlen er meget større ind mod centrum af vores galakse, kommer man ikke uden om, at stjernehimlen er noget mere spektakulær set fra den sydlige halvkugle. Står man således i Australien en mørk aften, vil man opleve, at der er langt, langt flere stjerner på himlen, end hvad vi ser her fra Danmark.
Det har den interessante pointe, at hvor vi her i Europa har digtet historier baseret på de mønstre, de lysende prikker, stjernerne, udgør på himlen, så har aboriginerne i Australien digtet deres historier over de steder på himlen, hvor der ikke var fyldt med stjerner.
For når man står i Australien, er det bemærkelsesværdige, at der findes steder på himlen, hvor der er helt mørke plamager midt i stjernevrimlen. Disse mørke plamager ved vi i dag er gas- og støvskyer, som skygger for lyset fra de bagvedliggende stjerner. Men denne interessante naturvidenskabelige vinkel er egentlig helt irrelevant for det spændende i historien. For aboriginerne har digtet historier ud fra de former og figurer, som disse mørke skyer har på den sydlige stjernehimmel.
Det, jeg finder så fascinerende ved dette, er, at mennesker har siddet på forskellige kontinenter rundt om bålet og set op mod nattehimlen. Her har man bidt mærke i det, som var særligt, det, som stod frem som det usædvanlige. På den nordlige himmel, hvor vi er, er det særlige, at vi kan se stjerner, der lyser på en mørk baggrund. Men på den sydlige himmel er det virkelig usædvanlige de mørke områder, hvor der ingen stjerner er at se.
Fælles for kulturerne er, at der blev digtet gode historier om helte og heltinder, der endte med en pointe, man bagefter kunne sidde og spekulere over. For en god historie er jo ofte en, som giver stof til eftertanke.
Der er noget storslået over, hvordan disse stjernebilleder forbinder os som mennesker over tid og over afstand. For før opfindelsen af de elektroniske hjælpemidler, vi alle er afhængige af i dag for at være i kontakt med hinanden og verden, så var en af måderne, man kunne føle sig forbundet til et andet menneske, der befandt sig langt væk, gennem stjernerne. Det kunne f.eks. være ved at aftale, at man begge på et bestemt tidspunkt på døgnet så mod den samme stjerne, mens man sendte hinanden en kærlig tanke.
Her er stjernebilledet Syvstjernen et godt bud på et stjernebillede, som kan ses fra en god del af både den nordlige og den sydlige stjernehimmel. Så vælg f.eks. det, hvis du skulle få lyst til at være i kontakt med andre på en mere himmelsk måde.
Mon ikke også Karen Blixen har set på netop dette stjernebillede fra både Rungstedlund og sin afrikanske farm?
Med dette vil jeg gerne endnu en gang takke for den fine hæder, som denne pris er.
Professor, ph.d. Anja C. Andersen
LÆS OGSÅ: Anja C. Andersen om det gådefulde univers
LÆS OGSÅ: Merete Pryds Helle: Jeg har aldrig set sådan et vanvid i nogens øjne – hverken før eller siden
Stor gavebog med fantastisk billedmateriale.
Der sker hele tiden noget nyt og spændende inden for rumforskningen. I 2022 lykkedes det forskerholdet Event Horizon Telescope Collaboration at optage et billede af det sorte hul i Mælkevejen. James Webb Teleskopet leverer billeder af galakser, der ligger 13 milliarder lysår borte. De opdagelser, som den danske forsker Albert Sneppen har gjort omkring neutronstjerners sammenstød, kan måske bruges til at beregne universets udvidelseshastighed. I Det gådefulde univers giver Danmarks mest anerkendte astrofysiker et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang frem til i dag.Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Et lysår er ca. 9,5 billioner kilometer, og afstanden til de fjerne kvasarer er 12 milliarder lysår. Når man beskæftiger sig med universet, handler det om svimlende tidshorisonter og afstande; men Anja C. Andersen formår at gøre det uoverskuelige begribeligt.
Du kan købe Det gådefulde univers fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 4. december.
En bog om universet for børn!
Universet er forunderligt og helt vildt spændende. Ikke mindst når det er astrofysiker og astronom Anja C. Andersen, der er rejsefører ud i Mælkevejen. Hun fortæller blandt andet om planeternes kendetegn, asteroider, Big Bang, muligt liv i det ydre rum og de aktuelle rummissioner. Vidste du for eksempel at på den ene halvdel af Uranus er det altid dag – på den anden er det altid nat?Eller vidste du at der er tre LEGO-figurer på vej til Jupiter?
Bogen er en del af Carlsens nye serie ER DU RIGTIG KLOG? – børnebøger, som er fulde af fantastisk fakta og vild viden – Fortalt af Danmarks allerbedste formidlere.
Fra ca. 9 år.
Du kan købe Anja C. Andersen fortæller om Big Bang, rummissioner og liv på Mars online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
At nyde en september aften, under en solnedgang, hvor fuglene langsomt går til ro, kan være et magisk øjeblik. Øjeblikket bliver endnu mere specielt, når mørket lægger sig, og de klare stjerner dykker op på himlen.
Herfra kan observationsaftenen begynde. Enten kan du genbesøge gamle himmelske bekendtskaber, eller også kan du møde nogle nye, du ikke har hilst på før.
Stjernehimlen giver vejledning til at studere stjernerne, gode råd til at finde de bedste dark sky-områder, og hvilke typer håndkikkert, der er bedst egnet.
Du kan købe Stjernehimlen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Vidunderlig roman” – BERLINGSKE
“Gavmild, rummelig, rund og varm roman” – INFORMATION
❤️❤️❤️❤️❤️ – FEMINA
Da Lis i det tidlige forår i 1984 bliver overfaldet i Utterslev Mose, forandres hendes liv totalt. For at bearbejde sine oplevelser, tager hun til Kvindehøjskolen i Visby, hvor opgøret med patriarkatet planlægges.
Selvom Kirsten, som også går på højskolen, endelig overgiver sig til Lis, er kærligheden ikke lige så nem hjemme i København, hvor tingene er mere komplicerede end som så.
Det vågne hjerte er en stor fortælling om kærlighed og venskab, køn og seksualitet i en tid præget af opbrud og nybrud, og er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt.
Du kan købe Det vågne hjerte online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Den selvstændige fortsættelse til Folkets skønhed, som vandt De Gyldne Laurbær.
Merle vokser op på en villavej i Værløse i 1971. Hun bor sammen med sine forældre, og livet i hjemmet er præget af moderens sygdom og faderens hang til at gribe til flasken.
Men der er også gode dag på villavejen, og romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 1970’ere.
Vi kunne alt er en roman om skyld og skam, om kærlighed på trods, og om børn, der får at vide, at fremtiden er deres.
Du kan købe Vi kunne alt online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Vinder af De Gyldne Laurbær 2016.
Livet på Langeland i 1930’erne er hårdt og præget af økonomisk krise.
Det oplever Marie, som vokser op i en familie med mange børn og få penge, på egen krop. Her er vold en del af hverdagen – også før krigen kommer.
Maries redning bliver mødet med Otto, og sammen tager de til København for at skabe sig en ny og bedre tilværelse langt væk fra Langeland.
Men fortiden følger med på godt og ondt.
Du kan købe Folkets skønhed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: