Fiktion Populære krimier Skønlitteratur Stefan Ahnhem Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Stefan Ahnhem om sin debut: Jeg vidste tidligt, at mine bøger skulle være lange!

Stefan Ahnhem om sin debut: Jeg vidste tidligt, at mine bøger skulle være lange!

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Stefan Ahnhem

Du begyndte med at skrive manuskripter til film – blandt andet Wallander. Hvorfor skiftede du til at skrive bøger?

Der er altid mange mennesker inde over et manus, så man får ikke selv lov at lave det endelige produkt. Jeg elsker egentlig manus-processen, hvor der kommer input fra andre – men jeg blev træt af ikke selv at måtte bestemme.

En del af de manuskripter, jeg har arbejdet på, har været adaptioner af allerede skrevne romaner. Og her sad jeg ofte lidt med følelsen af, at: ”Det her, det kan jeg også skrive”. Så det var ikke så vanskeligt at tage det ekstra skridt.

Jeg har skrevet en del afsnit af Wallander-serien. Og her var der nogle ret strikse anvisninger fra start: der skulle laves et manus på 100 sider – og det skulle blive en film på 90 minutter. Det blev jeg virkelig træt af. Hvad nu, hvis historien tog 100 minutter at fortælle?

Af samme grund vidste jeg tidligt, at mine bøger skulle være lange; man skal nå at lære karaktererne at kende – og der skal være plads til at opbygge et plausibelt motiv.

Og helt overordnet: så ville jeg bare opbygge et helt univers, der var mit.

Som forfatter er man langt mere synlig, end man er som manuskriptforfatter. Hvordan har det været – pludselig at have et navn og at få læsere?

Det er rigtigt: der er stor forskel på, hvordan man ser på en forfatter i forhold til en manuskriptforfatter. Det er virkelig helt anderledes.

Manuskriptforfattere bliver for eksempel aldrig inviteret til filmfestivaler (og det er de virkelig trætte af). Desuden er det ofte sådan, at når en film får dårlige anmeldelser, så siger man, at det var et dårligt manus – men hvis folk synes, den er god – så roser man instruktøren!

Jeg sad selv i bestyrelsen i det svenske dramatikerforbund i 7 år og kæmpede alle årene en kamp for, ikke kun skuespillere og filmens instruktør blev nævnt i filmanmeldelser – men også manuskriptforfatteren. Og det er blevet bedre, men de bliver stadig negligeret.

Som krimiforfatter har man jo pludselig læsere, som man er i direkte kontakt med, og man er interessant på en helt anden måde. Det kan jeg godt lide. Også fordi, jeg gerne vil stå på mål for det, jeg laver – og stå inde for det.

En ting, jeg oplevede meget stærkt, da jeg debuterede var, at der er skarp konkurrence. Og det, man konkurrerer om er jo folks tid – flere timer af den, endda. Og folk skal jo hente børn i børnehaven, lave aftensmad, rejse på ferie og alt muligt andet. Deres tid tager jeg. Så skal jeg simpelthen også sørge for, at de synes, deres tid er givet godt ud i selskab med mine bøger.

Kan du huske noget, der har været svært i forbindelse med din debut?

Jeg var på bogmesse i Göteborg nogle måneder efter at min debutroman udkom. Der var endnu ingen, der rigtig havde læst den – altså, den havde fået fine anmeldelser, men den var ikke rigtigt slået an endnu.

På messen havde de lejet et lokale med plads til 400 mennesker til et arrangement, jeg skulle deltage i; det var den størrelse lokaler, der var til rådighed. Til arrangementet kom 6 mennesker. En var min agent. To var mine venner. Og de sidste tre var gået forkert – de ville have været ind til Siri Hustvedt, som trak fulde huse i nabo-salen.

Og nej, det var ikke sjovt. Men det var en nyttig erfaring, for man lærer jo, at ting skal bygges op.


Offer uden ansigt af Stefan AhnhemStefan Ahnhem debuterede i 2014 med krimien Offer uden ansigt – første bind i en serie om politimanden Fabian Risk. Siden da er der udkommet fire yderligere bøger i serien, senest X måder at dø på. 

Stefan Ahnhem er født i Sverige, hvor han har boet det meste af sit liv, men flyttede i sommeren 2017 til København med sin danske hustru og deres to børn.

Læs mere og bestil Stefan Ahnhems krimidebut, Offer uden ansigt her

Find hele serien om Fabian Risk her

Find nyeste Stefan Ahnhem bog: Byttet