Aktuelt Fagbøger

Sygehuset er det optimale gerningssted

Sygeplejersken, Kristian Corfixen

I bogen Sygeplejersken opruller journalist og forfatter Kristian Corfixen sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en sygeplejerske blev dømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Da politiet i 2015 blev tilkaldt, ankom de til det optimale gerningssted, som bliver sprittet af flere gange dagligt, og hvor ofre og gerningsvåben stort set var umulige at skelne fra andre døde patienter og sprøjter til behandling.

Det var et mildt sagt utraditionelt gerningssted, som kriminalteknikerne rykkede ud til, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev kaldt ud til en potentiel drabssag i Nykøbing Falster en morgen i marts 2015. 

Hvis det var rigtigt, hvad anmelderen havde fortalt i telefonen, kunne politiet stå med en sag, der talte adskillige ofre. Men da myndighederne nåede frem til gerningsstedet, et sygehus, skulle det hurtigt vise sig, at det ville byde på langt fra optimale arbejdsforhold for efterforskerne. Og modsat havde politiet at gøre med en potentiel gerningsmand, der tilsyneladende havde haft uhyggeligt optimale forhold at arbejde under.    

Det perfekte gerningssted

Alle, der har bare lidt forstand på drabsefterforskninger, ved, at det er essentielt, at gerningsstedet inddæmmes hurtigst muligt, hvis vigtige spor ikke skal risikere at gå tabt. Med et sygehus var det umuligt:
Akutafdelingen, hvor flere patienter ifølge politiets vidne var blevet forgiftet, kunne ikke bare lukkes ned. Derfor strømmede patienter i hospitalssenge fortsat ned ad den lange gang, da politiet ankom og begyndte at lave undersøgelser og lede efter spor.

Sygeplejersken, Kristian Corfixen

Enhver efterforskningsleder ved, at de vigtigste spor som regel bliver fundet, i de første timer efter et offer har udåndet. Men i denne sag arbejdede politiet i helt særlig grad imod tiden. Der var højrisiko for, at gerningsstedet var i gang med at blive udvandet.

Politiet skyndte sig at indsamle slanger, poser, nåle, kasser, bøtter, emballage, æsker, ampuller. Myndighederne var på jagt efter alt, der kunne stamme fra en forbrydelse, og som der potentielt kunne være fingeraftryk på eller kunne have været medicin i. Og de ledte især efter sprøjter. Mest af alt sprøjter. Var drabene foregået, som myndighederne snart mistænkte, var en sprøjte det gerningsvåben, som politiet ledte efter. 

En ny type gerningsmand

Gerningsvåbenet, gerningsstedet og en lang række andre aspekter ved sagen gjorde, at der var tale om en sag, som aldrig var set før i dansk retshistorie. Den mistænkte gerningsmand var også speciel: Der var tale om en person, vi som udgangspunkt normalt har tiltro til og føler os trygge ved. En sygeplejerske. I denne sag hed hun Christina Aistrup Hansen. 

Jo flere af hendes kollegaer, politiet afhørte, jo flere vidner fortalte, at de havde haft Christina Aistrup Hansen mistænkt for at forgifte patienter ikke kun på hendes sidste nattevagt, men over en længere periode.

Nogle spekulerede nu i år. Sagen voksede. Men som efterforskningen skred frem, stod det mere og mere klart, at det formentlig ville blive umuligt at finde beviser for det, kollegaerne berettede om.

Men det stod samtidig klart, at var det rigtigt, at der fandtes en sygeplejerske, som bevidst ville slå patienterne ihjel, så var der tale om en type gerningsmand, som dansk politi aldrig havde stiftet bekendtskab med før, men som havde optimale vilkår til at udføre sit foretagende. 

Sygeplejersken, Kristian Corfixen

Denne type gerningsmand har nem adgang til gerningsvåben: Sprøjter, der uden problemer kan fyldes med dødbringende medicin fra medicinrummene og fragtes rundt omkring på afdelingen, uden at nogen vil tænke over, at der er noget på færde.

Gerningsmanden kan iføre sig plastikhandsker ligesom sine kollegaer og udføre sin handling, uden det sviner eller vækker opsigt – patienterne ligger med nemt tilgængelige venekatetre, så gerningsmanden behøver end ikke at efterlade sig et lille stik i armen hos de ofre, der måtte blive udvalgt.

Gerningsmanden kan maskere sine drab med, at der i forvejen sker mange dødsfald – på et sygehus er der per definition indlagt en masse dødssyge patienter. Og når drabene er overstået, skal gerningsmanden ikke engang bekymre sig om at skaffe sig af med liget: Det sørger portørerne og i sidste ende bedemanden for.

Gerningsstedet bliver herefter sprittet af. Så er forbrydelsen fuldendt. 

Manglende beviser

På Nykøbing Falster Sygehus var der nogle kollegaer, der blev mistænksomme, fordi de mente, at der døde uforholdsmæssigt mange patienter, hver gang Christina Aistrup Hansen var på vagt. 

Efter politiet blev tilkaldt, var det dog umuligt at bevise, om mange af de episoder, kollegaerne endte med at fortælle om, var reelle eksempler på drab eller drabsforsøg: De potentielle ofre var på det tidspunkt for længst kremeret.

Men de patienter, som havde fået hjertestop på Christina Aistrup Hansens sidste nattevagt, dem kunne politiet undersøge. Og i deres blod afslørerede retskemikerne store doser af særligt morfin og Stesolid, som der ikke var skrevet ind i deres journaler.

Sygeplejersken, Kristian Corfixen

Noget var altså foregået på sygehuset. Men kunne det bevises, at det var Christina Aistrup Hansen, der stod bag? 

Politiet forsøgte at undersøge samtlige sprøjter, de kunne finde blandt affaldet fra akutafdelingen. Det lykkedes retskemikere fra København at fastslå, at adskillige af sprøjterne indeholdt en cocktail af medicin, som der ikke var nogen god forklaring på udover, at en ansat på sygehuset skulle have ønsket at gøre patienter ondt.

Men ikke en eneste af sprøjterne indeholdt et fingeraftryk. En ekspert fra politiets fingeraftrykslaboratorium kunne fortælle, at det ikke var unormalt: Sprøjter er næsten umulige at efterlade aftryk på, fordi de er lavet af et specielt materiale, hvor heller ikke bakterier kan hænge fast. 

Der fandtes heller ingen DNA-spor på nogen af de mange tomme sprøjter og ampuller, som politiet sendte ind til undersøgelser. 

Politiet forsøgte at undersøge, om der fandtes videoovervågning fra medicinrummene. Det gjorde der ikke. Der fandtes heller ingen tekniske beviser, der kunne placere Christina Aistrup Hansen – eller andre sygeplejersker for den sags skyld – på patienternes stuer på gerningstidspunkterne. 

Fra mistanke til dom

Alligevel lykkedes det dog at få Christina Aistrup Hansen dømt for at injicere store mængder medicin ind i kroppene på i alt fire patienter – tre af dem døde kort efter. 

Det skyldtes især, at en lang række kollegaer til Christina Aistrup Hansen pegede på sygeplejersken som mulig gerningsmand, og at hun selv kom med en tvivlsom forklaring i retten.

Hun blev til sidst erklæret som gerningsmand og blev idømt 12 års fængsel, om end det aldrig lykkedes politiet at finde et eneste fældende bevis imod hende. 

I Sygeplejersken står hun for første gang frem og fortæller, at hun fortsat mener, at hun sidder uskyldig dømt. I bogen fortæller flere af hendes kolleager omvendt, at de mener, at hun har gjort flere patienter ondt, end hun endte med at blive dømt for.

Men sygehuset er et gerningssted, hvor det aldrig bliver muligt at gå tilbage og finde beviserne, der kan bevise hendes skyld eller uskyld.


Sygeplejersken er en dokumentarisk beretning om drabssagen fra Nykøbing Falster Sygehus.

Køb bogen online her eller i din foretrukne boghandel.

En sag, der begyndte at rulle, da en sygeplejerske en dag i marts 2015 fortalte politiet, at hun mistænkte sin kollega for at dræbe patienter på sine vagter, og at hun frygtede, at kollegaen i løbet af sin seneste nattevagt netop havde gjort det igen.

I bogen rekonstruerer journalist Kristian Corfixen hele forløbet, der ledte op til, at sygeplejersken Christina Aistrup Hansen blev idømt 12 års fængsel for at forsøge at slå patienter ihjel. For første gang blotlægges politiets efterforskning, og bogen afslører en lang række detaljer om sagen, der ikke har været fremme i offentligheden før.