Klassikere Romaner

Læs et uddrag af Tom Wolfes newyorker-klassiker Forfængelighedens bål

Skånselsløs satire om 80’ernes overflod og en amerikansk skinverden skabt af medier og magthavere. Tom Wolfes Forfængelighedens bål er den i dag en af de mest ikoniske newyorker-romaner.

Tom Wolfe, Forfængelighedens bål, newyorker-roman, newyorker-klassiker

Tom Wolfe satte sit præg på journalistikken med skrivestilen new journalism, og indenfor litteraturen markerede han sig med den ikoniske roman Forfængelighedens bål. I dag – mere end 30 år efter den første udgivelse – er murstensromanen en moderne klassiker, der stadig er i stand til at lære os et og andet om livet.

Læs også: Forfængelighedens bål af Tom Wolfe er newyorker-romanernes absolutte must-read.

Romanens hovedperson er den succesfulde børsmægler Sherman McCoy, som har alt hvad han kunne ønske sig. En hit-and-run ulykke vender dog McCoys liv på hovedet, og han bliver offer for systemet.

Du kan købe Forfængelighedens bål af Tom Wolfe online her eller i din lokale boghandel.

Tom Wolfe

Forfængelighedens bål

Prolog: Brand i lokummet

»Hva’ mener du egentlig, mand? Mener du ’glem, at I er sultne, glem, at I bliver skudt i ryggen af racistiske strømere – Chuck tager sig af det? Chuck, han tager op til Harlem‘ – «

»Jeg skal netop til at sige, hvad jeg – «

»’Chuck, han tager op til Harlem og – «

»Hvis jeg må sige, hvad – «

»Skal det hedde sig, at ’Chuck, han tager op til Harlem og ta’r sig pænt af de sorte‘?«

Så er det sket.

Hag-haaaaaaggggg-g-g-g-g-g!

Det er en altstemme med en gudsjammerlig hønseagtig kaglen et sted ude blandt tilhørerne. Lyden kommer så dybt nedefra, gennem så mange alt for rigelige lag, at han ved præcis, hvordan hun må se ud. Hundrede kilo minimum! Skabt som et centralfyr! Hendes kaglen får mændene med. De bryder ud i den slags mavelyde, han hader så inderligt.

»He-he-he-he, ho-ho-ho-ho … o-o-o-o-r-k j-a-a-a … Det stemmer … giv ham besked, broder … ho«.

Chuck! En uforskammethed! Han sidder lige dernede, lige nede foran. Og han har lige kaldt ham en Charlie! Chuck er en forkortelse for Charlie, og Charlie er det gamle kodeord for en ægte, gammeldags, hvid racist nede sydpå. Hvilken uforskammethed! Hvilken frækhed!

Heden og lyset er lige pågående. De får borgmesteren til at misse med øjnene. Det er tv-projektørerne. Han står i en blændende tåge. Han kan knap nok se, hvordan ballademageren ser ud. Han kan se en høj silhuet og de fantastiske knoglede vinkler, mandens albuer laver, når han løfter armene i vejret. Og en ørenring. Manden har en stor ring af guld i det ene øre.

Borgmesteren læner sig ind mod mikrofonen og siger: »Nej, jeg skal sige jer, hvad det drejer sig om. OK? Jeg skal give jer alle tallene. OK?«

»Vi har ikke brug for tal, brormand!«

Brormand, siger han! Med den største frækhed! »Det var dig, der begyndte, min ven. Så nu skal du få alle tallene. OK

»Du skal ikke komme her og sule os til med flere tal!«

Det bryder ud i mængden igen, denne gang højere: »J-a-a-a-a … giv ham besked, broder … det er din tur … din Gober

»Under dette bystyre – og tallene er lagt frem for offentligheden – er den procent af New Yorks årlige budget – «

»O-r-r-r, hold op, mand,« råber ballademageren, »lad være med at stå der og svine os til med flere af dine tal og dit bureaukratiske ordskvalder!«

De kan ikke få nok. Hvilken frækhed! Frækheden får endnu et udbrud i gang. Han prøver at trænge gennem tv-projektørernes skoldende lyshav. Han bliver ved med at misse. Han kan ikke se andet end en stor masse af silhuetter foran sig ude i rummet. Mængden svulmer op. Loftet presser på ovenfra. Det er dækket med beigefarvede fliser. Der er krøllede revner på alle fliserne. De smuldrer ude i kanterne. Asbest! Han kender det fra før.

Ansigterne – de venter på gokket, på den første sten. Et par blå øjne! – det er det, det drejer sig om. Alt afhænger af det næste øjeblik. Han skal nok klare den! Han er vant til ballademagere! Han er kun én halvfjerds, men han er endnu bedre til det, end Koch var engang! Han er borgmester i den mest storslåede by på jordens overflade – New York! Han!

»All right! I har haft jeres skæg, og nu skal I holde kæft et øjeblik!« Det kommer bag på ballademageren. Han stivner. Borgmesteren har ikke brug for mere. Han ved, hvordan det skal gøres.

»D-u-u-u stillede m-i-i-i-g et spørgsmål, ikke sandt, og du fik s-to-o-o-o-rt bifald fra dine proselytter. Så derfor er det d-i-i-n tur til at holde k-æ-æ-æ-ft og h-ø-ø-ø-re på, hvad jeg svarer. OK?«

»Hvad mener du med proselytter?« Manden har mistet pusten, men han er ikke gået i gulvet.

»OK? Her har vi statistikken i d-i-i-it område, her hvor vi er, Harlem.«

»Proselytter, siger du?« Svinet har grebet ordet proselytter, som om det var et kødben. »Der er ingen, der kan æde statistik, mand!«

»Det stemmer, broder … din … din Gober!«

»Lad mig tale ud. Tror d-u-u-u-u – «

»Du skal ikke procentuere os med dit årsbudget, mand! Vi vil have arbejde

Der er oprør i mængden igen. Det er endnu værre end før. Det meste af det får han ikke fat i – afbrydelser helt nede fra bunden af spanden. Men der er det her tilråb. Der sidder en eller anden skrighals helt nede bagved med en stemme, der skærer gennem alting.

»Din Gober! Din Gober! Din Gober!«

Men han siger ikke Gober. Han siger Goldberg.

Det lammer ham. Her, i Harlem! I Harlem kalder de en jøde for en Goldberg. Det er uforskammet! – skandaløst! – at nogen kan finde på at smide den slags skidt i ansigtet på New Yorks borgmester!

Fy-råb, hyssen, snøft, latterskvalder, tilråb. Det er løse tænder, de er ude efter. Det er ved at løbe løbsk.

»Vil I – «

Det nytter ikke. Han kan ikke trænge igennem selv med mikrofonen. Og hadet i deres ansigter! Den rene gift! Man bliver hypnotiseret af det.

»Din Goldberg! Din Goldberg! Din Hymie!«

Hymie! Så er den hjemme. En af dem skriger Goldberg, og en anden skriger Hymie. Så går der et lys op for ham. Pastor Bacon! Det er nogle af Bacons folk. Det er han sikker på. De borgerligt ansvarsbevidste folk, der møder op til offentlige møder i Harlem – dem Sheldon skulle have sikret sig ville fylde salen – de ville ikke have stået derude og skreget den slags utrolige ting. Det er Bacons skyld! Det er Bacon, som har kaldt sine folk sammen!

En bølge af den reneste, skæreste selvmedlidenhed skyller gennem borgmesteren. Ud af den ene øjenkrog kan han se tv-folkene, der vrider sig rundt i lystågen. De vender og drejer sig, først til den ene side, så til den anden. De er her for balladens skyld! De ville ikke drømme om at hjælpe. De er kujoner! Parasitter! Lus i det politiske liv!

Et øjeblik efter går situationens rædsel op for ham: »Det er sket. Det er ikke til at tro. Jeg har tabt.«

»Ikke mere af dit … Forsvind … Ø-ø-ø-ø-ø-v … Vi vil ikke have … Din Goldberg!«

Guliaggi, som er chef for borgmesterens civile sikkerhedsvagt, kommer hen imod ham ude fra den ene side af scenen. Borgmesteren vinker ham tilbage med en lav håndbevægelse uden at se direkte på ham. Hvad skulle han også stille op? Han tog kun fire af sine folk med. Han skulle ikke have noget af at møde op på stedet med en hel hær. Idéen med det hele var at vise, at han kunne tage til Harlem og holde et borgermøde ligesom han kunne i Riverdale eller Park Slope.

Gennem tågen fanger han på første række Mrs. Langhorns blik, kvinden med tagpap-håret, formand for kommunalbestyrelsen, som netop har introduceret ham for – lad os se – nogle minutter siden. Hun laver trutmund og lægger hovedet på siden og begynder at ryste på det. Hendes bevægelser betyder: »Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men hvad skulle det være? Se folkets vrede!« Ja, hun er angst ligesom alle de andre! Hun ved, at hun burde stemme mod strømmen! Næste gang kommer de til at kaste sig over sorte som hun selv! Det skal være dem en fornøjelse! Hun er klar over det. Men gode mennesker ryster! De tør ikke løfte en finger! Det er blodets magt igen! Det er dem mod os!

»Gå hj-e-e-e-m … Ø-ø-ø-ø-ø-v … Bvadr … Din!«

Han prøver mikrofonen en gang til. »Er det på den måde – er det på den måde – «

Håbløst. Det er som at skrige ud over en brænding. Han har lyst til at spytte dem i øjnene. Han vil fortælle dem, at han ikke er bange. Mig får I ikke ned i skidtet! I lader denne her håndfuld akrobater her i salen svine hele Harlem til! I lader et par skrighalse kalde mig Goldberg og Hymie, og dem overdøver I ikke – I overdøver mig! Man skulle ikke tro, det var sandt! Tror I hårdtarbejdende, respektable, gudfrygtige Harlem-folk, I Mrs. Langhorn’er, alle I borgerligt ansvarsbevidste mennesker – tror I virkelig, at I hører til her? Hvem er det, som har taget sig af jer gennem årene? Jøderne! Og I lader de her slyngler kalde mig en Charlie! De kalder mig øgenavne, og I tier stille?

Det ser ud, som om alle i salen hopper op og ned. Knytnæver bliver hævet. Mundene står åbne. De skriger. Hvis de hopper højere, rammer de loftet.

Jeg kommer i tv. Hele byen kommer til at se det. De vil godte sig. Harlem i oprør! Sikken en forestilling! Det er ikke bare gadebisserne og svindlerne og deres ofre, der gør oprør, Harlem gør oprør! Hele det sorte New York gør oprør! Han er kun borgmester for noget af folket! Han er det hvide New Yorks borgmester! Sæt en tændstik til svinet! Italienerne kommer til at se det hele i tv, og de vil ikke kunne få nok af det. Og irerne.

Selv de hvide angelsaksiske protestanter, ur-amerikanerne. De vil ikke have den fjerneste idé om, hvad det er, de ser. De vil sidde i deres lejligheder på Park og Fifth og East Seventy-second Street og Sutton Place og ryste over brutaliteten og nyde skuespillet. Kvæg! Lammehoveder! Goyim! Det er ikke gået op for jer, vel? I tror stadig, at det her er jeres by, ikke sandt? Luk dog øjnene op! Det tyvende århundredes mest storslåede stad! Tror I, I kan holde på den med jeres penge?

Stig ned fra jeres herlige ejerlejligheder, I interessenter og erhvervsadvokater! Dernede er det Den tredje Verden! Puertoricanere, vestindere, folk fra Haiti, dominicanere, cubanere, colombianere, folk fra Honduras, Korea, Kina, Thailand, Vietnam, Ecuador, Panama, Filippinerne, Albanien, Senegal, og alle afro-amerikanerne!

Tag en tur ud til fronten, I slappe skvadderaber! Morningside Heights, St. Nicholas Park, Washington Heights, Fort Tryon – por qué pagar mas! Bronx – I har ikke noget Bronx mere! Riverdale er bare et lille reservat deroppe! Pelham Parkway – lad os holde korridoren til Westchester åben! Brooklyn – jeres Brooklyn eksisterer ikke mere! Brooklyn Heights, Park Slope – små fredede områder som Hong Kong, det er alt! Og Queens! Jackson Heights, Elmhurst, Hollis, Jamaica, Ozone Park – hvem tilhører de? Ved I det? Og hvordan påvirker det Ridgewood, Bayside og Forest Hills? Har I nogensinde tænkt på det! Og Staten Island! Tror I lørdagsreparatører af badeværelser virkelig, at I har jeres på det tørre? Tror I ikke, at fremtiden ved, hvordan den skal komme over en bro?

Og I, alle I hvide ur-amerikanere, der sidder på jeres dyner af nedarvede pengesummer oppe i jeres ejerlejligheder med fire meter til loftet og to fløje af soveværelser, en til jer selv og en til tjenestefolkene, tror I virkelig, at I er usårlige? Og alle I tysk-jødiske finanseksperter som endelig har fået trængt jer ind i de samme bygninger, så I bedre kan isolere jer fra shtetl-horderne, tror I virkelig, at I er isoleret fra Den tredje Verden?

I stakkels fedtsvin! I flødeskumskager! Høns! Kvæg! Bare vent, så får I en mand som pastor Bacon til borgmester, og et byråd og et finansudvalg med den ene pastor Bacon ved siden af den anden hele salen fuld! Så skal I nok komme til at lære dem at kende! De skal nok selv opsøge jer! De skal nok komme på besøg på Wall Street nummer 60 og Chase Manhattan Plaza nummer ét! De kommer til at sætte sig på jeres skriveborde og tromme med fingrene! De kommer til at støve jeres bankbokse af for jer uden vederlag –

Det var den rene galskab, som disse ting stormede gennem hovedet på ham! Rent forfølgelsesvanvid! Bacon kommer ikke til at blive valgt til noget som helst. Der bliver ikke nogen march ned gennem byen. Det ved han. Men han føler sig så ensom! Forladt! Misforstået! Mig! Bare vent, til jeg ikke er her mere! Så skal I se, hvordan det bliver! Og I lader mig stå alene her på denne her talerstol med et forbandet asbestloft, der er ved at falde ned i hovedet på mig –

»Ø-ø-ø-ø-v … Bvadr … U-u-u-u-d … Din Goldberg!«

Der er en frygtelig ballade ude i den ene side af scenen. TV-lysene skinner ham lige i ansigtet. Der er nogle, der skubber og river i hinanden – han kan se en tv-fotograf gå i gulvet. Nogle af slynglerne er på vej hen mod trapperne op til scenen, og tv-folkene står i vejen for dem. I stedet spadserer de hen over dem. Skubberi – der er nogle, der bliver skubbet tilbage ned ad trappen – hans folk, vagterne i civil, den store Norrejo – Norrejo er ved at skubbe nogen tilbage ned ad trapperne.

Borgmesteren bliver ramt af et eller andet på skulderen. Det gør ondt ad helvede til! Dér, på gulvet, en krukke mayonnaise, en halvpunds krukke Hellmans mayonnaise. Halvt fuld! Halvvejs spist! En eller anden har smidt en halvt opspist krukke Hellmans mayonnaise efter ham! På dette tidspunkt bliver hans sind optaget af det, der er mest betydningsløst. Hvem i himlens navn tager en halvspist halvpundskrukke Hellmans mayonnaise med til et politisk møde?

Det forbandede lys! Der er folk oppe på forhøjningen … det hvirvler med arme … det er en rigtig slåskamp … Norrejo får fat omkring livet på en af de største bisser og stikker sit ben ind bag ham og smider ham i gulvet. De to andre sikkerhedsvagter Holt og Danforth står med ryggen til borgmesteren. De læner sig forover, som om de var back-spillere i en fodboldkamp. Guliaggi er lige ved siden af ham.

»Gå om bag ved mig,« siger Guliaggi, »vi skal gennem dén dør dér.«

Smiler han? Det ser ud, som om Guliaggi har et lille smil på læben. Han viser med hovedet mod en dør i baggrunden af scenen. Han er kortstammet, har et lille hoved, en lav pande, små smalle øjne, en flad næse, en bred, ondskabsfuld mund med et tyndt overskæg. Borgmesteren bliver ved at stirre på hans mund. Er det et smil? Det er umuligt, men måske alligevel. Det er, som om den mærkelige, ondskabsfulde trækning omkring mandens læber siger: »Det har været din forestilling indtil nu, nu er det min.«

Det bliver på én eller anden måde smilet, der afgør sagen. Borgmesteren opgiver skansen på talerstolen. Han overgiver sig til dette lille stykke klippe. Nu har de andre også slået kreds om ham, Norrejo, Holt, Danforth. De omgiver ham som de fire hjørner af en fængselscelle. Der er folk overalt omkring dem. Guliaggi og Norrejo bruger musklerne til at bane sig vej gennem mængden. Der er forvredne ansigter til alle sider. Der er en eller anden idiot mindre end en meter fra ham, som bliver ved med at hoppe op og ned og skrige: »Din lille, hvidhårede kusse! Din lille, hvidhårede kusse!«

Hver gang, svinet springer op i luften, kan borgmesteren se hans fremstående elfenbensøjne og hans enorme adamsæble. Det er på størrelse med en kartoffel.

»Din lille, hvidhårede kusse!« Han bliver ved med at sige det. »Din lille, hvidhårede kusse!«

Og der står den store ballademager lige foran ham! Ham med albuerne og guldørenringen! Guliaggi er mellem borgmesteren og ballademageren, men ballademageren tårner sig op over Guliaggi. Han må være over to meter. Han skriger borgmesteren lige ind i ansigtet: »Tag hjem … bvadr!«

Lige med ét begynder den store lort at synke sammen med åben mund og øjne, der er ved at ryge ud af hovedet. Guliaggi har drevet sin albue og underarm ind i mandens solar plexus.

Guliaggi kommer frem til døren og åbner den. Borgmesteren følger efter. Han kan mærke, hvordan de andre sikkerhedsvagter skubber på ham bagfra. Han bliver presset flad mod Guliaggis ryg. Manden er lavet af beton!

De er på vej ned ad trapperne. De klaprer ned over nogle metalstrimler. Der er ikke sket ham noget. Banden er ikke engang på sporet af ham. Han er frelst – og bliver skuffet. De prøver ikke engang at følge efter ham. Det var i virkeligheden aldrig deres mening at lægge hånd på ham. Og i det øjeblik … ved han besked. Han ved besked, selv før hans hjerne er i stand til at få det hele til at hænge sammen.

»Jeg gjorde det forkerte. Jeg gav efter for det lille smil. Der gik panik i mig. Nu har jeg mistet alt.«

1: Universets herre

Netop i det øjeblik, i netop en af den slags ejerlejligheder på Park Avenue, som i den grad havde optaget borgmesteren … fire meter til loftet … to fløje af soveværelser, den ene til de hvide uramerikanere, som ejede lejligheden, den anden til tjenestefolkene … lå Sherman McCoy på knæ i hall’en i et forsøg på at få sin gravhund i snor.

Gulvet var af mørkegrønt marmor og bredte sig i det uendelige. Det førte til en halvanden meter bred trappe i valnøddetræ, som svang sig op mod etagen ovenover i en luksuøs kurve. Det var en af den slags lejligheder, som tænder grådighedens og begærlighedens flammer i mennesker over hele New York, ja for den sags skyld over hele verden, bare de kommer til at tænke på dem. Men det eneste, Sherman brændte efter, var at slippe ud af sit eventyrpalads i en halv time.

Det var derfor, han lå på begge sine knæ i kamp med hunden. Han havde regnet ud, at gravhunden skulle være hans udgangstegn.

Når man så Sherman sidde sammenkrøbet på den måde og i det tøj – en ternet skjorte, kakibukser og sejlsportssko af læder – kunne man ikke regne ud, hvor statelig en person han normalt var.

Stadig ung … otteogtredive år gammel … høj … næsten én halvfems … knaldgod holdning … lige så bydende som sin fars, løven af Dunning Sponget … en fuld manke af blondt-brunt hår … en lang næse … en fremtrædende hage … Han var stolt af sin hage. Den kom fra McCoy-siden af familien. Løven havde den også. Det var en mandig hage, en stor rund hage som den, unge mænd fra Yale altid havde i Gibsons og Leyendeckers tegninger, en aristokratisk hage, hvis Sherman selv skulle sige sin mening. Han havde også gået på Yale.

Men netop nu var det meningen, at hans fremtræden som helhed skulle sige: »Jeg skal bare ud at gå med hunden.«

Det var, som om gravhunden vidste, hvad der forestod. Den blev ved med at vige udenom snoren. Man undervurderede dyrets forkrøblede ben. Hvis man prøvede at få fat i den, forvandlede den sig til en halv meter lang slange af muskler. Sherman måtte kaste sig frem, mens han prøvede at overmande den. Og da han gjorde det, ramte hans knæskal marmorgulvet, og smerten gjorde ham vred.

»Kom så, Marshall,« blev han ved at mumle. »Stå stille, for pokker!«

Dyret undveg igen, og han slog sit knæ igen, og nu blev han sur ikke bare på dyret, men også på sin kone. Det var hans kones fantasier om en karriere som indendørsarkitekt, der oprindelig havde ført til denne demonstrative, marmorbelagte luksus. Den lille sorte kappe af grosgrain over tåen på en kvindes sko – hun stod ved siden af ham.

»Som du dog regerer, Sherman. Hvad i himlens navn er det, du laver?«

Uden at kigge op: »Marshall og jeg går lige en t-u-u-r.«

Tur blev til et støn, for gravhunden prøvede at gennemføre en ålevridning, og Sherman måtte klamre sig om dens midterstykke med den ene arm.

»Er du klar over, det regner?«

Stadig uden at kigge op: »Ja, det er jeg.« Han fik endelig snoren til at smutte ind i dyrets halsbånd.

»Jeg skal love for, du lige pludselig er rar ved Marshall.«

Hør lige her. Var det ironi? Havde hun mistanke? Han kiggede op.

Men det var tydeligvis et ægte smil, hun havde om munden, helt og holdent elskværdigt … faktisk et dejligt smil … Min kone ser stadig godt ud … med sine fine, slanke træk, sine store klare, blå øjne, sit fyldige, brune hår … Men hun er fyrre år gammel … Det lader sig ikke benægte … I dag ser hun godt ud … I morgen kommer de til at tale om, hvor pæn hun er … Det er ikke hendes skyld … Men det er heller ikke min!

»Hør her,« sagde hun. »Lad mig gå med Marshall. Eller jeg kan få Eddie til det. Så kan du gå op ovenpå og læse en historie for Campbell, før hun skal sove. Hun ved ikke noget bedre. Det er ikke så tit, at du kommer så tidligt hjem. Har du ikke lyst til det?«

Han stirrede på hende. Hun prøvede ikke at narre ham! Hun mente det! Og så havde hun alligevel med et par hurtige bevægelser, snap snap snap snap snap snap snap, et par små, korte sætninger … gjort ham til et bundt af knuder! – spændt ham fast i hans egen skyldfølelse og logik! Uden bare at gøre et forsøg på det!

Måske lå Campbell faktisk i sin lille seng – det eneste barn, jeg har!med en seksårigs fuldstændige uskyld! – og ønskede, at han ville læse godnathistorie for hende … mens han … var ved, hvad det end var, han var ved … Skyldfølelse! … Og han, der plejede at komme for sent hjem til overhovedet at hilse på hende … Skyldfølelse hobet oven på skyldfølelse!

Han forgudede Campbell! – elskede hende højere end noget andet i hele verden! … Og for at gøre det hele endnu værre – logikken i det hele! Der var lige kommet et hensynsfuldt og betænksomt forslag, et logisk forslag, fra hans kones kære ansigt, som han sad og stirrede på … så logisk, at han blev stum! Og hun prøvede bare på at være venlig!

»Gør det,« sagde hun. »Campbell bliver så glad. Jeg skal nok tage mig af Marshall.«

Der var vendt op og ned på verden. Hvad lavede han, Universets Herre, hernede på gulvet, hvorfor var han blevet nedværdiget til at gennemsøge sin hjerne efter hvide løgne for at komme uden om sin kones elskelige logik?

The Masters of the Universe var en samling tarvelige, brutale plasticdukker, som hans ellers fuldkomne datter elskede at lege med. De lignede nordiske guder, der dyrkede vægtløftning, og de havde navne som Dracon, Ahor, Mangelred og Blutong. Selv af plasticlegetøj at være var de usædvanligt vulgære.

Ikke desto mindre var udtrykket boblet op i hans hjerne i et anfald af overmod, da han en ganske almindelig hverdag havde taget telefonen og fået en ordre på en portion statsobligationer, der uden videre gav ham et salær på 50.000 dollars. Det var netop det, han og et par andre – hvor mange? – tre hundrede, fire hundrede, fem hundrede? – var blevet … Universets Herrer. Der fandtes … overhovedet ingen grænser!

Han havde selvsagt ikke så meget som hvisket dette til nogen anden levende skabning. Han var ikke et fjols. Og alligevel kunne han ikke få udtrykket ud af hovedet. Og her lå Universets Herre nede på gulvet sammen med en hund, viklet ind i kærlighed, skyldfølelse og logik …

Hvorfor kunne han (der nu engang, var Universets Herre) ikke bare forklare hende det? Hør her, Judy, jeg elsker dig stadig, og jeg elsker vores datter, og jeg elsker vores hjem, og jeg elsker vores tilværelse, og jeg har intet ønske om at lave om på noget af det – det er bare det, at jeg, Universets Herre, en ung mand i hvem safterne stadig stiger, sommetider fortjener mere, når inspirationen melder sig – men han vidste, han aldrig ville omsætte den slags tanker i ord.

Derfor begyndte fortrydelsen at boble op i hans hjerne … På en måde var det hendes egen skyld, ikke sandt … De kvinder, hvis selskab hun syntes at sætte pris på … disse … disse … Udtrykket springer frem i hans hoved i selvsamme øjeblik: omvandrende røntgenbilleder … De holder sig så tynde, at de ligner røntgenbilleder … Man kan se lyset fra en pære igennem deres benbygning … mens de sladrer om boligindretning og havelandskaber … og spænder deres usle skanker ind i metalliske, tætsiddende lycra-rør, fordi de skal til work-out … Og det hjælper ikke, vel! …

Se hvor indsunket hendes ansigt og hendes hals ser ud … Han koncentrerede sig om hendes ansigt og hals … indsunkne … Der var ingen tvivl … Work-out … Hun var ved at blive lige som en af de andre.

Det lykkedes ham at fremkalde lige akkurat fortrydelse nok til at antænde sin berømte McCoy-hidsighed.

Han kunne mærke, at han blev hed i ansigtet. Han sænkede hovedet og sagde »J-u-u-u-u-u-dy …« Det var et råb, som blev holdt tilbage af hans sammenbidte tænder. Han pressede tommelfingeren og de to næste fingre på venstre hånd sammen og holdt dem op foran sin sammenbidte kæbe og sine lynende øjne, og han sagde:

»Hør her … jeg-skal-netop-til-at-gå-med-hunden … Og det er … det-jeg-har-i-sinde-at-gøre … OK!«

Da han var halvvejs gennem sit udbrud, vidste han, at det ikke stod i noget forhold til … til … men han kunne ikke lade være. Når alt kom til alt var det det, som var hemmeligheden bag hidsigheden i McCoy-familien … i Wall Street … hvor som helst … den overdrevne herskesyge.

Judy kneb læberne sammen. Hun rystede på hovedet.

»Gør, som du vil,« sagde hun tonløst. Så vendte hun sig og gik tværs over marmorhall’en og op ad de lækre trapper.

Han lå stadig på knæ og så efter hende, men hun vendte sig ikke. Gør, som du vil. Han havde nedkæmpet hende. Men det var en forløjet sejr.

Endnu et anfald af skyldfølelse –

Universets Herre rejste sig, og det lykkedes ham at holde fast i snoren og kæmpe sig ind i sin regnfrakke. Det var en slidt, men imponerende britisk ridefrakke med gummivrang, med masser af klapper, remme og spænder. Han havde købt den hos Knoud på Madison Avenue. Der var engang, han havde betragtet dens ældede udseende som hypermoderne, efter moden med krakelerede snøresko. Nu var han ikke så sikker. Han hev snoren med hunden til sig og gik fra hall’en ud i elevator-vestibulen og trykkede på knappen.

Ejerforeningen havde to år tidligere besluttet at gøre elevatorerne automatiske i stedet for at blive ved med at betale et skiftehold af irere fra Queens og puertoricanere fra Bronx 200.000 dollars om året for at bemande dem. Netop i aften passede det Sherman udmærket. Han havde ikke lyst til at stå i en elevator med en elevatorfører klædt ud som oberst fra 1870 i den østrigske hær, når han selv var i den slags udstyr og havde en urolig hund på slæb.

Elevatoren gled nedad – og standsede to etager længere nede. Browning. Døren gik op, og Pollard Brownings glatkæbede korpus trådte ind. Browning gloede på Sherman og hans landlige påklædning og på hunden og sagde uden antydning af et smil: »Davs, Sherman.«

»Davs, Sherman« sad for enden af en to meter lang bådshage og overbragte med sine kun tre stavelser følgende budskab: »Du og dit tøj og dit dyr nedværdiger vores nye elevators mahognibelægning.«

Sherman var rasende, men bøjede sig uden at tænke over det og samlede hunden op fra gulvet. Browning var formand for bygningens ejerforening. Han var en indfødt new yorker, der var sprunget frem fra sin mors lænder fuldt færdig som halvtredsårig medejer af Davis Polk og formand for handelskammeret. Han var ikke mere end fyrre, men han havde set ud som én på halvtreds de sidste tyve år. Hans hår var friseret glat tilbage over hans runde kranium. Han havde et et ulasteligt jakkesæt på, hvid skjorte, ternet uldslips, og ingen regnfrakke. Han stod med ansigtet mod elevatordøren, men vendte sig, kiggede på Sherman en gang til, undlod at sige noget, og vendte sig om igen.

Sherman havde kendt ham, lige siden de var drenge sammen på Buckley School. Browning havde været en tyk, sund, storsnudet mini-snob, der allerede i en alder af ni år havde fundet ud af, hvor han skulle få fingrene i den forbløffende oplysning, at McCoy var et proletarnavn (og en proletarfamilie) som folk, der hed Jones eller Smith, mens han selv, Browning, tilhørte en ægte, gammel New York-familie. Han plejede at kalde Sherman »bondedrengen Sherman McCoy«.

Da de kom ned til stueetagen, sagde Browning: »Du er klar over, at det regner, ikke sandt?«

»Ja.«

Browning så på gravhunden og rystede på hovedet. »Sherman McCoy. Menneskets bedste vens ven.«

Sherman begyndte igen at koge. Han sagde: »Er det det hele?«

»Det hele hvad?«

»Du havde hele vejen fra niende sal og herned til at finde på noget smart, og det er det hele?« Det var meningen, det skulle have lydt som elskværdig sarkasme, men han vidste, at hans raseri havde fået overtaget.

»Jeg ved ikke, hvad du taler om,« sagde Browning og gik foran. Dørvogteren smilede og nikkede og holdt døren åben for ham. Browning spadserede ud til sin bil under markisen. Chaufføren holdt bildøren åben for ham. Der faldt ikke en dråbe regn på hans glittede tilstedeværelse, og han blev velsmurt og krølfri bragt ud i strømmen af røde baglygter, der var på vej ned ad Park Avenue. Pollard Brownings glinsende fede ryg var ikke tynget af nogen nedværdigende britisk ridefrakke.

Det regnede i virkeligheden kun ganske let, og der var ingen blæst, men gravhunden skulle ikke nyde noget. Den begyndte at kæmpe i armene på Sherman. Pokkers til kræfter i den lille djævel! Han løftede hunden ned på gummiløberen under markisen og gik derpå ud i regnen med snoren i hånden. Lejlighedskarréerne på den anden side af avenuen lå i skyggen af en tilbagetrukken, sort mur, som stemmede op for en byhimmel, der dampede i rødt. Den glødede, som om den havde feber.

Hvad fanden, det var ikke så slemt udenfor. Sherman trak, men hunden havde boret kløerne ned i løberen.

»Kom så, Marshall.«

Dørvogteren stod uden for døren og så på ham.

»Det ser ikke ud til, at han er videre begejstret, Mr. McCoy.«

»Det er jeg heller ikke, Eddie.« Og iøvrigt kan jeg godt undvære kommentarer, tænkte Sherman. »Kom så, Marshall, kom så.«

Sherman stod ude i regnen nu og hev godt til i snoren, men gravhunden gav sig ikke. Han løftede den op og fjernede den fra gummiløberen og satte den ned på fortovet. Hunden prøvede at fare hen mod døren. Hvis Sherman slækkede mere på snoren, ville de være, hvor de begyndte. Derfor lænede han sig til den ene side, mens hunden lænede sig til den anden, og snoren stod spændt mellem dem. Det var tovtrækning mellem mand og hund … på Park Avenue. Hvorfor fanden gik dørvogteren ikke ind i ejendommen igen, hvor han hørte til?

Sherman gav snoren et ordentligt ryk. Gravhunden gled nogle centimeter fremad på fortovet. Man kunne høre, hvordan dens kløer skrabede imod det. Nå ja, måske ville den give op og begynde at gå for ikke at blive hevet, hvis han trak nok til.

»Kom så, Marshall, vi skal bare lige rundt om hjørnet.«

Han gav snoren et hiv til og begyndte så at hale alt, hvad han kunne. Hunden gled et lille stykke fremad. Den gled! Den nægtede at gå. Den gav ikke op. Det virkede, som om dyrets tyngdepunkt lå i jordens indre. Det var som at forsøge at trække en slæde med et læs mursten. For pokker, hvis han bare kunne komme rundt om hjørnet. Det var alt, hvad han ville. Hvordan kunne det være, at de mest enkle ting – han gav snoren et hiv til og opretholdt presset.

Han stod lænet som en sømand op mod vinden. Han var ved at blive ophedet inde i sin ridefrakke med gummiforet. Regnen løb ned ad ansigtet på ham. Gravhunden spredte poterne ud på fortovet. Dens skuldermuskler stod frem. Den rev hovedet frem og tilbage. Dens hals blev forlænget. Gud være lovet, at den i det mindste ikke gøede! Den gled. Du almægtige, man kunne høre det. Man kunne høre dens kløer, når de skrabede hen ad fortovet. Den gav sig ikke en tomme. Sherman havde sænket hovedet og bøjet skuldrene fremover, mens han trak dyret gennem mørket og regnen på Park Avenue. Han kunne mærke regnen i nakken.

Han satte sig på hug og løftede hunden op og fik samtidig et glimt af dørvogteren Eddie. Han stod stadig og gloede! Hunden begyndte at vride og vende sig. Sherman snublede. Han kiggede ned. Snoren var blevet viklet omkring benene på ham. Han begyndte at halte hen ad fortovet. Endelig klarede han den omkring hjørnet til telefonboksen. Han satte hunden ned på fortovet.

For helvede! Den var lige ved at slippe væk. Han får fat i snoren lige i rette tid. Han sveder. Hans hår er gennemblødt af regn. Hans hjerte hamrer. Han stikker den ene arm gennem en løkke af snoren. Hunden bliver ved at kæmpe. Snoren har igen viklet sig omkring Shermans ben. Han tager telefonen og sætter den fast mellem skulderen og øret og roder rundt i lommerne efter en mønt og smider den i revnen og drejer.

Det ringer tre gange. En kvindestemme siger: »Hallo?«

Men det var ikke Marias stemme. Han regnede ud, at det måtte være hendes veninde Germaine, som havde fremlejet lejligheden til hende. Så han sagde: »Jeg vil gerne tale med Maria.«

Kvinden sagde: »Sherman? Er det dig?«

For satan! Det er Judy. Han har ringet til sin egen lejlighed! Han er rædselsslagen, lammet!

»Sherman?« Han hænger røret på. Gud hjælpe ham. Hvad skal han gøre? Han vil lade som ingenting. Når hun spørger, vil han sige, at han ikke ved, hvad hun taler om. Han kom jo heller ikke til at sige mere end fem-seks ord. Hun kan ikke være sikker.

Men det nyttede ikke. Vist ville hun være sikker. Og han egnede sig heller ikke til at bluffe. Hun ville se lige igennem ham. Men hvad andet kunne han finde på?

Han stod ved telefonen i regnen og mørket. Vandet havde arbejdet sig ned inden for hans skjortekrave. Han åndede tungt. Han prøvede at regne ud, hvor slemt det ville være. Hvad ville hun gøre? Hvad ville hun sige? Hvor vred ville hun være? Denne gang havde hun fat i noget, hun kunne bruge. Hun var berettiget til scenen, hvis hun ville have en. Han havde opført sig himmelråbende åndssvagt. Hvordan kunne han gøre det? Han gik i rette med sig selv. Han var slet ikke vred på Judy mere. Kunne han klare den, eller havde han ødelagt det hele for sig selv denne gang? Havde han såret hende for alvor?

Med ét opdagede Sherman en skikkelse, som nærmere sig på fortovet i de våde, sorte skygger fra de lave huse og træerne. Selv på en afstand af tyve meter og i mørke vidste han besked. Det var den dybe ængstelse, der sidder i baghjernen på enhver, som bor på Park Avenue syd for Ninety-sixth Street – en sort, ung mand, høj, langlemmet, med hvide kondisko. Nu var han femten meter væk, nu ti. Sherman stirrede på ham. Lad ham komme an! Jeg viger ikke! Det er mit territorium! Jeg trækker mig ikke tilbage for nogen gadebisse!

Den unge sorte mand drejede sig pludselig halvfems grader og gik tværs over gaden til fortovet på den anden side. Det svage, gule skær fra et af gadelygternes neonrør ramte et øjeblik hans ansigt, mens han tog bestik af Sherman.

Han var gået over gaden! Sikken et held!

Det gik ikke et øjeblik op for Sherman McCoy, at den unge mand havde set en otteogtrediveårig hvid mand, der var gennemblødt til skindet, som var iført en militært udseende regnfrakke fuld af remme og spænder, som holdt et vildt kæmpende dyr i armene, og som stirrede frem for sig med et tomt blik, mens han talte med sig selv.

Sherman stod ved telefonen og åndede hurtigt, han næsten gispede. Hvad skulle han nu gøre? Han følte sig i den grad slået ud, at han lige så godt kunne gå hjem igen. Men hvis han gik tilbage med det samme, ville det hele være temmelig gennemskueligt, ikke sandt? Han var ikke gået ud for at lufte hunden, men for at foretage en telefonopringning. Og iøvrigt, hvad Judy end havde i sinde at sige, kunne han ikke tage det. Han måtte have tid til at tænke. Han havde brug for råd. Han blev nødt til at få det genstridige dyr væk fra regnen.

Så han fiskede en mønt til frem og fik sin hjerne til at huske Marias nummer. Han koncentrerede sig om det. Han sømmede det fast. Så drejede han det med en udforskende langsommelighed, som om han brugte denne særlige opfindelse, telefonen, for første gang.

»Hallo?«

»Maria?«

»Ja?«

Han tog ingen chancer. »Det er mig.«

»Sherman?« Det lød som Sh-ø-ø-m-ø-n. Sherman faldt til ro. Det var virkelig Maria. Hun havde en af den slags sydstatsaccenter, hvor halvdelen af vokalerne bliver udtalt som ø’er og den anden halvdel som korte i’er.

»Hør her,« sagde han, »jeg kommer over med det samme. Jeg står ved en telefonboks. Jeg er kun et par gader væk.«

Der opstod en pause, noget han udlagde som udtryk for irritation. Til sidst: »Hvor i alverden har du været henne?«

Sherman lo mørkt. »Jeg kommer med det samme.«

Trappen i den lave ejendom gav efter og stønnede, da Sherman gik op ad den. På hver afsats sendte et af de nøgne 22 watt runde neonrør, der var kendt som viceværtens glorie, et sygt tuberkuloseblåt skær ud over væggene, som var malet lejergrønne. Sherman kom forbi entrédøre med utallige låse, den ene over den anden i drukne geledder. Låsene var dækket af dirksikre plader, dørhængslerne havde øksesikre beslag, og dørene havde sparksikre fyldninger.

I følsomme øjeblikke, når fallos-guden kong Priapus regerede, og når der ikke var krise i hans rige, følte Sherman en romantisk nydelse ved at gå op ad trappen til Maria. Hvor bohemeagtigt! Stedet virkede så … ægte! Det passede til de øjeblikke, Universets Herre lod Park Avenues og Wall Streets gravalvorlige sømmelighed falde og satte sine tilbageholdte hormoner på græs! Marias etværelses, som havde køkken i et skab og badeværelse i et andet skab, hendes såkaldte lejlighed, femte sal midtfor, som hun havde fremlejet af sin veninde Germaine – den var simpelthen perfekt.

Det var noget andet med Germaine. Sherman havde mødt hende to gange. Hun var skabt som en brandhane. Hun havde et vildt buskads af hår på overlæben, praktisk taget et overskæg. Sherman var overbevist om, at hun var lesbisk. Og hvad så? Det hele var ægte! Usselt! New York! Et udbrud af brand i hans lænder!

Men det var ikke Priapus‘ aften. I aften virkede den gamle brune murstensbygning tyngende på Universets Herre.

Det var kun gravhunden, som var lykkelig. Den halede sin mave op ad trapperne i herlig fart. Her var varmt og tørt og velkendt.

Da Sherman kom frem til Marias dør, var han overrasket over, at han havde tabt vejret. Han svedte. Hans krop formelig blomstrede under ridefrakken, den ternede skjorte og T-shirt’en.

Før han nåede at banke på døren, åbnede den sig omkring tredive centimeter, og der stod hun. Hun åbnede den ikke yderligere. Hun stod og så op og ned ad Sherman, som om hun var vred. Hendes øjne strålede oven over hendes bemærkelsesværdigt høje kindben. Hendes bobbede hår lignede en sort hætte. Hendes læber var trukket sammen til et O. Men i det samme brød hun ud i et smil og begyndte at klukke med små snøft gennem næsen.

»Må jeg så få lov at komme ind,« sagde Sherman, »skynd dig lidt! Bare vent til du hører, hvad der er sket!«

Nu åbnede Maria døren helt, men i stedet for at genne ham ind lænede hun sig op ad dørstolpen og lagde benene over kors og foldede sine arme under brysterne og blev ved at stirre på ham og klukle.

Hun havde et par højhælede pumps på, der var præget med et sort-hvidt skakbrætmønster. Sherman vidste ikke meget om skomode, men han noterede sig, at dette her måtte være det sidste skrig. Hun havde en skræddersyet, hvid gabardinenederdel på, meget kort, godt en halv snes centimeter over knæet, så hendes ben blev afsløret, ben der for Sherman at se var en danserindes, og som understregede hendes hvepsetalje. Hun havde en hvid silkebluse på, der stod åben ned til begyndelsen af hendes bryster.

Lyset på den lillebitte afsats var sådan, at det fik hele hendes skikkelse til at fremstå i dybt relief: hendes mørke hår, kindbenene, ansigtets fine træk, hendes læbers svulmende kurve, den cremefarvede bluse, de cremefarvede karamelrand-bryster, hendes skinnende ben, der var lagt over kors på så overlegen en måde.

»Sherman …« Shø-ø-øm-ø-n. »Ved du hvad? Du er sød. Du er fuldstændig som min lillebror.«

Universets Herre var mildt stødt, men han gik alligevel forbi hende ind og sagde: »Du skulle bare vide. Vent til jeg fortæller dig, hvad der er sket.«

Uden at forandre stilling i døråbningen så Maria ned på hunden, der var ved at snuse til gulvtæppet. »Halløj, Marshall!« Møsjøl. »Du er en meget våd lille pølse, Marshall.«

»Bare vent, til jeg fortæller dig – «

Maria begyndte at le og lukkede så døren. »Sherman, du ser ud, som om én lige har … krammet dig sammen,« – hun krøllede et indbildt stykke papir sammen – »og smidt dig ud.«

»Det er også sådan, jeg har det. Nu skal jeg fortælle dig, hvad der er sket.«

»Fuldstændig som min lillebror. Hver dag, når han kom hjem fra skole, kunne man se hans navle.«

Sherman kiggede ned. Det stemte. Hans ternede skjorte var trukket op af bukserne, og man kunne se hans navle. Han proppede skjorten ned igen, men han tog ikke ridefrakken af. Han kunne ikke slå sig ned. Han kunne ikke blive ret længe. Han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle forklare Maria det.

»Min lillebror kom op at slås hver eneste dag i skolen …«

Sherman holdt op med at høre efter. Han var træt af Marias lillebror, ikke så meget fordi pointen var, at det var ham, Sherman, som var barnagtig, men fordi hun blev ved og ved. Sherman havde aldrig syntes, at Maria ved første øjekast lignede en sydstatspige. Hun så italiensk eller græsk ud. Men hun talte som en sydstatspige. Hendes pludren havde ingen ende. Hun talte stadig, da Sherman sagde:

»Ved du hvad, jeg ringede lige til dig fra en telefonboks. Vil du høre, hvad der skete?«

Maria vendte ryggen til og gik ud i midten af lejligheden, drejede sig så rundt og stillede sig i positur med hovedet lænet til den ene side og hænderne på hofterne og den ene højhælede sko svunget ud på en fandenivoldsk måde og skuldrene trukket tilbage og ryggen bøjet lidt bagover, mens hun pressede brysterne frem og sagde:

»Har du lagt mærke til noget nyt?«

Hvad i helvede talte hun om? Sherman var ikke opsat på noget nyt. Men han så pligtskyldigt på hende. Havde hun ny frisure? Et nyt smykke? Bevar mig vel, hendes mand læssede så mange smykker på hende, at man ikke kunne følge med.

Nej, det måtte være et eller andet i værelset. Hans øjne sprang rundt. Det havde formodentlig været bygget til børneværelse for hundrede år siden. Der var en lille karnap med tre blyindfattede svingruder og en vinduesbænk hele vejen rundt. Han tog et overblik over møblementet … de samme tre gamle rørstole, det samme gamle klodsede egetræsbord på sin piedestal, den samme gamle seng med dobbeltmadras og sengetæppe af jernbanefløjl med tre-fire puder med falsk persisk betræk smidt hen over den i et forsøg på at få den til at ligne en divan. Hele stedet skreg af »godt nok«. Og der var under alle omstændigheder ikke noget forandret ved det.

Sherman rystede på hovedet.

»Kan du virkelig ikke?« Maria bevægede hovedet hen i retning af sengen.

Nu lagde Sherman mærke til, at der hang et lille maleri i en tarvelig ramme af lyst træ over den. Han gik et par skridt nærmere. Det var et billede af en nøgen mand set bagfra skitseret med grove, sorte penselstrøg som en otteårig ville have gjort det under den forudsætning, at en otteårig havde fået den idé at male en nøgen mand.

Det så ud til, at manden var i brusebad, eller der var i det mindste noget over hovedet på ham, som lignede en bruser, og der kom nogle sjuskede sorte linjer ud af den. Det så ud, som om han var ved at tage brusebad i dieselolie. Mandens lysebrune hud havde nogle syge, blåviolette strøg, som om han led af en hudforbrænding. Sikke noget ragelse … Det gav én kvalme … Men det udstrålede den seriøse kunsts hellige duft, så Sherman afholdt sig fra at være ærlig.

»Hvor har du fået det fra?«

»Kan du lide det? Kan du genkende kunstneren?«

»Hvilken kunstner?«

»Filippo Chirazzi.« »Nej, ham kender jeg ikke.«

Hun smilede. »Der var en hel artikel om ham i Times

Sherman ville ikke spille rollen som Wall Street-spidsborger og genoptog sin undersøgelse af mesterværket.

»Ja, der er noget vist … hvordan skal jeg sige det? … pågående ved det.« Han bekæmpede sin lyst til at udtale sig ironisk. »Hvor har du fået det fra?«

»Filippo har givet mig det.« Stærkt fornøjet.

»Det var pænt af ham.« »Arthur har købt fire af hans billeder, kæmpestore.«

»Men han gav det ikke til Arthur, han gav det til dig.«

»Jeg ville have et selv. De store er Arthurs. Arthur ville heller ikke have sat mere pris på Filippo end … jeg ved ikke hvad, hvis jeg ikke havde givet ham besked på det.«

»Øhøm.«

»Du kan ikke lide det, vel?«

»Jo, jeg kan. For at sige det, som det er – jeg er lidt ude af fatning. Jeg har lige gjort noget fuldstændig idiotisk.«

Maria opgav posituren og satte sig ned på kanten af sengen, der prøvede at være divan, som om hun ville sige: »OK, jeg er klar til at høre efter.« Hun lagde det ene ben over det andet. Nu sad hendes nederdel halvvejs oppe omkring lårene. Selvom disse ben, disse herlige smalben og flanker, ikke kom sagen ved lige i øjeblikket, kunne Sherman ikke få øjnene fra dem. Hendes strømper fik dem til at skinne. De strålede. Hver gang hun bevægede sig, glinsede det, hvor lyset ramte.

Sherman blev stående. Som han var på vej til at forklare, havde han ikke meget tid.

»Jeg tog Marshall ud for at få den luftet.« Marshall lå nu udstrakt på gulvtæppet. »Og det regner. Og den begynder at gøre sig vanskelig.«

Da han nåede frem til scenen med selve telefonopringningen, blev han stærkt ophidset ved bare at fortælle om den. Han lagde mærke til, at hvor medfølende Maria end var, lykkedes det hende med held at lade som ingenting, men han kunne ikke tage det roligt. Han kastede sig ud i sagens oprørende kerne, hvad han følte lige efter, at han havde hængt røret på – og Maria afbrød ham med en skuldertrækning og et lille slag i luften med bagsiden af hånden.

»Åh, det betyder ikke noget, Sherman.« Ikke nøget, Shørmøn.

Han stirrede på hende.

»Du har ikke gjort andet end ringe en op. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare sagde ’Åh, undskyld, jeg ville have ringet til min veninde Maria Ruskin‘. Det ville jeg have gjort. Jeg gider aldrig lyve over for Arthur. Jeg fortæller ham ikke alle detajlerne, men jeg lyver ikke for ham.«

Var det muligt, at han kunne have brugt så fræk en metode? Han gennemprøvede den i tankerne. »Tj-a-a-a-a.« Det endte som et grynt. »Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan tage hjemmefra klokken halv ti om aftenen og sige, jeg bare vil gå en tur med hunden, og så ringe og sige ’Undskyld, jeg tog fejl, jeg står bare herude og prøver at ringe til Maria Ruskin‘.«

»Ved du, hvad forskellen mellem os to er, Sherman? Du har ondt af din kone, og jeg har ikke ondt af Arthur. Arthur bliver tooghalvfjerds i august. Da vi blev gift, vidste han, at jeg havde mine egne venner, og han vidste, han ikke ville bryde sig om dem, og han havde sine egne venner, og han vidste, at jeg ikke ville bryde mig om dem. De er ikke til at holde ud. Alle de gamle jøder … Lad være med at se på mig, som om jeg havde sagt noget forfærdeligt! Det er sådan, Arthur snakker. Hans ’yiddim‘. Og hans goyim, og jeg er en shiksa.
Jeg havde aldrig hørt om den slags ting, før jeg mødte Arthur. Det er tilfældigvis mig, der er gift med en jøde, ikke dig, og jeg har været nødt til at sluge så meget af al den her jødesnak gennem de sidste fem år, at jeg kan bruge lidt af den selv, hvis jeg vil.«

»Har du fortalt ham, at du har din egen lejlighed her?«

»Selvfølgelig ikke. Som jeg sagde, jeg lyver ikke for ham, men jeg fortæller ham heller ikke alle detaljerne.«

»Er denne her lejlighed en detalje?«

»Den er ikke så betydningsfuld, som du ser ud til at mene. Den er lidt af et irritationsmoment. Viceværten er ved at hidse sig op igen.«

Maria rejste sig og gik over til bordet og hentede et stykke papir og gav det til Sherman og vendte tilbage til kanten af sengen. Det var et brev fra advokatfirmaet Golan, Shander, Morgan & Greenbaum til Ms. Germaine Boll vedrørende hendes status som lejer af en huslejekontrolleret lejlighed ejet af Winter Real Properties, Inc. Sherman kunne ikke koncentrere sig om det. Han nærede ikke noget ønske om at beskæftige sig med det. Det var ved at blive sent. Maria blev ved med at sprede samtalen ud til siderne. Det var ved at blive sent.

»Jeg ved det, Maria. Det må være noget, Germaine skal tage sig af.«

»Sherman?«

Hun smilede med adskilte læber. Hun rejste sig.

»Sherman, kom her.«

Han tog et par skridt hen imod hende, men han holdt sig fra at gå for tæt på. Hendes ansigtsudtryk viste, at det var meget tæt, hun havde i tankerne.

»Du tror, du får ballade med din kone, og du har ikke gjort andet end foretage en telefonopringning.«

»Ha! Jeg tror ikke, jeg får ballade, jeg ved, jeg får ballade.«

»Nå ja, hvis du allerede ved, du får ballade, og du faktisk ikke rigtig har gjort noget, kan du lige så godt gøre noget, når forskellen alligevel er ens.«

Så rørte hun ved ham.

Kong Priapus, som var blevet skræmt ihjel, rejste sig nu fra de døde.

Da Sherman lå slængt hen over sengen, fik han øje på gravhunden. Dyret havde rejst sig fra tæppet og var gået hen til sengen og kiggede op på dem og viftede med halen.

Du almægtige! Kunne man forestille sig, at hunden på en eller anden måde kunne vise … Kunne dyr på en eller anden måde fortælle, at de havde set … Judy havde forstand på dyr. Hun levede sig i den grad ind i alle Marshalls sindstilstande, at det ikke var til at holde ud. Mon der var noget, gravhunde gjorde, når de havde set … Men så begyndte hans nervesystem at gå i opløsning, og han blev ligeglad.

Hans majestæt den allerærværdigste kong Priapus, Universets Herre, havde ingen samvittighed.

Sherman lukkede sig ind i lejligheden og gjorde sig umage med at forstærke de sædvanlige hyggelige lyde.

»God hund, Marshall, god hund.«

Han tog sin ridefrakke af under kraftig rysten af det gummibelagte stof og raslen med spænder og et par puh-ha’er.

Der var ikke spor af Judy.

Spisestuen, dagligstuen og det lille bibliotek vendte ud mod den marmorbelagte hall. Hver stue havde sine velkendte glimt og gløder af udskåret træ, slebet glas, lysebrune gardiner, skinnende lakvarer og alle hans kones, den ambitiøse indendørsarkitekts, andre fund af sindsoprivende kostbarheder. Så så han det. Den store læderlænestol med øreklapperne, der plejede at vende ud mod biblioteksdøren, var drejet. Bagfra kunne han lige akkurat se det øverste af Judys hoved. Der stod en lampe ved siden af stolen. Det så ud, som om hun var ved at læse en bog.

Han gik hen til døren.

»Halløj. Vi er kommet hjem.«

Intet svar.

»Du havde ret. Vi blev drivvåde, og Marshall brød sig ikke om det.«

Hun vendte sig ikke. Det var kun hendes stemme, der steg op fra lænestolen:

»Sherman, hvis du vil tale med en, der hedder Maria, hvorfor ringer du så til mig i stedet for?«

Sherman gik ind i stuen.

»Hvad mener du? Hvis jeg vil tale med hvem

Stemmen: »Åh, for himlens skyld. Gør dig ikke den ulejlighed at lyve.«

»Lyve – om hvad

Så stak Judy hovedet frem omkring siden af øreklapstolen. Sikken et blik, hun gav ham!

Sherman gik over til stolen med hjertet i halsen. Hans kones ansigt, indrammet af blødt, brunt hår, udstrålede uforfalsket smerte.

»Hvad taler du om, Judy?«

Hun var så ophidset, at hun i begyndelsen ikke kunne få ordene frem. »Jeg ville ønske, du selv kunne se det billige udtryk, du har i ansigtet.«

»Jeg ved ikke, hvad du taler om!«

Hun kom til at le af hans skingre stemme.

»Sherman, har du i sinde at stå der og påstå, at du ikke ringede hjem og bad om at komme til at tale med en, der hedder Maria?«

»Med hvem

»En eller anden lille luder, vil jeg tro, som hedder Maria.«

»Judy, jeg sværger, jeg ved ikke, hvad du taler om! Jeg har været ude at gå tur med Marshall! Jeg kender ikke engang nogen, der hedder Maria! Var der nogen, der ringede og spurgte efter en, der hedder Maria?«

»Orrrr.« Det var et kort, mistænktomt grynt. Hun rejste sig og så ham direkte i øjnene. »Der står du bare! Tror du ikke, jeg kan genkende din stemme i telefonen?«

»Det kan du måske, men du har ikke hørt den i aften. Jeg sværger.«

»Du er fuld af løgn!« Hun gav ham et hæsligt smil. »Og du er en elendig løgner. Og du er et elendigt menneske. Du tror, du er så storslået, og så er du så billig. Du lyver, ikke sandt?«

»Jeg lyver ikke. Jeg sværger, jeg tog Marshall ud at gå en tur, og her kommer jeg hjem igen, og tju bang – jeg mener, jeg ved knap nok, hvad jeg skal sige, for jeg har ingen anelse om, hvad du taler om. Du prøver at få mig til at bevise noget, der ikke er sket.«

»Ikke er sket.« Det dryppede med foragt fra hende stemme. »Du har været væk længe nok. Kyssede du hende også godnat og puttede hende ned under dynen?«

»Judy – «

»Gjorde du?«

Sherman drejede hovedet væk fra hendes brændende stirren og vendte håndfladerne opad og sukkede.

»Judy, hør her, du tager fuldstændigt … totalt … komplet fejl. Jeg sværger.«

Hun stirrede på ham. Lige pludselig havde hun tårer i øjnene. »Nå, så du sværger. Sherman, Sherman.« Nu var hun begyndt at snøfte tårerne i sig. »Jeg vil ikke stå her og … jeg går ovenpå. Telefonen står derhenne. Hvorfor ringer du ikke til hende herfra?« Hun tvang ordene frem gennem gråden. »Jeg er ligeglad. Jeg er i virkeligheden fuldstændig ligeglad.«

Så gik hun ud af stuen. Han kunne høre hendes sko slå mod marmorgulvet på vej til trappen.

Sherman gik over til skrivebordet og satte sig i sin Hepplewhite-stol. Han kastede sig tilbage i den. Hans øjne faldt på frisen, der gik langs med loftet i den lille stue. Den var skåret ud i dybt relief af indisk rosentræ og forestillede en lang række mennesker, der skyndte sig hen ad et fortov. Judy havde fået den lavet i Hong Kong til en forbløffende pris … for mine penge.

Så lænede han sig fremad. Gid fanden havde hende. Han prøvede desperat at få sin retfærdige krænkelses flammer til at brænde. Hans forældre havde haft ret, ikke sandt? Han havde fortjent noget bedre. Hun var to år ældre end han, og hans mor havde sagt, at den slags kunne betyde noget – og efter den måde, hun sagde det på, mente hun, at den slags ville komme til at betyde noget, og havde han hørt efter! A-a-a-a-absolut ikke.

Hans far havde sagt, formodentlig med en hentydning til Cowles Wilton, der havde haft et kortvarigt, rodet ægteskab med en eller anden lille, ligegyldig jødisk pige: »Er det ikke lige så let at blive forelsket i en rig pige fra en god familie?« Og havde han hørt efter? A-a-a-a-absolut ikke.

Og lige siden havde Judy, der var datter af en historieprofessor i det midtvestlige Amerika – en historieprofessor fra midtvesten! – opført sig, som om hun var en intellektuel aristokrat – men det havde ikke forhindret hende i at bruge hans penge og hans familie til at komme til at mænge sig med sine nye, moderne veninder og starte sin indendørsarkitektvirksomhed og tvære deres navne og deres lejligheder ud over de mest vulgære tidsskrifters sider, W og Architectural Digest og den slags, vel? A-aa-a-a-absolut ikke, aldeles og bestemt ikke! Og hvad havde han selv fået ud af det? En fyrreårig, der fór afsted til work-out –

– og lige med ét ser han hende, som han så hende første gang den aften for fjorten år siden i Greenwich Village-kvarteret i Hal Thorndikes lejlighed med de chokoladebrune vægge og det enorme bord fyldt med obelisker, og en skare gæster der lå et godt stykke på den anden side af det bohemeagtige, i det mindste som han forstod ordet – og pigen med det lysebrune hår og de fine, fine træk og den kække korte kjole, som kun akkurat dækkede og alligevel afslørede så meget af hendes fuldkomne lille krop.

Og lige med ét kan han mærke den ubeskrivelige måde, de lukkede sig inde på i den ideelle puppe, hans lille lejlighed på Charles Street ved West Nineteenth, hvor han var immun over for alt, hvad hans forældre og Buckley og St. Paul’s og Yale altid havde prøvet at belære ham om – og han huskede, hvordan han fortalte hende – huskede det så at sige ord for ord! – at deres kærlighed ville betyde mere … end noget andet –

– og nu var hun i en alder af fyrre, udsultet og sportstrænet næsten til fuldkommenhed, gået grædende i seng.

Han faldt igen tilbage i drejestolen. Som så mange andre mænd før hans tid erkendte han til slut, at han ikke kunne stille noget op mod en kvindes tårer. Han lod sin ædle hage falde ned mod kravebenet. Han gav op.

Han trykkede distræt på en knap på skrivebordet. De broderede døre på et skab i falsk Sheraton-stil rullede til side og afslørede en fjernsynsskærm. Endnu en af hans kære grædende indendørsarkitekts ideer.

Han åbnede skrivebordsskuffen og tog fjernstyringsfidusen ud og trykkede liv i apparatet. Nyhederne. New Yorks borgmester. En teaterscene. En samling vrede, sorte mennesker. Harlem. Virvar og tummult. Opstand. Borgmesteren kryber i skjul. Råb … kaos … et rigtigt gammeldags slagsmål. Uden nogen som helst mening. Det betød ikke mere for Sherman end et vindpust. Han kunne ikke koncentrere sig om det. Han slukkede for fjernsynet med et tryk.

Hun havde ret. Universets Herre var billig, og han var et elendigt menneske, og han var en løgner.